Den 6. Maj 1609 havde de udskrivende Fyrster i den nedersachsiske Kreds udskrevet Kredsmøde og Probationsdag til Halberstadt den 26. Juli bl. a. i Anledning af Udstedelsen af en ny Møntordning for Kredsen, indtil en almindelig Rigsdagsbeslutning kunde komme til at foreligge. Man hørte de sædvanlige Klager over Skade for høje og lave, Mønternes uvisse Værd m. m. I et Postscriptum meddeles, at Fyrsterne lige havde faaet Underretning fra den øvresachsiske Kreds om dens seneste Beslutning i Møntsagen (1). Mødet blev udsat ikke mindre end 3 Gange for sluttelig at berammes til Afholdelse i Gardelegen den 20. November 1609. En mellem Lübeck og Hertugen af Sachsen-Lauenburg opstaaet Strid kan have medvirket hertil. Mest sandsynligt er dog, at man har villet afvente Resultatet at den øvresachsiske Kredses yderligere Overvejelser i Møntsagen. Det var nemlig paa denne Kredses Probationsdag i Frankfurt a/O i Maj besluttet paa Probationsdagen i Oktober at fastsætte en almindelig Valvation af Mønterne efter indhentet Betænkning af Generalwardeinen Christoff Biener. Mødet fandt Sted i Leipzig, og Beslutning blev truffet den 13. Oktober 1609. Den da foretagne Værdsætning af Mønterne oversendtes den nedersachsiske Kreds og blev afgørende for dennes Beslutninger, idet "Afskeden", forsaavidt Valvationen angik, blev enslydende med Nabokredsens (2).
Den indvarslede Kreds- og Probationsdag i Gardelegen maa af den danske og de slesvig-holstenske Regeringer være tillagt Betydning og imødeset med en vis Spænding.
I et Brev fra Statholderen Gert Rantzau til Kongen, dateret Haderslev den 23. Juni 1609, hedder det angaaende den tilstundende Kredsdag (3): "Was sonsten aber die Münz anbelangend were wohl hochnötigt, das durch algemeine Schluss und abschied solche unleitige und den armen Unterthanen unertregliche Ungelegenheit und beschwerung so bis hero in ersteigerung und darauff alsbalt verringerungh der Münz widhaltig practiciret werden, gantzlich abgeschaffet und seine richtige masze gegeben werden muchte, wie ich dann für glaubewürdigh berichtet, dass die Thaler in Niederlanden und sonsten an anderen ortzen wieder abgesetzet sein sollen."
Dette lyder efter hele Situationen ikke troligt (4), men den gode Statholder kendte sikkert sine Overordnedes Ønsker, der ikke gik i Retning af at faa Rigsdaleren yderligere forhøjet. Vel havde man oprindelig tænkt sig Muligheden af at gaa til 35 ß l. (70 ß d.); nu havde man den 3. Februar bestemt sig for 34 ß l. (68 ß d.); længere vilde man nødigt strække sig. Det fremgaar tydeligt af Hertug Johan Adolfs Tillægsinstruktion, dateret Oktober 1609, til hans og Kongens Afsending paa Kredsdagen, Dr. Jonathan Gutshoff.
Han skulde i Christian IV's og Johan Adolfs Navn bestemt holde paa, at Rigsdaleren ikke sattes højere end til 33 ß l., da dette allerede var i Strid med det i Riget publicerede Edikt, hvorefter den kun skulde holde 32 ß l. og den altsaa var steget 1 ß.
Særlig skulde han inden den almindelige Raadslagning tale med Gesandterne fra Johann Friedrich, Ærkebisp af Bremen, Hertug Ernst af Lauenburg og Hertug Karl af Meklenburg samt fra Staden Lübeck, som Kongen og Hertugen havde plejet Raad med om denne Sag, for at de kunde optræde med samlede Stemmer paa dette Punkt.
Ved Siden heraf fik Gesandten Ordrer til at klage over Ernst af Holsten-Schauenburgs Mønt i Altona, der var overladt nogle Jøder mod Pension, og hvorfra en Mængde daarlige 2 Skillinger indførtes. Kredsen skulde i et Brev til Greven formaste ham til at lukke dette ulovlige Møntsted. Deri daarlige Mønt skulde valveres. Forbydes den, maa Gesandten sørge for en Frist, inden hvilken Indbyggerne kunde blive af med den (!).
At Hertugen instruerede Gesandten om at holde Daleren nede paa 33 ß l., syltes mærkeligt, i hvert Fald forsaavidt han tillige taler i Kongens Navn, eftersom denne da i Kongerigerne havde udstedt Forordning om dens Forhøjelse til 34 ß l. (68 ß d.). Hertugen har sikkert paa dette handlet uden Mandat fra Kongen i stærk Egeninteresse for at holde sin egen - som vi har set i det foregaaende - ikke for gode Smaamønt oppe.
