Hebræer 1 og 2 marker blev udmøntet som krigsmønt i årene 1644-47 i København, Christiania og Glückstadt (1). Udmøntningen blev beordret af Christian IV efter svenskernes uvarslede angreb på Jylland i december 1643. Som møntmester ansattes 27. marts 1644 Hen(d)rich Köhler, som ifølge sin bestalling skulle slå mønter 9 1/2 lødige (af den 16 lødige mark, dvs. en finhed på 59,3% sølv)(2). Bestallingen nævner ikke noget om møntfoden, men i et brev dateret 20. januar 1644 til rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt henviser kongen til "de danske Mark, som er slagen i min tid" med tilføjelsen "så tør ingen videre Ordre gøres om Myntens valør" (3). Kongen ønskede således ingen åbenhed om udmøntningen. De gamle 1 marker blev slået 25 senere 27 stykker på marken brutto og havde en slutværdi på 20 skilling dansk (4). Udmøntningen startede følgelig med fremstilling af de i dag yderst sjældne (prøve-) 20 skillinge. Da disse imidlertid ikke gav tilstrækkelig fortjeneste, valgte man i stedet at opskrive mønterne til 2 mark (= 32 skilling), som derefter blev udmøntet 21 stykker på den 9 1/2 lødige mark, hvilket gav nogenlunde samme fortjeneste som de gamle 1 marker (5).
Lødighed
Der findes enkelte ældre analyser af hebræermønters lødighed (6). De viser en tendens til en lødighed på en smule over 60%, men om disse analyser har generel gyldighed vides ikke. Kan analyserne bekræftes ved moderne analyser på et større materiale, bør hebræermønter principielt ikke karakteriseres som underlødige, men blot som forringede (7). Den udbredte modstand mod disse "Ulfeldtere" sammen med Rigsrådets nedsættelse af deres værdi allerede i marts 1648 mindre end en måned efter Christian IVs død efterlader dog ingen tvivl om, at hebræermønter efter datidens målestok var slet mønt.
Vægt
At lødigheden af en mønt er i orden er imidlertid ikke nok. Også grovvægten skal stemme, for at kravet til finvægten d.v.s. indholdet af fint sølv er opfyldt. Om hebræermønter ved leveringen fra møntstedet var fuldvægtige i ordets bogstavelige betydning er imidlertid et spørgsmål, som det langt fra er nogen simpel sag at give et sikkert svar på.
| Møntsted | Enhed | Antal | Vægtinterval gram |
gns-vægt gram |
% af krævet gns-vægt |
| København | 2 mark | 136 | 10,33-11,09 | 10,76 | 97 |
| Christiania | 196 | 10,45-10,95 | 10,72 | 96 | |
| Glückstadt | 106 | 10,17-11,01 | 10,76 | 97 | |
| København | 1 mark | 177 | 4,73-5,59 | 5,25 | 94 |
| Christiania | 88 | 5,03-5,42 | 5,25 | 94 |
Udmøntning af 2 marker med 21 stykker på en bruttomark sølv (= 233,855 gram) indebar et vægtkrav for 1 og 2 hebræer marker på henholdsvis 5,568 gram og 11,136 gram. Velbevarede hebræer 1 og 2 marker fremviser imidlertid så store indbyrdes vægtforskelle (tabel 1), at der ikke kan herske tvivl om, at de er fremstillet på møntblanketter, som er vægtkontrolleret portionsvis (al marco) (8). De førnævnte vægtkrav er således gennemsnitsvægte, som i praksis er opnået på møntstedet ved - som påvist for Gotfred Krügers københavnske kroner 1671 - at udskifte overvægtige blanketter med undervægtige blanketter indtil den pågældende portion blanketter havde den ønskede totalvægt (9).
Ved al marco vægtkontrol accepteredes dog en vis afvigelse på gennemsnitsvægten - et såkaldt remedium - anvendt ligeligt i begge retninger, således at mønterne samlet overholdt den krævede gennemsnitsvægt. Om der har været formuleret et konkret vægtremedium ved udmøntningen af hebræer 1 og 2 marker vides ikke (10), men i givet fald har det næppe ligget væsentligt over de 0,78%, som i 1643 blev fastlagt som remedium ved udmøntning af speciemønt i Christiania (11). Da det i praksis var vanskeligt at kontrollere overholdelsen af vægtkravet, har møntmestrene nærmest risikofrit kunnet vægtkontrollere blanketterne til den krævede gennemsnitsvægt minus remediet, for på den måde uretmæssigt at indkassere værdien af remediet (12). Som hovedregel må omsætningsmønt fra 1600-tallet således antages at være slået på blanketter, som gennemsnitligt var svagt undervægtige. En karakteristik af hebræermønter som undervægtige forudsætter dermed implicit, at mønternes gennemsnitsvægt fra møntstedet var lavere, end hvad der - omend ikke stiltiende så dog i praksis - blev accepteret.
Hebræermønter med en kendt cirkulationstid findes i stort tal i Brogadeskatten fra Køge, som menes nedlagt mellem 1673 og 1675-76 d.v.s. højst 31 år efter mønternes fremstillingstidspunkt (13). Vejning af skattens ialt 596 hebræermønter giver de i tabel 1 viste gennemsnitsvægte, som for 1 marker ligger ensartet 6% og for 2 marker ensartet 3-4% under de krævede gennemsnitsvægte. På nær én københavnsk 1 mark fra 1645 er alle vejede mønter undervægtige. Selvom Brogadeskattens hebræermønter som helhed virker særdeles velbevarede, er ingen af dem dog stempelfriske. Da de ydermere omfatter et bredt sortiment af stempelkombinationer, taler alt for, at de er udtaget fra omsætningen tæt op til nedlægningspunktet.
Den slitage, de gennem cirkulationen har været udsat for, kan dog næppe alene forklare gennemsnitlige vægttab på op til 5% procent. En væsentligere årsag til de reducerede gennemsnitsvægte er utvivlsomt den, at der frem til nedlægningstidspunktet er foregået en (ulovlig) frasortering (udvipning) af overvægtige mønter til indsmeltning for at tjene på disse mønters større finvægt. At gennemsnitsvægten ved udvipningen ikke er reduceret lige meget for de to møntenheder, siger intet om mønternes oprindelige gennemsnitsvægte, men kan alene skyldes forskelle i de to møntenheders gennemsnitlige vægtfordeling ved leveringen fra møntstederne. En relativt høj totalvægt af overvægtige mønter vil således ved en efterfølgende udvipning efterlade mønter i omsætningen med en relativt lav gennemsnitsvægt og vice versa (14).
Blanketternes vægte vil inden vægtjusteringen være normalfordelt. Da vægtjusteringen ved al marco afvejningen kunstigt ændrer på blanketternes "naturlige" vægtfordeling, er det ikke muligt ud fra et møntmateriale, som efterfølgende har været udsat for udvipning, at rekonstruere, hvordan vægtfordelingen var ved leveringen fra møntstedet. Dermed kan den leverede gennemsnitsvægt heller ikke rekonstrueres. I erkendelse heraf giver en vægtanalyse som den foreliggende alene grundlag for at konstatere,
Under antagelse af, at et remedium på omkring 1% har været gældende for begge møntenheder og respekteret på "normal" vis d.v.s. at mønterne fast har været leveret fra møntstederne med en gennemsnitlig undervægt på 1%, giver vægtanalysen yderligere grundlag for at konstatere,
Hvorvidt sidstnævnte antagelse er korrekt eller ej lader sig ikke afklare, medmindre et fremtidigt skattefund skulle vise sig at indeholde en større samlet leverance af stempelfriske og stempelidentiske hebræermønter. Sandsynligheden herfor må dog anses for at være yderst ringe, især også i betragtning af hebræermøntemes dårlige omdømme inden værdinedsættelsen i 1648, som har gjort det attraktivt for ejerne at sætte dem i omløb jo før jo bedre.
(NNUM 2/2001 side 27-30)
Noter