af Axel Ernst
Da Peder Terpager skrev sin Fødeby Ribes Historie (1), viede han i 3. Bog Byens Møntvæsen et særligt Afsnit (pag. 694-705), De re monetaria, hvori han, hvis Hjemmelsmænd, hvad Mønterne angik, navnlig var Otto Sperling, Thomas Broder Bircherod og den i Ribe fødte Johannes Laverentzen, Udgiveren af 2. Udgave af Museum Regium (1710), først gav en Række mønthistoriske Oplysninger, saasom om Mønthusets Beliggenhed og om de fra et Par Skøder kendte Møntmestre Hermann Haghmot (1310) og Papæ Myntær (1346), men derefter leverede en med 8 kobberstukne Afbildninger forsynet Oversigt over de kendte Ribe-Mønter, der dog kun har væsentligere Interesse for de afbildede Mønters Vedkommende, d.v.s. Mønterne fra Frederik I og Christian III. De af Terpager meddelte Oplysninger refereres af Matth. Galthen (2), medens Ribes senere Byhistoriker, J. Kinch (3), vel har udnyttet den senere udkomne Litteratur, men ikke har ofret Møntvæsenet og da navnlig Spørgsmaalet om de i Ribe slagne Mønter nogen særlig Interesse.
Georg Galster har i den sidst i 1947 udkomne Aarbog "Fra Ribe Amt" (4) givet en populært skreven Oversigt, "Ribe Mønt", over, hvad man ved herom, rigt illustreret og forsynet med meget fyldige Noter, hvori bl. a. aftrykkes det ret omfattende skriftlige Kildemateriale, som ellers maa søges mange forskellige Steder. Da Galsters Fremstilling paa flere Punkter afviger fra P. Haubergs Opfattelse (5), har den Bud til en videre Kreds end Aarbogens Læsere, nemlig til alle, der beskæftiger sig med vort Lands ældre Mønthistorie. I det følgende skal jeg søge at redegøre herfor og uddybe mit Syn paa enkelte Punkter, hvor det har ligget uden for Galsters Opgave at give en mere indgaaende Behandling.
Med Rette fremhæver Galster, at Rækken af de middelalderlige Ribe-Mønter er sparsom, naar hensees til Ribes Berømmelse som Handelsstad i Middelalderen (6), og navnlig gælder dette i Tiden indtil Biskop Tuvo, hvor først det af Galster publicerede Møntfund fra Grenaa (7) giver os fast Bund under Fødderne. Det maa dog herved tages i Betragtning, at der for Tiden indtil Valdemarerne næsten ingen Møntfund er fremdraget i Ribe eller dens nogenlunde Nærhed (8), og for Tiden 1016-1150 kendes der overhovedet ingen. Men det kan vel ikke udelukkes, at Fremtiden kan bringe Fund for Dagen, som kan kaste et klarere Lys over Udmøntningerne i Ribe, saaledes som det ogsaa i nyere Tid er sket for andre Dele af vort Land (9).
Kinch (S.11 og 51) støttede sig til Ribe Bispekrønike (10) og regnede derfor med, at Biskop Odinkar den Yngre af Kong Knud den Store havde faaet overdraget som Gave Halvdelen af Kongens Rettigheder af Ribe, herunder Møntretten, alene med Undtagelse af 40 Marks Bøder, Vrag og Forban. Johannes Steenstrup hyldede samme Mening: "Ribe Bisps Ret til den halve Mønt af Ribe By var af særdeles gammel Dato, den skrev sig nemlig fra Knud den Stores Gave til Bisp Odinkar og hans Efterfølgere, hvorefter Halvdelen af al kgl. Indtægt af Ribe skulde tilhøre Bispen" (11). Hans Olrik skriver vel (12): "Spørgsmaalet er, om Knud den Store endog har skænket Bisperne Møntret. I Ribe Bispekrønike hedder det, at Knud gav Odinkar Halvdelen af al kgl. Ret i Ribe", hvortil han føjer, at "paa Valdemarstiden havde Ribebispen virkelig den halve Møntret, indtil Valdemar II afkøbte ham den", men S.131 bemærker Hans Olrik dog, at det er uvist, hvornaar Ribebispen fik Halvdelen af Mønten i Ribe. Hauberg (13) ansaa Bispekrønikens Beretning om en saadan Overdragelse fra Knud den Store som usandsynlig, men regnede med, at Overdragelsen først skete "sandsynligvis siden Slutningen af det 11te Aarhundrede" (14). Lauritz Weibull har i Afhandlingen Den skånska kyrkans ålsta historia (15) givet gode Grunde for, at Overdragelsen af Møntretten til Bisperne har fundet et synligt Udtryk i de paagældende Mønters Præg, hvorfor han for Ribes Vedkommende antager, at Overdragelsen har fundet Sted under Kong Niels, i hvilken Henseende han søger Beviset i den af Hauberg til Kong Niels, Ribe, henførte Mønt (16). Henførelsen af denne Mønt kan dog ikke anses for helt sikker. Det er uden Betænkelighed at følge Galster, naar han frakender Ribe Bispekrønikes Beretning Værdi, hvad angaar Overdragelsen af Møntretten allerede under Knud den Store.
Fig. 1. Biskop Thore (c. 1114-34)?
Hvis man imidlertid under Hensyn til det gejstlige Præg tør henføre Mønten Hbg. I, Tvl. XIII. 14, hvis Forside viser et modvendt Brystbillede med Tonsur, med Krumstav og Korsstav, til Ribe under Kong Niels, kan Vilh. la Cour have Ret i sin Opfattelse, hvorefter Ribebispen allerede havde Retten til Halvdelen af Byens Mønt, før Svend Grathe ved det i 1151 eller de nærmest følgende Aar udstedte Privilegiebrev indrømmede Bisp Elias (1142-c.1162) - i Lighed med, hvad der før var indrømmet hans Forgængere - Halvdelen af al kongelig Ret i Staden Ribe med Undtagelse af Forban, Vrag og 40 Marks Bøder (17). Om Kronens Rettigheder, "jus regium", i dette Tilfælde som ogsaa i en Række andre Tilfælde omfattede Møntretten, uanset at denne ikke udtrykkeligt nævnes, er tvivlsomt, men som Galster fremhæver, nævnes Møntretten heller ikke særlig i Pavens Bekræftelse af 1193 eller i Knud VI's Bekræftelse af 1196, skønt det i hvert Fald er sikkert, at Bispen da havde Andel i Møntretten, og efter Privilegiebrevets Formulering er det ikke udelukket, at den halve Møntret har været overdraget Ribebispen før dets Udstedelse, uden at Tidspunktet herfor lader sig fastslaa.
Fig. 2-4. Sven Grade (eller Knud V) og Biskop Elias (1142-62).
Galster har da ogsaa S.602 henført de 3 Mønter Hbg. II. Tvl.I Nr. 14-16 til Ribebispen Elias.
Fig. 5-6. Valdemar II og Biskop Tuve (1214-30).
Fig. 7. Valdemar II og Biskop Gunner (1230-34).
Efter de ved Navnet paa Mønterne sikrede Mønter fra Biskop Tuvo (1214-30) og hans Efterfølger Biskop Gunner (Hbg. II. Tvl. VI nr. 39) nævnes Mønten i Ribe og Møntmesteren i denne By i Kong Valdemars Jordebogs Hovedstykke, og Galster anfører S.588 i denne Forbindelse, at "Det er ikke usandsynligt, at Møntmesteren har haft Mønten i Forpagtning". En lignende Opfattelse er fremsat af Kr. Erslev (18). At Bortforpagtning af Mønten i hvert Fald senere har været kendt, fremgaar af Roskildebispens Dombog for 6/4 1293 (19) for Roskildes Vedkommende, og saaledes har det sikkert ogsaa været ved de andre Møntsteder. Kong Valdemars Jordebog nævner blandt Kongens Indtægter Indtægten fra Mønten i Viborg, Horsens, Ribe, Slesvig, Roskilde og Lund, men kun for Ribes Vedkommende nævnes Indtægt af Møntmesteren, hvad der kunde tyde paa, at Bortforpagtning af Mønten tidligst er sket i denne By. Af den kendte Strid mellem Roskildebispen og Kongens Møntmester, Sommer, i Roskilde, saaledes som den er skildret i Roskildebispens Dombog for 6/4 1293 (DRB II.IV. Nr.100), fremgaar, at Kongen og Bispen her havde hver sin Møntmester. Muligvis har Forholdet ogsaa været saaledes i Ribe og de andre Møntsteder, hvor Møntretten var delt, men det er ogsaa tænkeligt, at Forholdet har været et særligt for Roskilde (og vel ogsaa for Lund), hvor sikkert de største Udmøntninger fandt Sted (20), men at man i Ribe og Slesvig (og muligt ogsaa i Viborg, hvor det med Galster S.596 sikkert maa antages, at Bispen ogsaa har faaet Del i Møntretten, skønt ingen skriftlige Kilder herom er bevaret (21) har ordnet sig saaledes, at en og samme Møntmester har foretaget Udmøntning saavel for Kongen som for Bispen.
For Ribe Mønts Skæbne siden 1234, da Bispen afstod sin Halvdel af Møntretten til Kongen, og indtil 1280, da Bispen atter overtog Halvdelen af Mønten, er bevaret en Række skriftlige Vidnesbyrd, for hvilke Galster har givet en detailleret Fremstilling. Indenfor dette Tidsrum falder Udstedelsen af den bekendte Ribe Stadsret af 26. Juni 1269 (DRB II.II. Nr.145), der i ' 18 omtaler Møntmesteren i Ribe. Da Møntretten i 1269 i Ribe alene tilkom Kongen, er det i hvert Fald Kongens Møntmester, der sigtes til. Møntmesteren var da vist nok den Henrik, hvis Enke, Fru Ave, omtales i 1273 (DRB II.II Nr.206). Hauberg har henført Skødet fra hende til Bispen til ca. 1285 (22), altsaa paa et Tidspunkt, hvor Ribebispen havde generhvervet sin Halvdel af Mønten, men har urigtigt opfattet Henrik som Biskop Tyges Møntmester. Rigtigere er det med Galster S.589 at antage, at Møntmesterens Gæld til Bispen, der laa til Grund for Skødets Udstedelse, hidrørte fra et Laan, hvormed Bispen havde finansieret Henrik som Forpagter af Kongens Mønt; men man kunde vel ogsaa tænke sig, at Henrik som Kongens Møntmester har skullet sørge for Udredelsen af den Bispen den 4. April 1252 (DRB II. I Nr.60) tillagte Godtgørelse paa 50 Mark Penge af Kongens Plovpenge, men havde undladt at indbetale disse Beløb til Bispen. Med Hensyn til §18 i Ribe Stadsret maa iøvrigt erindres, at denne Bestemmelse sikkert - ligesom en lang Række andre Bestemmelser i Stadsretten - skyldtes direkte Laan fra den gamle lybske Stadsrets Bestemmelse "De indativo argento" (23), saaledes som J. L. A. Kolderup-Rosenvinge forlængst har gjort opmærksom paa (24). At Ribe Stadsret saaledes i betydelig Grad har bygget paa Lübecks Stadsret, tyder paa en fremskreden Udvikling af Forholdene i Ribe. En Bestemmelse som §18 (Hasse §17), om den strenge Straf for Falskmønten, var. naturlig i Lübeck, hvor Byen selv var i Besiddelse af Møntretten; at den er optaget - endda i meget skærpet Form - i Ribe Stadsret, maa vel skyldes Kongens Indflydelse til Beskyttelse for hans særlige Interesse i Mønten i Ribe - hvis det da ikke blot beror paa en rent mekanisk Overførelse af Bestemmelsen fra den lybske Stadsret. Bestemmelsen blev staaende i den nyere Ribe Stadsret, udstedt af Christoffer af Bayern i 1443 (25), skønt den da forlængst havde tabt al Betydning. Det af Pave Gregor X den 23. Juli 1274 udstedte Bekræftelsesbrev (26) overfor Ribebispen Tyge paa hans Adkomst til Halvdelen af Kongens Indtægt i Ribe Stad med Undtagelse af Forban, Vrag og 40 Marks Bøderne kan uanset Formuleringen ingen aktuel Betydning have haft med Hensyn til Andelen i Møntretten, men er vel afgivet efter Bispens Ansøgning, der henviser til "Knud, de Danskes og Venders Konge", altsaa Knud VI, hvis Bekræftelsesbrev af 19. Marts 1196 er nævnt ovenfor, for at bane Vej for Bispens Generhvervelse af Møntretten, der fandt Sted ved Erik Klippings Brev af 6. Marts 1280 (27). Bispestolens Rettigheder i Ribe bekræftedes af Erik Menved den 27. Oktober 1288 (28), vel i Anledning af den ny Biskop Christierns Tiltrædelse. Da denne Biskop den 7. April 1298 skænkede Jordegods til Skolen i Ribe, ansattes 40 Mark Penge i gængs Mønt til at være lig 5 Pund Sterling (29), medens "30 Mark Penge i Kobber, som er gængse", i 1296 ansattes lige med 3 gode gamle Pund Sterlinger (30), hvad der maa forekomme mærkeligt, men i hvert Fald er et Udtryk for, at man under den danske Mønts svingende - og normalt synkende - Værdi har søgt at sikre sig gennem Valutaklausuler, som vi ogsaa i den nyeste Tid kender det gennem "Guldklausuler" eller Sikring gennem "haard Valuta (31). Bekendt er den paa Danehoffet i Nyborg den 13. Marts 1304 udstedte Rigslov, hvis §3 skærpede Forbudet mod Anvendelse af ældre Mønt af Hensyn til Kongens Profit ved Omvekslingen, men samtidigt i §6 paabød, at Udførselstolden for Plage skuldes betales med 6 Sterlinger for hver Plag, for at "vor Told, som paa Grund af Møntens Forringelse er meget betydeligt formindsket, ikke helt skal ødelægges" (32). Den 11aarige Kong Valdemars Bortforlening i 1326 af bl. a. Ribe By med Mønten til Marsken, Ludvig Albertsen Eberstein (33), var sikkert kun kortvarig. Allerede før 1338 synes Udmøntningen i Ribe at være ophørt, og Traktaten af 22. April 1340, hvorefter Valdemar (Atterdag) skulde ægte den holstenske Grev Henriks Søster, der som Livgeding skulde have Ribe By med bl. a. Mønten, som Christoffer II havde haft dér, traadte aldrig i Kraft, idet det ved Traktaten af 19. Maj 1340 senere bestemtes, at Valdemar skulde ægte Hertug Valdemars Søster Helvig, der paa samme Maade som Livgeding skulde have Ribe By med Mønten der. Heraf kan imidlertid ikke udledes, at Mønten i Ribe nu atter var i Gang, men blot, at Indtægterne af den kongelige Møntret i Ribe skulde tilfalde hende, om og naar Udmøntning i Ribe fandt Sted. Ved Omtalen af den i 1346 nævnte fordums Møntmester Pape, der havde boet i den da nedlagte Mønt, sætter Galster S.600-602 ham sikkert med Rette i Forbindelse med den af Hbg III S.152 som Nr. 11 til Slesvig henførte Mønt (MB 634) (34). Denne Mønt, der først blev kendt ved Møntfundet i Fohl (Haderslev Amt) i 1845, er behandlet af C. F. Herbst i Antiquarisk Tidsskrift for 1846 (35) og her henført til "Hertug Waldemar af Sønderjylland (1272-1312)".
Fig. 8. Valdemar IV (1326-30).
Herbst opfattede Fremstillingen paa Møntens Bagside som en Bispehue, og for at forklare det biskoppelige Mærke "kunde man antage, at Fyrst Waldemar havde deelt Bekostningen af Udmyntningen med Biskoppen af Slesvig, hvilket rigtignok kun er en løs Hypotes". I Virkeligheden staar vi, som af Galster paavist, sikkert overfor det af den adelige Slægt Pape førte Vaaben, et Skjold med Sparre, og da Møntmester Pape i Ribe sandsynligvis har hørt til samme Slægt, skulde Mønten, som af Galster (36) antaget, kunne henføres til Tiden Juni (37) 1326 til Februar 1330, det Tidsrum da den unge Hertug Valdemar var Danmarks Konge under Grev Gerhard III.s Formynderskab, og Pape "Mynters" Virksomhed som Møntmester i Ribe gaa tilbage til den Tid. Selv om Ludvig Albertsen som nævnt havde faaet Ribe By med Mønten i Forlening af Kong Valdemar den 5. Juli 1326, kan dette ikke antages at have haft nogen Indflydelse paa Kongens Ret til at bestemme Møntens Præg (Jfr. DRB II. IV Nr.100), og forøvrigt døde Ludvig Albertsen allerede den 29. Maj 1328 (38). Er Galsters Henførelse, hvad jeg mener, rigtig, staar vi her overfor den første Mønt, der efter sit Præg lader sig henføre til den unge Kong Valdemars kortvarige Regering i en af vort Lands Histories mørkeste Perioder (39).
Fig. 9. Witten 1370-80erne.
I Møntfund fra Slutningen af det 14. Aarhundrede forekommer undertiden en efter Datidens Forhold ret anselig Sølvmønt, hvis Forside viser i en Perlering en kronet, gaaende Løve med modvendt Ansigt, saakaldet "Leopard", hvorom Omskriften CIVITAS (sjældnere SIVITAS) RENGNI (eller In REGNO), medens Bagsiden indenfor en Perlering viser et Kors, i hvis 4 Vinkler ses en gaaende "Leopard", og har Omskriften MONETA RIPENS. Mønten forekommer i flere Variationer og er beskrevet hos Hbg. IV S.22-23, Fig. 5, Wilh. Jesse: Der wendische Münzverein, Lübeck 1928, p. 267 Nr.692, og Georg Galster i Nord. num. Arsskrift 1942, S.101 Nr.1, foruden en Række andre Steder, hvorom i det følgende.
Da der om Tiden for Udmøntningen af disse Ribe-Witten har gjort sig noget forskellige Opfattelser gældende, er det af Interesse, at Møntens Bagsides Præg svarer ret nøje til de i Lüneburg, der, rig ved sine Saltværker, hvis Produkt væsentligt afsattes over Lübeck til de nordiske Riger, havde overtaget den tidligere blomstrende By Bardowiek (Bardewik)'s Rolle som den dominerende Handelsstad i Bardengau, prægede Witten (40), hvis Forside viser en Løve til venstre i en Ring, hvorom HONETA LVNEBORGH, medens Reversen viser i en Ring et Kors, i hvis 4 Vinkler en Løve, og har Omskriften SIT LAVS DEO PATRI.
Fig. 10. Lyneborg Witten (c. 1350-81).
Allerede C. J. Thomsen gjorde opmærksom paa denne Overensstemmelse i Afhandlingen: Ueber die bei dem Dorfe Ruhwinkel gefundenen Münzen (41), hvor der S.65-66 som Nr.47 beskrives et i dette Fund i Efteraaret 1837 fremkommet Eksemplar af Ribe-Witten med Omskriften SIVITAS IN REGNO. Thomsen oplyser her, at der i "Basnæs-Fundet" (42) var fremdraget 2 Eksemplarer, der dog havde Omskriften CIVITAS RENGNI samt at der forinden af denne Mønt kun havde været kendt eet Eksemplar, nemlig i Sproglærer Forwaldts Samling, der var købt af Christiania Universitet; denne Mønt er afbildet i Ramus og Devegges ufuldendte Møntværk, Tab. XLII.I. De i Ruhwinkel-Fundet fremkomne Witten fra Lüneburg, hvortil Thomsen henviste, er der beskrevet under Nr.33-34; men heller ikke om Tidspunktet for disse ældste Lüneburger-Wittens Udmøntning har der hersket Enighed. Med Støtte i den af Leibnitz anførte "Notitia rei nummariae Luneburgicae, Hamburgensis et Lubicensis ab ann. D. 1325 ad ann. D. 1525" (43), hvorefter Udmøntningen af Witten skulde være begyndt i Hamburg i 1325, ansaa man det i lang Tid for sikkert at kunne henføre Begyndelsen af Wittenprægningen i de nordtyske Stæder til dette Aar (44). Jesse har imidlertid paavist, l. c. pag. 79, at Witten tidligst omtales i Dokumenter fra 1347 i Lübeck og 1348/49 i Wismar, og da Møntfund, indeholdende Witten, ikke tillader nogen tidligere Datering, ansaa han det for meget sandsynligt, at Udmøntningen af Witten var et Resultat af de Møntprivilegier, Lübeck erhvervede i 1339 og 1340. I "Hamburgs Anteil an der deutschen Münz- und Geldgeschichte" (45) synes han imidlertid at sætte Tidspunktet endnu lidt senere, nemlig til c. 1350. Fra Tiden 1345-1372 haves sikre Efterretninger om Ligestilling mellem Lübecks og Lüneburgs Mønt, og ved et i 1371 udstedt Brev gav Hertugerne Wenzeslaus og Albrecht af Sachsen og Lüneburg Staden Lüneburg Tilladelse, "dat se ore munte unde penninghe in sulker weringe na deme slage der stad to Lubeke moghen richten unde holden", idet der henvises til, "dat in vorjaren de muente unde penninghe to Lunemborch und to Lubeke in ener weringe unde gude sint gewesen" (46). Det er muligt, at der herved netop sigtes til Wittenprægningen, som da for Lüneburgs Vedkommende i hvert Fald skulde være sket i 1371 og for den ældste Udmøntning, der var det direkte Forbillede for Udmøntningen af Ribe-Witten, senest ophørte, da Lüneburg tiltraadte Recessen af 6. April 1381 og derefter prægede de ved Recessen af 1379 indførte "Sternwitten" (Jesse Nr.367). Men rimeligere er det vistnok at datere Udmøntningen af de ældste Lüneburger-Witten en Del tidligere, jfr. Udtrykket "in vorjaren" (47).
Meget naturligt har Hauberg sat Udmøntningen af Ribe-Witten i Forbindelse med de i Flensborg og i en Række holstenske Byer foretagne Udmøntninger af Witten (og Kvart-Witten). Selve Omskriften "civitas regni"eller "civitas in regno", By i Kongeriget, er jo tydeligt nok affattet som Modstykke til Betegnelsen "civitas Holsacie" By i Holsten, der forekommer paa Witten fra Kiel, Oldeslo og Neustadt (ved Elben) (Jesse Nr.341-342, 344 og 405-06). Heller ikke det nøjagtige Tidspunkt for Udmøntningen af de ældste af disse holstenske Witten lader sig sikkert fastslaa. Kiel havde allerede i 1318 af Grev Johan faaet overdraget Møntretten, og samme Aar omtales en aarlig Afgift af 24 Penning Kielermønt, ligesom der i 1322 nævnes en Møntmester Albertus i Kie1 (48). I "Das älteste Kieler Rentebuch (1300-1487)" nævnes Mønt fra Kiel første Gang i 1362 og sidste Gang i 1382. Flensborg-Mønt nævnes i 1359 (49), og i 1369 klagede Hansestæderne over "denarii Kylensium, Flenzeburgensium et de Idzeho" og forbød Brugen deraf. I 1376 regnedes 11 Mark Hamborger-Penninge for at have samme Værdi som 13 1/2 Mark Kielermønt (50), hvilket dog, da det sikkert har drejet sig om Witten, synes at være en ganske urimelig Undervurdering af Kielerwitten.
Hverken paa Grundlag af Forbilledet, den ældre lüneburgske Witten, eller ved Henvisningen til Wittenudmøntningerne i de holstenske Byer og i Flensborg lader det sig saaledes med Sikkerhed fastslaa, hvornaar wittenudmøntningen i Ribe er begyndt, dog at dette efter al Sandsynlighed maa være sket, ikke blot før Dronning Margrethe i 1396 fik paalagt en Skat for deraf at lade slaa ny Mønt, men vel ogsaa før de vendiske Stæder i 1379 begyndte at slaa de saakaldte "Stjerne -Witten", idet Udmøntningen i Ribe da sikkert vilde have taget denne nye Mønttype til Forbillede. Spørgsmaalet er da det, om de historiske Forhold kan give et Fingerpeg om, hvornaar Udmøntningen i Ribe kan antages at være begyndt.
De holstenske Grever og derefter Hertug Valdemar af Sønderjylland sad inde med Ribe, indtil det c. 1353 endelig lykkedes Valdemar Atterdag at indløse Riberhus med Tilliggende som den sidste Del af Jylland. Da Uvejret brød ind over Danmark, saa at Kong Valdemar Skærtorsdag 1368 forlod sit Rige, kom Ribe igen i de holstenske Grevers Besiddelse, og dette Forhold bestod, indtil Erland Kalv i 1373 maatte overgive Ribe tillige med to andre Slotte til Kongen. I Tiden derefter har Raadet i Ribe erhvervet Fogderiet ("advocatio") i Ribe, som det besad vistnok til 1377 (51), og det forekommer mig mest sandsynligt, at det er ved denne Lejlighed, Raadet endvidere har erhvervet eller tilegnet sig Møntretten og vel af Hensyn til Ribes betydelige Udenrigshandel har paabegyndt Udmøntningen af Witten, den efter den Tids Forhold gode og internationale Mønt. Udmøntningen skulde da mest sandsynligt kunne dateres til Aarene 1373 eller kort derefter til 1377. En vis Støtte for denne Datering kan maaske ogsaa findes i det endnu bevarede Secretum burgensium de Ripen, hvor Leoparden under Billedet af den hellige Jomfru med Barnet slaaende rninder om Leoparden paa Ribe Bys Witten, og dette Segl vides netop anvendt første Gang i 1377 (52).
Denne Datering af Wittenudmøntningen i Ribe falder ret nøje sammen med det Resultat, Galster er naaet til. I Nordisk Kultur, Mønt (1936), S.161, daterer han saaledes Udmøntningen til "kort efter Valdemar Atterdags Død", idet han antager, at Ribe, Stad i Kongeriget, da har erhvervet eller tilegnet sig Retten til at slaa denne Ribemønt. I 1941 henfører han Udmøntningen til "ca. 1380" og bemærker, at Ribe under den unge Kong Oluf begyndte for egen Regning at slaa Witten (53). I N.N.Å. 1942 gives kun Dateringen "før 1381", men i "Ribe Mønt" (1947), S. 605-606, anføres: "Samtidigt eller kort efter (d.v.s. efter Hansestædernes Forbud i 1369 mod Brugen af Mønt fra Flensborg, Kiel og Itzeho) satte Staden Ribe ogsaa Mønten i Gang. ... Der er intet overleveret om, med hvilken Hjemmel Ribe saaledes slog Mønt, antagelig maa Staden have faaet overdraget Møntretten for en vis Tid af Valdemar Atterdag og Dronning Margrethe. Udmøntningen maa rimeligvis være standset før 1396, da Dronning Margrethe traf Foranstaltninger til at genoptage Møntprægnmgen i Danmark."
Selv om jeg er tilbøjelig til at mene, at Udmøntningen i Ribe falder inden for et ret begrænset Tidsrum, maa det antages, at den har været af et ikke ringe Omfang. De danske Møntfund, hvori Ribes Witten er forekommet, er beskrevet af Galster i N.N.Å. 1942 og anføres kort saaledes:
I Ribe eller i nogenlunde Nærhed heraf vides den ikke fundet. Hauberg IV, S.24 Note 1 anfører kun 2 tyske Fund, nemlig
Der kendes imidlertid yderligere en Række tyske Fund, hvori Ribe-Witten er fremkommet, nemlig:
Saa vidt omkring, som disse Ribe-Witten er naaet - og det maa sikkert antages, at de endvidere er fremkommet i en Del mig ukendte Fund i Nordtyskland - vidner de om en sikkert betydelig Udmøntning og om Ribes betydelige Handel i Datiden.
| Fig. 11. Fire-Hvide-Skilling 1524 (før Kroningen) | Fig. 12. Søsling 1524. |
 |
 |
| Fig. 13. 14 Penning 1524 (efter Kroningen). | Fig. 14. Søsling 1524. |
 |
 |
Hvor kort eller længe Wittenudmøntningen i Ribe nu end har varet - og at der ud over de 3 Hovedvarianter foreligger en Del mindre Varianter med Hensyn til Skilletegnene kan maaske tyde paa en noget længere Udmøntningsperiode end ovenfor antaget - er den i hvert Fald ophørt, da Dronning Margrethe henimod Aarhundredets Slutning begyndte Udmøntningen i den unge Konge, Erik af Pommerns Navn, og Ribe gaar derefter ud af Rækken af danske Møntsteder indtil Sommeren 1524, da den "udvalgte Konge" Frederik I.s Billede optræder paa nogle fint udførte Fire-Hvide Skillinger (Schou 1524 Nr.4, med Urette her betegnet som "14 Penning") og Søslinge (Schou 6-8), der en Del minder om visse af Fred. I.s hertugelige Mønter. Efter Kongens Kroning den 7. August 1524 slaaes i Ribe 14 Penninge (Schou 1524 Nr.15-22, der alle er meget sjældne og for en Dels Vedkommende kun kendes i et enkelt Eksemplar) og Søslinge (Schou 1524 Nr. 126-131) samt den mærkelige Søsling, Schou 1524 Nr.132, der i Virkeligheden kun er et Tvepræg af 2 Reversstempler, allerede anført i Museum regium, 2. Udg. (1710) Nr.61 og i Beskrivelsen (1791), Tab. VII. 11. Med Aarstallene 1525 og 1526 er ligeledes møntet Søslinge (Schou 1525 Nr. 39-43 og 1526 Nr.5-7), af sidste Aargang dog sikkert kun i ret ringe Omfang. Da den af Schou uden Aarstal Nr.30 beskrevne Søsling, Schubart 309, Thomsen 90, ikke har noget til Ribesøslingene fra 1524-26 svarende Adverspræg, og ogsaa er af ringere Arbejde end de ellers kendte Ribemønter, er det højst tvivlsomt, om den er slaaet i Ribe, hvortil den i Thomsens Katalog med et Spørgsmaalstegn er henført.
Fig. 15. Nobel (1524-25).
Til Aarene 1524 eller 1525 maa endelig henføres de uden Aarstal i Ribe prægede Pragtmønter. Nobelen (Schou 1) og Halvsølvgyldenen af samme Præg (Schou 5), der begge findes som Unica i den kgl. Møntsamling i København, kan muligvis sættes i Forbindelse med Kongens Undertegnelse i November 1524 i Ribe af den ham af Vincens Lunge forelagte Haandfæstning, hvorved Kongen anerkendte Norge som et Arverige (Kinch I, S.467-468). Den af Schou som Nr.2 anførte Sølvgylden (?) er sandsynligvis en opdigtet Mønt, fremstillet for at tilfredsstille Samlerønsker, hvorpaa der ogsaa i dansk Numismatik findes ikke faa Eksempler (61). Som støbt forekommer den ret hyppigt, saaledes f. Ex. P. P. Nygaard S.116 Nr.2, Hielmstierne S.224 Nr.40, Mohr 2175, L. E. Bruun 4094-95, P. Haubergs Anktionskatalog Nr.3163, Broge 264. - Schou Nr.3 er, som af Galster anført, og hvad Vægten iøvrigt tydeligt viser, ikke nogen Mark, men et Sølvafslag af en nu ukendt Nobel (62). Det livfulde kronede Brystbillede viser en slaaende Lighed med det ukronede Brystbillede paa Husumdaleren 1522 og maa være skaaret af samme Stempelskærer (63). Ogsaa af denne Mønt forekommer jævnligt Afstøbninger, f. Ex. P. P. Nygaard S.117 Nr.21 ("Specie-Daler"), Hielmstierne S.224 Nr.39, Suhni 1254, Timm 382, Thomsen 1, L. E. Bruun 4096, Katalog Hauberg 3164-65. Mønten (og den nu ukendte Nobel) bør vel dateres til Tiden mellem Kroningen som dansk Konge den 7. August 1524 og Undertegnelsen af den norske Haandfæstning i November 1524.
Fig. 16. Afslag i Sølv af Nobel.
Af disse Mønter fra Frd. I beskrev Terpager (1) følgende: p. 697
Idet Ribe-Udmøntninger under Fred. I kun strakte sig over Aarene 1524-1526, oplevede Ribe for sidste Gang at være Møntsted, da Chr. III, efter at Grevefejden var afsluttet, og Udmøntningen i Roskilde var ophørt sidst i 1536, sendte en Del af Møntpersonalet, nemlig en Smedemester og 10 Svende foruden en nu ukendt Møntmester til Ribe, hvor Udmøntningen ophørte i Efteraaret 1538.
| Fig. 17. Fireskilling 1535. | Fig. 18. Toskilling 1536. |
 |
 |
| Fig. 19. Enesteskilling 1536. | |
 |
For denne Udmøntning af de antedaterede 4-Skillinger med Aarstallet 1535 og 2- og 1-Skillinger med Aarstallet 1536 er givet en detailleret Redegørelse i Georg Galster: Reynold Junges Møntmesterregnskaber 1534-1540, Kbhvn. 1934, S. XXIII-XXIV, 74, 151 og 190. - Prøver paa denne Udmøntning beskrives og afbildes hos Terpager som Nr.14 a-c.
Endnu nogle "Borgerkrigsmønter" henføres af Terpager til Ribe, saaledes f. Ex. MB 37, med Omskrift ERICVS REX, henført til Erik Menved, skønt Kilden, der aabenbart er Th. B. Bircherod (65), havde henført Mønten til Erik Klipping, MB 135, der af Bircherod p. 95 var henført til Erik Plovpenning, samt forskellige Mønter med et Hjul (66) (St. Catharinas Hjul), hvor han ligeledes har fulgt Bircherod (p. 135). Otto Sperling (67) havde antydet Muligheden af, at henføre nogle "Rapper" af fint Sølv med en Lilie til Ribe, og som god Lokalpatriot fulgte Terpager denne Anvisning, idet han i Lilien saa et Minde om Liljeberg, hvorpaa Ribes første Kirke blev bygget, skønt Bircherod havde henført denne Brakteat til Odense (p. 105). Galster har i N.N.Å. 1943, S.30, behandlet denne Brakteat som henhørende til Strasbourg, hvilket ogsaa var Sperlings egentlige Bedømmelse af den (Argentoratenses ...).
Fortsættes
Noter og English Summery