Dette bekræftes af et Brev fra Gert Rantzau til Kongen af 15. December 1609 (5). Han havde efter Kongens Ordre instrueret Gesandten paa Kredsdagen om, at Rigsdaleren skulde sættes til 34 ß og ikke til 33 ß l. Nu har han først faaet Kundskab om den med Brevet følgende Bi- eller Additionalinstruktion fra Hertug Johan Adolf, hvorefter Gesandten saavel i Kongens som i Hertugens Navn skulde holde paa Rigsdaleren til 33 ß l. Saavidt han vidste, mente Kongl. Majt., at Rigsdaleren i hans Lande skulde gaa til 34 ß l. Derfor var en saadan Tillægsinstruks ikke fornøden.
Dette Brev aabner for Møntvæsenets Vedkommende Indblik i en vis Divergens mellem de to Svogre, Konge og Hertug, der iøvrigt i det støre og hele kom godt ud det sammen. I denne Sag synes Hertugen at have været af en noget anden Mening end Christian IV og ikke at være veget tilbage for til en vis Grad at gaa bagom Kongen.
Saa holdtes da Kredsdagen i Gardelegen i November, og den Beslutning eller "Afsked", der under 25. November 1609 endte Kredsdagen, blev af ikke ringe Betydning, ikke blot for Hlolsten, men gennem Slesvig ogsaa for Kongens øvrige Lande, saavist som det ikke var muligt ret længe at holde en anden Rigsdalerkurs paa denne Side Ejderen eller Kongeaaen end mellem Ejderen og Elben.
Først undersøgte man forskellig Mønt, som var befunden for ringe. Det var Tilfældet med den meklenburgske. Møntmester Simon Lüdemanns 2 ß (4 ß d.), den Hildesheimer Møntmester paa St. Moritzburg, Hans Lockendries 2 ß l. og Hildesheimer Møntmesteren i Peine, Caspar Kohls Silbergroschen. Med Hensyn til den schauenburgske Mønt i Altona havde man skrevet til den nederrhinske Kreds om dens Afskaffelse. Greven burde ikke have en Mønt, der hverken besøgtes af den nederrhinske eller nedersachsiske Kredswardein.
Al denne slette Mønt havde den danske Regering imidlertid allerede ved Forordning af 4. Oktober 1609 (6) ganske forbudt, idet Kongen havde bragt i Erfaring, at den allerede at flere omliggende Herrer og Stæder (7) var afskaffet, og det derfor kunde befrygtes, at den i Mængde hid ind i Kongens Riger skulde blive "forført, naar den paa andre Steder er afskaffet och intet maa gielde".
Paa Grund af Slethed gik Mønten altsaa nu mellem Rigerne, idet det ene Land søgte at skubbe den over paa Naboen!
Efter Møntundersøgelsen havde Kredsdagen dernæst taget hele Møntvæsenets sørgelige Tilstand op til Overvejelse. Om Skaden paa offentligt og privat Erhverv, Næring, Indkomster og Haandtering samt den almindelige Commercie var man ganske enig.
I og for sig var de hidtidige Rigsanordninger, Ediktet, og Bestemmelser tilstrækkelige. Skulde der foretages noget nyt, burde det ske ved en Beslutning af en Rigsdag eller almindelig Forsamling at Kredsene. Kunde man imidlertid ikke haabe paa en Rigsdag eller Kredsforsamling i den nærmeste Fremtid, maatte man for at bringe Korrespondens til Veje med Naboerne: den øvresachsiske, kurfyrstelig-rhinske og øvrerhinske Kreds, og idet man fastholdt Rigsanordningernes Bestemmelser om den hele Rigsdalers bonitas intrinseca, vedtage en almindelig Valvation.
Samtidig fastsatte man
Af de valverede Mønter hidsættes p. 104 nogle af de vigtigste, hvis indbyrdes Værdi ikke er uden Interesse for hele Pengevæsenets Historie gennem dette Tidsrum.
/// Skema side 104 ///
Foranstaaende Tabel giver endnu Anledning til følgende Sammenstillinger:
Ønskede man at omsætte ß i Daler, maatte man først gøre sig, klart, om man ønskede Værdierne angivne i Regningsdalere à 32 ß l. eller Speciedalere à 37 1/3 ß l.
Foruden denne ret omfattende Valvation vedtog Kredsdagen, at ingen af Stænderne inden næste Probationsdag maatte slaa mere end 50 cølnske Mark i enkelte og dobbelte, Silbergroschen og Skilling. af Dalergehalt, henholdsvis 234, 116, 360, 153 Stkr. af den 14-14 4/18 lødige Mark (8). Som det af Valvationen fremgaar, var man nu gaaet til at lovfæste en bestemt Adskillelse mellem paa den ene Side Dalerstykket (Specien) og Gyldenstykket, paa den anden Side Daleren og Florinen. Man beholdt Th(D)alernavnet for et skillingstal af 32 og Florin(Gylden)navnet for et Skillingstal af 28, uanset at dette Antal Skilling ikke svarede i Sølvindhold til Dalerstykkets eller Gyldenstykkets Finvægt. Forskellen mellem Thaler i Mønt og Thaler in specie blev herefter større og større. Fra først af skyldtes Indførelsen af denne Regningsdaler vel det konservative Ønske om vedblivende at kunne give det gamle Tal af 32 ß Navnet Daler, som Folket oprindelig var tilvant. Samtidig fastslog man som lovlig en i Befolkningen som Følge af opgælden paa Specien mod Smaamønt indført Praksis, hvorefter man vel kaldte 32 ß l. (64 ß d.) en Daler, men samtidig var vant til at erholde nogle Skilling i Tilgift for et virkeligt Dalerstykke.
Nogen egentlig Klarhed i Møntsystemet kunde denne Sædvanes Fastslaaen ikke medføre. Forvirringen maatte tiltage, efterhaanden som der endog gik flere Dalere i Mønt paa en Daler in specie.
Efter Kredsbeslutningen skulde der kun gaa 153 lybske Toskillinger = danske Firskillinger paa en 14 2/9 lødig cølnsk Mark. Christian IV havde den 9. August 1609 drevet den fine Firskilling helt ned til 172 Stkr. af den 14 2/9 lødige Mark. Med slig ringe Mønt vilde det, ganske bortset fra Begivenhederne i Nordtyskland, være umuligt ret længe at holde Daleren i 17 x 4 ß à 1,209 gr. f. S., naar Daleren indeholdt 25,578 gr. f. S. og Firskillingen ikke kunde betragtes eller blev betragtet som ren Skillemønt, men som en paa Grund af Dalerens Sjældenhed nødvendig Hovedomsætningsmønt. Nu kom Devalvationen i Gardelegen til.
Om denne gav Statholderen Gert Rantzau Kongen Underretning i fornævnte Brev af 15. December 1609. Han fremhæver, at det af Beslutningen vil ses, at Rigsdaleren er sat til 37 (1/3) ß l., medens den hidtil kun var vekslet til allerhøjst 34. Derfor fremsender han "Afskeden" så hurtigt som muligt. Og skønt Dalerne saavel til den ene som anden Pris vanskeligt kan skaffes til Veje i disse Lande, siden de ved den hyppigt møntede og i Fyrstendømmerne indførte Smaamønt var gaaet helt tabt og svundet væk, saa man kunde befrygte stort Besvær og urigtighed til forestaaende Termin (Omslag), saa vilde Hans Majt.s Embedsmænd dog alvorligt tilholde Undersaatterne i de dem betroede Amter at indbringe Dalere, saavidt det overhovedet var muligt. Det var ugørligt til Terminen at træffe nogen anden Bestemmelse end den af Kongl. Majt. givne naadigste Anordning, hvorefter Daleren skulde regnes til 34 ß l., men han skulde ganske henstille, om der efter Terminen skulde fastsættes noget om Rigsdalerens Ansættelse til 37 ß i Kongl. Majt.s Hertugdømmer i Overensstemmelse med Kredsdagens Beslutning, eller om der skulde gælde en anden Forordning om Daleren i Fyrstendømmet Slesvig. Det var jo dog ikke til at formode, at Daleren skulde forblive i slig høj Værdi til den om et halvt Aar fastsatte Probationsdag.
Statholderen vil øjensynlig gerne atter komme Kongens Ønsker i Møde i retning af at holde Daleren nede i hvert Fald i Slesvig, hvis Møntforhold ikke direkte var berørt af Kredsdagens Beslutninger.
Det var dog umuligt ret længe endnu at holde Stillingen.
I sidste Halvdel af Marts 1610 holdtes Herredag og Raadsmøde i København. Med Raadets Raad udstedte Kongen under 3. April 1610 Forordning om Møntens Forandring over alt Danmarkes og Norges Riger og deres underliggende Provinser (9). I Henhold til Forordningens § 1 skal fremtidig en Rigsdaler gælde 74 ß d., en Mark 18 1/2 ß d. og en halv Mark 9 1/4 ß d. (9 ß 3 Pf.).
Saavel i den neder- som øvresachsiske Kredses Beslutninger var del fastsat, at der skulde udarbejdes en specificeret, særlig Valvation over en Del fremmed og indenlandsk Mønt, der ikke var Optaget i den i selve Kredsbeslutningerne indeholdte Valvation, samt udstedes og trykkes Edikt og Mandat herom (10). Særlig tænkte man paa de nederlandske og frislandske Dalere, der vel ikke var slagne i Overensstemmelse med Rigsanordningerne, men dog nok kunde kursere mellem de øvrige Dalere, naar der blot ved offentlig Bekendtgørelse blev sat den rette Kurs paa dem (11).
Om disse Mønter udtaler den danske Forordning af April 1610 § 2: "Och eftersom vi udi lige maade herhoes forfare, at paa adskillige sorter udaf daller efter den nidersachsiske kreisis valuation och mønts ordning, som udi nærværendis aar er blefven giort, er slagen mangel, formedelst at de udi skrot och korn icke ere udaf den verd och pris saa goede som andre fuldkommen rixdaller, daa ville vi hermed udi lige maade hafve forordinerit, at enhver sort af fornefnde daller, som hoes trøkt designation omformelder, udi forskrefne vore lande och riger skulle være gangbar for den verd och pris udi kiøb och sal, som her hoes findis specificeret och antegnit och icke for høire eller større verd."
Herefter er en Række nederlandske Dalere sat til 70 ß d., nogle italienske til 51 ß d. og den hollandske Løvedaler fra 1606 til 48 ß d. m. v.
I Marts 1611 holdt den nedersachsiske Kreds paany Kredsdag i Gardelegen. I den "Afsked", der sluttede Kredsdagen den 16. Marts, bemærkes bl. a. følgende angaaende Gennemførelsen af de tidligere vedtagne Beslutninger:
Om man en Tid ikke saa helt alvorligt og ivrigt havde eksekveret saadan Møntordning med Konfiskation af de ugyldige Sorter, saa var saadant slet ikke sket i den Mening, at man ikke tænkte at holde derpaa, men meget mere for at enhver kunde faa saa meget mere Tid til at skaffe sig af med de ugyldige Møntsorter og hytte sig for Skade (12).
Det er unægtelig en temmelig naiv Tilstaaelse, ikke just egnet til at skabe Respekt om Kredsvedtagelserne.
Indtrykket af hele Møntvæsenets Hjælpeløshed, Usikkerhed og Mangel paa Autoritet forstærkes ved samme Afskeds Omtale af, hvorledes netop de Møntmestre, over hvilke der allerede i November 1609 var ført Klage, nemlig, Simon Lüdemann i Meklenburg, Hans Lockendries paa Moritzburg ved Hildesheim og Caspar Kohl i Peine, der havde handlet mod Møntordningen, var bleven fængslede, men igen løsladte og, da de lovede Bedring, havde faaet Tilladelse til paany at bruge Møntværket og dertil faaet en Seddel, hvorefter det ikke var Meningen, at Kredsen vilde afvige fra de givne Edikter, men tværtimod dens Agt, om nogen herefter maatte overtræde dem, uanset dette Tilfælde, at gaa frem imod vedkommende med Livs og anden Straf!
Det er visselig en tillidvækkende Retsforfølgning, der giver de tiltalte en Seddel paa, at Eftergivelsen af Straffen ikke maa anses for Præcedens i andre Tilfælde.
Af det passerede har Kong Christians og Hertug Johan Adolfs Gesandt paa nævnte Kredsdag, Johan Møller, givet en ganske illustrerende Skildring i sin Indberetning dateret 30. Marts 1611 (13):
Møntmester Lockendries blev for sine Forbrydelser belagt med Fængsel og indlagt paa Raadhuset i et Logement, som Byen Gardelegen havde sine Misdædere. To andre Møntmestre blev for mindre Synder anbragte i borgerligt Fængsel. Lockendries bad for sin Legemssvagheds Skyld om Lindring af Fængslet. De blev saa alle tre for den enes Svagheds Skyld løsladte af Fængslerne og indlagte i Herberger, som de først forlod den 17. Marts. De fik Hammeren tilbage. Malt havde tænkt paa en Pengebøde og voteret herfor, men slaaet sig til Ro med Fængslet og Skrækken (de andre Møntmestre var bleven ikke lidt bestyrtede over Fængslingen), da de ikke havde stor Formue, idet man iøvrigt ikke betvivlede, at denne Fængsling vilde være dem og andre en Advarsel.
Ærkebispen af Bremens Afsending havde bl. a. foreslaaet, om det ikke, da de gode Rigsdalere gik i Diglen eller paa anden Maade blev bortførte, var en Vej interimsvis at lade Rigsdaleren blive noget forringet i Finhed, hvorved Guldsmedene, blev betagne Lejligheden til at smelte dem, og Købmændene til at udføre, dem. Da Afsendingene imidlertid ikke havde Instrukser herom, blev intet herom vedtaget.
"Wegen der kleinen Münzen sein varia vota gefallen unnd habe krafft habenden befehligs mich dazue gar nicht verstehen wollen, auch dagegen sowohl in votando als auch in sigillando protestirt unnd nicht ehr den Abschiedt versiegeln wollen, es würde dann solche protestatio unnd dissensus von den Craiss Secretarien dem Protocollo einverleibet, wie dann solches auch erfolget. Und als auch andere Stende als Schwerin, Razeburgh und die Stadt Lübeck kleine Münzen zu pregen nicht für gutt angeschen, so haben doch die majora überhand genommen, jedoch dass uff 100 Marck lotigens Geldes es endlich restingirt und es jeden Stande zu thun und zu lassen frey gelassen worden, woebey gleichwohl die Münzere geringen prouit zu gewartten und daher vermutlich nicht alle Stende solche kleine Münze werden verfertigen lassen".
Christian IV og Hertugen synes altsaa virkelig paa dette Tidspunkt at have modarbejdet den overhaandtagende Udmøntning af Smaamønt. For Hertugens Vedkommende er det tænkeligt, at Følgerne af den tidligere uheldige Virksomhed har givet ham bedre Indsigt. Hans stærke Fastholden ved Dalerens lavere Skillingstal kunde staa i Forbindelse hermed og med en mulig Stræben efter en Forbedring at Møntvæsenet. Herpaa kunde det ogsaa tyde, at han den 13. Marts 1609 havde indgaaet et Forlig med Hertug Karl af Meklenburg samt Lübeck og Hamburg om gensidig i 6 Aar helt at holde op med Udmøntning af 2 ß, 1 ß og 1/2 ß eller Sechsling (14). Hvad Kongen angaar, er det sikkert nok, at hans Marker i Egenskab af Ortsdalere saavelsom den egentlige Smaamønt ikke opfyldte de af den nedersachsiske Kreds opstillede Forordninger. Han kunde heroverfor gøre gældende, at hans Udmøntning i Danmark ikke kom Tyskland ved. Men i saa Fald er hans "moralske" Optræden paa Kredsdagen overfor de andre Syndere noget af et Skalkeskjul, idet han da maa antages at have ræsonneret som saa: I Holsten under Kredsen har jeg intet Møntsted. End ikke i Slesvig, som ikke hører under det romersk-tyske Rige, men dog er nært forbundet med Holsten, har jeg nogen Mønt. Følgelig kan der ikke af Kredsdagen forekastes mig nogen fordærvelig Udmøntning af Smaamønt. Det kan ikke skade mig, om jeg arbejder for et Forbud mod en saadan Udmøntning fra anden Side. Tværtimod kan det gavne mig, saavist som jeg slipper for de andres daarlige Smaamønt. Hvad jeg derimod foretager mig i Danmark og Norge, kan Kredsdagen ikke blande sig i; højst kan den devalvere min danske Mønt. Undersøge mine Møntværksteder, kontrollere mine Mønter ved Generalwardeinen, det kan den ikke.
Naturligere er det dog at antage, at Kongen paa ingen Maade var klar over, at der kunde rejses Indvendinger mod hans Mønt. Ganske vist var den som nævnt ikke tysk anordningsmæssig, men set i Forhold til den Mønt, der faktisk sloges trindt om af saa godt som alle hans Naboer, havde Kongen Grund til at hævde overfor disse, at hans Mønt ikke blot ikke var slettere, men betydelig bedre. Hans Fortjeneste af mønten indtil da: 5-6% har sikkert ikke været saa stor som Naboernes. Forsaavidt kunde han ikke uden Føje træde frem som den, der ønskede det virkelige Samfundsonde, massen af ringe Smaamønt, hvormed dreves Spekulation og Forretning, indskrænket, saa meget mere som han - hvad tidligere er paavist - fornemlig lod udmønte Mellemsorter, Mark og Halvmark, derimod ikke den mindste Skillemønt, paa hvilken hans procentvise Fortjeneste var mindst.
I denne Periode fortsatte Nik. Schwabe og Hans Flemming deres Virksomhed som Møntmestre i København og Helsingør.
Af et Møntmesterregnskab, hvis Indledning lyder saaledes:
"Afgangenne Hans Fleninck førige och hanns Sønn, Casper Fleninck, nu Myndtemester her Udenn for Kiöbenhaffuen, deres Regennschaff paa Attschillige Sølffuemøndt, som de for Koningl. Mayt: Naadigst haffuer mønttet och forferdiget paa deres egenn Ombkostning, fra dennd 2. Decbr. Ao 1610 och thill dennd 7. April Ao 1615 (15),
fremgaar dels, at Hans Flemming er afgaaet ved Døden, dels at Sønnen Casper Flemming har overtaget Mønten. I selve Regnskabet er en Post ufine Marker opførte som møntede i 1614 af Faderen, medens Sønnen i samme Aar og Aaret derpaa har møntet en Del Skillinger og grove ("ufine") Marker. Dødsfaldet er herefter indtraadt i Løbet af 1614. Dette bekræftes af Rentemesterregnskabet for 1614-15 (16), hvorefter Hans Flemming selv har afleveret til Rentekammeret en Sum ny Mønt den 14. Maj 1614, Sønnen en anden Sum den 8. Juni efter sin afdøde Fader, der saaledes er død mellem disse to Datoer. Faderen havde allerede mellem Oktober 1610 og Juli 1611 (17) flyttet Mønten fra Helsingør, idet han i Rentemesterens Regnskaber nu anføres som boende uden for København. Som Wardein nævnes en kort Tid Mathias Gudenrath (Gutenraade); Guldsmed Markus von der Krempen ses at have foretaget Indbetalinger for Flemming i Rentekammeret, men er død omtrent et Aars Tid forud for Hans Flemming (18).
Den 16. Maj 1615 overtog den tidligere Wardein hos Flemming, Guldsmed Johan Post, Borger i København, Flemmings Virksomhed samt den Beholdning af Sølv, saavel Kongens som Møntmesterens, der fandtes paa Mønten, saaledes som det fremgaar at et Regnskab over Posts Mønt for Tiden fra 16. Maj 1615 til 8. April 1618 (19). Hans Flemmings Død har vel ført med sig, at Sønnen har ladet Mønten gaa over til Post, Faderens tidligere Wardein, som indgaaende kendte Møntvirksomheden og hele Bedriften. Dette laa saa meget nærmere, som Johan Post maa antages at have været en, for sin Tid, ualmindelig dygtig og energisk Haandværker, der nød Kongens særlige Tillid.
Han omtales i Rentemester Enevold Kruses Regnskab for Tiden fra 1. Maj 1602 til 1. Maj 1603 under 26. Januar 1603 (20) som Leverandør af Guldsmedearbejde til Kongen, men er ikke særlig fremhævet frem for de mange andre Guldsmede, der saavel i København som i Odense og Kolding forarbejdede Guldkæder, Sølvfade, Spænder, Kander m. v. til Hoffet eller leverede Kontrafeyer af Kongen, Dronningen og Enkedronningen til Uddeling ved festlige Lejligheder. Det varede imidlertid ikke længe, inden han kom til at indtage en Særstilling, idet han allerede i Rentemesterregnskabet for 1604-05 (21) staar opført med en særlig Indtægtskonto over Leverancer, der optages som Indtægt i Regnskabet i Lighed med den fra Nik. Schwabe modtagne Mønt, de fra Kongens Kammer i Rentekammeret indgaaede Summer, Lensindtægter, m. v. Han er altsaa bleven en særstillet kgl. Guldsmed og Leverandør. Det var herefter kun naturligt, at han ogsaa greb til Mønthaandværket. Der opstod herved 2 Mønter i København, som begge - ogsaa Schwabes - efter Rentemesterregnskaberne nu dreves efter Forpagtningssystemet.
Der foreligger ikke officielle Nyordninger af Udmøntningsforholdene i dette Tidsrum. I fornævnte Flemmingske Regnskab opføres for Aarene 1612-13 ufine Markstykker, der udbragtes til 27 Stkr. af den cølnske Mark, som ifølge et andet Notat for Aaret 1614 var 9 1/2 lødig. Denne Udmøntningsmaade for de grove Marker gentages flere Steder i nævnte Regnskab for Aarene 1614-15 og i Posts efterfølgende Regnskab 1615-18; der er saaledes indtraadt en Forringelse af Vægten, men ikke af Lødigheden for disse Mønter. Hos Scharling (22) angives ogsaa Lødigheden at være forringet til 9. Til Støtte herfor foreligger nogle Optegnelser i de før citerede Efterretninger: Stemaniana, der imidlertid ikke kan komme i Betragtning over for de sikre Angivelser i de Originaldokumenter, fra hvilke Forfatterne til de Stemannske Efterretninger alene kan have hentet deres Oplysninger. Beskrivelsen har imidlertid gentaget denne urigtige Version (23).
Iøvrigt ses ikke af det Flemmingske Regnskab at fremgaa andre Forringelser eller Forandringer af Udmøntningsforholdene.
Paa et af Renteskriver Christoffer Dirichtsen affattet Forslag eller Overslag paa 1000 Daler af salig Kong Frederiks enkende danske Markstykker at formønte udi fire Skillinger, hvoraf 104 Stkr. skal veje en Lødemark og holde 7 Lod fint Sølv, findes en af Renteskriveren underskrevet og den 5. Februar 1616 dateret Paategning hvorefter Statholder Breide Rantzau paa Kgl. Majt.s Vegne har gjort Forhandling med Møntmester Johan Post, at han skal levere ind udi Kgl. Majt.s Rentekammer for hvert 1000 Daler af salig Kong Frederiks enkende Markstykker, ham bliver overantvortet at ommønte udi nye danske fire Skilling Stykker efter den Korn og Skrot, som forbemeldt er, 1110 Dlr., hver Dlr. til 80 ß d. beregnet, og det paa hans egen Bekostning og Mønterløn (24).
I selve Overslaget er regnet med Daleren dels til 74 ß, dels til 80 ß, saaledes at Kongens Fortjeneste i første Fald, hvor der kun skulde 18 1/2 Stkr. til at udgøre en Daler, var udregnet til 200 Dlr., medens Møntmesteren i sidste Fald, hvor der maatte 20 Stkr. til at udfylde en Daler, efter Renteskriverens Beregning kun kunde give Kgl. Majt. i Slagskat 100 Dlr. I den endelige Overenskomst maatte Møntmester Post dog forpligte sig til at give 110 Dlr. paa 1000 Dlr., dvs. 11% uanset Dalerens eventuelle Stigning til 80 ß. Der har altsaa i egentligste Forstand fundet en "Forhandling" Sted med Post som Møntforpagter paa egen Bekostning og Mønterløn efter de bedste tyske Forbilleder. Resultatet blev en Forringelse af 4 Skillingen baade i Korn og Skrot.
Det er ejendommeligt at se, med hvor stor Sikkerhed eller rettere Uafvendelighed der regnedes med Dalerens Ansættelse til 80 ß, skønt dette var til Skade for Kongens Fortjeneste paa denne Smaamønt, der tabte i Værd, og tiltrods for at Daleren endnu officielt regnedes til 74 ß.
I Møntmester Posts ovennævnte Regnskab 1615-18 opføres herefter grove 4 Skillinger med 104 Stkr. paa Marken, der et Sted opgives som 7 1/6 lødig, en ringe Forbedring, der kan skyldes ufuldkommen Legering eller dennes velvillige Beregning af en mulig forbunden Wardein, paa samme Maade som de grove Marker et Sted i samme Regnskab opgives 9 11/18 i Stedet for 9 9/18 lødige.
En ny Mønttype fremkom i denne Periode: Guldridderen eller Rosenoblen, der udmøntedes i den Tid 1611-13, Kalmarkrigen varede. Egenhændigt Kongebrev af 10. August 1613 (25) jfr. Frdng. af 16. November 1619 § 2 (26) sætter Rosenoblen til en Værdi af 4 Rigsdaler in specie. Herved kan dog være tænkt alene paa udenlandske Rosenobler. Frdng. 8. Juni 1639 (27) omtaler imidlertid "danske saa og gammel engelske Rosenobel, slagen udi Elisabetæ og Edvardi Tider", der sættes til 4 1/4 Dlr. Ved danske Rosenobler kan kun være tænkt paa de her omtalte Guldmønter fra 1611-13 og nogle ganske lignende fra 1627 og 1629. Hos Jacobæus (28) benævnes Mønten fra 1611: "Rosa nobilis". I Datidens Rentemesterregnskaber (29) kaldes Mønten: "Dansk Guldridder". Navnet er øjensynlig taget fra den under Holland nævnte "Groote Nederlandsche gouden rejder", der i Henhold til Ordonnans af 21. Marts 1606 var slaaet i nær Overensstemmelse med de engelske Unités, Pounds Sovereigns eller firdobbelte Guldkroner ca. 23 Stkr. paa den 22 Karat fine cølnske Mark, om hvis Udmøntning Christian IV's Svoger Kong Jacob I af England i 1604 havde truffet Bestemmelse. Af Rentemesterregnskaberne fremgaar, at de danske Guldriddere kun holdt 20 Karat og udmøntedes 26 Stkr. af Marken brutto. De var saaledes ikke saa gode som den hollandske Ridder eller engelske Unité, (20 sh), men skulde mulig med Navnet vinde særlig Anseelse (30).
For denne Periodes Vedkommende vil der herefter kunne anføres følgende nye og ændrede Udmøntningsforhold:
/// Tabel side 114 ///
Naar man sammenligner den danske Guldridders Vægt og Finhed med den tidligere omtalte 4 Daler Guldklippings fra 1604 og samtidig tager i Betragtning dels den almindelige Nedgang i Mønternes Udmøntningsforhold, dels Guldets stigende Værdi i Forhold til Sølv gennem de mellemliggende Aar, taler Sandsynligheden i Mangel af positive Udtalelser for, at Guldridderen som nævnt var bestemt til at gaa for 4 Dlr. Sammenholder man derhos Frdng. 8. Juni 1639 med Kongens Erklæring af 10. August 1613 og den ovenfor p. 104 gengivne Valvation, hvorefter Rosenoblen har en Værdi af omtrent 4 Daler, stiller Sandsynligheden for, at den danske Guldridder er udgiven for 4 Dlr. og hurtig har antaget Navnet dansk Rosenobel, til høj Grad af Vished (32). Med denne Værdi som Forudsætning steg Forholdstallet mellem Guld og Sølv ved denne Udmøntning til 13,65.
Over de udmøntede Beløbs Størrelse hidsættes p. 115-17 Oversigtstabeller.
// Tabel side 115; Nik. Schwabes Mønt i København ///
De p. 115 for Aaret 1611 opførte Summer 2 ß og 1/2 ß, ialt 1958 Dlr., der i Rentemesterregnskabet for 1611-12 er specificerede under 31. Maj og 10. Juli 1611, bringer de ovenfor p. 98 omtalte Overslag over Schwabes Mønt til ganske nøje at stemme,. idet det ene har en samlet Sum af Sølvmønt: 150,930 Dlr. for Tiden: 10. Februar 1602 - 27. April 1610, medens det andet for Tiden fra 10. Februar 1602 - 8. September 1613 har: 152,888 Dlr. Differencen udgør: 1,958 Dlr.
Der synes altsaa ikke fra Schwabes Mønt 1l være udgaaet mere Sølvmønt i disse 3 1/2 Aar end fornævnte Summer i 2 ß og 1/2 ß, hvad unægtelig synes besynderligt i Forhold til den tidligere forcerede Virksomhed, men dog kan have sin Forklaring i Flemmings konkurrerende Forpagtervirksomhed, som Schwabe mulig endnu ikke har villet eller kunnet efterligne. Hans Virksomhed har hovedsagelig omfattet Guldmønten og en Mængde Guldkontrafeyer, sandsynligvis til Udmærkelser og Belønninger i Kalmarkrigen. Skillingsbeløbet i 1614 er udregnet paa Grundlag af en Tilførsel i Rentemesterregnskabet for 1613-14, hvorefter der under 22. Marts 1614 af Nik. Schwabe er erlagt 25 1/2 Dlr. 2 ß i Slagskat af smaa dansk rund Mønt, han paa egen Bekostning har møntet og hvoraf der for det Aar netop findes Skillinger med Schwabes Møntmærke: Kløverbladet.
Ved at sammenholde det sidste Overslag over Schwabes Mønt for Tiden fra 10. Februar 1602 - 8. September 1613 med fornævnte Tilførsel om Slagskat af smaa dansk rund Mønt, indbetalt til Rentekammeret den 22. Marts 1614, erfares, at Schwabe i Tiden mellem September 1613 og Marts 1614 er gaaet ind paa at drive sin Mønt som Forpagtning paa samme Vis som Flemming.
I Mangel af specificeret Møntmesterregnskab for Schwabes Mønt er Tabellen i øvrigt udarbejdet paa Grundlag af Rentemesterregnskaberne. Medens der for Aaret 1610 ikke ifølge Regnskaberne ses at være fremkommet Mønt fra Schwabes Værksted til Indtægt for Rentekammeret, findes i Rentekammerregnskabet for 1610-11 paa Hans Flemmings Konto under 15. Oktober 1610 indført 46 Dlr. 24 ß 5 Pf. som Slagskat af 649 Mark 15 Lod enkende Dalere. For Flemmings Mønts vedkommende begynder Tabellen over Udmøntningen derfor med 1610:
/// Tabel side 116; Hans og Casper Flemmings Mønt i Helsingør, fra 1611 udenfor København: ///
For Aaret 1610 er Tabellens Dalersum som nævnt hentet fra Rentemesterregnskabet 1610-11. De øvrige Poster fremgaar af Hans og Casper Flemmings oftere omtalte Møntmesterregnskab for Tiden 2. December 1610 til 7. April 1615, da Casper Flemmings Møntvirksomhed ophørte. Regnskabet er sammenholdt med vedkommende Rentemesterregnskaber. Ifølge disse ses dog ikkun et Beløb af 116,067 Dlr. Markstykker at være indgaaet i Rentekammeret for Sølv og Daler, Flemmingerne har erholdt til Omsmeltning og Udmøntning i Marker. Resten er møntet at Møntmestrenes eget Sølv. I Rentemesterregnskaberne opgives 63,000 Speciedalere al være gaaede i Smeltediglen. For disse erholdt Kongen 75,600 Dlr. Markstykker. Fortjenesten blev saaledes 20%, altsaa 5% højere end oprindelig fastsat. Endvidere er der "for Sølv, Daler m. m." - leveret Flemming - atter modtaget Resten af førnævnte 116,067 Dlr. Der maa saaledes antages at være anvendt endnu flere Specier end de udtrykkelig nævnte og specificerede til omsmeltning.
Ved Posts Mønt er endelig udmøntet følgende Beløb:
/// Tabel side 117; Johan Posts Mønt i København: ///
4 ß er efter Aftalen med Breide Rantzau beregnet til 80 ß paa Daleren, men i Rentemesterregnskabet staar denne Mønt opført efter Daleren til 74 ß med 10,550 Dlr. Det samme er Tilfældet med de for Aaret 1616 under Schwabes Mønt opførte 5432 Dlr. 4 ß Stykker, som i Regnskabet er udført med 5946 Dlr. Oplysningerne om Udmøntningen er iøvrigt hentede dels fra Johan Posts Møntmesterregnskab for Tiden fra 16. Maj 1615 - 8. April 1618, dels fra de samtidige Rentemesterregnskaber, hvis Summer nøje stemmer overens.
(fra: Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, København 1919, side 100-117