P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

VII. Typer og Forbilleder

Forbillederne til de ældste Myntgrupper ere, som ovenfor omtalt, hentede fra nederlandske (frisiske) og engelske Mynter; hertil slutter sig Fremstillinger af selvstændig, nordisk Karakter.

Karl den Stores Mynter fra Dorestad med CARO-LVS og DOR-STAT ere Forbilledet, for mere eller mindre degenererede, nordiske Former (T. I. 1), paa hvis Advers der findes Rester af Navnet, hvis to Linier stundom deles ved en fin Perlerække; paa Reversen er af Stednavnet kun STAT tilbage, medens DOR erstattes af to Halvmaaner. Adversens C og L kunne være ombyttede, og stundom findes istedetfor Bogstaverne O og S forskjellige Mærker, saaledes en triangulær Figur, et modvendtansigt med Overskjæg og en Perlering omkring en Kugle; de to sidstnævnte Mærker træffes allerede paa merovingiske Mynter, engelske Sceattæ og northumbriske Stycas. Paa Reversen ses forneden en lignende Øxe som paa Forbillederne. Randene ere glatte eller med fine Streger istedetfor Forbilledernes grove Perlerække. Mynterne ere tillige noget større end de frisiske.

Fremstillingen af en Bygning med en Midtdør (T. I. 2) er op staaet ved at benytte Linierne i Bogstaverne TAT i Reversindskriften STAT. Hele Præget med de som Ornamenter anbragte, opstaaende Dyrehoveder, Slangefigurer og Treblade har en selvstændig Karakter. Dyrehovedet og Slangefiguren findes dog tidligere paa engelske Sceattæ (178).

Fremstillingen af en staaende Kriger med Spyd (T. I. 3) (179) har muligvis sin Oprindelse fra engelske Sceattæ (180) eller fra Pipin den Lilles franske Mynter (181). Den mangler nordisk Karakter med den ejendommelige Hovedbedækning med to Horn, og den forkdannede Figur forneden.

Skibsfremstillingen (T. I. 4. 5. 7) er optaget efter Dorestads Mynter fra Karl den Store og Ludvig den Fromme eller efter Ludvigs Mynt fra Qventovic i Flandern (182) men den er ret selvstændig behandlet i sine Enkeltheder, med de lige opstaaende Stævne, det firkantede Sejl og de to Buelinier, som antyde Bølger. Paa de beslægtede, noget yngre Udmyntninger ere Stævnene buede og ombøjede, Sejlet optrukket, og hyppigst ses en Række Skjolde langs med Rælingen. Forneden har en Fisk afløst de to Bølgelinier. Typen anvendes senere paa belgiske Mynter fra Celles under Kejser Henrik III (1039-1056). Dorestads og Qventovics Myntpræg følges her mere nøjagtig (183).

Der kjendes ikke noget Forbillede til Fremstillingen af de to mod hinanden vendte Fugle, muligvis Haner (T. I. 5). Paa engelske Sceattæ træffes stundom enkelte Fugle (184) fremstillede, men ikke to. En Fremstilling af to Fugle optages senere paa en jydsk Mynt (T. X. 64).

Den stærkt degenererede Fremstilling af et modvendt Ansigt (T. I. 6. 6a) har sin Oprindelse fra en merovingisk Guldmynt med et Ansigt, formentlig forestillende Kristus, som er overført paa engelske Sceattæ (185). Derimod har Randpræget med fire modvendte Ansigter, forbundne ved Slangefigurer eller Slyngninger, en selvstændig Karakter, om end Ansigtstypen vistnok er hentet fra engelske Sceattæ (186).

