P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

IV. Myntretten

Da Knud den Store indførte ordnede Myntforhold i Danmark, bevarede han Myntretten udelukkende for Kronen. Ogsaa i denne Henseende tog han det engelske Myntvæsen til Rettesnor, hvor samme Rettighed fra Ethelreds Tid var forbeholdt Kongen. Ingen anden maatte have nogen Myntsmedie (44). Som øverste Myntherre var Kongen den bestemmende i alle væsentlige Myntforhold. Han afgjorde, i hvilke Byer der skulde være Myntsted, og Vexelboder oprettedes efter hans Befaling; han traf Ordning med Hensyn til Myntmestrene, der vare hans særlige Embedsmænd, og gjennem hvem Afgifterne af Mynten oppebares. Ligeledes foreskrev han Straffebestemmelserne for Myntens Forfalskning, og endelig traf han Afgjørelsen med Hensyn til Myntens Lødighed og Vægt. Kongen betragtede sig som Myntens Ejermand, der ogsaa udenfor de bestemte Steder og Udmyntningstider kunde lade slaa Mynt, naar og hvor han vilde. Ham tilkom saavel et fastsat Fradrag af de udmyntede Summer, som den Afgift, der maatte betales for at erholde den nye Mynt udleveret for umyntet Sølv eller for de tidligere Penge, der ved Ombytninger kun toges til betydelig nedsat Værdi. Disse Kongen tilkommende Indtægter, "seigneuriage" ("Slagskatten") eller "monnayage", "monetagium" (45), indbetaltes af Myntmesteren til fastsatte Tider (46). Omkostningerne ved Udmyntningen skulde dækkes heraf.

Forinden Ethelred bestemte, at Ingen undtagen Kongen maatte have nogen Myntmester, havde der været indrømmet enkelte Gejstlige Part i Udmyntningerne. Saaledes vare under Æthelstan fire af Canterburys syv Myntmestre Kongens, to Biskoppens og en Abbedens, og i Rochester havde Kongen to og Biskoppen en Myntmester (47). Efter Ethelreds Tid fik senere Gejstliglieden paa enkelte Steder, Hereford og Norwich (48), atter Del i Mynten. Denne Ret har dog, vistnok ikke været tildelt Bispesæderne, men kun hvilet paa en personlig Indrømmelse fra Kongens Side (49). Vi tør muligvis heraf slutte, at hvis Knud den Store i sin Overdragelse til Ribes Biskop Othinkar (c. 1012- 1043) af Halvdelen af de kongelige Indtægter af Byen (50) heri har indbefattet den halve Myntindtægt (51) - hvilket dog trænger til Bekræftelse, fordi et saa vigtigt Punkt vistnok vilde have været fremhævet i Gavebrevet - maa denne særlige Rettighed antages ogsaa kun at bave været af en personlig Beskaffenhed. Kronens Afstaaelse til Bispesædet i Ribe af den halve Myntindtægt falder vistnok, ligesom de tilsvarende Overdragelser til andre Bispesæder, ved Aarhundredets Slutning. Sandsynligvis ved den Tid faar Biskoppen i Roskilde Part i Byens Myntindtægter. I Bispesædets Jordebog fra Slutningen af 14de Aarhundrede udsiges, at Bispen fra gammel Tid har en Fjerdepart af Byen med al kongelig Ret, og at Tredieparten af Sjællands Mynt (altsaa ogsaa af Roskildes) tilhører ham (52).

Erik Ejegod skjænker Lunds Biskop en Fjerdedel af Indtægten af Stadens Mynt og af anden kongelig Ret (53), hvilken Gave bekræftes af Valdemar Sejer Aar 1213. I Aaret 1377 tildømmer Kong Oluf Erkebiskop Niels en Fjerdedel af Stadens Mynt, "effterdi det wigiensigende hafuer effterfuld Bisperne aff Christelige gaffue" (54).

Naar Biskoppen i Slesvig faar Del i Mynten, er uvist. En tvivlsom Kilde (55) meddeler, at Svend Estridsen har tilstaaet Biskop Sivard en Fjerdedel af Stadens Myntindtægt. Afstaaelsen falder dog vistnok noget senere. - Sikkert er det, at Kong Valdemar I i Aaret 1175 skjænker Bispesædet Rettighed til Halvdelen af Stadens Mynt - "Ecclesiæ Beati Petri Slesvicensi in usus videlicet Episcopales dimidium fabricæ monetariæ eiusdem civitatis" (56).

Det vides saaledes, at Bispesæderne i Lund, Roskilde, Ribe og Slesvig have havt en større eller mindre Part af Myntindtægterne i disse Byer, hvilke Rettigheder dog ikke vare af personlig Beskaffenhed, men tilhørte Kirken, som i Lund og Roskilde og vistnok ogsaa i Slesvig beholdt dem ubeskaarne, medens Kronen udløste den afstaaede Part af Ribe Mynt i Aarene 1234-1280 (57). Bisperne i Odense og Viborg have sikkert ikke havt nogen Myntrettighed; der foreligger intetsomhelst Vidnesbyrd om, at Kronen skulde have afstaaet noget af sin Ret her.

Et Spørgsmaal bliver det, hvorvidt Biskoppernes Part i Mynten kun har omfattet en Del af Indtægten ved det paagjældende Myntsted med tilhørende Vexelbod eller tillige en tilsvarende Part af Indtægterne fra de muligvis til Hovedmynten knyttede mindre Myntsteder og Vexelboder i hele Landsdelen; om saaledes Erkebispen i Lund kun har havt Del i Mynten i Lund eller tillige i Thumatorps og Borgebys Udmyntninger, saafremt disse ere fortsatte efter Knud den Helliges Tid, og om Biskoppen i Roskilde ogsaa har havt Del i Indtægterne fra de andre Myntsteder paa Sjælland.

For Roskilde Biskops Vedkommende lader Spørgsmaalet sig let besvare, da Gavebrevet siger "tercia pars monete Selendensis". Aar 1293 klager Biskoppen over Uregelmæssigheder ved en Udmyntning, der var foretaget paa Falster af Kongens Myntmester uden Biskoppens Vidende (58). Paa en i Næstved præget Mynt fra Erik af Pommern fremstilles paa Reversen en Bispestav. Roskildes Biskop har saaledes havt Del i samtlige under Bispestolen liggende Myntsteders Indtægter.

For de tre andre Steders Vedkommende synes Gavebrevenes Ordlyd kun at have omfattet Indtægten af Stadens Mynt; men Gaven har vistnok dog ogsaa indbefattet de Indtægter, som indkom dels ved Udmyntninger udenfor Hovedmynten, dels ved Myntens Bytning i de forskjellige Vexelboder indenfor den paagjældende Landsdels Omraade. Nogen Oplysning om Forholdet er ikke efterladt; men i Betragtning af, at Roskilde Biskops Myntrettighed var udstrakt over Bispesædets hele Landomraade, tør det nærmest antages, at det samme Forhold har været gjældende for de øvrige Biskoppers Vedkommende. Et Vink herom kan findes i andre Afstaaelser og i Pantsættelser af Kongens Myntret eller af hans Part i Myntindtægterne; her omfatter Ordningen Landsdelens hele Omraade. Aar 1229 giver Valdemar Sejer sin Svigerdatter Eleonore i Medgift Indtægterne af Odense By og af det halve Fyen samt Halvdelen af denne Landsdels Myntindtægt - "et medietatem monete ejusdem terre (59). Da den sønderjydske Hertug Valdemars Søster Helveg Aar 1340 ægter Valdemar Atterdag, faar hun i Medgift blandt Andet Riberhus og By med al Indtægt, som hørte Staden til, og med Myntindtægten, "mit der munte", som Kong Christopher havde havt (60). Begge Steder gjælder det altsaa samtlige de kongelige Indtægter af Udmyntningen i Landsdelen. I Brevet, hvorefter Retten til Slesvigs Myntafgift i Aaret 1285 frakjendes den sønderjydske Hertug Valdemar og tilkjendes Kongen, bruges Udtrykkene "una cum denariis de moneta debitis et pro redemptione expeditionis in sunder Iucia" og "una cum denariis de moneta et pro redemptione expeditionis debitis in sunderiucia" (61), hvilket viser, at Spørgsmaalet drejer sig om den kongelige Del af Myntindtægterne i Landsdelen. Det samme gjælder Udtrykket "adjecit Ducatui in augmentum monetam Slesuicensem et denariorum, ac alia seruitia de expeditione Sunder Iudiae debita" i Brevet, hvorefter Kong Erik 1286 bl. a. nu afstaar sin Halvdel af Myntretten til Hertugen (62).

