Den 21. April 1664 (4) udstedte Frederik III derhos til Møntens Befordring en Befaling, hvorefter det paalagdes Indbyggerne i Hertugdømmerne at præsentere, hvad Guld og Sølv de vilde sælge til Møntmesteren i Glückstadt. Først naar denne havde erklæret ikke at ville købe det, maatte de udføre det til Lübeck, Hamburg eller andre fremmede Steder. Endvidere skulde det kgl. octroierede afrikanske Compagnie tilbyde bemeldte Møntmester det Guld, Compagnet førte fra Guinea, til en billig, rimelig og gangbar Pris og lade deres Dukater slaa hos ham. Der synes derfor at være nogen Grund til at anse de ikke faa kendte Dukater med et handelsskib paa Reversen, som slagne for den guineiske Handel eller af det Guld, der hidrørte herfra.
66. Johan Wolterecks Dukat fra Glückstadt 1666
Imidlertid lød der stadig Klager over den megen og daarlige Smaamønt i Hertugdømmerne. Den 3. Februar 1664 og 21. April 1665 skriver Hertug Christian Albrecht til Kong Frederik om Forbud mod Indførsel af fremmed Smaamønt og Betaling i Lübeck og Hamburg af Oxer med Smaamønt (5). Ogsaa paa Landdagen fremsattes Klager over Møntningen og de fremmede Møntsorter.
Den 20. og 23. Februar 1664 skrev Kongen i den Anledning til Hertugen saavelsom til Statholder, Kansler og Raader: Hertugdømmerne blev i den Grad overfyldt med Smaamønt ikke blot fra Lübeck og Hamburg men ogsaa fra andre Nabostæder og Stænder, saasom Rostock, Wismar, Greifswaldt, og Lüneburg, saa man nu sjældent saa 1 Rigsdaler (6).
Men i en Skrivelse af 24. Marts 1664 til Statholder, Kansler og Raader retter Hertug Christian Albrecht direkte Angrebet paa de danske ß (2 ß d.), ganske vist under det Paaskud, at de i Tøndevis eftergøres og indføres i Landet.
Han mener, at forbyder man de lybske og hamburgske Skilling, vil Lübeck og Hamburg øjeblikkelig gøre Gengæld til stor Skade for Commercien. Idet Regeringen i Glückstadt fremsendte dette Brev til Kongen, tiltraadte den i Skrivelse af 5. April ganske den hertugelige Regerings Synspunkt (7), ovenikøbet med den Tilføjelse, at Hansestæderne havde saa meget mere Grund til at forbyde den danske Mønt, som denne var ringere end den lybske. Hertugen vilde øjensynlig kun have den danske Mønt forbudt. Da man kun saa den i Landet og aldrig 1 Rdlr., vilde Forbudet være vanskeligt at gennemføre. Glückstadt-Regeringen foreslaar derfor at vente med Forbuds Udstedelse til næste Landdag, hvor der sikkert igen vilde blive klaget. Saa kunde man jo udstede Forbudet. Særlig burde der da paalægges dem Straf, der indfandt sig hos de fremmede Købmænd og Hollændere, der kom her med Rigsdalere for at købe Korn, og som indvekslede Dalerne mod Opgæld og førte Specierne ud af Landet, hvad de fremmede Købmænd ikke havde noget imod, da de dog kunde købe Korn for Smaamønten, som derefter blev i Landet.
At der nu virkelig samtidig indførtes eller sloges egentlig falsk Mønt her i Landet, fremgaar af andre Kilder. Den 15. April 1665 skriver saaledes Kong Frederik til Regeringen i Glückstadt, at han havde erfaret, at en Jøde i Glückstadt laver falsk Mønt under "vort Præg", og at Værten i Herberget "wo der Pinass aushenget" ved Besked om, hvor disse Penge nu og da udbetales. Der skal derfor anstilles Undersøgelse heraf. Samme Dag skriver Kongen ogsaa til Amtmanden i Pinneberg ved Hamburg, at han har erfaret, at en Jøde i Hamburg slaar falsk Mønt under Kongens Præg og at han af og til kommer til Pinneberg. Hvis han træffes, skal han arresteres (8). Den 26. December 1665 skrives der til Landfoged Bruhn i Sydditmarsken, Amtsforvalteren i Steinburg og til de kgl. Stæder om en Justus Heydenreich, Sohn Draconi fra Mecklenburg, der udgiver falske Rigsdalere; den 10. April 1669 indberettede Fogeden i Meldorf Jacob Prehn om en Johan Hicke, Søn af Hestehandler Joachim Hicke i Hamburg, der udgav falske dobbelte Dukater, som han havde faaet af en Købmand Martin Møller fra Hamburg nogle Mil hinsides Wacken i Holsten, og den 2. Aug. 1669 meddeler Borgmester og Raad i Crempe Kongen, at der var fremkommet en tyndere Dütken af Glückstadter Præg, som var forevist Wardeinen i Glückstadt, Hans Witte, og omtalt for denne af Stempelskærer Hans Kellner, kaldet Schweder, hvem den oprindelige Indehaver af den tynde Mønt havde spurgt, om de glückstadtske Dütken alle var gode, hvad Stempelskæreren havde bekræftet! Wardeinen synes at være bleven fornærmet over denne Forespørgsel og at have gjort et Nummer ud af Sagen! (9)
Hvorom alting er, Møntforholdene har atter været stærkt forvirrede, som saa hyppigt før. Mønten er efter Akterne af samme Korn og Skrot som tilforn, hvad ganske vist for Smaamøntens Vedkommende ikke var den bedste. Men Møntfalsknere og mulig ogsaa Møntofficererne selv har skubbet til. Der kan derfor næppe af den af Kølle anstillede Prøve af 1/16 Rthlr. (Dütken) fra 1667 udledes noget om, at denne Mønt officielt sloges ringere end i Slutningen af "vor Hr. Faders Tid". Dionis slog 1624 ca. 160 Stkr. Dütken af den ca. 14 1/4 lødige Mark (10), Timpff og Schwieger senere ca. 131 Stkr. af den 13 lødige Mark. Kølles Prøve gaar ud paa, at der nu sloges ca. 139 Stkr. af den 12 8/9 lødige Mark (11). Det kan være et slidt eller forfalsket Stykke her er prøvet. Herfor taler ogsaa, at Christian Albrechts Dütken - i hvert Fald 1674 - udmøntedes ca. 133 Stkr. af den 13 lødige altsaa omtrent som Timpffs og Schwiegers (12). Men det er ikke rimeligt, at man i Glückstadt og Slesvig skulde slaa denne i Hertugdømmerne stærkt kurserende Mønt af helt forskellig Vægt.
I al Almindelighed maa man efter Akterne gaa ud fra, at der ikke er sket nogen Forandring i Udmøntningsforholdene for Mønterne i denne Periode. Udmøntningernes Størrelse kendes ikke.
At Situationen har været ret uholdbar, fremgaar af Kongens Circulære af 23. September 1665 til Amtmændene i Haderslev, Rendsborg, Flensborg og Pinneberg samt til Domkapitelforvalter og Amtsskriver i Segeberg. Af dette Aktstykke ses, at Undersaatterne betalte deres Contributioner i ß; men Kongen ønsker, at 3/4 skal betales i ikke mindre Mønt end Dütken og Dobbelt-ß; kun 1/4 maa betales i Lybsk-ß. Om Kroner, end sige Daler er der slet ikke Tale (13).
Intet Under at det derfor endte med, at Kongen paany opgav Mønten i Glückstadt. Den 13. Oktober 1668 udgik der kgl. Befaling til Statholder Fr. Ahlefeldt om "aus gewissen Uhrsachen" strax at foranledige Udmøntningen i Glückstadt standset og Stemplerne udleverede til Kancelliet. Den 19. melder Statholderen til Kongen, at hans Befaling er bragt til Udførelse; Møntmesteren beder dog om, da han har en Del Sølv liggende præpareret til Møntning, at maatte udmønte dette. I Concepten til Statholderens Brev er dette overstreget og rettet til: at han maatte mønte Rigsmønt og Dukater. Denne Rettelse levner jo ikke Tvivl om, at det var Smaamøntens Skyld, at Mønten blev standset. Af en i Statholderens Logement i Itzehoe den 22. s. M. ført Protokol fremgaar, at det var en ret betydelig Mængde Sølv, Møntmesteren paa det paagældende Tidspunkt havde liggende, nemlig 3.000 Mark (14). Skal man regne herefter, har Udmøntningsvirksomheden ikke været ringe i dette Tidsrum, hvad ogsaa synes at bekræftes af den Omstændighed, at en god Del Smaamønt fra denne Periode er bevaret Møntsamlingerne.
Wolterecks Møntmærke var 2 korslagte Glødehager. Han vides med Sikkerhed at have møntet Dukater, Specier, Enkelte og dobbelte Dütken (15).
67. Wolterecks Glückstadt Specie 1664
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II