KLIK for forstørrelse!

1. Mønten i København

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 62-106)

b. 1731-1756. Rigsorten. Fortsat

Del 2: side 73-82

I Begyndelsen af Aaret 1732 lod Christian VI slaa for 4000 R. "Rejsedalere" til den norske Rejse, han agtede at foretage. Efter Resl. 21. April 1732 (3) var disse 6-Mark-Stkr. slaaet efter Møntreglernentet 1692 om fine Kroner 13 1/3-lødige Marken fin 10 R. 2 Mark 6 2/5 ß, brutto 8 R. 4 Mark. Efter Ordren til Møntmesteren af 2. April skulde Stemplerne til disse Mønter "blive dybere udstucket end det indsendte Aftrøck udviser saa og at omkring Pengene bliver sat en Korn Rand ... og endelig tilsees, at de vorder vel hvid kaagte og reen prægede." De have ogsaa i Virkeligheden nogen Lighed med Medailler i Udførelsen. Da Kongen opgav sin Rejse 1732, fik Møntmesteren 16. April 1733 (4) Ordre til at ommønte disse 4000 R. Rejsekronedalere, ligesom han efter Dronningens Ordre maatte udmønte yderligere 1000 R. 6 Mark-Stkr. for hendes Regning. Af disse 5000 R. indsmeltedes igen c. 1300 R. til 24 ß. Af de oprindelige Rejsedalere med Aarstal 1732 udleveredes Plessen 10 Stkr., der er de eneste, som undgik Omsmeltning. Eksemplarer med dette Aarstal hører derfor til de allersjældneste danske Mønter. De afgive tillige et Minde om den saare pligttro Konges Ønske om snarest mulig efter Regeringstiltrædelsen at gæste sit nordligste Rige.


Rejsedaleren 1733

Medens man hurtig opgav Kronerne som for kostbare for Kongens Kasse, vandt Rigsorttypen Bifald, dels som "mellemgrov" Kurant, dels fordi den ikke paaførte Kassen for stort Tab, selv om man derved i sine Regnskaber, som f. Eks. i Particulærkasseregnskaber, nødtes til at føre 3 Kolonner:

Specier, Kroner, Kurant, hvad bogholderimæssig set visselig ikke gjorde Regnskaberne mindre indviklede, end de i Forvejen var; men man havde øjensynlig bedre Tid dengang end nu.

Samtidig vilde man gerne af med flere af de besværlige gamle reduc. 2 ß. Man lod derfor Møntmesteren og Møntinspektøren opstille Beregninger over, hvorledes dette kunde gaa for sig; man tænkte et Øjeblik ogsaa at udmønte 48 ß-Stkr. Den 12. Juni 1732 (5) indgik Rentekammeret med en Forestilling til Kongen. Ifølge denne havde Wineke erklæret, at for at indsmelte 100,000 R. reduc. 2 ß til 24 ß maatte der slaas 360,090 R. for ved det tilsættende fine 14-lødige Sølv at faa det udi de reduc. 2 ß værende 4 à S-lødige Sølv til at blive 9-lødig. Omkostningerne havde han anslaaet til 4521 R. 4 Mark 6 1/2 ß. Man havde faaet Wineke til at nedsætte dette, Beløb til 4000 R. Skønt Frederik IV havde indsmeltet over 300,000 R. reduc. 2 ß, var der dog anseelige Summer tilbage, slidte, mere og mere ukendelige og i det daglige Brug ubekvemme, saa det vel kunde ønskes, at de blev omsmeltede til saa "god og magelig en Mønt som 24 ß -Stkr. er." Vel er derpaa et anseeligt Tab, efterdi foruden den Gevinst som ellers kunde haves ved 24 ß 's Udmøntning, som i det ringeste er 1/2 % og endnu udfordres et Tilskud af 4000 R. Dog havde Rentekammeret efter nøjeste Overvejelse ikke skønnet, at saadan Omsmeltning med ringere Bekostning er at iværksætte. Det er ikke sikkert, at Sølv kan faas billigere end 11 R. 8 ß pr. Mark fin. Mønterlønnen var kun 2 1/3 %, medens den var 2 % ved Kroner, ved hvilke var mindre Arbejde. Paa de tidligere af 2 ß udmøntede 4 ß var dog et Forlis af 5 %. Man indstiller derfor, at der foreløbig udmøntes Halvdelen med 2000 R. Løn til Wineke og Pligt for denne til at benytte 50,000 R. i 2 ß til Omsmeltning. Denne Indstilling godkendte Kongen den 27. Juni, dog at han denne Gang forlangte Aversen forsynet med sit Navnetræk i Stedet for Portræt. Til et saadant var Mønten øjensynlig ikke fin nok.

