Mønten i Flensborg havde altså ligget stille i mange år, da Frederik II midt under syvårskrigen satte udmøntningen i gang igen. Selv om hertugdømmerne i mindre grad var indviklet i krigen, er sandsynligvis den forholdsvis gode mønt fra Christian III.s dage forsvundet, gået ud af landet eller indsmeltet, således at den lybske mønt fra de vendiske stæder, der nu sloges betydelig ringere end før, måtte afhjælpe savnet af småmønt. Og der var ingen grund til at lade dem tage den fortjeneste af mønten, som rettelig tilkom landsherren. Allerede i sit første regeringsår havde Frederik II udtalt, at han ikke var til sinds at udmønte dalere (69), og selvsagt var han det endnu mindre i krigens tid. Der var altså kun tale om småmønt. Dertil kom, at kongen just havde en arbejdsledig møntmester til rådighed.
I brev af 1. marts 1566 (70) blev amtmanden i Flensborg, Bertram von Ahlefeldt underrettet om, at møntmesteren Hans Köppelin i henhold til sin bestalling havde fået ordre til i Flensborg indtil videre besked at mønte småmønt efter lybsk og hamborgsk skrot. Kongen anmodede derfor amtmanden om at være møntmesteren, der overbragte brevet, behjælpelig med at fremme dette værk.
Denne Hans Köppelin eller, som han selv skrev sig, Koppelin (71), stammede fra Mynster, hvor hans fader, Peter Köplin, fra 1521 var biskoppens møntmester; senere, fra 1560, var han tillige i stadens tjeneste, til han søgte og fik sin afsked 1568 (72) Da embedet i Mynster næppe krævede al hans tid, virkede han desuden som møntmester i Herford, hvorfra han i brev af 20. april 1558 tilbød grev Otto af Holsten-5chauenborg sin tjeneste, i fald denne gjorde alvor af sine planer om at indrette en mønt i sine lande 73. I sin høje alder blev han bistået af sin svigersøn, guldsmeden David Knop (74).
Som antaget af Nöbbe (75) kan Hans Köppelin være identisk med en borger, Hans Munter, bosiddende i Angelbostræde i Flensborg; han nævnes 1556 16. november og flere gange siden, således døde hans kone i barselseng 31. october 1566. Han kan have gjort tjeneste ved Jørgen Kock den Yngres mønt i Flensborg, eller også har han fået tilnavn efter faderens håndværk. Efter syvårskrigens udbrud er han så kommet i kongens tjeneste sammen med Hans Willers og Laurids Hammer for i Bremerholms smedje at udmønte (eller ommønte) de 65.000 gylden i guld, som Frederik Iii august 1563 havde fået tilsendt fra sin svoger, kurfyrst August af Saksen (76).
Da arbejdet på Bremerholm var fuldbragt og hans etårige bestalling af 11. december 1564 udløbet, fik Hans Köppelin som ovenfor nævnt i begyndelsen af 1566 bestalling til i kgl. majestæts arveland og fyrstendømme i Flensborg at mønte skillinge, søslinge, blafferte og penninge i skrot og korn lige med Lybæk og Hamborg.
Man har ikke i det tyske cancelli, som affattede bestallingen, kendt de formler, hvorefter Lybæks og Hamborgs mønter nu blev slået, og som næppe kunne være de samme som dem, Christian III fik tilsendt 1544. Det er blevet overladt til møntmesteren selv at skaffe sig de fornødne oplysninger.
Han har måttet prøve sig frem på de gængse mønter. Efter at have virket i Flensborg et års tid blev hans udmøntninger standset. Hans skillinge og søslinge blev ikke taget for gode varer; i Hamborg blev de slet ikke modtaget, og i Lybæk ville man kun tage en søsling for en hvid. Kongen følte det som en forsmædelse, og i sit harmdirrende brev af 10. marts 1567 gav han Bertram von Ahlefeldt ordre til straks at lukke og forsegle al møntmesterens habengut, især stemplerne og hvad der hørte mønten til, samt at pålægge ham straks at begive sig til kongen for at stå til ansvar (77).
Møntmesteren vidste imidlertid at værge for sig. I en af ham underskrevet udateret skrivelse, der ligger som bilag til en af Flensborgs borgmestre og rådmænd udstedt erklæring af 22. april s. å., oplyser han, at da Lybæk ikke slog den pågældende mønt, havde han måttet rette sig efter mønten fra Hamborg og Lyneborg; det var dog to af de fire stæder, og samme mønt var jo gangbar.
De skillinge, som var slået i Hamborg 1566 holdt 6 lod 1 quentin på den lødige mark, og der gik 32 kast, det er 128 stykker på den lødige mark, og der gik 10 daler 18 skilling på marken fin.
De Flensborger enkelte skillinge holdt ligeledes 6 lod 1 quentin og der gik 31 1/2 kast, det er 126 stykker på den lødige mark. Således var det prøvet af Lybæks edsvorne wardein Hans Weissel, der havde givet kongelig majestæts statholder Henrik Rantzau skriftlig erklæring derom; denne havde møntmesteren fået af statholderen, og han havde den hos sig. Der gik således 10 daler 13 skilling på marken fint sølv. (Fig. 17).
Fig. 17. Skilling
Fig. 18. Søsling
De 1566 udmøntede Flensborg-søslinge holdt 5 lod 1 quentin - 5 lod 3 ort; der gik på den lødige mark 52 kast, det er 208 stykker, således som også Hans Weissel havde prøvet og fundet. Altså gik på den fine mark sølv 10 daler 7 skilling 4 1/2 penning. (Fig. 18).
Ydermere havde møntmesteren formået et par af sine bysbørn og værkfæller, byfogden Asmus Utke og Baltzer Wegener, begge mestre af guldsmedelauget i Flensborg til at afgive en edelig skriftlig erklæring om, at de på hans anmodning havde undersøgt bemeldte 1566 slagne mønt, før den gik ud fra mønten, og fundet, at der på den lødige mark gik 52 kast, det er 208 søslinge, et stykke mindre eller mere. Denne erklæring blev gengivet i et åbent brev, der som ovenfor nævnt er dateret den 22. april 1567, udstedt og beseglet af borgmestre og rådmænd i Flensborg (78).
Efter at have modtaget denne redegørelse gav kongen i brev af 11. juni 1567 sin amtmand ordre til at udlevere møntmesteren hans redskaber og lade ham mønte efter sin bestalling og svare sin slagskat. Kongen opfattede Hamborgs og Lybæks adfærd mod Flensborg-mønten som chikane ("mis- und abgunst") (79). Mærkelig nok har man i København ikke fået meddelelse om den nye møntordning, der ramte ikke blot Flensborg-mønten, men også de fire stæders mønt.
Rigtigheden af Hans Köppelins redegørelse bekræftes af den samtidige tyske probation. Da hertug Henriks wardein Georg Stumpfeldt efter ordre i efteråret 1566 prøvede bl. a. de fire stæders mønt, havde han (foruden talere og dobbeltskillinge) kun skillinge at prøve fra Hamborg: 128 1/2 stk. på marken til 6 lod 8 gren (=1.82 g-0.403-0.733 g). Han beregnede derefter, at den fine mark sølv var udmøntet til 11 gylden 15 groschen 10 penning, hvad der efter rigsmøntordningen var 1 gylden 7 groschen 7 penning for lidt (80).
Hans Köppelin har været på den sikre side og har udmøntet sine skillinge endda lidt bedre end den sidste årgang (1566) af Hamborgs. Derimod er det uvist, hvorfra han har fået formlen for sine søslinge, som 1566 og nærmest foregående år ikke kendes udmøntede i de fire stæder. Kun Vismar har slået søslinge med 1560 som nærmeste årstal; der skulle gå 180 stk. på marken til 5 3/4 lod (= 1.29 g-0.359-0.46 g) (81). Hans~Köppelins søslinge er altså noget ringere end de 6 år ældre fra Vismar; men de er udmøntet til ret nøje halv sølvværdi af skillingene, endda ubetydeligt bedre.
Man havde jo stadig forestilling om, at mønterne selv i de mindre nominaler skulle have værdien i sig selv. Og dog dæmrede tanken om skillemønt, således når det i den kejserlige møntordning af 28. juli 1551 bestemtes, at ingen ved betaling over 10 gylden var forpligtet at modtage mere end 10 gylden i penningstykker (82) og i rigsmøntordningen af 19. august 1559, at ingen ved betaling over 25 gylden var pligtig at modtage møntstykker mindre end 5 kreuzer (83).
Fig. 19. Blaffert 1566
P>
Fig. 20. Penning 1566
Mærkelig nok tales der ikke om de mindre møntsorter, Hans Köppelin skulle slå, blafferte og penninge. (Fig. 19-20). De har kun været slået til rent lokalt brug i småhandel efter forbillede af de hamborgske penninge 1557 og blafferte 1559 (84). Derimod har den gode møntmester sikkert regnet med en vis export af sine skillinge og søslinge til Hamborg og Lybæk. Det var imidlertid ikke af lutter "mis- und abgunst", at disse stæder ikke ville godtage Flensborg-mønten. De vendiske stæder kunne ikke afvise kravet om, at deres mønter skulle slås i overensstemmelse med rigsmøntfoden efter de indrømmelser, de opnåede ved "Reichsabschied" i Augsborg 1566, hvor bl. a. taleren blev ophøjet til rigsdaler, hovedmønt og rettesnor (85). De havde ellers strittet imod det bedste, de orkede, for at beholde deres gode, århundredgamle møntsystem med mark som hoved mønt. Da den nedersaksiske kreds nu overtog kontrollen på sine halv-årlige probationsdage, blev den vendiske møntunion overflødig; men de fire stæder holdt dog endnu en tid lang møder til drøftelse af deres særlige møntanliggender inden for kredsen.
For at bringe den lybske mønt på højde med Augsborg-recessen indkaldte hertug Henrik i november 1566 til et møde i Lyneborg til hellig tre konger i 1567 (86). Den 20. december 1566 gav hertug Adolf sine sendemænd udførlig instrux; men kun een, Hamborgs wardein, Hieronymus Wiedemann mødte frem på hertugens vegne (87). Hertugen ønskede en 10 måneders frist til at få de "böse" mønter vekslet og bragt ud af kredsen. Han fandt for godt, at der i kredsen kun blev to møntsteder: et i Lybæk og et i Brunsvig, og at den nye møntordning skulle være gældende i mindst 10 år.
Et forslag om at centralisere møntprægning i to steder var det (naturligvis) umuligt at få gennemført; men 11. januar 1567 enedes man i Lyneborg om at udmønte disse landmønter efter følgende formler (88):
| Dobbeltskilling | 61 1/2 stk. på marken til 7 lod | ( = 3.80g - 0.437 - 1.66g) |
| Skilling | 106 stk. på marken til 6 lod | ( = 2.21 g - 0.375 - 0.83g) |
| Søsling | 177 stk. på marken til 5 lod | ( = 1.32g - 0.312 - 0.41g) |
| Dreiling | 219 stk. på marken til 4 lod | ( = 1.06g - 0.250 - 0.20g) |
| Penning | 682 stk. på marken til 4 lod | ( = 0.34g - 0.250 - 0.08g) |
Dobbeltskilling blev herefter udbragt til 17 mark 9 skilling lybsk = 10 gylden 7 groschen 6 18/31 penning meisnisk af den kølnske mark fint sølv, skilling til 17 mark 10 skilling = 10 gylden 8 groschen 3 27/31 penning, søsling og dreiling til 17 mark 10 skilling 10 penning = 10 gylden 9 groschen. Penningen måtte kun udmøntes til den fattige mands nødtørft og ikke i overflod eller til nogens fordel. Skærv, halvpenning eller heller, var det tilladt at slå enhver efter sit lands art, dog således at det kunne ske i allernøjeste overensstemmelse med rigsordningen.
De hidtil slagne mønter skulle afskaffes i løbet af 6 måneder. Den øvrighed, som havde slået for ringe mønt, skulle være forpligtet til at indveksle den efter sin værdi. Til menig mands tarv skulle der snarest publiceres et edikt med angivelse af værdien på de nu gængse mønter, stykke for stykke. Der skulle holdes 4 probationsdage det første år, derefter 2 årlig. Der skulle beskikke to wardeiner, som skulle ride rundt og prøve mønten i hvert møntsted i kredsen og afgive beretning derom til probationsdagen. Da møntordningen stadig talte om kølnsk markvægt, og da der her og der findes mangel på vægte, skal der tilvejebringes en eller to ægte kølnske markvægte, hvorefter de andre vægte kan reguleres.
I tilslutning til rigsdag og kredsdag holdt de fire stæder, som på kredsdagen havde taget visse forbehold, et møde i Møln den 17. februar (89), Man drøftede indkøbet af sølv, der daglig steg i pris, og det beskedne overskud, der blev på småmønten (toskilling og mindre), når marken af fint sølv måtte betales med 16 mark 4 skilling; man ville have en fast sølvpris. Man overvejede, om man skulle lade den hidtidige mønt indsmelte og ommønte, eller om man skulle lade den gå efter sin sølvværdi i betaling til fremmede.
Adskillige andre spørgsmål drøftedes, f. ex. gæld, stiftet i gammel mønt, som nu måtte betales i ny; men ovennævnte lille uddrag var de væsentligste, som lå til grund for Hans Köppelins besværligheder. Det var en gennemgående fejl ved alle tidens forhandlinger, at man ikke havde den nye mønt rede, før man besluttede at afskaffe den gamle. Den ovennævnte frist på 6 måneder kunne naturligvis heller ikke overholdes. Vi fik lignende vanskeligheder i Danmark 1572, da Frederik II søgte at forbedre møntvæsenet ved at indføre lybsk møntregning ("mønten, som nu går" og "mønten, som før gik") (90). - Man fremførte stadig krav om fixering af sølvprisen uden at indse, at dette var en umulighed. Bjergværkerne blev drevet med forøgede omkostninger, eftersom de gamle miner var ved at tømmes; man måtte gå mere i dybden for at efterkomme den stigende efterspørgsel; skovene, der leverede det nødvendige brændsel, var forhugget i vid omkreds fra minerne. Bjergmændene krævede højere løn på grund af den almindelige prisstigning på alle livsvigtige varer. Man var inde i en ond cirkel, som vi også kender i vore dage: af hensyn til sølvets stigende pris forringede man så vidt muligt mønten, og man måtte så købe sølvet med forringet mønt. Det amerikanske sølv var på vej, men havde endnu ikke gjort sig gældende i konkurrencen med det tyske. Man har beregnet, at de tyske og ungarske miner ved denne tid udbragte henved 50.000 kg sølv årligt. Det dominerende handelshus, Fuggerne i Augsborg, fik ved denne tid ca. 12 1/4 gylden for marken fint sølv. Forholdet mellem guld og sølv var ca. 1:11.5 med stigende tendens for guldet (91) - Ved kredswardeinernes halvårlige visitationer kom det rigtigt frem, hvor stor ulighed der fandtes på den kølnske mark i kredsen. Dette spørgsmål blev atter fremdraget på kredsdagen i Lyneborg i januar 1568, hvorefter hertug Henrik på kredsens vegne henvendte sig til Køln. Stadens borgmester og råd lod derefter forfærdige en markvægt forsynet med Kølns våben og mærke, som i maj samme år blev sendt til Wolfenbüttel, hvorefter kredsens stænder kunne lade andre vægte justere (92).
Efter kredsdagen i januar 1567 har man sat en ringere kurs på adskillige af de hidtidige mønter, bl. a. skulle skillingene fra Hamborg, Vismar, Gadebusch og Holsten (Flensborg!) gå for 10 penning (nedsat ydermere 1569 til 8 1/2 penning) og søslingene fra Holsten for 4 1/2 penning (nedsat 1569 til 4 penning) (93). Hamborg og Lybæk var i lignende situation som Sverige 1924 med den danske skillemønt. De kunne naturligvis ikke tage de "holstenske" skillinge og søslinge for jævngode med deres egne, som nu skulle forbedres. Hamborg valgte helt af afvise dem, medens Lybæk tog dem efter deres sølvværdi til indsmeltning. Man undrer sig over, at hertug Adolf ikke har givet kongen underretning om den nye tingenes tilstand; men han havde jo heller ikke sendt sine egne folk til møntdagen i Lyneborg i januar 1567 (94).
Så virkede da mester Köppelin igen som før, til han i december samme år aflagde regnskab for sine udmøntninger til amtmanden. Han havde derefter fra 17. april 1566 til 13. marts 1567 udmøntet 680 løde mark 13 lod, hvoraf han skulle svare slagskat 4 skilling lybsk af hver løde mark = 87 daler 26 skilling, og igen fra 18. juni til 2. december 1567 464 løde mark 4 lod, hvoraf slagskatten androg 61 daler 6 skilling. Tilsammen altså 1155 løde mark 3 lod, der af Wilcke skønnes at være udbragt til omved 11.800 daler (95). Slagskatten udgjorde ialt 149 daler, som møntmesteren bad om henstand med at betale til påske 1568, da han var kommet i stor skade på grund af Hamborgs og Lybæks ubillige behandling. Det ser altså ud til, at møntmesteren havde regnet med en export af sin mønt udover, hvad det hjemlige marked havde brug for. Amtmanden havde fået borgmester Peter Pommering og den nuværende stadvejer til at revidere og godkende regnskabet i stedet for den tidligere byfoged, der var død, og den nuværende Asmus Utke, der havde absenteret sig.
Mærkelig nok hører vi intet om de blafferte og penninge, som Hans Köppelin også har slået; han kan have udmøntet dem i sin fortsatte virksomhed efter opgørelsen i december 1567; årstallet 1566 kan dække over, at de er slået på trods af den nye kurs efter januar 1567. I brev af 19. april 1568 meddelte amtmanden kongen, at efter den sidst afholdte kredsdag i Lyneborg angående forandring af mønten - som kongen kunne se af det tilsendte tryk - havde han givet møntmesteren ordre til at holde inde med mønten indtil videre besked. Han udbad sig derfor nærmere ordre, om møntmesteren fremdeles skulle mønte eller ej (96), Hvad kongen har svaret, vides ikke, men det er muligt, at mønten har været i gang en liden stund endnu.
Den kredsdag, amtmanden hentydede til, var betydningsfuld, idet den bragte de mangeårige forhandlinger om mønten til en foreløbig afslutning. Der kom et møntedikt om probérordningen. Der kom en reces, "Beiabschied", hvori skrot og korn for de små møntsorter, der afveg fra rigsmøntordningen, blev fastlagt tillige med en valvation af de nu gangbare mønter (97). De kun et år gamle møntformler blev forandret således:
| Dobbeltskilling | 60 stk. på marken til 7 lod 11 gren | ( = 3.90g - 0.476 - 1.86g) |
| Skilling | 108 stk. på marken til 6 lod 13 1/2 gren | ( = 2.17 g - 0.422 - 0.92g) |
| Søsling | 168 stk. på marken til 5 lod 4 gren | ( = 1.39g - 0.326 - 0.47g) |
| Dreiling | 240 stk. på marken til 3 lod 13 gren | ( = 0,97g - 0.233 - 0.23g) |
| Penning | 628 stk. på marken til 3 lod 2 gren | ( = 0.37g - 0.194 - 0.07g) |
Dobbeltskillingen blev herefter udbragt til 10 gylden 10 groschen 8 penning af den kølnske mark fint sølv, skillingen til 10 gylden 14 groschen, søslingen til 10 gylden 15 groschen 2 penning, dreilingen til 10 gylden 17 groschen 9 penning og penningen til 11 gylden 4 groschen 5 penning. En taler skulle nu gælde 27 1/2 skilling.
Det er sandsynligt, at Hans Köppelin, der ikke fik betalt sin gæld til kongen til påskedag (18. april 1568), har fortsat med at slå mønt indtil begyndelsen af juli, som det synes at fremgå af en senere udtalelse af amtmanden. Derefter er han rejst hjem til Mynster, hvor han vel kunne finde beskæftigelse hos sin fader og svoger. Faderen søgte og fik sin afsked 1568, men først den 14. september 1569 fik Hans sin bestalling af biskop Johann III, greve af Hoya (1566-74). Da den biskoppelige mønt få år efter gik i stå, tog staden sig af ham og lod ham 1572-94 slå kobbermønt, ret usædvanligt for datiden, der ellers krævede, at mønten skulle have værdien i sig selv. Tillige slog han kobbermønt for stæderne Ahlen og Coesfeld. Han døde 1594 eller 1595 (98).
Fra 1584 havde han til medhjælp sin broder Peter Köppelin d. Y. Denne slog mønt for staden Warendorf 1592 og 1594, for Beckum 1585-6, bursarietegn for domkapitlet og "multertegn" for biskoppen. Han blev anklaget og dømt for falskmønteri og den 4. december 1599 "naglet til posten og røget", som stadens krønike noget kynisk beretter (99).
1568 sept. 30.-oct. 4. holdtes (efter beslutning i Lyneborg 2. febr. s. å.) en kreds- og probationsdag i Brunsvig. Skønt Frederik II ligesom de andre holstenske hertuger var behørigt indkaldt til mødet af hertug Julius af Brunsvig-Lyneborg, gav ingen af dem møde ved afsendinge. Her påtaltes det, at hertug Johan Albrekts møntmester i Gadebusch, Frederik II.s møntmester i Flensborg og staden Rostoks møntmester understod sig mod den offentliggjorte møntordning at mønte efter gammel skrot og korn og lade denne ringe mønt udgå (100).
Den 4. october afgik til kongen af Danmark og hertugerne af Holsten skrivelse om, at møntmesteren i Flensborg uden stændernes viden nu som før slog mønt efter gammel skrot og korn. Dette måtte ophøre, da det stred mod den i januar besluttede møntordning (101).
På kredsdagen i Brunsvig i december behandledes atter spørgsmålet om afstraffelse af de bemeldte møntmestre; men her var udsendinge fra de holstenske hertuger mødt frem og nedlagde protest under henvisning til, at Flensborg lå i hertugdømmet Slesvig og ikke hørte til under kredsen. De øvrige stænder nedlagde en contraprotest (102).
På den følgende møntprobationsdag i Lyneborg den 18.-23.april 1569 skulle bl. a. Flensborg-mønten for; men i den udførlige visitationsberetning af 19. april af kredsens generalwardein Georg Stumpfeldt, som blev forelagt på mødet, hed det, at da generalwardeinen ikke kunne få klar besked på, om der nu for tiden blev møntet i Flensborg eller ej, havde han taget det for sig og var redet derhen. Han havde fået besked af amtmanden på stedet, at han havde påbudt møntmesteren en stilstand, og denne havde da også i 3/4 år intet møntet, således som han havde bevidnet det i et skriftstykke under sit segl (103). - Derefter skulle Hans Köppelin altså være ophørt at virke i Flensborg omved første halvdel af juli 1568.