Endelig finder man, at Skaanes Pantsættelse til Marsken Ludvig Albertsen Aar 1318 omfatter "Told oc all Kongelig Rettighed, undtagendis Mynten i Lund oc Skanoer" (63). Her forbeholder Kronen sig altsaa saavel Hovedmynten som den daværende, underordnede Mynt i Skanør, hvilket formentlig vil sige Indtægten af Udmyntningerne i Skaane. Det tør sikkert antages, at Vexelboderne, hvorigjennem den nye Mynt udsendtes over Landet, og som utvivlsomt i Reglen vare henlagte under Myntmesteren i den paagjældende Landsdel, have været betragtede som hørende Myntstedet til, og at Indtægten ved Pengebytning paa de forskjellige Vexelsteder er gaaet ind under Myntens Indkomster. Og hvis Biskoppernes Delagtighed i Myntretten har omfattet Indtægten ved Bytningsafgiften, da synes den, ligesom for Roskilde Biskops Vedkommende, at maatte have strakt sig ud over hele Landsdelen og ikke at have været knyttet til Hovedmyntstedet alene.

Skjøndt Danmarks Myntvæsen i Slutningen af det 11te Aarhundrede paavirkes stærkt fra Tyskland, og Gejstlighedens Delagtighed i Myntindtægterne nærmest er et derfra overført Forhold, er der dog i Ordningen en væsentlig Forskjel. I Tyskland foretog paa mange Steder de højere Gejstlige selvstændige Udmyntninger i Henseende til Valget af Myntens Præg; kun dens Lødighed blev fastsat af Kejseren eller vedkommende øverste Landsherre. I Danmark derimod var det kun en Del af Myntindtægten, der tilfaldt de enkelte Gejstlige, medens Kongen fuldt bevarede sin Overhøjhed over Myntens Værdi og Udseende. Kongens Myntmester var den ledende ved Udmyntningen, og selv om Biskopperne have havt deres saakaldte Myntmester, har denne dog været afhængig af Kongens, og har i Virkeliglieden ved sine Myntprægere kun skullet foretage Prægningen af den Part, Halvdelen, Trediedelen eller Fjerdedelen af Udrnyntningen, som tilkom Biskoppen (64), samt besørge dens Bytning i Vexelboden. Først senere, under Gejstlighedens voxende Magt midt i det 12te Aarhundrede, indrømmes det Biskopperne at faa deres Billede eller et kirkeligt Mærke anbragt paa Myntens Revers; men dette har vistnok kun været en personlig Indrømmelse og ingen Ret, hvorpaa Kirken kunde gjøre Krav (65). Saadanne Udmyntninger stod ligesom de andre under Kongens Overhøjhed, og alt det Væsentlige ved Udførelsen, Præget saavelsom Værdien, lededes af den kongelige Myntmester. Vi finde dette Forhold selv paa en Tid, da Kronen og Kirken stod i den skarpeste Modstrid med hinanden, saaledes i Aaret 1293, da den kongelige Myntmester i Roskilde aabenbart er traadt Biskoppens Rettigheder for nær. Denne klager da bl. A. over, at Myntmesteren i to Aar ikke har givet ham Meddelelse om Udmyntningen førend tre Dage, forinden den skulde foretages (66). Det fremgaar heraf, at den kongelige Myntmester har havt Ledelsen af Udmyntningen og været den bestemmende med Hensyn til Tiden, naar den skulde gaa for sig, og at Biskoppens Myntmester efter Tilsigelse har maattet give Møde med det for Biskoppen til Udmyntning bestemte Sølv. Klagen gaar altsaa ud paa, at der ikke har været levnet Biskoppens Myntmester Tid nok til at faa hans Part af Udmyntningen færdig i rette Tid. Naar Biskoppen tillige fremfører, at Kongens Myntmester har havt den nye Mynt færdig og præget andetsteds end i Roskilde, forinden der er sket Tillysning om den (67), saa er det klart, at det har været den kongelige Myntmester om at gjøre at have Kongens Part af den nye Udmyntning parat til Bytning strax, naar de fleste Summer vexledes, medens Biskoppens forsinkede Part kun vanskelig og ialfald først sent kunde blive udvexlet, hvorved han kunde udsættes for at lide et væsentligt Tab.

I Brevet om Myntrettigbed for Trondhjems Erkebisp Guttorm og hans Efterfølgere, vistnok fra Aar 1222 (68), tillades det ham at have en "Myntari" med en Hjælper; men Mynten skulde være af den Lødighed og Størrelse, som Kongen bestemte. Denne har saaledes ogsaa her Overhøjheden over Mynten. Erkebispens Myntret fortolkes senere (1277) saaledes, at det skulde være ham tilladt at lade præge saamegen Mynt, som en Mand og hans Hjælper kunde overkomme (69). Saafremt dette har været den oprindelige Mening, har Ordningen været forskjellig fra den i Danmark, hvor Biskopperne sikkert kun maatte lade et i Forhold til Størrelsen af Kongens Udmyntning fastsat Kvantum Sølv udmynte.

Kun ved et eneste af Rigets store Myntsteder beholdt den danske Konge sin Myntret ubeskaaren, nemlig i Viborg, hvor Biskoppen sikkert aldrig har havt Part i Indtægten af Udmyntningen. Hvis dette havde været Tilfældet, vilde utvivlsomt et eller andet Vink være blevet bevaret; men de skriftlige Optegnelser tie fuldstændig herom. At Bispesædet ikke har havt nogen Myntret her, er saa meget mere mærkeligt, som dette Myntsted var af stor Vigtighed som Nørrejyllands Hovedmynt, og Myntindtægterne fra den udstrakte Landsdel maa have været meget betydelige. En enkelt Mynt har tidligere ledet paa den Tanke, at Bispen i Viborg dog har kunnet have havt Part i Myntretten, nemlig en Mynt fra Valdemar Sejer, med Kongens Brystbillede paa Adversen og med en Biskops Brystbillede mellem Bogstaverne G-V paa Reversen. Disse Bogstaver, har man antaget, skulde betegne "Gunnerus" - "Viberga", altsaa Byens Biskop Gunner (1222-1251) og Viborg (70). Man maa imidlertid ikke forstaa dem saaledes. De ere nemlig Begyndelsesbogstaverne i en anden Biskop Gunners Navn, i Lighed med V-A for Valdemar, P-E for Peter og N-I for Nicolaus (Niels). Mynten maa derfor henføres til Ribe, hvis Biskop Gunner (1230-1245) havde Part i Myntindtægterne indtil Aar 1234, og maa være præget i et af Biskoppens fire første Embedsaar. Dette eneste, formodede Bevis for, at Viborg skulde have havt Myntret, er saaledes uden Betydning.

Medens der rundt om i Udlandet, i Tyskland, Frankrig og Italien, var indrømmet en stor Del Stæder Myntret mod en vis Afgift til Rigets Overhoved, var dette ikke Tilfældet i Danmark i den her omhandlede Periode; senere blev den kun undtagelsesvis indrømmet en enkelt By, Slesvig (71), hvor saaledes de sydligere Forhold have øvet deres Paavirkning. Omtrent Aar 1156 bestemte Svend Grathe i de Staden givne Privilegier, at Borgerne selv maatte forestaa Udmyntningen, dog efter Kongens Anordning, og føre Tilsyn med, at der ikke skete nogen Forfalskning. Naar Kongen paabød ny Mynt, skulde de give Kongen samme Afgift, som Myntmesteren gav. De fire Ældste i Byen skulde have to Mark Penninge af den nye Mynt (72). Kongen forbeholdt sig saaledes i Virkeligheden Overhøjheden over Mynten, der skulde gjøres efter hans Befaling. Da Kong Erik Glipping Aar 1286 overdrog sin Ret til Halvdelen af Slesvigs Myntindtægter til Hertug Valdemar, bestemtes det, at hvis Mynten gjordes ringere end andetsteds i Jylland, skulde Straffen tilhøre Kongen, og tillige at den ikke maatte sættes i Omløb tidligere end den øvrige jydske Mynt (73). Ogsaa her bevarede Kongen sin Ret som øverste Myntherre.

I Slutningen af det 14de Aarhundrede faa flere af Slesvigs og Holstens Byer Myntret, saaledes Flensborg, Kiel, Itzehoe og Oldeslohe.

Kap. V. Myntsteder


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt