KLIK for forstørrelse!

1. Dansk Vestindien

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 side 433-453)

Del 1: side 433-446.
Del 2: side 446-453

Efterat de dansk vestindiske Øer oprindelig havde været drevne af et Kompagni, hvis Handelsmonopol dog blev saa trykkende, at Staten under Frederik V maatte overtage Øerne og delvis give Handelen fri, oprettedes ved Octroi 11. Maj 1778 et nyt vestindisk Handelsselskab, men allerede 1788 maatte Regeringen paany overtage Øerne; Handelen paa disse vedblev at være fri. Samtidig med Overtagelsen gaves der Tilladelse til at udstede de nedenfor nævnte Kreditsedler. løvrigt stillede Møntforholdene paa Øerne sig saaledes:

Ved Frdg. 20. Marts 1770 var de paa de vestindiske Øer kurserende dansk-amerikanske Mønter nedsat i Værdi saaledes:

24 ß Stkr. = 20 ß vestind. Kurant = 16 ß dansk Kurant
12 ß Stkr. = 10 ß vestind. Kurant = 8 ß dansk Kurant

I Konsekvens heraf var ved Frd. 11. Maj 1775 bestemt, at de danske Kurantsedler der indførtes til Øerne og paa Bagsiden forsynedes med Paategning om deres Værdi i vestindisk Kurant, skulde gaa og gælde saaledes:

100 Rbdlr. d. Kurant = 125 Rbdlr. vestind. Kurant
50 Rbdlr. d. Kurant = 62 1/2 Rbdlr. vestind. Kurant
10 Rbdlr. d. Kurant = 12 1/2 Rbdlr. vestind. Kurant
5 Rbdlr. d. Kurant = 6 1/4 Rbdlr. vestind. Kurant

I Henhold til Plakat af 13. Maj 1776 udsendtes derhos Frederik IVs ved Frdg. 15. juli 1726 nedsatte 2 ß til Øerne, saaledes at deres Værdi bestemtes saaledes:

2 ß vestindisk Kurant = 1 2/3 (1 3/5) ß d. Kurant.

Endelig udmøntedes der i 1786 for 12.000 Rdlr. Paalydende:

6 ß Stkr. = 5 ß vestind. Kurant = 4 ß d. Kurant. (1)

Det var jo unægtelig ret forskruede og forvirrede Møntforhold, hvor der udmøntedes Stkr. med Paalydende i en gammel, forlængst ved Praxis og senere ved Lov afskaffet Møntfod; disse Mønter skulde gælde noget helt andet i vestindisk Kurant og noget tredje i dansk Kurant; denne Tilstand fortsattes trods alt endnu i nogen Tid.

Fra St. Croix Borgerraad fremkom der i 1785 en Ansøgning til Kurantbanken i København om Afsendelse af 100.000 Rdlr. Bankosedler, men Banken fandt det betænkeligt under sin Autoritet at lade udfærdige Sedler, der alene skulde være gældende for de vestindiske Eilande, og som saaledes ingensteds kunne fremlægges til Realisation, hvad der stred mod Bankens Octroi og Convention. - Man huske, det var umiddelbart før Speciereformerne 1788-1791, da man for Alvor tænkte paa at reformere Møntvæsenet. Senere hen vilde slige Udtalelser have lydt som Ironi! - Et Par Aar efter indsendte Planteurerne Andragende om Forskud og Laan til Plantagernes bedre Dyrkelse, Begge Henvendelser vidnede om en almindelig og trykkende Pengemangel. Det vestindisk-guineiske Rente- og General-Toldkammer var derfor faldet paa den Tanke til Brug for de vestindiske Øer at lade udfærdige Kreditbeviser for en Sum af 120.000 Rdlr. vestindisk Kurant, som alene maatte sættes i Omløb ved Udlaan til de producerende Ejendommes Forbedring. Laanene skulde forrentes med 4 1/2 % og afdrages med 2 % p. a., der skulde betales i Sedler, som derefter kasseredes. Sedlerne, hvoraf der skulde udstedes 3.500 Stk. 20 R., 500 Stk. 50 R. og 250 Stk. 100 R., skulde have Form som Bankosedler med Stempler og Vignetter, underskrives af Kammeret og Øernes Regering. Man mente ikke de vilde faa nogen uheldig Indflydelse som Papirpenge, da de kun udlaantes mod sikkert Pant, kun androg 120.000 R., de mindste var paa 20 R. saa de ikke kunde jage den klingende Mønt af Landet, og Forpligtelsen til at betale Rente og Afdrag i selve disse Sedler vilde holde dem i god Kurs. De skulde kunne modtages i de kgl. Kasser, hvori de af Mangel paa Mønt vilde indgaa i Skatter og Afgifter; disse Sedler skulde kunne udlaanes igen, medens Nr. paa de i Renter og Afdrag tilbagebetalte Sedler som kasserede skulde offentliggøres i Gazetten paa Øerne. Den 16. April 1788 godkendte Kongen denne Proposition (2).

I 1789 kom der paany Indberetning fra Vestindien om, at der var Mangel paa Penge. St. Thomas som en Frihavn havde ingen Rigdom af sig selv, uden hvad der kunde vindes ved Handel og Omgang med fremmede, blandt hvilke Kreditsedlerne ingen Værdi havde, men Købmanden fik kun saadanne i Betaling af sine indenlandske Debitorer. Af Mangel paa Kontanter maatte han derfor lade gode Ladninger gaa fra sig, som han ellers kunde have høstet Fortjeneste af. Der saas sjældent Patagons (sydamerikanske Mønter af Værdi som Piastre), Johanneser (portugisisk Guldmønt = 8 Rdlr. d. Kurant (3) eller danske Penge, og da Kreditsedlerne lød paa 20 Rdlr., blev Forlegenheden saa meget større. Pengemangelen skyldtes efter Gouvernementets Mening, at de mest formuende Købmænd holdt Mønten tilbage for med større Fordel at vexle den med Piastre og fremmede Varer end ved Hjælp af Sedler. Disse skulde efterhaanden være satte i Roulance ved Udlaan paa producerende Ejendomme, og hvis de var anvendte paa denne Maade, skulde de ikke have kunnet skade Circulationen, men efter Regeringens Formodning var for stor en Sum af disse Kreditbeviser i Begyndelsen paa een Gang sat i Omløb, hvorfor de som en til udenlandske Betalinger uskikket Mønt maatte tabe noget af sin Værdi.

Ældre dansk-vestindiske Enkelt- og Halvrealer.

Dette havde foraarsaget ikke alene, at den klingende Mønt var trukket ud af Omløbet, men og at Kreditsedlerne havde maatte benyttes i Mangel af Kontanter til Bestridelse af den kgl. Kasses Udgifter og saaledes var anvendt udenfor deres Bestemmelse.

Derfor maatte Øerne snarest forsynes med 20.000 R. i 12 ß = enkelte Realer af samme Møntfod, som fastsat efter Resolution 12. Februar 1740: 18 gamle vestindiske Dalere (Piastre) Mark f., 144 Stkr. af den 8-lødige Mark, ligesom i 1782-83 (4). Da de dobbelte og enkelte Realer ved ovennævnte Frdg. 20. Marts 1770 var nedsatte fra 24 og 12 ß til 20 og 10 ß, blev i 1782 6 ß Stkr. udmøntede med Aarstal 1767; det samme ønskede man nu "for at de desto bedre ligesom de ældre af samme Møntfod kunde circulere til den efter Frdg. 1770 bestemte Værdi"! De skulde møntes af gamle 4 1/2 l. 2 ß, som Banken havde i Forraad, og hvorfor den skulde betales med Bankosedler. 2 ß -Stykkerne skulde have Tilsætning 3 1/2 Lod Sølv af Piastre, der laa i den kgl. Kasse. Den 13. januar 1790 tiltraadte Kongen denne Indstilling, og i Løbet af Aaret udsloges 30.000 R. af disse 12 ß fra -Mønten paa Kongsberg (5).

Af anden Skillemønt udsendtes ved forskellige Lejligheder reducerede 2 ß til Øerne, saaledes 1791 3.000 R. til Kreditsedlers Indfrielse og Kassation, ligesom man ogsaa 1796 forsøgte at indføre Kobber I ß 1771, men disse protesterede den vestindiske Regering imod og hensatte dem paa Fortet. Der var ingen Brug for dem; udgaves de for 1/2 Styvere, købte Matroserne dem op til Hjemførsel med en Fortjeneste af 25 %; sattes de til 1 Styver, vilde de blive eftergjorte eller indførte en masse; skulde de gaa for 1 1/4 ß v. K., vilde Negrene faa Vanskeligheder i deres Regning; dertil kom, at de "i Fidteboderne vilde blive saa tilsmurte, at Spanskgrønt vilde samles paa dem, hvorved Ulykkestilfælde kunde opstaa". Nogle Aar senere blev de hjemsendte. 1805 udsendtes 8.750 R. nye, paa Kongsberg møntede 2 ß, der gik for 1 1/4 Styvere, 5 Stkr. paa Realen.

