Middelaldermønter indgår i Den kongelige Mønt- og Medaillesamling fra flere kanaler; der er samlede skattefund (1), mønter fundet ved arkæologiske udgravninger af voldsteder og byer, løsfund af enkelte tilfældigt tabte mønter eller mønter fundet på kirkegårde, formentlig medgivet i grave (2). Endelig er der resultaterne af den meget vigtige undersøgelse og soldning af fyld fra kirkegulve i forbindelse med restaureringsarbejder. Det er denne del af fundmaterialet, der skal behandles her.
Om Valdemarstidens mønter belyst ved løsfund fra kirkerne skrev Fritze Lindahl i NNÅ 1963 (3). Der er altså nu gået 10 år, siden en samlet oversigt over det numismatiske udbytte af kirkerestaureringsarbejderne er blevet foretaget. Det vil derfor nok være af interesse at gøre status for denne periode ved at fortsætte listerne. Da en statistik over, hvad der i det hele taget er fundet af mønter i kirkerne, vel kan påregne en vis interesse, er et skema med en gruppeinddeling af møntbestanden opstillet først (4). Derefter følger en oversigtsliste over Valdemarstidens mønter efter samme principper som i NNÅ 63, blot med tilføjelse af fundprotokolnumre. Listen omfatter ialt 80 mønter, og til hvert nummer er der i katalogform givet en kommentar (5).
/// skema - forelųbig udeladt her ///
Nr. Møntsted Hbg. Fundsted Amt el. By Vægt Fundprotokol Svend Estridsøn 1 Lund 32 a St. Mikkel Slagelse 1/2 (0,46) 3066 2 Slagelse 52 Trans Ringkøbing - 3008 Niels 3 Roskilde 9 Jørlunde Frederiksborg 0,85 2823 Svend Grathe 4 Ribe 14 var Øster Starup Vejle 0,81 3067 5 Ribe 15 Hvidding Tønder 1/2 (0,25) 3029 6 Slesvig 17 Viby Århus defekt 2816 7 Slesvig 17 St. Olaj Hjørring defekt 2894 8 Slesvig 17 Trans Ringkøbing defekt 3008 9 Slesvig 17 Trans Ringkøbing defekt 3008 10 Slesvig 17 Skærum Hjørring defekt 3049 11 Slesvig 17 Klarup Ålborg 0,42 3209 12 Slesvig 17 Klarup Ålborg 1/2 3209 13 Slesvig 17 Klarup Ålborg 1/2 3209 14 Ribe-Slesvig? ? Trans Ringkøbing defekt 3008 Valdemar I 15 Roskilde 13 St. Mikkel Slagelse 0,63 3066 16 Nørrejylland 39 St. Olaj Hjørring defekt 2894 17 Nørrejylland 49 Trans Ringkøbing defekt 3008 18 Ribe 53 Kolby Holbæk defekt 2877 19 Ribe 55 Gjesing Randers defekt 2945 20 Slesvig 58 Trans Ringkøbing defekt 3008 21 Slesvig 58 Klarup Ålborg 0,49 3209 22 Slesvig 61 Klarup Ålborg 0,66 3209 23 Slesvig 62 Trans Ringkøbing 0,57 3008 Knud VI 24 Lund 6 Roager Kirke Tønder defekt 3191 25 Lund 7 Jetsmark Hjørring 0,40 2774 26 Slesvig (5) Trans Ringkøbing 0,41 3008 27 Slesvig (5) Trans Ringkøbing 0,62 3008 Valdemar II 28 Lund 10 Klarup Ålborg 0,86 3209 29 Roskilde 22 St. Mikkel Slagelse 0,43 3066 30 Roskilde 29 St. Mikkel Slagelse 0,71 3066 31 Viborg 34 var Understed Hjørring 0,52 2863 32 Ribe 36 Skærum Hjørring defekt 3049 33 Ribe 39 Roager Tønder defekt 3191 34 Ribe (56 var)Mesinge Odense defekt 2903 35 Ribe (54) Øster Snede Vejle defekt 2909 36 Ribe 42 b Jetsmark Hjørring 0,72 2774 37 Ribe 42 b Jetsmark Hjørring 0,74 2774 38 Ribe 42 b Jetsmark Hjørring 0,93 2774 39 Ribe 42 b Grindslev Viborg 0,77 2803 40 Ribe 42 b Jørlunde Frederiksborg 0,74 2823 41 Ribe 42 b Nørup Vejle 1,05 2860 42 Ribe 42 b Kolby Holbæk 0,73 2877 43 Ribe 42 b Kolby Holbæk defekt 2877 44 