Fig. 20-21. Knud den Store. Siric.
af Axel Ernst
FortsatI det følgende skal gøres nogle Bemærkninger til enkelte af de af Galster behandlede Ribemønter.
Fig. 20-21. Knud den Store. Siric.
Sophus Bergsøe havde ganske vist i 1882 publiceret de af Hauberg I til Knud den Store, Slagelse 40 og 41, henførte Mønter (68), af hvilke den første i Haubergs Auktionskatalog fra 1929 er beskrevet som Nr.62, udtaget af den kgl. Møntsamlmg i København, og disse Mønter vilde Bergsøe henføre til Ribe eller Lund; men Mønternes Præg og Adversomskriften paa Hbg. 41 gør Henførelsen til Slagelse mest sandsynlig, hvilket ogsaa er tiltraadt af Georg Galster i Afhandlingen: Ringsted og Slagelse Mønter, S.29.
Iøvrigt havde man ikke tidligere ment at kunne henføre nogen Mønt til Ribe under Knud den Stores Regering, før Hauberg (I S.76-77, 115-116 og 198) til denne Konge henførte 2 Mønttyper (Tvl. IV Nr.55 og 56), hvoraf den første er af samme Type som Hildebrands (69) Type E, medens den sidste er af Type E var. h, en sjælden Variant, som Hildebrand iøvrigt kun kendte fra de af Hauberg som Type 56 til Ribe henførte Mønter. Som Møntprægernavn har begge Typer Navnet Siric, der ikke ellers kendes paa danske Mønter, hvorimod det paa engelske forekommer under Æthelred i Winchester (Type A, Hild. 4310-12) og under Knud den Store i Norwich af den siden ca. 1030 udmøntede Type H (Hild. 1. Udg. Nr. 1098-99, 2. Udg. Nr.2981-82). Hildebrand henførte til Ricyebyrig (Rising Castle? Richborough?) ialt 8 Mønter, Nr.3060-3067. Den sidstnævnte Mønt, hvis Revers dog havde +VLF ON RICZTA, af Hildebrand dog læst som RICZZA, og var af Knuds engelske Type G, bør dog sikkert, som af Hauberg I, S.72, 115 og 195 Nr.37 og Galster (70) paavist, henføres til Ringsted. Tilbage bliver herefter Mønterne Hild. 3060-66, hvor Stednavnet angives saaledes: ON RICYEBII (Hild. 3060), ON RIE.. II (Hild. 3061), ON RIHBIIR (Hild. 3062-63), OON RINHE (Hild. 3064 og 3066) og ON RIEB.. II (Hild. 3065, cfr. 3061). Af disse er Hild. 3065-66 anført af Hauberg som Type 56, og hertil kan føjes den i L. Chr. Petersens Møntkatalog, Auktion 21/5 1917 Nr.61 beskrevne Mønt, der har en ikke forklarlig Indskrift paa Aversen, medens Reversen har SIRIC OI RIE BYII.
Tidligst er vistnok en af disse, af Hauberg til Ribe henførte Mønter publiceret 1708 af N. Keder (71), der anfører en Knuds Mønt af Hild. Type E med SIRIC ON RIHB, hvor Stregen efter RIHB viser, at der har staaet endnu nogle Bogstaver, som har været utydelige. Mønten svarer til Hild. 3062 og maa sikkert kort forinden være indgaaet i Keders Samling, da den ikke findes anført i hans Katalog fra 1705 (72), hvor derimod genfindes en lang Række af de i 1708 publicerede Mønter. Noget Forsøg paa at bestemme Stednavnet har Keder ikke gjort.
I Beskrivelsen af 1791 forekommer en anden af disse Mønter, der som Knud den Store Tab. II.35 afbildes for Reversens Vedkommende LSIR-ICOO-NRI-IIHE, medens Teksten S.40 har HELSIRICO ON RIV og anfører, at Mønten formodentlig er slaaet i Richmond. I Ramus & Devegges ufuldendte Møntværk gives en ny Afbildning af samme Mønt (Tab. II.94), og Omskriften læses her I SIRIC OON RIVME. Mønten er her henført til "Rumenea, nu Nye-Romney, en af de saakaldte Fem-Havne i Kentshire". Denne Mønt svarer ganske til Hild. 3064 (73). B. E. Hildebrands angelsaxiske Møntværk fra 1846 beskrev S.192 under Nr. 1123-1127 fem Mønter, her henført til Ricyebyrig (Rising Castle). Disse svarer til de i 2. Udgave (1881) som Nr. 3060, 3062-65 anførte Mønter, saaledes at 2. Udgave - bortset fra Nr.3067, der som nævnt utvivlsomt er fra Ringsted, - af nye Mønter kun indeholdt Nr.3061 og 3066. Hildebrands Henførelse i 1846 af Mønterne til Ricyebyrig (Rising Castle) blev dog allerede Aaret efter kritiseret af Joh. Henr. Schröder, der beskrev en af Hildebrands E-Typer med Reversen +SIRIC ON RINNE og som Møntsted anførtes RINI l. RINNE (74). I den dertil knyttede Note k afviser I. H. Schröder, at Mønterne med RINNE (RINHE) kan henføres til Ricyebyrig. I Fortegnelse over Consul August Christian Mohr's Samling af Skandinaviens Mønter og Medailier (Kbhvn. 1847) henføres en til Hild. E Nr.3062 svarende Mønt p. 152 Nr.1811 til Ricyebyrig (Rising Castle i Norfolk), og i Thomsens Katalog (75) beskrives som Nr.9306 en Mønt som Hild. (1. Udg. 1846) Nr.1124, altsaa som Hild. (1881) Nr.3062, henført til Ricyebyrig (Rising Castle?). 2. Udgave af Hildebrand (1881) Nr.3060-3067 har som Udmøntningssted stadig Ricyebyrig, men foruden Henvisningen til Rising Castle? nu ogsaa Richborough? i Buckinghamshire.
