Udover monogrammet, som på nogle mønter mest må opfattes som et dekorativt element, er der på Christian IV mønter næsten altid en inskription, som indeholder kongens navnetræk. I dette inskriptionsnavnetræk er der også variation, og disse variationer i monogram og inskription har fanget min interesse, hvorfor jeg med denne artikel vil give en oversigt over, hvordan Christian IV's navnetræk varierer på mønterne. Desuden har jeg fundet det naturligt at tilføje en oversigt over andre møntvarianter, hvor variationen er af samme type, som den variation der findes i navnetrækket. Dette bliver så et afsnit om variation i mønternes værdiangivelse.
I Knudsen og Nielsens oversigt over møntvarianter fra Christian IIII er der beskrevet varianter i de tilfælde, hvor en mønttype optræder med Chr. IIII eller Chr. 4 i inskriptionen, men det fremgår ikke af denne oversigt, hvordan disse to navnetræk er fordelt på de forskellige mønttyper, hvor kun den ene type af navnetrækket forekommer. Desuden findes andre former af navnetrækket, som ikke fremgår af Knudsen og Nielsens oversigt.
Figur 2. Hvid fra Christian III. Her ses kun kongens kronede forbogstav
En fornyelse sker dog, idet de første monogrammønter fra Christian IV har årstallet indlejret i monogrammet. Denne monogramtype med årstal findes på 2 Penning 1602 (Hede 87, se figur 3), Penning 1602 (Hede 88 og 89), Hvid 1602 (Hede 85 og 86) og Hvid 1613-1614 (Hede 101).
Figur 3. 2 Penning 1602 (Hede 87). Her er årstallet indlejret i monogrammet
Disse mønter er alle fra Schwabes værksted, og typen kendes altså ikke fra Hans Flemmings værksted, som ellers er i funktion i perioden 1607-1614. Den eneste monogrammønt (Hvid 1607, Hede 90) fra Hans Flemmings værksted er af den gammeldags type, hvor monogrammet kun består af kongens kronede forbogstav (se figur 4).
På Christian IV's mønter optræder denne simple monogramtype, som kun består af kongens kronede forbogstav, ellers kun i forbindelse med elefantordenen (Hede 23, 24, 64, 74 og 75). Her ses monogrammet på elefantens dækken. Mønterne med monogram i forbindelse med elefantordenen tilhører hovedsagelig Christian IV's tidlige udmøntninger (1603-1613). Kun Rosenoblerne fra Kejserkrigen (Hede 23 fra 1627 og 1629) er senere, men disse mønter er oplagt designet efter de tidligere Rosenobler, og kongens mere personlige monogram (figur 1) er altså ikke kommet med.
Figur 5. Frederik II portugaløser med dobbeltmonogram. Dronning Sofie har også fået sit forbogstav med i dette monogram
Figur 6 viser en serviet af linneddamask, som af Christian IV er bestilt i 1602. I dette monogram ses naturligvis kongens 'C', og dette 'C' omslutter dronning Anne Kathrines 'A' og 'K'. Monogrammet, der er placeret i et kronet skjold, har måske haft stor betydning for eftertidens regentmonogrammer.
Betragter vi 'A'ets udformning, danner dette i dets skæve udformning et arabisk firetal med en ekstra streg fra spidsen i firetallet. Det er muligt, at dette skæve A har givet inspiration til at monogrammet er videreudviklet med en epokegørende nyhed: Kongens nummer bliver medtaget i monogrammet (se figur 7).
Dette monogram, der heller ikke kendes fra mønter, ses på J. v. Wicks berømte prospekt af København fra 1611. Nyskabelsen med regentens nummer, som mig bekendt ikke findes tidligere, er så blevet en fast tradition på alle følgende regentmonogrammer. Monogrammer med Anne Kathrines initialer forsvinder, hvilket naturligvis er begrundet i hendes tidlige død i 1612, men det er altså ikke umuligt, at hendes forbogstav har givet inspiration til et væsentligt element i alle følgende regentmonogrammer.