Ribe 42 b Øster Starup Vejle 0,65 2892 45 Ribe 42 b Lyngby Randers 0,62 2895 46 Ribe 42 b Øster Snede Vejle 0,87 2909 47 Ribe 42 b St. Nikolaj Vejle defekt 2939 48 Ribe 42 b Hvidding Tønder defekt 3029 49 Ribe 42 b Rise Åbenrå 0,74 3030 50 Ribe 42 b Rise Åbenrå 0,60 3030 51 Ribe 42 b Skærum Hjørring 0,86 3049 52 Ribe 42 b Øster Starup Vejle defekt 3067 53 Ribe 42 b Bramminge Ribe 0,95 3075 54 Ribe 42 b Bramminge Ribe defekt 3111 55 Ribe 42 b Torup Frederiksborg 0,44 3134 56 Ribe 42b Klarup Ålborg defekt 3209 57 Nørrejylland 3 Øster Starup Vejle 0,47 3067 58 Nørrejylland 8 Aller Haderslev defekt 3197 59 Nørrejylland 9 Ørslevkloster Viborg 0,26 2862 60 Nørrejylland 12 Øster Starup Vejle 0,45 2892 61 Nørrejylland 12 Øster Starup Vejle 0,32 2892 62 Nørrejylland 12 Øster Starup Vejle 0,59 2892 63 Nørrejylland 12 Øster Starup Vejle 0,52 3067 64 Nørrejylland 15 Viby Århus 0,57 2816 65 Nørrejylland 15 var Skærum Hjørring 0,42 3049 66 Nørrejylland 19 Skærum Hjørring defekt 3049 67 Nørrejylland 19 Skærum Hjørring 0,34 3049 Valdemarstid 68 Ikke nærmere bestemmelig Hyllested Randers defekt 2834 Ny typer 69 - - Ørslevkloster Viborg 0,58 3129 70 - - Trans Ringkøbing 0,46 3008 71 - - St. Mikkel Slagelse 0,74 3066 72 - - St. Olaj Hjørring 0,46 2894 73 - - Hvidding Tønder 0,46 3029 74 - - Hvidding Tønder 0,57 3029 75 - - Øster Starup Vejle 0,29 2892 76 - - Kragelund Viborg 0,39 2890 77 - - Skals Viborg 0,42 2925 78 - - Øster Starup Vejle defekt 3067 79 - - Øster Starup Vejle 0,53 3067 80 - - Jetsmark Hjørring defekt 2774
Svend Estridsøn
Niels
Fig. I.
Svend Grathe
Valdemar I
Knud VI
Valdemar II
Valdemarstid
Ny typer (Fig. II.) De følgende mønter findes hverken hos Hauberg eller i Grenåfundet. Nogle af typerne i gruppen fra den her omhandlede periodes kirkefund er kendt i forvejen fra f.eks. den foregående tids kirkefund, til hvilke der derfor henvises, andre er hidtil ukendte i danske fund. Der skal ikke her gøres et forsøg på at give en komplet oversigt over nye Valdemarstyper, da det nødvendigvis må medføre inddragelsen af andre fund end det her skarpt afgrænsede emnes. Det kræver også undersøgelse af fund af danske mønter uden for Danmark og skal derfor tages op i en større sammenhæng. Efter at denne artikel var afleveret, er mønter fra St. Michaels kirke i Slesvig, fundet af Jens Vellev, blevet bestemt på MS af Jørgen Steen Jensen. Blandt disse er en hidtil ukendt mønt fra Erik Emune eller Erik Lam med indskrift ERI · REX (publiceres i Beiträge zur Schleswiger Stadtgeschichte).
Fig. II.
Både af 1963-listen og af den nye liste fremgår det, at en del nye mønttyper fra før 1241 er dukket op. Henførelsen af nye typer til konger og møntsteder må naturligvis bero på et skøn, idet der så godt som altid er tale om indskriftløse mønter. Møntens udseende, vægt og fundsted kan da alene være vejledende. Størsteparten af de nye typer kan efter disse kriterier med større eller mindre sikkerhed henføres til Valdemar II, Jylland, idet de har flest lighedspunkter med Grenåfundmønterne. Den herskende skik hyppigt at inddrage mønter og udsende nye for at skaffe kronen indtægter sætter her sit tydelige spor. De jyske møntsteder må have været meget produktive.
Foruden de nye typer og tydelige varianter af kendte typer har kirkefundene også givet exemplarer af sjældent forekommende mønter, hvilket naturligvis er meget kærkomment. Også de mere almindelige mønter har imidlertid stor interesse, idet de viser, hvilke mønter der var de hyppigste i dagligt brug til forskellige tider. Kirkefundsmønterne bekræfter således med al ønskelig tydelighed, at Valdemar II's Ribemønt med kors på den ene side og et romertal II på den anden og omskrifterne: WALDEMARVS REX DANORVM, som man længe har anset for en rigsmønt, modsat de mere lokalt anvendte typer, virkelig også var det. Den findes alle vegne i landet, meget hyppigt og med talrige små variationer over hovedtemaet, hvilket formentlig angiver årgange. Udmøntningens hovedsted var Ribe, men man kan ikke se bort fra den mulighed, at netop denne type er præget ved flere møntsteder (6). (Fig. I mønt nr. 41.)
Som det blev fremhævet af Fritze Lindahl, bekræfter de løsfundne mønter stort set Haubergs henførelse til møntsteder, men dette berettiger ikke til at opfatte møntvæsnet som feudalt med mønt, der udelukkende var lokalt gyldig. Det er kun størstedelen af mønterne, der findes nær prægestedet, ikke alle, og vi må også huske på, at vi kun med sikkerhed kender prægestedet, hvor bynavnet ligefrem står på mønten. Der er ikke antydning i de skriftlige kilder af forbud mod brug af samme mønter allevegne. Når mønter som regel kun findes i rimelig afstand fra, hvad vi anser for møntstedet, afspejler det altså alene det meget naturlige fænomen, at mønten sættes i omløb lokalt, samt at kommunikationen mellem private fra de forskellige landsdele ikke var særlig stor.
At kirkefundsmønter er ophobningsfund fremkommet på den ganske tilfældige måde, at de er tabt på gulvet, kan der ikke være tvivl om. Går man ind i en katolsk kirke i vore dage, hvor indsamling i klingpung ved offertoriet stadig praktiseres, hører man uvægerligt en mønt eller to trille hen ad gulvet. Der er altid et uroligt barn eller en gammel, der ryster lidt på hånden, som taber sin mønt. Det samme skete naturligvis før i tiden. Havde man pengene løst i lommen kunne de også let rives op og trille bort. Var der revner i gulvet, forsvandt de lette små mønter uvægerligt. At mønterne således blot er tabt af kirkegængerne, er den almindelige opfattelse blandt danske middelalderarkæologer (7), medens man andre steder har hældet mere til offerteorien (8). En sjælden gang kan der være tale om en nedgravet skat, der er gemt i kirkegulvet, men i så fald giver det sig tydeligt til kende ved fundomstændighederne (9). Det eneste, der kan være svært at afgøre med sikkerhed, er hvor mange, der kan opfattes som Charons-oboler. Nogle få er det tydeligt, idet de er fundet i undersøgte grave, men andre kan muligvis stamme fra ikke længere synlige grave.
Går vi fra oversigtsskemaets første gruppe: danske mønter indtil 1241 over til den næste: danske mønter 1241-1377 viser det sig straks, at den rummer langt flere mønter end den første (10). Man kan imidlertid ikke deraf umiddelbart slutte, at brugen af mønt derfor må have været langt mere almindelig end i den foregående periode. Fordelingen skyldes bl.a. det rent tekniske, at man ved almindelige restaureringsarbejder fra Nationalmuseet opfordrer til i videst mulig udstrækning at skåne de ældste lag, og kun, hvor arkæologiske undersøgelser til bunds i lagene er foretaget, er materialet derfor repræsentativt. At udmøntningerne af "Borgerkrigsmønterne" har været store, er der dog næppe tvivl om, det viser også skattefund. De mange typer vidner om, at pengeombytningen har været mere konsekvent gennemført end i Valdemarstiden.
Til brug for en revision af det Hauberg-Mansfeld-Būllnerske system for fordeling af "Borgerkrigs"-typerne på møntsteder kan det ret store materiale fra kirkefund sikkert vise sig nyttigt (11). Det vil jeg imidlertid lade ligge her, da en gruppe danske møntsamlere arbejder med problemerne og også mener at kunne omdatere og findatere en del typer. Før resuItaterne foreligger på tryk, er man imidlertid henvist til at bestemme efter de forhåndenværende værker med tillæg af enkelte reviderende artikler. Det kan dog nævnes, at der blandt mønterne er nogle varianter af tidligere kendte typer og enkelte nye.
De første mønter, der slås på dansk område efter opløsningsperioden, Witten, Drelinge og Viertelwitten fra Ribe og Flensborg, er svagt repræsenterede i kirkefundene. Fra den her behandlede periode er der kun fire stykker af Viertelwitten fra Flensborg c. 1350-80 (FP 2780, FP 3118, FP 3203 og FP 3211) (12). For overskuelighedens skyld er mønterne 1377-1588 samlet i een rubrik i skemaet. Fordelingen på kongerne er følgende:
Erik af Pommern (1412-39) 105 Christopher af Bayern (1440-48) 1 Rigsrådet (1448) 6 Christiern I (1448-81) 23 Hans (1481-1513) 52 Christiern II (1513-23) 1 Frederik I (1523-33) 10 Christian III (1534-59) 17 Frederik II (1559-88) 13 Ialt 226
Som det ses af denne optælling, dominerer mønter fra Erik af Pommern, og af disse er der forskellige møntarter repræsenterede:
Gros 1 Sterlinge 8 Kobbersterlinge 26 Hulpenninge 69 Halv hulpenning 1 Ialt: 105
Hulpenningene (NNÅ 1955 nr. 33 og 63) er i flertal, og af de to typer med henholdsvis kongekrone og lebard er kronen den hyppigste. Den har ingen lokal begrænsning, men træffes overalt i riget. Almindelig udbredt og næsten altid til stede i et kirkefund er også Christiern l's og Kong Hans' Hvide, hvorimod en Christiern II-mønt er en undtagelse. Hovedindholdet af kirkefundene er som regel nyere mønter, der ikke skal kommenteres i denne sammenhæng.
For de udenlandske mønters vedkommende illustrerer kirkefundene meget klart, at meklenborgske, hamborgske og lybske samt andre nordtyske Stæders Hulpenninge har været almindeligt betalingsmiddel overalt i Danmark i den senere middelalder. Hvor længe de har kurseret, er et spørgsmål, der bl.a. kan belyses i forbindelse med fund af senmiddelalderlige mønter i kirkebøsser, og man må nok regne med en lang omløbstid (13). At der har været store mængder af disse Hulpenninge her i landet, viser et fund som Kirial med de c. 80.000 Hulpenninge. Det største antal meklenborgske Hulpenninge fra en kirke stammer fra undersøgelserne i Farum (FP 2658). 141 exemplarer ialt, og her er ikke tegn på, at det er en samlet skat. Fra den her behandlede periode er det største tal 19 stk. Der er Oksehovedhulpenninge af flere af de ældre typer, men 1400-tals mønterne dominerer. Der har flere gange været fremsat den tanke fra svensk og norsk side, at disse i Norden i løsfund almindeligt forekommende sene typer af Oksehovedhulpenninge ikke er ægte meklenborgske, men en skandinavisk efterligning (14). Der er ikke noget i det danske materiale, der bekræfter denne teori. Svenske og norske mønter fra hele middelalderen er sjældne i danske fund, hvorimod tyske, som nævnt er hyppige. Kun to norske middelaldermønter er repræsenterede i de her Ministrerede kirkefund fra syddansk område. Den ene (FP 2877) er fra perioden 1140-50 (Schive tavle V nr. 81 var), den anden er fra Haakon V (1299-1319), Bergen, (Schive tavle XI 7 og 8) (15). De 26 mønter fra Sand Kirke på Færøerne skyldes den specielle geografiske placering. De vil blive publicerede andetsteds.
Fra svensk middelalder kendes ingen mønter fra Valdemarstid, og iøvrigt har kun otte Hulpenninge fra Magnus Eriksen Smek (1319-65) af typerne fra c. 1360 fundet vej til danske kirkegulve. En har krone, en to modstillede kroner, en L og fem E (16). - Fra Visby på Gotland er der også meget få mønter. Kun to er registrerede, begge fra 1400-tallet (17).
Fig. III.
Oksehovedhulpenningene er på grund af deres talrighed trukket ud i en særlig rubrik i oversigtsskemaet og sluttallet i sammentællingen udviser 233 exemplarer. Så mange Hulpenninge har andre tyske byer ikke leveret. Det højeste tal tegner Hamborg sig for: 63 stk. Hulpenninge forekommer endvidere fra: Brandenborg, Brunsvig, Demmin, Holsten, Lyneborg, Lybæk, Oldesloe, Rostock, Salzwedel og Stralsund. Blandt Hulpenningene er et stykke, der tilsyneladende er Hamborg, Gaedechens nr. 1394, der dateres c. 1450, men som har en fra det sædvanlige nældeblad ret afvigende figur i porten (fig. IIIa) (18). En Hulpenning fra Holsten med nældeblad i skjold, fundet i Bække Kirke, må anses for sjælden. Den er ikke hos Lange og har ikke tidligere været i møntsamlingen. Den dateres kort før 1500 (19).
Andre tyske middelalderlige mønttyper er beskednere i tal end Hulpenningene og især 11- og 1200-tals mønter er meget sjældne. Fra Trans Kirke stammer en halv, overklippet Denar fra Køln, der på forsiden har en bisp siddende på en klapstol med dyrehoveder. I hånden holder han en bog. På bagsiden mur med tårne, (fig. IIIb). Mønten kan dateres til Philip I af Heinsberg (1167-91) og findateres til perioden 1175-81 (20). I Øster Starup Kirke er fundet en mønt fra Münster, slået af Bisp Ludolph af Halle (1226-48) (21). Et brudstykke af en mønt fra Trans Kirke har ikke kunnet identificeres, men kan måske være tysk. På forsiden er der rester af en kongekrone på bagsiden bagparten af en løve, i tegning meget mindende om Henrik Løves løver. (Se fig. IIIc.)
En anden, ganske lille mønt må betragtes som ukendt (se fig. IlId). Forslag til placering af stykket vil være kærkomne. Norsk? svensk? tysk? eller noget helt fjerde? Den har visse ligheder med Vinkenaugen.
Fra 13- og 1400-tallet stammer et par Schillinge, en halv snes Witten og nogle og tyve Viertelwitten. Blandt disse kan fremhæves et smukt exemplar af en Stettiner-schilling slået 1499 af Bogislaus (fig. IlIe) samt en Stralsund-witten fra 1515 med hjerte som bitegn. Dannenberg har ikke haft et sådant stykke til sin beskrivelse af Pommerns mønter, men den svarer til hans Schilling fra 1515 (nr. 296) (fig. IlIf) (22).
En særlig gruppe småmønt, de pommerske Vinkenaugen er fundet i stort tal (31 stykker) i Rutsker på Bornholm. Vinkenaugen er tidligere konstateret i bornholmske kirkefund. Øens beliggenhed må være skyld i, at de pommerske mønter særligt er at finde her.
Fra tiden efter 1500, der ikke behandles her, er der stadig en hel del tyske mønter.
Medens engelske Sterlinge kendes i stort tal fra middelalderlige skattefund (f.eks. Ribefundet og Kirialfundet) er de ikke særligt hyppige i kirkefund. Måske har man normalt anset dem for at være for værdifulde til at ofre på en almindelig søndag. De gjaldt jo 3 penninge. Det er nok det samme, der gør sig gældende, når tysk småmønt så langt overstiger de mere værdifulde i tal. De fire engelske mønter fra de her behandlede kirkefund er alle præget i Canterbury, a) FP. 2847, præget af møntmester Tomas 1218-35, b) FP 3066, type X b 1302-10, c) FP 2939 og 3209 fra Edward II, der regerede 1307-27 (23).
Efterligninger af engelske Sterlinge forekommer også, således fra St. Mikkels Kirke i Slagelse, en Long-cross penny slået for Ferry IV (1312- 28) af Lorraine og en nederlandsk efterligning af Henrik III's type V (24). Fra Dorpat kommer en Sterling slået for Tiderik Ressler, bisp 1413-41. Den har fundet vej til Jørlunde Kirke i Nordsjælland (25).
Fra Nederlandene er iøvrigt kun en eneste mønt: En lillebitte Penning fra c. 1200, slået i Utrecht (fig. IIIg) og fundet i Trans (26).
Enestående i et kirkefund er en tournoserefterligning fra Lothringen, slået af Hertug Robert af Bar (1355-1411). Den er gennemboret af to huller overfor hinanden, måske beregnet til fastsyning og forgyldt. (Fig. IIIh) (27).
I oversigtsskemaets sidste rubrik: ubestemmelige, der omfatter mønter, der er for opløste og defekte til at kunne placeres, er der også stykker fra middelalderen. F.eks. kan det være umuligt at konstatere, om det drejer sig om en "Borgerkrigsmønt" eller en Kobbersterling, hvis kun et brudstykke foreligger, og en bid af en Hulpennings strålerand kan stamme fra enten en dansk eller en tysk mønt (evt. endog en svensk). Det samlede antal af middelalderlige mønter må altså forøges lidt under hensyntagen til denne gruppe.
Som nævnt i indledningen udgør kirkefundene kun en del af den samlede fundmængde, men de er meget nyttige, når det drejer sig om at vise, hvilke mønter menigmand havde i hænde.
(NNÅ 1972 side 49-70)