Dyrefiguren (T. I. 6. 6a. 7), en Buk eller en Hjort, fremstilles paa de tidligste Typer med tilbagevendt Hoved; under Bugen. ses en Triqvetrafigur; en Slange bider Dyret i den ene Fod. Fremstillingen har saaledes en kristelig, symbolsk Betydning. Synden (Slangen) angriber Mennesket (Dyrefiguren), medens det hellige Mærke (Triqvetrafiguren) betegner den beskyttende Magt. Typen er utvivlsomt paavirket af Dyrefremstillinger paa engelske Sceattæ (187) uden de symbolske Mærker, der heller ikke findes paa en beslægtet northumbrisk, Styca fra Ethelred (841-849) (188). Senere forandres Fremstillingen væsentlig, idet den tydelige Hjortefigur nu vender Hovedet fremad og angribes her af Slangen; Triqvetrafiguren forneden er forskjellig i Formen fra den tidligere, og foroven ses en punkteret Ring med en Kugle i Midten eller et modvendt Ansigt med Overskjæg, betegnende Frelseren. Fjernt beslægtede Fremstillinger træffes paa engelske Sceattæ (189), hvor Slangen nærmest har Form af en lang, udstrakt Tunge, samt paa northumbriske Stycas fra Eadberht (737-758) (190) og Ælfvald (778-788) (191), hvor dog Slangefiguren mangler, men derimod den punkterede Ring, Triqvetrafiguren og et Kors findes. Slangen medtages altsaa ikke her som symbolsk Mærke saaledes som paa de danske Mynter. Typen genoptages senere af Knud den Store. Hjortefiguren findes anvendt paa en belgisk Mynt fra Staden Viset, fra det 11te Aarhundrede (192).

Af de paa vore ældste Mynter anbragte Mærker findes, som omtalt, det modvendte Ansigt med Overskjæg paa merovingiske Mynter og paa engelske Sceattæ, formentlig fremstillende Frelseren; ogsaa Slangefiguren træffes paa tidlige engelske Mynter.

Den punkterede Ring med en Kugle i Midten findes ligeledes paa merovingiske Mynter (193), hvorfra Fremstillingen er overført til de engelske; den træffes dels paa engelske Sceattæ fra det 7de og 8de Aarhundrede (194), dels paa Mynter fra Offa af Mercia (757-796) (195) og paa northumbriske Stycas fra Eadberht og Ælfwald (196).

Triqvetrafiguren findes anbragt paa northumbriske Mynter fra Eadberht (197) En beslægtet Figur ses paa sildigere tyske Mynter fra Andernach (198).

De tidligste Halvbrakteater (T. I. 1) ere Efterligninger af Karl den Stores Dorestads Typ, men endnu mere degenererede end de ældre Efterligninger. Af lndskrifterne ere kun Hovedlinierne endnu nogenlunde tilbage. De samme Mærker, den punkterede Ring og den triangulære Figur, findes ogsaa her. Paa Reversen ses de to Buer foroven; Øxen forneden er afløst af en Hage, stundom af et Kors.

Paa den følgende Gruppe optages Korset paa Mynternes ene Side (T. I. 2. 2a), medens der paa den anden endnu findes Spor af Slægtskabet med de ældre Typer, dels i Buelinien, dels ved Benyttelsen af de tidligere Mærker, den triangulære Figur og det modvendte Ansigt. Ogsaa paa de følgende Grupper af halvbrakteater træffes det modvendte Ansigt (T. I. 31); men Korset bliver nu den jevnligst brugte Fremstilling. Disse senere Typer (T. I. 4-6) synes ikke at have bestemte Forbilleder, men at være Udslag af en selvstændig Udvikling.

Svend Tveskjægs Mynttyp er udført efter Ethelred II's Mynter af Typ C.

Da Knud den Store indførte et ordnet Myntvæsen i Danmark ved Hjælp af engelske Myntmestre og deres Myntprægere, benyttede disse i det væsentlige ved Udmyntningerne engelske Typer fra Ethelred og Knud; de indfødte Haandværkere, der anvendtes i Myntvæsenets Tjeneste, vare forholdsvis kun faa. De engelske Mynttyper fulgtes snart fuldstændig, snart delvis. Ogsaa de øvrige Fremstillinger vare kun sjelden helt selvstændige, men havde som oftest deres Rod i ældre, ligeledes fra England overførte Mynttyper. Kun en enkelt Fremstilling, to dobbeltliniede Vinkler, er af tysk Oprindelse (T, III. 30. 31. 34. 35).

I Danmark findes under Knud d. Store Ethelreds Typ E benyttet paa 1 Udmyntning (T. III. 48), medens Knuds engelske Typer A, B, E, G, H og I ere anvendte paa 11 Udmyntninger i Landets forskjellige Dele (T. I. 1. 2. 3. II. 4. 10. 14. 16. III. 28. 37. 46. IV. 55). Paa 1 Udmyntning (T. III. 41) ere to af Ethelreds ikke sammenhørende Typer benyttede, og paa 9 ere forskiellige af Knuds Myntfremstillinger sammenblandede. Foruden de laante Brystbilleder af rent angelsaxisk Præg findes adskillige, der ere selvstændig behandlede. Ogsaa blandt Reversfremstillingerne ere de fleste efter engelske Typer.

Paa Knud den Stores Udmyntninger ere følgende Adversfremstillinger benyttede:

Brystbilleder efter Ethelreds Typ E. Paa 3 Udmyntninger fra Viborg (T. III 48. IV. 51. 52).

Brystbilleder efter Knuds engelske Typer A

(6: T. I. 1. II. 9. 11 III. 46. 47. IV. 59), B (3: T. II. 4. 7. 23), E (6: T. l. 2. 3. II. 5. III. 28. 43. IV. 55), F (2: T. II. 7a. 14), G (11: T. II. 10. 13. 15. 24. 26. III. 27. 29. 30. 37. 42. IV. 56) og H (3: T. II. 8. 16. III. 45). Paa 31 Udmyntninger fra de forskjellige Myntsteder undtagen Ørbæk.

Brystbilleder uden bestemte Forbilleder. Paa 13 Udrnyntninger fra de forskjellige Myntsteder undtagen Odense (T. II. 7b. 12. 17. 18. 25. III. 36. 38. 39. 44. 50. IV. 53. 54. 58).

Guds Lam, nærmest efter Ethelreds Typ G. Paa 1 Udmyntning i Lund (T. II. 6).

Haand. Typen findes paa northumbriske Mynter fra Regnald (943-44) (199) og som Reversfremstilling paa Ethelreds Mynter af Typ B. Den optages i Bøhmen under Boleslaus II-Bretislaus I, 967-1055, og senere i Tyskland, i Byerne Deventer, Goslar, Esslingen og Chur (200). Benyttet paa 4 Udmyntninger, fra Slagelse (2: T. III. 40. 41), Viborg (1: T. III. 49) og Hedeby (1: T. IV. 60).

Slangefigur. Lignende Fremstilling paa engelske Sceattæ (201). Paa 6 Udmyntninger, fra Lund (3: T. II. 20. 21. 22), Roskilde (2: T. III. 31. 32) og Hedeby (1: T. IV. 57).

Tre Skjolde (Triqvetra). Tilsvarende Fremstillinger findes paa northumbriske Stycas fra de danske Høvdinger Sihtrie, Regnald og Olaf, 921-952 (202); træffes ogsaa paa en Mynt fra Strassburg og paa en ubestemmelig tysk Mynt (203), og senere paa norske Mynter fra Harald Haarderaade (204). Paa 2 Udmyntninger fra Roskilde (2: T. III. 33. 35).

To dobbeltliniede Vinkler, adskilte ved et Tverbælte. Typen er oprindelig tysk, benyttet paa Mynter fra Ludvig Barn (899-911) og Henrik Fuglefænger (919-936). Findes ogsaa paa Mynter fra Antwerpen (205). Paa 1 Udmyntning fra Roskilde (T. III. 34).

Blomst, uden kjendt Forbillede. Findes ogsaa, men af anden Form, paa Mynter fra Staden Stablo (206). Paa 1 Udmyntning fra Lund (T. II. 19).

Knuds Udmyntninger have følgende Reversfremstillinger:

Kors som Ethelreds Typer A Var. c (3: T. III. 41. 42. 43) og E (3: T. II. 5. III. 27. 48). Paa 6 Udmyntninger fra Lund, Roskilde, Slagelse og Viborg.

Kors som Knuds engelske Typer A (9: T. I. 1. 2. II. 7. 9. 22. 24. III. 33. 45. 46), B (4: T. II. 4. 23. III. 36. 47), E (5: T. l. 3. II. 8. III. 28. IV. 55. 56), G (6: T. II. 10. 11. 21. 25. 26. III. 37), H (5: T. II. 16. 17. III. 34. 39. 44) og I (2: T. II. 14. 15). Paa 31 Udmyntninger fra alle Myntsteder undtagen fra Ørbæk og Hedeby.

Kors, dannet af fire dobbeltliniede Buer, ofte med et Kors i hver Bue. Lignende Typ findes paa, engelske Sceattæ (207). Senere benyttet paa tyske Mynter fra Duisburg (208). Paa 4 Udmyntninger, fra Lund (3: T. II. 18. 19. 20) og Hedeby (1: T. IV. 58).

Kors, dannet af fire Buer; uden Forbillede. Paa l Udmyntning fra Lund (T. II. 12).

Kors paa Buefod, omgivet af fire Ringe. Paa 1 Udmyntning fra Hedeby (T. IV. 57).