Saaledes laa Sagen, da Hauberg i 1900 mente at kunne henføre Mønterne Hild. 3060-3066 til Ribe, og hans Argumenter herfor var følgende:
Heroverfor har Galster nu i "Ribe Mønt" S.592 gjort gældende, at Mønterne af Haubergs Typer 55 og 56, der kun kendes i 7 Varianter (76), alle bærer Møntprægernavnet Siric, der er angelsaksisk og forkortet af Sigeric, at Siric ellers kun forekommer paa Mønter fra Winchester fra Æthelræd (Type A) og fra Norwich fra Knud (Type H), at Møntstedets Navn gengives varierende RICYEBII, RIEBYII, RIHBIIR og RINHE, at Haubergs Henførelse til Ribe kun er begrundet i en vis Navnelighed, og at Vægten (l,25-l,70g) stemmer overens med de angelsaksiske, men ikke med de lettere jydske Penninge, hvorfor Haubergs Henførelse er overmaade tvivlsom. Galster anfører i den Forbindelse, at man med nogen Tvivl har henført disse Mønter til Ricyebyrig (Rising Castle? Richborough?) eller til Ringhborgh i York-Shire, hvilket sidste Forslag skyldes Sigurd Holm (77).
Noget absolut sikkert Bevis for Henførelsen af de 2 Mønttyper, Hbg. 55 og 56, til Ribe kan vel paa nuværende Tidspunkt ikke gives, - der foreligger ikke Møntfund, der i saa Henseende viser noget bestemt herom, - men jeg er af den Opfattelse, at Haubergs Henførelse til Ribe har størst Sandsynlighed for sig.
B. E. Hildebrands Beskrivelse af angelsaxiske Mønter omfatter Mønterne fra Eadgar (973-975) til og med Harald Godwinsøn (1066), men Stednavnet Ricyebyrig eller lignende kender han kun fra de nævnte Mønter fra Knud den Store. Et Stednavn RINI, som Hildebrand dog ikke har kunnet identificere, kender han fra Æthelræd (Type D Nr.3267-68, jfr. S.476 Nr.4376 med RNM) samt fra den irske Kong Sihtric Silkeskægs Mønter (Konge i Dublin 989-1029) af Æthelræds Type D (Hild. 91-95: RINI og RMN, hvis Møntprægernavn svarer til de paa Æthelræds Mønter Nr.3267-68 og 4376 forekommende). Til samme, uidentificerede Møntsted hører formentlig ogsaa den af Bror Schnittger beskrevne Mønt fra Stora Sojdeby-Fundet Nr.1960 af Knuds Type E med Reversomskriften + PVLFRICON RIN. (Fornvännen 1915, S. 112). Ved den der givne Henvisning til, at der hos Hildebrand nævnes en Møntpræger VLF fra Møntstedet "Ricyebyrig", har Schnittger overset, at Hauberg med gode Grunde har henført den paagældende Mønt (Hild. 3067) til Ringsted. En Mønt i British Museum i London af Hild. Type E, har Indskrifterne INVT RNE AIGLORV og paa Reversen CNOFLN EN RIC (78), men denne Mønt, hvis Møntprægernavn ellers ikke synes kendt, idet Navnet hverken findes under Æthelred, Knud den Store eller Hardeknud hos Hildebrand, ligesom Bynavnsangiveisen RIC heller ikke kendes, hører næppe til de af Hauberg til Ribe henførte Mønter fra Knud den Store. Nogen særlig Støtte for at henføre disse Mønter til England foreligger derfor næppe i Møntstedsangivelserne.
Møntprægernavnet Siric kendes ganske vist ikke ellers paa danske Mønter, men er som foran anført ogsaa sjældent paa angelsaxiske Mønter og kendes ikke paa Knuds andre Mønter af Hild. Typer E, G eller E h. Det maa herved erindres, at langt de fleste Møntprægernavne paa Knud den Stores danske Mønter ikke er danske, men engelske og forekommer paa samtidige angelsaxiske Mønter, se Hbg. I S.93-94. - Kr. Hald (79) har paavist, at selv de nordiske Navne paa Mønterne viser Ejendommeligheder der maa gaa tilbage til engelsk Sprogform, og som kun kan forklares ved, at Møntprægerne stammer fra de nordiske Dele af England (Danelagen), samt at det Sprog, disse Navne genspejler, er det, der har været talt i Danelagen i det 11. Aarhundrede, hvorfor det i de fleste Tilfælde er umuligt at skille indfødte danske blandt Møntprægerne fra de andre med nordiske Navne, og denne kulturelle Forbindelse mellem Danmark og England paa Møntvæsenets Omraade ophørte ikke med det danske Herredømmes Undergang i England. Under disse Forhold er der ikke noget mærkeligt i at støde paa det ellers kun fra (nogle faa) engelske Mønter kendte Navn SIRIC paa Mønter, der er slaaet i Danmark.
Hvad særlig angaar Mønternes Præg og Stilejendommelighed maa bemærkes, at Kombinationen af Hildebrands Type G (Adversen) og Type E (Reversen), af Hild. anført som Type E var h, overhovedet kun kendes af ham for de 2 Mønter Hild. 3065-66 (Hauberg Type 56), ligesom rent "barbariske" Adversomskrifter, som de findes paa Hild. 3065-66 og Petersen I.61, er sjældne paa Knuds sikre engelske Mønter. Hildebrand anfører med "barbariske" Adverser fra Knud den Store kun Nr.632, 665, 1136, 1230, 1598, 1629, 2007 (der dog muligvis er dansk), 2469, 2499, 2704 (muligvis dansk), 2944, 3036, 3137, 3192, 3198 og 3503, ialt kun 16 af de af ham beskrevne 3904 Knudsmønter, - foruden de 2 Mønter Hild. 3065-66. Hertil kommer, at Hild. 3060 er præget paa en 4-kantet (uudklippet) Blanket, hvilket er meget sjældent forekommende paa Knuds sikre engelske Mønter. Hildebrand anfører kun 4 Mønter fra Knud den Store, slaaet paa 4-kantet Blanket, nemlig Nr.2114 (som Hauberg med gode Grunde har henført til Viborg, Type 48), 2909 (Norwich Type B), 3060 (der er nævnt overfor og af Hauberg henført til Ribe, Type 55) og 3625 (- L. E. Bruun 1333, der ogsaa er præget paa 4-kantet Blanket, af Hauberg med gode Grunde henført til Viborg som Type 46), altsaa af de af Hildebrand beskrevne 3904 Knudsmønter kun een, der med Sikkerhed kan regnes for engelsk. Derimod er det ikke helt sjældent at støde paa nordiske Mønter, præget paa 4-kantet Blanket, se saaledes L. E. Bruun 1062 ("uvist Møntsted", Knud den Store, men vel nok dansk) (80).