Det kan bemærkes, at Schou, Hede og Sieg beskriver bagsiden af mønten i figur 8 som værende uden palmegrene. Dette er ifølge møntens udseende ikke korrekt. Hede 21B bør altså mere retteligt beskrives som værende uden monogramkrone. De øvrige mønter i serien har en krone over monogrammet.
Disse formodentlig tidligste møntgengivelser af det karakterfulde monogram har jeg med nogen usikkerhed henført til tider. omkring Kalmarkrigens slutning (1612) på grundlag af portrættet på den største mønt (se Harck 1). Hvis denne datering er korrekt, er disse mønter væsentlig tidligere end andre mønter med denne monogramtype, idet der først med sikkerhed kommer mønter med det karakterfulde C4-monogram i (1618)-1619 (Hede 102, se figur 9). Årstallet 1618 er sat i paranthes, idet der ikke findes daterede monogrammønter fra dette årstal.
Figur 9. Hvid 1619 (Hede 102C). Den første daterede mønt med det meget karakterfulde C4-monogram
Wilckes regnskaber (Wilcke 1) angiver imidlertid, at der af Schwabe er slået Hvid i 1618, og disse Hvide må være indeholdt i gruppen Hede 102. Det vil sige, at hvis der ses bort fra de nævnte guldmønter (Hede 20-22), er den første mønt med C4-monogrammet en af Schwabes Hvide fra gruppen Hede 102.
Opdelingen i A-typen og B-typen bygger på, om dette mærke optræder på forsiden/korssiden (A-typen) eller på bagsiden/monogramsiden (B-typen). Ser vi på korsets, 'C'ets og kronens udformning (figur 9 og 10 viser de forskellige typer) er det oplagt, at typen 102E også er slået af Schwabe, mens typerne 102C, 102D og 102F er slået af J. Post.
Ser vi nu på møntmærkets udformning på typerne 102A og 102B er det oplagt at der er tale om brug af forskellige punsler (se figur 11a og b).
Det er her interessant, at punslen brugt til Hede 102A er af samme type som (identisk med?) punslen brugt til Hvid 1614 (Hede 101), hvor møntmestermærket også sidder på forsiden (se figur 12).
Figur 12. Hvid 1614 med møntmestermærke af samme type som på Hede 102A korsside
Dette møntmestermærke med kraftigt bøjet stilk mod højre ses på en del mønter slået før 1614, men ikke på senere mønter. Punslen brugt til Hede 102B er derimod af samme type som (identisk med?) møntmestermærkepunslen brugt til flere andre mønter fra 1619 (eks. Hede 118B vist i figur 13).
Figur 13. En skilling 1619 (Hede 118B) med møntmestermærke som på Hede 102B
Mønten Hede 102A er altså typologisk en overgangstype mellem Hvid 1614 og 1619 (korsside som 1614 og monogramside som 1619), og jeg har forsøgt, om det er muligt at finde en Hvid 1614 med samme forside-/korsside-stempel som Hede 102A, men en sådan mønt er endnu ikke observeret. Ligeledes har jeg søgt at finde bagside-/monogramside-stemplet fra Hede 102A på en mønt uden møntmestermærke (Hede 102E), men det er heller ikke lykkedes.
Det er altså ikke muligt at koble Hviden med møntmestermærke på forsiden/ korssiden (Hede 102A) til andre Hvide. Ud fra disse observationer står mønten Hede 102A derfor meget isoleret. Hvis ikke materialet af disse Hvide var så stærkt begrænset, ville manglende stempelkoblinger mellem de forskellige typer være et næsten håndfast bevis for, at mønterne ikke er samtidige, men det statistiske materiale er desværre ikke tilstrækkelig solidt til, at en endelig konklusion kan drages på dette grundlag.
Da Wilckes regnskaber (Wilcke 1) for småmønt med sikkerhed ikke er fuldstændige i perioden 1613-1614 (Det angives ikke, at der er slået hvid i disse år. Se Harck 2), er det muligt, at Hviden Hede 102A virkelig er en overgangsmønt slået på et ukendt tidspunkt i perioden 1614-1618.
Wilckes regnskaber angiver som nævnt ovenfor, at der er slået Hvid af Schwabe i 1618 (115 R.Dlr) før forordning af 1. Maj 1618, og det er selvfølgelig mest sandsynligt, at Hede 102A repræsenterer disse Hvide fra 1618, selvom det unægtelig er en meget sen observation af møntmestermærket med bøjet stilk. At mønten Hede 102A er slået inden forordningen af 1. Maj 1618 bestyrkes af, at den er tungere (0.593g.) end øvrige Hvide slået af Schwabe (Hede 102B 0.544g. og 102E 0.507g.).
Hvis Hede 102A som foreslået her er slået inden forordningen af 1. Maj 1618, bør dette være tilfældet da forordningen af 8. Sep. 1602, som for Hvid gælder frem til 1. Maj 1618, foreskriver en vægt på 0.713g, medens forordningen af 1. Maj 1618 angiver en vægt på 0.564g (det bemærkes, at Hviden Hede 102A har en vægt, som overstiger den fra 1. Maj 1618 foreskrevne.)
Vejninger af enkelte mønter i denne vægtklasse giver imidlertid ikke særlig gode beviser, idet usikkerheden grundet slid, defekter og urenheder er meget stor. Det skal dog bemærkes, at de tre vejede eksemplarer ikke viser oplagte tegn på, at disse usikkerhedsmomenter er væsentlige. Til sammenligning er to eksemplarer af Hvid 1614 (Hede 101) vejet. Disse to eksemplarer, hvor et er slået på en meget tynd blanket med deraf følgende perforering, viste vægte på 0.400g (eksemplaret på tynd blanket) og 0.577g. Endelig kan også vejning af to meget velbevarede Hvid 1602 (Hede 86) nævnes. Disse sidste to Hvide vejer henholdsvis 0.619g. og 0.644g. De sidste fire vejede Hvide er med sikkerhed slået efter 1602 forordningen og burde følgelig veje ca. 0.7g, men de viser sig altså i gennemsnit (0.400g - hviden udeladt) at veje næsten det samme (0.613g) som Hviden (Hede 102A).
Denne diskussion må nok afsluttes med den konklusion, at Hede 102A er slået inden forordningen af 1. Maj 1618 og sandsynligvis i året 1618. De øvrige Hvide fra Schwabes værksted Hede 102B og 102E er uden tvivl slået efter forordningen af 1. Maj 1618, hvor der ifølge Wilckes regnskaber er slået for 345 R.Dlr. af Schwabe. I Hedes bog må det så konstateres, at vægt og lødighed for Hede 102 burde indeholde værdierne, som er specificeret i forordningen af 8. Sep. 1602, da Hede 102A er slået med hjemmel i denne forordning.
Inden vi nu går tilbage til monogrammernes udformning vil jeg i respekt for min afdøde far Hans Otto Harck indsætte et lille poetisk skrift fra hans hånd:
Den lille gode danske Hvid,
Figur 14. XVI skilling 1625 (Hede 138)
Fra Frederik II er et ukronet monogram i kronet skjold almindeligt. Et kronet monogram i et ukronet skjold findes på guldmønter fra Frederik II og en norsk Skilling fra Christian III (Galster 176). Hos Christian III og Frederik II ses imidlertid ikke, at både skjold og monogram er kronet, og Christian IV's mønt er i den henseende enestående. Denne monogramtype, hvor monogrammet er placeret i et skjold, må siges at være forblevet på forsøgsstadiet under Christian IV. Typen har haft mere succes under Christian V, idet den norske "Dannebrogstype" (Den norske del af Hede Nr. 18, 60 og 61) findes i flere værdier og både i guld og sølv. På disse "Dannebrogsmønter" ses Christian V's monogram i et ovalt kronet skjold, som holdes af den norske løve. Det må dog nok siges at skjoldbåret monogram primært er et fænomen, der tilhører Frederik II's tid.
Under Christian IV er der først et tiltag til en nærmere identificering af kongen ved hjælp af en kombination af forbogstav og årstal. Denne måde at tilordne monogrammet til en bestemt konge dør dog fuldstændig med indføjningen af kongens nummer i monogrammet. At ideen med en kombination af forbogstav og kongenunimer er blevet overordentlig levedygtig, skyldes nok, at det kronede C4 er en meget harmonisk geometrisk figur. Hvis denne ide var opstået under Frederik II (kongenummeret er indført i mønternes inskription), hvor det nok er mere vanskeligt at skabe en harmonisk figur af 'F' og '2', er det ikke sikkert, at regentmonogrammer i al fremtid ville have fortsat med kombinationen af forbogstav og regentnummer. Heraldikken giver jo mange andre muligheder for at lave et personligt regentmonogram uden regentnummer. Efter Christian IV's tid eksperimenteres der meget med forskellige udformninger af regentmonogrammet. Specielt er der en meget stor mangfoldighed af monogramtyper på Christian V's mønter.
Elementerne i de forskellige monogramtyper er imidlertid altid de samme tre: Forbogstav (i senere tid eventuelt suppleret med et 'R' for regent), regentnummer og krone.
På Frederik II mønter fra det egentlige Danmark er nummeret imidlertid altid medtaget i omskriften. Fra Christian IV og senere er kongens nummer pånær to undtagelser altid medtaget, når kongens navnetræk optræder i inskriptionen. Den ene undtagelse er en To-Skilling fra Frederik III (En variant af Hede 130B, Aagaard Type 38i, 1654 Schou 64-65), og den anden er en En-Skilling fra Christian V (En variant af Hede 75B, 1681 Schou 64).
Disse to undtagelser må begge oplagt betragtes som fejlpræg, hvor nummeret simpelthen er glemt. Disse sjove fejlpræg bør efter min mening udskilles som særlige varianter i Siegs katalog. Dette ville være i harmoni med opstillingen af en særlig variant af Christian IIII halvkronen uden dansk titel (Sieg 82.2).
På langt de fleste Christian IIII mønter er kongens navn angivet som 'CHRISTIAN IIII', hvor selve navnet eventuelt er suppleret med endelsen 'US' eller forkortet, og der kan næppe være tvivl om, at det har været et bevidst ønske, at denne form af navnetrækket helst skulle bruges.
De øvrige typer er følgende (endelsen 'US' og forkortelser medtages ikke i resten af artiklen): 'CHRISTIAN 4', 'CHRISTIAN IV', 'CHRISTIAN9 IIII' og endelig den helt specielle med navnetrækket skrevet med russiske bogstaver. Her er typerne angivet efter aftagende hyppighed. Ser vi på hvordan disse typer optræder op gennem tiden, er der et mønster i variationen.
I perioden 1594-1596 slås der på rigsrådets foranledning En- og To-Skillinge i den udvalgte konges navn. Her er navnetrækket skrevet som 'CHRISTIAN 4'. I 1596 bliver kongen kronet, og mønterne slået i anledning af kroningen (Hede 44-45 og 69-73) er med navnetrækket 'CHRISTIAN IIII'. Navnetræk med arabisk firetal ses ikke i de følgende mange år frem til 1611 (se dog note 1).
Dette mønster giver unægtelig grundlag for en hypotese om, at rigsrådet har designet kongens navnetræk som 'CHRISTIAN 4', medens enkedronning Sofie har valgt 'CHRISTIAN IIII'. Da kongen bliver kronet og dermed myndig, har han haft indflydelse på mønternes udformning, og da han på mange punkter vides at have været i opposition til rigsrådets formynderregering, er genoptagelsen af enkedronningens valg af navnetræk måske et symbol på de ændrede magtforhold.
Dernæst kommer ungersk gylden 1603 (Hede 14), som måske har været en cirkulationsmønt. Uanset om der er tale om en decideret prøvemønt eller en cirkulationsmønt, er navnetrækket i hvert tilfælde ændret til 'CHRISTIAN IIII' på de følgende ungersk gylden 1604 og 1607 (Hede 14-16).
De mest almindelige mønter med 'CHRISTIAN IV' er de to solidi-mønter (Hede 74 og 75) fra 1603. Det er ikke klart, i hvilken anledningen disse mønter, som oplagt er skuemønter, er slået. Det ses anført, at en mulig anledning er kongens hyldning i Hamborg (Hede), men dette anses for usandsynligt, da kongens titel som hertug af Slesvig og Holsten ikke er med på mønterne (Sømod 1). En mulig anledning kan så være barnefødsel.
Prins Christian (Den Udvalgte Prins) er født i 1603, og når man tænker på de store spekulationer omkring tronfølgen i valgkongeriget Danmark i 1570-erne, hvor Frederik II ikke havde avlet en søn, er det ikke urimeligt, at glæden har været stor, da Christian IV fik sin første levedygtige søn. Christian IV's første søn Frederik var født d. 15. August 1599 men døde allerede 9. September samme år. Prins Christians fødsel 10. April 1603 er dermed en mulig anledning til at slå nogle udpræget danske mønter som solidimønterne. Disse mønter er i alle tilfælde de eneste mønter med navnetrækket 'CHRISTIAN IV', som er slået i større tal.
De sidste mønter fra denne periode med 'CHRISTIAN IV' er gulddalerserien (Hede 10-13). Her er det formodentlig kun prøveserien (se argumentationen omkring prøvemønt/cirkulationsmønt i Harck 1), som er slået med dette navnetræk. De almindeligste 4-dalere og en type 6-daler har fået navnetrækket 'CHRISTIAN IIII'. Efter denne serie er navnetrækket med 'IV' dødt i de dansk slagne mønter. Kun på et enkelt prøveafslag i sølv af en dobbeltdukat (Sømod 2) genser vi navnetrækket med 'IV'. Dette sølvafslag fra 1626 er slået i Tyskland under Kejserkrigen (Sømod 2).
Årsagen til disse tiltag til en ændring af navnetrækket er ukendt, men det står temmelig klart, at de nævnte prøvemønter er blevet kritiseret for navnetrækkets udformning. Kun solidimønterne er sluppet gennem godkendelsesprocessen, og dette kan være betinget af et tidspres i forbindelse med en hurtig udgivelse efter en prinsefødsel, men her er der tale om ren spekulation.
Grunden til at denne notation med et lille 9-tal optræder er uklar, og hvorfor notationen kun optræder på det meget ringe antal guldmønter er lige så uklart. I Frederik III's tid er denne notation meget almindelig både som 'FREDERIC9' og 'DOMIN9', hvor det sidste eksempel selvfølgelig er fra kongens devise. Selvom begrundelsen for notation med et 9-tal er uklar, er der næppe tvivl om, at møntmestrene har fået instruks om, hvorvidt anvendelsen har været ønsket eller ikke. Dette fremgår af, at notationen med det lille 9-tal ikke kendes fra H. Køhlers En- og To-skillinge fra Christian IV (Hede 151 og 152), men samtlige Frederik III skillingemønter fra de første år efter tronskiftet (også slået af H. Køhler) har notationen med det lille 9-tal. Dette markante notationsskift er næppe tilfældigt.
Dette kan skyldes at Hans Flemming, som først ansættes i 1607, ikke har oplevet indførelsen af notationen 'IIII' og den hurtige død for notationen 'IV'. Han har måske blot synes, at det var praktisk på de små mønter, og da der i 1611 er gået mange år fra de ovenfor foreslåede stridigheder angående navnetrækket, har notationen med arabertal fået lov at overleve. Et faktum er, at denne notation breder sig på de små mønter i de følgende år.
På Glyckstadmønter bliver navnetrækket 'CHRISTIAN 4' endog almindeligt på speciemønt fra 1623 til 1627. Dette kan skyldes en dårligere kontrol med mønternes udseende på dette møntsted. Hypotesen om dårlig kontrol harmonerer med, at også de forkert vendte løver i det danske våben har overlevet i den samme periode (se Harck 3).
Det ses at både navnetrækket og løverne bliver rettet på specien i 1629, hvorfor det er tænkeligt, at møntstedet har fået en irettesættelse, hvorefter kun mindre mønter må bære navnetrækket med arabisk firetal.
I 1628-1629 findes nogle mønter med et af to nye møntmestermærker: De to bogstaver 'R' og 'D' overlejret eller en tredobbelt blomst. Disse mønter stammer utvivlsomt fra samme møntsted. Møntstedet formodes at være privat og drevet af Matthias Clausen (se Hede p. 162). Alle mønter fra dette møntsted (Hede 23B, 28 og 140) bærer navnetrækket 'CHRISTIAN 4'. Her er der nok igen tale om et møntsted, hvor kontrollen med mønternes udseende ikke har været i top, og derfor har det arabiske firetal fået lov at optræde på de større mønter. Det kan i denne sammenhæng også bemærkes, at portrætsiden på disse mønter samt En Mark Dansk 1627-1629 fra Glyckstad (Hede 173) altid viser en kravetype, som på Københavnske mønter er forsvundet efter 1624, og som ikke kendes på norske mønter. Dette tyder også på et dårligere opsyn med mønterne fra Glyckstad og Mathias Clausen.
Møntens historie, som nok kan give en god datering, er desværre ikke kendt. jeg vil antage at mønten er slået inden 1623, idet fremstillingen af de øvrige Rytterpenge (Hede 167 og 168) må formodes at være ophørt på dette tidspunkt, da deres værdi er blevet nedskrevet, og det dermed ville være en dårlig forretning at slå disse mønter (se Wilcke 1 p. 211-212). Med hensyn til navnetrækket på disse rytterpenge er det iøvrigt bemærkelsesværdigt, at den mindste (denningen Hede 169) har navnetræk 'CHRISTIAN IIII', medens de større (Hede 167-168) har navnetræk 'CHRISTIAN 4'. Dette er jo lige omvendt af forholdet på øvrige mønter, hvor det arabiske firetal stort set er forbeholdt småmønten.
| CHR IIII | CHR IV | CHR 4 | CHRISTIAN9 | |
| H. 10 | 1604 S. 1 | |||
| H. 11 | 1604 S. 2 | 1604 S. 3-4 | ||
| H. 12 | 1604 S. 5 | 1604 S. 6-8 | ||
| H. 13 | 1604 S. 9 | |||
| H. 14 | 1604 S. 11-12 1607 S. 2-3 |
1603 S. 2 | ||
| H. 17 | 1611 S. 8 1611 S. 12-13 |
1608 S. 3 1611 S. 9-11 |
||
| H. 23A | 1611 S. 1-4 1612 S. 1-4 1613 S. 1-3 1627 S. 1 |
1611 S. 5 | ||
| H. 23B | 1629 S. 2-3 | |||
| H. - | 1626 Sølvafslag Sømod 2 |
|||
| H.24A | 1611 S. 6 | |||
| H. 24B | 1611 S. 7 | |||
| H. 26A | 1619 S. 4-5 | |||
| H. 26B | 1619 S. 3 | |||
| H. 28 | 1628 S. 1-4 1629 S. 5 |
|||
| H. 35 | 1644 S. 6 1645 S. 9 1646 S. 7 |
|||
| H. 36 | 1646 S. 9-10 1647 S. 6 1648 S. 5 |
|||
| H. 40 | 1647 S. 4 | |||
| H. 41 | u.å. S. 14 | |||
| H. 43 | 1590 S. 1 | |||
| H. 48 | 1602 S. 1 | |||
| H. 67 | 1594 S. 1-13 1595 S. 1-15 1596 S. 1-2 |
|||
| H. 68 | 1595 S. 16-26 | |||
| H. 74 | 1603 S. 8-9 | |||
| H. 75 | 1603 S. 10-12 | |||
| H. 79A | 1603 S. 13-29 1604 S. 36-51 1605 S. 1-6 1607 S. 29-30 1608 S. 132-136 1609 S. 11-45 1611 S. 14-26 1613 S. 18-20, 22-24 |
1613 S. 21,25 | ||
| H. 79B | 1607 S. 31-34 1608 S. 137-139 |
|||
| H. 79C | 1618 S. 101-104 | |||
| H. 79D | 1618 S. 105-122 | |||
| H. 80A | 1605 S. 7-16 | 1613 S. 35-36 1614 S. 25-28 1615 S. 54-55 1616 S. 32-37 |
||
| H. 80B | 1608 S. 140-141 | |||
| H. 80C | 1608 S. 142-158 1609 S. 46-55 1611 S. 27-33 1611 S. 42-44 |
1611 S. 34-41 1612 S. 22-37 1613 S. 26-34 |
||
| H. 80D | 1614 S. 22-24 1615 S. 43-46 |
|||
| H. 80E | 1615 S. 47 | |||
| H. 80F | 1615 S. 48-53 1619 S. 147-149 |
|||
| H. 80G | 1617 S. 34 1618 S. 123-126 1619 S. 144-146 |
|||
| H. 83 | u.å. S. 158 | u.å. S. 157 | ||
| H. 100A | 1616 S. 28-29 | 1616 S. 21-27 1616 S. 30-31 1617 S. 32-33 1618 S. 96-100 1619 S. 126-129 |
||
| H. 100B | 1616 S. 9-20 1617 S. 22-31 1618 S. 89-91 |
1618 S. 92-95 1619 S. 123-125 |
||
| H. 101 | 1613 S. 37-40 1614 S. 29-34 |
|||
| H. 102A | u.å. S. 149 | |||
| H. 102B | u.å. S. 154-156 | |||
| H. 102C | 1619 S. 156-160 | |||
| H. 102D | u.å. S. 138-143 u.å. S. 147-148 u.å. S. 150-152 |
u.å. S. 144-146 | ||
| H. 102E | u.å. S. 153 | |||
| H. 102F | u.å. S. 159-160 | |||
| H. 111? | 1619 S. 130 | |||
| H. 111A | 1619 S. 104-119 | |||
| H. 111B | 1619 S. 120 | |||
| H. 111C | 1619 S. 122 | |||
| H. 111D | 1619 S. 121 | |||
| H. 112A | 1619 S. 134-135 | 1619 S. 131-133 | ||
| H. 112B | 1619 S. 136-138 | 1619 S. 139 | ||
| H. 116A | 1619 S. 140-141 1621 S. 79 |
|||
| H. 116B | 1620 S. 186-188 | |||
| H. 117A | 1620 S. 182-184 | |||
| H. 117B | 1620 S. 185 | |||
| H. 118A | 1619 S. 142 | |||
| H. 118B | 1619 S. 143 | |||
| H. 136 | 1624 S. 160 | |||
| H. 140A | 1628 S. 59-60 1629 S. 51-52 |
|||
| H. 140B | 1629 S. 42-50 | |||
| H. 143 | 1630 S. 22 1632 S. 18-19 |
|||
| H. 145 | 1631 S. 16-17 | |||
Glyckstad |
||||
| CHR IIII | CHR IV | CHR 4 | CHRISTIAN9 | |
| H. 153A | 1640 S. 1 1642 S. 1 |
|||
| H. 153B | 1646 S. 5-6 | |||
| H. 154 | 1645 S. 7-8 1646 S. 4 |
|||
| H. 155 | 1645 S. 10 1646 S. 8 |
|||
| H. 156 | 1623 S. 11-12 1629 S. 15-16 1630 S. 8 |
1623 S. 13-35 1624 S. 18-26 1625 S. 5-11 1627 S. 22 |
||
| H. 157 | 1623 S. 6-8 | |||
| H. 158 | 1623 S. 5 | |||
| H. 159 | 1623 S. 9-10 1623 S. 36 1624 S. 10-13 |
|||
| H. 160 | 1623 S. 37-44 1625 S. 12 1627 S. 25 |
|||
| H. 161 | 1623 S. 45-48 | |||
| H. 162 | 1623 S. 49 | |||
| H. 167 | u.å. S. 36-48 | |||
| H. 168 | u.å. S. 49-79 | |||
| H. 170 | 1623 S. 54-81 1624 S. 106-124 1625 S. 46-51 u.å. S. 34-35 |
|||
| H. 172 | 1625 S. 35-44 | |||
| H. 175A | 1641 S. 16-19 1642 S. 16 |
|||
| H. 175B | 1642 S. 17-23 | |||
| H. 175C | 1645 S. 65-67 | |||
| H. 176A | 1640 S. 17-18 1641 S. 21-25 1642 S. 30-38 1643 S. 33-38 |
1641 S. 26-54 1642 S. 39 |
||
| H. 176B | 1645 S. 68-81 1646 S. 64-73 1647 S. 33-36 |
|||
| H. 177 | 1644 S. 103-109 | |||
| H. 178A | 1640 S. 20 | 1640 S. 19 1641 S. 60-68 1642 S. 59-62 1643 S. 57-60 |
||