Winekes 24 ß med Navnetræk, skaaret af J. H. Wahl

Den 22. Juli 1732 fik Wineke Ordre til at ommønte de første 50,000 R. reduc. 2 ß, og den 12. Maj 1733 de sidste 50,000 R. reduc. 2 ß til 24 ß, hvortil Stemplerne skulde forfærdiges af Johan Heinrich Wahl.

I Februar 1734 klager Wineke paany over, at Mønten er gaaet i Staa, vistnok først og fremmest fordi Sølvet var blevet for dyrt! "Han har Kone og 7 Børn, 3 Børn fra 1. Ægteskab"! Han beder paany Kongen om at bygge en Mønt til "lustre for Byen". I Marts udformer han sit Forslag nærmere derhen, at man ved Slagning af Smaamønt kunde indvinde de fornødne Penge til Mønthuset. Rentekammeret vil dog ikke høre Tale om mere Smaamønt, omend det kunde finde det rimeligt, om Kongen byggede en Mønt og sikrede Møntmesteren en mindre Løn, naar Mønten stod stille.

Wineke fik alligevel Lejlighed til at slaa Smaamønt. Anledningen hertil kom fra Norge, idet Statholderen Grev Rantzau indberettede, at der var Mangel paa saadan Mønt; han foreslog, at der paa Kongsberg foruden 24 ß skulde møntes 2 og 1 ß. Rentekarnmeret mente dog, at de med bedre Fordel og bekvemmeligen herfra kunde opsendes, thi af 2 ß - som dog er en umagelig Mønt, saasnart den skal bruges til videre end Scheidepenge - er her saadan Mængde, at deraf uden ringeste Savn for det første kunde opsendes 10,000 R. Vel vilde de i Fragt og Assurance koste 1 1/10 %, men derimod vandtes

Men betreffende 1 ß, da er vel herpaa i Danmark ej saa stor Overflod, at deraf nogen anseelig Sum kunde strax samles og opsendes, men vi skulde derimod uforgribeligen holde for, at en saadan Sum af 10,000 R. med Fordel her kunde møntes og opsendes i Henseende til, at dertil kunde anvendes de reduc. 2 ß, som Kongen dog her i sin Kasse har staaende frugtesløst og formedelst Lighed af Gehalt langt bekvemmeligere til 1 ß end 24 ß kan omsmeltes. Dernæst vilde Møntomkostningerne ufejlbarlig blive taaleligere her end paa Kongsberg, allerhelst da Kongen dér ikkun havde 15-lødigt Sølv, som i saa Maade fra 15-lødig til 2 Lod 9 Gren maatte beskikkes, hvilket ej kunde ske uden anseelig Zusatz. Den 29. Juli 1734 tiltraadte Kongen Indstillingen og den 15. November Kontrakten med Wineke om 10,000 R. i 1 ß: 3-lødige Marken fin 16 R. 89 ß, Marken br. 304 11/16 Stkr. = 3 R. 1 Mark 11/16 ß, hvortil skulde benyttes 6821 R. i reduc. 2 ß og hvorpaa Kongen tjente 2152 R. Stemplerne blev skaarne af Georg Wahl.

