Det er af mig tidligere løseligt berørt, hvilken uheldig Indvirkning Christian II.s Unionskamp, Grevens Fejde og Frederik II.s Svenskekrig havde paa Danmarks Møntvæsen, og hvorledes disse tre Krigstilstandes slette Mønt fjærnede vor Mark og Skilling fra lybsk Mark og Skilling (1). Uden at det er Meningen her at give en nærmere Udredning af Mønternes Beskaffenhed, Formaalene med deres Udmøntning, Møntmestrenes Skæbner m. v. vil jeg kun forsøge, om det maatte være muligt at give en Løsning paa Spørgsmaalet, hvorfor der er udgaaet saa mange Markstykker og l-Skillinger fra Frederik II.s Tid under Aarstallet 1563, som det efter disse Mønters Hyppighed synes at være Tilfældet. Enhver Møntsamler ved, at der gives en Mangfoldighed af disse Mønter med mange Forskelligheder med Hensyn til Skilletegn, Talformer o.s.v. Det er nærmest Drøftelser af dette Fænomen, som har givet Anledning til denne Undersøgelse, idet jeg har ment, at Rentemesterregnskaberne fra disse Aar mulig maatte kunne give en Løsning, og idet jeg har anset det for ikke at være uden Betydning for en senere Bearbejder af Frederik II.s Mønthistorie - i Mangel af Møntregnskaber fra denne Tid - at have Opmærksomheden henledet paa disse Regnskaber, der saavidt mig bekendt - ikke forhen har været benyttet af nogen (2) og som efter min Formening kaster et skarpt Lys over hele Statens økonomi, som denne da formede sig for at skaffe de fornødne Midler til Veje til Krigsførelsen.
Ved senere Undersøgelser angaaende Mønternes Vægt, Finhed eller Lødighed, kort sagt ved Udarbejdelsen af det fornødne Grundlag for en indgaaende historisk Udredning kan man fuldstændiggøre efterstaaende Uddrag af Rentemestrenes Regnskaber:
Rentemesterregnskaber under Frederik 2.
Hvad der først falder i øjnene ved Gennemlæsning af foranstaaende Uddrag, er den for Datiden uhørte Sum af 3 Mill. Mark, der i godt et Aar fra 9. Juni 1563 til 23. Septbr. 1564 er møntet - efter alt hvad der foreligger - næsten udelukkende i Klippinge. Det er et Beløb, der ganske sprænger Rammerne for et almindeligt datidigt Regnskab. Naar henses til, at Frederik II.s Modpart Erik XIV selv slog Klippingsmønt af lignende Navneværdier som den danske med det Resultat, at en Daler i saadan Mønt tilsidst c. 1573 steg til 25 Mark (3), og naar Major V. E. Lilienberg 1908 i sin Afhandling: "Om svenska mynt og myntvärden" (4) regner en svensk Speciedaler fra 1563 for i Købeevne at staa lige med c. 36 sv. Kr. og 1 Markstykke fra 1563 for at æqvivalere c. 6 sv. Kr., medens det senere i 1573 gik ned til c. 3 Kr., saa maa man, selv om Priserne i Sverige dengang muligvis var noget lavere end herhjemme, dog paa den anden Side tage Hensyn til dels at de danske Klippinge i 1563 endnu maa antages at have staaet noget højere end 6 Stkr. paa Daleren, dels at vor Tids Penge i Købeevne er faldet betydelig siden 1908, og man tager derfor sikkert næppe fejl, hvis man nu vilde ansætte 1 Klipping-Markernes Købeevne til c. 6 Kr. og fornævnte Sum af 3 Mill. Mark, der efter Kongens Forordninger skulde gælde lige med 1 Mill. Rdlr., til c. 20 Mill. Kr. Dette giver en god Ide om, med hvilke Pengemidler Frederik II. forberedte Krigen; han laante hos høje og lave, skrabede Bunden, slog slet Mønt og tjente tilmed Slagskat paa den, alt for med et Slag at kunne stille en Hær paa Benene, der kunde afgøre Krigen. Selv Guldklippinge fik han slaaet i stor Mængde, over 25,000 Stkr. Det er ikke mærkeligt, at Klippingene, særlig 1-Mark Stkr. og 2-Skilling Stkr.ne, ikke er sjældne.
Men Krigen trak i Langdrag. Atter maatte der laanes, denne Gang selve den Klippingsmønt, som Kongen havde slaaet i 1563 og betalt Leverancer med. Bønder og Borgere maatte 1564 tilskyde c. 70,000 Mark i Klippinge, som straks afleveredes til Møntmester Hans Delffhusen til Ommøntning. Dette var næppe for at gøre Mønten bedre, tværtimod. Den blev sikkert ringere paa Skrot og Korn, hvad man ogsaa faar et umiddelbart Indtryk af ved Sammenligning. Naar der i Ernst's samling fandtes en 2 Mark fra 1564, møntet paa en 2 Mark fra 1563 (5), har den sikkert været fra Aar 64' Begyndelse.
I 1564-65 sloges da yderligere over 1/2 Mill. Mark i Klippingsmønt, i 1565-66 nogle mindre Poster af samme Slags Mønt, hvorefter den forsvinder, fordi den vakte meget stærk Misfornøjelse (6). Hermed stemmer, at Bønder og Borgere ifølge Rentemester Regnskabet 1563-64 udtrykkelig havde faaet Tilsagn om at erholde Klippingslaanet tilbagebetalt i rund Mønt, ligesom Opgørelsen ("Summa summarum") af al Indtægt i 1566 allerede viser en mærkbar Ligevægt mellem Rund- og Klippings-Mønt.
Medens der i Aaret 1566 foruden Klippinge kun er slaaet c. 12,700 Mark "Runde" eller "rund mønt", begynder der med Aaret 1567 en forceret Udmøntning af runde Mark-Stkr., ialt henved 400,000 Mark i 1567 og over 300,000 Mark i 1568. Opgørelsen over al Indtægt i sidstnævnte Aar udviser c. 8,000 Mark Klipping mod over 1 Mill. Mark i Danske pendinge dvs. hovedsagelig runde Mark- og 2 Skilling-Stkr. I 1569 udmøntedes endelig c. 129,000 Mark, i 1570 c. 13,500 Mark, i 1571 c. 35,000 Mark, i 1572 c. 19,000 Mark og i 1574 c. 10,000 Mark. Der kan efter de benyttede Udtryk: "udi Mark Stkr. udi Skilling Stkr., udi danske Mark Stkr., udi Runde mynt, udi Mark og Skilling Stkr., som før gik", i Modsætning til "Cliping, Clpping og Klipping", der udtrykkelig tilføjes, naar der tænkes paa anden end rund Mynt, ikke vel være Tvivl om, at alle de sidst nævnte Udmøntningssummer har bestaaet af de kendte runde Mark- og Skilling-Stkr. fra Frederik II.
Endvidere kan det ikke betvivles, at alle disse i Aarene 1566-74 udmøntede betydelige Summer runde Mønter har baaret Aarstallet 1563, idet der fra de nævnte Aar ikke kendes saadan Mønt med tilsvarende Aarstal (7). Naar det drejer sig om saa betydelige Udmøntningssummer som der her er Tale om, ialt henimod 1 Mill. Mark - kan det ikke tænkes, at slet ingen Eksemplarer med Aarstal 1567-74 skulde være bevaret til Nutiden, saafremt saadanne havde eksisteret.
Hvad kan nu antages at have været Aarsagen til denne urigtige Datering? Man kan gætte paa flere forskellige Hensyn. Der er ikke mindste Tvivl om, at Frederik II trods Galger og strænge Ord ikke har kunnet gennemtvinge Klippings Møntens Antagelse. Paa den ene Side udstedte han en Mængde strænge Forordninger, om at Bønder og Borgere skulde tage 3 Mark Klipping for 1 Daler. Han gav Lensmænd og Købstæder Paalæg om paa hver Markedsplads at lade opsætte en Galge og uden al Undskyldning lade ophænge i den enhver, der vragede Kongens "firstugede Mønt", "saa Andre kunde se derved og agte vore Breve" (8). Paa den anden Side tog han, som allerede nævnt, særlig Klippingene til Laans af Borger og Bønder med den udtrykkelige Tilføjelse: "saa skulde de Penge betales dem igen til gode rede med rund mønt" (9). At Laanet er taget i Klippinge, er sikkert ingenlunde, fordi Kongen var særlig glad for at faa den Mønt igen, som han meget godt vidste var særlig slet. Grunden kan kun være den at stille Befolkningen tilfreds ved, naar den alligevel skulde af med Laanepengene, saa dog samtidig at kunne skille sig ved de kedsommelige Klippinge. Derved maatte Kongen formene, at Laanet gled bedre. Endvidere har det været en Lokkemad i samme Retning, naar det stilledes dem i Udsigt at faa Laanet tilbagebetalt i rund Mønt. Men alt dette tilsammen viser, at den senest udgangne runde Mønt af Aarstal 1563, om end den sikkert ikke var saa god som den runde Mønt fra tidligere Aar, dog i det almindelige Omdømme paa Baggrund af de slette Klippinge har staaet som det mere solide Omsætningsmiddel. Naar nu Klippingene skulde betales tilbage, og der skulde erlægges