I de senere år har der været en del fokus på det faktum, at kongekronen på Christian IV mønter fra N. Schwabe udstyres med bøjler fra 1624 (se J. Meyer 2000). Efter min mening er den mest interessante mønt i denne sammenhæng blevet overset, og i andre tilfælde er der igen efter min mening sket lidt overfortolkning af det faktum, at N. Schwabes introduktion af bøjlekronen sker meget konsekvent i 1624. Jeg vil derfor med denne artikel fremlægge nogle fakta vedrørende bøjlekroner samt mit syn på, hvilke fortolkninger disse fakta kan bære.
De forskellige møntsteder vil blive behandlet efter tur, og selvom det kronologisk nok ville være korrekt at begynde med Glyckstad, vil jeg tage udgangspunkt i N. Schwabes møntsted i København, da det er her introduktionen af bøjlekronen er meget markant i 1624. Møntstederne, som nedlægges inden 1624 vil ikke blive behandlet, da der aldrig findes bøjlekroner fra disse møntsteder.
Desuden er der som beskrevet i artiklen om Christian IV portræt (Harck 2000) også tale om overgang fra portrættypen med høj pibekrave til en bølget kravetype (den høje pibekrave er vist i figur 1, medens den bølgede krave er vist i figur 2). Den nye mønttype, som bliver dominerende efter 1624, er her illustreret med en halvkrone fra 1625 (Hede 128, figur 3). Her ses på både for- og bagside en bøjlekrone, og på portrættet ses den bølgede krave.
Fra 1624 kendes også den oversete men efter min mening meget interessante specie vist i figur 4 (Hede 60B). Denne specie har på forsiden et portræt som bærer bøjlekrone men kraven er en typisk høj pibekrave. På bagsiden er kronen over skjoldene uden bøjle. Der er altså tale om en udpræget overgangsmønt. Det er ydermere interessant, at dette stempelpar ikke synes at koble til andre mønter indenfor speciedalerkomplekset fra 1624.
Speciedaleren med indbukkede skjolde (Hede 60A, Figur 5) bærer over skjoldene en bøjlekrone og forsidestemplet findes genbrugt på de almindelige specier (Hede 55A), hvorfor denne mønt ikke er tilnærmelsesvis så interessant som mønten i figur 4.
Alt taget i betragtning burde overgangsmønten i figur 4 ophæves til en selvstændig hovedtype, medens typen med indbukkede skjolde (figur 5) kunne være en variant af den almindelige specie (Hede 55A). Dette underbygges yderligere af, at overgangsmønten (figur 4) på bagsiden kun bærer et meget kort halvkors, hvor de øvrige specier bærer et større og simpelt helkors.
Endelig kendes der fra 1624 en variant af En-skilling (Hede 135, Sieg 25.1, figur 6) uden bøjle på kronen. Mønten er i alle andre henseender identisk med den almindelige type med bøjler, og derfor anser jeg denne mønt som et fejlpræg, hvor man har glemt at indslå bøjlerne i stemplet. Det er således helt på sin plads, at mønten katalogiseres som en variant af den almindelige type.
Senere mønter fra N. Schwabe har altid bøjlekrone, men hans efterfølger som møntmester i København, P. Grüner, slår et par mønter med krone uden bøjler. Det drejer sig om kvart portugaløseren (Hede 30, figur 7) og toskillingen (Hede 143, figur 8). Hvorfor disse mønter er slået uden bøjlekrone kan der ikke gives en forklaring på. Endelig må det nævnes, at det er vanskeligt at afgøre om En-skillingen fra P. Grüner (Hede 144) er med eller uden bøjle, idet bøjlerne vil ligge på det ophøjede område af den bølgede mønt. Sidste møntmester under Christian IV er H. Køhler (1644-48). Fra hans tid er alle mønterne forsynet med bøjlekroner.
To og Fire Skilling Lybsk er udmøntet i meget stor mængde, og da mønterne ikke indeholder tilstrækkeligt sølv, har de været en glimrende indtægtskilde for såvel møntmester som konge (se Wilcke 1919). Mønterne har imidlertid været udsat for stærk kritik på grund af deres underlødighed, og befolkningen har nægtet at modtage dem som betaling. Ved forordning af 16. august 1622 tages konsekvensen heraf, og mønternes værdi nedsættes til henholdsvis 3.5 Sk. Dansk (= 1.75 Sk. Lybsk) og 7 Sk. Dansk (= 3.5 Sk.Lybsk) (se Wilcke 1919 p. 173). Efter denne dato har det ikke været muligt at udmønte disse rytterpenge med nævneværdig fortjeneste.
