Det er ovenfor anført, hvor lidt et Markstykkes Indhold af fint Sølv svarede til en Ortsdalers, og hvor uheldigt Reformen med dennes Udmøntning af finere Lødighed var faldet tid, idet disse Mønters Finvægt var bleven ringere end den grove Marks. Det var følgelig ikke let tænkeligt. denne Mønt skulde kunne holdes oppe i en kvart Dalers Værd, saafremt den i Omsætningen i større Omfang skulde gaa og gælde for en Hovedmønt og ikke for en Skillemønt. Men dette blev netop Tilfældet. Da der ikke udmøntedes Dalere, var Omsætningen henvist til de udenlandske Dalere og danske Markstykker, der saaledes blev delvis Hovedmønt. Smaamønten var samtidig noget ringere end andetsteds hjemlet (6).
Det kan derfor ikke undre, at Kongen efter Raadstagning paa Kronborg ved Forordning af 17. Marts 1605 (7) om Dalerens Deling i 4 Mark ā 16 1/2 ß maatte indskærpe Overholdelsen at Forordningen af 12. Maj 1602. Der maa øjensynlig have været en stærk Tendens hos Folk til at forlange et højere Antal Skilling og vel ogsaa mere end 4 Markstykker for en god, fuldvægtig Daler. Denne Tendens kunde kun finde Støtte i den slette Mønt, der strømmede ind i Landet sydfra dels gennem, dels fra selve Hertugdømmerne.
Den nedersachsiske Kreds vedtog i Lüneburg den 12. Maj 1605 en hel Række Bestemmelser vedrørende Møntvæsenet (8). Man fordømte fremfor alt de mange ,Heckenmünzen" og truede de Fyrster, der tillod deres Oprettelse, med Berøvelse af Møntretten. Særlig vilde man skrive til den kejserlige Fiskal om at skride ind mod Møntstederne i Steinbeck og Altona ved Hamburg. Det sidste Møntsteds Fata kender vi fra den Schauenburgske Mønthistorie. Paa det første Sted havde Hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp et "Lysthus", som han under 10. Juni 1598 for 10 Aar havde lejet ud til Hamburgeren Matz Puls, der under 25. November 1596 var udnævnt til Møntforvalter i Slesvig, til Indretning at endnu et Møntværk (9). I Stenbeck og Slesvig maa Matz Puls have drevet en særlig uheldig Virksomhed, der giver Kredsen Anledning til i fornævnte Beslutning at udtale følgende:
De gode grove Rigsmønter forsvinder Dag for Dag i denne Kreds, de slette fremmede og indenlandske Sorter formerer sig hobevis, saaledes at der opstaar en højst skadelig Fordyrelse af de gode Rigsmønter. Derfor maatte alle fremmede Mønter fra indre Kredse, saavel fra Nabokredse som fra mere afsides Steder, herunder - for at ingen skulde tage fejl - in specie indbefattet og medunderforstaaet de slesvigske 2 ß og 1 ß ikke gives og modtages i Betaling tilden Værdi, de hidtil var valverede til, i mere end 6 Maaneder; i den Tid skulde de skaffes væk; efter deri Tid maatte de ikke bruges i Handel og Vandel.
Mønten i Steinbeck, der laa i Holsten og under Kredsens og det tyske Riges Omraade, vilde man altsaa med Magt lade lukke. Mønterne fra Mønten i Slesvig, der laa udenfor Kredsens Magtomraade, vilde man udelukke derfra.
Johan Adolf maatte hurtig give Køb. Allerede deri 12. Juni 1605 lod han Matz Puls fængsle og hans samtlige Ejendele forsegle. Dagen derpaa maatte han fra sit Hus Kiel Udstede en højst ydmygende "Fürstl. Verordnung vom Valur der kleinen Müntze (10). Som Indledning bemærker han, at han for en Del Aar siden havde erfaret, at der var stor Mangel paa Smaamønt. Derfor havde han til Befordring af den almindelige Handel tilladt "Unsern Lieben Getreuen Matz Pulsen Bürgern unserer Stadt Hamburg" at slaa Mønt i Slesvig efter det hellige romerske Riges Korn og Skrot og efter Kredsbeslutningerne under Trussel om Straf efter Møntordningen saafremt han handlede derimod. Derfor kunde han jo slet ikke tænke sig og vidste heller ikke andet, end at Matz Puls slog anordningsmæssig Mønt, hvad han ogsaa efter mange Formaninger bestemt havde erklæret. Nu havde Hertugen imidlertid modtaget saa mange Klager, og den nedersachsiske Kreds sat de slesvigske Mønter i saa langt ringere Værd, end de var prægede til, al han følte sig opfordret til at lade hele det slesvigske Møntvæsen undersøge og havde ladet Matz Puls tage "in gebürlicher custodio", for at han kunde justificere sig for Kredsstederne (som imidlertid ikke havde noget at gøre i Slesvig), eller hvem det ellers maatte tilkomme (dvs: den hele Forfølgning var Spilfægteri) og blive ikendt Straf, hvis han ikke kunde retfærdiggøre sig. For at slet Mønt ikke skulde faa Overhaand og de grove Mønter rent forsvinde af Hertugens Fyrstendømmer og Lande, vilde han da advare Enhver, der drev Handel, imod at tage de af hans Møntmester i Slesvig slagne Smaamønter til højere Værd, end de var nedsat til af den nedersachsiske Kreds, nemlig 2 ß for 20 Pf., 1 ß for 9 Pf. og Sechsling for 4 Pf., indtil Matz Puls maatte bevise, at hans Mønt i Henhold til hans Bestalling var i Overensstemmelse med det hellige romerske Riges Anordninger!
Man ved ikke, hvad man mest skal beundre: Frækheden eller Hykleriet. Allerede i 1601 havde Kredsen jo beklaget sig stærkt over Hertugens daværende Møntmester Chr. Vogel i Steinbeck, der imidlertid kun var Møntforvalter eller Møntforpagter Matz Puls's Stedfortræder eller Haandlanger (11). Hertugens "Uvidenhed" var derfor i temmelig høj Grad mala fides. At Fængslingen af Matz Puls heller ikke betød stort, viste sig da ogsaa snart, idet han allerede 1607 paany var i Hertugens Tjeneste som Møntmester og vedblev at fungere som sadan i adskillige Aar, ligesom hans Søn Heinrich blev Møntmester i Slesvig 1622 (12).
Hurtigst muligt maatte Kongens Statholder i den kongelige Del af Hertugdømmerne Gert Rantzau følge Hertugens Eksempel for at forhindre, at de slette gottorpske Mønter, der ikke længere kunde gaa og gælde for deres Paalydende i den gottorpske Del, skulde oversvømme den kongelige, Hvor de endnu kunde forlanges taget til Paalydende.
I Skrivelse af 9. Juli 1605 (13) indberetter han til Kongen, at Johan Adolf i Henhold til Kredsbeslutning og Advarsel havde fængslet "Mathies Pelsen" og ved offentligt, trykt Patentmandat nedsat de af ham prægede Smaamønter som ovenanført. Til Advarsel for Undersaatterne i Kongens Gebet, hvor disse Mønter hobevis var indførte, havde han i Kongens Navn og med hans Indsegl bekendtgjort et lignende Mandat og udbeder sig nu, at Kongen ved en Skrivelse til Johan Adolf skal foranledige, at nævnte Møntmester yder Erstatning og atter indveksler den daarlige Mønt, som Kongens Undersaatter maatte have faaet.
Særlig interessant er Slutningen af Statholderens Brev, hvor der kræves Erstatning. Det kunde han roligt forlange, da det var en fremmed Møntmester, Talen var om. Ellers lod man Tabet gaa ud over Borgerne, saaledes som det for Østrigs Vedkommende tidligere er skildret.
Kongen havde allerede den 8. Juli, Dagen forud for Statholderens Brev, ladet udgaa om begge Rigerne en Forordning angaaende den slesvigske Mønt, hvori han udtrykkelig fremhæver, at han er kommen udi Forfaring, hvorledes den slesvigske Mønt nu til sidste Kredsdag i Lüneburg er bleven afsat, paa enhver 4 ß Stykke 4 lybske Penge og 1 ß Stykke 2 Penge lybsk, og efter 6 Maaneders Forløb helt forbudt. Da det herefter kan befrygtes, at samme Mønt udi Mænge her ind i Kongens Riger og Lande skulde live forført, naar den paa andre Steder ikke for sin forrige Værd kan ydes, Undersaatterne til mærkelig Skade, fastsætter Kongen, at i Danmark og Norge skal et slesvigsk 4 ß Stykke (2 ß l.) gælde 3 ß d., en 2 ß 4 danske Hvide og 1 ß 2 danske Hvide (14). Nedsættelsen er større end i selve Hertugdømmerne, hvad der er naturligt nok overfor fremmed Mønt, medens man forstaar Landsherrens Modvilje mod til Skade for Undersaatterne at nedsætte sin egen mere end højst fornødent.
Den 4. August 1605 efterfulgtes denne Bestemmelse a[ en lignende vedrørende den i Sønderborg for den der residerende hertugelige Linie slagne Mønt, om hvilken Kongen var kommen i Forfaring, at den ikke skulde være saa god af Paiement, at den kunde gælde sit fulde Værd (15).
Af alle disse Bestemmelser fremgaar klart, at den danske Mønt, skønt den ikke var særlig god, dog paa den anden Side ikke kunde maale sig i Slethed med Hertugerne af Gottorp og Sønderborgs samt Greven af Schauenburgs Mønt. Det var derfor forstaaeligt, om man i Danmark, endnu vægrede sig ved at nedsætte Smaamønten yderligere i Forhold til Speciedaleren, tiltrods for at den slette Mønt pressede paa ved Sydgrænsen og søgte at drive Daleren i Vejret. At Slesvig-Holsten ikke var ene om at virke i denne Retning, viser fornævnte Kredsbeslutning, der bl. a. ogsaa omtaler en Møntmester i Mecklenburg, der tidligere havde været ansat i Altona hos Greven af Schauenburg, nemlig Klaus Isenbehn (Nikolaus Eisenbein), men var bleven "stukket ud" af en anden Møntmester, Daniel Kostede, med 1000 Daler (16) . Han var saa kommen til Hamburg og derefter til Marienehr hos Hertug Ulrik, senere Karl af Meklenburg. Han fik ingen Løn. I det hele taget var det de færreste Møntmestre, der fik Løn. De maatte tage deres Fordel paa Sølvkøbet. Den Slags Kontrakter kunde Kredsen ikke anerkende. Møntmestrene maatte lønnes fast "zu abschneidung aller eigennutzigen Finantziren". Paa dette Punkt tog Kong Christian imidlertid kun daarligt Lære.
Spørgsmaalet om Dalerens stigende Skillingstal blev atter mere og mere paatrængende. Som det fremgaar af en Indberetning fra Gert Rantzau til Christian IV af 19. Oktober 1609 (17) havde Daleren i Stæderne Lübeck og Hamburg i adskillige Aar staaet i 34 ß l. Ifølge Statholderens Indberetning og et Brev fra Baltzar von Ahlefeldt, dateret Steinborch 7. Oktober 1609 (18), var det saare vanskeligt at komme tilrette med de forskellige Møntværdier i Fyrstendømmernes forskellige Dele, hvis Indbyggere var nærmeste Naboer og bosatte med hinanden i eet Fyrstendømme. Johan Adolf fastholdt dengang Dalerens Ansættelse til 33 ß l., medens den danske Regering da alt havde forhøjet den til 34 ß l. (68 ß d.).
Endnu den 27. Juli 1608 tilskrev Kongen Lensmanden paa Aggershus Enevold Kruse en alvorlig Formaning om at tilholde Menigmand kun at tage 66 ß d. for Daleren eller 4 Mark, idet Kongen havde bragt i Erfaring, at hans tidligere udgangne Forordning og Mandat herom ikke blev overholdt og efterkommet (19). Brevet viser, at Daleren Mand og Mand imellem var steget over, vel endog meget over, de lovbefalede 66 ß d.
Den 14. November 1608 var der delvist Raadsmøde i Randers, hvortil Kongen den 3. s. M. havde indkaldt 6 Raader for at raadslaa med ham "om nogen forefaldende Lejlighed, som Magt paaligger". Samme Dag var der afgaaet Skrivelser fra Kansleren til 7 andre Raader angaaende en paatænkt Forhøjelse af Rigsdalerens Værd. I Kanslerens Breve hed det, at Kgl. Majt. var "kommen udi forfaringe, hvorledis richs dalers verdt fast høygt opstiger udi thet rommische rige, saa at en richs daler udi Söstederne allerede gielder 34 ß lubsch, och opber udi Thydschland da gielder den alrede 35 ß lubsch, hvilcket foraarsager, at faa richs daler her udi rigit er at bekomme. Er och at formode, at saa frempt udi thide icke blifver nogit herom af hans mt. forordinerit, da schulde mand icke letteligen kunde bekomme richs daler, hvilcket vilde thilføye adelen og kiøbstedsmend her udi rigit, som ofte richs daler in specie schal udgifve, stoer uleilighedt. Hvorfore hans k. m. for raadsom och fornøden anser, at en hver richs daler blifver sat paa 34 ß lubsch eller och 35 ß lubsch, paa thet mand richs daler her udi riget kunde beholde (20). Han udbeder sig vedkommende Raads Erklæring herover snarest muligt.
Sten Brahe erklærer i sit Svar af 18. November 1608, at Ansættelsen i 34 eller 35 ß l. maa ske med det første, "ellers vil her blifve stor brøst for daller udi rigt".
Breide Rantzau svarer den 16. s. M., at Forandringen er højst fornøden, da de, som skal give Kgl. Majt. Rentepenge maa give "ein schilling lybsc paa hver daler".
Arild Hvitfeld anbefaler den 7. s. M., at enhver Rigsdaler bliver sat paa 35 ß l., paa det man Rigsdaler her udi Riget kan beholde.
Axel Brahe skriver den 12. s. M., at Rigsdalerne bør sættes til 34 ß l., som de gælder i Søstæderne. Dersom de højere blev opsat i Stæderne til 35 ß l., som de gælder udi Højtyskland, da kunde de og her blive opsat derefter.
Henrik Lykke anser det ogsaa fornødent, at Daleren sættes til 34 eller 35 ß l.
Sten Maltesen udvikler i sit Brev af 6. December, at "det er ingen tvifvel, det dalleren jo blifver forførdt paa di steder, som di høyeste er i pris, och paa det sidste saarre faa schal blifve her i riged indførdt; hvorledes der schal forholdes med mynten, som meste part af bønderne udi derris landschyld opbærris, der om hafver hans mays. en naadig betenckelse ...
Jakob Ulfeld slutter sig ligeledes til Forhøjelsen.
Af Brevvekslingen fremgaar de forskellige Samfundslags Interesser. Konge, Adel og Købmænd skal bruge Dalere, medens Bønderne betaler Landgilden i Smaamønt. Sten Maltesens Tanke er da den, om ikke Smaamøntsforpligtelserne bør forhøjes, eftersom Smaamønten nedsættes i Værdi i Forhold til Rigsdaleren.
Den Omstændighed, at Dalerne ikke kan beholdes i Landet til det lavere Skillingstal, viser, at Skillemønten ikke her i Landet var god nok til i et Antal af 66 ß at udfylde en Speciedaler.
Paa det følgende Raadsmøde i Horsens den 24. Januar 1609 (21) er man enedes om at sætte Daleren til 68 ß d., hvorom der udgik Forordning den 3. Februar 1609 (22). Med Præmisser i Overensstemmelse med det foran udviklede sattes 1 Rigsdaler til 68 ß d., 1 Mark til 17 ß d. og 1/2 Mark (8 ß) til 8 1/2 ß, medens den øvrige Smaamønt nedsattes som Følge af Dalerens Forhøjelse paa Ihændehaverens Bekostning.
Denne Gang fulgte 8 ß Marken og Daleren, saaledes at 8 ß kom til at gælde 1/8 Daler.
I Perioden fra 3. Februar 1609 til 3. April 1610, altsaa godt et Aar, i hvilket Rigsdaleren gjaldt 68 ß d., udkom ingen Møntanordninger, der officielt forandrede Udmøntningsforholdene. Den 28. September 1609 fik Hans Flemming ny Bestalling (23) som Møntmester og samtidig Bemyndigelse til at slaa Dalere (24), hvortil han maa antages allerede 1608 at have forfærdiget Prøvestempler, idet der foreligger Speciedalere fra 1608 med hans Mærke, 2 korslagte Faner eller Hamre (25), uden at de dog efter Regnskaberne ses at være slagne i 1608. Omtrent samtidig begyndte Schwabe i København at udmønte Specier.
Naar man nu i Mangel af positive Bestemmelser vil søge at naa til Klarhed over disse Speciers Udmøntningsforhold, maa man først gøre sig klart, at der i Virkeligheden med en ganske enkelt Undtagelse i 1596 ikke under Christian IV før 1609 var slaaet egentlige Specier til Omsætningsbrug. Deri i Tabellen p. 60- optagne Specie fra 1597 var en Bryllupsspecie, en Skuepenge. Om dens Lødighed var noget for god, spillede ikke nogen Rolle. Snarere maa den antages ved en Lejlighed som denne med Forsæt at være gjort særlig lødig, idet det maatte være Formaalet, at denne smukke Mønt ved Uddelingen blandt de fornemme Gæster skulde tage sig saa anselig ud som muligt. Specien fra 1600 er kun en Gentagelse af Specien fra 1597, idet der til den er benyttet Reversstemplet fra 1597 med ændret Aarstal. Nogen stor Udmøning kunde der med et gammelt Stempel ikke blive Tale om.
I Rentemesterregnskabet 1591-92 (26) er nævnt "Prindsens Daller" i Modsætning til gamle Dalere. Denne Daler, der sikkert er Specien fra 1590, ses ikke at være ført til Indtægt nogetsteds i Rentemesterregnskaberne. Den var en privat Lejlighedsmønt, som var uden større Betydning for Omsætningen. Heller ikke "4 Marken" fra 1596 er, mærkeligt nok, opført i Forbindelse med de andre af Geert van Campen i dette Aar forfærdigede Mønter. Heller ikke disse Specier synes slagne for kongelig Regning. Dette tyder paa, at Regeringen kun ved festlige Lejligheder kunde føle sig opfordret til at slaa Dalere in specie; ellers var den ikke fristet dertil. Grunden hertil kunde næppe være nogen anden end den, at det med de stigende Sølvpriser ikke kunde betale sig.
Det er klart, al med den Tendens - som allerede gentagne Gange er indgaaende skildret i det foregaaende - hvorefter Fyrsterne ligefrem spekulerede i Indsmeltning af Speciedalere til Udmøntning i Smaamønt, kunde det falde besværligt for en Regering som den danske, der før Kongsbergs Anlæg ikke besad Bjergværker af nogen Betydning, at udmønte Dalere. Disses Opgave som Hovedmønt var jo - bortset fra et ringe Beløb til Udmøntningsomkostninger - at danne Ækvivalent i Sølv, saaledes at ca. 9 Stkr. udgjorde en Mark fint Sølv. De skulde i Vareomsætningen udgøre en at alle anerkendt tilforladelig Værdimaaler for alle Ting. Tilsidesattes denne deres Opgave, og misbrugtes Mønten i større Omfang til Udmøntning af Skillemønt, fik den som Smeltemateriale en større nominel Værdi i Smaamønt, end 1 Mark fint Sølv i Dalere, rent bortset fra alle Konjunkturer, burde have. Derfor faldt det vanskeligt at skaffe Sølv, i hvert Fald uden Ofre, til Udmøntning i gode Dalere. Regeringen vilde nødig indlade sig herpaa og tilsidesatte derfor sin Hovedopgave paa Møntvæsenets Omraade: at slaa god Hovedmønt.
Det er af Betydning at holde fast herved, naar man skal bedømme, hvorledes Specien udmøntedes nu, da Regeringen ikke længere kunde lade denne Opgave ligge ellen hvert Fald vilde benytte Lejligheden til at paalægge Møntforpagterne som en Del at deres Forpligtelser at skaffe nogen Hovedmønt til Veje, om ikke for andet saa for den kongelige Forfængeligheds Skyld, der ikke tillod helt at savne Specier med kongeligt Billede, Navn og Vaaben (27).
Det faste Udgangspunkt var, at Speciedaleren skulle veje 2 Lod, 8 Stkr. af 1 Mark brutto. Af en Mængde Overslag over, med hvilken Fordel der kunde slaas Smaamønt af Rigsdalersølv, erfares, at 1000 Daler altid regnedes til 125 Lod Sølv brutto (28). Af Generalwardein Christoff Bieners Indberetning af 22. Maj 1612 til Møntprobationsdagen i Lüneburg den 23. s. M. (29) fremgaar, at der regnedes 800 Dalere af 100 Mark brutto.
Hovedspørgsmaalet bliver kun, hvad disse Dalere holdt. I saa Henseende har Prætorius (30) oplyst, at Schwabes Dalere var 14 4/18 lødige. Han opfører dem sammen med de fine 14 4/18 lødige Marker og 1/2 Marker. Til Støtte for denne sin Paastand har han imidlertid i Virkeligheden kun en Udtalelse i en Ekstrakt og Forklaring over Møntmester Nikolai Schwabes Møntmesterregnskaber 10. Februar 1602 til 8. September 1613 (31), hvori hver Mark Guld ved Opgørelsen af Schwabes Restbeholdning af Guld og Sølv sættes til 112 Daler og hver Mark Sølv til 9 Daler. Denne Beregning giver med 8 Stkr. af Marken brutto ganske rigtigt en Lødighed af 14 4/18. Muligvis har Prætorius tillige anført denne Lødighed paa Grundlag af en Del uunderskrevne Erklæringer, Udviklinger og Notater, der er opbevarede til vor Tid (32) og vistnok som oprindelig Kilde har Arbejder af Luxdorph. Heller ikke denne ses at have kunnet øse af anden Originalkilde end den nysnævnte, men det synes dog ret betænkeligt at støtte en Udmøntningsformel paa en enkelt Beregning, der kun er Forudsætning for en ren Postering i et Regnskab. Der kunde jo ligesaavel være anført et Gennemsnit af, hvad der ved Udmøntning af al Mønt udkom af 1 Mark f. S. I hvert Fald udelukker Kilden ikke, at Marken udbragtes til mere i Dalerstykker. Tværtimod. har dette Formodningen for sig, idet de 9 Daler snarere kan antages for Værdien, Prisen for 1 Mark fint Sølv, hvortil kommer Omkostningerne ved Dalerudmøntningen, saaledes at 1 Mark f. S. i Dalere maa udbringes til mere end 9 Stkr.
Naar Prætorius anfører Schwabes Dalere satinen med de 14 4/18 lødige fine Marker og 8 ß eller rettere 1/2 Marker, skulde dette vel tjene som Bevis for, at denne Lødighed var Dalermøntfodens. Det er forsaavidt rigtigt, som dette var Forudsætningen for Valget af denne Lødighed for de fine Mønter, saaledes som tidligere nærmere udviklet. Ikke destomindre er der stor Forskel paa de to Slags Mønt, idet de saakaldte "fine" Mønter til Gengæld skrodedes saa lette, at de i Virkeligheden havde en ringere Finvægt end de tilsvarende "grove" Mønter, tiltrods for at det "fine" Markstykke i Forordningen af 8. September 1602 Nr. 8 udtrykkelig er erklæret for 1/4 Daler (33). Det er tidligere vist, hvor lidt den fine Mark svarede hertil. Selve Møntordningen lader den ogsaa udbringe til over 10 1/2 Daler af Marken fin. For disse Mønters Vedkommende var det derfor saare let at overholde den rene, uforfalskede Dalerlødighed. Man tjente jo godt paa dem. Helt anderledes stillede Sagen sig, naar Talen blev om Dalere, hvis Vægt ikke kunde forringes. Da hørte Fortjenesten op.
Langt snarere kunde anføres, at 14 4/18, Lødighed var det romerske Riges Thaleres (34). Skulde de danske Dalere gaa jævnsides med disse, maatte de være af samme "bonitate intrinseca", den de tyske Møntteknikere og Sagkyndige ikke blev trætte af at berømme og fremhæve. Af Generalwardein Bieners fornævnte Indberetning fremgaar imidlertid, at man i Slesvig, Lübeck, Hamburg og Lüneburg konsekvent udnyttede det tilladte Remedium paa Kornet: 1 Gran paa Marken, til kun at gøre Dalerne 14 3/18 lødige. Der er paa Forhaand ikke den mindste Grund til at formode at de danske Møntmestre ikke skulde have gjort det samme. Det bekræftes da ogsaa af en Tilførsel i Siverdt Bechs Rentemesterregnskab for 1610-11 (35) angaaende nogle Dalere, som er annammet af Møntmester Flemming. De opgives som 14 3/18 lødige. De af Flemming i Proberæsken nedlagte Prøvestykker var proberede af Nik. Schwabe og Hans Goslar og befundne lige saa gode som Kurfyrsten af Sachsens (36). For Hans Flemmings Dalere haves derhos den positive Oplysning i et Møntregnskab, aflagt af ham og hans Søn Casper Flemming for Tiden 2. December 1610 til 7. April 1615 (37), at Daleren var 14 lødig, og at der svaredes 3 ß l. i Slagskat af Marken. Den ringe Slagskat i Forhold til den sædvanlige tyder paa Vanskeligheden ved til den forhaandenværende Sølvpris at udmønte Dalere. Det ringe Beløb, 219 Mark 11 1/2 Lod Sølv, sammenlignet med Udmøntningerne af Smaamønt, stemmer hermed. Det er klart, man kun vanskeligt kunde skaffe bedre Lødighed. Af Siverdt Bechs Rentemesterregnskab 1. Maj 1614 til 1. Maj 1615 (38) ses f. Eks., at 1 Mark fint Rusølv kunde koste indtil 10 "Rixdaler". Naar Lødigheden ovenfor opgives som 14 3/18, havde man valgt den med Remedium nedsatte tyske Lødighed. Møntmesteren lod atter denne nedsatte Lødighed yderligere forringes, mulig under Paaskud af Remedium.
Møntedes Daleren 14 lødig i Helsingør, er det højst usandsynligt, at Schwabes københavnske Dalere skulde være bedre. Kølles Tabeller stadfæster dette (39). Forsaavidt han et Øjeblik anfører en Lødighed af 14 4/18 (40), er det sikkert kun et Ekko af Prætorius's Opgivende, for hvilket der som nævnt ikke gives nogen sikker Kilde som Hjemmel.
Ganske vist findes en Attest af Schwabe, Post og Goslar paa det af Flemming for Tiden 4. August 1607 - 18. Juni 1609 aflagte Regnskab, dateret 8. Juli 1609, hvorefter en enkende Dalers Lødighed var 14 1/18. At Flemming inden Bemyndigelsen af 28. September 1609 har møntet en Prøvedaler (41) fra 1608 eller 1609 bedre end senere hen, kan ikke undre, naar vi ved, at han ogsa slog anderi Mønt bedre, end han var forpligtet til. Det er rimeligst at antage, at Dalerne oprindelig skulde have været udmøntede 14 3/18 lødige, men at denne Forpligtelse ikke har kunnet overholdes, saaledes at Lødigheden efterhaanden er gaaet ned til 14 1/18 og 14.
Hermed stemmer Beregningerne i de foran omtalte Overslag fra de første ca. 18 Aar af Aarhundredet. Paa mange forskellige Steder i disse forudsættes en Lødemark Daler at holde "udi fiin 14 Lod". Et enkelt Sted bemærkes, at det kan knibe med Vægten (42), men at Dalerne skulde kunne udbringes til mere, er der ikke Tale om.
Under disse Omstændigheder kan man forstaa, at der ikke fremkom nogen offentlig Tilkendegivelse om Dalerens Udmøntningsforhold. Det kunde skade denne Hovedmønt i dens internationale Omdømme og Cirkulation.
I Sverige var Rigsdaleren kun 14 lødig (43); i Hamburg satte man sluttelig Bankodaleren til 9 1/4 Stkr. af Marken fin.
Den 9. August 1609 (44) beordrede Kongen nye fine danske 4 ß Stykker udmøntede, 172 Stkr. af Marken brutto, medens Tallet hidtil havde været nøjagtig det dobbelte af 8 Skillingernes: 160.
Medens de sidste søgtes opretholdte som 1/8 Dalere, havde man opgivet at opretholde 4 ß som 1/16 Daler og lod dem derfor blive ringere.
/// Skema side 96 ///
For denne Periodes Vedkommende er der herefter Grund til at anføre Udmøntningsforholdene for Speciedaleren og 4 Skillingen hvorhos Løvedaleren medtages til Sammenligning med Specien, medens den anden fremmede Mønt, som hjemles i Flemmings Møntordning, den ungerske Gylden, ikke giver Anledning til Omtale, idet dens Udmøntningsforhold ikke er ændrede. Det er muligt, at den senere udmøntedes et Par Gran bedre end 23 1/3 Karat for at bringe den i Overensstemmelse med det romerske Riges Bestemmelser om denne Mønts Korn og Skrot (45), men dette har ikke nogen væsentlig Interesse for dansk Mønthistorie.
Af foranstaaende vil ses, at Løvedaleren i Koncept til Flemmings Møntordning rigtigere er beregnet til 52 ß d. end i Originalen til 50 2/3 ß (46).
Udmøntningsbeløbene er følgende:
Nik. Schwabes Mønt i København:
/// Skema ///
Disse Beløb findes optagne i Rentemesterregnskaberne for 1608-09 og 1609-10 som afgivne til Rentekammeret fra 20. April 1609 - 7. December 1610. Fra dette, sidste Tidspunkt til 31. Maj 1611 ses ingen Mønt at være afleveret af Schwabe til Renteriet. Der kan ikke opgives noget særligt Slagskatbeløb for denne Udmøntning.
Hvad Hans Flemmings Mønt angaar, findes Udmøntningsbeløbet for Løvedalere, der er slagne i 1608, optaget under foregaaende Tidsafsnit.
Hans Flemmings Mønt i Helsingør:
/// Skema ///
De under foregaaende 3 Tidsafsnit optagne Tabeller over Udmøntningerne er som gentagne Gange fremhævet uddragne af Rentemesterregnskaberne sammenholdte med Møntmesterregnskaberne, saavidt saadanne findes. Møntskriverregnskaber findes endnu ikke i denne Periode.
For Schwabes Mønts Vedkommende er Tabellen udelukkende grundet paa Rentemestrenes Regnskaber, i hvilke Beløbene alene findes specificerede. Hovedsummerne udgør følgende Beløb:
Rentemesterregnskab 1602-03 16,912 Dlr. 8 ß 1603-04 14,325 - 1604-05 27,008 1/2 13 - 1605-06 15,193 1/2 12 1/2 - 1606-07 10,204 - 1607-08 35,549 7 1/2 - 1608-09 24,333 1/2 12 - 1609-10 6,349 1/2 17 - 1610-11 1611-12 1,958 33 - ialt ca. 151,835 Dlr.
Sammenlægger man Sølvmøntbeløbene fra de 3 Tabeller for disse Tidsrum:
1602 8,800 Dlr. 1602-08 131,715 1609 9,366 i alt 149,881 Dlr.
med det i Rentemesterregnskabet for 1611-12 anførte Beløb 1,958 Dlr., der først vil blive indtaget i Udmøntningstabellen for det følgende Tidsafsnit, udkommer
151,839 Dlr.,
som efter Afrundingerne at de specificerede Beløb stemmer med Rentemesterregnskabernes Hovedsummer og tillige tilnærmelsesvis med det af Møntmester Schwabe selv i forskellige summariske Oversigter over Sølvudmøntningen i alle disse Aar opgivne Beløb 152,888 Dlr., jfr. ovenfor p. 82. I et Overslag over samme Mønt i Tiden 1602-10 opgiver han en Sum af 150,930 Dlr., medens Rentemesterregnskaberne for samme Tid har 149,877 Dlr., foranstaaende Tabeller ialt 149,881 Dlr. Med det foreliggende Materiale vil man ikke lettelig komme Sagen nærmere i Nøjagtighed
I sidstnævnte Overslag opgives det udmøntede Guld til 21,275 Dlr. Ifølge Tabellen 1602-08 udgør Guldmønten en samlet Sum af 18,048 Dlr. De manglende Summer af Guld og Sølv kan hidrøre fra ny Mønt til Kongens Kammer, uden at dette med Sikkerhed kan ses af Rentemesterregnskaberne, eller fra Guld- og Sølvarbejder, særlig Kontrafeyer - Guld- eller Sølvmedailler af Speciestørrelse med Kongens Billede paa Forsiden og paa Bagsiden en taarnet Krigselefant, at bære af Riddere i Kæder om Halsen - som Schwabe har leveret.
Hvad angaar Flemmings Mønt, kan der til de tidligere nævnte Hoveddokumenter føjes et hans Register vedlagt Regnskabsbilag Nr. 14, Undernummer 1: En Kvittering, udstedt i Helsingør den 21. April 1609 af Johan Post til Flemming for Modtagelsen af en Sum: 1829 1/4, Dlr 3 ß 8 Pf., som han er Kongen skyldig "von wegen ettliche schlegschatz und auch von dem troischem gewichte". Naar man lægger dette Beløb til del i Flemmings Hovedregister opgjorte Slagskatbeløb 6384 Dlr. 7 ß 6 Pf., for hvis enkelte Poster der fra Wardeinens Haand iøvrigt foreligger, Sum for Sum, specificerede Kvitteringer med Angivelse af de enkelte Udmøntningers Størrelse, Gehalt m. v., medens kun fornævnte Kvittering er saa almindelig formuleret som citeret, fremkommer paa ca. 2 Daler nær det efter Siverdt Bechs Rentemesterregnskab 1609-10 opgjorte samlede Slagskatbeløb 8215 1/2 Dlr. 26 ß 4 1/2 Pf. Det er efter det ovenfor p. 82 oplyste klart, at der har foreligget nogle Uordner ved Slagskattens Beregning. Dels er Slagskatten ligefrem ikke opgjort for en Del Posters Vedkommende, dels er den i Hovedregistret for i hvert Fald 3 Poster: 459 Mark Skillinger, 137 Mark fine Markstykker og 164 Mark fine 4 Skillinger fra Begyndelsen af Aaret 1609 opgjort, som om der var Tale om cølnske Vægtmark, tiltrods for at det udtrykkelig oplyses, at Vægten ikke er cølnsk. Det kan da kun have været Troymark - en for en Hollænder som Flemming særlig nærliggende Vægtberegning - saaledes som det er godtgjort for Løvedalernes Vedkommende (47), og som det ogsaa er antydet i Posts foran omtalte Kvittering. For disse 3 Posters Vedkommende er derfor Møntsummerne beregnede efter Troyvægt, saaledes at en Mark:
Skilling er regnet til 153 Stkr. fine 4 Skillinger til 169 - fine Marker til 40 -
hvorhos de efter de tilføjede Datoer er fordelte mellem dette og forrige Tidsafsnit. Det er og kan ikke blive fuldt nøjagtigt, idet der ikke foreligger et egentligt "Værksregister" dvs. Bog over selve Smeltningerne og Prægningerne, der godt kan ligge noget forud for Wardeinens Probering.
Den øgede Slagskat, for hvis Efterbetaling Post har meddelt Kvittering under eet, skyldes altsaa dels nogle Poster, der er opførte i den vægtigere Troymark, og hvoraf Kongen skulde have større Slagskat end den for 1 cølnsk Mark fastsatte, der var beregnet af en Række andre Summer, om hvilke det udtrykkelig siges, at de er opførte i cølnske Mark, der er ca. 12 gr. lettere, dels en Del Poster, som Flemming maatte erkende slet ikke at have medtaget i Registret. Sammenholder man nu den erlagte Slagskat 8215 Dlr. med de i Tabellen opgjorte Udmøntningsbeløb for:
1607-09 127,699 Dlr. 1609 13,760 - Ialt 141,459 Dlr.
vil det ses, at Slagskatten udgør 5,81%, hvad der stemmer med, at Hovedsummen er slaaet i fine Marker ca. 97,000, Dlr. og fine 8 Skillinger ca. 23,000 Dlr., hvoraf Slagskatprocenten som tidligere nævnt udgør 5,85 ā 5,73%.
Den danske Slagskatberegning 2 1/2 Ortsdaler af 1 Mark fint Sølv gav - som tidligere berørt - ikke Kongen Anledning til som i Tyskland at tjene mest paa den ringeste Smaamønt og følgelig heller ingen Opfordring til at fremme denne Udmøntning. For Kongen var Mellemsorten: Mark, 8 ß og 4 ß mest magtpaaliggende. Af dem fik han sin Slagskat uden en alt for stor Udnyttelse at Mønten, medens paa den inden Side Møntmesteren undgik den højere Arbejdsløn ved den stærke Udstykning af Sølvmarken i den ringeste Mønt.
(fra: Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, København 1919, side 84-100