Endelig er der de paagældende Mønters Vægt. Som bekendt er Vægten af Knuds engelske Mønter af Type E højst varierende, Hildebrand angiver S.196 Vægten til at variere fra 0,90-1,50 g med en Gennemsnitsvægt af 1.12 g. Hildebrands Type E antages udmøntet før og omkring 1020, medens Type G antages præget henimod Aar 1025 (81). Under Hensyn til Ribes lette Forbindelse med England kan det næppe antages, at de af Hauberg til Ribe henførte Mønter af Type 55 og 56 er meget yngre, den yngste (Type 56) kan vel sættes til senest c. 1026-27. Men hvis dette maa antages, mister vistnok Henvisningen til den lavere jydske Udmøntning sin Betydning, idet de ældste danske Udmøntninger under Knud den Store havde en væsentlig større Vægt end de yngre, se Hbg. I S.45 og 156 med Henvisningerne til Kr. Erslev, hvorefter Faldet i den danske Mønts Vægt først kan dateres fra omkring 1025-27, hvor der samtidigt indtraadte en tydelig Forskel mellem de østdanske Mønter og de jydske, hvis Vægt blev væsentlig lavere end de østdanskes (82).
Under Hensyn til den nære Sammenhæng mellem de kendte Mønter af Haubergs Typer 55 og 56 (Reversen af Hild. 3064 (Hbg. 55) - Hild. 3066 (Hbg. 56) og Reversen af Hild. 3061 (Hbg. 55) - Hild. 3065 (Hbg. 56)) mener jeg derfor, at Haubergs Henførelse af Hild. 3060-3066 til Ribe, uanset de noget varierende Stedangivelser, indtil videre kan fastholdes som mest sandsynlig (83). Paa Grund af det for alle Mønterne (Hild. 3060-66 og Petersen 61) fælles Prægernavn Siric maa det anses for urigtigt at foretage en Henførelse til flere Møntsteder, Nr.3060 med RICYEBII til et, Nr.3061, 3065 og Petersen 61 til et andet, Nr.3062-63 med RIHBIIR til et tredie og Nr.3064 og 3066 med RINHE til et fjerde Møntsted (84).
Selv om Hauberg ikke direkte som Støtte for disse Mønters Henførelse til Ribe anfører den store Sandsynlighed for, at netop Ribe naturligt maatte blive et af de Steder i Danmark, hvor Udmøntningen først blev paabegyndt, har dette dog sikkert vejet ret stærkt til i hans Overvejelser og er vel ogsaa i Virkeligheden det væsentligste Argument for Mønternes Henførelse til Ribe. Walter Hävernick har i 1947 paavist, at Hamborg sikkert har været Møntsted fra kort efter Bispedømmets Oprettelse dér i 834, indtil Vikingerne i 845 ødelagde Hamborg, saa at Bispesædet i 847 maatte overflyttes til Bremen, og i denne Forbindelse har han paapeget, at Kirkens forventede Indtægter saa at sige nødvendiggjorde Oprettelsen af en Mønt i Bispebyen (85). Lignende Betragtninger gælder ogsaa Bispebyen Ribe, navnlig i Betragtning af den ganske særlige Betydning, som Ribebispen havde paa Knud den Stores Tid.
Til Tiden, medens Svend Estridsen siden 1044 stredes med Magnus den Gode om Kongemagten i Danmark, maa henføres Hbg. Tvl. XI Nr.68, paa hvis Advers læses + SPEN ON RI ved en staaende menneskelig Figur med Korsstav. Denne Mønt blev tidligst publiceret i Tillæg til "Beskrivelsen", I. Cl., Tab. I Nr.2, Teksten hertil S.8 Nr. 11: "En fiin Sølvmynt, formodentlig Angelsaxisk. En Biskop i lang Kjortel med et langt Kors ved høire Side". Omskriften er dog ikke anført i Teksten, men fremgaar af den noget utydelige Afbildning, jfr. Galster i N.N.Å. 1943, S.52 Nr.11. Mønten genfindes hos Ramus & Devegge Tab. XIV. 187, hvor Omskriften anføres som +SLCN ON RI:, og det tilføjes, at "Slutningen af Omskriften leder til at tænke paa Ribe som Myntsted". I samme Værk anføres Tab. XIV. 186 fra Selsø-Fundet en lignende Mønt, der dog har +ALFRIC H eller M (Monetarius), jfr. Chr. Ramus: Beretning om en Samling af gamle Mynter, fundne i Jorden i Sjælland i Sommeren 1822 (S.43, kun fundet i 1 Expl. i Selsø-Fundet). Ramus (S.44) sætter den i samme Fund fremkomne samtidige Mønt med SPEN ON OÐ (Hauberg Type 53, Odense) i Forbindelse med den forud kendte Mønt med SPEN ON RI (eller PI, som han mente, at Mønten muligt kunde læses), "som muligt kan sigte til Ribe eller Viborg". Henførelsen til Ribe stod dog ikke uanfægtet. I Devegges Katalog I (Kbhvn. 1851), S.209 Nr.153 med Tavle III oplyses det saaledes, at "man har formodet, at ved RI betegnes den gamle Stad Ribe. Andre have anseet det for en Sammentrækning af Roskildensis". Kr. Erslev fastslog dog, at den lave Vægt henviste Mønten til Ribe (86).
Fig. 22. Svend Estridsen.
Medens der ikke i Nutiden hersker nogen Tvivl om Henførelsen af Hbg. Type 68 til Ribe og om Dateringen til ca. 1045, rejser sig det Spørgsmaal, om SPEN (Sven) her betegner Kongens eller en Møntprægers Navn. Det sædvanlige er jo, at det er Kongens Navn, der er anført, paa de datidige Mønters Advers, og saaledes er utvivlsomt Forholdet ved Odense-Møntens SPEN ON OÐ, hvor Møntens Revers indeholder Møntprægernavnet (Alfnod) og Møntstedet (OÐSVI eller ONSIC). Derimod kan Alfric paa Ribemønten kun være Navnet paa en Møntpræger. Hbg. I S.100 ses at have opfattet SPEN ON RI som visende Prægemavnet, hvorimod han har opfattet SPEN ON OÐ som indeholdende Kongens Navn. Hovedreglen om, at Kongenavnet findes paa Mønternes Advers, er vel ikke undtagelsesfri (87), men i Virkeligheden er det vistnok kun Ribemønten med SPEN, der kan fremkalde Tvivl (88), og Parallellen med Odense-Møntens SPEN ON OD forekommer mig saa stærk, at det er sandsynligt, at SPEN paa begge disse Mønter skal forstaas paa samme Maade, altsaa som Kongenavnet. Det kan iøvrigt bemærkes, at Ribemønterne med SPEN ON RI og med Alfrics Navn undertiden forekommer i samme Fund, saaledes i Haagerup-Fundet, N.N.Å. 1944, S.106 Nr. 74-75, men dette betyder ikke nødvendigvis, at begge disse Mønter er slaaet samtidigt.
Fig. 23. Anno Domini MCCXXXIIII.
Til Valdemar Sejr og Møntstedet Lund henførte Hbg. II (Tab.V Nr.12) den ældste kendte europæiske Middelaldermønt med Aarstal, der paa Adversen har en Krone, hvorom med Majuskler + ANNO DOMINI og paa Reversen en Bispehue, hvorom Aarstallet, der ikke var fuldt læseligt, +MCCXXX...I, hvilket Aarstal Hauberg paaviste med størst Sandsynlighed kunde suppleres til MCCXXXIIII, en Antagelse, der bekræftedes, da Nils Ludvig Rasmusson i 1933 i Blekinge Museum i Karlskrona stødte paa et Eksemplar med fuldt læseligt Aarstal. I sin for dansk middelalderlig Numismatik saa betydningsfulde Afhandling ANNO DOMINI MCCXXXIIII-MYNTET (89) gav N. L. Rasmusson gode Grunde for at henføre denne i dansk og udenlandsk Litteratur saa ofte siden 1710 behandlede Mønt til Ribe, slaaet i Anledning af, at Valdemar Sejr i 1234 erhvervede Ribebispens Møntret, saaledes at Kongen nu blev eneraadig over Ribemønten, muligt fordi Kongen havde tiltænkt Mønten dér Hovedrollen i de fremtidige Udmøntninger. Rasmussons Henførelse af Mønten til Ribe har Galster tilsluttet sig og har herved fundet Støtte i et enkelt af de senere fremkomne 2 Fund med denne mærkelige Mønt, og denne Opfattelse er efter min Mening den mest naturlige.
Til Valdemar Sejr, Ribe, henførte Hauberg (Tab. VI Nr.41-42) nogle Mønter, der paa Adversen har Kongenavnet WALDEMARVS og paa Reversen +REX DANORVM. og i en Ring et Kors, medens Adverserne i en Ring har paa Nr.41 en Kongekrone over I · I, paa Nr.42 et A, omgivet af 4 Ringe, paa Nr.42 a et liggende E paa Nr. 42 b I · I og paa Nr.42 c et O. Som Rasmusson l. c. og Galster S.604 har gjort opmærksom paa, maa Nr.42 a-42 c sikkert opfattes som selvstændige Mønttyper, ikke blot som Varianter af Nr.42, saaledes som Hauberg har gjort det.
Fig. 24-28. Valdemar II (efter 1234).
Af disse hører Hbg. Type 42 b og 42 c til de i Litteraturen tidligst kendte danske Middelaldermønter. De anføres allerede i Joh. Muleni: Numismata Danorum (Hafniæ 1670), Classis III, ser. I Nr.7 og 7 bis, henført til Valdemar II (jfr. Galster i N. F. Mbl. XIV, S.248), og efter at de sammen med Roskildebispen Niels Stigsens Mønt (Hbg. Valdemar Sejr Nr.29) var fremkommet i Rendsborg-Fundet i 1694 (se herom Galster i N. F. Mbl. XIV, S.320-323), blev de optaget i Jacobæus: Museum regium (1696), S.111 Nr.5 og S.113 Nr.15-17 (Varianter af Hbg. 42 b), den første ganske vist henført til Valdemar Sejr, men Nr.15-17 til Valdemar III (Valdemar Atterdag), idet han samtidigt henførte den S.114 Nr.18 anførte Mønt med et O til Kong Oluf, Dronning Margrethes Søn. Om II paa Nr. 16-17 udtaler han, at dette ikke er at opfatte som Ordenstallet II, henhørende til Kongenavnet Valdemar, idet dette ikke brugtes i Dokumenter eller paa Mønter. I det i 1703 udkomne Tillæg "Auctarium" til Museum regium (90), for hvilket Trykkeaaret er angivet som 1699, genfindes Mønterne af Hbg. Type 42 b som Nr.57 og 58, Tab. XLI, og henføres pag. 81-83 til Valdemar Atterdag, medens Mønten Hbg. 42 c med O, afb. Tab. XLI Nr.59, henført til samme Konge, antages slaaet i Odense eller Vordingborg (Ortingia eller Oringborg). Endelig nævnes i Teksten p. 83 Mønten (Hbg. 42 a) med E, og det antydes som en Mulighed, at ogsaa denne Mønt er slaaet i Odense af Biskop Erik Krabbe [1362-76]. Th. B. Bircherod anfører i "Specimen" (1701) S.115 Mønterne Hbg. T. 42 b og 42 c, begge henført til Valdemar Atterdag, og paa sidstnævnte Mønt opfattes O som muligt angivende Oringborgensis (Vordingborg).
Johannes Laverentzens Udgave af Museum regium (1710) beskrev Mønterne Hbg. T. 42 b som Tab. XXVIII Nr.57 og 58 og Mønten Hbg. 42 c sammesteds Nr.59, men endvidere afbildes Tab. XXV Nr.48 Mønten Hbg. 42. a, hvor Bogstavet E dog nærmest har Formen af et M. Alle disse Mønter er henført til Valdemar IV (Atterdag), og som i "Auctarium" sættes Mønterne i Forbindelse med Kongens Raadslagning i 1355 paa Kongsgaarden Vrangstrup om en Forbedring af Landets Mønt (91). Mønten med liggende E, opfattet som et Munkebogstav M, sættes i Forbindelse med Kong Valdemars Datter Margrethe eller, hvis det maatte opfattes som Bogstavet E, med ovennævnte Odensebiskop Erik. Med Hensyn til Mønten med O gentages Formodningen om, at der herved sigtedes til Odense eller Ortigia (Oringborg, Vordingborg) eller til Oluf; Margrethes Søn, medens de 2 "Søjler" (columnæ) paa Hbg. 42 b opfattedes som en Møntmesterbetegnelse eller som en Angivelse af Møntens Værdi (2 øre).
"Beskrivelsen" af 1791 Tvl. XXIV Nr.1-21 afbilder 21 Varianter af Hbg. T. 42 b, som Nr.22 afbildes Hbg. T. 42 a og som Nr.23-25 Hbg. T. 42 c, alle henført til Valdemar IV. I den tilhørende Tekst S.95-97 anføres om Nr.22, at den sædvanlig tillægges Valdemar II (Sejr) paa Grund af Adversens E, "hvilket kan betyde Electus og sigte til hans Søn, men da Reversen i alle Maader svarer til Kong Valdemar IV Mynter, er den til samme Konge henført". Ved Nr.23-25 bemærkes, at der om Bogstavet O intet sikkert kan siges, men at nogle har forklaret det som Odense, andre som Vordingborg, der blev kaldet Orthunga, og atter andre som Kongens Dattersøn Oluf.
Ramus & Devegges ufuldendte Møntværk afbilder Tab. XXVII Nr.1 den ny fremkomne Mønttype med A, hvorom 4 Ringe, ibid. Nr.2 Mønten med E paa Adversen, ibid. Nr.5-23 og I-III de mange Varianter af Hbg. 42 b og endelig ibid. Nr. 3-4 Mønterne med O paa Adversen, alle stadig henført til Valdemar IV. Teksten hertil foreligger ikke trykt. Langt ind i det 19. Aarhundrede henførtes saaledes disse Mønter med Kongenavnet WALDEMARVS og REX DANORVM til Valdemar Atterdag, og endnu i Krebers Katalog fra 1841 (S. 97 Nr.935-38) er dette Tilfældet med de der beskrevne Mønter af Hbg. 42 b. De 2 I'er paa Adversen mente Katalogforfatteren, J. Sorterup, muligt indeholdt en Værdiangivelse, hvorfor Mønterne betegnedes som "2 Wittenpenninge (?)". Men i Rettelserne til samme Katalog S. VI oplystes, at 2 nyere Fund gjorde det højst rimeligt, Ahvad man tidligere havde formodet, at .. de ere udgivne under Valdemar Seier, altsaa bortfalder tillige den tilføiede yngre Benævnelse "wittenpenninge". Hvad der saaledes navnlig havde gjort Udslaget, var det i 1840 fremdragne betydelige Møntfund fra Østerhæsinge paa Fyen (92), der maa være nedlagt ca. 1258 og bl. a. indeholdt 8 Expl. af Hbg. 42 b, hvorved det stod klart, at disse Mønter ikke kunde hidrøre fra Valdemar Atterdags Tid, men maatte være fra Slutningen af Valdemar Sejrs Tid.
L. A. Læssøe behandlede 1845 i Afhandlingen: Erläuterung einiger seltener und zum Theil unedierter Dänischer Münzen des Mittelalters (93) bl. a. Mønterne Hbg. 42, 42 a og 42 c. Som Nr.5 (Taf. VII. 5) oplyser han om Mønten med O paa Adversen, at der ikke hidtil har kunnet gives nogen Forklaring herpaa, idet man havde opfattet det snart som en Biskops, snart som en høj Statsembedsmands eller en Møntmesters Navnebogstav. Læssøe, der ses at have været meget optaget af at paavise biskoppelige Præg blandt de danske Mønter, ansaa da ogsaa denne Mønt for en Biskops Mønt og vilde henføre den til Biskop Olaus (Oluf) af Ribe (1204-1214), den eneste Bisp paa Valdemar Sejrs Tid, hvis Navn begyndte med O. Om Henførelsen til Valdemar Sejr (ikke som før til Valdemar Atterdag) oplyste han, at Devegge altid havde henført Mønterne til Valdemar Sejr, samt at 2 Møntfund i den sidste Tid havde bekræftet Devegges Opfattelse. Som Nr.6 (Taf. VII. 6) anføres Mønten Hbg. 42 a. Læssøe opfattede Figuren paa Adversen som en Bispehue og erklærede den tidligere Angivelse hos Timm I Nr.280 (Bogstavet E) for urigtig. Endelig beskrev han som Nr.10 (Taf. VII. 10) Mønten med A, omgivet af de 4 Ringe. Bogstavet A opfattedes naturligvis ogsaa som Betegnelsen for en Biskop, nemlig Viborgbispen Ascer (død 1215). Siden Mohrs Katalog fra 1847, der S.157-58 under Nr. 1899-1910 anførte en Del Mønter af Hbg. Nr.42 b, er disse Mønter da vistnok uden Undtagelse henført til Valdemar Sejr, skønt det i Noten til Mohr Nr.1910 anføres, at de endnu af mange Numismatikere henføres til Valdemar IV. Naturligvis følges den ny Henførelse til Valdemar II i Devegges Katalog I (Kbhvn. 1851), S.223 og 217-18 Nr. 262-85, hvor Figuren paa Nr.262 (Hbg. 42 a), der "ligner et liggende E", med "en höi Grad af Sandsynlighed" bestemmes som en Bispehue (som hos Læssøe). Læssøes Henførelse af Mønten med O til Biskop Oluf i Ribe blev dog i Thomsens Katalog ad Nr.10420 erklæret for meget usandsynlig, idet det tilføjes, at Mønten ligesom Nr. 10421-436 (Hbg. 42 b) - de øvrige Typer fandtes ikke i Thomsens Samling - sandsynligvis var slaaet i Roskilde siden ca. 1230. Endelig kan bemærkes, at H. Dannenberg i Afhandlingen: Namenszahlen auf Mittelaltermünzen (94) har opfattet de 2 I'er paa Hbg. 42 b som "Secundus", altsaa i Fortsættelse af Kongenavnet paa Adv. som Valdemar II.
Hauberg (II S. 10, 38 og 58) hævdede under Hensyn til Fundforholdene disse Mønttypers Henførelse til Ribe og daterede Udmøntningerne til efter 1234, da Kongen var i udelukkende Besiddelse af Møntretten i Ribe. Og denne Henførelse baade med Hensyn til Udmøntningssted og Tid maa sikkert anses for rigtig, selv om navnlig Mønttypen 42 b har været spredt vidt omkring i Danmark, dog udelukkende Vest for Øresund (95). Men naar man erindrer sig Fundstederne for den senere Witten fra Ribe, kan dette ikke overraske. Typen Hbg. 42 b er vel den i Fundene hyppigst forekommende danske Middelaldermønt, maaske bortset fra enkelte senere "Borgerkrigsmønter". Den forekommer i et meget stort Antal Varianter (96) i Modsætning til Typerne 41, 42, 42 a og 42 c og maa antages præget i et meget stort Antal og vel gennem nogen Tid. De paa denne Mønttype forekommende Smaaforskelligheder kan muligt være Udtryk for forskellige Emissioner. De efter Tidens Forhold ganske anselige Mønter maa have nydt god Anseelse, og Mønttypen efterlignes senere i de en Del ringere Mønter fra Christoffer I (MB 96-97), hvor dog Kongenavnet findes paa samme Side som Korset, medens Titlen REX DANORVM findes paa Siden med I · I. Ogsaa fra Erik Klipping forekommer hermed beslægtede Mønter (MB 214-221) med ERIC REX paa samme Side som Korset, medens den anden Side har en Kongekrone, hvorom DANORVM.
Af Valdemar Sejrs Mønter forekommer Typen Hbg. 42 c med O væsentligt sjældnere, endnu sjældnere er Hbg. 42 a med det liggende E, og af største Sjældenhed er Hbg. 41 med en Kongekrone over I · I samt Hbg. 42 med A, hvorom 4 Ringe, idet disse 2 Mønttyper kun synes kendt af Eksemplarer i den kgl. Møntsamling.
Tvivl hersker der derimod stadig om, hvad Bogstavmærkerne paa Mønterne Hbg. 41, 42 og 42 a-42 c betyder. Hauberg har (II S.10) ment, at Bogstavmærkerne A, E, O og II "vanskeligt kan forstaas anderledes end som Myntprægernes Navnemærker (97). De kunne ikke have betegnet Myntmesternavne, da der er for mange af dem. ... Efter 1241 findes der oftere paa vore Mynter forskjellige, andre Bogstavmærker, der ligeledes, i mange Tilfælde ialfald, maa antages at have betegnet Myntprægerne". Ved det liggende Bogstav E tænker han sig, lidt uklart, Muligheden af at "det er gjort af Hensyn til den udvalgte Kong Erik (Plovpenning), for at ikke Myntprægerens Bogstavmærke skulde kunne forvexies med hans". Om de to II'er antager han, at de "antyder formentlig et Dobbeltnavn", og da Mærket træffes senere paa Mønter fra Erik Menved (Lund, MB 305-306, Roskilde, MB 373-376) og Christoffer II (Nr. Jylland, d.v.s. Viborg, MB 589), tænker han sig en mulig Slægtskabsforbindelse mellem disse til forskjellige Tider levende Mænd med det samme Mærke".
Haubergs Opfattelse er dog efter min Mening næppe rigtig. Kong Valdemars Søn Erik (Plovpenning) var allerede i Faderens levende Live blevet kronet som Konge i 1232. "Electus" kunde han saaledes ikke godt kaldes, da Udmøntningen fandt Sted i 1234 eller i de nærmest følgende Aar, og at E skulde være hans Navnebogstav er ikke meget sandsynligt, da man ikke kender Eksempler paa, at en i Faderens levende Live som Konge kronet Søn har faaet sit Navn eller Navnebogstav anbragt paa Mønter, hvorpaa samtidigt den egentlige Konges Navn fandtes. Kunstig synes mig ogsaa Haubergs Hypotese om de to II'er som Dobbeltnavne, der skulde gaa igen paa senere Mønter i næsten 100 Aar, og Hbg. Nr.41 med Kronen over II gør det ganske usandsynligt, at vi her skulde staa overfor en Møntprægerbetegnelse. Ogsaa Dannenbergs Forklaring som Ordenstallet II ("Secundus") kan sikkert lades ude af Betragtning (98). At Læssøes Opfattelse af, at O skulde betegne Ribebispen Uluf, er urigtig, fremgaar allerede at, at Mønterne med dette Bogstav er slaaet mindst 20 Aar efter Biskop Olufs Død, og at den gamle Opfattelse, at Bogstavet skulde betegne Valdemar Atterdags Dattersøn Oluf, ogsaa er urigtig, ligger lige for, da Udmøntningen er sket næsten 150 Aar før Olufs Regering under Dronning Margrethes Formynderskab. Læssøes Opfattelse (gentaget i Devegges Katalog) af Bogstavmærket E som en Bispehue (Mitra) støttes ikke af hans Henvisning til to, noget yngre Mønter (MB 104 og 228). I ingen af disse Tilfælde er der Grund til at antage Figuren for andet end Bogstavet E, der i samme eller lignende Form forekommer paa ikke faa Mønter, hvor det efter al Sandsynlighed maa opfattes som Begyndelsesbogstavet i Kongenavnet Erik (Ericus).
Paa Forhaand kunde det synes rimeligt, at Bogstavmærkerne paa disse omtrent samtidige Mønter (Hbg. 41, 42 og 42 a-c) maa forklares paa nogenlunde ensartet Maade. Maaske er det værd at bemærke, at Bogstavmærkerne udelukkende bestaar i Vocaler, A, E, I (dobbelt I) og O, medens der ingen Konsonanter findes blandt de hidtil kendte Mærker, og dette kunde vel vanskeligt undgaas, hvis disse Mærker betød en Møntmester eller Møntprægers Navnebogstaver, navnlig naar henses til de ganske vist sparsomt overleverede Navne paa Datidens Møntmestre. Den dominerende Rolle, som Navnemærkerne indtager paa disse Mønter, gør det efter min Opfattelse meget usandsynligt, at der her skulde være Tale om underordnede Møntprægeres Navne, ja selv et Navnemærke for en Møntmester er det vist paa Forhaand lidet sandsynligt, at man her skulde finde i en saa fremtrædende Form. Mere sandsynligt vilde det vel være her at søge enten en Angivelse af Kongens Navn, Navnet paa en med Møntret forlenet fyrstelig Lensmand eller en møntberettiget Biskop eller Angivelsen af et Møntsted.
Saa vidt jeg kan se, kan der imidlertid ikke paavises nogen Person - om Erik Plovpenning, se foran, og ogsaa Abels Navnebogstav maa det anses for urigtigt at søge i Hbg. 42 - paa hvem Navnemærkerne kan passe. Tilbage staar da, om man kan forklare disse Bogstaver som en Angivelse af Møntstedet eller som en Angivelse af forskellige Emissioner fra samme Møntsted. Som i Note 97 anført har Hauberg afvist Tanken om i Navnemærkerne at se en Angivelse af forskellige Møntsteder, og det er klart, at Mønterne 42 a og 42 b saavel som 41 i saa Henseende frembyder Vanskeligheder, som ingen hidtil har klaret, hvorimod Hbg. 42 kunde opfattes som indeholdende en Angivelse af Aarhus som Møntsted og Hbg. 42 c som antydende Odense, saaledes som Galster ogsaa har foreslaaet det i "Ribe Mønt" S.604.
Fra Knud den Stores Tid og frem til Knud den Hellige kendes Mønter, hvis Omskrifter indeholder en tydelig Angivelse af Odense som Møntsted. Hauberg (II S.5-6) har dog antaget, at Møntprægningen i Odense kun har været af underordnet Betydning, og i Valdemarernes Tid antog han, at Odense kun har været en Underafdeling af Møntstedet i Ribe. Selv om der i Erik Klippings Stadfæstelse paa Danehoffet i Nyborg i Maj 1285 af Overdragelse af Grundejendom i Odense til de derværende Franciskanere nævnes en Henrik Sømer som fordum Møntmester i Odense (D R B II.III Nr.138), og Hauberg ikke har turdet udelukke Muligheden af, at der endnu under Valdemar Sejr har været slaaet Mønt i Odense - i 1229 gav Valdemar Sejr sin Svigerdatter Eleonore "... medietatem tocius Pheonie ... et medietatem monete ejusdem terre, totamque civitatem Otheniensem ..." - mente han dog, da der aldrig tales om "fyensk Mønt" eller "fyenske Penge", og de fyenske Møntfund efter hans Mening ikke indeholdt særlige fyenske, men derimod hyppigt Ribemønter, at de Udmøntninger, som til Tider har været foretaget i Odense, har haft samme Præg som Ribes Mønt, idet Møntværkstedet i Odense var underlagt det i Ribe.
Haubergs Underkendelse af Odense som Møntsted var et Brud med den hidtil gældende Opfattelse, se f.Eks. Devegge I Nr.600, 713 og 739-49 og Thomsen Nr.10460 og 10908 ff., og blev da ogsaa ret omgaaende mødt med stærk Kritik.
I Indledningen til H. V. Mansfeld-Bûllner: Afbildninger af samtlige hidtil kjendte Danske Mønter fra Tidsrummet 1241-1377, Kbhvn. 1887, kritiseredes saaledes en Række af Haubergs Henførelser. Den egentlige Forfatter var Sofus Bergsøe. Hauberg imødegik denne Kritik i Til Bedømmelse af H. V. Mansfeld-Bûllner's Afbildninger ..., Kbhvn. 1887, der atter affødte et Gensvar fra Mansfeld-Bûlllner, men i den følgende Tid synes Haubergs "System" i det hele og store at være almindeligt fulgt, selv om der maaske nok Mand og Mand imellem kan have raadet lidt Kritik med Hensyn til visse Enkeltheder, uden at dette dog fandt Udtryk i Litteraturen. En Biografi af P. Hauberg i Anledning af dennes 80 Aars Fødselsdag i 1924, hvortil sluttede sig en Oversigt over hans numismatiske Arbejder (99), fremkaldte en Imødegaaelse af J. Wilcke: "Plagiat" (ibid. S.190-92), hvori Wilcke, der ikke kunde godkende Haubergs detaillerede Systematisering, som ikke forekom ham helt videnskabeligt underbygget, bebudede en nærmere Redegørelse herfor, der dog først fremkom i Numismatiska Meddelanden, Bd. XXV, Stockholm 1930 (trykt 1931), S. 7-21: Borgerkrigsmønternes Ordning, uden at Wilcke her havde benyttet f. Eks. Galsters Afhandling: De fredløses Falskmøntnerværksted paa Hjelm (100) eller de i N. F. Mbl. fremkomne Oplysninger om senere Fund af "Borgerkrigsmønter". Efter at Galster i N. F. Mbl. XII, S.175-178 og 187-193, havde publiceret "Møntfundet fra Nykøbing, Odsherred", med de deri fremkomne 8 Eksemplarer af Mønten MB 575, genoptryktes Wilckes Artikel i Daler, Mark og Kroner. 1481-1914, Kbhvn. 1931, S.185-200, næsten uforandret, men med en Bemærkning om den nævnte Mønt, som Wilcke vilde henføre til den svenske Kong Magnus Ladelås, hvad Galster dog med god Grund afviste i en Anmeldelse af Wilckes Bog, N. F. Mbl. XII, navnlig S.243-244. - Med Galster er jeg enig i, at man indtil videre meget vel kan benytte den Haubergske Ordning som en stadig brugbar "Arbejdshypotese", og det forekommer mig, at de senere fremkomne Fund i alt væsentligt har bekræftet Hovedlinierne i Haubergs System. Wilckes Kritik, der i væsentlig Grad bygger paa Sofus Bergsøes Kritik, skyder ligesom denne efter min Opfattelse langt over Maalet (101), men at de begge har Ret i eet og andet, nærer jeg ikke Tvivl om. Dette gælder saaledes sikkert i Spørgsmaalet om Odense og Sakskøbing som Møntsteder og i et vist Omfang om de Mønter, der rettest bør henføres hertil, dog langt fra i det Omfang, de begge har givet Udtryk for.
For at vende tilbage til Valdemar Sejrs Mønt, Hbg. 42 c med O paa Adversen, mener jeg ikke, at der er noget til Hinder for at kunne henføre den til Odense, saaledes som det fra gammel Tid har været brugeligt. Hauberg (II, S.58) anfører af Fund, hvori den er fremkommet, kun Fundet fra Herlufsholm. Som foran nævnt forekom den ogsaa i det gamle Fund fra Rendsborg i 1694, og i nyere Tid er den fundet (1 Expl.) paa Daugbjerg Kirkegaard, Fjends Herred, Viborg Amt, se N. F. Mbl. XIII S.19. Dens Forekomst i Mules Samling kunde vel tyde paa, at den ogsaa i gammel Tid er fundet paa Fyen. Nogen absolut Sikkerhed for, hvor den er præget, kan imidlertid ikke paa nuværende Tidspunkt gives, og en vis Mulighed for, at den kan være udgaaet fra Mønten i Ribe, og at O saaledes betegner en enkelt af de derfra udgaaede Emissioner, er en Mulighed, man ikke ganske kan se bort fra. Med Hensyn til Mønterne Hbg. 41 og 42 b, der adskiller sig fra hinanden derved, at der paa den første Type findes en Kongekrone over I · I, mener jeg, at de bør henføres til Ribe. Maaske, men det er ganske vist kun en løs Formodning, kunde de 2 I'er betegne, at Kongen nu havde foruden sin egen ogsaa Bispens tidligere Møntret der i Byen, altsaa paa en Maade to Møntrettigheder, der nu var blevet forenet. Henførelsen af Hbg. Type 42 med A til Aarhus, kan, hvis Henførelsen af Hbg. 42 c til Odense antages for mest sandsynlig, nok havde Rimelighed for sig, og fra tidligere Tid har Borgerkrigsmønter med A ofte været henført til Aarhus, se f. Expl. Thomsen 10517-27. I Beskrivelsen af Møntfundet fra Nykøbing Odsherred har Galster da ogsaa antaget det naturligt at henføre Mønten MB 426 til den jydske By (102). Paa den anden Side viste en Mønt fra Vorre-Fundet (103), at Forsiden af MB 248, der med Rimelighed kan henføres til Ribe-Bispen Tyge efter dennes Erhvervelse af Møntretten i 1280, forekommer præget sammen med Forsiden af MB 433 (med A), og dette gør det rimeligt at antage, at ogsaa MB 433 er udgaaet fra Ribe. Hvis Bogstavmærkerne paa Valdemars Mønter opfattes som et Udtryk for forskellige Emissioner, kunde man da i denne Mønt se et Minde om det gamle Emissionsmærke.
Fig. 29. Biskop Tyge (1280-88).
Af de af Hauberg til Ribe henførte Mønter anser jeg hans Typer Erik Plovpenning 4 (MB 34) og 5 (MB 35-37) for sikre Odense-Mønter. Den førstnævnte blev tidligst publiceret af P. Brock i Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1871, S. 393-394, hvor han vel antydede Muligheden af, at det paa Reversen anbragte I kunde forklares som Roskildebispen Jacob Erlandsens Begyndelsesbogstav, men paa den anden Side syntes mere at hælde til den Opfattelse, at Liljen paa Adversen snarere tydede paa Odense som Møntens Hjemsted, og i saa Fald skulde Mønten efter hans Opfattelse være slaaet for Bispen i Odense, enten Iver (+1245) eller Jacob (1247-52).
Fig. 30-31. Erik Plovpenning. Ribe eller Odense.
Dette er dog meget tvivlsomt, da der intet Spor er bevaret af, at Odense-Bisperne har haft nogen Andel i Mønten i Odense. Alligevel er det rigtigt ikke at henføre Mønten til Roskilde, hvorfra er kendt den meget særprægede Mønt for Jacob Erlandsen MB 25. Haubergs Fund Nr.4 "det Vind'ske Fund" er utvivlsomt fyensk, - Kammerherre Vind ejede foruden Bækkeskov paa Sjælland den fyenske Gaard Sanderumgaard, der i endnu tidligere Tid var i den kendte Møntsamler Johan Bülows Eje, - og siden vides denne sjældne Mønt med ret stor Sikkerhed fundet 2 Gange paa Fyen, begge Gange dog i en Variant, der viser smaa Halvmaaner paa Reversen ved I. Det første af disse Eksemplarer, der vistnok er fundet enkeltvis, indkom i 1910 i den kgl. Møntsamling i København, efter at Mønten forud havde været i min Faders Eje, af ham erhvervet her paa Fyen, medens det andet Eksemplar for snart 20 Aar siden erhvervedes af mig fra en midtfyensk Samler. Mønten Hbg. 5, Ribe, MB 35-37, hører til de tidligst kendte danske Middelaldermønter. Den fandtes allerede i Museum regium (1696), Classis II Nr.14 og hos Bircherod p. 104, hvor Kongenavnet dog er skrevet helt ud som ERICVS REX, medens den i senere Beskrivelser (104) kun kendes med Omskriften ERIC REX. Som allerede meddelt i N. F. Mbl. VII, S.256, Juni-August 1925, er der dog i 1925 paa en Auktion i Amsterdam fremkommet et Eksemplar med det fuldstændige Navn, og denne Mønt beror nu i min Samling som det eneste hidtil kendte Eksemplar heraf.
Den foran nævnte Mønt MB 248, der paa Adversen har et T, hvorom 3 Ringe, og paa Reversen et "Sporehjul", blev først kendt gennem Møntfundet fra Adelby i Sønderjylland, nær ved Flensborg, og er senere kendt i enkelte Eksemplarer fra Fund i Thorupled i Vendsyssel og et sjællandsk Fund, men i nyere Tid tillige fra Fundene i Vorre, Trustrupgaard og Nykøbing. Efter min Opfattelse kan den meget vel ligesom MB 441 og 449-50 henføres til Ribe-Bispen Tyge. Iøvrigt skal jeg afholde mig fra en nærmere Gennemgang af de af Hauberg til Ribe henførte Borgerkrigsmønter. Muligt er Tiden endnu ikke inde til en kritisk Gennemgang af Haubergs System for "Borgerkrigsmønternes" Vedkommende, selv om Kendskabet til vore gamle Fund gennem Galsters Fundbeskrivelser af Møntfundene før Aar 1800 herved vil være til Nytte, ligesom de efter 1884 fremdragne Møntfund har udvidet vort Kendskab ikke lidt, ikke saa meget med Hensyn til ny fremkomne Typer, - de er kun faa, - som med Hensyn til Mønternes Forekomst i en Række tildels betydelige Fund. I saa Fald kan vi og maa vi da indtil videre støtte os til Haubergs grundlæggende Arbejde og erindre os det Forbehold, Hauberg selv saa stærkt understregede (III S.73-74), og som H. H. Schou mindede om i Num. F. Mbl. VII S.196-198. Givet er det i hvert Fald, at vi i Nutiden kan naa til en langt sikrere og mere detailleret Inddeling end den, Kr. Erslev opstillede i Thomsens Katalog S.123-152, selv om Placeringen af visse Mønter, der kun kendes fra et enkelt eller meget faa Fund, kan være tvivlsom, navnlig hvis paagældende Fund har en betydelig Spændvidde.
Arbejdet med vore middelalderlige Møntrækkers rette Indordning og hver enkelt Mønts rette Bestemmelse og Vurdering er ikke afsluttet og vil næppe nogensinde blive det. Men Værdien af Haubergs og Galsters Indsats paa dette Omraade afføder én større og større Respekt, jo mere man beskæftiger sig med disse Minder fra vort Fædrelands tidlige, paa skriftlige Vidnesbyrd paa dette Felt saa fattige Historie. Glædeligt er det derfor, at Interessen for vore ældste Mønter, der saa længe har staaet i Skyggen for vore nyere Mønter, nu synes i Stigning. Jo mere Interessen vokser blandt Møntsamlerne for vore Middelaldermønter, des mere tør det vel forventes, at dette ogsaa vil give sig Udtryk i en mere intens Fordybelse heri, saa at vi Skridt for Skridt kan naa til en større og sandere Indsigt i de fjernere Tiders Møntforhold. At give mit lille Bidrag hertil, har været Formaalet med disse mine Bemærkninger, skrevet i 1000 Aaret for Ribe Bispedømmes Oprettelse.
(NNÅ 1948)