Paa Mønten i Kristiania var hidtil kun slaaet Speciemønt.
Den 2. Juli 1641 fik Statholder Christoffer Urne Ordre fra Kongen paa Bergenhus "at I af det huid Sølff, Som os Aff Sølffberget tilkommer Smaa mynt lader mynte, intil paa Videre bescheden og det udi Rixdalers Verdt". Den 16. Oktober s. A. tilskriver Kongen ham videre: "Eftersom I efter vor Befaling har ladet slaa paa Mønten i Christiania 2 ß, 4 ß og 8 ß, hvorom I haver nederskikket og begiert at vide, huor guode en hver Sort paa Skrot og Lod skal vehre, thi bede vi Eder at I lade Mynten slaa efter indlagte Mønt Ordinance paa Skrod og Lod paa forn. Sorte". Den 11. Marts 1642 giver Kongen ham Ordre til fremdeles at lade "mynte de thrende Slags smaa sølff Mynt" (1).
Efter de benyttede Udtryk i Brevet af 2. Juli 1641 "udi Rixdalers Verdt," er det allerede klart, at Smaamønten skulde være efter Rigsdaler Korn og Skrot dvs: efter Forordningen af 10. Oktober 1629 og Møntordningen for Københavns Mønt af 21. Januar 1630. Dette bekræftes ved de senere Ordrer og de paagældende Møntregnskaber (1).
Ved denne Tid traadte en ny Mand i Spidsen for Norges Styrelse. Den 30. April 1642 blev Kongens Svigersøn Hannibal Sehested udnævnt til Statholder i Norge og Befalingsmand i Akershus Len (2). Han søgte grundig at sætte sig ind i de norske Forhold og forlangte strax at se en Opgørelse over Kongens Tiende af Sølvværket fra den 6. April 1628, da Værket gik over til Participanterne og til Udgangen af Aaret 1641. Den lød paa ialt 57.106 R. 2 Mark, beregnet i Penge. Endvidere skulde han have en Oversigt over Gruberne m. m.
I den Anledning holdtes forskellige Møder af Participanterne, hvoriblandt Møntskriver, Laugmand Niels Hansen. Paa et Møde i Oktober 1642 (3) "delibereredes om adskillige Poster, Sølvværket angaaende. Iblandt disse handledes om Anders Pedersen, som havde Myntmester-Bestalting af 28. April 1628, men, uden Afskeedspas eller aflagt Rigtighed, havde forladt Christiania og begivet sig til Danmark, hvilket gjorde nødvendigt at anmode Wardeinen Erik Jäger at forestaae Mynten, indtil videre Ordre kunde faaes fra Statholderen. Ligeledes foraarsagede det Opmærksomhed, at Bergskriveren i Kongsberg, Hans Nielsen, var bleven Laugmand i Frederiksstad, men, ligesom flere Betienter, stod tilbage med at indsende Verkets Regnskaber, hvorom de skulde paamindes". Der synes altsaa ved Hannibal Sehesteds Ankomst og Ransagelse af Forholdene at være kommet nogle Uregelmæssigheder frem, der bragte Bergskriveren, som afleverede Sølvet fra Værket til Mønten, til at tøve med at aflægge Regnskab, og Møntmesteren, der i Mønten modtog Sølvet fra Gruberne, til at absentere sig helt og holdent fra Norges Land. Dette stemmer med en Udtalelse i en Ansøgning (4) fra den senere norske Møntmester P. Grüner om den ledigblevne Stilling: "weil der Müntzmeister alda wegen seine unrichtige Auslieferung der Silber nicht mehr Vertrauet werden durft". Han skulde med andre Ord have udleveret mindre Sølv til Møntning, end han modtog fra Værket, hvad ganske vist forudsatte, at Bergskriveren afgav urigtige Attester om Leverancerne som Bilag til Møntregnskabet.
Samtidig fremsatte Revisionen en anden Anke mod Møntmesterens Regnskabsførelse.
Det er tidligere oplyst, hvorledes der i Møntmesterens Bestalling var hjemlet ham en Betaling af 32 Rdlr. for hver 100 lødige Mark, han møntede til Speciemønt. Men da han den 28. April 1628 blev ansat, var Forudsætningen den, at der skulle møntes 900 "fine" Rigsdalere af 100 Mark 15 1/2 lødigt Sølv. Efterat dette var forandret til 800 Rigsdalere af 100 Mark 14 1/9 lødigt Sølv, havde Møntmesteren vedblivende beregnet sig 32 Rdlr. pr. 100 Mark, hvilket vil sige, at Kongen for den samme Betaling kun fik 800 i Stedet for 900 Rdlr. møntet. Det herved fremkomne Tab var opgjort til 2846 3/4 Rdlr. for hele Anders Pedersens Embedstid, i hvilken han havde udmøntet ialt 80.065 Mark Sølv. Denne Revisionsantegnelse kom dog ikke Møntmesteren til Last, thi Møntskriver, Laugmand Niels Hansen oplyste, at saaledes havde det været i hans Bestillingstid siden Anno 1630; i al den Tid var Regnskaberne aarlig kvitterede af Her. Rentemesteren. Han "formoder derfor underdanigst det ogsaa nu godtgøres, thi idtzige Møntmester dvs: P. Grüner) haffuer och den samme Lønn efter hans Bestillingsbrev". Hertil blev da truffet den Resolution: "Myntmesteren skal godtgøres de 32 Rdlr. for 100 Mark Sølff, som han udi Rixd. forarbejder". (5).
Møntmester Anders Pedersen var imidlertid vendt tilbage til Kristiania, hvor han paa sin Side rejste Krav overfor Statholderskabet. Da han efter sit Bestallingsbrev for 32 Rdlr. skulde mønte 900 Rdlr. af 15 1/2 lødigt Sølv, medens det ham udleverede Brandsølv var ca. 15 3/4 lødigt, behøvede han kun paa sin egen Bekostning at tilsætte 1/4 Lod i Kobber, medens han, naar han skulde mønte 800 Rdlr. af 14 1/9 lødigt Sølv, maatte tilsætte over 1 1/2 Lod Kobber pr. Mark brutto.
Han havde udmøntet 70.607 Mark 15 Lod 3 Quintin 3 Pfennig 1 1/4 Heller fint Sølv fra 21. Maj 1629 - 20. April 1643. Legeringen hertil havde udgjort 9.456 Mark 15 Lod 2 1/4 Quintin 1 3/4 Gren, medens den efter Bestallingsbrevet til en 15 1/2 lødig Blandmg kun vilde have udgjort 2.277 Mark 10 Lod 3 Quintin. Den større Tilsætning "haver jeg Hs. kgl. Majt. hidindtill icke nogentid til Regnskab eller Afkortning førtt eller nogen Udlegg derfore bekommet. Derfore jeg paa det Allerunderdanigste formoder, dett mig nu maa bleffue quiterit och komme til Afkortning udi huis gield jeg fattige Mand for denn Aarsag til høig bemelte Kgl. Majt. befindes skyldig at vore bleffuen, hvilket forskrevne Kobber sig overalt bedrager 7.179 Mark 4 L. 3 1/2 Q. 1 3/4 Gr., hver Mark à 8 ß d. = 598 Rdlr. 1 Mark 2 ß. Kristiania 25. April 1643. Anders Pedersen, Goltsmed". Denne Memorial er paategnet den 7. Maj af Niels Hansen, at Anders Pedersen ikke havde faaet dette Kobber erstattet, endvidere den 8. August 1643 af Oberberghauptmand Hans Siegfriedt von Lüttichau paa Bragenes, at han finder det billigt, at Anders Pedersen fik Erstatning, og den 5. Oktober af Hannibal Sehested paa Kongsberg, at han ogsaa finder det billigt: "thi samme penge dog bliffr ved Mynten og aff betr. forrige Myntskriffuer til dend itzige erlagt udi det forlag, som altid bør at være ved mønten efter Kgl. Majt. Naad. anordning, huorpaa betr. Anders Pedersen samtykt var schyldig bleven". Endelig har Anders Pedersen selv den 29. Oktober 1643 givet Dokumentet følgende Paategning: "Efter Hannibal Sehesteds gunstige gode Anordning og Oberberghauptmandens billig Erachtende har ... Niels Hansen ... godtgjort i den gield jeg til hoybem. H. May. I min bestillingstid er skyldig bliffuen paa det leverede Sølv paa Mønten".
Ogsaa heraf fremgaar med al ønskelig Tydelighed, at Anders Pedersen havde begaaet noget tilovligt med Sølvet og derfor var rejst væk nogen Tid efter Hannibal Sehesteds Overtagelse af Akershus, men senere er han vendt tilbage til Kristiania, hvor der er sluttet et Forlig om Berigtigelsen af hans hvori de 598 Rdlr. 1 Mark 2 ß er afkortet. Hans hele Tone synes meget ynkelig og betydelig forskellig fra Tiden før den ny Statholders Ankomst.
Han fremsatte dengang idelig Besværing over, at der kun var tilstaaet ham et Tillæg af 12 Dlr. til de ved Dalerudmøntning sædvanlige 32 Rdlr. for Udmøntning af 100 Mark Smaamønt efter Kongens Befaling af 2 Juli 1641. Med denne Betaling kunde han ingenlunde vedblive "og vere, fornøjet, formedelst stoer løn Møndtersvennene begærer, saasom de i København og paa andre Steder, huor saadan smaamyndt slaaes, skall bekomme, foruden megen større Bekostning og Umagh med dem opgaar end ellers med Dahlers Sølv og des Myndt". "Med dend Tillagh paa Smaa Myndten kan jeg ingenlunde være behjolpen eller uden schade, formedelst Møndtersvendene fordrer meget større Løn End som for den groffue Møndt, Oc fast ulige større bekostning ocsaa derpaa opgaar. Formoder derfor underdanigsten forbedringh, thi Hans Kongl. Maytt. er icke thiendt med min schade". Da anede han ikke, hvad der skulde følge paa!
Inden ret længe, efter at det var blevet bekendt, at Anders Pedersen, vel omkring Oktober Maaned 1642, havde maattet forlade Norge, meldte Møntmesteren i København Peter Grüner sig som Liebhaver til Pladsen som Møntmester i Kristiania. Mønten i Danmark laa jo stille. Kongen var ærgerlig over, at den med den Møntordning, han af Rigsraadet var paatvunget, ikke kunde give noget Udbytte. Peter Grüner, der paa det Tidspunkt tilmed var blevet Interessent i et Privilegium paa Bjergværksdrift i Norge (6), var sikkert ked af den næsten overflødige Figur han spillede i København.
Den 9. December 1642 (7) indgav han en Memorial til Hannibal Sehested "wegen der müntze in Christiania Konngl. Mayt. zu erinnern, ... dass mir solche dienst møge Uberlassen werden". Han tilbød at mønte Rdlr. som hidtil: 800 Rdlr. af 100 Mark Sølv, der holdt 14 Lod 1 Gren eller 2 Gren, med et Remedium af 2 Pf. i Vægt paa 16 Lod (1 Mark), for 32 Rdlr. i Mønterløn; hvad derimod 8, 4 og 2 ß angaar, vilde han nok mønte dem for 32 Rdlr. pr. 100 Mark, men de skulde være saa meget ringere end hjemlet i Frdng. 10. Oktober 1629, at der udover Dalergehalt: 9 1/3 Rdlr. af Marken fin kunde udbringes 2 Mark dansk, som tilfaldt ham som Godtgørelse for de større Møntningsomkostninger dvs: han vilde have 32 Rdlr. + 200 Mark d. = 65 Rdlr. 2 Mark i Mønterløn, hvad der jo ganske vist ogsaa var betydelig mere, end det Tillæg af 12 Rdlr., som stakkels Anders Pedersen havde faaet. Hvad 1 ß angaar, overlod han det ganske til Kongens Anordning, om end han ansaa det for "unrathsamb" at forfærdige dem af fint Sølv, jfr. den i Anordnmgen af 1629 hjemlede Braeteat-ß.
Med dette Forslag var Kongen eller Hannibal Sehested øjensynlig ikke tilfreds. De vilde tjene Penge paa Mønten. Ellers kunde den lige saa godt være lukket ligesom i København. Peter Grüner har derfor til fornævnte Memorial føjet et nyt Forslag for bedre at kunne komme i Betragtning ved Besættelsen af den ledige Stilling. Med Hensyn til Specierne skulde det forblive ved det gamle. Men hvad 8 ß, 2 ß og 1 ß angik, henviste han til Møntordning for Mønten i København af 14. Februar 1624, saaledes at 8 ß skulde udmøntes 115 Stkr. af den 13 3/4-lødige Mark, 2 ß 180 Stkr. af den 4 1/2 lødige Mark og 1 ß 254 Stkr. af den 2 1/2-lødige Mark (8); i alle Tilfælde skulde Møntmesteren betale Kongen 1 Mark f. S. med 9 Rdlr. 36 ß; paa 8 ß.s Udmøntning skulde han derhos betale Kongen som Andel i "Overskuddet" 61 Rdlr., paa 2 ß: 40 1/2 Rdlr. og paa 1 ß: 16 Rdlr. 18 ß alt pr. 100 Mark beskikket Sølv. Det var jo et utvetydigt Forslag om Overgang til Forpagtningsniønt og en væsentlig Forringelse af Mønten. Paa Trods af den med Rigsraadet indgaaede Møntordning af 1629, der maaske ansaas knyttet alene til Mønten i København, og uden nogen tvingende Aarsag, som f. Eks. Krigstilstand eller anden Nødssituation, tiltraadte Kongen i alt væsentligt Forslaget, blot at der tilføjedes 4 ß og saaledes at Bruttovægten for 8 ß, der efter Anordningen af 1629 var 2,386 gr. men efter Anordningen af 1624 kun 2,034 gr., mere nærmedes Anordningen af 1629, medens Finvægten omtrent var den samme. 2 og 1 ß blev ganske efter Anordningen af 1624.
Saaledes udkom "Der zu Dennemarcken, Norwegen Kønigl. Maytt. Müntzordnung untern Dato Kopenhagen den 25. Februar Anno 1643, dess Müntzmeister Peter Gronners bestalling ein verleibet". (9).
De herefter fastslaaede Udmøntningsforhold ses af nedenstaaende Tabel, hvori for Oversigtens Skyld er medtaget Smaamøntens Udmøntningsforhold efter Møntordningerne af 1624 og 1629, samt Speciens Udmøntningsforhold under den ringeste tilladte Lødighed og med Remedium paa Vægten: 2 Pf. dvs: 2/256 af 1 Mark Sølv: 233,855 gr. eller et Fradrag af 0,228 gr. brutto og 0,200 gr. netto, idet man sikkert kan gaa ud fra, at Møntmesteren ikke har gjort Speciemønten bedre end højst nødvendig.
/// skema side 172 ///
Som det vil ses, er det en ikke ubetydelig Forringelse af Smaamønten, der sketa fra 1641-43. Idet Bruttovægten af 8 &szslig; sattes lige med Rigsdaler-8 &szslig; fra 1641 og Finvægten med Krone-8 ß fra 1624, søgte man at bevare det ydre Skin, saaledes at Menigmand ikke fik en umiddelbar Fornemmelse af, at der var sket nogen Forandring med Mønten.
Ved denne Ordning indvandt Kongen en ikke ringe Fordel. Ved Specieudmøntningen kostede det Kongen ca. 36 Rdlr. at faa 100 Mark f. Sølv, der - naar man bortser fra Kongens Sølvtiende - stod Mønten i 800 Rdlr., forvandlet til ca. 910 Specier. Han indvandt herved ca. 74 Rdlr. pr. 100 Mark f. S. Ved den nu accepterede Udmøntning af Smaamønt fik Kongen først over 1 1/3 Rdlr. Gevinst paa Sølvkøbet af hver Mark f. S. dvs: ca. 135 Rdlr. paa 100 Mark. Endvidere udbragtes den fine Mark til Beløb, der var fra ca. 2 - ca. 7 Rdlr. højere end Sølvprisen, selv til den forhøjede Taxt af 9 Rdlr. 36 ß pr. Mark. Tager man 8 og 4 ß, vil det sige, at Differencen udgjorde henimod 200 Rdlr. pr. 100 Mark f. Sølv. Af 100 Mark 12-lødigt Sølv svarede Møntmesteren Kongen en Afgift af 61 Rdlr., hvad der af 100 Mark 16-lødigt Sølv vil sige ca. 76 Rdlr. For Resten ca. 120 Rdlr. skulde Møntmesteren bestride Omkostningerne ved Udmøntningen og selv have sin Fortjeneste. Da han oprindelig tilbød at mønte 100 Mark 14-lødige 8 ß for ca. 65 Rdlr., hvori sikkert har været en Del Gevinst indbefattet, kan man med nogen Føje gaa ud fra, at der ved det nu trufne Arrangement ogsaa blev en klækkelig Gevinst til Møntmester Grüner! Kongen selv tog dog Broderparten, godt 200 Rdlr. ialt pr. 100 Mark f. Sølv.
Med den 1. Maj 1643 synes hele det gamle Personale ved Mønten at være afløst af nye Folk. I Stedet for Skriveren Niels Hansen ansattes Tobias Brodtkorb og Wardeinen Erik Jäger afløstes af Hans Hempel.
De udmøntede Beløb har været følgende:
/// skema side 173 ///
Selve Regnskabet for Tiden 1. Maj 1643 til Udgangen af samme Aar mangler. Der findes en Extrakt af Møntens Regnskab for 1 Aar 8 Mdr. 1. Maj 1643 - 1. Januar 1645, hvori Indtægten af Udmøntningen for hele denne Tid er opgjort, hvad der imidlertid kun for Speciemønten er det samme som Udmøntningen, for Smaamøntens Vedkommende kun Betalingen for Sølvet og Afgiften af Udmøntningen, medens Overskudet lades uomtalt. Ved Fradrag af de paa Regnskabet for 1644 opførte Beløb og Sammenligning med disse, er det lykkedes tilnærmelsesvis at udfinde Betøbene for det førstnævnte Tidsrum af 8 Mdr.
Foruden den Divergens mellem de i Jørgensens Manuskript opgivne Speciebeløb og de her opgjorte Summer, som alt tidligere er berørt, stemmcr Summerne for Smaamønten under P. Grüner heller ikke med Jørgensens Tal, idet denne, der øjensynlig ikke har kendt de originale norske Regnskaber, men optaget sine Tal fra Andenhaandskilder, kun har opført de Summer, der af Møntmesteren i Henhold til hans Bestalling er betalt Kongen dels for Sølvet til, dels i Afgift af Smaamønten, ikke de større Summer, der er udmøntede af de i Regnskaberne opgivne Mark legeret Sølv, idet Møntmesteren af det overskydende maatte tage sin Fortjeneste og Betaling for Omkostninger.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II