Da det yderligere blev bestemt, at ingen var pligtig til at modtage mere end 6 Sk. Lybsk i 2 og 4 Sk. Lybsk samt mindre mønt (Edikt af 28. februar 1623 se Wilcke 1919 p 210 ff. og Wilcke 1924 p. 43), har der ikke været grundlag for en fortsat udmøntning af disse 2 og 4 Sk. Lybsk, og det må antages, at udmøntningen er standset. Rytterpengene har imidlertid været så forhadte, at en yderligere værdinedsættelse fulgte d. 22. januar 1625.
Fra 1623-25 udmøntes i Glyckstad god speciemønt samt en del småmønt. Ud fra argumentationen ovenfor kan det udelukkes, at der blandt småmønten fra disse år har været rytterpenge, og det står dermed fast, at alle mønter fra denne periode (1623-25) bærer åbne kroner (se eks. i figur 11). Rollen som underlødig mønt slået i stor mængde med fortjeneste overtages i denne periode af den lille 3 Sk. Lybsk (figur 11), idet denne valør ikke falder ind under ovennævnte gruppe af 2 og 4 Sk. Lybsk samt mindre mønt, som ingen ifølge ediktet af 28 februar 1623 var pligtig til at modtage ved større beløb end 6 Sk. Lybsk. Da mønten samtidig ikke var nævnt blandt de mønter, som skulle holde lødigheden, havde Albert Dionis fundet det smuthul, som gav mulighed for udmøntning med god fortjeneste og dermed grundlag for opretholdelse af et møntsted i Glyckstad (se Wilcke 1919).
I slutningen af 1625 eller starten af 1626 fratages Albert Dionis bestallingen på møntslagning på grund af de nu meget ringeagtede 3 Sk. Lybsk (figur 11). Mønten i Glyckstad ligger herefter stille i en kort periode (se Wilcke 1924 p. 210), men allerede d. 30. maj 1627 får Dionis bestalling på at slå de underlødige i Mark Dansk og 2 Sk. Dansk samt selvfølgelig fuldlødig speciemønt. Dette genåbner mønten i Glyckstad i perioden 1627-30. De fleste mønter fra denne periode har igen den åbne kongekrone (se eksempel i figur 12), men 2 Sk. Dansk har (som den eneste) bøjlekrone (se figur 13). De to viste mønter er slået som en konsekvens af trediveårskrigen, men efter Christian IV's lidet ærefulde udgang af denne krig krævede rigsrådet og stænderne i hertugdømmerne ordnede møntforhold, hvor der kun slås vellødig mønt. Dette fører naturligvis til lukning af forpagtningsmønten i Glyckstad, da en sådan ikke kan drives uden indtjeningsmulighed. Der findes en unik specie fra 1630, og denne mønt er den sidste fra Albert Dionis.
Mønten i Glyckstad genopstår i to perioder mellem 1640 og 1648, i hvilket sidste år Christian IV dør. Alle mønter fra disse to perioder er med bøjlekroner.
Figur 14. Seksten Skilling med årstallet 1625. Antagelig slået af Johan Engelbrecht.
Eftersom møntværkstedet er nedlagt i 1623, må mønten, hvis den er slået her, være fejldateret, og i så fald er der ikke noget mærkeligt ved at kronerne er uden bøjler. Som beskrevet i Frederiksborgartiklen (Harck 2003) antager jeg, at der er tale om en sådan dateringsfejl, idet dateringen ikke er blevet taget så nøje på mønten, da der må være tale om et prøvestykke.
Et eksempel på noget der ligner fejldatering kan ses på den unikke speciedaler fra 1612 (Hede 54, figur 15 og 16). På denne mønt ses under årstalsdelen '12' nogle rester af noget der ligner '14'. Disse rester ses både på et direkte foto af mønten (figur 15) samt på det i Schous arkiv opbevarede staniolaftryk (figur 16). Der er således ikke tale om en lokal misfarvning, men om virkelige prægerester. Mønten, der er en meget smuk skuemønt, har nok haft mere bevågenhed end den usle 16 Skilling 1625, hvorfor man har gjort sig den ulejlighed at rette årstallet på speciedaleren.
Kun en enkelt type skal fremhæves, da jeg mener, at den fortjener en særlig variantstatus. Der er tale om en mønt, som hører til Hede 3A. Mønter hørende til dette Hedenummer har normalt ikke bøjler på kronerne, men to Schounumre (6 og 8) har bøjler på kronen over monogrammet (se figur 17). Disse mønter bør efter min opfattelse tilordnes en egen variantstatus.
Alle Christian 4's øvrige møntsteder med undtagelse af Glyckstad og Wolfenbüttel følger også klart mønsteret. Disse møntsteder (Helsingør, Uden for Østerport og Frederiksborg alle før 1624 - Mathias Clausen og Norge efter 1624) er kun aktive på den ene side af det tidsmæssigt skelsættende år 1624, hvilket naturligvis er med til at simplificere forholdet. Da også mønter fra Glyckstad efter 1640 følger det generelle billede er det klart, at det har været meningen, at kronen virkelig skulle udføres som bøjlekrone.
Mønterne fra Wolfenbüttel (år 1627) kan nok undskyldes med de urolige forhold, hvorunder disse mønter er skabt. En mulig teori er, at de ældste mønter er uden bøjle, og at der så er tilføjet bøjler på de seneste mønter. Der er i hvert tilfælde tale om en kontinuert udmøntning, idet der både for guldmønt og sølvmønt er stempelkoblinger mellem mønter med bøjle og uden bøjle. Indenfor speciedalerne er det kun mønten beskrevet som Hede 5, som synes at være uden stempelkoblinger til de øvrige.
Forholdene i Glyckstad er derimod en vanskelig nød at knække. I de sene perioder, hvor mønten er aktiv 1640'erne er der ikke noget problem, idet alle mønter har bøjlekrone ligesom i København. Det er tiden under Albert Dionis, som er noget rodet. De åbne kroner dominerer klart billedet i denne periode (1619-30). Kun nogle rytterpenninge og 2 Skilling 1627 har bøjlekrone. I Siegs møntkatalog er rytterpenningene delt op i to grupper alt efter, om der er bøjler eller ikke (Sieg 167 168, 172 og 173). Mønter uden bøjler på kronen anses for at være slået inden 1624, mens mønter med bøjlekrone anses for at være slået efter 1624.
Argumentationen for denne tidsopdeling er alene en sammenligning med forholdene i København, hvor denne tidsopdeling af mønter med og uden bøjlekrone er næsten konsekvent.
Ovenfor er der gjort rede for, at det ikke er sandsynligt, at der er udmøntet rytterpenge efter 1622, Fortolkningen i Sieg, hvor mønter med bøjlekrone anses for at være slået efter 1624, kan efter min opfattelse ikke opretholdes.
Der kan imidlertid gives en anden argumentation for, at mønter med åbne kroner er ældre end mønter med bøjlekrone. Albert Dionis får bevilling til at slå Dobbelte og Enkelte Denninge (2 og 1 Sk. Lybsk) den 7 juli 1619 (Wilcke 1919, p 173). Disse skulle bære ryttermotiv på forsiden og tysk tekst på bagsiden. Tilladelse til udmøntning af 4 Sk. Lybsk bliver først givet 20. april 1620 (Wilcke 1919, p. 215).
Denningen med tysk tekst (1 Sk. Lybsk, Hede 169) må således antages at være blandt de tidligste mønter fra Glyckstad, og disse mønter har åben kongekrone. Det er derfor rimeligt at antage, at de tidligste 2 Sk. Lybsk også har åben krone, og da der findes 4 Sk. Lybsk med åben krone, kan det antages at mønter med den åbne krone har været i produktion frem til engang i 1620. Spørgsmålet om, hvorfor bøjlekronen bliver indført herefter, står imidlertid uafklaret. Det er selvfølgelig heller ikke sikkert at bøjlekronen afløser den åbne krone. De to typer kan være udmøntet sideløbende.
Efter min mening er der ikke en holdbar og entydig fortolkning af den sporadiske optræden af bøjlekroner på mønter fra Albert Dionis (rytterpenge ca. 1620 og 2 Sk. Dansk 1627). Det er tidligere påpeget (Harck 2005), at mønterne fra Albert Dionis ikke følger de i København klare retningslinier for mønternes udformning - det gælder løvernes orientering i skjoldet, navnetrækkets udformning og kravens udformning. Det er derfor min overbevisning, at bøjlekronens optræden på mønter fra A. Dionis ikke skal tillægges større vægt.
Endelig må det også nævnes, at det er fremført, at 16 Sk, 1625 (Hede 138, figur 14) er blevet henført til Glyckstad på grundlag af manglende bøjler på kronerne (Sømod 1999). Denne fortolkning er jeg ikke enig i, hvilket fremgår af ovenstående behandling af møntstedet Frederiksborg. l øvrigt henvises til artiklen om Frederiksborgmønterne (Harck 2003).
Alt i alt kan det konkluderes, at det i 1624 besluttes, at kongekronen på mønter skal være med bøjler. Der er så enkelte afvigelser fra dette princip fra P. Grüner. I Glyckstad sidder imidlertid en Albert Dionis, som tilsyneladende gør nogenlunde hvad der passer ham. Både før og efter 1624 er der fra hans møntsted markante afvigelser fra de i København (og andre steder) gældende regler.
(Numismatisk Rapport 89 (2006) side 7-16)