Kors af selvstændig Karakter, ofte med et Mærke (Bue, Ring, Kors, Punkt) i hver Vinkel. Findes paa 9 Udmyntninger, fra Roskilde, Viborg, Ørbæk og Hedeby (T. III. 29. 49. 50. IV. 51. 52. 53. 54. 59. 60).

Due som Ethelreds Typ G. Duen findes ogsaa paa en tysk Mynt fra Andernach (209), præget under Otto III. Paa 1 Udmyntning fra Lund (T. II. 6).

Hjort med en Slangefigur foran og forneden og et modvendt Ansigt foroven. Tilsvarende Fremstilling paa Typ 7 af de ældste Myntgrupper. Paa 1 Udmyntning fra Lund (T. II. 13).

Tre Skjolde. Som Adversfremstillingen. Paa 3 Udmyntninger, fra Roskilde (1: T. III. 32) og Slagelse (2: T. III. 38. 40).

To enkelt- eller dobbeltliniede Vinkler, adskilte ved et Tverbælte. Som Adversfremstillingen. Paa 3 Udmyntninger fra Roskilde (T. III. 30. 31. 35).

Blandt Knuds 60 danske Udmyntninger findes 28, der indeholde Mynter med læselige Omskrifter paa begge Sider, 6 med Mynter, der have læselig Advers- og forvirret Reversomskrift, 6 med forvirret Advers- og læselig Reversomskrift og 19 fuldt forvirrede. 1 Udmyntning fra Lund (Hjorten) mangler Omskrift paa Reversen.

Paa de danske Mynter har Knud hyppigst Titel af Englændernes Konge, nemlig paa 23 Udmyntninger. Nogle af Adversstemplerne til disse ere utvivlsomt medbragte fra England og ikke udførte i Danmark. Paa to Typer er hans Navn anbragt paa Myntens Revers (Roskilde og Viborg. T. III. 29. IV. 51). Langt sjeldnere, nemlig kun paa 4 Udmyntninger med et Par Variationer, betitles han "de Danskes Konge" eller "Konge i Danmark" : Rex dænoru, dænort, dænor, in danorum, in dan, in d. (T. I. l. II. 4. 20. 23); Formen "rex dænorum a" (T. I. 2. 3. II. 5) paa 3 Udmyntninger indeholder vistnok Titlen af Konge saavel over Danmark som over England. Disse 7 Udmyntninger tilhøre alle Lund. Betegnelsen som Norges Konge findes formentlig paa enkelte Mynter: Cnut nar recx, Cnut rex nric (210) (T. II. 16. Var.) og Cnut n rex (T. III. 45).

2 Udmyntninger fra Lund (T. II. 23. Var.) bære Ethelreds Navn. Det er tidligere berørt, at dette Navns Forekomst her vistnok kun skyldes Friheder fra Stempelskjærernes Side.

Paa l Udmyntning betegnes han som Sverigs Konge: Cnut rex Sw. (T. II. 17). Navnet skrives "Cnut", undtagelsesvis "Cnud".

Af særlig Interesse ere de religiøse Omskrifter, navnlig paa Mynterne fra Slagelse med Begyndelsesordene af Johannes' Evangelium "in principio erat verbum" - "et verbum erat aplid deum" og med "in nomine dei patris" eller "in nomine dei patris amen" (T. III. 38. 39. 41), hvilke sidste ere Paavirkninger fra tyske Mynter med "in nomine domini amen", prægede af Hertug Bernhard I af Sachsen (973-1011). Beslægtede Omskrifter findes paa norske Mynter fra Hakon Jarl og paa svenske fra Olaf Skjødkonning.

De læselige Reversomskrifter angive Myntprægerens og Myntstedets Navne, der i Almindelighed ere forbundne ved det engelske "on". Kun paa 3 Udmyntninger træffes det latinske "in" (Lund. T. II. 12. 19 og Viborg. T. III. 49). Paa Osguts Mynt fra Roskilde findes "on dan", paa Fulgods Mynt fra Viborg "in danm"; her nævnes altsaa Riget, ikke Myntstedet. Brunmans Mynt fra Viborg savner Stedangivelse.

Et i sin Helhed neppe løseligt Spørgsmaal frembyder Bestemmelsen af flere, dels læselige, dels forvirrede angelsaxiske Mynttyper fra Knud, saavelsom fra Hardeknud, med Hensyn til hvilke det er tvivlsomt, hvorvidt de ere myntede i Lund eller i London, idet for de læseliges Vedkommende Kongens Titel "rex anglorum" ikke kan være et afgjørende Moment, da han findes betegnet som de Engelskes Konge paa flere Mynter, hvis Henførelse til Danmark ikke frembyder nogen Tvivl. Ved Undersøgelsen af Spørgsmaalet om de tvivlsomme angelsaxiske Mynttypers Henførelse vil der særlig være fem Momenter at have Opmærksomheden henvendt paa, nemlig Typen, Myntprægerens Navn, Myntstedets Navneform, Ejendommeligheder i Fremstillingen og endelig Arbejdet.

Typen er i de fleste omtvistede Tilfælde sjelden ren engelsk, men som oftest en Sammenblanding af to engelske Typer. Den største Part af Knuds Udmyntninger med sammenblandede Typer viser sig at være dansk, hvorfor en saadan ikke ren Typ altid maa give Formodning om, at Mynten kan være dansk og høre hjemme i Lund og ikke i London.

Myntprægerens Navn paa de formentlig danske Udmyntninger under Knud findes sjelden blandt de engelske Myntprægeres Navne og træffes ialfald ikke paa de Samtidige engelske Udmyntninger, men derimod ofte paa flere, sikre danske Mynter fra Knud eller senere. Ved Spørgsmaalet maa dog tages i Betragtning, at et mere almindeligt Navn kan være baaret af to samtidige Myntprægere i England og i Danmark, og endvidere at den engelske Myntpræger i Danmark ikke altid har havt blivende Ophold her, men kan være vendt tilbage til sit Fædreland.

Myntstedets Navneform kan ogsaa være af Betydning ved Bestemmelsen af disse tvivlsomme Mynters Hjemsted, idet "Lund" ofte gjengives ved Former, der ikke findes anvendte for Londons Vedkommende. Saaledes kan fremhæves Formen Lundio og navnlig det hyppige Ludi. Den sidste findes ikke paa en eneste af Ethelreds Mynter og kun paa en enkelt, neppe engelsk Mynt (Liofwerd) fra Knud (211); men derimod paa 11 af dennes og paa 13 af Hardeknuds sikkert danske Mynter. Den træffes heller ikke under Harald Harefod eller Edvard Confessor. Formen Lud findes begge Steder. Det latinske in istedetfor on viser stedse bort fra England.

Endelig ere Enkeltheder i Fremstillingen, Krone- og Hjelmformer, Scepter o. l., jevnlig sondrende Kjendemærker, ligesom Arbejdet ofte viser en betydelig Forskjel mellem de engelske og de danske Myntprægeres Præstationer.

Følgende Mynter med Angivelse af Knud som Englændernes Konge og med angelsaxisk Præg bør henføres til Lund og ikke til London:

T. II. 7a. b. Variationer af Typ A med CNVT REX AN - ÐVRCIL ON LVDI og CNVT REXX - SPEN ON LVNDIO. Variationerne ere ellers ukjendte. Thurcils Mynt er præget med samme Reversstempel som T. II. 9. Swens Navn kjendes ikke fra engelske Mynter, men fra danske under Svend Estridsen. "Ludi" og "Lundio" findes ikke som Betegnelse for London, men kun for Lund. Kronens ejendommelige Form med opstaaende Spidser er ikke anvendt paa Knuds engelske Mynter. Thurcils Mynt -henføres af B. E. Hildebrand til England som Typ A. Var. c (Nr. 2744).

T. II. 8. Sammenblanding af Typerne H og E med CNVT REX AX - GRIM ON LVD. Variationen er ellers ukjendt. Navnet Grim findes paa Ethelreds og Knuds engelske Mynter fra forskjellige Byer og under Knud og 'hans nærmeste Efterfølgere hyppig paa danske Mynter. Dog maa bemærkes, at en af Grims engelske Mynter (fra Norwich) under Knud er yngre end hans danske. Det kan herefter formode s , enten at der under Knud har været to -Myntprægere ved Navn Grim, den ene i England, den anden i Danmark, eller at det er samme'Mand, der skiftevis har opholdt sig i England og i Danmark.

T. II. 9. Variation af Typ A med CNVT REX ANGLO - ÐVRCIL ON LVDI. Variationen er ellers ukjendt. Adversstemplet er ogsaa benyttet til Grims Mynt T. II. 11, Reversstemplet til T. II. 7a. Thurcils Navn kjendes ikke fra engelske Mynter, men fra flere danske. Formen "Ludi" betegner Lund og ikke London. Henføres af B. E. Hildebrand til England som Typ A. Var. b (Nr. 2743).

T. II. 10. Typ G. CNVT++ANLO - ÐVRSTN ON LVDI. Myntprægernavnet er meget almindeligt saavel paa engelske som paa danske Mynter. Derimod viser Stednavnets Form "Ludi" bestemt over til Lund, ligesom Udarbejdelsen af Brystbilledet viser bort fra England. Samme Advers som T. II. 15. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 2745).

Samme Typ. CNVT REX AI - LEOVINE O LVDI. Navneformen Leovine, ikke Leowine, tilligemed "Ludi" viser hen til Danmark. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 2611).

Samme Typ. CNVT REX AN - LIOFPERD ON LVDI. Myntprægernavnet er ellers ukjendt saavel paa engelske som paa danske Mynter. Skjendt Formen "Ludi" viser hen til Danmark, maa det paa Grund af det angelsaxiske Myntprægernavn dog betragtes som noget tvivlsomt, hvorvidt Mynten er dansk, da Stednavnets Form muligvis kan skyldes en Tilfældighed. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 2654).

T. II. 11. Variation af Typ G med CNVT REX ANGLO - GRIM ON LVNDI. Variationen er ellers ukjendt. Adversstemplet er ogsaa benyttet til Thurcils Mynt, T. II. 9. Om Grim, se under T. II. 8. Henføres af B. E. Hildebrand til England som Typ G Var. c (Nr. 2508).

T. II. 12. Selvstændig Typ. CNVT REXA - ALFNOÐ IN LVID. Adversfremstillingen er paavirket af Ethelreds Typ A. Var. e. Navnet Alfnoth forekommer senere paa danske Mynter fra Hardeknud, Magnus og Svend Estridsen; i England findes det paa to af Hardeknuds Mynter fra Lincoln. Muligvis har Alfnoth en Tid opholdt sig i England, eller Navnet har været fælles for to samtidige Myntprægere i Danmark og England. Reversomskriftens latinske IN findes ikke paa Datidens engelske Mynter.

T. II. 14. Typ I. CNVT REX AN - VLEFCETL ON LVDI. Medens en Myntpræger Ulfcetel har arbejdet i England under Ethelred og Knud findes Navneformen Ulefcetl ikke paa engelske Mynter. Samme Reversstempel er benyttet til den følgende Mynt (T. II. 15), og til en af Hardeknuds Mynter (T. V. 20). "Ludi" viser, at Mynten ikke er fra London. Omskriften begynder foran Brystbilledet. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 2748).

Samme Typ. Var. CNVT REXX - CAREL ON LVDI. Navneformen Carel kjendes fra andre danske Mynter (Svend Estridsen), men ikke fra engelske. Stednavnets Form "Ludi" er dansk. Omskriften begynder foran Brystbilledet. Henføres af B. E. Bildebrand til England som Typ I. Var. a (Nr. 2123).

Samme Typ. Var. CNVT REXX - ILVHL ON LVNDI. Samme Adversstempel er benyttet som til foregaaende Mynt. Iluhl er vistnok det samme Navn som Iluhe under Magnus den Gode. Reversstemplet er ogsaa anvendt til en Mynt fra Harald Harefod, og Iluhl synes saaledes i forskjellige Perioder at have arbejdet i Danmark og i England. Henføres af Hildebrand til England som Typ I. Var. a (Nr. 2511).

T. II. 15. Blanding af Typerne G og I. CNVT++ANLO - VLEFCETL ON LVDI. Variationen er ellers ukjendt. Reversstemplet er det samme som til Ulefcetls foregaaende Mynt, T. II. 14. Samme Advers som paa T. II. 10. Omskriften begynder foran Brystbilledet. Henføres af B. E. Hildebrand til England som Typ I. Var. c (Nr. 2749).

T. II. 16. Typ H. CNVT REXX - ASFERD ON LVDI. Adversstemplet er ogsaa benyttet til Carels Mynt (T. II. 14. Var.). Asferth findes som Myntpræger i York under Ethelred og i Lincoln under Knud og Harald Harefod; men da Reversstemplet ogsaa er benyttet under Hardeknud (T. IV. 9. Var.), og Formen "Ludi" tilhører Lund, maa Mynten henføres til denne By. Asferth har derfor muligvis kun en Tid opholdt sig i Danmark, eller ogsaa har der saavel i England som i Danmark været Myntprægere af dette Navn. Omskriften begynder foran Brystbilledet. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 2013).