Imidlertid gik det kun daarligt med Winekes 2. Kontrakt om Slagning af 170,820 R. i 24 ß. Kontraktens Forudsæt ning var en Sølvpris af 11 R. 8 ß Marken fin, men Sølvet steg til 11 R. 2 Mark, som Ostindisk Kompagni senest ved Licitation paa Børsen havde maattet give; Krigen i Polen, Italien og Tyskland jagede daglig Kursen i Vejret og Wineke ansøgte derfor - for at kunne mønte de paa Kontraktsummen resterende 36,406 R. i 24 ß - den 23. Juli 1734 (6) om at faa 2000 Mark Brandsølv fra Kongsberg for 11 R. 8 ß pr. Mark fin eller at blive forskaanet for denne Restudmøntning. Samtidig slog han igen paa fast Gage. Rentekarnmerets Erklæring gik ud paa, at man ikke kunde overlade ham Sølv fra Norge for 11 R. 8 ß minus Fragtomkostninger, naar Ostindisk Kompagni her gav 11 R. 2 Mark. Men da Kontrakten var indgaaet med en anden Sølvpris som Grundlag, henstilles, om han kan befries for eller faa Udsættelse med Resten og om han kunde faa 500 R., medens Mønten staar stille, i Løn. Kongen afslog dette, men gav ham 2 Aars "Dilation" med Møntningen.

I Marts 1736 havde Wineke "fundet Lejlighed til hos en og anden Particulier at tilforhandle sig en partie Sølv for nogenlunde billig Pris" og møntede saa Resten, men i April 1737 søgte han Regeringen om nogen Godtgørelse for det dyre Sølvkøb og Eftergivelse med Hensyn til en lille Rest 885 R. reduc. 2 ß's Indsmeltning, men ved Resl. 20. April 1737 holdt Kongen sig til Kontrakten og nægtede ham nogensomhelst Godtgørelse, hvorimod han eftergav ham "Misligheden" ved ikke at have indsmeltet det fulde Beløb af 50,000 R. reduc. 2 ß!

Wineke havde saaledes tabt i første Omgang, men han skulde snart blive sat i Stand til at tage Revanche! I Løbet af Aaret 1738 faldt Sølvprisen, idet den polske Arvefølgekrig var gaaet til Ende. Kongen havde derfor overfor Rentekammeret udtalt Ønske om, at man igen tog fat paa Udmøntningen. Rentekammeret havde da optaget Forhandlinger med Jøden Moses Meyer Goldschmidt, der havde tilbudt at levere Sølv for 10 R. 5 Mark 8 ß pr. Mark fin, i Sommermaanederne endda 4, 6 à 8 ß billigere; han fraraadede Auction (dvs: Licitation), da Sølvet saa let vilde stige, naar man erfarede, at Kongen vilde udmønte en anseelig Summa Mønt. Da Asiatisk Kompagni holdt Licitation paa Sølvkøb, steg Prisen 16 ß pr. Mark. Rentekammeret tilmeldte herefter Wineke, at Møntningen skulde ske paany, men nu kom Winekes Chance! Han erklærede, at da han havde tabt over 3000 R. paa sidste Kontrakt, saa maatte han aldeles frasige sig at kunne accordere om nogen Mønteløn, men begærte ligesom andre kgl. Betjente at nyde en vis aarlig Løn, samt naar der skulde møntes, at da Omkostningerne maatte anføres udi en gennemtrukken pagineret og forseglet Protokol! Han tilføjer og forsikrer at det vil udfalde til Kgl. Majts. egen Fordel (?). Siden Mønten har hvilet i 2 Aar, var han ikke i Stand til strax at antage en Smeltning, saasom han hverken havde Digler, Staal, Præger, Smeltere eller Ohm, men maatte lade det altsammen først forskrive, hvad han paastaar ikke kan ske, naar Møntningen alene skal continuere i Aar. Han gør dog til Slut et Par Beregninger, hvorefter Udmøntning af 200/m R. 24ß’r i 12 Maaneder vil koste 3 %, 200/m R. 3 Mark Stkr. 2 1/2 % i Løn.

I et Postscriptum havde han dog deklareret sig at ville for denne Gang paatage sig at mønte efter Kontrakt, naar det blev 200/m R., der var Tale om ..., men han vedbliver sit Andragende om "at opføres paa Reglementet" til 600 R. og 400 R. til at holde 3 "umistelige" Mænd paa Mønten: Ohm, Præger og Smelter, samt at fritages for Indkvartering paa Mønthusene "som begynder ved Bageren Pauli i Boregaden (der er endnu Bageri i Borgergade Nr. 27) og ender sig i Helsingøers Gaden."

Rentekammerets Erklæring af 24. November 1738 gik ud paa, at denne Møntmester siden 1704, da han succederede sin Fader ved Mønten, ligesaalidt som hans Formand havde haft fast Gage. Under Krigen, da Mønten aldrig hvilede, havde han haft større Gevinst paa Slagskatten af den slette Mønt, end om han havde haft fast Gage. Men efter at Mønten 1726 var reduceret og blevet saa meget bedre og der ikke kan møntes med Fordel, uden naar Sølvet haves for en billig Pris, saa beklager han sig, fordi Mønten hviler, idet han ikke blot ingen Fortjeneste har, men endog Tab af Rente af den i Mønthus og Redskaber indestaaende Kapital. Allerede tidligere havde han derfor søgt fast Løn, men faaet Afslag.

Nu vil Jøden alligevel kun levere 100/m R. Sølv; var det saa ikke bedre at sætte Møntmesteren paa den ansøgte Løn af 1000 R. for ham og 4 Folk samt Huset at holde allerede fra 1. Januar 1739 fremfor at give Møntmesteren den høje Mønterløn af 3 ß af 24 ß eller 2 1/2 % af 3 Mark Udmøntning og først derefter indføre ham i Lønreglementet. Man vilde da altid have ham parat, saasnart man fandt det tienlig formedelst Sølvets lette Indkøb at mønte.

Der er jo ingen Tvivl om, at Rentekamrneret har opstillet Sagen saaledes for at faa Lønnen til bedre at glide i Kongen. Thi i Virkeligheden kunde man jo nok efter Winekes Postscriptum have faaet ham til at mønte 100/m R. for 3000 R. uden bagefter at sætte ham paa fast Gage selv uden Møntning, men Rentekammeret var øjensynlig nu paa det rene med det rette i at give den gamle Møntmester fast Gage og forlade Forpagtningsprincippet. Derfor stillede man Spørgsmaalet saaledes op, at Kongen den 10. December 1738 maatte bestemme sig til at sætte Wineke paa den forlangte faste Løn; dog satte Kongen sig en lille beskeden Fjer i Hatten ved at nægte ham Fritagelse for Indkvartering, "da saa mange Huse nu var fritagne." Senere slap dog selve Mønthuset derfor (7).

Hermed ophørte fra 1. Januar 1739 Forpagtningsmønten i København. Den var prøvet under Christian IV fra 1607-24. Den kom igen under Frederik III 1664, da Kronprindsens Ingeniør Gotfrid Krüger med nogle Interessenter fik Lov til at oprette en Afgiftsmønt ved et Aaløb i Byen, men den skød ret sin giftigste Blomst under Frederik IV's Deltagelse i den store nordiske Krig. Nu var den altsaa endelig forbi, om end der endnu oprettedes nogle enkelte Kontrakter af blandet Indhold, hvorved Møntmesteren overtog Garanti for et vist Overskud paa Udmøntningen. Den kom ikke igen paa Møntningens Omraade, men i Seddelvæsenet fik den sin mest glimrende Renæssance, endda i den allerseneste Tid!

Til at begynde med fik Rentekammeret ikke nogen Glæde af sin nyeste Invention. Den 9. Marts 1739 maatte Kammeret indberette, at det havde undersøgt hos Jøderne, men efter lang Betænkning var de kommet til det Resultat, at, da Banco Kursen i Hamburg var stegen, kunde de ikke tilbyde Sølv til saadan Pris, at der kunde møntes uden Skade. Østrig laa paany i Krig med Tyrkiet, England erklærede Spanien Krig. Der var atter Ufred og Prisstigning.

Der var altsaa foreløbig ikke Brug for den fastlønnede Møntmester, som tilmed bad om et Forskud paa 500 R. til Anskaffelser; Kammeret foreslog ham tillagt 200 R. for nogle Digler, han havde faaet fra Lübeck; Wineke følte sig allerede som den kgl. Embedsmand og anholdt som gammel Betjent om en "convenable Caracter" i Betragtning af sine 38 Aars Tjeneste. Rentekammeret overlod selvfølgelig i de mest submise Vendinger til Kongens egen Afgørelse et saa vigtigt Spørgsmaal, men udlod sig dog med, at der kunde være Tale om at udnævne ham til "virkelig Cammerraad"! Kongen gav ham ved Resl. 26. Marts 1739 de 200 R., "men den af ham ansøgte Caracter kan ikke accorderes." Høg over Høg; nu kunde Kongen erindre ham hans Vægring ved at mønte uden Løn; mulig var det dog kun en almindelig Fornemmelse af, at en Møntmester ikke var en saa udmærket Titel værdig, der her gjorde sig gældende!

Om end Jøderne som nævnt ikke havde set sig i Stand til at sælge Regeringen Sølv til Udmøntning af 24 ß paa Mønten i København, manglede det dog ikke paa Henvendelser om Udmøntninger af Smaamønt andetsteds mod Afgift og stor Fortjeneste. 1734 havde Schutzjuden Benjamin Musaphia fremsat et Projekt om Indretning af en Mønt i Oldenburg, der senere gav Anledning til en juridisk Erklæring fra Copist ved det Slesvig-Holstenske Kammer Johan Anton Stoller om Kongens Møntret i Oldenburg. Jøden Abraham Rohtshilt i Altona fremkom 1740 med et Andragende om at maatte slaa Smaamønt. Abraham Philip Meyer androg 10. Oktober 1740 om som Modvægt mod den Kurant, der indkom fra Hamburg, Lybeck og Sachsen-Lauenburg at maatte slaa grov og smaa Kurant i Slesvig. "So habe ich E. Kønigl. Mait. aus allerschuldigster Pflicht und Treue und aus Liebe für Aufnehmung meines Vaterlandes diese Vorstellung nicht unterlassen wollen." Forestillingen blev dog næppe tillige gratis. Til Kongens Ros blev alle disse fædrelandske Fristelser tilbageviste.

Da Jøderne ikke kunde bidrage til god Mønts Udmøntning, maatte den i 1737 aabnede Kurantbank se at skaffe Metal til Udmøntning, hvad den var saa meget mere opfordret til, som dens Møntbeholdning ikke stod i rimeligt Forhold til den Seddelmasse, den i en Fart fik laant ud. Vi ser da i Løbet af 1740-42 Banken lade mønte hurtigst mulig for 360,000 R. 24 ß Stkr. At Sagen hastede ses af de kgl. Resolutioner af 2. August og 1. Oktober 1742, der skriftlig bekræftede forudgaaende mundtlige Aftaler med Geheimeraad Berckentin om disse Udmøntninger, der skulde støtte Sedlerne og det for store Udlaan af disse, og hertil skaffedes Sølv fra Hamburg ved Salg af Subsidievexler, som Regeringen overlod Banken, og for hvilke denne i hvert Fald delvis betalte med Sedler (8).

Det vestindisk-guineiske Kompagni fik gentagne Gange Tilladelse til at slaa Specie-Dukater af det StøvguId, der hjembragtes fra Guinea, saaledes i 1731, i 1732: 2500 R. Spec.-Dukater, 1738: 6000 Stkr. Sp.-Duk., 1740 andre 6000 Stkr., 1742: 3000 R. Sp.-D. Den 18. Januar 1740 gik der Ordre til Møntmesteren om at slaa vestindiske 12 ß for Compagniet, der maatte beholde Profitten; den 12. Februar s. A. fik Selskabet tillige udvirket en Ordre paa 2 og 1 ß Kobber, 5 à 600 R. af hver Slags. Om disse sidste Mønter for de vestindiske Øer vil der blive nærmere gjort Rede senere under Vestindien.

Fortsættes


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt