KLIK for forstørrelse!

ANDET KAPITEL
UDMØNTNINGEN

1. Mønten i København

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 339-351)

A. Rigsbanktegnene. Ole Warberg

I et Land, hvor bortset fra Dele af Hertugdømmerne bogstavelig talt al Sølvmønt var forjagen over Grænserne, og hvor uindløselige Papirpenge var bleven det eneste Omsætningsmiddel, maatte nødvendigvis Mønter og Udmøntning spille en beskeden og secundær Rolle i Forhold til Seddeludstedelsen. Det var imidlertid ikke, fordi denne Tilstand vandt Befolkningens eller Regeringens Bifald. Tværtimod ønskede man snarest muligt at komme ud af disse usikre Forhold.

Allerede i Schimmelmanns første Udkast af 17. Juni 1812 foresloges, at den nye Mønt, som nu skulde gaa og gælde i Rigerne og som det var Maalet at lade Rigsbanksedlerne paa Anfordring indvexles med, skulde sættes til 18 1/2 Rigsbankdaler af fint Sølv, med andre Ord en halv Speciemøntfod. I Finanskollegiets Forestilling af 15. August s. A. udtales om denne Mønt: "I hvor lidt Haab der end er til, at Sølvmynt under det ny Pengevæsen vil kunne holde sig i Omløb, saa vil dog en total Mangel af en Sølvmynt, hvortil Numeræret kunde referere sig, udentvivl have en skadelig Indflydelse paa Meningen. Med Hensyn til Hertugdømmerne, hvor Sølvet endnu er gængs, hvor selv mange Betalinger i det Store endnu sker i rede Mynt, vil det ogsaa være nødvendigt dog for det første at have noget reelt at give dem i Stedet for det, de miste. Til Skillemynt holder man for, at der ej bør anvendes Sølv; men at de nuværende Kobberpenge, maaske med en liden Forandring, udelukkende dertil bruges. En Sum af omtrent en Mill. Rbdlr. vilde vel dertil behøves. For 1 Specie i Mynt gives 2 Rbdlr. i Sølv." Idet Kongen ved Resl. 25. s. M. godkendte Finanskollegiets og Schimmelmanns Forslag om den ny, Mønt, vilde han dog høre Kollegiets Mening, om de tidligere Kobber 3 ß kunde gaa for 1 Rb. ß og Kobber 1 ß for 1/2 Rb. ß, idet "Skillemøntens Gehalt ikke kunde have nogen Indflydelse paa Kursen, allerhelst den Bestemmelse maatte vedblive, at ingen i nogen Betaling er forbunden til at modtage mere end 1 Rdlr. i Skillemyndt. Den fremsatte Mening at give 2 Rigsbankdalere i Sølv for hver indløsende Sølv-Species, kunde Vi ikke bifalde; det maatte i hvert Fald være bedre at lade Speciestykkerne fremdeles circulere som 2 Daler Stkr. end uden al nyttig Hensigt at indløse dem paa en Maade, hvorved man blot paatager sig en ufornøden skiøndt ej ubekostelig Ommyndtning." Heri havde Kongen unægtelig fuldkommen Ret, men det viser, at det i Virkeligheden var en Speciemøntfod maskeret under et andet Navn, man søgte at vende tilbage til. Naar man valgte 1/2 Specien = Rigsbankdaleren, var det som alt nævnt, for at Bankerotten skulde tage sig mindre grel ud, muligvis ogsaa for, at den større Regningsenhed, Specien, ikke skulde have uheldig Indflydelse paa Priserne.

Paa Kongens Spørgsmaal om Skillemønten svarede Kollegiet den 23. Nov. 1812, at man ikke turde tilraade at benytte den nu kurserende Kobbermønt. "Deels afstedkommer det let Forvirring, at en Mynt gjelder enten mere eller mindre end dens Præg antyder; deels drages der saa let af den Maalestok, som maatte lægges til Grund for denne Reduction, Slutninger om det ny Numerairs Værdi, hvilke, ihvor ugrundet de end ere, dog kunne have skadelig Indflydelse paa Opinionen. Den for en Deel mislykkede Omprægning af de gamle Kobber Een Skillinger er derpaa et Bevis, da Mængden ansaae det for en indirekte Erklæring, at den danske Courant havde kun 1/12 Deel af sin oprindelige Værdi." Man ansaa det for uheldigt at udstede Sedler under 1 Rbdlr.; der maatte derfor sættes 1 Mill. Rbdlr. Skillemønt i Omløb "som, om end alle tre Mynter dermed sættes i Arbejde, dog udfordrede en Deel Tid for at vorde færdige." Kollegiet kunde derfor tænke sig som en midlertidig Foranstaltning, at Øvrighederne autoriseredes til for enkelte Egne at udstede Smaasedler, (jfr. de private Sedler). "Endskiønt Værdien ved Skillemynt lidet kommer i Betragtning, saa finder man det dog betænkeligt at lade den første Mynt, som sættes i Omløb under det ny Pengevæsen, være alt for slet (!) Man foreslog derfor de nye Rigsbank ß til 96 Stkr. = 1 Rbdlr. af c. 1 Pund Kobber. De blev derved af samme Vægt som de i Kongerigerne indkaldte, i Hertirgdømmerne i Circulation satte Kobber 2 ß. Efter en Kobberpris af 80 R. Banco for Skp. Pund vilde disse ß svare til en Kurs af 360 Rbdlr. mod 100 R. Banco.

For at fremme Udmøntningen kunde man inden Planens Bekendtgørelse lade lave de fornødne Blanketter, der vilde blive af Størrelse og Vægt som de nuværende 6 ß Stkr.; dette vilde derfor ikke vække Opsigt og Hensigten kunde ikke opdages (!). Aversstemplet kunde derhos udføres, medens Reversen med Værdien maatte opsættes. Kongen godkendte 13. Decbr. 1812 disse Foranstaltninger, idet han vilde overlade til Kollegiet at afgøre, om hans Brystbillede eller Chiffer skulde sættes paa Forsiden. Medens Kongen ved Resl. 18. s. M. godkendte de senere udstedte Rigsbanksedler, ønskede han, at det aldeles maatte undgaas, at der udstedtes mindre Sedler under Øvrighedernes Autoritet, "da vi derved befrygte Misbrug; siden ingen paatrængende Nødvendighed er forhaanden til at indkalde de nu i Omløb værende Smaasedler og Skillemyndt, saalænge de hidtilværende større Sedler alligevel maa vedblive at circulere, saa formene Vi at denne Mesure ogsaa uden Vanskelighed vil kunne bortfalde!" Her havde Frederik VI. for en Gangs Skyld baade logisk og reelt helt og fuldt Ret!

Den 3. December kom Kollegiet paany ind paa Møntspørgsmaalet: Naar Banken eller Finanserne kom i Besiddelse af Sølv (!), kunde man udmønte 1/1, 1/2 og 1/4 Rbdlr., mere behøvedes ikke. Da Specien var 14 lødig, maatte Rb.daleren for at faa en passende Størrelse ligesom Rigsorten kun være 9 lødig. Den nuværende Speciemønt kunde dog vedblive at circulere for det dobbelte Beløb i Rbdlr. Af Skillemønt skulde ingen være pligtig at modtage mere end hvad der svarede til den mindste Rigsbankseddel. Fik nogle flere, var Banken pligtig at vexle dem med Sedler, men det kunde da muligen være et gavnligt Middel, om derforuden 1 ß tillige udmyntedes Banktegn af Kobberpaa 8 og 16 ß, hvilke uden at indeholde den forholdsmæssige større Kobberkvantitet dog skulde have samme Værdi, fordi de skulde være realisable med det Kobberkvantum, de repræsenterede. De blive formedelst deres mindre Figur portative (!) og Bekostningen ved en større Kobbermasses Indsmeltning og Valsning sparedes. Den eneste Betænkelighed er den Risico, at de udenlands kunde vorde eftergjorte, og da de ere at betragte som Anvisninger paa Banken til at erholde Kobber, da berøve den sin Beholdning." Saa unægtelig denne Fare end var, fandt Kollegiet dog ikke man burde opgive Planen, hvis Udførelse vilde betyde en stor Lettelse i de daglige Omsætninger, med andre Ord Kollegiet søgte paa denne Maade at skaffe de Srnaasedler til Veje, om end af Kobber, som Kongen havde en panisk Skræk for og Aversion mod af Papir! De skulde have en smuk Udførelse og bære Indskrift f. Ex. Rigsbanktegn for 8 ß. 12 Stkr. til et Pund Kobber dvs: at den, der havde 12 saadanne Banktegn, havde Krav paa 1 Pund Kobber. "De havde paa den Maade samme intrinseque Værdi, som de allernaadigst befaldte 1 ß "! Den anden Sort kunde gælde 16 ß 6 Stkr. til 1 Pund Kobber. 8 ß kunde være lidt større end 1 ß, 16 ß atter noget større. Bestemt at angive, hvor mange der af hver Slags skulde gaa paa 1 Pund, kunde man ikke; det maatte rette sig efter de Stempler, som der muligen haves ved Mønten. Kongen bifaldt 24. Decbr. 1812 i Et og Alt Banktegnene. Han mente ikke der burde slaas andet end 1/1 og 1/2 Rbdlr. 9-lødig Gehalt vilde foraarsage betydelige Legeringsomkostninger, da man som Regel fik 11 à 12 lødigt Sølv i Handelen. Han vilde derfor foretrække denne sidste Lødighed (1).

Ved Pengeforordningen 5. Jan. 1813 § 5 bestemtes derefter Mønfoden for Statens nye Penge saaledes, at 18 1/2 Rbdlr. udprægedes af 1 Mark f. S. cølnsk Vægt. 1 Rbdlr. inddeltes i 6 Mark eller 96 ß. Efter § 13 skulde Skillemønten for det første, indtil en tilstrækkelig Sum af den nye var udpræget, hvorom nærmere Bekg. vilde udkomme, af den nuværende Kobbermønt gaa og gælde, de danske 12 ß og de slesvig-holstenske Sechslinge, hver for 2 Rb. ß, de for Danmark udprægede, senere indkaldte og nu i Hertugdommerne gangbare 2 ß for 1 Rb. ß, de danske 3 ß for 1/2 Rb. ß. Den 13. Januar 1813 tilskrev Kongen Kollegiet, at da 1/6 Rdlr. af 1808 udmøntedes "saavidt Vi erindrer til den samme Møntfod af 200 % som for den nyoprettede Rigsbankmønt er fastsat", skulde der udstedes Bekg. om, at disse 1/6 Rdlr. skulde gaa for. 1/6 Rbdlr., men Kollegiet gjorde heroverfor gældende, at 1/6 Rdlr. var udmøntet 19 R. paa Marken f. eller efter Kurs 207, altsaa 1/38 pr. Stk. slettere end Rbdlr., og at det derfor nærede Betænkelighed ved Bekg.s Udstedelse; tilmed var der kun 14.000 Rdlr. af disse Mønter i Kassen og i det Hele ikkun udmøntet 83.000 Rdlr., men Kongen skar igennem dette og befalede 18. januar Bekg.s Udstedelse hurtigst muligt, hvilket skete den 23. (2)

Efter at en Del af den ny Skillemønt var udmøntet, udstedtes Pl. 28. April 1813, hvorefter der af Skillemønten, som bestod i 1 ß af Kobber, gik 96 Stkr. paa 1 Pund; denne skulde modtages til Navneværdi, men ingen var pligtig at modtage mere end 95 ß ad Gangen. 1 ß 1771, sl.-holst. Sechslinge og danske 12 ß 1812 skulde gaa for 2 Rb. ß, 2 ß 1809-12 for 1 Rb. ß, 3 ß for 1/2 Rb. ß og 1 ß for 1/6 Rb. ß. "Med Hensyn til de Ulejligheder, som var forbundne med de mindre Pengesedler, hvilke i de seneste Tider havde været i Omløb i Rigerne, og da Udprægningen af egentlig Skillemynt, saalænge en fast Cours ei kunde tilvejebringes, var forbunden med betydeligt Tab og desuden ikke svarede til Hensigten", autoriserede Kongen ved Pl. 28. Decbr. 1813 Rigsbanken til "at udstede et Slags Banktegn i Kobber, der indtil videre skulde gaa og gælde som Betalingsmiddel i Kongerigerne." De var foreløbig kun bestemte til at lyde paa 6 og 12 Rb. ß og skulde i offentlige og private Betalinger uvægerlig modtages som Rigsbankpenge Navneværdi efter den paalydende Sum og som Rigsbankpenge Sølvværdi i Forhold til den bankbestemte Kurs, som til enhver Tid fandt Sted. Ved Pl. 11. Aug. 1814 udvidedes Bemyndigelsen til 16, 4 og 3 Rb. ß (3).

KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!
KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!

1813-15 Rigsbanktegn.

Kongen viste derhos stor Interesse for Udmøntningen af Rigsbankdalere. Den 28. Juni 1808 (sic.) dvs: 1813 tilskrev han Finanskollegiet om hastig Udmøntning af disse Mønter, "da Vi, om Udmyntning ikke paa anden Maade kan finde Sted, aller højst umiddelbart ville foranledige endeel Sølv dertil indleveret" (4). Dette stod i Forbindelse med, at man paatænkte Fyr- og Toldafgifterne opkrævede i rede Sølv, hvorom Frdg. udgik 8. Septbr. 1813, idet "Kongen fandt det fornødent under nærværende Omstændigheder at tillægge sine Finanser en sikker Indtægt i rede Sølv .... hvilket lettest og billigst kan ske fornemmeligen ved de Afgifter, som hidrøre fra Handelsforbindelse med Fremmede". Ole Warberg havde udarbejdet Forslag til Blanketter til Rbdlr. under Forudsætning af, at 1/1, 1/2 og 1/4 Rigsbankdalere skulde være 11-lødige, men Finanskollegiet fandt dem for smaa og foreslog derfor Kongen, at de skulde være 9-lødige som de gamle Rigsorter, men Kongen fandt med Rette, at Rigsdaleren ikke burde sammenblandes eller forvexles med den gamle Kurant, saa han holdt fast ved 11-Lødigheden, og befalede, at der skulde udstedes Bekendtgørelse om, at Private med 20 % Slagskat kunde faa udmøntet Rigsbankdalere. Kongen var saa utaalmodig, at han i Løbet af 1 Maaned 2 Gange erindrede Kollegiet om Sagen, men dette forklarede, at man først maatte have et Lager af Dalere til Udgivelse fra Mønten til Private, der leverede Sølv, og at man ikke uden stor Bekostning kunde mønte nogle 100 Mark Sølv, men maatte have et større Parti. "Da Deres Majestæts Casse for nærværende Tid intet Sølv ejer", havde Kollegiet henvendt sig til Rigsbanken, der havde stillet 200 Mark til Disposition. Stemplerne var færdige, men Han var iøvrigt ogsaa stærkt optagen af Udmøntningen af Rigsbanktegn, idet Banken næsten ikke havde flere Smaasedler paa 24, 12 og 8 ß at udgive. Paa den altonaske Mønt haabede man, at Udmøntningen snart vilde kunne begynde. Sølvet fra det tvungne Laan i Hertugdømmerne var tilsendt Møntmester Flor, af hvis Driftighed man kunde vente Arbejdet med Kraft fremmet. I Hertugdommerne, hvor Sølvcirculation opretholdtes, var det saa meget mere nødvendigt at skaffe Rigsdalere (5). Bag de ovenanførte Kollegiets Udtalelser skjuler sig en bitter Strid inden for den københavnske Mønt. Som allerede tidligere berørt havde Ole Warberg brugt meget spidse Albuer, da han ved Hjælp af den boultonske Dampmøntmaskine optraadte som Møntvæsenets Redningsmand. For at paatage sig denne Gerning, uden hvilken Samfundet efter hans Opfattelse sikkert vilde styrte sammen, havde han stillet som Betingelse at faa alle de ældre veltjente Folk ved Mønten forjagne, ja da man lod enkelte beholde beskedne Revisor- eller Medhjælpstjenester, kunde det end ikke tillades; de maatte bort og forvises af deres Tjenesteboliger med kortest muligt Varsel. Ole Warberg maa have været en saare herskesyg Natur, thi han kom paa Kant med alle ved Mønten. Mellem Medaillør Conradsen og Warberg opstod der de heftigste Rivninger som udartede til gensidige Klager overfor Kollegiet. Med den fremragende dygtige Møntsvend Freund kunde han ikke enes. Nu havde Ole Warberg forlangt sin Afsked, fordi han troede, at han i dette Øjeblik var uundværlig, og stillede som Vilkaar for sin Forbliven, at Freund og Conradsen fjærnedes fra Mønten, at Guardein Ole Bentzens Tilsyn med Møntmesteren indskrænkedes, at en fungerende Assistent, Gerlach, blev en Slags Vicemøntmester og at den dygtige Justermester Ausborn forflyttedes fra Altona til København, da Justermester Alberts ikke vilde blive hos Warberg. Kollegiet vilde imidlertid tage ham paa Ordet og indstillede ham til Afsked; det havde vist sig, at det var under bristende Forudsætninger man i sin Tid havde ansat ham; han fremmede ikke Møntmængden med den Fart, man havde ventet.

Assessor i Finanskollegiet Jonas Collin, der paa Kollegiets Vegne førte et Slags Overopsyn med Mønten og i det Hele bag Kulisserne har spillet en meget betydelig Rolle for Møntvæsenets Udvikling fra og med 1813, afgav en ret fældende Erklæring om Ole Warbergs Forhold. Med alle dem, som han i sin Tid skulde benytte ved Møntmaskinens Opsættelse og Anvendelse, Secretær Peter Borch, Holst, Englænderen Galespie og Assistent C. B. Alberts, var han kommet i Klammeri, og de var søgt bort fra Mønten. Nu vilde han berøve den allerede noget ældre og svagelige Flor i Altona hans bedste Mand, Ausborn, sikkert fordi han var jaloux paa Flor, fordi denne altid kunde arbejde til Kollegiets Tilfredshed. "Krænkende maatte det være for Ausborn, som har under Flor besørget mange 1000 Sp. udmøntet, at han skulde staa under Control og Anvisning af en Person (Gerlach), som 1/2 Aars Tid har set paa en Kobber ß Udmøntning. Dobbelt tungt vilde det være for ham, da han kom fra en Mand, der vist har behandlet ham venskabeligen. Stempelskærer Conradsen skal have sin Afsked for hans Gemytsbeskaffenhed og Opførsel, og Myntsvend Freund skal ligeledes removeres. Det er et nyt Sæt af Betjente, der skal fordrives fra en Indretning formedelst een Mands Særheder." Om Professor Warbergs Opførsel og Gemytsbeskaffenhed (!) havde Collin hørt meget af Møntens Betjente. "Dersom Professor Warberg skal bestyre Mynten, saa vilde jeg for Conradsens egen Skyld ønske ham en Levevej uden for den, thi det er kendeligt, at han græmmes over sin Stilling. Han er en duelig Kunstner, og her i Byen er ... ingen bedre. Hvem skulde succedere ham. Freund kender fra sin Broder saa meget til Professor Warberg, at han vist skyer at komme i Forbindelse med ham. Freunds Brøde er formodentlig den, at han har vist, at de gamle Presser kunde sættes i Stand til at mynte ligesaa smukke Penge som de Boultonske. - Jeg vil forbigaa alle de Tilfælde, hvor Warberg har søgt at vise Ringeagt mod Finanskollegiet med Erklæringers Afgivelse, Regnskabs Aflæggelse, ved Udmøntningers Paaskyndelse."

Ihvorvel det kgl. Finanskollegium sikkert - som det ogsaa fremgaar af mine tidligere Arbejder - kunde optræde baade pedantisk og smaaligt, kan der dog næppe være Tvivl om, at Warberg ikke var nogen rund Personlighed at arbejde sammen med. Kollegiet saa sig derfor om efter en anden Medarbejder: der var den fhv. Møntdirektør Justitsraad Branth, fhv. Møntmester paa Kongsberg Madelung, fhv. Guardein, Kammerraad Knoph, Revisor, fhv. Guardein paa Kongsberg Tregder, Direktør Branth paa Hoherdamm og Guardein Bentzen. Flor i Altona turde man ikke røre ved, dels fordi han var uundværlig der, dels fordi Warberg havde indbildt Frederik VI, at Mønten i Altona kunde nedlægges, hvad naturligvis strax vilde ske, hvis man flyttede Flor. Man vilde nu konstituere Madelung og havde skrevet en Forestilling herom, men Grev Reventlow, der ikke havde deltaget i Forhandlingerne og hvem Forestillingen senere blev forelagt, vægrede sig ved at tiltræde den. Den 10. Novbr. tilskrev Kongen Kollegiet i Anledning af Warbergs Ansøgning om Afsked "den Vi ikke finder for got at bevilge ham": Kongen ønskede Conradsen og Freunds afskedigede, Ausborn forflyttet fra Altona og Gerlach ansat som fast Assistent. Den 12. s. M. svarede Kollegiet: "Da Finans-Collegiet i Forgaars Aftes modtog Deres Majestæts allernaadigste Resolution af 10. d. M., var den herved lagte Forestilling .... underskreven for s. D. at forelægges Deres Majestæt. Den vedlægges fordi efter hvad det føler at være Pligt, Kollegiet ikke bør dølge for Deres Majestæt, fra hvilket Synspunkt man har betragtet de Betingelser, som Professor Warberg havde erklæret at være de eneste, under hvilke han vilde vedblive. Conradsen havde arbejdet til Kollegiets Tilfredshed og for at han ikke skal tro, at hans Afsked er et Bevis paa Deres Majestæts Unaade, foreslaas han udnævnt til Hofmedaillør" (6). Warberg fik ved Kongens Hjælp sin Vilie; Conradsen og Freund maatte fortrække. At noget saadant kunde ske, overrasker ikke. Med Kendskab til Frederik Vls mistænksomme Jalousi overfor sine højtstaaende, som Regel bedre begavede Embedsmænd vækker det ingen Forundring at se ham lytte til en Smigrers personlige Henvendelser og føle sig tilfredsstillet ved at kunne tilsidesætte sine officielle Raadgiveres Indstilling. At Warberg har paavirket Kongen personlig, er rimeligt og stemmer med en Passus hos Thaarup (7); "Som en Mand af gode Talegaver og et udmærket Talent til at gøre sig vigtig, blev han meget brugt". Selv om "vigtig" ikke just bør tages i Nutidens Bemærkelse, men som vægtig, betydningsfuld, er der tilstrækkeligt tilbage i denne korte Karakterbeskrivelse til at give en Antydning af Aarsagssammenhængen i den foreliggende Sag. Saadan har man set baade før og siden, at udenforstaaendes uansvarlige Paavirkning er foretrukket for ansvarlige Kredses vel motiverede Forslag. For Frederik Vls smaatskaarne Personlighed laa det særlig nær og belyses yderlig af en lille Episode, da Hofmedaillør Conradsen og en Krigsassessor Müller 1815 skar Portrætstempler til Kongens Kroningsmedaille. Conradsens var efter Kunstakademiets Skøn maaske ikke helt lignende, men bedre i Relief og kunstnerisk Behandling, men Akademiet frygtede, at Conradsen havde fejlet i at sætte Hendes Majestæt Dronningen paa højre Side af Kongen.

Da Kollegiet forelagde Prøverne for Kongen med det Spørgsmaal om begge Stempler kunde benyttes, eller kun eet og hvis dette sprang, det andet subsidiært kunde bruges, resolverede Kongen: "Vi finde det efter de allerunderdanigst oplyste Omstændigheder rigtigst, at det af Krigsassessor Müller forfærdigede Stempel alene bruges til det bestemte Antal Kroningsmedailler", skønt Müllers Medaille nærmest var rædsom (8)!

Ausborn i Altona vilde ikke følge Kongens og Warbergs Krav om Flytning til København. Han vilde ikke rentud sige nej, men forlangte en lige saa høj Løn som Møntdirektøren! Kongen forlangte da at faa at vide, hvad han havde i Løn; det var kun 150 Rbdlr. Sølv. Da Warberg havde fundet en Carl Larsen til Justermester i København, faldt Fordringen om Ausborns Forflyttelse væk (9). Guardein Ole Bentzen, der var født i Norge, og, medens han var Student, havde været ansat fra 1806 som const. Bergproberer ved Smeltehytten paa Kongsberg, og som i Januar 1813 paa Collins Anbefaling var ansat som Guardein i København, gjorde sig snart usynlig, idet han rejste til Norge og blev borte med det samme, idet han havde faaet Beskæftigelse i sit Fødeland. Derimod maa Gerlach, der var cand. pharmaciæ og havde forstaaet at indynde sig hos den ellers saa utilgængelige og vanskelige Warberg, have gjort sig uundværlig, thi han forblev ved Mønten og fik fast Ansættelse som en Slags Underdirektør; senere skulde det vise sig, at denne Warbergs Protegé ikke just var af bedste Sort.

(fortsættes)

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 339-351)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt