(Anmeldt af Axel Ernst i NNUM 1957 side 191-193)
Den første samlede fremstilling af Århus som møntsted blev skrevet af Christian Jørgensen Thomsen som et påtænkt særligt kapitel til Jens Rasmussen Hilbertz' "Bidrag til Skildring af Staden Aarhus", hvoraf første hæfte udkom 1837. Da dette arbejde gik i stå med det ene hæfte, blev Thomsens lille artikel liggende i manuscript og ganske upåagtet, indtil den hundrede år efter blev befordret i trykken - mere af hensyn til vor på andre, praktiske områder så berømmelige museumsmands personlighed, end fordi den i vore dage bidrog væsentligt til oplysning "Om Mynt, præget i Aarhuus" (1). Som det fremgår af udgiverens noter, var hans fremstilling meget mangelfuld, men viste, hvad kundskab man dengang havde, da man arbejdede på det store, desværre ufuldendte værk over Danmarks middelalderlige mønter (2). Det var først ved århundredskiftet, da museumsinspektør P. Hauberg i sine banebrydende arbejder (3) havde bragt mere system i vor middelalderlige numismatik, at man fik bedre overblik også over Århus' mønter fra det 11. og 12. århundrede. Til mønterne fra grevefejdens tid havde allerede Bolle Villum Luxdorph i en for sin tid værdifuld afhandling (4) ydet væsentlige bidrag, men først ved udgivelsen af Reynold Junges møntmesterregnskaber 1534-1540 (5), blev udmøntningen i Århus 1535 nærmere kendt.
Af nyere litteratur kan nævnes:
Foruden i de her nævnte samlingsværker vil man kunne finde Århus' mønter afbildede på sine steder i den store Beskrivelse over danske Mynter og Medailler i den kongelige Samling (Kbh. 1791) og i H. H. Schou: Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 og danske Mønter 1815-1923 (Kbh. 1926), ligesom en mængde auktionsfortegnelser over private samlinger lige fra det 18. århundrede til vore dage jævnlig nævner mønter fra Århus.
En fremstilling af Århus' mønthistorie frembyder den store vanskelighed, at der overhovedet ingen skriftlig overlevering foreligger før 1535; intetsteds før grevefejden er nævnt blot som antydning noget om mønter slagne i Århus; intet navn før Reynold Junge er bevaret på møntmestre her i staden. Vi er altså henvist til at søge oplysning i de til nutiden bevarede mønter, som ved deres indskrifter angiver dette deres hjemsted.
Århus dukker som bekendt første gang frem i historien, da en sikkert tyskfødt Århus-biskop Reginbrand sammen med en Slesvig-biskop Hored og en Ribe-biskop Liafdag som den hamborg-bremiske ærkebiskop Adeldags første lydbiskopper var nærværende på et kirkemøde i Ingelheim i juni 948 (8). Det var ellers ret udbredt sædvane i det tyske (fra 962 det tysk-romerske) rige, at en biskop af kongen (kejseren) til sit underhold blev forlenet med torveret, mønt og vekselbod ved sit bispesæde; men derom har der her ikke kunnet være tale. Den tyske konges myndighed har ikke strakt sig længere end til Ejderen, og selv de siden af Bremerkirken forfalskede breve af 965 og 988 har da heller ikke et ord om en sådan forlening. Harald Blåtands stilling til disse bispeudnævnelser er ukendt, og de danske konger gav først sent i det 11. og 12. århundrede nogle af de danske biskopper en begrænset del af møntens overskud. Århusbiskoppen vides aldrig at have fået en sådan rettighed, og kongen har øjensynlig i Århus beholdt sin møntret ubeskåret, når han lejlighedsvis har ladet slå mønt der i staden.
Århus nævnes på mønter fra Hardeknud, Magnus den Gode og Sven Eriksen (Grade), men det er naturligvis muligt, at adskilligt flere af de mange jydske mønter, som ikke lader sig stedfæste, kan være slagne i Århus. Af andre nørrejydske møntsteder kendes til forskellige tider Randers, Horsens, Viborg, Ålborg, Ørbæk og Hjørring - alle dog af mindre betydning end Ribe og Slesvig (Hedeby). De jydske mønter har været lettere end de sjællandske og skånske. Møntregningen var i Jylland en, mark = 8 Øre à 3 Ørtug à 12 penninge. En mark var oprindelig ca. 216-218 g, men mark, øre og ørtug var kun regningsenheder, kun penningen (latin denarius, forkortet d) udmøntedes og skulde veje 1/288 mark eller ca. 0.76 g. - Den skansk-sjællandske penning var derimod 1/10-1/8 ørtug, altså ca. 0.91-1.14 g (9). Fra disse beregnede vægte afviger de overleverede penninge ofte, ikke blot på grund af slid og beskadigelser, men også fordi de gamle møntmestre ikke justerede mønterne stykke for stykke, men (i Jylland) kun talte 288 stykker på den vejede mark. Lgeså unøjagtigt forholdt det sig med mønternes holdighed, der oprindelig skulde regnes for rent sølv eller så rent, som man nu i middelalderen kunde fremskaffe det, det vil nærmest sige 15-lødigt (937 o/oo). Allerede i det 11. århundrede var møntsølvet stærkt blandet, således som prøver af et begrænset antal mønter har vist.
Knud den Store har tidligt i sin kongetid - muligt allerede under sit besøg i hjemlandet i vinteren 1019-20 - grundlagt det danske møntvæsen og bl. a. oprettet møntsmedjer i en række af de ovennævnte jydske stæder, hvoriblandt dog ikke Århus kan nævnes. Som man kan vente, var det angelsaksiske møntmestre og deres folk, som slog de første mønter. Disse er da også i deres præg hovedsagelig efterligninger af Æthelræds og Knuds engelske. De mænd, som satte deres navn i bagsideomskrifterne som ansvarlige for penningenes rette værdi, er oftest angelsaksere eller folk fra Danelagen. Sproget i møntomskrifterne er dels latin (REX - MONetarius), dels angelsaksisk, som røber sig foruden i navneformerne i det lille ord ON i stedet for latinsk IN (eller dansk I). Men når den skriftkloge klerk havde opgivet det forlæg, stempelskæreren skulde følge, lykkedes måske de første stempler, men de følgende blev mere og mere forvanskede og vidnede om de hjemlige håndværkeres ukyndighed og manglende kendskab til bogstavernes betydning og rette form.
Efter disse indledende bemærkninger kan vi gå over til at betragte de foreliggende mønter, de ældste altså fra Hardeknuds korte kongetid (1035-42).
Ciadwines mønt.
1.
Hjelmklædt brystbillede t. v. 
foran ansigtet.
i midten.
Denne er den mest læselige af Hardeknuds Århus-mønter (Haubergs type 44), hvortil slutter sig en række af 12 varianter med tiltagende forvirring i omskrifterne. Forsidens kongebillede er skåret efter Æthelræds og Knuds angelsaksiske typer, der atter fjernt ude efterligner kejserbilledet på romerske denarer, der har været kendt fra fund i datiden. Kappen er fæstnet ved et spænde, der vel rettelig skulde have siddet på højre skulder, således at højre arm var fri. Allerede på denne variant er ortografien vaklende; der mangler E i kongenavnet og XI står for REX. Bogstavformerne er angelsaksiske med gennemstrøget D for blødt D, P for W og med kantet C. Bagsiden har de angelsaksiske mønters lille midtkors med tilføjet + og o i feltet. Ciadwine forekommer kun på disse Århus-mønter og er mulig fejlskrevet for det så almindelige navn Eadwine. ON er den almindelige præposition på danske mønter lige til Harald Hens kongetid. Aros er stadens kendte navn, ("Åmunding"), som den iøvrigt har til fælles med Øster- og Vesterås i Upland. S i bynavnet er stundom læst C, idet den nederste halvdel er mindre og går ned i linjen; men der er ingen tvivl om læsningen, også fordi C skal have den kantede form. II: er kun at opfatte som udfyldning.
Denne mønt, der er vigtig som "ledestykke", blev første gang kendt ved en afbildning af den kgl. saksiske hofråd Wilhelm Gottlieb Becker (10). Becker var dog ikke klar over møntstedet; han formodede, at det var Roskilde eller Rochester, men indrammede, at A er i vejen. Hans exemplar, som lå i det kgl. møntcabinet i Dresden, stammede antagelig fra et fund i Saksen eller i al fald fra Tyskland Øst for Elben-Saale-linjen, der dengang var befolket af vendiske stammer, og hvor talrige møntfund med iblandede danske mønter er fremdraget. Vægten er opgivet til 14 grän, svarende til 0,81 g.
I Ramus' og Devegges ovenfor nævnte ufuldendte møntværk er Beckers exemplar gengivet (tab. VI xxi B) ved siden af et mindre tydeligt, dobbeltpræget exemplar, som allerede dengang (før 1832) var i Thomsens samling (R.& D. tab. VI xxi); det vejede 14 1/2 eschen eller 0,78 g. Skønt stednavnet var læst AROCII, var udgiverne dog klar over, at der mentes "AROS, det gamle navn for Aarhuus". Thomsens exemplar stammede sandsynligvis fra det store møntfund, som 1822 blev fremdraget under en stor sten i pløjemark ved landsbyen Bonderup under Selsø gods, Skibby sogn, Horns herred, Frederiksborg amt. Ramus, som skrev om fundet (11), udtalte her sin harme over, at en del private samlere (og deriblandt var jo Thomsen) ulovligt havde tilegnet sig stykker fra dette fund, der som en helhed burde være indsendt som danefæ til det kgl. Myntcabinet. I dette fund forekom desuden andre varianter af mønten (hvorom mere nedenfor). - Thomsens exemplar genfindes i hans katalog no. 9896 (12). Det købtes på auktionen 1876 for 26 kroner af en urmager Christensen, hvis efterladte samling erhvervedes af daværende boghandler P. Hauberg 1881.
Møntcabinettet erhvervede først sit exemplar af mønten fra det store fund, som 1837 blev gjort ved grøftegravning i en mose ved Stolpehuse, Store Taarnby sogn, Bjeverskov herred, Præstø amt, under Vallø stift (13). Det vejer 0,82 g.
Et i Rusland fundet exemplar er beskrevet af friherre B. de Koehne i Mémoires de la Société imperiale d'archéologie IV (St. Petersbourg 1850) s. 225 no. 554. Det forefindes antagelig i Ermitagen i Leningrad.
I det store fund fra Espinge, Hurve sogn, Froste herred, Skåne, fremdraget 1880 (14), forekom et ukendt antal af Hardeknuds Århus-mønter, hvoraf 4 varierende exemplarer foreligger i Kungl. Myntkabinettet i Stockholm, deriblandt ét, svarende til ovenstående hovedvariant; det vejer 0,77 g. Takket være riksantikvarien Hans Hildebrands (altfor store) imødekommenhed købte Hauberg til sin private samling alle de danske mønter fra det 8700 stykker store fund, som ikke blev udtaget til Kungl. Myntkabinettet. I kataloget over Haubergs samling (15) er opført ikke mindre end 8 Århus-mØnter af hans type 44 (hvortil kommer 5 tvivlsomme Århus-mØnter af type 45 og 47). Som nr. 592 er beskrevet og afbildet et exemplar som ovenstående; det blev købt af en urtekræmmer Lavigne for 25 kr. Et doubletexemplar, nr. 592a, købtes (også for 25 kr.) af overretssagfører Holger Hede. 0.72 g. Også på Haubergs doubletauktioner 1885 og 1889 solgtes exemplarer, der muligvis kan stamme fra Espinge-fundet.
I et fund fra Kongsø plantage 1904 fremkom et exemplar (15a). 0,80 g.
Af exemplarer af ukendt proveniens i andre samlinger kan meddeles følgende liste, som dog ikke gør fordring på at være fuldstændig, men som kan give et indtryk af, hvor forholdsvis almindelig denne hovedvariant er, og hvor stor denne første udmøntning antagelig har været.
2.
Forsiden: samme stempel som nr. 1.
Espinge-fund. Stockholm. 0.81 g.
Haubergs auktion 593, købt for 23 kr. af privat samler.
3.
Stolpehuse-fund (XXXII 78). 0.71 g. Espinge-fund. Stockholm. 0.75 g.
Haubergs auktion 594, købt for 10 kr. af Ernst.
Bruun 1520 (fra Bille-Brahe).
4.
Bolbygård-fund (17) 0.67 g.
5.
Forsiden som nr. 1.
Kgl. Samling, Kbh. (gammelt fund) (18). 0.65 g.
6.
Kgl. Samling, Kbh. (gammelt fund) (18). 0.75 g.
7.
Forsiden som nr. 6.
Kgl. Samling, Kbh. (gammelt fund) (18). 0.68 g.
R. & D. XXII = Frost (1826) nr. 75, købt for 9 rd. af Pogge (19).
15 1/2 eschen = 0.83 g.
Haubergs auktion 595, købt for 10 kr. af Nøbbe, Flensborg.
8.
i feltet.
Kgl. Samling, Kbh. (gammelt fund) (18) 0.67 g.
9.
Brb. t v. med scepter, formet som korsstav.
Kgl. Samling, Kbh. (gammelt fund) (18) R. & D. Tillæg T. III 25 c. 0.72 g.
10.
R. & D. 26 (sandsynligvis fra Selsø-fundet); det oplyses her,
at mønten ved proberstenen er befunden at være 13-14 lødig,
d. v. s. 812-875 o/oo. 0.75 g.
11.
i feltet.
Espinge-fund. Stockholm. 0.72 g.
12.
Brb. t. h.
R. & D. Tillæg 26a (fra Selsø-fundet?). 0.70 g.
Haubergs auktion 597, købt for 8 kr. af Ernst.
Bruun 1521.
12.
Brb. t. h.
i feltet.
Haubergs auktion 598, købt for 10 kr. til Kgl. Samling.
Foruden denne mønttype har Hauberg med nogen tvivl ment
at kunne henføre yderligere 3 mønttyper (45-47) til Århus.
De har alle forvirrede omskrifter og må efter deres vægt og
hele "fabrik" henføres til et jydsk møntsted, der dog ikke
netop behøver at være Århus. En variant, som ikke var kendt
af Hauberg, af type 47 forefindes i Bruuns samling (1525);
den har på forsiden læseligt kongenavn 
,
der viser, at Haubergs henførelse til Hardeknuds kongetid var rigtig.
Der er ikke anledning til nærmere omtale af disse mønttyper; deres udseende fremgår af de her gengivne billeder.
Fra Magnus den Godes kongetid (1042-47) foreligger en sikker Århus-mønt:
Brb. t. v. med diadem og scepter.
Kors med o i midten og 
ved armenderne.
Hauberg 33.
Forsidens kongebillede er skåret efter tilsvarende
angelsaksisk mønttype, der går tilbage til tiden før
Æthelræd. Sceptret, der foroven ender i ,
er ejendommeligt ved forneden at afsluttes med en lille
tværstang og ring. Kongenavnet er let forvansket (Manus),
og kongetitlen er helt ulæselig. Lifsig er et almindeligt
navn på angelsaksiske mønter, oftest dog i formen Leofsige.
Korsfremstillingen er vel original, selv om midtringen og
røber angelsaksisk påvirkning.
- Af kendte exemplarer kan følgende nævnes:
I tilslutning til denne Århus-mønt henfører Hauberg en anden
Mønttype med et barbariseret modvendt brystbillede og en forvirret
omskrift på forsiden (Hauberg 34). Bagsiden har en lignende
korsfremstilling, hvorom en bagvendt omskrift med fortegnede
bogstaver 
(MAGNVS ON).
Det er sandsynligvis kongenavnet, der urigtigt er
sat i stedet for møntprægerens navn.
Stempelskæreren har ikke fået plads til møntstedets navn
efter det sædvanlige ON. Henførelsen af denne mønt til
Århus er således meget usikker. R&D. Tillæg T. IV 11. 0,73 g.
Antagelig fra Munksjørup-fund 1829.
Efter Magnus' kongetid følger et helt århundrede uden spor
af mønt fra Århus; men fra tiden ca. 1150 foreligger ved
siden af mønter fra Viborg, Ålborg, Randers og
Hjørring også mønter fra Århus. Det er ejendommelige små
mønter af sølvblik, bracteater, som de kaldes med et
kunstord fra ca. 1700. De kendes kun fra to betydelige gamle
fund, det ene fra klostermarken, Ålborg 1696, det andet
fra Øster Uttrup 5 km Øst for Ålborg 1708 (22). I begge
tilfælde blev fremgravet en lerpotte med et stort antal
mønter, der sandsynligvis er skjult i jorden i efteråret
1157, da slaget stod på Grade hede (23. october).
Tiden fremgår af, at nogle af mønterne bar kongenavnene
Sven (SVENO REX) og Knud (CANVT REX).
Der fremkom her Århus-mønter i to forskellige typer, den ene bar indskriften A R A S i vinklerne af kors, den anden havde omskriften AR VSIA omkring et kronet brystbillede vendt til højre (23). Dette kongebillede er gengivet dels med, dels uden skæg, som om man havde tilstræbt portrætlighed, hvad der ellers ikke kan være tale om på danske middelaldermønter. De slutter sig nøje til lignende brakteater med Svens kongenavn og tilhører følgelig den tid (c. 1150-54), da han havde magten også i Nørrejylland, medens Knud V var herre her 1146-50 og 1154-57.
Denne ejendommelige udmøntning, der fortsættes en halv snes år ind i Valdemar I's kongetid, som et tredje fund fra Biersted hede (24), et par mils vej nord for Ålborg, har vist, er en enestående foreteelse i Danmark mønthistorie. Vægten af disse små mønter er kun 0.22-0.25 g, og det er uvist, hvorledes de skal passes ind i møntsystemet. Deres smukke udførelse er særpræget, men kunde tyde på tysk påvirkning, og i denne forbindelse har man peget på kong Svens forkærlighed for tysk kultur, hans hyldning af den tyske kejser i Merseborg 1152 og hans ægteskab med Edele af Meissen. Det er dog et spørgsmål, om disse nørrejydske udmøntninger ikke snarere er udløbere af en udvikling, der begyndte med Knud den Helliges forringelse af mønten i Nørrejylland, en udvikling, som dog ikke kan påvises nærmere, da der mangler fund af sikre nørrejydske mønter for tiden efter Knud den Hellige og indtil kongerne Sven og Knud V (25).
Til disse hulpennige slutter sig nøje en mønt med indskriften A R O S i vinklerne af et kors, den er således nærmest en variant til ovennævnte type med A R A S. Den er tidligst aftegnet 1714 i den finsk-svenske møntforsker Elias Brenners møntværk, somhenførte den til Magnus Ladulås 1277 og det fra hans tid kendte møntsted Vesterås (26) - Den fremkom 1827 i et stort møntfund i Bünstorf i det sydligste Sønderjylland, hvoraf det fremgik, at den var betydelig ældre - som man antog fra Knut Erikssons kongetid (1167-95) (27).
Dette bestyrkedes ved et andet stort møntfund nedlagt samtidig med Bünstorf-fundet (ca. 1225) fra Bokel i Hannover 1928 (28). Det er herefter tvivlsomt, at mønten er svensk; det vil være nok så sandsynligt at henføre den til Århus. Bünstorf-fundets exemplar, som gengives her, vejer 0,30 g. Bokel-fundets exemplar, der tilsyneladende er af samme stempel (ca. 29 kugler i omkredsen) vejer 0,29 g. UdmØntningen har i så fald fundet sted ca. 1157 eller kort efter - medmindre man tør antage, at også Brenners exemplar skulde stamme fra Ålborg eller Øster Uttrup.
Foruden disse mønttyper er det muligt, at nogle af de mange skriftløse nørrejydske brakteater med mange skiftende præg kan være slået i Århus, men derom kan intet siges.
I kong Valdemars jordebog 1231 nævnes af nørrejydske møntsteder kun Viborg og Horsens. Da har Århus øjensynlig ikke været møntsted. Om nogle af de talrige jydske mønter fra Valdemar II, der kendes fra Grenå-fundet 1910, skulde stamme fra en møntsmedje i Århus, er yderst tvivlsomt.
I de hundrede ulykkelige år, der fulgte efter Valdemar Sejrs død, forringedes mønten i Danmark, særlig i landene vesten for Øresund, stærkt; ved år 1300 nåede den nulpunktet af indre værdi. Kongerne fornyede deres mønt hvert år og udnyttede deres møntregale til det yderste. Der foreligger fra denne tid henved 700 forskellige mønttyper. Thomsen har i sin ovennævnte artikel peget på mønter med et anker, i præget, som han tolker som St. Clemens' mærke og derfor vil henføre til Århus. Rent bortset fra, at det er uvist, om dette anker fra billedet af St. Clemens i stadens og domkapitlets segl skal kendetegne mønter fra Århus, er der ingen af de ialt 8 mønttyper med anker, som med større sandsynlighed lader sig henføre til Århus; kun to af dem mener Hauberg at kunne henføre til Nørrejylland (eller Viborg, som han gør til hovedmøntsted), den ene har på bagsiden et hjortegevir (Erik Menved, Nørrejylland, type 10), den anden et R (Christopher II, Nørrejylland, type 13) (30).
- "Borgerkrigsmønterne", som man i nutiden betegner disse mønter, bærer ofte bogstaver, som antagelig kan hentyde til konge, hertug, biskop, møntsted eller møntmester. Bogstavet A forekommer bl. a. på 4 forskellige mønttyper fra Erik Klipping, på 2 fra Erik Menved og på 3 fra Christopher II, som Hauberg mener kan være fra Nørrejylland. Hvis man vil antage, at A betyder møntstedet, kan der dog lige så godt tænkes på Ålborg (31).
I den kongeløse tid 1332-1340 ophørte al udmøntning i Jylland, da var den gamle danske penning her forlængst blevet en kobbermønt uden værdi i sig selv og modtaget med uvilje til den overkurs, som kongen tillagde den.
Da Erik af Pommern omved 1420 atter fandt fornødent at oprette en møntsmedje i Jylland til prægning af sine ilde berygtede kobbersterlinge, valgte han Randers til møntsted. Og i 1490'erne lod kong Hans den jydske møntsmedie til udmøntning af sine underlødige hvide indrette i Ålborg. Under Frederik I var der et par år møntprægning i Ribe. Turen til Århus kom først, da middelalderen var ved at gå til ende.