Mønternes vidnesbyrd

Numismatik - arkæologi - historie

af Kirsten Bendixen

Når vi holder gamle mønter i vor hånd og nøje betragter deres billeder og indskrifter, kan fortiden pludselig blive os meget nær. Levende og direkte bringer de bud om forlængst afdøde stormænd, der var med til at skabe historie og styre verdens gang. De fortæller om krig og fred, om fattigdom og velstand, om handel og kontakt, om kunst og kultur. For at vi kan aflokke dem det rette budskab, må der dog tit gå vanskelige og omfattende undersøgelser forud. At skrive mønthistorie kræver megen tålmodighed. Formår man imidlertid at trænge ind i gåderne, viser mønterne sig at være fremragende historiske kilder, der både kan supplere den viden, vi kan hente i de skriftlige kilder til en periode, og bringe selvstændige bidrag. Såvel for arkæologer som for historikere kan møntfund være af den største betydning for deres arbejde. Særligt væsentlige er mønternes vidnesbyrd naturligvis om de afsnit af historien, hvor andre kilder ikke flyder altfor rigeligt, således f. eks. Danmarks vikingetid og ældre middelalder, hvorfra de fleste eksempler vil blive hentet i det følgende (1).

1. Mønter som dateringsmiddel

De oplysninger, som både arkæologer og historikere først og fremmest ønsker, at møntfund skal give dem, er sikre holdepunkter for dateringer.

Det første spørgsmål, man stiller til en funden mønt, vil være:

Hvornår blev mønten præget, og hvor blev den præget?

En arkæolog ønsker selvfølgelig så præcis en datering som mulig af sit fundkompleks, og er han så heldig at finde en mønt, håber han, at han her har et sikkert bevis. Det har han desværre sjældent. Mønter kan naturligvis afgive meget vigtige historiske vidnesbyrd, men for at de kan gøre virkelig nytte, kræver det store specialkundskaber hos dem, der spørger - og megen varsomhed. Det nytter ikke, at arkæologen erindrer, at en udmærket numismatiker for c. 10 år siden placerede netop denne mønt, man nu står med, f. eks. i 750'erne, for måske er der lige udkommet en ny artikel, der overbevisende på grund af meget nyt materiale rykker den frem til 775. Sådanne omdateringer kan ikke undgås, efterhånden som vor viden vokser, og de kan have vide perspektiver, fordi de flytter andre mønttyper med sig, både fra det samme og fra andre geografiske områder. Arkæologen gør altså klogt i at gå til numismatikeren for at få hjælp til dateringen. Er møntforskeren velorienteret i sit fag, kan han give svar på de nyeste dateringer af den pågældende mønttype, men det er langt fra sikkert, at dateringen er så præcis, som man kunne ønske sig. Engelske "sceattas" fra 600- og 700-tallet f. eks. har en dateringsmargin, der ikke er mindre end 20 år. Heldigvis er dette dog ofte tilstrækkeligt til at hjælpe en udgraver, medens en historiker helst vil have selve prægeåret - og det kan være umuligt at fastslå. Foruden prægetidspunktet skal man gerne samtidig give svar på prægestedet. Her har forskningen for den ældre middelalders vedkommende gjort store fremskridt i de senere år, men naturligvis er langt fra alle gåder løst.

Har man imidlertid med tilpas forsigtighed fået fastslået, hvor og hvornår mønten er præget, så melder straks det næste spørgsmål sig:

b. Hvorlænge efter prægningen blev mønten nedlagt eller tabt?

Spørgsmålet om, hvorlænge mønten har cirkuleret, kan i de fleste tilfælde kun besvares omtrentligt, og man må huske på, at de almindeligste mønter, præget i store oplag, er de hyppigst fundne, og at netop de som regel har den længste omløbstid og derved bliver usikre som dateringsmiddel. Ud fra såvel ren numismatisk som historisk og arkæologisk viden tilsammen kan man dog nå en vis sandsynlighed, og også det kan være en god hjælp.

Man må også gøre sig klart, når man spørger det numismatiske materiale, at det er meget uensartet. Vi kan være heldige at stå med en romersk kejsertidsmønt med kejserens portræt, fuldt læseligt navn, måske regeringsår og oplysning om prægested - så er vort første spørgsmål straks besvaret, og vi kan nøjes med at filosofere over, hvorlænge den har været i omløb. Men det kan også være en middelaldermønt, der kun giver nogle få af disse oplysninger eller slet ingen. Den kan være udstyret med et symbolsk eller stedfortrædende kongeportræt og ingen eller helt meningsløse omskrifter, så vi ikke på mønten kan læse regentnavn eller møntsted, og så er det straks meget sværere.

For at få hold på vikingetidens og den tidlige middelalders møntmateriale, må man, som den svenske forsker Brita Malmer gør det for de ældste nordiske og f. eks. irlænderen Michael Dolley for de angelsaksiske mønters vedkommende, underkaste hver mønt en meget nøje granskning med hensyn til tekniske detailler som blanket, randbehandling, vægt, stempelstilling og metallets lødighed. Dernæst må man i enkeltheder studere motiverne på mønternes for- og bagsider, deres eventuelle forskellige kombinationsmuligheder og stempelforskelle inden for samme type. Ved hjælp af stempelstudier kan man ofte opstille en relativ kronologi, idet prægetekniken i Antik og Middelalder, hvor man har det ene stempel sat fast f. eks. ned i en træblok, det andet løst i hånden, bevirker, at det løse stempel, på hvilket prægehammerens slag falder, slides hurtigst. Det må derfor udskiftes, således at der til ét fastsiddende forsidestempel f. eks. skal bruges tre løse bagsidestempler. Da det hele naturligvis blev graveret med hånden direkte i stemplerne, kan de tre løse stempler ikke undgå at opvise variationer, selvom de er af samme type. Stempelslid på forsidestemplet og brugsslid på de fundne mønter kan så hjælpe med til at finde den rette relative kronologi, som kan danne udgangspunkt for forsøget på at finde den absolutte kronologi.

Hvis man skal finde frem til prægestedet for en møntgruppe, må man foruden de tekniske undersøgelser naturligvis også studere fundkoncentrationer, idet det er rimeligt at antage, at denne koncentration, hvor det drejer sig om et lands egne mønter, er størst nær udmøntningsbyen.

For således at få placeret udmøntningsstedet for de ældste nordiske mønters vedkommende, undersøger Brita Malmer (2) nøje fundforekomsterne og sammenholder hermed mønternes egne udsagn. De tekniske undersøgelser af mønterne med hensyn til vægt, diameter, stempelstilling m. m. viser, at de allerældste mønter har så mange lighedspunkter, at de må være fremstillet inden for det samme område.

En af hovedtyperne i møntgruppen, der ret nøje efterligner Karl den Stores mønter fra den vigtige handelsby Dorestad, gør det absolut rimeligt at foretrække Syddanmark som prægested. Da som nævnt de tekniske detailler peger i retning af, at hele møntgruppen med alle de forskellige kombinationsgrupper, som Brita Malmer har kunnet opdele materialet i efter møntmotiverne, skal holdes sammen, så må man anbringe hele gruppen af de nordiske vikingetidsmønter i Syddanmark. Det naturlige prægested her kan kun være Hedeby, der var i handelsforbindelse med Karolinger-riget og områdets største by. Imod dette syntes, da bogen blev skrevet for nogle år siden, den omstændighed at tale, at de såkaldte billedrige mønter i gruppen ikke var fundet i Danmark. Nu er der imidlertid fundet ét eksemplar med skibsfremstilling i Okholm nær Ribe. De billedrige typer er absolut talrigst repræsenteret i Birkas grave, og der er langt mellem Hedeby og Birka, selv om de var forbundet med en handelsvej.

I forsøget på at få en forklaring på fænomenet undersøger Brita Malmer, om der skulle være et eller andet specielt forhold, der gør sig gældende, da det jfr. det lige sagte passer dårligt at henlægge disse mønters udmøntningssted til Birka. Det er metodisk meget vigtigt, at man her ikke udelukkende skal tage hensyn til fundkoncentrationen, som den ældre forskning har gjort det, men at B. M. ser sig om efter andre anvendelige kriterier, da fundenes umiddelbare løsning ikke kan forliges med de indgående tekniske undersøgelser. En nøjere undersøgelse af fundomstændighederne har så givet det interessante resultat, at de billedrige typer udelukkende findes i kvindegrave og er forsynede med gennemboringer eller øskner til ophængning, de er med andre ord ikke længere betalingsmiddel, men smykker eIler amuletter og har ikke været repræsentative for pengeomløbet på nedlægningstidspunktet.

Som man kan se, ligger der ofte en langsommelig og vanskelig proces bag, før der kan gives svar på spørgsmålene prægetid og prægested.

At selve den numismatiske metode har haft stor betydning for behandlingen af arkæologisk fundstof er vor berømte arkæolog C. J. Thomsen et eksempel på. Det er nemlig Thomsens numismatiske træning, der er den direkte forudsætning for hans systematiske studier af danske oldsager, der bl. a. førte til opstilling af treperiodesystemet. Han overførte sine erfaringer fra katalogisering af mønter på grundlag af billedfremstillinger, ornamentikkens udvikling, typeforandringer, såvel som sin store forståelse for samlede funds betydning, til studiet af den forhistoriske nordiske arkæologi, der hidtil dels havde været præget af den litterære forskning, især af sagaerne, dels af indsamling af genstande fortrinsvis efter det princip, at kostbare, sjældne og kuriøse ting skulle indgå i kongens skatkammer. Numismatisk videnskab har altså her fået en overordentlig stor betydning for arkæologien ved at lægge hovedvægten på selve genstandene og bringe dem ind i et kronologisk system. Som Thomsen knapt og klart formulerede det som et slags valgsprog: "Først sagerne - siden skrifterne" (3).

2. Møntskatte

a. Møntfunds bidrag til kendskabet om en periodes møntpolitik

Et godt kendskab til møntpolitik gennem tiderne er absolut nødvendigt, hvis man virkelig vil få mønterne til at tale. Sådanne oplysninger kan dels hentes i skriftlige kilder, dels kan de udledes af selve møntfundene. Skattefund kan ud fra deres indhold og sammensætning fortælle om pengeforholdene i det land, hvor de er fundet. Der, hvor man selv producerede mønter, var man indstillet på pengeøkonomi og tog mod mønterne efter det stadig gældende princip: man talte dem simpelthen op og beregnede priser efter så og så mange stykker. Møntmesteren garanterede kvaliteten, staten at mønterne var gyldigt betalingsmiddel.

For at give møntherren en indtægt fastsattes mønternes kurs således, at deres pengeværdi var højere end deres metalværdi. For at få mest muligt ud af sit møntmonopol begrænsede møntherren yderligere mønternes gyldighedstid og krævede dem med mellemrum ombyttet mod afgift. Pengene bliver på denne måde tids- og stedsbegrænsede, de er ikke kun omsætningsmiddel, men samtidig "skattepenge", altså genstand for beskatning.

Under et sådant fuldt udviklet feudalt møntsystem betaler det sig ikke at have flere penge end nødvendigt til at klare det daglige behov, man tesaurerede ikke en kapital i mønt, og følgelig er møntskattene fra sådanne områder få og små. I den ældre middelalder var der imidlertid store europæiske områder, der ikke selv udmøntede, herunder Germanien, hvor man i århundreder klarede sig uden egne mønter. De fremmede pengestykker, man modtog som betaling ved handel, vurderedes efter deres vægt. En møntvægt var derfor en nødvendig genstand for alle handlende og indgår ofte i de store blandede skatte, der er karakteristiske for ikke-udmøntende lande. Forholdene i Skandinavien i vikingetiden ligner ganske de ældre germanske. Man tillagde her ikke mønterne nogen egenværdi, men betragtede dem blot som betalingssølv på lige fod med andre former for sølv: smykker, barrer og ringe. Man lagde ikke vægt på, hvorfra mønterne kom, eller hvor gamle de var, blot de var af sølv, var man tilfreds. Mønterne var med andre ord "værdimønt" og evigtgyldige.

Det er den svenske forsker Sture Bolin (4), der har hovedæren af at have kastet lys over disse forhold. Han har klart vist, hvorledes fundene afslører de to vidt forskellige økonomiske systemer, der herskede indenfor forskellige dele af Europa. Systemerne kan iøvrigt også i perioder afløse hinanden indenfor det samme geografiske område. Således viser skattefund, at de feudale forbud mod cirkuleren af fremmed mønt hersker i Danmark fra 1075 til henimod 1300. Før og efter er der masser af udenlandsk mønt i omløb.

Naturligvis har Bolins ideer ikke stået uimodsagt, men stort set kan man nok regne med, at det billede, han tegner af forholdene i vikingetid og ældre middelalder er rigtigt. Her samarbejder arkæologi og numismatik perfekt og giver os oplysninger, som er afgørende for forståelsen af de økonomiske forhold. De skriftlige kilder til belysning af disse problemer er ikke nær så talende, men naturligvis er nogle af dem strejfet i bevaret historisk materiale. F. eks. ved man for Englands vedkommende, at kong Edgar indførte en møntreform 975. Fra da af ophørte alle de ældre mønter at have gyldighed, og det er nyttig viden at have for arkæologen. Når man prøver at forene de skriftlige og de arkæologisk-numismatiske kilders udsagn om møntpolitik, er det vigtigt, at man ikke lader sig forlede til at forkaste en god skriftlig oplysning, fordi man ikke umiddelbart kan få den til at passe med sit møntmateriale. Lige så lidt må man gøre vold på dette møntmateriale for at få det indpasset i et bestemt skema, som man mener at kunne udlede af skriftlige oplysninger, f. eks. vedrørende regelmæssige pengeombytninger. Det er jo ikke sikkert, at møntherren har kunnet gennemtvinge sine ønsker om pengeombytning mod afgift, så ofte som han havde lyst. Rent matematiske beregninger af forholdet mellem regeringsår og mønttyper kan derfor kun opstille hypoteser, sjældent facts (5).

b. Møntfund som beviser for handel og andre veje til erhvervelse af mønter

Et af de områder, hvor man allermest naturligt venter at finde oplysninger gennem møntfund, er handelshistorie. Mønter er jo ikke blevet til alene for at give møntherren en indtægt, men fordi der var praktisk at have en anerkendt værdimåler, både ved handler indenlands og udenlands. Gennem handel kunne mønter spredes meget vidt og derved afgive holdepunkter for studiet af fortidens handelsveje. Hvor megen vægt man kan lægge på møntfundenes udsagn er naturligvis omdiskuteret blandt forskere, og det er da også givet, at der er andre veje til erhvervelse af mønter. Det er f. eks. i vikingetiden naturligt at tænke på plyndringer og røverier og på betalinger for at undgå plyndringer. Fra skriftlige kilder ved vi, at både Frankerriget og England betalte umådelige summer i Danegæld for at slippe for vikingernes hærgen, ligeledes ved vi, at kostbare gaver - herunder også mønt - kunne udveksles. Vikinger, der gik i fremmed krigstjeneste f. eks. hos kejseren i Konstantinopel - væringerne i Miklagård - fik byzantinske mønter som sold. Meget forskellige synspunkter på disse forhold gør sig gældende i diskussionerne. Englænderen Grierson foretrækker alle andre forklaringer på kapitaldannelse i Norden end handel (6). Francois-J. Himley (7) afviser kategorisk, at møntfund kan fortælle noget som helst om handel. Sture Bolin lægger tværtimod stor vægt på mønternes udsagn. Hedebys udgraver gennem mange år Herbert Jankuhn er en af dem, der tillægger mønterne aller størst betydning (8). Han har udtalt: "Møntfundenes placering ved vejen over Sli-Treene-Ejder er så udtryksfuld, at klausale sammenhænge mellem handelsvej og skattefund bogstavelig talt springer i øjnene. Vidste man ikke noget om denne transitvej, så kunne man slutte sig til den ud fra skattenes fordeling."

Det eneste rimelige standpunkt forekommer mig at være en afvejning af mulighederne overfor hinanden. Man kan ikke undvære nogen af de forskellige kapitalteorier, hvis man vil opbygge et nuanceret billede af periodens økonomi.

3. Årsager til møntskattes nedlæggelse

Gennem tiderne har der været fremsat adskillige teorier om årsagerne til møntskattes nedlæggelse. Skattenedlæggelse kræver en vis velstand hos befolkningen. Det er klart, at man gerne ville sikre en kapital i sølv og rede penge bedst muligt, og det sikreste sted, man kunne finde, var jorden. Husene kunne ikke sikres mod indbrud, og var man bortrejst, var det tryggest at have formuen af vejen. Man nedgravede skatten ved eller i huset, på marken under en stor sten eller ved foden af et let genkendeligt træ i skoven, så man kunne finde pengene igen. Det kan i denne sammenhæng nævnes, at der flere steder i sagaerne omtales skattenedgravninger i forbindelse med ejerens bortrejse. Almindelige sikkerhedsforanstaltninger i en tid uden bankvæsen må siges at være en rimelig forklaring på en del nedgravninger.

Krig og deraf følgende angst for plyndringer er af Sture Bolin fremsat som hovedårsagen til nedgravninger. Ser vi på senere tiders møntfund, f. eks. danske fund fra 1600-tallets svenskekrige, så er der en slående sammenhæng. Svenskekongen Carl den X Gustafs togt gennem Danmark medførte så mange skattenedlægninger, at marchruten kan tegnes alene ved hjælp af dem. Bolin vil tilbageføre sådanne erfaringer på tidligere tiders møntfund, og han har utvivlsomt ret i, at krig eller krigsfrygt ofte er årsagen, selv om vi ikke ad skriftlig vej kender en med nedgravningstidspunktet passende begivenhed. I sagalitteraturen gives et fingerpeg, idet det omtales, at man ved krigsfare gemte sine kostbarheder i skoven.

Foruden almindelige sikkerhedshensyn og krigsfrygt kan måske før kristendommens indførelse en tredie årsag have spillet ind, omend den næppe direkte nogetsteds kan aflæses af den fundne skat. Det er den i sagaerne omtalte Odins lov, ifølge hvilken man i Valhal skal nyde godt af de skatte, man har gravet ned i jorden, medens man levede (9).

4. Årsager til at skattene ikke gravedes op

Hvis det er rigtigt, at skatte nedgravedes i overensstemmelse med denne lov, er det umiddelbart forståeligt, at ejeren ikke gravede sine penge op igen. Når skatte nedgravede i krigstider er forblevet i jorden, kan det skyldes, at ejeren er blevet dræbt direkte i forbindelse med krigshandlingerne, eller at han er faldet som offer for de voldsomme pestepidemier, der ofte fulgte i krigens kølvand. Mere uforståeligt er det naturligvis, at skatte, blot nedgravede af sikkerhedsgrunde, ikke kom op igen. Her må man nok tage tidernes almindelige usikkerhed i betragtning. Man kom tit noget til på en rejse, og alvorlig sygdom kunne gøre det af med én i en sådan hast, at man ikke fik fortalt gemmestedet til rette vedkommende. Undertiden kunne man vel simpelthen ikke finde skatten igen.

5. Andre former for fund og deres udsagn

Skattefund er ikke den eneste kategori af møntfund, vi har at arbejde med. Der er f. eks. også den gruppe fund, der må betegnes som offerfund, og som foruden at oplyse om en periodes møntbestand også kan kaste et strejflys over religiøse forestillinger. I de store moseofre fra folkevandringstiden indgår således mønter i det til krigsguderne viede bytte. Mønter ofredes ved kilder, kultsteder og grave, og de indgik i det gravudstyr, som den døde fik med sig. Undertiden kan vi endog finde dem anbragt, så man muligvis kan udlægge det som det siden Antikken kendte begreb Charonsmønter til betaling for færden til dødsriget. Således fandt man for få år siden i Stengade på Langeland en angelsaksisk mønt ved den dødes mund. En af hans fæller på samme gravplads havde fået en kapital på 15 arabiske mønter med sig på sin sidste rejse (10). I hele Europa er mønter i grave en vigtig del af fundmaterialet. Religiøse forestillinger må formentlig også have spillet ind, hvor man finder mønter nedlagt i husenes syld som bygningsofre. De kan være et vigtigt dateringsmiddel.

En meget stor part af de mønter, der findes ved udgravninger af bopladser, er ikke nedgravede skatte eller ofre, men derimod tilfældigt tabte pengestykker, der fortæller os om, hvilke mønter der var gængse blandt menigmand. Meget epokegørende indenfor de senere års fund er her mønterne fra "Dankirke"-bopladsen nær Ribe. Disse merovingiske, engelske og frisiske småmønter fra slutningen af 600- og 700-tallet er vigtige for forståelsen af vores handels- og kulturforbindelser i den lidet oplyste periode umiddelbart forud for vikingetiden. Betydningsfuldt er det også, at man her for første gang på dansk område har fundet den frisiske sceatta med maske og drage (Wodan/monster), som er det direkte forbillede for en af vore ældste mønttyper (11).

Hvis de løsfundne mønter fra bopladser og byer kan dateres med nogenlunde sikkerhed, kan de være til nytte ved tidsbestemmelser af forskellige bopladslag. Gode holdepunkter for datering af de ældste bydannelser er således opnået ved de senere års intense gravninger i Lund, Aarhus og Ribe. I Ribe er det endelig lykkedes at finde det beboelsesområde fra tidlig vikingetid, som man hidtil forgæves har ledt efter, og det er fund af ca. 30 Wodan/Monster sceattas spredt over udgravningsområdet, der er den afgørende faktor ved dateringen (12).

Et vigtigt fundsted for mønter fra middelalder og nyere tid har i de sidste årtier været kirkegulvene (13). Når der foretages restaureringsarbejder eller f. eks. opbrydning af gulvbelægning for udskiftning af varmeanlæg, skal den opgravede jord soldes, og det har bragt mange tabte mønter for dagen, som har stor værdi for mønthistorien, fordi de kan belyse problemer som pengeøkonomiens udbredelse, lokalmønt og rigsmønt og brugen af udenlandsk mønt.

Er en mønt tabt et helt tilfældigt sted uden tilknytning til kulturlag, har den naturligvis kun mønthistorisk betydning, men i den sammenhæng kan også strøfund udvide vort kendskab til mønttyper. For hver ny mønt, der bliver fundet og gjort til genstand for forskning, bliver vor erkendelse udvidet, og de mange problemer, der er knyttet til møntfundene, bragt et lille skridt nærmere en løsning til gavn for arkæologien og historien. Derfor er det rimeligt, at alle mønter fundet i Danmarks jord er afleveringspligtige til Nationalmuseet ifølge danefælovgivningen.

Når man som numismatiker prøver at gøre op, hvor stor betydning rnønternes udsagn har for arkæologer og historikere, må man passe på ikke at overdrive og aldrig gribe til at udgive sine hypoteser for kendsgerninger. Historikeren på sin side må heller ikke på grund af de uundgåelige usikkerhedsmomenter, som møntforskningen er behæftet med, feje den til side som uvæsentlig. "Numismatik er både en uafhængig disciplin med sin egen eksistensberettigelse og en af de vigtigste hjælpevidenskaber for historien. Den kan yde historikeren store og ofte uventede tjenester, og dens vidnesbyrd er noget, han undervurderer til skade for sig selv (14)."

(Festskrift til K. G. Kaaber. Fra Holbæk amt. Årbog for Historisk Samfund for Holbæk Amt 1976 side 21-32)


Noter og litteraturhenvisninger


Tilbage til Dansk Mønt