Hurtigt havde Inflationen af 120.000 R. Kreditsedler vist sine Virkninger i det lille Samfund. 1795 og 1800 maatte Finanskollegiet paany lade mønte Realer og Dobbeltrealer, ialt henved 70.000 Piastre, i Altona. Ikke desto mindre gik Regeringen i København ved Resl. 30. Oktober 1799 paany ind paa at udfærdige 120.000 R. Kreditbeviser "under allerhøjeste Garanti til Befordring af Pengeomløbet", men "Omløbet" havde da sikkert forbedret sig betydeligt, thi Øerne nød godt af, ja tjente Formuer, særlig ved Transit og Sukker, paa de europæiske Krige. Paa Øerne holdt man ligefrem Udkig efter en saadan Krig, der betød mægtig Gevinst, fordi vort daværende dygtige Udenrigsstyre kunde holde os neutrale (7). Til det gode Resultat bidrog Frihandelen paa St. Thomas. St. Croix' Sukkerproduktion medførte, at de til Øen indgaaende Skibes Antal steg fra 14 i 1770 til 516 i 1789 og 369 i 1790. Fra 1773 til 1796 øgedes Befolkningen med c. 8.000 Personer fra 28.582 til 36.657, et Tegn paa Øernes økonomiske Fremgang, der tydelig viser, at Omløbet kunde kræve og bære flere Omsætningsmidler end tilforn. Et andet Bevis for den voldsomme Stigning i Handelen viser Toldintraderne paa St. Thomas, der steg fra 8.739 R. i 1791 til 176.011 R. i 1799 og 124.751 R. i 1800. Samtidig var Øerne befriede for de store Paalæg, Sorger og Bekymringer samt Seddelinflation, der i Anledning af Neutralitetsforsvaret plagede Moderlandet. Saaledes gik det under den preussiske 7-Aarskrig, den nordamerikanske Frihedskamp og de franske Revolutionskrige, der alle havde den Fordel at se de to store søfarende Nationer, England og Frankrig, paa hver sin Side. Øerne var en fredlyst Idyl, hvor begge Parter kunde og maatte handle. De nød derhos Fordelen af at være en fra Moderlandet afsondret Møntenclave; fra først af kunde det se uheldigt ud, at deres Pengevæsen var deprecieret i Forhold til Hovedlandets Kurant. I Virkeligheden skulde det vise sig at være en Fordel, idet den danske Kurants dybe Fald kom til at gaa udenom Øerne.

Et kortvarigt Afbræk i disse paradisiske Tilstande frembragte Fredsbrudet med England 1801. I Dagene fra 28.-30. Marts 1801 (7) overgaves Øerne af den danske Garnison til Englænderne, som dog trods de gode Tider ikke fandt megen Mønt i Kassen, thi Kommandanten havde været saa forsynlig at forudbetale Officerer, Mandskab m. v. Løn til Udgangen af juni Maaned, ligesom han havde skyndt sig med at betale alle Regninger for Defensionsforanstaltninger og af den til Planteurernes Understøttelse bestemte Kapital reddet 7.000 R., som ikke var nedlagt i Kongens Kasse, saaledes at Englænderne kun forefandt Kreditbeviser, lette Johanniser og 5 Styver Stkr. til et Beløb af c. 3.000 R. v. K. + desværre 2 Foustager nylig udkomne 5 Styver Stkr., øjensynlig de nyeste fra Altona (8). Englænderne fandt for godt at forhøje de gamle Realers Værdi fra 10 ß (5 Styvere) til 6 Styvere; denne Værdiforandring blev ikke godkendt af den danske Regering.

Besættelsen af Øerne varede kun et knapt Aars Tid til Februar 1802, da England og Frankrig traf Forberedelser til Freden i Amiens. Ikke saa snart var Handelen befriet for denne Mare, før det hele Samfund levede op paa ny. Toldafgiften (9) androg:

St. Thomas St. Croix
1802 71.674 R. 322.516 R.
1803 62.995 - 366.633 -
1804 149.434 - 357.010 -
1805 112.037 - 378.797 -
1806 90.521 - 380.455 -
1807 82.114 - 407.674 -

Man havde benyttet Kreditsedlerne af 1799 til saavidt muligt og fornødent at inddrage de ældre Sedler af 1788, som endnu var i Omløb. Resten var benyttet til Udlaan paa samme Maade som tidligere, men der var dog stadig Mangel paa Omsætningsmidler, hvad ikke var til at undres over, naar alene Toldintraderne androg saa betydelige Beløb som ovenanført. Det udtales da ogsaa udtrykkeligt i Indberetninger fra Øerne, at der end ikke var saadanne til Stede til Betaling af Afgifterne til de kgl. Kasser, end mindre til Bestridelse af daglig Handel og Vandel. Man havde derfor ikke kasseret nogen af Sedlerne af 1799, men der var Nødvendighed for flere. Saa længe der ikke var flere Beviser end en Høsts Betalinger til den kgl. Kasse, mente Gouvernementet ikke der var Fare paa Færde, og efter Indbetalingerne at dømme havde man tilmed Vished for, at Kreditbeviser blev foretrukne for Mønt(?!). Gouvernementet indstillede derfor i 1806, at der sattes et nyt Antal Beviser til et Beløb af 80-100.000 R. i Omløb, men paa noget andre Vilkaar end hidtil, idet man mente at have bedre Sikkerhed for Udlaan i de saakaldte "1. Maj Vexler", som mellem Crop- eller Sukkerhøsttiderne omkring 1. Oktober udstedtes som Betaling til næste 1. Maj, end i Prioriteter. Disse sidste frembød Vanskeligheder, naar man ikke kunde faa 1. Prioritet, idet der derefter gerne stod flere sideordnede Prioriteter, mellem hvilke der opstod Strid om Fordeling af Udbyttet af Ejendommen. Ved 1. Maj Vexler var det dernæst ikke Brug at give Delation, og Tvangsmidlerne for disse Vexler var langt stærkere end ved Pant, idet man for det første kunde holde sig til Udsteder, Acceptant og Endossenter, ligesom Execution i Løsøre, Produkter m. m. var hurtigere end i fast Ejendom, der skulde stilles til Tvangsauktion, rnaaske flere Gange. Prioritetslaan var heller ikke mere saa nødvendige. Ved Vexler kunde man ogsaa hurtigere indskrænke Omløbet, om det viste sig fornødent. Kreditbeviserne vilde hvert Aar i Sukkerhøsttiden tilbageflyde i de kgl. Kasser, naar Regeringen hvert Efteraar i Stedet for den almindelige Beholdning af 20 30.000 R. tilbageholdt 100.000 R. til at udlaane paa 1. Maj Vexler. Paa den Maade kunde Planteurernes trang til Kontanter uden for Høsttiden afhjælpes uden Skade for Kolonien til Fordel for den kgl. Kasse og Planteurerne selv. Den 26. September 1806 (10) bevilgede Kongen Udstedelsen af følgende Sedler:

300 Stkr. 100 R. = 30.000 R. v. K.
600 Stkr. 50 R. = 30.000 R. v. K.
3.000 Stkr. 10 R. = 30.000 R. v. K.
2.000 Stkr. 5 R. = 10.000 R. v. K.
--------------- ---------------
5.900 Stkr. = 100.000 R. v. K.

En Fuldmægtig i vestindisk Kontor fik et lille Ben med at besørge dem numererede, stemplede m. v., deres Udgivelse og Inkassation bestredes af Bogholderkontoret paa St. Thomas.

Dette blev - ej til Øernes Skade - foreløbig den sidste Kraftanstrengelse i de vestindiske Pengeforhold fra den danske Regerings Side, thi i 1807 havde Øerne det Held at blive besat af Englænderne, hvorved de fuldstændig unddroges den topmaalte Inflation, som Moderlandet blev velsignet med, og som førte til Sammenbrudet 1813. Øerne fortsatte ret uanfægtet under engelsk Styre sin økonomiske Virksomhed (11), hvilket fremgaar af, hvad der senere passerede, da den engelske Occupation i 1814 ophørte.

Der skete nemlig i nævnte Aar dette, at der i København fremkom en Obligation i vestindisk Kurant; baade Kreditor og Debitor var bosiddende her, og der rejstes nu Spørgsmaal om, hvorledes dette Gældsbrev nærmere skulde forstaas. Herefter fandt det vestindisk-guineiske Rente- og General-Toldkammer det rettest, at der gaves Regler for Pengevæsenet samtidig med Øernes Tilbagelevering af Englænderne i Anledning af de Forandringer, som var foregaaede her i Landet ved Rigsbankens Indretning. Da Frdg. 20. Marts 1770 ikkun havde gjort dansk Kurantmønt og visse reducerede dansk-amerikanske Møntsorter gældende paa Øerne, og da Frdg. 11. Maj 1775 kun havde indført danske Kurantsedler i Dansk Vestindien paa den Betingelse, at de fik Paategning om deres Værdi i vestindisk Kurant, samt da disse Sedler havde beholdt deres Pari-Værdi, fandt danske Kancelli og Finanskollegiet, hvortil det vestindiske Kammer sluttede sig, at Fordringer i vestindisk Kurant ikke burde være de Indskrænkninger underkastede, som Frdg. 5. januar 1813 fastsatte for ligelydende dansk Kurant. Hertil kom, at der paa Øerne nu kun circulerede tvende Slags Omsætningsmidler, nemlig Sølv- og Guldmønter samt Kreditbeviser, idet den københavnske Banks Sedler med Paategninger gaves der ingen mere af. Sølv- og Guldmønterne var for det meste fremmede Pengesorter, der omløb efter en bestemt antaget Kurs i vest. Kurant, der ej varierede; den øvrige Mønt var Skillemønt herfra, udsendt i udmøntede Sølvrealer. Kreditbeviserne var Papirpenge, udstedte til at befordre Plantagernes Forbedring og forestillede en fuldkommen Værdi i Effekter. De var som nævnt alene satte i Omløb ved Udlaan til producerende Ejendomme mod sikkert Pant; Renter og Afdrag benyttedes til Inddragning af Sedler hvert Aar. Mere end 120.000 R. havde ikke paa een Gang været i Omløb, og der mødte heller ingen Vanskelighed i, at de jo antoges lige saa godt som Mønt. Da saaledes de Aarsager, der havde foranlediget Frdg. 5. januar 1813, ikke syntes at finde Sted med Hensyn til det vestindiske Pengevæsen, og den vestindiske Kurant efter det anførte vel maatte anses som en egen Pengesort, havde man kun at bestemme dens Forhold til den nugældende danske, der efter Sølvværdi og Parikurs maatte stille sig saaledes: Da 125 R. K. oprindelig stod i Parikurs med 100 Specier eller 200 Rbdlr. Sølv, maatte 100 R. v. K. efter Kurs 125 R. K. udgøre 128 Rbdlr. Sølv og 100 Rbdlr. Sølv 78 1/8 R. v. K. I Henhold til kgl. Approbation af 29. April 1814 udstedtes Plakat af 22. August s. A., der fastslog dette Kursforhold og den vestindiske Mønts Afsondrethed fra den danske, idet Kammeret, Finanskollegiet og danske Kancelli fandt det rettest, at der skete offentlig Bekendtgørelse af den kgl. Resolution, idet denne Afgørelse maatte betragtes som en Hovedanordning i Pengevæsenet (12).

Handelen paa Øerne var umiddelbart efter Krigen ikke ringe, sammenlignet med tidligere og senere Tider. Det synes som Erhvervslivet derude paa de fjærne Øer paa glædelig Vis afveg fra Stagnationen i Hjemlandet. I 1816 indkom til København 69 Vestfarere med en Drægtighed af 6.751 Kommercelæster, medens Tallene f. Ex. i 1823 kun udgjorde 13 Skibe med 1.670 Læster. I Aarene 1817, 18, 19, 20, 21 og 22 udgjorde Antallet af disse Skibe henholdsvis 64, 50, 39, 27, 26 og 27. Toldindtraderne paa St. Croix udgjorde:

1816: 508.562 Rdlr. vestind. Kurant
1817: 315.048 Rdlr. vestind. Kurant
1818: 436.140 Rdlr. vestind. Kurant
1819: 424.608 Rdlr. vestind. Kurant
1820: 219.731 Rdlr. vestind. Kurant
1821: 245.273 Rdlr. vestind. Kurant
1822: 168.121 Rdlr. vestind. Kurant

Som det vil ses stillede Forholdene sig ret uensartet, men Tiden omkring 1816 var ret gunstig, idet Sukkerhøsten havde været betydelig. Under disse Omstændigheder var det ikke underligt, at der paany fremkom Klager over Mangel paa Mønt. I 1814 aflagde saaledes Gouvernøren, Generallieutenant v. Oxholm Indberetning herom. Kreditbeviserne var nu næsten det ,eneste Repræsentativ paa Øerne. "Som Lettelsesmiddel i Begyndelsen af den nye Administration og til de daglige Omsatser", ansaa Guvernøren det for heldigt om der for det første kom 50.000 R. v. K. i saadanne Sedler i Omløb, lig de i 1806 dels for at ombytte de ubrugelige, dels for at forøge det gangbare Numerair." Kamret kunde dele Gouvernørens Anskuelser, forsaavidt der kun var Tale om at ombytte ældre Beviser med nye, men kunde ikke anbefale, at Kredibevisernes Mængde forøgedes. Omsætningen havde i 1799 baaret Udsendelsen af 120.000 R. og i 1806 af 100.000 R. uden ufordelagtige Virkninger, og det var rimeligt, at en Mængde af disse Papirpenge nu var forslidte og ubrugbare til Circulation og burde vexles med nye, men Gouvernementet skulde sørge for, at disse kasseredes mod Udlevering af de nye, idet der nøje vaagedes over, at Massen ikke forøgedes. Dronning Marie godkendte i Kongens Fraværelse den 9. November 1814 denne Indstilling med Tilføjelse, at Sedlerne skulde anses som rede Penge og modtages i de kgl. Kasser (13). Allerede i Efteraaret 1815 kom Oxholrn igen og meddelte, at alle de gamle Sedler formedelst Ælde og Slid var ubrugelige i Omsætning, han androg derfor om at faa alle de gamle 220.000 R. Sedler omvexlede. Kamret var noget betænkelig herved, fordi Folk, naar de saa de ny Sedler kunde tro, at Seddelmassen var forøget, og Sedlerne derved kunde komme i Miskredit. Finanskollegiet delte ikke denne Frygt, og første Kopist i vestindisk Kontor, Hauschultz, fik Ordre til at forfærdige 170.000 R. foruden de 50.000 R. (14).

For tredje Gang dukkede Gouvernøren op med sin Pengemangel, paa Øerne, idet han i 1816 ønskede Mønt udslaaet: "For at erholde den til Militairets og de kgl. Negres Lønning nødvendige Smaamynt, har Regeringen endog maatte bruge Tvangsmidler, og den uformuende Del af Øernes Beboere lider især ved hiin Mangel, som altsaa fordrer hurtig Afhielpning". Derfor foresloges ny Udmøntning af 14.000 R. vestindisk Kurant i Realer og Styvere. Øernes Hovedmøntsorter var Piastre og de saakaldte Johanniser, Smaamønten dobbelte og enkelte Realer samt Styvere. Ved de forskellige Udmøntninger holdt man som nævnt det for raadeligt at lade Præget og den paa Mønten angivne Værdi uanset Reduktionen i 1770 forblive uforandret ligesom Aarstallet. Den i 1770 befalede Reduktion havde ingen Indflydelse paa Realernes Værdi uden for Øerne. Formedelst den højere Circulations-Værdi, som Piastrene i Vestindien havde fremfor den egentlige Værdi, som i d. Kurant var tillagt dem, var de reducerede Realer nu bedre end Piastre. De kunde derfor med Fordel indvexles mod disse og udføres til de fremmede Øer, hvor de med Hensyn til deres Forhold til Piastre modtoges for deres fulde Værdi, paa hvilken de løde. Heri laa Aarsagen til, at denne, mindre Mønt stedse forsvandt af Circulationen paa de danske Øer, uagtet der siden 1763 efterhaanden var udsendt 249.581 R. v. K. i Realer og 2 ß. Piastrens egentlige Værdi var 45 ß hamburgsk Banco, hvorfor den modtoges af Banken i Hamburg, eller 1 7/8 Rbdlr. Sølv, hvorfor den modtoges af den danske Rigsbank. I Vestindien gjaldt den derimod overalt 48 ß Banco eller 1 Sp. = 2 Rbdlr. Sølv. Denne Circulations-Værdi i dansk Vestindien var altsaa 1/8 Rbdlr. højere end dens oprindelige Værdi, hvilket derimod ikke var Tilfældet med Realerne, som - efter Reduktionen beregnet - var udmøntede til 15 R. v. Kurant af Marken fin, og som paa de danske Øer i Vestindien modtoges efter denne deres virkelige Værdi. Med andre Ord vore gamle Realer gik i det øvrige Vestindien saa mærkeligt det lyder for en højere Værdi end paa vore egne Øer, skønt de ikke engang i Finvægt fyldestgjorde efter den reducerede Værdi og derfor paa langt nær svarede til deres Navn, Realer eller 1/8 Piastre, idet de ikke engang indeholdt Sølv for deres lovbestemte Værdi 10/96 af 1 Rdlr. v. K., men de var jo ogsaa kun for Skillemønter at regne.

Man holdt nu for, at ligesom Piasteren, der kun indeholdt Sølv for 15/8, gik for 16/8 Rbdlr., saaledes burde ogsaa Realerne, der udmøntedes til 15 R. v. K., gaa for 16 R. v. K. pr. Mark fin. For at de ny Realer kunde opnaa en bekvem Størrelse skulde de, i Stedet for at de gamle var 8 l., være 10 I., 2 ß 4 l., hvorved de erholdt en saadan Størrelse, at de kunde udpræges i Ringe og randes. Da de nye Mønter i flere Henseender blev forskellige fra de gamle, maatte de havde andet Præg. Naar Gehalten forandredes, vilde det ikke være passende at lade Værdiangivelsen forblive uforandret. De nye Realer maatte altsaa lyde paa 20 og 10 ß v. K. i Stedet for 24 og 12 ß. Men det syntes endvidere rigtigt, at det forrige vestindiske Kompagnis Mærke, et Skib, nu forandredes til det danske Vaaben. Der foresloges udmøntet i Altona, hvor de forrige var slaaet, 4.000 R. i 20 ß, 8.000 R. i 10 ß og 2.000 R. i 2 ß. Kongen resolverede 25. September i Overensstemmelse med Kammerets Indstilling af 10. September 1816 og Plakat om de nye Mønter udgik den 20. December s. A. (15).

KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!

Vestindisk enkelt Real samt Styver.

Underligt nok var de to Plakater af 22. August 1814 og 20. December 1816, der opretholdt et særskilt Møntvæsen for de dansk-vestindiske Øer, ikke blot et Værk af Øernes selvstændige, fra Moderlandet adskilte Erhvervsliv, hvis Circulation i alt væsentlig kunde bære de gældende Omsætningsmidler, men ogsaa en Følge af de slette Penge, den gamle Møntmester Wineke i 1740 havde sat i Omløb, og som havde foraarsaget de vestindiske Penges Depreciering 1770 over for den - som det senere skulde vise sig - saa uheldige danske Kurant.

I 1822 var Kreditbeviserne igen saa opslidte, at de næsten ikke mere kunde afbenyttes til Circulationen, ja Kakkelakker opaad 70 R. Sedler i St. Thomas Hovedkasse, hvorom skete højtidelig Indberetning til Kongen selv. Gouvernementet vilde gerne have nogle 1 R. Sedler, fordi der "formedelst Mangel paa Smaamynt drives Agiotage ved Sedlernes Bytning", men Regeringen i København ansaa Smaasedler for farlige for Øernes Møntbeholdning, idet "Erfaring har vist, at Mynt snarere end at holdes tilbage udjages ved for smaa Papirpenge". Ved Resl. 6. Marts 1822 fik Gouvernementet 200.000 R. nye Kreditbeviser til Indløsning af gamle opslidte, saaledes at Seddelmassen ikke forøgedes. Ganske tilsvarende Tilladelser opnaaedes 22. April 1829, idet samtidig tilintetgjordes 198.125 R. v. K. ældre Sedler, og 13. juli 1836 (16).

I 1831-32 havde Orkan og Misvæxt aldeles ødelagt Høsten paa St. Croix og foraarsaget saa slette Konjunkturer for Plantageejerne, at de ikke kunde forsyne deres Slaver med de nødvendigste Levneds- og Beklædningsmidler. De havde ingen 1. Maj Vexler at stille til Sikkerhed, da de intet Plantageudbytte kunde præstere. For at undgaa Slaveoptøjer, maatte Regeringen da gøre de nødvendigste Udlaan til Indkøb af Magismel, Sild, Bambo-Lærred eller Surrogater for disse ting mod Sikkerhed i de ved Placat 14. Maj 1823 godkendte "Bureaubeviser", der egentlig udstedtes af de private Købmænd for Fornødenheder mød fortrinsvis Sikkerhed i næste Høst (17).

Fortsættes


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt