Sølvskatten fra Brogade i Køge (nedlagt ca. 1673-1676) (1) indeholdt 124 grove københavnske kroner 1652-1661 slået af møntmester Henrik Köhler mod kun 7 eksemplarer af de tilsvarende 2 marker. Til udmøntningen af de to nominaler er der brugt henholdsvis ca. 600 og 45 stempler (2). Regnskaberne for de pågældende udmøntninger giver kun oplysning om udmøntningens samlede værdi i kronerigsdaler (3). Det er derfor ikke umiddelbart muligt at afgøre, hvor stor mængder der blev slået af 2 marker henholdsvis kroner.
Da skatten samtidigt indeholder en Guds velsignelse af de forhadte hebræer 1 og 2 marker fra 1644-1647 (1303 mark) (4), samt norske 1 og 2 marker fra Frederik III til omtrent den halve værdi (608 mark) (5), har skattens ejer, Køgekøbmanden Jens Falch, tydeligvis ikke haft nogen præference for kun at henlægge kronestykker. Skatten er tydeligvis en opsparingskat (6). Den forholdsmæssige værdi af kronemønt fra forskellige år afviger derfor mere eller mindre fra, hvad udmøntningstallene angiver (7). Derimod vil værdien af kronemønt inden for samme år f.eks. af kroner og 2 marker fra 1653 kunne forventes at være fuldt sammenlignelige og (mere eller mindre præcist) afspejle forholdet mellem størrelsen af deres udmøntning. Alt taler derfor for, at grove københavnske 2 marker 1652-61 blev slået i så beskedent antal, at de knapt har været synlige i en omsætning, som i forvejen bød på rigelige mængder af ældre 1 og 2 marker til betalingsformål. På den baggrund forekommer det umiddelbart vanskeligt at se, hvorfor Henrik Köhler vedholdende opretholdt en småudmøntning af 2 marker gennem alle år.
Småudmøntninger af omsætningsmønt var dog ikke noget særsyn i 1600-tallet. Christian IV´s møntrækker vrimler med eksempler herpå, og bl.a. Christian V´s norske serier af kroner fra Christiania og Kongsberg (se nedenfor) er begge ledsaget af beskedne udmøntninger af 1 og 2 marker, samt i Christiania yderligere af 8 skillinge. Når den overordnede møntomsætning i samfundet ikke kan have været det primære mål for disse småudmøntninger, kan man med rette spørge sig, hvorfor udmøntningerne da fandt sted, når det for møntstederne var billigere at slå én krone i stedet for to 2 marker. Man kan forestille sig mange motiver hertil, men i det mindste for nogle småudmøntninger skal forklaringen nok søges i en særlig gren af møntomsætningen, nemlig i mønternes distributionsvej fra møntstederne.
Når vi taler om møntomsætningen i 1600-tallet, ser vi for os et alsidigt sammensat sortiment af mønter, nye som gamle, der som en langsom strøm passerede gennem samfundet. Nye mønter kom til f.eks. udenlandsk dalermønt og nyslået mønt fra møntstederne, mens andre mønter forsvandt ud af omsætningen ved tab, nedsmeltning, skattehenlægning eller ved eksport til udlandet. I sagens natur er tilgangen af nyslået mønt - ligesom i dag - ikke bare foregået ved en direkte opblanding i den samlede møntmasse i samfundet. Fra møntstederne gik vejen først til Rentekammeret eller til kongens egen kasse, hvorfra mønterne efterfølgende blev anvendt til varekøb og til køb af tjenesteydelser, samt ikke mindst til lønning af de mange ansatte i kongens tjeneste.
Hvor kongens udgifter til varekøb og tjenesteydelser kunne omfatte meget store beløb, som måtte erlægges i speciemønt eller måske endog i guldmønt, omfattede datidens lønninger for de fleste mennesker småbeløb. En arbejdsmand på egen kost fik i størrelsesordenen 16 skilling = 1 mark om dagen i løn (8). De lavestlønnede af kongens ansatte kan således udelukkende have modtaget deres (uge-) løn i 1 og 2 skillinge, mens embedsmænd og andre mere vellønnede personer i kongens tjeneste nødvendigvis må have modtaget (hovedparten) af deres løn i kronemønt. På lønningsdagen siger det sig selv, at det for næringslivet i København ville være særdeles problematisk, hvis alt for mange af kongens ansatte kun modtog deres løn i hele kroner, idet de handlende i så fald måtte ligge inde med urealistisk store mængder af mindre mønt som vekselpenge. Derfor kan 2 markerne tænkes at have indgået i lønudbetalingerne for at lette forholdene for det lokale næringsliv, som udgjorde næste modtagerled for mange af de nyslåede mønter.
Af de 45 registrerede stempler anvendt til københavnske 2 marker 1652-1661 stammer de 27 (60 %) fra krigsårene 1658-1660, hvor folk manglende mønter til betalingsformål, og derfor af kongen fik tilladelse til på Mønten i København at få udmøntet mønt for eget sølv (9). Her var den primære modtager af mønterne folk, som tilsyneladende heller ikke blot kunne nøjes med at få slået kroner.
Som et mere afgrænset primært distributionsområde for et møntsted kan nævnes Kongsberg i årene 1686-1699, hvorfra vi takket være Bjørn R. Rønnings fremragende jubilæumsbog fra 1986 besidder langt flere baggrundsoplysninger end for de samtidige møntsteder i København.
I 1686 ophørte man med at udmønte nyudvundet sølv i Christiania og oprettede til formålet et nyt møntsted i Kongsberg tæt ved sølvværket samme sted. Derved sparede man både transporten af sølvbarrer til Christiania og af nyslået mønt den modsatte vej til betaling af arbejderne ved sølvværket, som i 1685 talte 432 personer. Et antal, der steg til 580 i 1694, til 670 i 1696 og til 740 i 1704 (10). I realiteten var hovedmotivet til Møntens oprettelse i Kongsberg sølvværkets behov for (nyslået) mønt til dækning af værkets driftsudgifter, herunder ikke mindst aflønning af værkets mange ansatte (11). Igennem 1600-tallet menes sølvværket således at være den største forbruger af kontante penge i Norge (12). Til sammenligning talte Møntens personale frem til 1700, foruden møntmesteren, guardeinen, møntskriveren og stempelskæreren, kun 4-6 arbejdere (13). Samlet modtog disse årligt omkring 1000 rigsdaler i løn. Hertil kom årslønnen til berghauptmand Henrik Schlanbusch på 2-3000 rigsdaler. I forhold til lønudgiften til sølvværkets arbejdere var dette dog en mindre udgiftspost (se nedenfor).
Frem til 1714 gik næsten alt sølv fra sølvværket til Mønten (14), hvis slutprodukt - sølvmønterne - havnede i bjergkassen, som møntskriveren havde ansvaret for, og hvorfra udbetalingerne til sølvværket skete (15). Ifølge reskript af 7. juli 1686 skulle halvdelen af det udvundne sølv udmøntes i specier, 3/8 i kronemønt og 1/8 i 2 skillinge (16). Efter at udmøntningen af randskriftspecier ophørte i 1696 ændredes fordelingen til 9/10 i kronemønt og 1/10 i 2 skillinge. I 1699 ændredes fordelingen atter til 5/6 i kronemønt og 1/6 i 2 skillinge (17). Fordelingen af de enkelte nominaler af kronemønt er dog ligesom i København ikke specificeret i møntregnskaberne. Mønternes nuværende hyppighed i samlinger er heller ikke til nogen hjælp, da mange modsat rettede faktorer influerer på mønters overlevelsesgrad. Da skattefund yderligere mangler for de aktuelle kronemønter, er den eneste mulighed at skønne fordelingen mellem nominalerne ud fra antallet og fordelingen af registrerede prægestempler (tabel 1) (18).
| Kroner | 2 mark | 1 mark | |||||||
| Årstal | Av. | Rv. | (n) | Av. | Rv. | (n) | Av. | Rv. | (n) |
| 1686 | 4 | 22 | 76 | 3 | 4 | 31 | 2 | 21 | 28 |
| 1687 | 4 | 26 | 96 | 2 | 4 | 40 | - | 3 | 41 |
| 1688 | 2 | 6 | 19 | - | 1 | 6 | - | 1 | 13 |
| Sum | 10 | 54 | 191 | 5 | 9 | 77 | 2 | 6 | 82 |
| Stempelforhold | 5,4:1 | 1,8:1 | 3:1 | ||||||
| 1688 | 3 | 3 | 18 | 1 | 1 | 5 | 1 | 1 | 5 |
| 1689 | 3 | 6 | 16 | 1 | 1 | 4 | - | 1 | 2 |
| 1690 | - | 2 | 12 | - | 2 | 4 | - | 1 | 4 |
| 1691 | - | 2 | 10 | 1 | 1 | 3 | 1 | 1 | 5 |
| 1692 | 2 | 3 | 17 | 2 | 3 | 9 | 1 | 1 | 18 |
| 1693 | 2 | 6 | 27 | - | 4 | 16 | - | 1 | 5 |
| 1694 | 2 | 5 | 30 | 2 | 3 | 13 | - | 1 | 12 |
| 1695 | 2 | 4 | 26 | - | 1 | 7 | - | 1 | 13 |
| 1696 | 1 | 2 | 37 | 1 | 1 | 7 | - | - | - |
| 1697 | 2 | 5 | 31 | - | 1 | 8 | - | 1 | 28 |
| 1698 | 1 | 4 | 41 | - | 1 | 6 | - | 1 | 25 |
| 1699 | 2 | 3 | 23 | 1 | 1 | 9 | - | 1 | 4 |
| Sum | 20 | 45 | 288 | 9 | 20 | 91 | 3 | 11 | 121 |
| Stempelforhold | 2,2:1 | 2,2:1 | 3,6:1 | ||||||
Tabel 1: Antal forside- (Av) og bagsidestempler (Rv) anvendt til kronemønt 1686-1699, Kongsberg. Stemplerne er henført til det årstal, hvor de først vides at været anvendt. (n) = antal undersøgte mønter.
Det skal bemærkes, at mønterne 1686-88 er slået ved hammerprægning (måske fra 1687 i et slagværk?), hvorimod mønterne 1688-1699 alle er maskinprægede i en svingpresse (19).
For alle nominaler gælder, som det fremgår af tabellen, at forbruget af bagsidestempler oversteg forbruget af forsidestempler. Bagsidestemplerne har således fungeret som overstempler, og da de samtidigt var det årstalsbærende stempel, har de kun været brugt i de pågældende år (egentlig bjergår, men det er uden betydning i nærværende sammenhæng). Antages overstemplernes gennemsnitlige holdbarhed at have været konstant inden for enkeltår uanset nominal, fås nedenstående fordeling af udmøntningstallene (tabel 2):
| Beregnet fordeling i rigsdaler | ||||
| Periode | Rigsdaler total | Kroner | 2 m | 1 m |
| 1686-1688 (20) | 106.215 | 95.545 | 8.051 | 2.619 |
| 1688 (20)-1699 | 405.141 | 328.554 | 58.968 | 17.619 |
Tabel 2: Værdien af kronemønt 1686-1699, Kongsberg opgjort i rigsdaler (= 6 mark) for de to udmøntningsperioder 1686-1688 og 1688-1699, samt udmøntningens beregnede fordeling på de tre møntenheder kroner, 2 mark og 1 mark i samme to perioder.
Tallene er vist uden afrunding og skal kun opfattes som tilnærmede størrelsesordener. For det første er antagelsen om konstant stempelholdbarhed uanset nominal næppe gyldig, da stempelslitagen gennemsnitligt øges med blanketstørrelsen. For det andet har stemplerne - især til de mindre nominaler i møntserien 1688-1699 (21) - næppe været brugt fuldt ud, hvilket trækker i den modsatte retning. Uanset disse formelle forbehold, kan der dog næppe herske tvivl om, at udmøntningen af 1 og 2 marker i Kongsberg - i lighed med forholdene i København under Frederik III - var markant lavere end udmøntningen af kroner. Bemærkelsesværdig er især udmøntningen af 1 marker 1688-1699, som troligt fandt sted hvert eneste år (22), men som det ses af tabellen årligt højst krævede nyfremstilling af ét forside- og ét bagsidestempel.
Ved oprettelsen af Mønten i Kongsberg erkendte man, at sølvværket ikke ville kunne drives effektivt, medmindre arbejderne blev aflønnet i rede penge i stedet for som tidligere med en blanding af proviantudleveringer og kreditbeviser (23). Sølvværkets arbejdere var noget dårligere aflønnet end møntarbejderne, som i løbet af et arbejdsliv i gennemsnit oppebar en årsløn på omkring 100 rigsdaler (24). Sættes årsmedianlønnen for sølvværkets arbejdere konservativt til 50 rigsdaler, og regnes der med en medianarbejdsstyrke fra 1686-1699 på 600 personer, giver det en årlig lønudbetaling alene til sølvværkets ansatte på 30.000 rigsdaler eller 420.000 rigsdaler for den samlede periode.
Fra 1686-1699 udmøntedes for 142.825 rigsdaler 2 skillinge (maksimum i 1691 på 19.970 rigsdaler) og for 4.225 rigsdaler 1 skillinge (25). Antages hele dette beløb benyttet til lønninger til sølvværkets arbejdere, må restbeløbet - mindst 275.000 rigsdaler - være udbetalt i kronemønt, hvilket i størrelsesorden svarer til over halvdelen af Møntens samlede produktion af kronemønt i nævnte tidsrum. For at arbejderne, som beskrevet for København, ikke skulle belaste næringslivet i Kongsberg, kan sølvværket derfor have fundet det nødvendigt at anmode om, at der i betalingen af sølvleverancerne indgik 1 og 2 marker til brug for værkets lønudbetalinger. Lønudbetalingerne skete ugentligt (om tirsdagen) iflg. reglement af 21. december 1689. Kun arbejderne og lavere funktionærer var sikret løn, hvis minerne gav for dårligt udbytte. De højere funktionærer måtte vente på bedre tider (26). Fra Kongsberg er de nyslåede mønter gradvist spredt i det øvrige norske samfund, hvor der formentlig i forvejen fandtes mængder af ældre norske 1 og 2 marker fra Christian IV og Frederik III.
Det beskrevne hensyn til næringslivet i møntstedernes primære distributionsområde er en mulig forklaring på de tilbagevendende småudmøntninger af omsætningsmønt i 1600-tallet. En anden mulighed, som dog næppe har haft samme hyppighed, kan have været hensynet til særlige betalingsformål i samfundet, hvilket bl.a. gjaldt for 2 skillingen 1676 fra Christiania, som blev slået til ofring i kirkerne (27). Fra 1700-tallet kan tilsvarende nævnes Fr. V´s udmøntning af kobber 2 skillinge fra 1751 og 1755, som blev slået på foranledning af fattigdirektørerne, som klagede over mangel på tavlepenge i kirkerne (28).
(NNUM 7/8 2002 side 139-143)