Samme Typ. CNVT RE - ALFPINE ON LVD. Navneformen Alfwine kjendes ikke fra engelske Mynter, men derimod fra Knuds og Hardeknuds danske. Myntens Omskrift begynder foran Brystbilledet. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 2012).

Samme Typ. CNVT REC - OÐÐENCAR O LVD. Der kjendes ikke nogen engelsk Mynt med Navnet Oththencar, men derimod adskillige danske fra den følgende Periode, og Mynten maa derfor snarere antages at tilhøre en dansk Udmyntning end en engelsk af denne Typ. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 2693). En Variation har CNVT NAR RECX - OÐÐENCAR ON LVDI. Stednavnets Form er sikkert dansk.

T. II. 23. Var. Selvstændig Typ. CNVT REXXA - ÐORCETL O LVDI. Myntprægernavnet Thorcetl forekommer paa engelske Mynter fra Ethelred og Knud og paa denne og senere danske Mynter. Mærkerne i Korsvinklerne og Formen "Ludi" vise dansk Oprindelse. Dette gjælder ogsaa en Variation, præget med samme Adversstempel. Begge Mynter henføres af B. E. Hildebrand til England som Typ D (Nr. 2735. 2736).

Samme Typ. Var. EDELRED REX ALR - ALFPINE O LVD. Typen viser afgjort hen til en sildigere Tid end Ethelreds, til Knuds eller maaske til Hardeknuds, paa Grund af de tykke Halvmaaner i Korsvinklerne og Myntens Lidenhed. Formen "Alfwine" kjendes, som ovenfor omtalt, ikke blandt Myntprægernes Navne i England. Mynten maa nærmest betragtes som en Slags Mindepenge, præget i en sildigere Tid. Henføres af B. E. Hildebrand til England som Ethelreds Typ F. Var. a (Nr. 2215).

Samme Typ. Var. EDELRED RE - OÐÐENCAR O LVI). Reversstemplet findes anvendt til en af Hardeknuds Mvnter fra Lund. Iøvrigt ere den sildige Typ og Myntprægerens Navn ogsaa her de afgjørende Bestemmelsesgrunde for, at Mynten er dansk. Henføres af B. E. Bildebrand til England som Ethelreds Typ F (Nr. 2897).

Foruden de omtalte Mynter henfører endvidere B. E. Hildebrand følgende sikkert danske Mynter til England:

Ringsted. Variation af Knuds Typ G. CNVT REX AGN - VLF ON RICZTA (T. III. 37). B. E. Hildebrand anfører Stednavnet som RICZZA. (Nr. 3067). En Variation af Knuds Typ B i den Kgl. Samling med forvirret Adversomskrift, der synes at indeholde svage Spor af Slagelse-Myntens IN NOMINE DEI PATRIS , har VLIF ON RICZTA (T. III. 36). Ulfs Navn kjendes ikke fra samtidige, engelske Mynter, men træffes derimod paa flere danske, saaledes paa Knuds og Hardeknuds Slagelse-Mynter. Tages endvidere Afvigelserne fra Hovedtypens Fremstillinger i Betragtning, findes der ikke Grund til at antage Mynten for at være engelsk og henføre den til det højst usikre Myntsted Ricyebyrig istedetfor at følge den tydelig angivne Stedbetegnelse for det sjællandske Myntsted.

Viborg. Knuds Typ A. CNVT REX ANGLORV - SVARTGOL M O PIBR) - M O PIB (T. III. 46. Var.). Myntprægeren Svartgols Navn kjendes ellers ikke, hverken fra danske eller fra engelske Mynter. Myntstedets Navneform PIBR svarer til PIBRNE, VPIBR paa andre Viborg-Mynter. Det vil derfor være naturligt at fastholde den tidligere danske Antagelse, at Mynterne ere udgaaede fra Viborg, fremfor at henføre dem til en som Myntsted ganske ukjendt By i England. (B. E. Hildebrand. Nr. 3624-26).

Viborg. Efterligning af Ethelreds Typ E. CNVT REX - BRVNMAN (T. III. 48). B. E. Hildebrand henfører Mynten til London som Typ C (Nr. 2114), og der er meget, som kunde tyde paa, at England maatte være Myntens Hjemland, idet Navnet Brunman forekommer paa Knuds Mynter fra London og Colchester, paa Harald Harefods Mynter fra London og paa Edvard Confessors fra Canterbury og London. Det kjendes imidlertid ogsaa fra danske Mynter under Magnus og Svend Estridsen. Tager man Typen i Betragtning, da viser der sig stor Forskjel paa denne og Knuds engelske Mynttyper, blandt hvilke den vilde staa ganske isoleret. I Henseende til Arbejdet er der et tydeligt Slægtskab tilstede med hans danske Mynttyper, særlig blandt Viborgs. Muligvis kan der samtidig have været to Myntprægere af dette Navn i Danmark og England, eller ogsaa kan Brunman have opboldt sig gjentagne Gange i Danmark. Myntens Hjemsted maa saaledes henstaa usikkert; men de synlige Vidnesbyrd tale stærkt for, at det har været Viborg.

Ribe. Knuds Typ E. CNVT REX ANGLOR, - ANGLORVI, - ANGLO og SIRIC ON RICYEBII, - ON RIEBIIR, - ON RIHBIIR, - OON RINHE. (T. IV. 55). To af Reversstemplerne ere ogsaa benyttede til den følgende Udmyntning. Sirics Navn kjendes ikke fra andre danske Mynter end fra Knuds Ribemynter, men derimod i England fra Ethelreds og Knuds Mynter. Typen er ren engelsk, og Formen Ricyebii kunde vel passe, som af Hildebrand antaget, paa en engelsk By, Ricyebyrig; men Rihbiir og Riebii pege med stor Sandsynlighed hen paa Ribe og fører til Forklaring af de uklare Stedbetegnelser paa de andre Variationer. Henføres af B. E. Hildebrand til England (Nr. 3060-3064).

Ribe. Blanding af Knuds Typer G og E. Forvirrede Adversomskrifter og SIRIC ON RIEBIIR, - OON RINHE. (T. IV. 56). Variationen er ellers ukjendt. Begge Reversstemplerne ere anvendte paa den foregaaende Udmyntning og gjøre det sandsynligt, at Mynterne maa henføres til Ribe. Ogsaa den høje Vægt, 1,50 Gram, stemmer med en dansk, men ikke med en engelsk Udmyntning. Henføres af B. E. Hildebrand til Ricyebyrig (Nr. 3065. 3066).

Medens saaledes endel Mynter, som ifølge B. E. Hildebrands Ordning henføres til England, utvivlsomt tilhøre Danmark, maa følgende Mynter fra Knud den Store, som tidligere uden tilstrækkelig Grund herhjemme have været betragtede som danske, henføres til England.

Typ A. CNVT REX AGLORM - BRIHTNOÐ M O LVD (Thomsen Nr. 9828). Brithnoth kjendes ikke som Myntpræger i Danmark, men derimod i England under Ethelred og Knud. B. E. Hildebrand omtaler vel (Anglosachs. Mynt. Pag. 195) en Mynt med Omskrifterne CNVT REX DÆNORM - BRIHTNOÐ M O LVND af denne Typ; en Undersøgelse af Mynten, der fremkom i et gullandsk Fund (Inv. 2308) og er endel slidt, viser imidlertid, at Omskrifterne have ANGLORM, ikke DÆNORM, og LVD, ikke LVND. To andre Mynter med samme Myntprægers Navn ere ligeledes. sikkert engelske, nemlig Typ A. Var. a med CNVT REX ANGLORV - BRIHTNOÐ M O LVD og Typ E med CNVT REX ANGLOR - BRIHTNOÐ M O LVNDEN.

Typ A. CNVT REX ANLORM - ÐORCL M O LVND. Navneformen Thorcl forekommer ikke paa danske Mynter, men findes derimod paa en Mynt fra Ethelred.

Typ E. Var. g. CNVT REX ANGLORV - ÐORED MO LVND. Typen er engelsk. Myntprægernavnet kjendes ikke fra danske Mynter.

De angelsaxiske Mynttyper findes anvendte, mere eller mindre frit behandlede, paa en stor Del Udmyntninger fra alle Myntstederne i Danmark. Adskillige have læselige Omskrifter med Knuds Navn og Kongetitel og med Myntprægerens og Myntstedets Navne; andre derimod mangle enten læselig Advers- eller Reversomskrift, og en stor Del have forvirrede Omskrifter paa begge Sider. Slægtskabet med andre Typer bliver her Rettesnoren for Myntens Henførelse til England eller til Danmark.

Til en Mynt fra Lund (T. I. 3) er benyttet Reversstemplet til en Mynt fra Winchester.

Fortsættes


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt