Myntregningen med Mark, Øre og Ørtuger svarede til Vægtinddelingen for ædelt Metals Vedkommende, hvor dog altid Marken regnedes delt i 240 Penninge, altsaa med 10 Penninge paa Ørtugen. Forinden Udmyntning indførtes i Norden benyttedes Guld og navnlig Sølv af tilstrækkelig Lødighed som Betalingsmiddél efter Vægt. Ved Kjøb og Salg betaltes da hyppig med "vejet Sølv", dels i Barrer, dels i forarbejdede Værdisager og i fremmed Mynt; Værdien svarede saaledes til Vægten. Betaling i Mynt, saavel med fremmede Penge som med Landets egne, skete senere enten i "vejede Penge" eller i "talte Penge", naar disse vare af anerkjendt Godhed og holdt samme Vægt.
Skandinaverne have utvivlsomt tidlig havt Kjendskab til Vægt, selv om et bestemt Vægtsystem først senere har været almindelig benyttet. Allerede fra Bronzealderen træffer man Spor hertil. Det viser sig saaledes, at de fra denne Periode forekommende, parvis fundne Spiralringe, af en som oftest dobbelt lagt Guldtraad, meget ofte svare, to og to til hinanden i Vægt. En Undersøgelse af 46 fuldstændige Par af disse Guldringe i Nationalmuseet viser (259), at Ringene i 15 Par indbyrdes kun differere indtil 1 Decigram i Vægt; i to af disse er Vægten nøjagtig den samme. I 18 Par er Forskjellen 1/10-1/2 Gram og i 7 Par ½-1 1/4 Gram. Kun for 6 Pars Vedkommende afviger den indbyrdes Vægt betydelig; de 4 af disse Par høre blandt de vægtigste. Spiralringenes Vægt varierer fra 2,09-50,31 Gram.
Endvidere kan anføres følgende Ringpar, hvor et Stykke er afhugget af den ene eller af begge Ringe: (Haubergs Vægtangivelser er udeladt her).
Det synes herefter at, være indlysende, at man har tilstræbt at give de to og to sammenhørende Ringe samme Vægt. Man kan kun ved Afvejning have opnaaet en saa stor Overensstemmelse i Vægten; thi selv om man med nok saa stor Omhu havde forarbejdet Ringene af to lige lange og lige tykke Stykker Guldtraad, vilde man ikke have opnaaet en saa ringe Vægtforskjel som den, der i de fleste Tilfælde er tilstede. Naar man derfor ser, at der stundom er afhugget et Stykke af den ene eller af begge Ringe, da maa man antage, at dette er gjort for at tilvejebringe den tilstræbte Overensstemmelse i deres Vægt.
Fra Bronzealderen kjendes endvidere en Række Fund af sønderbrudte Bronzegjenstande. Man har ment, at slige Samlinger af Bronzefragmenter vare bestemte til Omstøbning; men i saa Fald havde det ikke været nødvendigt at gjøre mange af Stykkerne saa meget smaa, hvilket kun kan være sket ved en forsætlig fin ltubrydning. Disse Samlinger af Bronzefragmenter synes derfor at være hengjemt Værdimetal (260), og det ligger da nærmest at antage, at en saadan Sønderdeling er sket, fordi man har benyttet Udvejning af Metallet og har maattet have fine Smaastykker for at tilvejebringe den Vægt, man ønskede. Hvis man havde udmaalt Metallet efter Skjøn og Øjemaal (261), vilde man ikke have behøvet saa fine Smaadele.
Medens disse forskjellige Iagttagelser synes at maatte føre til den Slutning, at Bronzealderens Befolkning har kjendt Vejning af Metal og har havt Forestilling om Vægtoverensstemmelse, kan Spørgsmaalet ikke besvares, hvorvidt noget Vægtsystem, har været kjendt og benyttet saa tidlig, Spiralringene antages at være tilførte fra Siebenbürgen eller de østerrigske Alpelande (262); men selv om Metallets Afvejning er foregaaet der, maa Nordboerne dog have forstaaet ved Vejning paa en eller anden Maade at kunne kontrollere Ringenes indbyrdes Overensstemmelse med Hensyn til Tyngden, hvilket maa have været et Moment af særlig Betydning for Indehaveren af dem. Iøvrigt maa det erindres, at vore Forfædre allerede i denne tidlige Periode stod paa et saa fremskredet Kulturtrin, at man bl. A. forstod at udføre den vanskelige Støbning af Lurer og, at stemme disse parvis i samme Tone. Det falder vanskeligt at antage, at de samme Folk skulde have været ukjendte med saa almindelige Begreber som Maal og Vægt. Hverken i de skandinaviske Fund fra Bronzealderen eller i de tilsvarende Fund andetsteds i Europa er dog forekommet Gjenstande, der med Sikkerhed kunne siges at være benyttede som Redskaber til Vejning.
Den rige Tilførsel til Skandinavien af romerske Penge, først af Sølvmynt (Denarer) i det 2det-3die Aarh. e. Chr. og senere af Guldmynt (Solidi) i det 5te og Begyndelsen af det 6te Aarh., bragte de nordiske Folk, om end kun for en Tid, Kjendskab til Brugen af Mynt som Betalingsmiddel. En blivende Betydning har Tilførslen, som foran omtalt, derimod utvivlsomt faaet ved sin Indflydelse paa de skandinaviske Vægtforhold (263). Ikke blot gjennem overensstemmelsen mellem den romerske og den skandinaviske Vægt viser denne Paavirkning sig; men der er muligvis ogsaa bevaret Spor af den i enkelte, oprindelig af latinske Ord opstaaede, nordiske Betegnelser af Vægtstørrelser som senere ere overførte til Benævnelser af Pengeværdier. Det for de skandinaviske, germanske og angelsaxiske Folk fælles Ord "Pending", "Penning" eller "Penny" stammer formentlig fra det latinske "pendere" og peger hen paa, at man derved oprindelig har betegnet et Sølvstykke af en bestemt Vægt, muligvis en Denar. Den for Skandinaverne særegne Vægt- og senere Pengebetegnelse "Øre", "ora", kan muligvis udledes af det latinske "aureus" og skyldes den i Solidusperioden stærke Tilførsel af Guldmynt. I denne Forbindelse skal anføres, at Ordet "Mynt" utvivlsomt er opstaaet af det latinske "moneta". Den Antagelse synes herefter ikke at ligge fjernt, at man kan have benyttet de romerske Denarer og Solidi som Vægtenheder for Sølv og Guld, som Dele af en almindelig brugt Vægt. Man har ialfald herigjennem kunnet have et bekvemt Middel til at kontrollere Udvejninger i disse Metaller.
De tidligste Vidnesbyrd om Nordboernes Vægtregning i Mark og Øre haves fra Beretningerne om Normannernes Forhold i England. Marken og Øren omtales aldrig i de angelsaxiske Aktstykker fra Tiden før Vikingetogene (264), men derimod hyppig efter al Nordboerne have sat sig fast i Landet. Disses Berøring paa mange Maader med Befolkningen, saavel gjennem Handel som ved de stadige Skattepaalæg, medførte, at deres Værdi regning maatte komme til at gjøre sig gældende ved Siden af Landets egen. Første Gang, Marken nævnes, er i den mellem den engelske Konge Alfred og Vikingekongen Gudrum sluttede Fred, omtrent Aar 880 (265). Markregningen trængte sig senere videre frem over Europa, til Nederlandene, Tyskland (1042), Frankrig (c. 1090) (266), Spanien, Portugal og Italien; overalt deltes Marken i otte Dele (Unzer), svarende til Nordens Markdeling i otte Øre.
Den skandinaviske Vægt, der i sin Inddeling, Mark, Øre, Ørtuger og Penninge, overalt var den samme, har havt en fælles Oprindelse, og de Uoverensstemmelser i dens Størrelse, der vise sig i de nordiske Lande og selv i disses enkelte Provindser, have derfor udviklet sig i Tidens Løb. Ved de anstillede Undersøgelser er Upsala-Vægten fundet at have den største Tyngde, og den synes derfor længst at have bevaret den oprindelige Størrelse, medens de andre i Tidens Løb mere eller mindre ere forringede. Upsala-Markens Vægt er beregnet at have været 218,31 Gram (267); Aar 1328 angives den at være den samme som Stockholms-Markens (268). Skara-Markens Vægt er fundet at være 214,75 Gram (269) og den norske Marks at være 215,80 Gram (270). Den største Vægtangivelse for den danske Mark er 217,55 Gram.
Det fremgaar klart, at den skandinaviske Vægt maa være indrettet direkte efter den romerske. Overensstemmelsen mellem dem viser, at den ikke kan være indført gjennem en Paavirkning paa anden Haand. Det romerske Pund havde en Vægt af 327,45 Gram (271) og deltes i 12 Unzer, der altsaa hver vejede 27,28 Gram. Den skandinaviske Marks største, kjendte Vægt var Upsala-Markens, der vejede 218,31 Gram, og dennes Øre (1/8 af Marken) vejede saaledes 27,29 Gram. Den skandinaviske Øre har altsaa svaret til den romerske Unze og den skandinaviske Mark til 2/3 af det romerske Pund. Overensstemmelsen i Tallene er for stor til at kunne være tilfældig.
H. M. Velschow er ad anden Vej kommet til samme Resultat. Ved en Sammenligning mellem Karl den Stores Pund, den saakaldte troyske Vægt, og det romerske Pund og mellem den troyske og den danske Vægt finder han, at den gamle, danske Vægt har været "aldeles lig den gamle, romerske Vægt" (272).
Det ligger herefter nærmest at antage, at Ordningen af det ældste kjendte, skandinaviske Vægtsystem skriver sig fra den romerske Paavirkning i de to Perioder, Denar- og Solidusperioden, fra det 2det til det 6te Aarhundrede.
Med Hensyn til den danske Marks oprindelige Vægt, savnes der endnu paalideligt Materiale til at kunne paavise denne. Det bedste Materiale til Markstørrelsens Vægtbestemmelse vilde Datidens Vægtlodder i ubeskadiget Stand frembyde; men saadanne ere endnu ikke fundne i Danmark. Nationalmuseet ejer vel fem Vægtlodder; men de ere ikke saa velbevarede, at man af dem kan drage nogen sikker Slutning. Det bedste af disse Vægtlodder (Nr. 11378) vejer 140,15 Gram og maa saaledes have været et 2/3 Marklod. Marken vilde herefter have vejet 210,22 Gram, hvilket svarer til den roskildske Marks Vægt i en sildigere Tid (1332). Et andet, noget beskadiget Lod vejer 103,55 Gr. (Nr. 21431); dette har altsaa været et Halvmarks Lod. Et tredie Lod af 91,85 Grams Vægt har formentlig ligeledes oprindelig havt en Halvmarks Vægt. Endelig haves to Lodder paa 47,15 Gram og 46,45 Gram (C. 2164), der have været Kvartmarks Lodder, svarende i deres nuværende Stand til en Markvægt af 208,60 Gram og 205,80 Gram.
Angaaende Markens Vægt i Danmark findes enkelte, skriftlige Optegnelser, der dog ere fra en saa sildig Tid, at deres Betydning ved Bestemmelsen af Markens oprindelige Vægt endel forringes. Ved Undersøgelsen kunne væsentlig kun saadanne Oplysninger benyttes, hvor Forholdet angives mellem dansk Mark og fremmed Vægt; undtagelsesvis kan der anstilles Beregning gjennem Forholdsangivelser mellem Marken og den prægede Mynt, der sjelden har været af konstant Vægt.
At den saakaldte roskildske Mark Sølv, som ifølge de to sidste Angivelser fra Aar 1332 har vejet 210,47 Gram, tidligere har været tungere, fremgaar af en Optegnelse fra Aar 1282 fra Halland (279), hvori siges: "100 marchas argenti puri ad pondus Coloniense ac 130 marchas arg. puri cum pondere Roskildensi, mr. arg. qvalibet utriusque ponderis pro 5 mr. den. computanda". Saavel 1 Mark Sølv i kölnsk Vægt som 1 Mark Sølv i roskildsk Vægt regnes altsaa lig med 5 Mark Penge, saaledes at den roskildske Mark herefter skulde have omtrent samme Vægt som den kölnske; dette kan imidlertid ikke have været Tilfældet. Den roskildske Mark har dog herefter været noget tungere i Aaret 1282 end Aar 1332.
Af de foreliggende Oplysninger fremgaar det, som anført, at den danske Mark Sølv har vejet mindst 217,55 Gram, medens den tungeste skandinaviske Mark (Upsala) har en Vægt af 218,31 Gram.
Der har sikkert været en fælles Vægt over hele Riget (280). Den "danske" Vægt omtales ligesaavel i Jylland (281) som i Skaane (282). Naar der nævnes "lundensisk" Vægt (283) og "sjællandsk" eller "roskildsk" Vægt (284), maa disse Betegnelser nærmest antages at have været lokale; men muligvis kan en enkelt By have holdt Vægten mere fuldvægtig end andre, saaledes at der kan have været nogen, om end kun ringe, Vægtforskjel tilstede. Naar der i Halland tales om Mark Sølv i roskildsk Vægt, ligger der muligvis en Antydning denne Retning (285). Af nogen væsentlig Betydning har Forskjellen, som sagt, dog neppe været paa samme Tid. Det maa derimod antages, at Marken i Tidens Løb kan være sunket noget i Vægt over hele Riget.
"Mark" og "Øre" ere de tidligst omtalte nordiske Vægtbetegnelser og have været ældre end Betegnelsen "Ørtug". Dennes latinske Benævnelse er "solidus". Betegnelsen "Penning" er af tidlig Oprindelse som Angivelse af de mindre Vægtdele. Vægtpenningen var 1/240 af Marken. Ved Indførelsen af præget Mynt var Ordningen saaledes, at 1 Mark i Penge skulde svare i Vægt til 1 Mark Sølv. Pengene skulde altsaa være af tilstrækkelig godt Sølv, saaledes at det fastsatte Antal Penninge skulde have den samme Værdi som den vejede Sølvmark Inddelingen af Marken i 8 Øre var fast og fælles for hele Skandinavien ligesom Ørens Inddeling i 3 Ørtuger blev den samme overalt. Derimod holdt man, som foran omtalt, ikke det samme Antal myntede Penninge paa Marken;, følgelig var Penningen af ulige Vægt til forskjellige Tider, selv i de enkelte Landes forskgjellige Dele, i Modsætning til den konstante Vægtpenning.
Efter de faa fuldstændige Mynter at dømme har Penningens Vægt i de tidligste danske Udmyntninger svinget mellem 0,79 og 0,97 Gram. Den maa herefter antages at have skullet være 0,91 Gram, hvilket giver 30 Stkr. paa 1 Øre, altsaa 240 Stkr. paa Marken, svarende til Sølvvægtens Inddeling.
Med Hensyn til Halvbrakteaterne stiller der sig den Vanskelighed, at Mynterne ere af en ganske uoverensstemmende Vægt, der varierer mellem 0,20-0,56 Gram, altsaa mellem 1092 og 390 Penninge paa Marken. Man staar her overfor Forhold, som ialfald for Tiden neppe kunne opklares.
Anderledes bliver Forholdet, efterat et ordnet Myntvæsen er blevet indført i de skandinaviske Lande. De rige Myntrækker frembyde da et fastere Grundlag for Undersøgelsen, navnlig i Danmark, hvor de afløse hverandre uden Afbrydelse.
Det angelsaxiske Myntvæsen blev i det Væsentlige Rettesnoren for det danske, der ordnedes efter engelsk Mønster. Paa flere Maader tilstræbte man Overensstemmelse mellem de to Landes Udmyntninger; en saadan er strax iøjnefaldende ved de fælles Typer og tillige ved Udmyntningernes Vægtforhold. Den nordiske Sølvmark og dennes Inddeling vare allerede bragte i Samklang med det engelske Pund (Sterling), der vejede 349,71 Gram og deltes i 240 Pennies, som altsaa hver skulde veje 1,46 Gram. Da Normannerne overførte deres Vægt med Marken i 8 Øre til England, bragte de den nemlig i Tilslutning til den engelske ved at regne 20 Penninge paa Øren (286) istedetfor 30, altsaa 160 Penninge paa Marken, hvilket just giver 1,46 Grams Vægt for Penningen, idet Marken regnedes for 2/3 af Pundet eller 233,14 Gram. Man finder dog ogsaa, at der i England har været regnet 16 Penninge paa Øren (287) altsaa 128 paa Marken, hvorved Penningen fik en Vægt af 1,82 Gram. At de Danske i England regnede med Marken i 8 Øre, fremgaar af Edvards og Guthorms Love, hvor en Bøde af 3 halve Mark svarer til 30 Shillings (288) og endvidere 12 Øre ogsaa til 30 Shillings (289). 1 1/2 Mark er saaledes det samme som 12 Øre, og altsaa svarer 1 Mark til 8 Øre. Det angelsaxiske Vægtsystem har iøvrigt ikke været ens i Englands forskjellige Riger (290) og har sikkert været underkastet Svingninger, der maa have gjort deres Indflydelse gældende paa de Danskes Vægtregning i England. - Vi have i det Anførte fremdraget de Tal, som væsentlig spille en Rolle ved Ordningen af det danske Myntvæsen under Svend Tveskjæg og Knud den Store.
I den første Tid af denne Periode have de danske Udmyntninger en meget betydelig Vægt, der varierer fra 1,25 indtil 1,60 Gram (291); enkelte Mynter naa endog til c. 2 Gram. Det maa herefter antages, at man har anvendt den engelske Pengevægt efter en Deling af Øren i 20, stundom i 16 Penninge, hvilket, som ovenfor sagt, skulde give en Penningvægt af 1,46 og 1,82 Gram. Derefter aftager den danske Mynt stærkt i Vægt; i det østlige Danmark vejer den som oftest 1-1,16 Gram og i det vestlige 0,70-0,80 Gr., hvilket formentlig er foranlediget ved, at man er gaaet over til den skandinaviske Vægt, med Marken vejende 218,31 Gram, og i Østdanmark og paa Øerne har delt Marken i 192 Penninge, hver af 1,14 Gr.'s Vægt, i Jylland derimod i 288 Penninge af 0,76 Gr.'s Vægt.
En Undersøgelse af vore Mynters Vægtforhold viser, at Pengemarken i Tidsrummet før Harald Hein i det østlige Danmark vel hyppigst har været delt i 192 Penninge, men at den dog stundom har været udpræget i 240 Penninge af 0,91 Grams Penning-Vægt, altsaa efter Inddelingen af den vejede Mark, og at den paa Sjælland og selv i Skaane endog myntes ud i Penninge af 0,76 Grams Vægt, svarende til den jydske Pennings Vægt. Fra Harald Heins Tid og senere bliver Pengemarkens Deling i 240 Penninge den almindelige i Skaane og paa Sjælland og Fyen. I Jylland er dens Deling i 288 Penninge næsten konstant. Stundom finder dog Udmyntning Sted med endog 384 Penninge paa Marken eller 16 paa Ørtugen (292). De fra Tid til anden stadig indtrædende Fald i Myntvægten have utvivlsomt været foretagne for at skaffe Kongen en særlig Fordel gjennem Udmyntningen.
Ligesom i Danmark finder man ogsaa vexlende Myntforhold og en forskjellig Deling af Pengemarken i Sverigs Landsdele. Medens man ogsaa her har 10 Penninge paa Ørtugen, har det Almindelige dog sikkert været 8 Penninge (293). Denne Inddeling af Ørtugen holdt sig senere i Mellemsverig. I Gøtlandene findes derimod 16 Penninge og paa Gulland og Øland 12 Penninge paa Ørtugen (294). Disse forskjellige Delingsmaader have dog muligvis vexlet i Tidens Løb ligesom i Danmark og kun været raadende i Perioder. Norges Mynter vise, at Penningen har vexlet stærkere i Vægt der end i de andre skandinaviske Lande. Paa Island synes Ørtugen i en Periode at have været delt i 20 Penninge (295).
Man kjender ikke nogen fyldestgjørende Forklaring paa Ordet "Ørtug". Det forekommer ikke som dansk Vægtbetegnelse i England og maa såaledes antages ikke at være brugt i Vikingetiden, men først at være opstaaet senere, oprindelig kun som Betegnelse for Pengebeløb, samtidig med Myntprægningens Paabegyndelse i det samlede Skandinavien. Da Øren, ifølge de ældste af Knud den Store prægede Mynters Vægt, maa have indeholdt 20 og stundom 16 Penninge, og Ørtugen saavel i Danmark som i Sverig - Gøtlandene, Øland og Gulland fraregnede - havde 10 eller 8 Penninge, synes Ørtugen oprindelig at have været en halv Øre, og Betegnelsen "Ørtug" tør da muligvis antages at være dannet af Øre og et Udtryk, svarende til "tve", og senere omformet til "tug", hvorved Ørens Tvedeling betegnedes. Denne Benævnelse har derefter holdt sig, selv efter at Øren ikke længer deltes i Halvdele, men i Trediedele. At "tug" skulde være opstaaet af "ti", fordi Ørtugen i Almindelighed indeholdt 10 Penninge, har neppe nogen Sandsynlighed for sig (296).
De i den her omhandlede Periode i Danmark prægede Penge have sikkert alle, med Undtagelse af Halvbrakteaterne, været udmyntede som hele Penninge.