P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

X. Danske Mynttyper indtil Aar 1146

Kjendskabet til Danmarks Mynter er i de sidste halvhundrede Aar gaaet stærkt fremad, efterat Fundene ere blevne underkastede en mere kritisk Behandling end tidligere; de omhyggelig gjorte Optegnelser om disse have forskaffet det uundværlige Materiale til Undersøgelser af vort Myntvæsen og til Ordning af vore Mynter. Hvor stærkt Kjendskabet til dem har udviklet sig i Tidens Løb ses af følgende. Aar 1670 udkom det første danske, numismatiske Arbejde, Joh. Mule: "Numismata Danorum"; i dette omtales ikke en eneste dansk Mynt fra det her omhandlede Tidsrum. Det følgende Arbejde, Kapitlet om Mynter i O. Jacobæus: "Museum regium", fra 1696, omtaler kun en Viborg-Mynt fra Svend Estridsen; det senere udgivne Tillæg fra 1699 nævner endnu en dansk Mynt, Knud den Helliges ene Odense-Mynt. I Bogens 2den Udgave 1719 ved Joh. Laverentzen findes endvidere omtalt Svend Tveskjægs Mynt, endnu en Viborg-Mynt fra Svend Estridsen og, en Roskildemynt fra Knud den Hellige. I Thomas Bircherods Bog "Specimen antiqvæ rei monetariæ Danorum", 1701, var kun en eneste Mynt anført fra denne Periode, den ene Viborg-Mynt fra Svend Estridsen, der her tillægges Svend Tveskjæg. Aar 1739 gjordes det store Holsteinborg-Fund, som bl. A. indeholdt Mynter fra Svend Estridsen og Harald Hein. Enten har dette Fund tillige bragt Mynter fra Knud den Hellige, eller ogsaa er der paa et noget senere Tidspunkt fremkommet et Fund med Mynter fra denne Konge, da Hielmstiernes Medaille- og Myntsamling, 1786, indeholdt adskillige af dem. I denne Samling fandtes ialt 30 danske Mynter fra den foreliggende Periode; Svend Estridsens Runemynter fra Roskilde henføres her til Svend Tveskjæg. I det saa omhyggelig udførte og for de efter 1448 prægede Mynters Vedkommende endnu fortrinlige Arbejde: "Beskrivelse over danske Mynter og Medailler i den kongelige Samling", 1791, optages 42 Typer, som tilhøre denne Periode; heraf betegnes dog 22 som "uvisse", deriblandt Halvbrakteater af hvilke der Aar 1739 var gjort et større Fund ved Gremmerup i Slesvig. Myntbeskrivelsens Fremkomst gav Stødet til et stærkt Opsving paa Numismatikens Omraade og bragte Liv i Samlervirksomheden. Snart efter indtraadte der en Periode, der var rig paa Fund. 1822 fremkom det store Selsø-Fund, 1829 Fundet fra Munksjørup og 1830 Tørring-Fundet, ved hvilke man fik Kjendskab til en stor Mængde hidtil ukjendte Mynter, der paa mange Maader kastede nyt Lys over Mynternes Rækkefølge, som hidtil havde været meget usikker. Resultatet af de nye Undersøgelser kom til at foreligge i det af Professor C. Ramus, med Bistand af O. Devegge, udarbejdede Værk om Danmarks Mynter fra Middelalderen, hvis Fuldførelse afbrødes ved Forfatterens Død 1832. Det afsluttedes aldrig senere, fordi nye Fundundersøgelser gav Resultater, der ikke stemmede med Mynternes Ordning i Værket. De ypperlige, kobberstukne Tavler ere hidtil det eneste samlede Afbildningsmateriale af danske Mynter fra Middelalderen. Det indeholder ialt fra det her behandlede Tidsrum 140 Mynttyper, som tilhøre Danmark; nu, 70 Aar senere, er Antallet steget til 302. Denne uforholdsmæssig store Tilvæxt skyldes dels nye Typers Fremkomst i vore egne Fund, dels Kjendskabet til mange hidtil upaaagtede Typer i andre Samlinger, navnlig i Stockholms Myntkabinet, og endelig Henførelsen af adskillige angelsaxiske Typer til Danmark, hvilke tidligere betragtedes som tilhørende England, og som af afd. Rigsantikvar B. E. Hildebrand henførtes til dette Land i hans Arbejder om de i Sverig fundne angelsaxiske Mynter. Endelig komme ogsaa de Typer til, som ere fra Tiden, før den regelmæssige Udmyntning indførtes i Danmark, nemlig de ældste Myntgrupper og Halvbrakteaterne.

Det har været Fortidens Opgave at samle Materialet; Nutidens vil være at behandle det og bringe Klarhed i det. Af større videnskabelige Undersøgelser med dette Formaal foreligger der hidtil ikke meget, medens der er udgivet en Række omhyggelig udarbejdede Beskrivelser af vore vigtigste Fund og adskillige Afhandlinger vedrørende dansk Numismatik, hvilke Arbejder skyldes vore første Myntkjendere som C. Ramus, C. J. Thomsen, C. F. Herbst, S. Bergsøe, Kr. Erslev og endelig Sverigs to Rigsantikvarer, B. E. Hildebrand og Hans Hildebrand.

Det betydeligste Arbejde, i hvilket en numismatisk Opgave vedrørende den foreliggende Periode er behandlet videnskabeligt, er Prof. Kr. Erslevs (Roskildes ældste Mønter" (302). Forfatteren har underkastet sit Stof en indgaaende Undersøgelse. Han har givet dels en, som de foregaaende, hyppige Henvisninger udvise, fyldig Oversigt over vore tidligste Myntforhold, dels en, væsentlig paa de dengang kjendte Fund baseret Ordning af Stadens ældste Mynttyper. De senere Aars Fund og det rige Materiale, der foreligger i Stockholms Myntkabinet, har imidlertid bragt større Kjendskab til Roskildes Udmyntninger, saaledes at der af Hovedtypen med "tre Skjolde" nu kjendes c. 70 Variationer, medens Prof. Erslev beskriver 48. Dette forøgede Materiale saavelsom Fundoptegnelserne i Stockholms Myntkabinets Arkiv give forskjellige Oplysninger, der medføre nogle Ændringer i Ordningen af denne Hovedtyps Mynter og bringe Spørgsmaalet et Stykke videre frem. Vi skulle her gjøre Rede for vort Syn paa enkelte Punkter vedrørende disse Mynters Ordning.

Af de til Knud den Støre henførte 11 Variationer tilhører Nr. 8 (303) vistnok Hardeknud. Dels viser Vægten hen til Hardeknud, dels synes Adverspræget at være det samme som paa dennes Mynt Nr. 12 (304), men er muligvis slidt eller ikke skarpt udpræget, saaledes at Tverindskriften er misforstaaet. De fine Punktrækker over og under Tverindskriften paa Nr. 8 findes ogsaa paa Hardeknuds Mynt, men synes at være svagt udprægede her. Ogsaa Nr. 9 maa antages at tilhøre denne Konge, paa Grund af det med Nr. 8 utvivlsomt fælles Reverspræg.

De til Hardeknud henførte Mynter af denne Typ deles i en ældre Gruppe af ringere Vægt, Nr. 12-17, og to yngre af større Vægt, Nr, 18-21 med ombøjede Gavle og 22-26 (305) med lige Gavle. Af disse tre Grupper bør formentlig den med ombøjede Gavle henføres til Knud d. Store. Allerede de ombøjede Linier frembyde en Ejendommelighed, som Typen snarest maa antages at være udstyret med ved sin Begyndelse eller sin Slutning, neppe under sin Udvikling. Dernæst forekommer denne Særtyp allerede i et, tidligt under Hardeknud nedlagt Fund, Pilgårds b, - den kan saaledes ialfald ikke høre til hans yngre Typer -, og endelig taler en Reversomskrift for Typens Henførelse til Knud. Paa en af Prof. Erslev til usikker Tid henført Mynt, Nr. 43, med lige Gavle, er nemlig Reversomskriften (306) saa iøjnefaldende beslægtet med den paa en Mynt fra Knud, med tre Skjolde og Midtkors (307) (Enner F.), at Mynten med tilstrækkelig Sikkerhed tør henføres til denne Konge. Prof. Erslev fremhæver ogsaa, at Mynten Nr. 43 af denne Grund vistnok tilhører Knud den Store (308). Men samme Reversstempel som til Mynten Nr. 43 findes benyttet til en Mynt med ombøjede Gavle (Johanneshus F.), saaledes at formentlig denne Særgruppe maa henføres til Knud. Ifølge Prof. Erslevs Antagelse skulde de mindst vægtige Variationer fra Hardeknud være ældre end de andre af denne Typ fra samme Konge. Herimod synes imidlertid at tale, at det neppe er rimeligt, at en vægtigere Udmyntning har afløst en lettere af samme Typ; det omvendte har snarere Sandsynligheden for sig og maa derfor naturligst antages at have været Tilfældet, hvor det Modsatte ikke fremgaar af Fundforholdene. Og det gjør det ikke her. Disse lettere og i Diameter mindre Mynter forekomme først i de to yngste, omtrent samtidige Fund, fra Hardeknud (Mölndal og Enegaard), medens to mere vægtige Variationer, Nr. 28 og 29, allerede træffes i det ældre Fund, Pilgårds h. Hardeknuds Mynt, Nr. 16, tør neppe henføres til den lettere Udmyntning. Den er præget med samme Adversstempel som Nr. 32 (309), der har en Vægt af 1,04-1,07 Gram, og Mynten slutter sig ved sin Størrelse til den tungere Udmyntning. Myntsamlingens Exemplar, der, saavidt vides, er det eneste kjendte af denne Variation, er endel slidt, og muligvis har det aldrig havt den bestemte, fulde Vægt. Som ovenfor fremhævet, ere selv fuldt bevarede Mynter stundom undervægtige. I det rige Fund fra Espinge forekom mange Variationer i stort Antal, prægede med samme Stempler, og det viste sig her, at to ganske ens og fuldt konserverede Mynter kunde naa til at have den højst forskjellige Vægt 0,75 og 1,09 Gram. Hvis den lette af disse Mynter havde været slidt, kunde den godt være gaaet ned til samme ringe Vægt, 0,69 Gram, som Roskilde-Mynten Nr. 16.

Endvidere henfører Prof. Erslev en Del Variationer, Nr. 28-42, til Tidsrummet 1042-1060 (310). Af disse tilhøre imidlertid flere, Nr. 28-33, med Tverindskrifterne + OCIIEANI og + OEIIEVNH, Hardeknud, idet der i to af de i hans Tid nedlagte Fund forekomme Mynter, der ere prægede med disse Adversstempler (Pilgårds b og Mölndal). Der synes ofte ved de under Magnus den Gode prægede Mynter af denne Typ at være den Ejendommelighed, at Vinklerne eller Gavlene have en større Vidde end paa Hardeknuds Mynter, og endvidere, at der jevnlig findes et Kors i hver Gavl.

Prof. Erslev antager, at Udmyntningen har vedvaret til omtrent Aar 1060 (311). Sandsynligheden taler imidlertid ikke for, at en Udmyntning med et saa ringe Antal Variationer (18) efter Aar 1042 skulde have strakt sig gjennem et saa langt Tidsrum, tilmed da Hovedparten af disse Variationer ere i høj Grad nær beslægtede. Der findes heller ikke tilstrækkelig Støtte herfor i Fundene. De faa kjendte, under Magnus nedlagte Fund yde ikke nogen Støtte for Undersøgelsen; men i de efter 1047 under Svend Estridsen nedlagte Fund ere Variationerne fra Hardeknud ofte ligesaa stærkt repræsenterede som de senere, der formentlig tilhøre Magnus, saaledes de hyppigst forekommende med + OCIOENI + og + OCIEIONI paa Tverfeltet; disse Variationer optræde allerede i de ældste Fund fra Svends Tid uden at nye, særlig forskjellige senere komme til. Fundene yde saaledes intet Bevis for, at Udmyntningen har strakt sig ind i Svends Regjeringstid. Mynterne selv tale for, at Udmyntningen af denne Typ kan være afsluttet under Magnus.

Af de til "usikker Tid" af Prof. Erslev henførte Mynter, Nr. 43-48, have vi allerede omtalt Nr. 43 som utvivlsom tilhørende Knud. Nr. 44-47 maa formentlig henføres til Hardeknud paa Grund af Størrelsen og Prægenes Ejendommeligheder, saaledes de mindre vide Gavle; Nr. 48 derimod til Magnus, da Gavlvidden her er større. Denne sidste Variation, hvoraf der kjendes to Exemplarer, er iøvrigt i sin Karakter og Udførelse forskjellig fra alle de tidligere og den eneste, der kunde tyde paa at være af en sildigere Udmyntning. Noget bestemt Holdepunkt for at henføre den til Svend mangler imidlertid endnu.

Det vil af det Anførte fremgaa, hvilken Betydning nøjagtige Optegnelser om Fundenes Indhold nødvendigvis maa have for Bestemmelsen af Mynter med forvirrede Omskrifter. Naar der ikke foreligger Oplysninger gjennem Fund, og Undersøgelsen maa baseres paa Myntens Typ, Vægt, Arbejde og Prægets Karakter, kan Resultatet ikke naa videre end til en Antagelse, der kan have større eller mindre Sandsynlighed for sig. Fremtidige Fund ville vise, om disse er skjønnet rigtig ved Henførelsen, hvor denne kun er begrundet paa Hensynet til en eller anden Ejendommelighed.

Afgjørelsen ved et Skjøn gjælder ikke blot adskillige Typer, som kun ere repræsenterede ved en enkelt eller nogle faa Mynter, men ogsaa flere paa Variationer mere eller mindre rige Typer. Her skal saaledes blot nævnes Adskillelsen mellem Knuds og Hardeknuds Mynter af Slangetypen, Knud Nr. 20, Hardeknud Nr. 1; af Viborgtypen, Knud Nr. 53 og Hardeknud Nr. 41; af Ørbæktypen, Knud Nr. 54 og Hardeknud Nr. 42. Endvidere Spørgsmaalet om, hvilke Mynter med forvirret Adversomskrift af Hardeknuds Typ Nr. 28 og Magnus den Godes Nr. 1 der tilhøre den ene eller den anden af disse Konger; Henførelsen til Hedeby af flere af de, formentlig Svend Estridsen tilhørende Typer og til Ribe af de Kong Niels tillagte Mynter.

Her er, som sagt, Uklarhed paa en stor Mængde Punkter, hvor der har maattet træffes en Afgjørelse paa Grundlag af det nuværende, ofte mangelfulde Materiale, og derfor efter et Skjøn, om hvis Rigtighed Eftertiden vil kunne dømme.

-----

Herefter behandler Hauberg alle mønter i perioden. Hver mønt beskrives, eventuelle ind- og omskrifter tydes og møntens forekomst i fund på Haubergs tid oplyses. Denne Beskrivelse er (foreløbig) udeladt i Dansk Mønt. Der henvises til illustrationerne under de enkelte regenter.


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt