Derefter blev der i mere end hundrede år ikke slået mønt i Sønderjylland. Hertug Frederik anlagde en møntsmedje i Husum, hvorfra der fra 1514 udgik en række smukt prægede mønter. 1522 forlagdes denne virksomhed helt eller delvis til Slesvig eller rettere til en bastion ved Gottorp slot - det var jo urolige tider, der forestod. Da Christian III på landdagen den 9. august 1544 skiftede hertugdømmerne med sine to brødre, tilfaldt Gottorp med den derværende mønt hertug Adolf (25). Christian III ville ikke give afkald på den indtægt, som mønten gav, og kongerigets mønt, som just blev fastlagt i møntordningen af 27. september samme år (26), blev slået efter en ringere møntfod end den, man skulle følge i hertugdømmerne. I henhold til den "tappere vorbeteringhe der privilegien" af 5. april 1460 var kongen (hertugen) forpligtet til at slå mønt som den, der var gæv og gængs i Lybæk og Hamborg (27). Kongen besluttede derfor at anlægge en mønt i Flensborg og skrev til Lybæk og Hamborg og bad dem om at oversende ham deres møntordning, især hvad angik dobbelte og enkelte skillinge, søslinge, witten, blafferte og penninge. Den mønt, han her ville slå, skulle i halt, korn og skrot være lig med deres (28).
Kongen ansatte en møntmester, Jørgen Degener, og forstrakte ham med et lån på 2000 gylden til indkøb af sølv til mønten. Om Jørgen Degener er ellers intet videre kendt, men en halvt suveræn herre, herr Tide til Inn- og Kniphusen i Østfrisland, gik i borgen for ham for beløbet. Dette brev er dateret Kniphusen 1. october 1544. I første omgang fik mester Jørgen kun et mindre forskud, men i 1545 kvitterer han i Odense for restbeløbet 1112 gylden 10 1/2 skilling lybsk, modtaget af rentemester Jørgen Pedersen (29)
Jørgen Degeners bestalling er udstedt på "vort kongelige slot København, onsdag efter Andreas år 1544", det er 3. december (30). Han blev antaget for tre år
...til at have og holde mønten i Flensborg efter den givne møntordning, som han med ed har forpligtet sig til. Han skal slå og mønte gylden og halve gylden grosehen, dobbelte og "enfoldige" skillinge, søslinge, witten, blaffert og penninge og ingen anden mønt i halt og skrot, som følger. Da der er mangel på sølvmønt, skal han altid, når der er slået et "værk" (31) gylden og halve gylden groschen, udmønte et værk småmønt, først dobbelte og enfoldige skillinge, derefter søslinge og så blaffert og penninge.
Gylden og halve gylden groschen skal udmøntes på 14 lod og et quintin fint sølv; 8 stk. af den hele, 16 stk. af den halve skal gå på den blandede lybske mark, og hver gylden groschen skal holde to lod og den halve hver et lod. Møntmesteren skal have to gren "til fare", dog at samme ikke bliver brugt forsætligt og ikke for ofte (32)
Dobbelte skillinge, enfoldige skillinge, søslinge, blaffert og penninge skal udmøntes og slås i skrot og korn overensstemmende med mønten fra Hamborg, Lyneborg og Lybæk og ikke anderledes (33). Mønten skal såvidt muligt skrode ens og være præget hvid og rigtigt. Også det remedium, som bemeldte stæder i deres møntordning tilstår deres møntmestre, skal være tilladt vor møntmester.
Møntmesteren og smedemesteren skal tage i deres ed, at de troligt vil følge og holde vor møntordning og ikke ændre denne vor mønt i skrot, korn og præg uden vort vidende og bevilling. Møntmesteren skal også med ed være forpligtet til ikke at indsmelte og med viden ommønte den mønt, som vi lader slå i rigerne Danmark og Norge.
Møntmesteren skal af hver mark fint sølv, som bliver formøntet, give os i slagskat og udrede fire enfoldige skillinge af samme vor mønt (34). Også skal han være taget i ed, at han ingen anden mønt end den, vi ovenfor har forordnet og hvoraf han skal give os slagskat, vil præge og udmønte med vore stempler.
Møntmesteren skal have og holde møntjern og stempler i god forvaring, at der ikke deraf kan opstå os nogen fortræd. Når stempler og møntjern er forbrugt og skal omskiftes, skal møntmesteren være forpligtet til at aflevere samme til vore forordnede (35).
Stempelskæreren skal "fasteligt" og under straf være forpligtet til ikke at tilskære andre jern end dem, som på vor befaling bliver anvist ham at bruge til vor mønt. Han skal ikke give nogen anden end vor møntmester og forordnede dem i hænde.
Når et værk er færdigt og pladerne blevet præget, skal møntmesteren, før værket går ud, forelægge det for vore forordnede. Og skal to prøver tages af værket, som med en seddel, hvorpå er skrevet år og dag, blive forvaret og beholdt i en aflåset bøsse.
Når værket er prøvet, skal det hele blive vejet. Så fremt mønten ikke bliver fundet overensstemmende med vor ordning, skal samme værk ikke udgå, men ændres eller atter blive smeltet.
Der skal holdes to bøger, en af møntmesteren og en af vore forordnede, hvori trolig skal blive opskrevet dag og tid, som mønten er gået ud, og hvor mange mark værket har vejet.
Smedemesteren skal også med sin ed passe og holde smederegistret oprigtigt og retfærdigt og trolig overantvorde dette til vore forordnede, når et værk bliver "opdrevet" og møntersvendenes løn beregnet.
Vi vil også fremtidig forordne en wardein og hvert fjerdingår, eller efter møntens omstændighed hvert halve år, lade tage hovedprøver.
Når vi efter vor lejlighed vil lade mønte af vort eget sølv, skal møntmesteren mod tilbørlig løn ikke undslå sig.
Og vil vi sluttelig have denne vor ordning overholdt uden forsømmelse og med alvorlig straf indtil vor forandring, som vi forbeholder os.
Dokumentarisk beseglet med vort kongelige secret. Givet på vort kongelige slot København, onsdag efter Andree år 1544.
Taleren - eller som den her endnu kaldes: gyldengroschen - gik just nu sin sejrsgang gennem Europa og satte skel i møntprægningen mellem middelalder og nyere tid. Allerede Christiern II havde ladet slå gyldengroschen (sølvgylden). Frederik I slog som hertug sin (senere såkaldte) Husumdaler 1522. Christian III slog 1537 joachimsdaler (også benævnt jacobsdaler). De vendiske stæder var længe tilbageholdende. 1537 slog Lybæk sin første taler, den efter borgmesteren benævnte Brömsentaler, men først 1544 blev taleren med Johannes Døberen i præget almindelig. Den blev dog ikke indpasset i de vendiske stæders møntordning, hvor man fastholdt markstykket som hovedmønt. Den skulle gælde 30 skilling lybsk, men fik snart en kurs af 31 skilling. De vendiske stæder overtog den saksiske møntfod: 8 stk. på den 14 1/4 lod fine løde mark (36). Det var altså den, Jørgen Degener skulle rette sig efter. Hvis vi sætter den lødige kølnske (lybske) mark til 230 g, da vi ikke ved nøjagtig, hvilken vægt den havde i datidens nordtyske og danske møntsmedjer, får vi denne formel for Flensborg-daleren: 28.75 g-0.890-25.61 g. Tillægger man marken den vægt, som i det 19. århundrede var den officielle, får man derimod: 29.232 g-0.890-26.035 g. To af de meget sjældne dalere vejer 28.69 og 28.63 g, hvad der tyder på, at førstnævnte formel er sandsynligst. Det vides ikke, hvem der har skåret stemplerne til de smukke mønter, men kongens portræt er udført efter Jacob Bincks skuepenge fra 1541. (Fig. 5).