| H. 178B | 1644 S. 157-159 1645 S. 96-99 1646 S. 81-85 1647 S. 51-56 1648 S. 59 |
|||
| Russisk inskription: H 104 u. å. S. 85-86 | ||||
Norge |
||||
| CHR IIII | CHR IV | CHR 4 | CHRISTIAN9 | |
| H. 16 | 1641 S. 57-59 1642 S. 48-58 |
|||
Ved en gennemgang af tabellen er det påfaldende få mønttyper, som findes med forskelligt navnetræk. En oversigt over disse er som følger.
Forklaringen på det lille nital er uklar, men notationen findes både før og efter Christian IV. Privatsamlerens eneste mulighed for at erhverve navnetrækket med det lille nital er den ungerske gylden Hede 17.
Ud fra denne gennemgang af navnetrækkets variation på Christian IV's mønter er det klart, at udformningen ikke er tilfældig. Møntmestrene har givetvis haft instruks om navnetrækkets udformning, og på bestemte tidspunkter er der foretaget ændringer. Det er oplagt at søge efter dokumentation for disse instrukser i de historiske arkiver, men denne opgave er umiddelbart for tidskrævende for nærværende studium.
En særlig opmærksomhed bør rettes mod 8 Skillingen Hede 91, idet denne type også findes uden årstal, og dette stykke uden årstal har værdiangivelse i romertal (figur 16).
For Fire Skilling er fremstillingen på nær to undtagelser altid IIII Skilling, hvilket er i overensstemmelse med den hyppigste fremstilling af kongens navnetræk. Den ene undtagelse er rytter 4 Skilling Lybsk (Hede 167) med arabisk firetal. Denne 4 Skilling Lybsk er egentlig en otteskilling. Den anden undtagelse er en norsk prøvemønt (den norske del af Hede Nr. 22B) med romertal IV. Denne ses i figur 17.
For To Skilling er der kun en enkelt undtagelse, og da dette er en 2 Skilling Lybsk (rytter 2 Skilling Lybsk Hede 168), er der egentlig tale om endnu en Fire Skilling. Denne er interessant, idet typen findes i en variant med romertal og en række forskellige varianter med arabisk 2 (se opdeling i Sieg).
Normalt er der ingen værdiangivelse på guldmønt. Gulddalerserien fra 1604 (Hede 10-13) har dog værdien angivet med romertal. En enkelt dukattype (Hede 153) fra Glyckstad har på bagsiden en med tekst skreven værdiangivelse. Denne værdiangivelse begynder 'DUCATUS', men på en variant (Hede 153B 1646 S.6) ses igen substitutionen af 'US' med et lille ni-tal, så værdiangivelsen begynder 'DUCAT9' (se figur 18).
Endelig kan det nævnes, at nogle mønter har en værdiangivelse som brøkdel af daler henholdsvis krone (egentlig to krone). Hvis der er tale om egentlig tekst (Hede 176) er det med romertal angivet, hvor mange mønter der går på en daler. Hvis brøkdelen er angivet ved et tal i en ramme (Hede 170 samt alle relevante kroneskillinge Hede 110-115 og 117), er der anvendt arabiske tal.
(Numismatisk Rapport 83 (2005) side 11-31)