Sold til de med Klippingene misfornøjede Krigsfolk, Landsknægte og Ryttere, der sikkert ikke lod sig imponere af Trusler om Galgen, som Soldatesquen nok var Mand for at faa pillet ned, var det at foretrække stadig at betale med runde Mark og Skilling af Anno 63 fremfor med Mønt af senere Aarstal, med Hensyn til hvilken Krigsfolk, Bønder og Borgere let kunde stille nærgaaende Spørgsmaal, om den nu ikke var forringet paa samme Maade som Klippingen af 64 var slettere end Klippingen af 63, og som bekendt al nyere Mønt baade erfaringsmæssigt og principmæssigt var daarligere end ældre. At give de nymøntede Mark-Stkr. Aarstal som 1559, 1560, 61 og 62 gik paa den anden Side ikke, thi disse Aarstal vidste man meget vel var bedre end den ved Krigens Begyndelse i mindre Omfang (10) udmøntede runde Mønt, selv om denne var bedre end Klippingene. Saa skulde Kongen have ladet slaa endnu bedre Mønt, hvad han baade savnede Evne og Vilje til. Paa den anden Side at lade udgaa slettere Mønt under den bedre Mønts Aarstal, vilde i for høj Grad have smagt af direkte Falskmøntneri.
Men der var, som jeg senere skal paavise (11), ogsaa en anden Grund til at fortsætte med Anno 63. Naar Klippingsmønten her som i Sverige efterhaanden faldt til over 6 Stkr. paa Daleren, er det rimeligt at gaa ud fra, at den runde Mønt, der heller ikke var saa god som tidligere, da der gik III Marck paa Daleren (12), faldt til mindst 4 Mark paa Daleren, hvorved den kom til at gælde 1/2 Mark lybsk, idet der da gik 2 Mark lybsk paa i Speciedaler. Konge og Rigsraad maatte allerede paa et ret tidligt Tidspunkt have været klar paa, at en saadan Reduktion af de runde Mark-Stkr. maatte være nær forestaaende og i hvert Fald ikke kunde udskydes ret lang Tid efter Krigens Afslutning, idet Regeringen selv ikke kunde være tjent med kun at tage 3 Mark for 1 Daler og paa den anden Side ikke kunde udgive 3 Mark for 1 Daler, da det altid stod Leverandører frit for at nægte at sælge Varer til Priser, der beregnedes herefter. Med andre Ord Kræmmerne satte Priserne paa deres Varer op, naar de skulde tage daarlig Mønt for dem, ganske paa samme Maade som f. Eks. i Tyskland ingen tænkte paa at levere for 1 tysk Mark i værdiløse Pengesedler, hvad der før Krigen kunde købes for en Sølv-Reichsmark (13).
Men naar en Nedskrivning af de runde Markstykker var forudseelig som en nærliggende Mulighed, meldte sig straks den Tanke at erklære de eventuelt til 1/4 Daler reducerecie Markstykker for Halvmarkstykker, saaledes at de kom til at svare til lybske Halvmarkstykker eller med andre Ord ombenævne dem, saaledes at de i Stedet for at gælde 16 Skilling dansk kom til at gælde 8 Skilling lybsk. Man skulde da helt bort fra den specielle Værdi: Mark og Skilling dansk i Modsætning til Mark og Skilling lybsk, saaledes at der kun fandtes slet og ret Mark og Skilling.
At tilstræbe dette var meget naturligt, thi i det danske Monarki fandtes store slesvig-holstenske Dele, som udelukkende regnede i Mark og Skilling lybsk. Alle slesvig-holstenske Lensregnskaber førtes i denne Regningsenhed, medens de danske Lensregnskaber førtes i Mark og Skilling dansk. I selve det samlede Rentemesterregnskab for hele Riget opførtes Indtægter fra Slesvig-Holsten i dansk Mønt, hvad der altsaa maatte forudsætte en Omregning fra lybsk. Det maatte da staa som en stor Lettelse rent regnskabsmæssigt set at faa ensartet Mønt i hele Riget. Dette blev da ogsaa paabudt ved Aabent Brev af 16. Juni 1572 (14) og giver sig Udtryk i Rentemesterregnskaberne 1572 og 1573. I Regnskabet for 1572 regnes Mønten "eftersom thennd tilforn genge oc geffue whar, før thennd blef omsat", men alligevel ses Hanns Delffhusen d. 16. Maj at have givet 4,000 Mark for "1000 gamle daller", dvs. der gik allerede før det aabne Brev 4 Mark d. paa en Daler. I Regnskabet for 1573 er Mønten regnet "eftersom thend nu genge oc geffue er her udi Riget." Ikke destomindre har Hanns Delffhusen ifølge Rentemesterregnskabet for 1574 møntet:
2,400 Mark "som før gik" 1,200 Mark "som Mønten nu gaar" 2,000 - "danske som før gik" 1,000 -- -- 248 - "som før gik udi Skilling Stkr 124 -- --o.s.v.
Der er altsaa slaaet Mønt efter den gamle Regning dvs. Mark og Skilling danske efter, at der var udgaaet Forordning om, at ingen under 500 Dalers Bod maatte regne i andet end Mark og Skilling lybsk. Det vilde ikke se godt ud, om Kongen udgav Mønt under Aarstal 1574 i Modstrid med sit eget Paabud. Følgelig er Mønten dateret 1563.
Mellem Møntens Navneværdi og dens Aarstal var da ingen Strid. Og dette Motiv kan meget vel have gjort sig gældende allerede inden det aabne Brev af 1572. Saavist som det var vitterligt for Alle og Enhver, at den Mønt, der kaldte sig 1 Mark danske og skulde gaa og gælde for 1/3 Daler = 16 Skilling, ikkun var 1/4 Daler = 12 Skilling værd og derfor ret uegentlig bar Navn af 1 Mark efter Loven, lige saa sikkert maatte det tage sig uheldigt ud i Strid med Hvermands Viden at fortsætte med at udmønte saakaldte Markstykker Aar efter Aar. Lod man Mønten beholde Aaret 1563, ja saa var det kun som en gammel Skade, der ikke blev fjærnet, ikke som en fornyet Uret, der paa Trods af Alles bedre Viden blev hævdet.
Men Kong Frederik stod nu overfor den vanskelige Opgave at indkalde al den gamle Mønt, omsmelte eller omstemple den og udmønte nye Markstykker i Overensstemmelse med lybsk Møntfod: thi at udmønte nye "lybske" Markstykker til at gaa sammen med de "danske" Markstykker, der kun var 1/2 Mark lybsk værd, vilde være for vildledende. At Kongen virkelig har beskæftiget sig med Tanken om at slaa "lybsk" Mønt, kan paavises med Hensyn til 4 Skilling dansk fra 1575, der i Virkeligheden er lig 4 Skilling lybsk eller 8 Skilling dansk "som Mønten før gik" (15). Dette bekræftes af det foran gengivne Uddrag af Rentemesterregnskabet for 1576, hvori anføres: "24. Januar 1576 annammet af Hanns Delffhusen af thennd nøie Møntt hannd for Kongl. Matt. formøntet haffuer udi forgangne Aar 75 udi 8 Skilling Støcker aff the X løde Mark Sølf, han upbar udi samme Aar: 12 1/2 Mark".
Af hele Sammenhængen med de tidligere og senere Udmøntninger og de Udtryk, der er benyttet om disse, kan det ikke let betvivles, at den her fremhævede "nøie" Mønt netop er Forsøget med en dansk 4 Skilling lybsk, hvoraf kun er udmøntet et ringe Prøvebeløb. Det var jo godt nokat have det nye Møntsystem paa Papiret, i Bøger og Protokoller. Før eller senere skulde man jo dog til at se at faa Regnskaberne i Overensstemmelse med Virkeligheden. Men denne sidste Reform havde den uheldige Egenskab til Forskel fra Papirreformen i egentligste Forstand at koste mange Penge. Reformen savnede Kong Frederik og hans Rigsraad Midler og Energi til at gennemføre. Saa blev det dog ved det gamle. Inden længe udmøntedes atter efter de gamle Navneværdier i Overensstemmelse med den faktisk kurserende Møntmasse "som Mønten før gik": og da Udmøntningerne atter tog Fart under den ny Møntmester Poul Gulden og med den ny Møntpresse paa Frederiksborg fik den gamle Ordning sit Indsegl ved Ordren af 12. Januar 1582, hvorved det lybske Møntsystem blev opgivet (16). Medens det i Rentemesterregnskabet for 1577 hedder, at "Danske Pendinge beregnes efter som Mønten nu gaar II Mark for I daller", udtales det i Regnskabet for 1582 "31. December annammet af Mønthen for Freriksborg Anno 82: 2,274 daller. Regnet IIII marck udi huer daller". Og hermed gaar da Udmøntningerne videre.
Idet vi efter alt det foranførte formentlig med saa stor Sikkerhed, som en historisk Undersøgelse kan regne med, maa gaa ud fra, at de utallige Markstykker og Skillinger, der bærer Aarstallet 1563, i Virkeligheden hidrører fra en længere Aarrække, paatrænger sig det Spørgsmaal, om man ud af Mønternes Præg kan læse, naar, hvor eller af hvem de er slagne.
At disse Mønter har saa mange Smaavariationer i deres Præg, er sikkert ikke nogen Tilfældighed. Allerede i Middelalderen, f. Eks. i Frankrig, anbragte, man smaa Ringe, Punkter, Kryds el. lign. i forskelligt Antal paa forskellige Steder for at skelne de iøvrigt lignende og ensartede Møntserier fra hinanden. Møntens og Regeringens Embedsmænd kunde derved se, om en Mønt hørte til en bedre eller daarligere Udmøntning, hvad - i hvert Fald en Tid - var skjult for Menigmand (17). Den 28. Septbr. 1563 (18) giver Kong Frederik Ordre til, at Kongens Guldsmed paa Holmen paa de rhinske Guldgylden skal anbringe et F paa den ene Side til Adskillelse fra de hidtil udmøntede ungerske Gylden; man havde øjet aabent for disse Forskelligheder, der naturligvis var særlig nødvendige, naar der samtidig skulde slaas rhinske og ungerske Guldgylden, som dog vist for Menigmand var eet og det samme. Naar der paa Markerne med Aarstal 1563 findes snart 2 Ringe ved Aarstallet, saa 3 Ringe, saa smaa Kors eller Punkter eller forskelligt tegnede 2-Taller i Kongens Navn o.s.v., da kan der formentlig ikke være Tvivl om, at det er Antydninger af de forskellige Møntmestre, Møntofficiner, Aar m. v., men det er med de Oplysninger, vi for Tiden er i Besiddelse af, umuligt at udtale nogen begrundet Mening om, til hvilke Aar, Mestre, Officiner o.s.v. de enkelte Varianter skal henføres. Det kgl. Møntkabinet har vist den Interesse til denne Artikel at lade en Række Doubletter af Marker med Aarstal 1563 sønderklippe og probere af Guardeinen, idet det kunde være af Betydning at faa undersøgt, om disse Møntstykker viste en aftagende Lødighed, der da maatte formodes at betegne en fremskridende Aarrække fra 1565 til c. 1574. Lødigheden viste sig dog i al Væsentlighed ens: 647-653 promille, hvilket svarer til c. 10 2/5 Lod fint Sølv paa Marken brutto. Der kan altsaa heller ikke ved en Sammenligning af Lødighed med de talrige Varianter uddrages noget til Oplysning om de forskellige Typers Tidsfølge.
Gennem Klippingsmønten og alle de runde Marker med Anno 63 har vi et haandgribeligt Vidnesbyrd om den store og ulykkelige Krig mellem de to nordiske Nationer, der opstod af ret intetsigende Aarsager, men som avlede et Had og en Bitterhed, der lagde Grunden til Nordens mange senere Ulykker og vakte en national Antipati, som har fortsat sig desværre helt ned til de seneste Tider (19). Af Rentemesterregnskabernes tørre Tal lyser frem den forcerede Virksomhed Mønten har udfoldet for at tilfredsstille Begæret efter Penge til at lønne alle de fremmede Landsknægte med. "I krigsaarene gav mynten den tredie største af alle monarkiets statsindtægter, mere end hvad samtlige len og tolden gav, og indbragte tyve procent af det samlede budjet. Efter 1573 ophørte imidlertid denne indtægtskilde" (20). Det maa have været vanskeligt med Datidens primitive Mønthammer og Ambolt at slaa disse Mængder af Markstykker, saavel runde som firkantede; i Sandhed mange Møntsmede, Svende og Drenge, Isensnidere, Mestre og Guardeiner (21) har hen gennem Vintre og Somre været travlt beskæftigede med at fyldestgøre Landsherrens Behov og med at sprede daarligere og daarligere Mønt ud over Landet i saadant Omfang, at vor Mønt gennem Aarhundreder maatte føje vort danske Navn til Møntværdien for at angive, at Mønten kun gjaldt halvt mod den lybske.
(J. Wilcke: Daler, Mark og Kroner 1481-1914)