Fig. 5. Daler 1545
Foruden daleren slog Degener efter samme møntfod halve og ortsdaler (Fig. 6 og 7). Sætter vi den kølnske mark til 230 g, får vi formlen for halvdaleren: 14.38 g-0.890-12.81 g og for ortsdaleren: 7.19 g-0.890-6.40 g. Med 233.855 g for samme mark bliver formlerne henholdsvis 14.616 g-0.890-13.017 g og 7.308 g-0.890-6.509 g. De to kendte halvdaler, hvoraf den ene er en variant uden krone over skjoldet på bagsiden, og den unike ortsdaler vejer 14.00 g (KM) og 14.50 g (Bruun) samt 7.09 g (KM).
Efter at søslingen i mange år ikke var blevet slået, enedes de vendiske stæder 1537 om at genoptage denne udmøntning. Den synes at være slået til lidt vekslende møntfod, men en prøve i Rostok 1543 fastslog, at de lybske søslinge blev slået 182 stk. på den 6 1/2 lødige mark ~ Hvis den flensborgske søsling 1545, som man må vente, er slået efter denne møntfod, får vi (med marken kølnsk sat til 230 g) formlen: 1.24 g-0.406-0.50 g. De tre varianter af Degeners søsling, hvoraf den ene uden årstal kun kendes i to exemplarer (KM og Bruun) vejer 0.86-1.25 g, i gennemsnit 1.06 g. De er således allerede i råvægt meget undervægtige; lødighedsprøver af disse ret sjældne mønter foreligger ikke. (Fig. 8).
Fig. 8. Søsling 1545
Jørgen Degener kom kun til at virke kort tid og fik ikke lejlighed til at slå de øvrige i møntordningen nævnte småmønter. I et brev fra kongen til herr Tide, dateret Kolding 25. maj 1546, siges det, at "unser münzmeister Degener in gott vorschiden", hvorefter han antagelig er død i foråret 1546 (38) Hans møntmærke, en lilje, forekommer på de ovennævnte mønter, daler (gyldengroschen), halv og kvart daler og søsling 1545 samt på søsling 1546 (og uden årstal). I følge de bevarede kladdemæssige regnskaber har han kun haft til rådighed til udmøntning ialt 3139 1/2 gylden mønt, idet han foruden de ovennævnte 2000 gylden fik leveret fra rente-mesteren Joachim Beck 1979 lod råsølv, der skulle indeholde 1656 3/8 lod fint sølv, hvoraf vejen mark regnedes for 11 gylden. Hans udmøntninger synes ialt at have beløbet sig til 1137 daler 25 1/2 skilling og har således været af et ret beskedent omfang. Han havde haft udgifter på møntbygningen, der var blevet indrettet i det nedlagte gråbrødrekloster, og den dertil knyttede "seigerhytte", hvor råmaterialet omsmeltedes til beskikket sølv, for 402 daler, som hans efterfølger måtte overtage. Hans enke fik først med meget besvær den 10. juli 1547 et regnskab godkendt, hvorefter hun blev kongen skyldig 523 1/2 daler. Om hun fik betalt denne pengesum, hun blev rykket for den 4. februar 1548, om herr Tide har måttet punge ud, eller om gælden er blevet hende eftergivet, får stå hen (39).
Jørgen Degeners efterfølger blev en tidligere kendt møntmester - Reynold Junge. Han forekommer først som smedemester ved mønten i Reval, derefter 1530-33 som møntmester i staden Lyneborg. 1534 i april var han møntmester i Husum, hvor han efterfulgte Frederik I.s mangeårige møntmester Jørgen Drewes og ægtede hans enke Christina Hoyer. Han blev derved svoger til Lange Herman, der var gift med Frederik I.s slegfreddatter Catharina. Da grevefejden brød ud i maj 1534, kom mester Reynold i arbejde med at slå mønt til krigsknægtenes sold, først på Gottorp (til december 1534), så i Århus (januar-august 1535), i Roskilde (august 1535-efteråret 1536) og i København (til 26. november 1540). Skønt han i efteråret 1540 var blevet afskediget og fængslet for underslæb, blev han nu taget til nåde igen. Foruden de ovennævnte udlæg på 402 daler overtog han fra Jørgen Degeners bo hans "muntther redskaff" for 19 1/2 daler 2 1/2 skilling lybsk (40). En bestalling og møntordning for Reynold Junge er ikke bevaret. Rimeligvis har han fået overdraget mønten med seigerhytten på samme vilkår som sin forgænger, dog med en vigtig tilføjelse: tilladelse til at slå guldmønt (41). Han nævnes som møntmester i Flensborg i juni 1546 (42).
Medens Reynold Junge som møntmester i Lyneborg og i Danmark indtil 1540 havde haft et kløverblad, tog han nu en glødehage som møntmærke. I sin korte virksomhed i Flensborg udmøntede han dobbelt og enkelt rhinsk gylden samt søsling.
Guldmønterne kendes hver især kun i et eneste exemplar. Den (enkelte) rhinske gylden er havnet i den hertugelige samling i Gotha. Den er sandsynligvis sammen med andre sjældne danske guldmønter kommet til Saksen med prinsesse Magdalena Sibylla, tronfølgeren Christian (V)'s efterleverske, som 1652 ægtede Frederik Vilhelm II af Saksen Altenborg. Den stammer i så fald fra den udvalgte prins' kunstkammer på Nykøbing slot (43). Den dobbelte rhinske gylden er i det 18. århundrede indkommet i kongens myntcabinet (44). (Fig. 9).
Mønttypen med Sankt Andreas er bibeholdt fra de slesvigske rhinske gylden fra 1531 og 1536. Det var hertug Frederik, der satte dette helgenbillede allerede på sine første mønter 1514. Det er lidt uforklarligt, hvorfor netop Andreas blev fremdraget, han forekommer således ikke blandt de 11 helgene, som hertugen betænkte med årlige offerpenge (45). Selve fremstillingen kan være lånt fra de burgundiske Sankt Andreas-gylden, som fra 1466 blev slået i Löwen og Antwerpen i stort antal. Det er besynderligt, at den nidkære lutheraner Christian III har tilladt et sådant levn fra papisteriet, selv om Andreas som apostel kunne æres også af protestanter. - Når C. T. Jørgensen m. fl. meddeler, at St. Andreas er anbragt på mønten "for at tilkjendegive, enten at den er slagen af Sølv fra Hartz eller at Hertugen har haft Deel i Sølvværket", så er dette grebet helt ud af den blå luft. Sølvgruben Sankt Andreasbjerg blev først anlagt 1521; bjergstaden af dette navn opstod senere i århundredet (46).
De fire rhinske kurfyrster, ærkebiskopperne af Mainz, Trier og Køln samt Pfalzgreven kom den 15. november 1490 overens om at nedsætte møntfoden for deres guldmønt. Der skulle derefter udmøntes 107 stk. på 1 1/2 kølnsk mark til 18 1/2 karat guld, 3 1/2 karat sølv og 2 karat kobber (47). Denne ordning blev varig for århundreder. Hvis man går ud fra den kølnske mark på 230 g, får man formlen: 3.243 g-0.770-2.49 g. Reynold Junges enkelte gylden vejer 3.20 g, den dobbelte 6.41 g, altså i god overensstemmelse med møntfoden af 1490.
Fig. 9. Rhinsk gylden 1546
Fig. 10. Søsling 1546
Den af mester Reynold slagne søsling 1546 har vel bibeholdt det holstenske nældeblad på forsiden og det slesvigske våbenskjold på bagsiden, men fremtræder iøvrigt som en ny type med Reynold Junges glødehage som møntmærke. Udmøntningsformlen skulle være den samme (48). (Fig. 10).
Desuden findes dette møntmærke på en blaffert, der følgelig må være slået i Flensborg 1545-6. Præget viser et delt skjold med det holstenske nældeblad og de oldenborgske bjælker (49). - 1544 forhandlede de vendiske stæder om udmøntning af denne ringholdige møntsort, som ikke kunne undværes i daglig småhandel. Den 1546 i Vismar foretagne prøve viste 480 stk. på den 4-lødige mark (50). Derefter skulle formlen være 0.48 g-0.250-0.12 g. De bevarede exemplarer vejer 0.28-0.56 g, i gennemsnit 0.40 g. Blafferten foreligger også uden møntmærke. (Fig. 11). Af ganske samme præg, uden møntmærke, er en hulpenning. (Fig. 12). Nogen tilsvarende udmøntning fandt ved denne tid ikke sted i den vendiske møntunion. Bevarede exemplarer vejer 0.16-0.17 g (51).
Fig. 11. Blaffert
Reynold Junge døde i slutningen af 1546 eller i begyndelsen af 1547. Han havde ligesom sin forgænger foretaget byggearbejder ved mønten og dertil udgivet 119 1/2 mark lybsk. Dette udlæg fik tolderen på Gottorp, Nicolaus Lucht, den 6. juli 1547 kongens ordre til at udbetale hans enke, Christina Hoyer (52). Regnskabet for hans kortvarige virke i Flensborg, der desværre ikke er bevaret, blev godkendt og kvitteret, og den 6. februar 1548 fik amtmanden Jesper Rantzau ordre til at levere møntmesterens kautionister deres forskrivning tilbage (53). Møntmesterens enke modtog derefter en årlig pension på 30 mark, som udbetaltes hende af tolderen på Gottorp fra 1547 til 1553; (54) Formodentlig er hun da død i sidstnævnte år.
For tredje gang skulle nu en ny møntmester ansættes. Heldigvis stod atter en kyndig mand rede. Den 22. januar 1547 fik Jørgen Kock den Yngre sin bestalling udstedt af Christian III på Koldinghus (55). Han var brodersøn af den navnkundige Malmø-borgmester og møntmester af samme navn (56). Han havde været møntmester i den 1544 nyoprettede mønt på Gimsø, det tidligere nonnekloster ved Skien, hvor han skulle udmønte sølvet fra det nylig åbnede bjergværk Guldnæs (Glomsberg) i Telemarken. Allerede efter et par års virke brændte klosterbygningerne, og da sølvudvindingen ikke svarede regning, blev mønten nedlagt 1546 (57).
Jørgen Kock d. Y.s ovennævnte bestalling var så godt som ordret enslydende med Jørgen Degeners (og sagtens også med Reynold Junges), med enkelte mindre ændringer og tilføjelser. Således blev Jørgen Kocks ansættelse rettet til fire år. Samme dag skrev kongen til amtmanden og underrettede ham om møntmesterens beskikkelse og befalede ham at overlevere ham mønten og seigerhytten. Han skulle optage fortegnelse over det forråd af penge og hvad der ellers måtte forefindes på mønten og overlevere ham mod hans beseglede skriftlige tilståelse (58).
Som ovenfor nævnt var mønten 1544-5 blevet indrettet i det nedlagte gråbrødrekloster. Dette var blevet stiftet omved 1263 og var i de følgende århundreder indtil reformationen af stor betydning for staden. Men 1528-30 blev munkene fordrevet, og i gavebrev af 18. maj 1530 skænkede Frederik I klostrets vidtløftige bygningskompleks til borgmestre, rådmænd og menige borgere i Flensborg. Kongen forbeholdt sig dog trægården med spisesalen og køkkenet (dem bomhoff mit deme reuenter vnnd der kokenn) (59). Det var vel der på stedet, Christian III lod møntsmedjen indrette. Her havde også Gert van Merfelt sit kanonstøberi (1539-58). 3. marts 1546 tilskrev kongen fra Århus borgmestre og råd, at man havde meldt ham, at de var i begreb med at rive et hus ved klostret ned. Han pålagde dem at standse nedrivningen indtil hans ankomst, for at det ikke skal være til skade for den der indrettede mønt (60). I tilslutning til mønten lod kongen bygge en seigerhytte med smelteovn, hvor sølvet raffineredes og legeredes. Hertil havde allerede Jørgen Degener gjort udlæg på henved 282 daler, som han skulle have godtgjort af kongen. Også Reynold Junge har udlagt henved 60 daler på denne bygning. Den blev nu stillet gratis til rådighed for Jørgen Kock, for så vidt det gjaldt hans udmøntninger (61). (Fig. 13).
Fig. 14. Daler 1547
Fig. 15. Halvddaler 1547
Jørgen Kocks møntmærke var en lilje, det samme mærke, han havde brugt på sine udmøntninger i Norge. Følgende til nutiden bevarede mønter bærer hans møntmærke: Sølvgylden og halv sølvgylden med årstal 1547 (62). (Fig. 14-15).
Disse hele og halve daler bærer ganske samme portræt af Christian III som Jørgen Degeners dalermønt 1545. Udmøntningsformlen er selvsagt den samme, og vægten af de bevarede mønter (gennemsnitlig 28.74 og 14.06 g) viser, at den kølnske mark i Flensborg har været betydelig lettere end 233.855 g.
Desuden foreligger søslinge af samme type og af samme møntfod som før med årstallene 1550, 1551, 1553 og 1554. De er alle sjældne, 1551 er et unicum i Stockholm, 1553 og 1554 foreligger kun i to-tre exemplarer (63).
Fig. 16. Blaffert
Endvidere foreligger blafferte og penninge uden møntmærker, som altså også kan være slået af Jørgen Kock; men foruden disse af den førnævnte type, foreligger en blaffert med et kronet C. (Fig. 16). Den kan være slået af Jørgen Kock. De ret mange kendte exemplarer er betydelig underlødige; i stedet for 0.250 har prøver vist 0.135, 0.113 og 0.063 64, hvortil kommer helt kobberholdige, der dog antagelig må skyldes samtidige falsknere (65). En guldafstøbning, som vejer 5.10 g, foreligger fra gammel tid i Den kongelige Samling (66).
Jørgen Kocks fire års bestalling udløb 27. august 1551; men på hans ansøgning fornyede kongen i brev dateret Flensborg 17. marts 1551 hans ansættelse indtil videre besked (67). I begyndelsen af 1556 fandt kongen for godt at nedlægge mønten i Flensborg. I fasten (19. februar-5. april) dette år var Jørgen Kock i København og aflagde regnskab for sin virksomhed overfor sin amtmand Jesper Rantzau og den tyske kansler Anders Barby. 14. juli 1556 tilskrev kongen amtmanden, at Jørgen Kock havde betalt sin gæld og fået kvittans, men at det var pålagt ham at bringe stempler og andet mønten tilhørende værktøj til København. Amtmanden skulle lade optage en fortegnelse over dette og sende kongen (68). Og så rejste mester Jørgen med Flensborg-møntens habengut, og dermed er han ude af sagaen.
Medvirkende til, at Christian III således gav afkald på at holde mønten i Flensborg i gang, har vel været dels, at de stigende priser på sølv gjorde, at udmøntning af daler og anden stormønt ikke kunne betale sig for fyrster, der ikke selv rådede over sølvminer, dels at den tyske rigsmøntordning i Augsborg 1551 pålagde de tyske kredse at føre kontrol med de møntberettigede stænders udmøntninger. Kongen kunne jo ikke indrømme den nedersaksiske kreds nogen visitationsret i Flensborg.