(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 104-114)
D) side 104-114. Anden kontakt med Boulton. "Frivilligt Offer"
(A,
B,
C,
E,
F)
I Begyndelsen af 1803 besluttede Finanskollegiet at genoptage Forhandlingerne med M. Boulton om Leveringen af Dampprægemaskinen. Ole Warberg, der i Mellemtiden var bleven Professor i Astronomi, erklærede i en Skrivelse af 27. April 1803 (43), at endskønt Vedkommmende vel kunde falde paa at anse denne Sag som aldeles ophævet, da der siden hans Hjemkomst ikke var korresponderet derom, saa mente han dog, at det ikke vilde være vanskeligt efter den Maade, paa hvilken han havde taget Tingene, at begynde en ny Underhandling, idet det tidligere kunde anses som foreløbige Undersøgelser og Forberedelser. Om Stemplerne til de moderne Mønter ytrede han: "For at vedligeholde Præget paa gangbar Mønt, kan de slaas hule, saaledes at de ikke kan gnides eller slides uden paa Kanten, hvortil hører en særdeles Slags Stempler, som altsaa maa være ophøjede. jeg anser dette for en vigtig Forbedring, og da vi ikke har nogen saadan Slags Stempler, og Bekostningen af et Par, som kunde tiene som Mynster, ikke vilde være betydelig, saa skulde jeg foreslaa og bede, at jeg maatte lade et saadant Par Stempler forfærdige; man kunne enten vælge en gangbar Mynt eller give en Idee, hvorefter de kunde graveres". Ved kgl. Resl. af 13. Maj 1803 fik Kollegiet paany Bemyndigelse til at sende Warberg til England for at købe Maskinen, en Blanketjusterer samt et Par ophøjede Stempler (44).
Efter mange Besværligheder, navnlig med at opnaa Parlamentets Tilladelse til Prægemaskinens Udførelse, kunde der endelig den 20. Maj. 1805 afsluttes Kontrakt med Boulton om Maskinens Levering næstkommende April for en Sum af 6587 £. Maskineriet: 223 Stkr. og 57 Kasser, ca. 74 Tons ankom i August 1806 til Danmark, men først i Slutningen af 1807 vendte Warberg tilbage fra England og det varede endnu langt hen paa Aaret 1808, inden Maskineriet under hans Opsigt kunde blive behørigt opsat paa Mønten, hvor Professor, Hofbygmester P. Meyn havde forestaaet den fornødne Ombygning.
Angaaende Stemplerne indgik der en Skrivelse til Finanskollegiet fra Ole Warberg, dateret Birmingham den 3. Marts 1806 (45), hvori han nærmere forklarer, hvor vigtigt det er for at modarbejde Falsk og undgaa Slid at opnaa saa gode og nøjagtige Stempler, i hvilke Billedet gøres mere ophøjet end det tilforn har været paa gangbar Mønt. Til disse Stemplers Brug kan kun benyttes Dampmaskine, idet der udfordres mere Kraft end det var muligt at frembringe ved Hænder. Stemplerne maa være "ophøjede efter en vis Krumning og Diameteren maa være i Forhold. Billedet og Omskriften bliver varigere, da Kanten staar frem og forvarer det for Slid, og de er langt skønnere end almindelig Mynt. Efter lang Overvejelse og modent Overlæg med den gamle og unge Mr. Boulton finde vi det nødvendigt at have et Sæt af saadanne Stempler. Mr. Boulton paatager sig ikke at gøre Stempler uden for sit eget Brug, men da disse ere nødvendige for at gøre den danske Mynt fuldkommen, hvilket er hans alvorlige Ønske, saa vil han udføre dem .... Med al den Agtelse jeg har for vore Kunstnere kan jeg ikke andet end erklære, at jeg .... tror det umuligt at faa dem gjort hjemme." De vilde blive lige og kunde tjene som Mønster for andre. Han foreslaar 5 Par Stempler: 1/1, 2/3, 1/3, 1/6 og 1/12 Specie, paa Billedsiden omkring Hovedet: Christianus VII Dei Gratia Rex, paa Reversen det Vaaben, der nu staar paa Specien med Omskrift Daniæ. Norveg. Vand. Gothor. Der skulde blive gjort de fornødne Forsøg for at naa til den passende Diameter til de forskellige Sorter; hvert Par Stempler skulde koste 20 Guinees. Warberg fik derefter Kollegiets Bemyndigelse til at lade disse Stempler anskaffe. I et senere Brev af 4. Septbr. s. A. retter Warberg Reversomskriften til Daniæ Norvegiæ Van(d) Goth Rex og gør Rede for alle de Forsøg der er gjort for at finde det rigtige Forhold af Diameter og Tykkelse m. v. (46). Der vilde ingen Møntværdi blive anbragt. Den kunde hjemme indsættes ved Siderne af Reversvaabnet. Disse Stempler kunde derfor tjene til al Slags Mønt, Dansk eller Holstensk.
Det var fornævnte Medaillør C. H. Küchler, der i disse Aar skar Stemplerne til Mønten i Soho, og det blev saaledes ogsaa ham, der forfærdigede de af Warberg omtalte Prøvestempler.
Et Sæt Prøvemønt, 1/1, 2/3, 1/3, 1/6 og 1/12 Specie, skaarne af C. H. Küchler, Soho ved Birmingham.
Medens den københavnske Mønt undergik hele denne Fornyelsesproces, og saalænge Teknikere, Murere og Tømrere, Ingeniører og Smede huserede i det gamle Mønthus bag Charlottenborg, var det kun naturligt, at Mønten maatte ligge stille og al Udmøntning gaa til Kongsberg og Altona. Da de gamle Maskiner blev fjærnede og de nye stadig ikke kom eller i hvert Fald ikke kunde anbringes paa tilfredsstillende Maade, var Møntvirksomhed udelukket, skønt Bank og Regering gentagne Gange ønskede, at Udmøntning her maatte finde Sted. I 1800 manglede Banken aldeles Smaamønt til sine sædvanlige "Omvexlinger". Man kunde dog ikke ret tænke sig, at der var Mangel paa Mønt hos Publico, da der siden 1788 foruden det da circulerende Smaakurant var sat i Omløb ca. 1 Mill. R., og saadan Mangel sporedes ikke heller uden paa visse Steder i Norge. Det havde jo ogsaa udgjort en Del af Planen for Speciemøntens almindelige Indførelse i Landet, at ikke mere Skillemønt skulde sættes i Omløb, da man havde anset den Masse, som deraf var sat i Circulation for at være tilstrækkelig til Landets Fornødenhed. Imidlertid var det jo nødvendigt, at Kurantbanken var forsynet med saa meget af denne Møntsort, som udfordredes til at udvexle efter de hidtil antagne Regler til den, som maatte forlange det, men skulde man følge foranforte Sætning: at ikke en større Sum af Smaamønt skulde sættes i Omløb end der nu er, saa kunde Banken ikke forsynes med det, den deraf behøvede, uden ved at opkøbe den underhaanden eller ved at lade den indeholde hos Oppebørselsbetjentene og sende hertil, men begge disse Midler vilde gøre Opsigt og uden Tvivl foranledige, at de som havde Smaamønt i Hænde, holdt dem tilbage, og at en Agiotage (noget af det frygteligste Frederik VI. kendte) med denne Møntsort, som nu ikke finder Sted, vilde opkomme. Der var altsaa ingen anden Udvej end at lade den for Banken fornødne Summa smaa Kurant udmønte, hvorved da opstod det Spørgsmaal, hvorledes denne Udmøntning skulde ske (47).
Efter det antagne System: at Pengene i Kongerigerne og Hertugdømmerne i Fremtiden skulde være af samme Møntfod, burde en ny Skillemønt være i Gehalt og Møntfod = den i Hertugdømmerne, hvorefter altsaa 2 ß vilde være 4 l, 13 R. paa Marken fin. Af de nu i Omløb værende 2 ß var de nyere 5 l, 12 R. paa Marken fin (48). Da de nye 2 ß efter den i Hertugdømmerne antagne Møntfod altsaa vilde blive slettere end disse, saa kunde det synes at befrygte, at en Agio mellem disse vilde finde Sted, men naar derimod toges i Betragtning, hvilken Møjsommelighed der vilde være forbunden ved at samle en saa betydelig Mængde af slige 2 ß, at det kunde lønne Umagen, i Særdeleshed, naar den Summa, som udmøntes i 2 ß til 13 R. paa Marken f., ikke bliver af Betydenhed, saa vilde denne Betænkelighed uden Tvivl bortfalde. Saa meget mindre syntes en saadan Agiotage at kunne befrygtes, at den ikke er bemærket hidtil at have fundet Sted mellem de nu circulerende nyere og ældre 2 ß, da dog disse sidste for Størstedelen var udmøntede 4 1/2 l, 13 1/3 R. paa Marken f. (49) og formedelst Slid den lange Tid de havde circuleret, gærne kunde antages at være forringede endnu nogle R. pr. Mark. Der kunde vel møntes 4 ß efter Speciefod, ved hvilke saadan Agiotage ikke var at befrygte, men da dette var en ny Møntfod, som vilde blive søgt med Begærlighed, saa vilde formodentlig ved en saadan Udmøntning Hensigten at forskaffe Banken et Forraad af Smaamønt for nogen Tid ikke opnaas. Udmøntning af 2 ß i Overensstemmelse med Hertugdømmernes maatte være Hovedsagen. Hensigten ved alle nye Udmøntninger var at sætte Kongerigerne og Hertugdømmerne paa een Fod. Den 19. Nvbr. 1800 resolverede Kongen Udmøntning af 2 ß, 4 l, 13 R. paa Marken f., der bedst kunde foretages paa Kongsberg (50) og 4. Febr. 1801 udstedtes Plakat om disse Mønter.
Da der efter denne Møntfod gik 624 Stkr. paa Marken fin og Udmøntningen saaledes var temmelig besværlig, kunde Kongsberg ikke overkomme Arbejdet. Altona havde i Forvejen en Del at bestille. Man maatte se at faa Københavns Mønt i Gang igen. De gamle Presser maatte midlertidig tages i Brug og sættes i Stand. Der nedsattes en højtidelig Kommission, bestaaende af 2 Finans-Deputerede Etatsraad Ryge og Justitsraad Lange samt Professor Warberg til at overvaage (!) de Foranstaltninger for at fremme Udmøntningen af Smaamønt, som Omstændighederne maatte fordre. At Maskineriet gik trægt, naar flere høje Embedsmænd skulde sættes i Arbejde for en saadan Bagatel som ca. 100.000 R. i 2 ß, kan man forstaa (51).
2 ß 1801 slaaet i København.
Den nye Møntmester i København, Branth, maa ved denne Lejlighed have gjort sig fordelagtig bekendt hos de overvaagne 2 Finansdeputerede, thi i Juni 1802 fik han, skønt den gamle Møntdirektør Lyng endnu levede og fungerede - i hvert Fald af Navn -, Prædikat af Møntdirektør med Rang efter Rangforordningens 7. Klasse Nr. 2! I Indstillingen udtales, at Branth ved sin Tiltrædelse som Møntmester 1797 havde forefundet Mønten i en miserabel Tilstand, dels fordi den i længere Tid havde staaet stille, dels fordi forrige Møntmester Lyng paa Grund af tiltagende Alder og Svagelighed havde manglet den fornødne Virksomhed til at paase dens Istandsættelse, hvorfor Finanskollegiet havde maattet foreslaa hans Entledigelse. Branth havde sørget for Opførelse af Smelteovn, Pressernes Istandsættelse, en ny Amalgationsindretning, bedre Valseværk, derfor billigere Udmøntning i det Hele taget (52).
Trods alt dette var det dog kun en mager Udmøntningsvirksomhed, der fandt Sted paa Københavns Mønt, men herfor bar selvfølgelig den store Omforandring Hovedskylden.
Imidlertid skred Møntvæsenet i Kongerigerne sin Opløsning i Møde som Følge af Kurantsedlernes tiltagende Masse og den nyoprettede dansk-norske Speciebanks Svigten.
Dette maatte naturnødvendigt faa indgribende Betydning for Udmøntningen af kongerigsk Mønt.
Kongsberg Mønt, der iøvrigt nedlagdes 1806 sammen med Sølvværket, som ikke betalte sig, havde ikke kunnet overkomme at forsyne Kongerigerne med de nye 2 ß efter Plakat 4. Februar 1801, af den naturlige Grund, at Folk med den tiltagende slette Kurs paa Kurantsedler opsamlede dem og sendte dem til Holsten til Indkøb af Speciesedler, der paa denne Maade kunde erholdes billigere end paa Børsen, idet Kursen mellem slesvigholstensk og dansk Kurant var 125-141.- Bankkontoret i Altona havde derfor gjort opmærksom paa, at der i Hamburg og Holsten ret hyppigt fremkom kejserlige 7 Kreutzer af samme Gehalt som 2 ß, at de derfor kunde anvendes til 2 ß og at deres Gehalt i Hamburg og Altona beregnes og købes til 3 Lod 17 Gren. Derfor foreslog Finanskollegiet, at der skulde opkøbes 50.000 R. 7-Kreutzer Stkr., at de nye 2 ß, for at forhindre, at de forsvandt fra Kongerigerne ikke rnaatte sættes i Circulation i Hertugdømmerne og at de burde have et nyt Præg, dobbelt C. 7 med Krone og Indskrift 1/48 R. Courant. Ved Resl. 27. September 1805 godkendte Kongen Propositionen, dog at Præget skulde være som paa de samme Aar paa Kongsberg udmøntede 2 ß (53), 4 l. 13 R. K. paa Marken f.
2 ß d. slaaet i Altona.
Da Krigen udbrød 1807 blev - samtidig med de store Emissioner af Sedler - Trangen til Smaamønt end voldsommere. Det kunde jo ikke nytte at forsyne Armeernes Soldater med Sedler, hvoraf de mindste dengang kun var paa 1 R., naar de ikke kunde faa disse Rigsdalersedler vexlede i Smaamønt til Betaling af deres Smaafornødenheder. Den 3. September 1807 bestemte Kongen derfor, at der skulde slaas 4 ß til ikke under 14 R. paa Marken f. De blev slaaet i Altona 4 l. 15 R. paa Marken f. (54) og der udstedtes 25. Septbr. 1807 en Plakat om deres Omløb i Danmark og Norge.
4 ß d. slaaet i Altona.
Samtidig begyndte man de første Overvejelser med Hensyn til ny Kobbermønt. Kurantens rask faldende Kurs jagede den sidste Rest af ældre Skillemønt af Landet, og man besluttede derfor, at der foreløbig skulde anstilles Forsøg, for at man kunde se, hvor mange 1 ß der til Kobberets nuværende Pris kunde udbringes af 1 Pund (55).
Det var dog foreløbig ikke Møntstempler, men Seddelplader det gjaldt om at fabrikere, ikke blot til Kurantsedler, men ogsaa og særlig til de nye Skatkammerfondsbeviser paa 2 og 20 R., som Landet skulde oversvømmes af for at skaffe Kuranter til Krigens Førelse. Stempelskæreren paa Københavns Mønt Gianelli paatog sig at forfærdige Stemplerne til de nye Sedler og arbejdede Dag og Nat i 7 Uger for at skaffe dem færdige. Han, der i Forvejen var svagelig paa Grund af et ulykkeligt Fald c. 1 1/2 Aar efter sin Ansættelse, fik nu som Følge af Overanstrængelse et apoplektisk Tilfælde og afgik ved Døden den 23. Decbr. 1807. Enken Anna Margrethe Louise Boyesen sad tilbage med 2 smaa Børn. Finanskollegiet, der kendte Afdøde "som en talentfuld og stræbsom Kunstner" fik hende tillagt en Pension af 100 R. aarlig og en Gratification af 150 R. en Gang for Alle (56).
Krigen gik videre, spredende Sorg og Ulykke overalt. Pengevanskelighederne blev større og større. Flaaden var tagen af Englænderne og private Bidragydere skænkede deres Sølv til Flaadens Nybygning. Den 2. Januar 1808 tilskrev Kongen den da i Rendsborg værende Afdeling af Finanskollegiet, at dette Sølv skulde udmøntes i et Numerair paa 1/6 Rdlr. d. K. 8 l., 15 R. paa Marken f., der udelukkende skulde gaa i Danmark og Norge for at lette de danske Kurantsedlers Omvexling og modtages for 16 ß d. K. i alle Kasser undtagen i Hertugdømmerne. De der eftergjorde dette Numerair, skulde straffes som Falskmøntnere. At dette udtrykkelig fastsattes, skyldtes, at dette Stykke ikke var en egentlig Mønt, men et Pengerepræsentativ. Det kunde under Møntens Omforandring ikke møntes i København men Bauert i Altona fik Ordre til at skære Stemplerne, og Møntningen skulde foretages i Altona. Imidlertid havde Udmøntningen af Specier, 2 og 4 ß d. i Altona, Sølvets Anskaffelse i Hamburg og den Omstændighed, at Bauert havde forfærdiget nogle Stempler, hvorved det af Kongen approberede Præg ikke blev tydeligt, da det havde for lidet Omfang, forhalet Tiden, saa at Udmøntningen først senere kunde foretages og 2 Explr. forelægges Kongen sammen med en Forordning til Underskrift; men Finanskollegiet gjorde samtidig den 6. Aug. 1808 Kongen opmærksom paa, dels at de frivillige Bidrag kun udgjorde 2404 Mark 15 3/4 Lod brutto, dvs: c. 20.000 R., dels at 15 R. paa Marken f. eller en Kurs af 162 2/37 R. d. K. pr. 100 Specier, da Kursen nu var meget slettere, vilde bevirke, at dette Numerair ikke længe vilde blive i Omløbet. Kongen forlangte da en Indstilling, om Udmøntningen ikke kunde ske af ringere Gehalt end 8 l., paa Marken f. til 16 à 17 R. (57).
Numerair for 1/6 Rdlr., det saakaldte "Frivilligt Offer", slaaet i AItona.
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 104-114)
Noter: