(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 62-106)
b. 1731-1756. Rigsorten
Del 1: side 62-73
Ikke saa snart havde Frederik IV den 12. Oktober 1730 lukket sine Øjne og Christian VI den 26. s. M. udnævnt Chr. Ludvig v. Plessen til Generaldirektør over Finanserne, før Møntmester Chr. Wineke - der i det hele taget synes at have været en entreprenant Mand - den 6. November indgav en Ansøgning til den ny Direktør om Møntvæsenets videre Gang under det nye Regimente. Han udvikler heri, hvorledes der i den sidste Snes Aar kun var slaaet faa Kroner og 8 ß i København; derimod var der under Krigen her, i Holsten og i Norge møntet over 6 Mill. R. slet Mønt. l et Andragende af 27. s. M. opgiver han den 1700-27 udmøntede Kurantmønt til 8,868,057 R. (heraf 2 ß i København 260,000 R., Norge 548,773 R. og Glückstadt 500,000 R., ialt 1,308,773 R.). Efter Freden, da Reduktionen tog fat, har han plaget sig med at omsmelte og ommønte de reducerede 11 Tønder Guld (dvs: 1,100,000 R.) 2 ß Stkr. til 4 ß, som formedelst de ikkun maatte holde 5 Lod, med Tiden vil blive røde. - Saaledes havde han næppe turdet skrive under Frederik IV, men overfor den nye Konge og Regering, der jo paa Grund af Anna Sophies Ægteskab med Frederik IV stod i Modsætningsforhold til de afgaaede Magthavere, var det sikkert god Latin. -- Af de nævnte reduc. 2 ß var in natura indsmeltet 330,296 R. og ommøntet udi 4 ß med en liden Tilsatz af Sølv 339,993 R. Efter Ildebranden havde han faaet Ordre til at mønte 100,000 R. i gode 8 ß af forbrændt Sølv, for hvilke lndvaanerne tildels skulde bygge; deraf var ikkun møntet 64,013 R. 5 Mark, fordi han udi sidste Kontrakt er forbuden at forskrive Sølv udenlands fra, da det er bekient, at her lidet heller intet Sølv mer er at bekomme og 2 ß nu er sjældne, hvorover Mønten maatte huile, ham ej til liden Skade, da han til dato lønner 5 umistelige Folk. Mønthuset med 4 Presser tilhører ey Kongen, men desværre (!) ham, hvilket staar ham i 10,000 R.; heldigvis var det dog reddet i Ildebranden. Han fordrister sig nu efter 30 Aars Tjeneste til vemodig og underdanig at bede Hs. Maj. selv bygge en Mønt til lustre af Staden og Rigernes og Commercens Flor og sætte den paa en saadan Fod, at aarlig kunde møntes gode Specier, Kroner og Kurant. I hvert Fald beder han om fast Løn. Han havde før andraget herom, men ey erholdt ringeste Svar, ty at han som een Privat Persohn schall underholde Mynten som tilkommer Publico, kand ey have længe Bestand. Tilslut udbeder han sig bl. a. Svar paa følgende. Spørgsmaal:
Han søger samtidig at vise, at Kongsberg Mønt arbejder dyrere end han, og at Sølvet hellere maatte sendes ned fra Norge til Møntning hos ham. Allerede tidligere havde han tilbudt at overtage den norske Mønt i Forpagtning (1).
Møntinspektør v. Hauen erklærede sig den 13. December over Winekes Forslag: At de af de reduc. 2 ß udmøntede 4 ß blev røde, fordi de kun var 5-lødige, var ventileret i 6 à 7 Mdr. i den store Kommission, men da den ny Mønt skulde være 11 1/3 R. paa Marken fin og der kun maatte benyttes Metallet fra de omsmeltede 2 ß, idet Kongens Kasse ikke maatte besværes med Sølvkøb, kunde den ny Mønt ikke blive anderledes. Hvad de af Sølv fra Branden møntede 8 ß angik, saa havde Wineke faaet Lov at mønte dem uden Slagskat. Naar han nu tilbød at give 1 %, Slagskat, hvis han maatte købe Sølvet af fremmede Stæder, aabenbarede han sig selv! Med Hensyn til Mønthuset mener v. Hauen, at Huset vel var i god Stand, men at Wineke forlangte dobbelt for meget; iøvrigt havde Wineke haft profitable Kontrakter og ikke Grund til at klage. Desforuden har han kgl. Maj.s Tilladelse til Specie-Dukater og Medailler at præge og afsætte til hver Liebhaver, som saadant forlanger. Naar Mønten i Norge dreves for kgl. Regning, 300 R. aarlig til Møntmesteren, kunde det ikke undre, at Møntningen dér var dyrere end her. I Glückstadt tilhørte Mønthuset Woltereck, der lønnedes procentvis, men var han tillige Borgmester og nød derfor 100 R. aarlig. I Rendsborg og ved den tidligere fyrstelige Mønt i Tønningen, siden i Kiel, tilhørte Mønthuset Møntmesteren, der fik Procenter.
Møntinspektøren synes saaledes at helde til den Anskuelse, at Kongen ikke skulde anskaffe noget Mønthus; men hvor liden Sikkerhed saadan privat Møntforretning bød, afgiver Mønten i Rendsborg et Eksempel paa, hvor et Par Gavtyve trængte sig ind paa Møntforpagterens Kontor og tilegnede sig nyprægede Mønter. Først da det lykkedes at tilkalde Soldater af Garnisonen, fik man Gavtyvene jaget og fanget. Men Faren var selvfølgelig større i urolige Krigstider.
Winekes Forslag om at- mønte 10 3/4-lødige Kroner og dertil anvende de reducerede 2 ß som Tilsætning til det 13-lødige Sølv, man maatte købe, for at faa det ned til 10 3/4-lødigt, ansaa v. Hauen for det bedste til Publici Nytte, men han mener, at Sølvet kan købes billigere og Lønnen være ringere end af Wineke foreslaaet. 2 ß's-Omsmeltning til 4 ß koster Kongen 5 %; til Kroner vilde endnu komme mindst 3 R. procento. Men vist var det, at "dermed var 2 ß gjort invisible udi een myndt af bedre intrinsique bonitet". At mønte 2 ß til 8 ß vilde forøge den mindre Kurantmønts Masse; da det vilde kræve betydelig Tilsætning af Sølv, vilde det derhos koste Hs. Maj.s Kasse betydeligt. Inspektøren anser det for en sensibel Sag at udtale sig om Sølvets Nedsendelse fra Kongsberg. Det er en Velsignelse for Norge "hvorved Kgl. Maj. ogsaa fører paa samme Kongeriges Myntsort detz insigne". Van Hauen vil foretrække, at Kongsberg Mønt accorderes Wineke in loco, hvorved den kgl. Kasse kunde spares. Han har i 1728 undersøgt Kongsberg Mønt og fundet at Udmøntningen af 139,031 R. Kroner havde kostet i Mønterløn og Omkostninger henholdsvis 6305 R. dvs: 4 R. 51 1/2 ß % og 8188 R. dvs: 6 R. 60 ß %. Forsaavidt Wineke havde talt om Muligheden af at ommønte de reducerede 12 ß til 11 1/3 R. paa Marken fin mod 2 3/4 % Løn, "hvad vilde det ikke blive ved Myndten et Perpetuum mobile, dersom det accorderedes ham at omsmelte de mange Millioner, hvorved Kongens Kasse fik Omkostninger og vi kun en Mønt der var 2 % daarligere". Wineke havde foreslaaet, at de nye Kroner skulde bære 4 Mark dansk i Præget, men v. Hauen mente, der burde staa 4 Mark d. courant, da de bliver efter Kurant, ikke Kronefod.
Den 24. Februar 1731 forelagde Rentekammeret Sagen for Kongen i omtrent følgende Vendinger (2):
Kongens Forfædre havde ladet det være deres kgl. Omsorg, at en god Mønt i Rigerne kunde etableres og sættes paa en bestandig Fod, og medens de indfaldne Krigs Troubler særdeles under Kongens Faders Regering havde forvoldet, at derudi til de fornødne Udgifter at afholde er sket nogen Forandring, idet Kurant Dukater, 16 ß, 12 ß, 2 ß og 1 ß til Fordel for den kgl. Kasse under den forrige Valeur og fastsatte Møntfod i en anseelig Mængde er bleven udmøntet, Saa har dog Eders Maits. Hr. Fader, da man var kommen i Erfaring om den Confusion, som derved blev foraarsaget, ved Frdg. 15. og 31. Juli 1726 og 9. Juli 1727 søgt at redressere den i Mønten befundne inegalité ikke alene ved at reducere Kurantdukaterne fra 2 R. til 11 Mark, 16 ß til 15 ß, 12 ß til 10 ß og endelig alle siden 1713 møntede 2 ß, nemlig 6 Stkr. fra 12 til 10 ß, men Kongens Hr. Fader har endog ved Resl. 9. Juli 1727 befalet dels for at egalicere den devalverede Mønt med den forrige gamle Mønt, dels og i Særdeleshed for at soulagere sine Undersaatter, som maatte have en mindre Udgift end 10 eller 5 ß af de reducerede 2 ß Stkr. at de ikke derved skulde lide noget Tab, at de reducerede 2 ß skulde omsmeltes og udmøntes til 4 ß efter den forrige og gamle Møntfod, saaledes at Marken fin i Udmøntningen blev beregnet til 11 1/3 R., hvilket og ved Kontrakter af 7. Aug. og 25. Novbr. 1727 er bleven sat i Værk, saa at Møntmesteren Tid efter anden af de reducerede 2 ß har omsmeltet en Summa af 330,296 R. og derved formøntet i 4 ß 339,993 R. med den Tilsats af Sølv, som til Formøntningen udkræves, hvorved Kongens Kasse saavel ved Afgangen paa de omsmeltede Penge som ved Mønterløn har haft en Udgift af 15,000 R. og derover. Endelig er ved Resl. 28. Novbr. 1728 tilladt Wineke af Sølv og forbrændte Penge, som Indvaanerne i Ildebranden havde at forhandle, at mønte 50,000 R. i 9-lødige 8 ß, Marken fin til 11 1/3 R., og da tillige ved kgl. Frdg. af s. D. blev sat en Pris paa Sølvet, hvorefter det paa Mønten skulde betales til dem, som saadant godvillig vilde sælge, hvilken differerede nogle ß paa Loddet af alle Slags Gehalt fra den Taxt, som forhen ved kgl. Frdg. 9. Juli 1727 derpaa var sat, har Møntmesteren derved funden saadan Regning, at Møntlønnen for ham deraf kunde udkomme og den kgl. Kasse ingen Udgift have.
Derefter er ham atter bevilget 50,000 R. i 8 ß at udmønte, men som han ved denne oprindelige Kontrakt blev forbuden at købe Sølvet af Undersaatterne allene til deres Soulagement, som noget deraf godvillig vilde forhandle, uden at han dertil noget fremmed Sølv maatte forskrive, saa beretter han at have til denne Tid med disse ham sidst accorderede 50,000 R.s Formøntning, ej her kunnet avancere videre end til 14,014 R. anseende at Sølvet ikke som tilforn bringes ham til Fals, hvoraf man maa slutte, at Undersaatterne dels ikke vil afhænde mere, tildels og ikke ville sælge det som haves, til den i Frdg. fastsatte Pris. Og som Møntningen ved Kongens Faders Fraskillelse saaledes ophører, er Møntmester C. Wineke indkommen med sin Memorial til E. Kgl. Majt., og efterat han deri har forestillet adskilligt om et Mønthus med dertil hørende Materialier m. v. for Kongens Regning at indrette som om Gage til sin og Folks Underhold, hvori dog vel forhaanden ikke bliver at entrere siden dertil af Kassen maatte gives et anseeligt Forskud, Møntmesteren vel og for det første bliver nogenledes at fornøje, naar han ved Mønten Tid efter anden gives Lejlighed til nogen Fortjeneste, proponerer han endelig efterfølgende 4 Poster:
Naar det da først fastslaas, hvorom ingen mindste Tvivl kand eller bør haves, at E. Kgl. Majts. Intention ligesom Kongens Hr. Faders er at vedligeholde den forrige og gamle vedtagne Møntfod - saavel i Species og Kroner som anden grov Kurant Mønt, hvilken saaledes har Været etableret, at Specie R. 14-lødige og Marken fin for 9 R. 24 ß, Kroner 10 3/4, lødige til 10 R. 40 ß og 8 ß 9-lødige til 11 1/3 R. have været udmøntede, hvilken Møntefod saa meget mindre til en slettere er at forandre, som god Mønt i et Rige altid er at præferere for slet Mønt, allerhelst hvor mange Udenrigs-Varer behøves, hvortil Penge af Landet skal remitteres, og som ald Vexel Kurs over hele Europa regleres efter Møntens intrinsique bonitet, saa flyder deraf, at den som har slet Mønt at betale med, maa alletider købe sine Varer dyrere end den, som har god Mønt, paa hvilken Sandhed fremfarne Tider har givet evidentes Prøver, idet saavel det, som til Flaadens Ekvipering og Militsens Mundering fra udenrigske Stæder har maattet indkøbes, som hvis Undersaatterne til deres Handels Fortsættelse har forskrevet, har kostet henved 20 % mere end det ellers kunde gielde, dersom Mønten ved den sædvanlige Møntefod var forbleven;
Saa bliver over Møntmesterens Propositioner at give Betænkende:
Og sees da ikke at være at tilraade, at enten med 4 ß at udmønte af reduc. 2 ß efter den 1. Post, ej heller med 8 ß at mønte efter den 2. Post skulde kontinueris. Thi som her haves paa en Side ingen Mangel paa Kurant-Mønt, som roullerer i større Mængde end Kroner, hvoraf fra 1700-27 er anseelige Kvantiteter indtil 8,868,057 R. efter den her ved Kammeret havende Efterretning, saa er det paa den anden Side særdeles at bemærke, at som den gamle Møntfod af grov Kurant, nemlig 8 ß har været regleret at skulle udmøntes af 9-lødig Sølv til 11 1/3 R., da siden Møntens Reduction af reduc. 2 ß møntede 4 ß ligeledes er udmøntede til 11 1/3 R., men den mellem begge Mønttider slagne grov Kurant Mønt, især de reduc. 10 ß befindes at være paa den Fod af 11 1/9 R. eller 1 R. 10 2/3 ß og altsaa i deres intrinsique Valeur bedre end enten de forrige eller nu sidst møntede Penge,
Saa vilde det ikke være tjenligt nu forhaanden at mønte mere Kurant af 8 eller 4 ß paa den Fod af 11 1/3 R., saa længe her i Landet haves endnu een anseelig Forraad af 10 ß roullerende som befindes at være i bonitet 11 1/9 R.
Hvad Kroners Møntning angaar, som i den 3. Post af Møntmesteren proponeres, da som mand ikke heller kand mærke, at paa Kroner haves nogen Mangel, hvilket deraf er bevisligt, at de for nærværende Tid ikkun gælde 2 1/2 % Lagie, Saa vides ikke, at det enten kan være meget fornøden eller og at det kunde være publico til nogen særdeles Nytte, om E. Kgl. Majt. maatte finde for got at lade mønte 50-100,000 R., thi foruden det at Kroners Møntning vilde komme E. Kgl. Majts. Kasse til en anselig Udgift, saaledes
at 100,000 R., at formønte vilde koste for Tab paa Sølvet 1600 R. for Mønteløn 2 %, hvormed Møntmesteren sig endelig har erklæret at være fornøjet 2000 - ------------------------ Er Kroner 3600 R.
hvorved, om end E. Kgl. Majt. behagede at paatage sig dette Tab, bliver det dog aldrig at obtenere, at Kroner, som i deres intrinsique bonitet er 8 % bedre end den Kurant Mønt, kunde bringes til deres rette Kurs, og saa længe det ikke kan ske, saa tabes ikkun for E. Kgl. Majt., og publico har deraf ingen Fordel, men Møntmester og Møntforlægger alene Fortjeneste.
Betreffende den 4. og sidste af Møntmester Winekes Propositioner, da er derpaa saa meget mindre at reflektere, som det øyensiufelig og alene har Henseende til, at Mønten kunde holdes i en bestandig Gang til hans egen Fordel. Thi det er uimodsigeligt, at af de udmøntede 12 ß som siden til 10 ß er reducerede, er nogle Tønder Guld endnu roullerende, omendskønt de bedste og vigtigste deriblandt ved Jøder og andre til endel kan være udvippede, hvilke Tid efter anden at omsmelte og mønte kunde give ham overflødig occupation, men vilde blive E. Kgl. Majts. Kasse til en considerable Udgift, naar Møntmesteren efter sit Forslag maatte nyde 2 3/4 % for Mønterløn af nogle Tdr. Guld, og da disse 10 ß's intrinsique Valeur i Udmøntningen paa den reducerede Fod = 11 1/9 R. er altsaa virkelig 2 % bedre end 8 og 4 ß, som er kun 11 1/3, paa hvilken Fod de af ham proponerede 4, 2 og 1 ß, og skulde udmøntes, Saa er det ingenlunde at give Bifald; at man skulde betale Mønterløn - og den endda vel anseelig - for at faa slettere Penge end de som virkelig roullere.
Skulde man nu gaa videre end Møntmesteren har bragt i Forslag, Saa synes uforgribelig, at af alle Slags Møntesorter skulde Species være den allerbedste Mønt at lade udmønte fornemmelig efterdi saadan Mønt, som har sin intrinsique reene og fulde Valeur i sig, for det, som de er møntede til, aldrig kan tabe af sin Værd, og det er den Mønt, hvorefter al Banco og Vexelkurs over hele Europa indrettes, hvortil og kommer dette, at Mønterlønnen derpaa er 1/4 % ringere end Kroner, men som derimod møder adskillige Vanskeligheder, som vilde forhindre deres Kurs, allerhelst saadan Mønt i Rigerne ikke mere er brugelig enten i Forskrivninger udi Vexler eller anden Betaling, og deres Brug i Forskrivninger og andre Udgifter ikke lettelig er at introducere uden dels ved Mængde af Specier, som maatte blive møntede, dels ved Længde af Tid, at Forskrivninger, som nu ere udgivne, mere paa Kurant end Kroner til saadan Mønt kunde blive forvandlede.
Saa følger efter denne over enhver Slags Møntsorter gjorte Forklaring den Slutning, At som E. Kgl. Majts. Riiger og Lande er forsynede med langt større Overflødighed af Kurant Mønt end til Scheidemønt behøves, siden den bedste Mønt alletider burde prævalere, saa skulde det dermed eragtes, at enten Specier eller Kroner kunde blive det tjenligste for publico at blive møntet. Og dersom E. Kgl. Majt. maatte finde for godt, at Specier skal møntes, bliver Bekostningen derpaa denne, at til 100,000 R. Sp. efter Møntinspektør v. Hauens Beregning af Kongens Kasse til allermindste gøres en Udgift af 2560 R. 80 ß Sp., hvilken dog kan blive højere, om Sølvet i Prisen stiger, og man ikke skulde kunne accordere Sølvets Pris saaledes som af v. Hauen beregnet.
Dersom E. Kgl. Maj. skulde falde til de allernaadigste Tanker, at 100,000 R. Kroner skulde møntes, vil dets Bekostning blive som tilforn er forklaret 3600 R. Kroner, hvilket alt i allerdybeste Underdanighed henstilles til E. Kgl. Maits. egen højere Skønsomhed og allernaadigst behagelige Resolution.
Skulde ellers E. Kgl. Majt. ikke i Naade behage at resolvere til nogen endelig Kvantitet af en eller anden Møntesort, indstilles videre udi allerdybeste Underdanighed til E. Kgl. Majts. allernaadigste og velbehagelige Godfindende, om E. Kgl. Majt. ikke maatte behage særdeles i dette sit første Højpriselige Regeringsaar at exercere sit Kgl. Mønt Regale (!) udi een eller anden mindre Kvantitet af gangbar Mønt efter den vedtagne forrige Møntfod.
Paa denne Indstilling resolverede Christian VI den 16. April 1731:
Som vi allern. finde for godt Vores Mønt Regale ved Vores kgl. Regjerings Tiltrædelse at lade exercere og saaledes Mønten igen at aabne, som paa nogen Tid har hvilet, til hvilken Ende Vi og allern. have resolveret for det første at lade formønte Een Summa af 100,000 R. Kroner og 100,000 R. Kurant Mønt udi 24 ß, hvorved Vi allern. ville, at Kroner af 10 3/4 lødig Sølv til 10 R 40 8/43 ß Marken fin og den grov Kurant af 24 ß af 9-l. Sølv til 11 1/3 R. Marken fin skal udmøntes. Saa haver Vores Gehejme Raad og General Direktør over Financerne og Rentekammeret tilligemed Vores tilforordnede udi Cammer Collegio med Vores Møntmester Wineke at kontrahere om disse Summer at udmønte samt om Sølvets Indkøb, saaledes som de til Vores Interesse med hannem bedst kan forenes. Og dersom de maatte befinde, at Formøntningen af de 100,000 R. 24 ß Stkr. med bedre Fordel for os af de nu roullerende 10 ß Stkr. kunde udmøntes efter en Prøve af 4000 R. som til et Forsøg kunde smeltes, haver de derudi Vores Interesse at se befordret. Endelig ville Vi og allern., at af det Sølv, som ved Vort Sølvværk Kongsberg indvindes, skal Tid efter anden udmøntes Sp. R. af 14-l. Gehalt til 9 R. 24 ß d. Marken fin, dog saa at Bergkassen ikke derved savner det som til Udgifterne dér behøves, men at kurante Penge derimod af Vores norske Kasse dertil udleveres forsaavidt der fra andre vores Udgifter kan mistes. De til disse Formøntninger indrettende Prægninger samt Kontrakterne forelægges til Approbation. -
Naar foranstaaende Aktstykker er gengivne her, skyldes det, at de danner Grundlaget og den første Oprindelse til den Mønt, 24-Skillinger eller Rigsorter, der kom til at spille saa stor en Rolle som Hovedkuranten i Størstedelen af Aarhundredef. Men navnlig det sidste Dokument kaster et interessant Strejflys saavel over Tidens hele Møntsystem og Økonomi som over Plessens og Christian VI's Personligheder.
Der er et tydeligt devot og soumis Præg over Aktstykket, saaledes som den ny Konge ønskede det. Der er en betydelig Forskel i saa Henseende fra Dokumenterne i hans Faders Tid. Man mærker gennem hele Indstillingen Plessens Sparsommelighed. Han er i og for sig ikke i Tvivl om, hvilken Mønt der burde foretrækkes; han forkaster den smaa Kurant; i saa Henseende følger Kongen ham; men han har ikke Mod til virkelig at foreslaa den bedre Mønt i større Omfang; det kunde koste Kassen for meget. Hans Bemærkninger om den gode Mønts Forhold til alle Priser er noget Godtkøbs. Naar Kongen slog daarlig Mønt, maatte han ganske vist ogsaa give mere for, hvad han købte, men det sagde jo ikke saa meget, naar Pengene heller ikke havde kostet ham saa meget at fremstille. Ikke heller spillede det saa stor Rolle for de private, hvis de kun tog Pengene med en passende Opgæld. Nej, det som Hr. Plessen glemmer at fremhæve, er det Bedrageri, Kongen havde begaaet ved at give Penge ud for mere end de var værd.
Naar Kongen uden nogen direkte Indstilling af Plessen i sin Resolution opfandt 24 ß eller Rigsort, staar det sikkert i Forbindelse med, at der paa den endnu var nogen Fortjeneste at hente. Af en senere Opstilling fra 1738, som v. Hauen var Mester for, fremgaar, at Kroner vil paaføre Kongens Kasse Tab, medmindre Sølvet kan købes for 10 R. 5 Mark og derunder pr. Mark fin, medens der ved Udmøntning af 24 ß kunde indvindes et ganske vist kun beskedent Beløb, 441 R. 2 Mark paa 100,000 R., selv om Marken fin kostede 11 R. Idet Kongen gerne i Anledning af sin Tronbestigelse vilde slaa nogen god Mønt, nemlig 100,000 R. Kroner, der vilde koste ham et Beløb, vilde han spare Kassen for i hvert Fald en Del af dette gennem Gevinsten, der indvandtes paa 100,000 R. i Rigsorter, som paa den anden Side dog var en anseeligere Mønt end 8, 4 eller 2 ß, og som var projekterede allerede under Frederik IV 1726.
Winekes Krone og Rigsort 1731, skaarne af G. Wahl
Om denne Udmøntning blev der 19. Maj 1731 sluttet Kontrakt med Wineke, hvorefter der gik 10 1/2 Stkr. Kroner paa den 10 3/4-lødige Mark og 25 1/2 Stkr. 24 ß paa den 9-lødige Mark. Af Kontrakten synes dog at fremgaa, at Haabet om at reducere Omkostningerne ved Udmøntningen af 24 ß, er bristet, idet 1 Mark fin kostede 11 R. 8 ß Kurant. For de første skulde betales 2 % i Løn; Sølvet vilde koste 106,380 R. 20 ß Kurant, der erlagdes i 8 ß eller reducerede 10 eller 15 ß. Hvis Agio paa Kroner kun var 2 1/2 %, vilde Tabet blive c. 6000 R.; hvis Agio, saaledes som, i 1738, var 6 %, blev Tabet selvfølgelig mindre. For de 100,000 R. 24 ß skulde Møntmesteren have 500 R. i fri Slagskat og ikke videre. Ifald Wineke ikke skulde finde Lejlighed saa mange Vexler at kunne negotiere som Tid efter anden til Sølvets Indkøb og Betaling maatte behøves, tillades det ham tillige med anden Kurant (de reduc. 10 ß undtagne) af de ny formøntede 24 ß til en Summa fra 15-20,000 R. at udføre.
G. Wahl skulde skære Stemplerne til Kronerne og 24 ß. Han lavede et træffende, men ikke flatterende Portræt af Kongen, ganske som til dennes Kroningsmedaille, med hvilken Kongen var saa utilfreds, at han lod den berømte svenske Stempelskærer I. C. Hedlinger i dyre Domme forfærdige en anden.