(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 71-82)
A) side 71-82; Planen om en dansk-norsk Speciebank
(B,
C,
D,
E,
F)
Det var kun naturligt, at Møntværkstederne i København og paa Kongsberg maatte staa i Skygge for, hvad der planlagdes og bragtes til Udførelse i Altona. I de seneste Aar før 1788 laa Mønten i København omtrent stille (1). Dels var Regeringens Opmærksomhed og Kræfter helt optagne af Møntreformen i Altona, dels var man ogsaa uvis om, hvilke Mønter man her i Byen skulde slaa. Var det Meningen at føre Møntreformen videre til Kongerigerne og evnede man det? Maatte Spørgsmaalet besvares bekræftende, var det formaalsløst her at slaa Kurantmønt. At man tænkte sig i Stand til at gaa videre med Møntvæsenets Reformering, fremgaar af Finanskollegiets Indstilling til Kongen af 17. Novbr. 1789 (2), hvori opgøres nogle af Følgerne af den slesvig-holstenske Møntreform for Københavns Vedkommende. Som Følge af Møntforandringen i Hertugdømmerne var bl. a. i Banken i København havnet 800,000 R. i de mest udkippede og vippede 2 ß, der var ganske uskikkede til Roulance. Omsmeltningen af disse til Barrer og disses Salg i Hamburg vilde paaføre Kongens Kasse et Tab af 10 %, idet Kongen naturligvis maatte indløse dem af Banken for Bankosedler til pari. Der var dog mange Grunde, som talte for at gaa til denne Nedsmeltning, selv med Tab:
Det bedste Forsvar for Reformen i Hertugdommerne, at den kun var en Begyndelse, var man altsaa godt nok paa det rene med. Man havde hele Tiden i Tanke at udstrække Møntvæsenets Forbedring til Kongerigerne. Et første Fingerpeg i denne Retning var en Ordre i Marts 1789 til Flor i Altona om at udslaa 110 Stkr. Specier paa Stempler med Frederik V.s Brystbillede og Aarstal 1764 af hvide Plader til slesv.-holstenske hele Dalere (3). Denne Ordre efterfulgtes i Midten af April af en anden (4), hvorefter Møntdirektøren skulde "Forsyne Mønten her i Staden med alle Fornødenheder, at den kan være i Stand, ifald en Udmøntning her skulde fornødiges, og rekvirere tilbage de 90 Stkr. 600 Marks og 24 Stkr. 500 Marks Digler, som var udlaante Købmand Olde". Det er paa engang et Bevis for den københavnske Mønts hidtidige Afmagt og paatænkte Virksomhed i Fremtiden.
Forsaavidt synes den yngre Schimmelmann som Finansminister at have haft et mere stringent og konsekvent Syn (5) end Faderen, da denne i Halvfjerdserne søgte Specieudmøntningen gennemført ved Frdg. 2. Januar 1776 "ang. danske Speciers Udmyntning og Coursering"; tiltrods for en bekostelig Hærstyr i Anledning af Krigen mellem Sverige og Rusland gennemførtes den slesvig-holstenske Reform og toges de første Skridt til den dansk-norske.
Forholdene var altsaa forsaavidt ikke de samme som dengang da den utrættelige Stempelskærer ved Mønten i København, den ældre Bauert i Aarene 1773-75 aldrig vidste sig sikker for alle mulige Forslag i stik modsatte Retninger (6). Dengang maatte han, som det fremgaar af hosstaaende Afbildninger, paa een Gang udarbejde Forslag baade til Specie- og Kurantmønt (7), som han endda havde den Skuffelse at se lagt til Side.
En saadan Forvirring, Ubeslutsomhed og Vægelsind, som foranstaaende Udkast unægtelig giver et Billede af, synes ikke at have været herskende 1788-91, tiltrods for at Statens Vanskeligheder ikke paa dette Tidspunkt var mindre, snarere større. Den yngre Schimmelmann havde en Videnskabsmands Blik paa Pengevæsenet, men ikke - som Faderen - Købmandens opportunistiske og sikre Greb paa Forretningerne. Faa Aar efter Statsprogrammet i Plakat 8. Juli 1785 viste det sig, at dette ikke kunde overholdes, og at Vanskelighederne tiltog. Schimmelmann og hans tvende Meddeputerede i Finanskollegiet Dr. med. Etatsraad Karl. Wendt og Etatsraad Johannes Zoëga mistvivlede om alene at kunne bemestre disse og lod derfor 2. Maj 1787 nedsætte en extraordinær Finanskommission, hvori de tog Sæde sammen med en Række Tillidsmænd, begge Reventlowerne Christian Ditlev og Johan Ludvig, Overprokurør Adolph Gothard Carstens, Rentekammerdeputeret Jacob Edvard Colbjørnsen, de Kommitterede Ove Malling og Christian Otto Lawaetz m. fl., der kort Tid efter fik endnu større Besværligheder at kæmpe med, idet den dansk-norske Stat, som allerede nævnt i Egenskab af Ruslands Forbundsfælle, indvikledes i den Krig, som Gustav III af Sverige i Slutningen af Juni 1788 paaførte Rusland (8).
Denne Kommission fik 1790 bl. a. overdraget at undersøge Mulighederne for Møntreformens Udstrækning til og Gennemførelse i Kongerigerne (9). I en Betænkning af 16. Juni 1790 fremhævede Kommissionen de Misligheder, der hæftede ved Brugen af de danske Bankosedler, nemlig "at de mere forestille end udgøre Velstand og Rigdom, at de i trange Tider for Staten ere et utilladeligt Hjælpemiddel og Betalingsmiddel, i gode Tider et af Midlerne til at skabe en ufordelagtig Handelsbalance", jfr. Indledningen til Plakat 8. Juli 1785. Det var ganske nødvendigt at bringe Pengevæsenet i Orden inden man indlod sig paa Hovedopgaven, at fremme Handel og Fabriksvirksomhed samt ordne Statens Finanser. Man var klar over Skyggesiderne ved at Staten ejede Banken. Det maatte erindres, hvor store Tab Kronen paa Grund af Sedlernes lave Kurs led ved at have saa godt som alle sine Indtægter i Danmark og Norge i Papirpenge, hvorledes det kostede langt mere med disse Penge at anskaffe Statens Fornødenheder til Hær, Flaade og deslige, og ligeledes at udvide Afdragene paa Statsgælden end om man havde et velordnet Pengevæsen. Naar hertil føjes, hvad der vilde vindes ved Indtægterne i Øresund, naar Tolden her erlagdes i god rede Mønt i Stedet for Papirpenge, da ses deraf, at Bankens Indtægter kjøbes dyrt af Staten".
Den 2. Juli 1790 godkendte Kongen Kommissionens Indstilling "angaaende den nuværende Bankes Realisation, en nye Species Bankes Oprettelse og Species Myntens tilkommende Indførelse for at være, ligesom den nu er i Hertugdomene, den i Rigerne circulerende almindeligste og egentlige Landets Mynt", men tilføjede, at Sagen skulde nærmere foredrages af Finanskollegiet. Dette skete i en omfangsrig Forestilling til Kongen af 28. Januar 1791 (10).
Ved Finansernes Indgriben i Finanskommissionens Indstilling og Betragtninger blev Møntreformen for Kongerigerne i Sammenligning med Hertugdømmerne dybt forkludret, idet Finansernes ledende Mænd under Trykket af Statens forviklede Pengeforhold, der blev yderligere præjudicerede ved Krigstilstanden, ikke saa nogen Udvej til en saadan følgerigtig Gennemførelse af Møntsagen i Kongerigerne som i Hertugdommerne. Man havde ikke Midler til inden Reformens Iværksættelse, som i Hertugdømmerne, at skabe en Møntfond; man kunde, som Følge heraf, heller ikke strax gøre Specien til tvungent Betalingsmiddel i Kongerigerne; man kunde ikke strax paabyde den nyoprettede dansk-norske Speciebank ene og alene at vexle sine Sedler i Speciemønt etc. etc. Men man vilde dog ufortøvet starte den ny Bank for at skabe et Skin af Møntreform. Med andre Ord: det blev et lignende Humbugsforetagende som Pl. 8. Juli 1785 om Statsgældens Afbetaling. Selvfølgelig var Ordningen af Kongerigernes Pengevæsen, der var uhjælpelig inficeret af de uindløselige Pengesedler, og som ikke støttedes af saa økonomisk funderet et Samfund som Hertugdømmernes, et Sisyfusarbejde, men det maa dog erkendes for at være en Karaktersvaghed hos en Mand som Ernst Schimmelmann mod bedre Vidende og mod de i Hertugdømmerne praktiserede Principper og indhøstede Erfaringer at gaa til en saa letsindig og letbenet Reform som den af ham sanktionerede Specieindførelse i Kongerigerne.
Det som i denne Forbindelse, hvor der foreløbig kun er SpørgsmaaI om at gøre Rede for selve Udmøntningen, især har Interesse, er den iøjnespringende Forskel mellem selve Møntforberedelserne til den slesvig-holstenske Speciemønts og den dansk-norske Speciemønts Indførelse. Medens man i c. 1½ Aar forinden i Altona var travlt beskæftiget med at slaa Speciemønt som Grundlag for Møntreformen i Hertugdømmerne 1788, sloges ikke en dansk Specie forud for 1791, ja end ikke i de første Aar efter den dansk-norske Speciebanks Oprettelse; en Del norske Specier saa derimod Dagens Lys. Kongen resolverede den 11. Februar 1791, at Banken skulde oprettes, den 16. Februar udstedtes aabent Brev om Indbydelse til et Interessentskab om en saadan Bank, samme Dag udstedtes Oktroi for Banken, og den 24. Juni 1791 udfærdigedes Frdg. om Bankens Oprettelse, saaledes at denne skulde aabne den 1. Juli næstefter, altsammen uden at der var slaaet eller blev truffet Foranstaltning til, at der kunde blive slaaet den Speciemønt, efter hvilken Banken og dens Sedler tog Navn. Hvilket Hastværksarbejde i Sammenligning med Reformen af 1788! Det er derfor intet Under, at Oktroiens § 8 bestemmer, at Speciebanken maa indfri sine Sedler ikke blot i Specier, - hvoraf kun faa var for Haanden - men ogsaa i Kurant Sedler efter Kurs, den afgrundsdybe Forskel mellem Hertugdømmernes Bank og Kongerigernes.
Der tales derfor heller ikke i alle disse Bestemmelser om nogen Udmøntning af Specier. I Frdg. 24. Juni 1791 § 7 staar kun "Species-Mynten, som Banken bruger, skal være den samme efter Gehalt, Vægt og Myndtfod, som den der allerede forhen har været gangbar i samtlige Vore Riger og Lande, og nu sidst ved Vor Forordning af 29de Februarii 1788 er befalet at gaae og gielde i Vore Hertugdomme udmyntet nemlig: til 9 1/4 Rdlr. af Marken fiin."
I den foranomtalte grundlæggende Forestilling til Kongen af 28. Januar 1791 indrømmer man sin Uformuenhed i Møntspørgsmaalet: "Species Myntens Indførelse som gangbar Landets Mynt kan ikke finde Sted, førend en saadan Sum af den gamle Bankes Sedler er inddraget, at Forholdet mellem Dansk Courant og Specier kan fastsættes paa samme Maade, som det i Hertugdømmerne er sket, og forsaavidt betreffer de Anordninger, som foreskrive den Species Mynt og de Species Sedlers Gieldende og Omløb, som den nye Banke bruger, indeholdes det i ... Forslagene ... om Bankens Indretning. Finantscollegiet har derfor ogsaa forhen yttret den Formening, af D. Majt. vilde ... bestemme Sig til at udsætte de nærmere Befalinger saavel om den for Rigerne bestemte Species Mynts Afdelinger, som om det videre dens Omløb og Forhold til den gamle klingende Courant Mynt betreffende, til den Tid, da Species Mynten kan erklæres for den i Rigerne gangbare." I fornævnte Betragtning havde Finanserne ikke Ret. Enten maatte Reformen grundlægges med den fornødne nye Møntbestand eller udsættes til en saadan forelaa og Kurantbankens Sedler i fornødent Omfang var inddragne. At sammenblande de 2 Slags Mønt var kun en ny Møntforvirring, der skulde tage sig ud som en Reform og paa ingen Maade - som Formaalet var - kunde danne det solide og urokkelige Grundlag for alle de andre Reformer paa Handelens og Finansvæsenets Omraader.
Det eneste man mandede sig op til, var at erlægge Kongens Indskud i Banken i klingende Speciemønt, men hvor langt var det ikke fra den Udmøntning, der dannede Basis for Speciereformen i Hertugdømmerne. Den dansk-norske Speciebank skulde udgøre et Aktieselskab med en Aktiekapital paa 2,4 MIII. Rdlr. Species fordelt paa 6000 Aktier á 400 Rdlr-Species. Af disse tegnede Kongen sig for 640 Aktier eller 256.000 Rdlr. Species, som Finanskollegiet fandt "det passeligst erlægges i Specier in natura og for ikke at opkøbe det dertil behøvende Sølv i Hamburg samt lade det udpræge i Altona og Specier derefter bringe hertil paa en Tid da det ved Kongsberg tilvirkende Sølv derfra udsendes til Hamburg og sælges, har man forment, at dette Sølv, saavidt det tilstrækker, kunde benyttes til disse Speciers Udmøntning, hvorved Transporten fra København til Hamburg og fra Altona til København kunde spares, ey at tale om, at Møntomkostningerne paa Kongsberg, hvor Materialier er i lette Priser og de fleste Maskiner drives med Vand, sandsynligvis vil udfalde noget ringere end i Altona." Derfor fik Kongsberg 9. Marts 1791 Ordre til at slaa Specier af Bjergværkssølvet og Bauert Besked om at udføre nogle Tegninger til de nye Specier og forfærdige-nogle Stempler til Efterretning for Stempelskærer Lunde paa Kongsberg (11). Der blev saaledes foreløbig ingen Specieudmøntning i København. Intet Under derfor, at de Medailleurer, der boede i København, men ikke havde fast Ansættelse og Løn ved Mønten, følte sig ilde tilmode, idet de ikke fik Stempler i Entreprise med dertil hørende Betaling pr. Stk.
Signetstikker og Graveur Salomon Ahron Jacobson søgte derfor om Støtte, da han ikke kunde leve som Graveur. Han havde skaaret en Medaille over Ole Borch - som var god og som Prøve nogle Speciestempler, hvormed Finanskollegiet var tilfreds. Han fik 1792 200 R. aarlig af den 1/6 af Pensionsfonden, der var bestemt til fortjente Personers Belønning. Geert Hull, der i 3 Aar havde studeret i Frankrig og Italien for 400 R. aarlig af Fonden ad usus publicos, "beder om at faa sin Skæbne bestemt." Da intet Stempelskærerembede i Øjeblikket var ledigt, fik han samtidigt en lignende Understøttelse. Holm, der alt nød Hjælp fra Staten, havde faaet for meget Forskud paa nogle tidligere leverede Stempler. Da han sad "i maadelige Omstændigheder", kunde man ikke haabe at faa noget tilbage fra ham eller afkorte noget Beløb i hans Understøttelse. Det var saaledes ikke lystelige Forhold, hvorunder Datidens Kunstnere i Stempelskæring arbejdede. Selv om den fastansatte Bauert hedder det, at han sidder "med en talrig Familie i trængende Omstændigheder" og som Hjælp nyder en mindre Fribolig paa Mønten, han egentlig ikke har Ret til eller Krav paa. Jacobson søger at bøde paa sine trange Kaar ved at forlange Betaling ikke blot for sine Stempler, men ogsaa for de Poinçons, han benytter til Stempelforfærdigelsen. Dette afvises med Foragt, om end man anerkender hans Stempler som værende af "fortrinlig Godhed". Senere fik han dog fat i den lange Ende over for Finanskollegiet. Han havde som nævnt forfærdiget nogle Stempler til danske Specier (12) og afleveret sine Poinçons uforseglede til Finanskollegiet, hvorfra de var deponerede paa Mønten, men den 26. Januar 1796 gjorde han opmærksom paa, at de paa Kongsberg forfærdigede Specier i saa høj Grad lignede hans, at han maatte formode, de var lavede med hans Poinçons. Ved en Undersøgelse viste det sig, at Stempelskærer Lunde, der i sin Tid havde faaet Tilladelse til at tage Kontrapoinçons af Bauerts Specier, ogsaa havde taget saadanne Poinçons af Jacobsons, der var sendt til Kongsberg, (hvilket var en Fejl fra Møntens Side i København, men hvortil denne øjensynlig søgte sin Undskyldning deri, at de var afleverede uforseglede). I Juli fortsatte Jacobson sine Klagemaal og bad om at faa en Understøttelse, til en Studierejse til Stockholm for at dyrke sin Kunst og sætte sig ind i Møntvæsenet og Møntmaskineriet dersteds. Endvidere vilde han have Expectance paa Møntmedaillørstillingen i København. Finanskollegiet inaatte erkende den Fejl der var begaaet, thi man kunde benytte Bauerts Stempler paa den anførte Maade, fordi denne var fast ansat, ikke Jacobsons, da han ikke havde fast Ansættelse. Lunde kunde have troet sig beføjet dertil, men havde dog ikke sat sit Navn i Stemplerne, da disse tildels ikke var hans eget Arbejde. Jacobson fik 200 R. til Stockholmerturen, men ikke Expectance paa Medaillørtjenesten "da Hs. Majt. ikke i Almindelighed meddeler deslige Løfter, skønt Jacobsons Arbejder i dette Fag er af den Beskaffenhed, at han ved forefaldende Vakance altid vilde fortiene at komme meget i Betragtning". Han var da nylig optaget som Medlem af Kunstakademiet, der havde anbefalet ham (13).
Netop ved dette Tidspunkt begyndte der paany at komme Liv i den københavnske Møntvirksomhed. Som nævnt skulde Kongens Aktieindskud i Banken berigtiges med Specier, møntede paa Kongsberg. Det kneb med at skaffe Midler til denne forholdsvis beskedne Møntning. Finanskollegiet maatte søge Kongens Bemyndigelse til at udfylde Blanketter til Statsobligationer á 4 % (14). Dette lød i og for sig ikke lovende. End mindre tegnede det godt, at Staten stadig maatte optage Laan til Hævdelse af Landets Neutralitet, saaledes iflg. Forestilling af 8, Resl. 16. April 1794 et Laan paa 400.000 R. (15). Man erkendte, der kun var 2 Udveje: "Paalæg eller Laan". Man foretrak det sidste! Men allerede i Juli 1794 maatte man til Paalæggene: Afgifter af Skibe, paa Varer fra fremmede Steder, af Sukker og Kaffe m. m. Der skulde skaffes Penge, thi Admiralitetet forlangte udrustet 7 Linieskibe, 2 Fregatter, og nogle mindre Skibe til Togt og Vagttjeneste i 5 Maaneder, hvortil vilde medgaa 4 á 500.000 R. Naar det under disse truende Forhold alligevel gik godt med Pengevæsenet, med Kurantsedlerne og Speciebanken, var Grunden den samme som saa mange Gange før og senere: de stores Kiv, der lod de smaa ret føre et fortjenstfuldt Liv. I Læ af Revolutionskrigenes Uro sad vi i det stille og skovlede Penge ind (16). Dette Forhold fik ogsaa Indflydelse paa Møntvirksomheden, thi den af Finanskollegiet forlangte Bedring i Forholdet mellem Specier og Kurant som Betingelse for Fastsættelsen af et fast Forhold mellem de 2 Møntsorter var nu mod al Forventning og paa Trods af Kollegiets "mesures" foreløbig indtraadt, hvilket efter Kollegiets Formening igen var en Forudsætning for at gaa videre med Møntreformen ved Udmøntning af Specier og disses Underafdelinger. Vendepunktet laa omkring 1794.
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 71-82)