Svenskekrigens Pengenød maatte naturnødvendigt ogsaa ramme Mønten i Norge. Den 16. Marts 1644 tilskrev Kongen Hannibal Sehested et Brev: "Vi tilskikke Eder herhos it Slaugs Mynt, efter hvilken vi naadigst ville, At i skall lade formynte Alt det Sølff, Som med Herrens Hjelp kan bekommis paa Sølffbergwerket der udi Norge" (1).
Af Brevet selv lyser samme alvorlige Stemning, som har givet sig Udslag i Møntens Indskrift: JVSTVS JEHOVA JUDEX. Det var de bekendte "ulfeldtske" eller "hebraiske" Marker og Dobbeltmarker, der nu ogsaa skulde slaaes paa Mønten i Kristiania.
Den 25. Maj 1644 udstedtes en egentlig "Møntordinans" herom. Efter denne skulde disse Mønter, ligesom paa Københavns Mønt, udmøntes 21 Stkr. 2 Mark Stkr. og 42 Stkr. 16 ß Stkr. af den 9 1/2-lødige Mark. Peter Grüner skulde for Udmøntningen have 45 Rdlr. pr. 100 Mark beskikket Sølv dvs. Mark brutto (2).
I Brev til Statholderen af 4. April 1646 befalede Kongen, at denne Mønt vedblivende skulde møntes; ja han beordrer, endog "at lade slaa herefter ald mynt udi Norge efter Crone skrot". Det er, som allerede tidligere paavist, ikke helt rigtigt, naar Kongen i dette Brev kalder denne Mønt for Kronemønt, uden forsaavidt det er et Udtryk for, at det ikke er god Speciemønt (3).
Møntofficererne fik nu travlt med at fremstille daarlig Krigsmønt. Deres Virksomhed blev ikke mindre ved, at Stændernes Hjælp i Rusølv, der bestod af alt Slags Sølv: gamle Dalere, hollandske Styk von Achten m. v., gik til Kristiania til Omsmeltning og Udmøntning. Det fremgaar af Regnskaberne, at det gamle Rusølv, som af Stænderne i Norge efter Statholders og Kanslers Missive var forstrakt Hans Majestæt, af General Krigskommissær Niels Lange og Slotsskriver paa Akershus Johan Gaarmand (4) var leveret Mønten fra den 7. Juli 1644 at regne. I Aaret 1644 var saaledes leveret,
/// regnskab side 175-176, udeladt her ///
Paa lignende Vis former sig Regnskaberne for de følgende Aar, kun at Stændernes Tilskud senere benævnes "Skatter", hvad dog næppe er korrekt. Det maa antages at have været Forstrækninger mod Pant.
Kongen tog altsaa under Krigen baade direkte Laan af Norges Bønder og indirekte Skat af Omsætningen ved Udgivelse af daarlig Nødmønt, et Forhold der fæstnede sig derhen, at Mønten - saaledes som senere skal omtales - opkøbte de gode engelske Sølvkroner og de ikke fuldt saa gode hollandske Piastre og Dalere, der indgik til de norske Havne (6) for Fisk, Træ, Tran m. v. og udmøntede dem i tarveligere 2 Mark og 16 ß-Stkr.
Revisionen paasaa nøje, at Kongens "Profit" ikke blev for stærkt beskaaret, ja den nedsatte Møntskriverens Rejsepenge til København til 30 Rdlr.! Den var ogsaa misfornøjet med, at Mønten havde betalt Sølvet med 8 Rdlr. pr. Mark, da det hverken var fuldvægtigt eller havde holdt 16 Lod; den har udregnet, at Kongen paa Sølvkøbet dvs: Møntens Betaling af det forstrakte Sølv, for Tiden 6. Februar 1645 - 20. December 1645 havde tabt 1016 Rdlr., og i 1646: 1707 Rdlr. Kongen havde dog naadigst resolveret, at der ikke skulde gaas i Rette med Møntofficererne herfor.
Virksomheden viste sig nu at kræve en større Kassebeholdning ved Mønten end hidtil. Reservefonden opsattes fra 2000 Rdlr. til 2500 Rdlr., idet Møntens Beholdning "naar Kgl. Majt.s Tiende og Sølvkiøbspenge sendes til Kjøbenhavn, blifuer for svag". Forhøjelsen sanktioneredes af Statholderen "for at ikke der af Mangel paa Penge skal opstaa nogen Forhindring".
Fra 1. Januar 1645 afløstes Tobias Brodtkorb som Skriver af Lorents Boisen. Ellers foregik der ingen Forandring af Personalet.
I de af Peter Grüner forseglede Breve, der findes ved Regnskaberne, ses 3 Kløverblade i Seglet; der opnaas derved Sikkerhed for, at Kløverbladet var hans Møntmærke og medtoges til Norge hvor det findes paa de norske Mønter, der nu udgik fra hans Officin; særlig lægger man Mærke til Kløverbladet paa hans "Ebræermønt", medens den tilsvarende i København slagne Mønt bærer Henrik Köhlers Møntmærke, den enkelte Glødehage; Anders Pedersens Møntmærke synes at have været en Rose eller et Kløverblad paa Stilk.
De udmøntede Beløb var følgende:
/// tabel side 178 ///
I Jørgensens Manuskript er ikke medtaget de af Stændernes Sølv udmøntede Beløb.
Der møntedes betydelige Beløb i Specier; Kongens Bud om, at der kun skulde møntes Hebræermønt efter "Croneskrot" blev ikke fulgt, vel fordi Kongen selv havde Brug for Speciemønt. Med Krigens Afslutning hen paa Efteraaret 1645 ophører aldeles Udmøntning af 2 og 1 Mark-Stkr. af Kongsbergsølv, medens Specieudmøntningen tiltager meget betydeligt. Af Stændernes Sølv udmøntes endnu i 1646 og 1647 "ulfeldtske" Marker, men med Udgangen af 1647 ophører Udmøntningen af denne Nødmønt.
Til Oplysning om Speciernes faktiske Vægt, saaledes som denne er fremgaaet af Vejninger, hidsættes en Oversigt for Aarene 1642-47, med hvilket sidste Aar en Periode i Specieudmøntningen naar sin Afslutning:
/// Vægttabel side 179 ///
Selvom Vejningen er foretaget med de bedst konserverede Eksemplarer, vil Minimumsvægten selvfølgelig være af mindre Betydning. Mange uvedkommende Forhold kan i Mellemtiden mellem Prægning og Vejning have spillet ind, som f. Eks. Beskæring, Iltning o. s. v., uden at dette som f. Eks. ved Slid er umiddelbart iøjnespringende. Det maa derimod være Maximumsvægten, Interessen samler sig om. Det har nogen Betydning at undersøge, hvorvidt den er i Overensstemmelse med den paa Grundlag af de til Nutiden overleverede Dokumenter udfundne Bruttovægt. Af Oversigten ses straks, at Hovedmønten, Speciens, Maximiumsvægt 29,01 gr., meget vel svarer til den udregnede Bruttovægt, 29,004 gr., for de senest af P. Grüner slagne Speciemønter.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II