P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

VIII. Myntregning

Fortsat

Paa efterstaaende Tabeller findes en Oversigt over de hidtil fremkomne danske Udmyntningers Vægt. Tabellerne ere ordnede efter de i det sidste Afsnit optagne Mynttypers Rækkefølge og angive saaledes i Hovedtrækkene Penningens skiftende Vægt i Danmark. De i Parenthes anførte Tal betegne den paaregnede Penningvægt efter følgende Forholdstal:

Engelsk Penningvægt. 1 Mark = 233,14 Gram.

1,82 Gram = 1/16 Øre = 1 Penning 1 Mark = 128 Penninge
1,46 Gram = 1/20 Øre = 1 Penning 1 Mark = 160 Penninge

Skandinavisk Penningvægt. 1 Mark = 218,31 Gram.
1,14 Gram = 1/24 Øre = 1 Penning 1 Mark = 192 Penninge
0,91 Gram = 1/30 Øre = 1 Penning 1 Mark = 240 Penninge
0,76 Gram = 1/36 Øre = 1 Penning 1 Mark = 288 Penninge
0,57 Gram = 1/48 Øre = 1 Penning 1 Mark = 384 Penninge

Saavel en større Udmyntnings som en enkelt Mynts oprindelige Vægt er ofte vanskelig at bestemme paa Grund af Mynternes slidte Tilstand og Udførelsens Unøjagtighed. Vægten af de for stærkt beskadigede Mynter er ikke opført i Tabellerne; de med Kursivskrift angivne Vægtstørrelser ere tvivlsomme (Knud den Store. Typ Nr. 13. Hardeknud Nr. 6. 31. 34. 35. Magnus Nr. 3. 8. 31. Stridsperioden Nr. 4. Svend Estridsen Nr. 11. 12. 15. 18. 23. 29. 48. 52. 55. 76. Oluf Hunger Nr. 3. Erik Lam Nr. 2). Udmyntningernes Nøjagtighed for de enkelte Penninges Vedkommende viser sig ofte at være meget ringe. Et større Antal fuldt bevarede Penninge, prægede med samme Stempler, kunne jevnlig være af en forholdsvis betydelig, indbyrdes Vægtforskjel; her maa selvfølgelig Middelvægten særlig tages i Betragtning. For de Typers Vedkommende, hvor Mynterne ere medtagne af Brug, maa altid den største Vægt faa væsentlig Betydning. Medens man i det daglige Liv har taget Penningen, som den tilbød sig, uden Hensyn til dens noget større eller mindre Vægt, har man derimod ved større Betalinger, hvor Udmyntningernes forskjellige Vægt kunde spille en Rolle, benyttet Udvejning af Pengene som Sølv. Mynterne vare som Regel af omtrent 15-lødigt Sølv og have, ialfald indenfor Landets Grænser, været regnede som Sølv af tilstrækkelig god Lødighed, selv om de ikke altid vare det. Mod Slutningen af det her omhandlede Tidsrum forringes dog Lødigheden saa stærkt, at der snart efter skjelnes mellem Mark Sølv og Mark Penge.

Æld HBr SvT KdS Har MdG SvE Hen KdH OHu Eje Nie Emu Lam

Skaane

Lund (0,91). 0,97. 1,06. 0,85-0,90. 0,88. 0,97 - (1,82). 1,80 (1,82). 1,62-2,04. (1,46). 1,35-1,48. 1,45. 1,25-1,44. 1,17-1,35. 1,25-1,41. 1,28-1,47. (1,14). 1,07. 1,02. 1,15. 1,19. 0,64. 1,03. 1,15. 1,29. 1,19. 1,13-1,18. 1,10. 1,01-1,13. (1,14). 1,05-1,13. 1,04-1,12. (1,46). 1,65. (1,14). 1,10. 0,87-0,90. 1,26. 1,06. 1,07-1,17. 1,03. 1,06. 1-1,13. 1,03. 1. 1,11. 1,15-1,26. 1,20. 1,11. 1,03. 1,01-1,08. 1,16. 1,08. 1,09. 1,07. 1,05. 1,01. 1,03. 1,06. (1,14). 1,03-1,17. 1,23. 0,87-0,92. 0,83. 1,04-1,16. 1,04-1,11. 1,06. 0,71. 1,03-1,05. 1,03. (0,91). 0,83. 0,85-0,90. 0,83. 0,82. (1,14). 1,01-1,13. 1,02-1,11. 1. 1,05. (Edward) 0,88. 1,02-1,12. (1,82). 1,84. (1,46). 1,45. (1,14). 1,20. 0,91-1,07. 0,95-1,14. 1,02-1,15. 0,98-1,12. 0,95-1,18. 1-1,09. 0,93. 0,92-1. 0,95-1,18. 1,10. 0,9?. 0,96-1,08. 0,92-1,12. 0,85. 0,97-1,04. 1,16. 1,21. 1,04. 0,9?. 1,05. 0,98-1,08. 1,1?. 1. 0,96-1,19. 0,92. 0,98-1,19. 0,94-1,15. 0,86-1,26. 1,96-1,19. (0,91). 0,82-1,03. 0,85-1,01. (0,91). 0,90. 0,80-1,02. (1,14?). 1,07. (0,91). 0,85-0,96. 0,75. 0,86-0,92 (0,91). 0,80-0,85. 0,81-0,87. 0,78-0,92. (0,91). 0,89-0,90. 0,82-0,89. (0,91). 0,85-0,92. -
Gori - - - - (1,14). 1,06 (1,14). 1,05-1,11. - - - - - - - -
Borgeby - - - - - - (1,46). 1,43. - (0,76?). 0,72. - - - - -
Thumatorp - - - - - (?) (0,91). 0,94. (0,91). 0,87. - - - - - -

Sjælland

Roskilde - - - (1,46). 1,54. (1,82). 1,80. (1,14). 1,24. 1,22. 1,08. 0,95-1,10. 0,94-1,12. (1,14). 1,03. 0,97. 0,92-1,08. (0,76). 0,65-0,75. 0,66-0,70. (1,14). 1,03-1,10. (0,91). 0,94. 0,86. 0,85-1,02. 0,96. (1,14). 1,06-1,12. 0,90-1,17. 0,90-1,09. 0,95-1,11. 1,02. (0,91). 0,87-0,96. 0,90. (0,91). 0,89-1,03. (0,91). 0,79-1,02. (0,91). 1,02. (0,91). 0,82-0,98. (0,91). 0,80-1,01. (0,76). 0,70. 0,65-0,75. 0,65-0,72. 0,65-0,82. (0,91). 0,71-0,74. 0,85-0,94. 0,84-0,95. 0,80-0,88. (0,91?). 0,80?
Ringsted - - - (1,82). 1,85. (1,14?). 1,02. - - - - (0,91). 0,80-0,95. (0,76). 0,71. (0,76). 0,70. - - -
Slagelse - - - (1,14). 0,98-1,06. 1,05. 1,15. 0,95-1,28. 1,08-1,21. (0,91). 0,85-0,88. 0,82. (1,14). 1. 1,01. 0,98-1,16. 0,97-1,23. (1,14). 1,07. 1,11. 1-1,26. (1,14). 0,96-1,16. 1,02. 0,98. 1,01. 0,97-1,?. 1,05. 0,95. (1,14). 1,10-1,11. (0,91). 0,75-1,02. (0,91). 0,84. - - - -

Fyen

Odense - - - (1,14). 1,04. - (1,14). 1,04. 1,05-1,25. 0,90. 1,04. 1,20 (Edward). 0,84 (Harald). 1,05 (Johannes). (1,14). 1,02-1,42. 1,05. 0,93. - (0,91). 0,81-1,04. - - - - -
Toftum - - - - - (1,14). 1,05-1,22 (Edward). 1,10-1,30. - - - - - - - -

Jylland

Aalborg - - - - (0,76). 0,68-0,83. - - - (0,76). 0,75. - - - - -
Aarhus - - - - (0,76). 0,67-0,76. 0,70-0,80. 0,84-0,87. 0,65-0,75. (0,76). 0,68-0,79. 0,73 - - - - - - - -
Viborg - - - (1,46). 1,37-1,62. 1,40. 1,44. (0,76). 0,69-0,72. 0,74-0,85. 0,76. 0,75-0,83. 0,85. 0,71. (0,76). 0,85. 0,68-0,80. (0,76). 0,64-0,86. (0,76). 0,69-0,76. 0,64-0,78. 0,60-0,70. 0,68-0,78. (0,91). 1,02. 1,00. (0,76). 0,58-0,72. 0,60-0,65. 0,54-0,75. 0,66-0,75. (0,91). 0,95-1,06. (0,57?). 0,35-0,41?. (0,57?). 0,63. - (0,57?). 0,40? (0,76). 0,71. - -
Ørbæk - - - (0,76). 0,70-0,81. (0,76). 0,69-0,79. - - - - - - - - -
Randers - - - - - - - - - - (0,76). 0,64-0,76 - - -
Ribe - - - (1,46). 1,28-1,69. 1,34-1,50. (0,76). 0,72-0,77. 0,67-0,79. - (0,76). 0,70-0,85. 0,72-0,86. - - - - (0,76?). 0,67. 0,64. 0,63. - -
Hedeby (Slesvig) 0,35-0,56. 0,33-0,37. 0,32-0,35. 0,27. 0,20. 0,20. - - (0,76). 0,70. 0,71 (0,76). 0,68-0,75 (0,76). 0,63. 0,69. 0,68-0,74 (0,76). 0,64-0,82. 0,60-0,76. 0,75. 0,56-0,76. 0,60-0,73. 0,65. 0,50-0,63. 0,60-0,72. - - - - (0,76?). 0,67. 0,64. 0,63 - -
Æld HBr SvT KdS Har MdG SvE Hen KdH OHu Eje Nie Emu Lam

Æld = Ældste Grupper, HBr = Halvbrakteater, SvT = Svend Tveskæg, KdS = Knud den Store, Har = Hardeknud, MdG = Magnus d. Gode (og hans Modstandere), SvE = Svend Estridsen, Hen = Harald Hen, KdH = Knud den Hellige, OHu = Oluf Hunger, Eje = Erik Ejegod, Nie = Niels, Emu = Erik Emune, Lam = Erik Lam (og Oluf).

Udmyntningerne under Svend Tveskjæg og i Knud den Stores første Regjeringsperiode bleve, som anført, prægede til en Penningvægt af 1,82 Gram; derefter udmvntes Penningen til en Vægt af 1,46 Gram. Denne Vægt, der overføres fra England, benyttes en Tid ved Danmarks vigtigste Myntsteder. I England nedsætter Kong Knud Myntvægten kort Tid efter Aar 1020 (297) ved at indføre den skandinaviske Markvægt paa 218,31 Gram med Penny'en vejende 1,14 Gram. En tilsvarende Forandring indføres faa Aar efter, 1025-1027 (298), i Danmark, hvor man da forlader den engel ske Markvægt og gaar over til den skandinaviske. I Skaane og paa Øerne deles derpaa Marken i 192 Penninge, der ligeledes udmyntes til en Vægt af 1,14 Gram, altsaa 24 Penninge paa Øren eller 8 paa Ørtugen. l Jylland derimod deles Marken i 288 Penninge af 0,76 Grams Vægt, altsaa med 36 Penninge paa Øren eller 12 paa Ortugen, hvilken Vægt derefter bliver den almindelig anvendte i Jylland. Ved Myntforandringen optager man saaledes ikke den oprindelige, danske Myntvægt, men slutter sig derimod tildels til det nye, engelsk-skandinaviske Myntsystem.

Hardeknud. Den almindelige Penningvægt i Skaane og paa Sjælland er 1,14 Gr., i Jylland 0,76 Gram. En Svingning viser sig, for Lunds Udmyntningers Vedkommende op til 1,46 Gram (Nr. 4) og muligvis ned til 0,91 Gram (Nr. 6), altsaa 1/30 Øre eller 10 Penninge paa Ørtugen. Ved Roskildemynten indtræder der en stærk Nedgang til 0,76 Gr., saaledes at Penningen synker til en ligesaa ringe Vægt som den jydske.

Magnus den Gode. Det samme Vægtforhold med Penningen paa 1,14 Gram holder. sig i Skaane og paa Øerne; dog indtræder der et Par Svingninger til 0,91 Gram i Lunds og Odenses Penningvægt (Nr. 3. 4. 21). I Jylland holder Penningen fremdeles en Vægt af 0,76 Gram. Striden mellem Magnus og Svend Estridsen lader ikke til at have havt nogen Indflydelse for Myntvægtens Vedkommende.

Svend Estridsen. Den normerede Penningvægt i Skaane og paa Sjælland og Fyen er fremdeles 1,14 Gram og i Jylland 0,76 Gram. l Skaane svinger Vægten op til 1,82 Gram og 1,46 Gram (Nr. 1. 2) (299); muligvis er Penningvægten sunket ned til 0,91 Gram ved enkelte, Udmyntninger (Nr. 11. 12. 15. 18. 23. 29). I Slutningen af Svends Regjering sker der en Nedgang til 0,91 Gram for Roskildemyntens og vistnok ligeledes for Slagelsemyntens Vedkommende (Nr. 43. 44. 48. 52). Et Par jydske Udmyntninger, formentlig fra Viborg, vise en forhøjet Vægt af 0,91 Gram (Nr. 60. 61), medens i Hedeby Vægten af en Udmyntning synes at være sunket ned til 0,57 Gram (Nr. 76). Ellers holder den jydske Penningvægt sig konstant, 0,76 Gram.

Harald Hein. Der indtræder nu mere faste Forhold i Penningvægten ligesom i Myntvæsenet i det Hele, hvilken Forbedring dog kun holder sig under denne Konge. Over hele Riget udmyntes Penningen til en Vægt af 0,91 Gr., altsaa 10 Penninge paa Ørtugen, saavel i Øst- som i Vestdanmark. Kun en enkelt, muligvis tidlig Udmyntning i Slagelse har endnu en Penningvægt af 1,14 Gram (Nr. 5).

Knud den Hellige. Der viser sig atter Forskjel mellem den østlige og den vestlige Penningvægt. I Skaane og paa Sjælland og Fyen er den normerede Vægt 0,91 Gr. Dog har Udmyntningen fra Borgeby i Skaane kun en Vægt af 0,76 Gram. I Jylland daler atter Vægten til 0,76 Gram, ved Udmyntningen i Viborg muligvis endog til 0,57 Gram.

Oluf Hunger. De faa Mynter fra denne Konge vise en Penningvægt af 0,91 Gram i Skaane og paa Sjælland; i Ringsted er den dog kun 0,76 Gram, i Viborg synes den fremdeles kun at være 0,67 Gram.

Erik Ejegod. I Lund og Roskilde er Penningvægten vedblivende 0,91 Gram og i Ringsted 0,76 Gram. Denne sidste Vægt holder ogsaa Udmyntningen i Randers.

Niels. I Skaane er Penningvægten 0,91 Gram, paa Sjælland 0,91 og 0,76 Gram og i Jylland 0,57 og 0,76 Gram.

Erik Emun. I Skaane og paa Sjælland er Penningvægten 0,91 Gram. Fra Jylland kjendes den ikke.

Erik Lam. Oplysninger savnes om Penningvægten.

Undersøgelsen af den danske Myntpennings Vægt viser altsaa i sine Hovedtræk, at man ved de ældste Udmyntninger har gjort Penningvægten i Overensstemmelse med den nordiske Sølvmarks Penningvægt, 0,91 Gram, eller 240 Penninge paa Marken. Senere, efterat et ordnet Myntsystem er indført i Riget, har man først anvendt den engelske Marks Penningvægt, og derefter er man gaaet tilbage til den danske Mark med Penninge af forskjellig Vægt. Kun undtagelsesvis foretages der Udmyntninger, i Overensstemmelse med den vejede Sølvmarks Penningvægt, saaledes at der gaar 240 Penninge paa Marken.

Denne oprindelige Myntinddeling gjennemføres først under Harald Hein, saaledes at der over hele Riget bliver den samme Penningvægt, 0,91 Gram; overalt regnes der med 10 Penninge paa Ørtugen, 30 paa Øren og 240 paa Marken.

Under de følgende Konger bevares denne Deling af Pengemarken i Skaane, paa Sjælland og Fyen, undtagen i Ringsted, hvor Penningen under Oluf Hunger og Erik Ejegod udmyntes, ligesom i Reglen atter i Jylland, til en Vægt af 0,76 Gram, altsaa 12 Penninge paa Ørtugen, 36 paa Øren og 288 paa Marken. Mærkelig ringe er Viborg-Mynternes Vægt, 0,57 Gram, under Knud den Hellige, Oluf Hunger og Niels.

Afvigende i Vægt fra den almindelig benyttede Penning udmyntes der overalt paa forskjellige Tidspunkter Penge af en anden, snart større, snart ringere Vægt, saaledes at Mynternes Vægt og dermed Antallet af dem paa Marken ikke bliver konstant. Udmyntningerne maa saaledes have været underkastede forskjellige, til Tider skiftende Forbold og praktiske Hensyn. Mangelen paa Smaamynt, balve Penninge eller Oboler, viser sig stedse i de mance overklippede Mynter, som forekomme i Fundene lige til den sidste Tid, saaledes endnu i det under Erik Emun nedlagte Tessebølle-Fund. Først under Svends, Knuds og Valdemars Fællesregjering præges halve Penninge, ensidede, tynde Hulpenge, de saakaldte Brakteater.

I de ældste danske Love ligesom i de angelsaxiske findes, som foran omtalt, særlig strenge Straffe for Falskmyntneri. Den Slutning kunde drages heraf, at Pengeforfalskning var en ikke ualmindelig Forbrydelse, og at der derfor i Myntrækkerne maatte forekomme adskillige falske Mynter. Mistanke i saa Henseende kunde navnlig rettes mod de mange, slet udførte, ofte helt barbariske Mynter, der tilhøre den tidligere Periode, og som først forsvinde ved Harald Heins Forbedring af Myntvæsenet. Og blandt disse mistænkelige Udmyntninger maatte da Opmærksomheden særlig fæstes paa dem, der kun indeholde en enkelt eller nogle faa læselige og velprægede Mynter, medens et stort Antal Variationer ere yderst raat udførte og uden Spor af Mening i Omskrifterne. Som Exempler kan fremdrages de store jydske Udmyntninger under Knud den Store fra Ørbæk, under Hardeknud fra Aarhus, Viborg og Ørbæk, under Magnus den Gode fra Viborg og Ribe og fra Viborg under Svend Estridsen.

Spørgsmaalet om, hvorvidt disse barbariske Mynter kunne betragtes som falske, maa utvivlsomt besvares benægtende (300). Det er aabenbart, at disse Mynter ofte tilhøre Udmyntninger, der ere foretagne i Skyndsomhed. De første Stempler have været gjorte med Omhu, medens Resten har været udført af Myntprægere, der ikke have været synderlig forfarne i deres Kunst, men som under den store Travlhed med Udmyntningen have skullet skaffe mange Stempler tilveje; det gjaldt da kun om at give disse - en vis Lighed med det oprindelige Stempel, og denne er efterhaanden blevet fjernere. At dette forholder sig saaledes, ses deraf, at der næsten altid ved talrig repræsenterede Myntgrupper findes Overgangsformer fra de godt udførte Mynter til de slette. I adskillige Tilfælde kan Omskriftens delvis forvirrede Indhold endnu følges og Fremstillingen være ret omhyggelig udført; paa andre spores den oprindelige Omskrift i de rigtige Bogstaver, kun stillede i forvirret Orden, samtidig med at Fremstilingens Udførelse er forringet, og endelig komme de yderst degenererede Mynter. At de alle ere prægede samtidig og paa samme Sted tør sluttes deraf, at ikke sjelden et af de bedre udførte Stempler findes anvendt sammen med et af de ringere. Selv de mest barbarisk udførte Mynter tør man saaledes ikke anse for falske, da de inaa antages at være udførte paa Grundiag af læselige Mynter, som man ofte endnu ikke kjender. Adskillige af disse ville muligvis engang i Tiden komme for Dagens Lys oføre til Forstaaelse af deres uheldige Udløbere.

I den foregaaende Undersøgelse af Myntens Værdi er Behandlingen af dens Lødighed ganske forbigaaet. Spørgsmaalet har selvfølgelig sin Interesse, selv om Legeringen i den her omhandlede Periode ikke er underkastet Forandringer af større Betydning. Dette Spørgsmaal vilde dog kun kunne løses med noget virkeligt Resultat, naar de forskjellige Myntgruppers Lødighedsforhold kunde sammenlignes indbyrdes og Forholdstallene opstilles. Men dette lader sig vanskelig gjøre, idet Mynterne vilde gaa tabt ved Undersøgelsen, naar denne skulde være fornøden omhyggelig; og den langt overvejende Part af denne Periodes Mynter ere for sjeldne og værdifulde til at turde ødelægges. Man maa derfor lade sig nøje med at betragte Mynternes Værdi i Forholdet efter deres Vægt, ligesom Datidens Mennesker som oftest have været henviste til at gjore det. Men de Gamle, der vare kyndige i Pengesager, have dog sikkert fortræffelig vidst, at Lødigheden ikke altid var den samme, og at nogle Udmyntninger vare af ringere, virkelig Værdi end andre af samme Vægt. Et oplysende Exempel herpaa findes i Olaf den Helliges Saga, som ganske vist fortælles en rum Tid efter de meddelte Begivenheder, men hvor dog Traditionen tør antages at bave sin Betydning. Sagaen fortæller, at Kong Olaf sendte en betroet Mand over til Færøerne forat hente Skat. Da denne skulde udbetales, modtog Udsendingen først en Pung med Sølvpenge, som rystedes ud paa et Skjold, men som han vægrede sig ved at tage imod med de Ord: "Jeg tror, at alle de gale Penge, som findes paa Nordøerne, ere samlede her". Han fik da en anden Pung med Penge, der vare betalte i Landskyld. "Disse Penge ere daarlige", sagde han, "dog tænker jeg, at ved en almindelig Gjæld uden særdeles Betingelser vilde sligt blive modtaget; men saadanne Penge vil jeg ikke modtage til Kong Olaf". Endelig faar han en tredie Pung, om hvis Indhold han udtaler: "Vi behøve ikke at betragte disse Penge nøjere; her er den ene Penning bedre end den anden. Disse ville vi modtage". Derpaa blev Sølvet vejet og hældt ud i en Hjelm, efterhaanden som det afvejedes.

Sagaen viser, hvorledes man i en blandet Masse af Penge, hvoriblandt vistnok ogsaa har været fremmede, godt har forstaaet at udskille de falske Penge og de mindre værdifulde fra de gode, og at man ved Betalinger med sammenblandet Mynt af tilstrækkelig god Lødighed har vejet og ikke talt den. I vore Fund fra denne Periode træffes undertiden afgjort falske Mynter. Det gulagtige, mere kobberholdige Metal er tydelig afstikkende blandt de hvide Penge.

Efter Erik Lams Regjeringstid indtræder der paa forskjellig Vis forandrede Forhold i vort Myntvæsen. Det bliver saaledes ikke længer Skik at anbringe Myntprægerens og Myntstedets Navne paa Myntens Revers, hvor man derimod ofte vil træffe en Fremstilling af den gejstlige Myntherre, naar han er Andelshaver i Mynten. Jevnlig udmyntes der nu ensidede, lette Mynter af tyndt Sølvblik, de saakaldte Hulpenge eller Brakteater, der i Lighed med svenske og norske Brakteater have havt en halv Pennings, Obols, Værdi. Endelig forringes, som ovenfor sagt, snart efter Lødigheden saa stærkt, at Mynten ikke mere tages for godt Selv, og der skjelnes derfor mellem Mark Sølv og Mark Penge. Allerede i Aaret 1180 (301) angives Pengemarkens Værdi kun at være en Trediedel af Sølvmarkens.

Kap. X. Danske Mynttyper indtil Aar 1146


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt