Dansk pengeseddelhistorie i korte træk

I den første periode, fra 1713 til 1813, var møntenheden rigsdaleren, enten som rd.sp. eller som rd.k. I dette tidsrum var Norge i union med Danmark. De to lande havde fælles konge, og de i Danmark fremstillede pengesedler cirkulerede i begge riger, dobbeltmonarkiet Danmark-Norge, som det kaldtes. Perioden sluttede med det, der populært kaldes Statsbankerotten.

Den næste periode omfatter tiden fra 1813 til 1873. I 1813 indførte man en ny enhed, rigsbankdaleren, som svarede til 1/2 rigsdaler. Unionen med Norge ophørte i 1814, og de to lande fik herefter hver deres egne sedler. Perioden endte med, at man forlod rigsdaler-systemet.

Det tredie og sidste afsnit, 1873-1983, begyndte med Kronemøntens indførelse i 1875. Kronen, der deltes i 100 øre, sattes lig med 1/2 rigsbankdaler eller rigsdaler, som denne møntenhed kaldtes i den sidste tid, den eksisterede.

Den første af de tre perioder er behandlet i det følgende afsnit, Specie og Kurant 1713-1813. I dette afsnit er der dog udeladt en del af det indsamlede stof, fordi Bjørn Rønning i Norge i mellemtiden i sin bøg, "Norske Pengesedler og norsk Bankvesenn inntil 1874. I. Sedler trykt i København", har behandlet de dansk-norske sedler så indgående, at en detailleret gennemgang kun ville blive en gentagelse. Den norske bog indeholder blandt andet en fuldstændig beskrivelse af Kurantbankens og Speciebankens sedler samt en særdeles værdifuld udskrift af protokollerne over underskrifterne på de to bankers sedler, således at det bliver muligt ud fra årstal og seddelnummer at identificere navnene på underskriverne, noget der ellers kan volde en del besvær. I tabel 3, side 321 er angivet, hvilke af de med S betegnede numre hos BjR, der svarer til denne fortegnelses DOP-numre.

 :

Specie og Kurant 1713-1813

Da Danmark i 1713 fik sine første sedler, var der sølvmøntfod her i landet, men møntfoden var forskellig, eftersom det drejede sig om hovedmønten eller om skillemønterne (4). Hovedmønten var 1 rigsdaler, som deltes i 6 mark à 16 skilling eller i alt 96 skilling, der hovedsageligt udmøntedes som 4 og 8 skillinge. Nu foreskrev den gældende møntordning, at der af 1 vægtenhed sølv (den kølnske mark = 233,86 g rent sølv) skulle fremstilles 9 1/4 rigsdaler, når det drejede sig om hovedmønten 1 rigsdaler "in specie". Men når det drejede sig om skillemønten, som brugtes i den daglige handel ("kurantmønten"), skulle der anvendes en ringere legering, således at der af vægtenheden kunne fremstilles så mange 4- og 8-skillinge, at de tilsammen udgjorde I 1 1/3 rigsdaler. Dette gav et sølvindhold på kun 20,63 g i 1 rigsdaler kurant mod 25,28 g rent sølv i 1 rigsdaler specie.

Speciemøntfoden anvendtes, hvor det drejede sig om større kontraktlige forpligtelser, medens kurantmøntfoden anvendtes i den daglige handelsomsætning, hvor 4-, 8- og senere 24 skillinge var de mest benyttede mønter.

Pengesedlerne fulgte - bortset fra Speciebankens sedler 1791-99 - kurantmøntfoden og kunne i hvert fald i den første del af 1700-tallet indløses i småmønt efter det, sedlen lød på. Hvis man derimod ønskede kurantsedlerne omvekslede i rigsdalerstykker (5), var kursen

100 Rigsdaler Specie (*) = 122 1/2 Rigsdaler Kurant

udregnet i forhold til de tidligere nævnte sølvindhold, 25,28 g resp. 20,63 g.

(*) Undertiden træffer man i stedet for Rigsdaler Specie udtrykket Hamborg banco eller Rigsdaler banco. Forklaringen er den, at banken i Hamborg, der havde så stor betydning for den internationale pengehandel, benyttede en sølvbarrefod, Hamborg banco, som svarede fuldstændigt til den danske speciemøntfod.

De faktiske kursværdier svingede, som det fremgår af figur 6 og tabel 4, side 322, omkring de 122 1/2 (i 1794 rundet op til 125), indtil krigen kom, hvor kursen steg og steg, så kurantdaleren til sidst tabte det meste af sin værdi.

Det kan lyde mærkeligt, at når kursen på kurantdaleren steg, faldt dens købekraft, men her må man hele tiden huske, at kursen angav det antal kurantdalere, man skulle give for 100 specier. For os ville det nok have været naturligere at sætte den officielle værdi i f.eks. 1794 (100 rd.k. = 80 rd.sp.) til 100, således at kurantdalerens værdi i 1809 - hvor man for 100 rd.k. kun kunne få 32 rd.sp. - ville være faldet til 40. Men alle dokumenter fra datiden holder fast på den oprindelige definition og siger følgeligt, at kurantdalerens kurs i 1809 var steget til 314. Et tilsvarende forhold vil vi senere møde ved omtalen af rigsbankdalerens kurs.

 :

De authoriserede sedler, DOP 1-18

Fig. 7. 1 rd.k. (1713). Emission 1a. Spejlmonogram. DOP 1

På de første sedler, emission 1a, var der på blanketten en åben plads til værdiangivelsen, 1, 5, 10, 25, 50 og 100 rd.k., som blev skrevet med blæk, men dette førte omgående til forfalskninger, hvor værdien blev raderet ud og erstattet med en ny og højere værdi. Allerede efter godt 2 måneders forløb måtte man derfor gå over til en ny blanket med trykte værdiangivelser; denne emission 1b omfattede dog kun 1, 5, 10 og 100 (*) rd.k. sedler. 5 rigsdalersedlen er vist på fig. 1, side 15.

(*) M.h.t. 100 rd. sedlen, DOP 10, er O. Andersens argumentation fulgt. (BjR slår DOP 10 sammen med DOP 6). Sedlen kendes ikke i dag.

Fig. 8. 1 mark k. (1713). 2. emission. Spejlmonogram. DOP 11

Fig. 9. 3 mark k. (1713). 2. emission. Spejlmonogram. DOP 13

I efteråret 1713 måtte man udsende sedler lydende på mindre beløb: 1, 2 og 3 mark (fig. 8-9) samt 1 rd.k. Det viste sig nemlig, at publikum vægrede sig ved at tage de store sedler til den pålydende værdi, og det bestemtes derfor, at sedler større end 5 rd.k. skulle veksles i små sedler i Finanshovedkassen eller som det dengang hed, Zahlkammeret. Medens sedlerne fra første emission var underskrevet af 4 embedsmænd og 2 skrivere, blev sedlerne fra 2. emission kun skrevet under af 5 mand og denne gang udtaget blandt Københavns rådmænd og delegerede borgere (6) (dvs: borgerrepræsentanter). Da disse ikke kunne overkomme arbejdet, indkaldte man 5 af byens fornemste borgere til at hjælpe med 2 mark sedlerne og 10 andre til at underskrive 1 mark sedlerne.

Fig. 10. 1 mark k. (1716). 3 emission. Blindstempel. DOP 15. (Arabesken efter "Een Mark" er på 2 Mark sedlen erstattet af 2 stjerner og på 3 Mark sedlen af en anden arabesk)

De primitive sedler fra 1. og 2. emission blev hyppigt forfalskede, og derfor udsendte man i 1716 en 3. emission med kongens navneciffer "Fr 4" som vandmærke i stedet for at det tidligere havde stået som bogtryk. Til yderligere sikkerhed blev sedlerne forsynet med et blindstempel visende det kgl. våben. Disse sedler havde kun 3 underskrifter. Årstallet var stadig 1713 og beløbene var 1, 2, 3 mark og 1 rd.k. (fig. 10-11).

Fig. 11. 1 rd.k. (1716). 3. emission. Blindstempel. DOP 18

De store sedler fra 1713 var for længst vekslet i små sedler, og nu blev også de gamle mark og 1 rd.k. sedler indkaldt til ombytning med de nye og bedre sikrede sedler fra 3. emission. Da denne havde cirkuleret 3-4 år sluttede krigen. Indløsningen af sedlerne begyndte, og den 12. oktober 1728 var man nået så langt, at man kunne indkalde de få sedler, der var tilbage, til indløsning inden årets udgang. Dermed var de authoriserede sedlers tid forbi.

 :

Kurantbankens 1737-serie, DOP 19-24

Det var derfor naturligt, at der opstod planer om en kombineret seddel- og lånebank i København. Planerne realiseredes i 1736 (*), da man stiftede "Den Kjøbenhavnske Assignation-, Vexel- og LaaneBanqve" med en aktiekapital på 1/2 million rd.k. fordelt på 1000 aktieposter a 500 rd.k. Kurantbanken, som denne bank almindeligvis kaldes, fik ret til at udstede sedler, som den var forpligtet til at indløse, men nogen dækningsforskrift fandtes ikke. Banken fik sin oktroj den 29. oktober 1736, og i marts næste år var de første sedler på tilsammen 42.000 rd.k. færdige, og samme år bevilligede banken de første lån på tilsammen 13.200 rd.k.

(*) De store europæiske seddelbanker dukker op i følgende rækkefølge: Palmstrucks bank i Stockholm 1661, Bank of England i London 1694, Laws bank i Paris 1716, Kurantbanken i København 1736, Turinbanken i Italien 1746 og Wiener Stadtbanco 1762.

Fig. 12. 10 rd.k. (1737). Kurantbankens 1737-serie. DOP 19

Kurantbankens sedler lød på 10 (fig. 12), 20, 30, 40, 50 (fig. 13) og 100 rd. k. men de første ti år var det hovedsageligt 10 og 100 rd.k. sedler, der fremstilledes. Beløbene var ligesom på de allerførste sedler fra foråret 1713 håndskrevet. Det ses af fig. 12, at man fejlagtigt har skrevet det første tital med bogstaver i stedet for med tal, således at teksten lyder "Ti Rixdaler skriver 10 Rdlr", i stedet for det korrekte "10 Rixdaler skriver Ti Rdlr". Fejlen går igen på alle senere kurantbanksedler lige til omkring 1790, da den bliver rettet.

Fig. 13. 50 rd.k. (1737). Kurantbankens 1737-serie. DOP 23

Papiret til sedlerne kom fra fabrikant Johan Drewsen, Strandmøllen. Kobberpladerne til trykning var graveret af Herman Thiel og tørstemplerne var skåret af medaillør Georg Vilhelm Wahl. For samtlige værdiers vedkommende optræder tre forskellige former af vignetten i sedlens venstre side (fig. 14).

Fig. 14. Kurantbankens 1737-serie. Vignettyperne a, b og c. For a og c's vedkommende er kun højre halvdel vist

 :

Hvide Kurantbanksedler 1748-1794, DOP 25-29

Fig. 15. 10 rd.k. 1755. Hvide kurantbanksedler. DOP 25

Fig. 16. 50 rd.k. 1748. Hvide kurantbanksedler. DOP 26

Fig. 17. 100 rd.k. 1773. Hvide kurantbanksedler. DOP 27

Fig. 18. 10 rd.k. 1748. DOP 25. Foruden det her viste ornament kendes to andre, jvfr. Wiumtyperne I, II, III, fig. 29

I 1757 var det igen galt med møntdækningen. Den preussiske syvårskrig var brudt ud året før. Sølvprisen steg, mønterne forsvandt til udlandet og det blev derfor nødvendigt i forordning af 6. oktober 1757 at bestemme, at sedlerne, som ikke hidtil havde været tvungent betalingsmiddel, nu skulle have tvangskurs. Samtidig blev indløseligheden ophævet og først indført igen i 1845 efter en pause på næsten 90 år.

I 1760 blev Kurantbankens aktiekapital udvidet fra de 500.000 rd.k., den havde været på siden starten i 1736, til 3.000.000 rd.k. Udvidelsen var begrundet i det stadigt stigende lånebehov. Heri havde staten i øvrigt sin store andel, fordi rustningsudgifterne steg så stærkt i disse år, hvor krigen i Mellemeuropa nærmede sig Danmarks grænser. I 1755 havde staten tegnet sig for ca. 12 pct. af Kurantbankens udlån, men i 1762 var statens andel vokset til 75 pct. (8)

Fig. 19. 1 rd.k. 1778. Hvide kurantbanksedler. DOP 28

Ved kapitaludvidelsen fik banken sat igennem, at den fik lov til at udstede mindre sedler end de 10 rd.k., der var sat som nedre grænse i bankens oktroj af 29. oktober 1736 (*). Med forordning af 4. september 1762 kom den første af de mindre sedler, 1 rd.k. (fig. 19), som i udseende sluttede sig til 1748-serien, dog således at værdisymbolet i ornamentet til venstre på sedlen ikke blev et romertal, men bogstavet E for Een (fig. 20). Der forekommer lidt forskellige udformninger af bladornamenterne omkring dette bogstav; der er dog næppe tale om forskellige typer, men kun om mindre afvigelser, som er fremkommet, når kobberpladen skulle stikkes om, eller der skulle graveres en ny.

Fig. 20. 1 rd.k. 1762. DOP 28. Ornament

(*) Fra statsmagtens side har man i de fleste lande, dog måske mest i ældre tid, været imod at give bankerne lov til at udstede småsedler. Som motivering herfor har man fremført, at netop småsedlerne vil være for længe i omløb uden at vende tilbage til seddelbanken, som derved mister kontrollen med seddelomløbet. Endvidere ville disse sedler spredes i meget vide kredse, hvor ubegrundede rygter let kunne komme til at ødelægge tilliden til seddelsystemet. Endelig ville udstedelsen af småsedler medføre, at behovet for skillemønt ville blive mindre, hvorved statens fortjeneste på udmøntning af disse ville reduceres. Selv om disse argumenter ikke længere har nogen betydning, har man dog i f. eks. Grækenland op til 1953 ladet staten (Basileion tes Hellados) tage sig af småsedlerne. I Italien udgives småsedlerne stadig som Biglietti di Stato. Det samme gælder de hollandske Muntbiljets. Og da England i 1914 fik brug for sedler på 10 shilling og 1 pund sterling, måtte man lade staten udgive dem som Treasury Notes, da Bank of England ikke måtte trykke sedler på under 5 pund sterling.

De første 1 rd.k. sedler blev i øvrigt trykt på almindeligt papir, fordi man ikke i starten kunne få vandmærke-papir frem i de store mængder, der krævedes.

Fig. 21. 5 rd.k. 1782. Hvide kurantbanksedler. DOP 29

I 1775 udkom med forordning af 24. maj den næste af småsedlerne. Det var en 5 rigsdalerseddel mærket med romertallet V (fig. 21). Her møder man for første gang påskriften om, at den, der efterligner statsbankens sedler, vil blive henrettet som en æreløs forbryder, og alt hvad han ejer vil blive konfiskeret: "Hvo som giør falske Banco-Sedler straffes paa Ære, Liv og Gods, og den, der beviisligen angiver saadan en Falskner, nyder til Belønning Eet Tusind Rigsdaler, og Navnet forties". Sedlens udseende afviger noget fra de tidligere kurantbanksedler. Tekst og ornament er skilt med en dobbeltstreg, og på samme måde er sedlens hoved skilt fra teksten, således at der fremkommer tre felter, hvoraf de to yderste bruges til blindstempler.

5 rd. sedlen trykt på hvidt papir hører til 1748-serien, men formen svarer fuldstændigt til de senere blå kurantbanksedler. På det tidspunkt, da 5 rd. sedlen blev sendt ud, var kurantbanken i øvrigt overtaget af Staten, hvis gæld til banken var vokset stærkt. I 1772 var gælden nået op på 6 millioner rigsdaler, det dobbelte af hvad den havde været fem år tidligere. Under disse forhold opstod tanken om at lade Staten overtage banken. På et møde den 15. marts 1773 gik godt halvdelen af aktionærerne med til at bytte deres aktier ud med kgl. obligationer, og i løbet af 2-3 måneder fulgte de fleste andre efter. Statens fordele ved handelen var indlysende, den slap for forrentningen af gælden, fik indtægten fra renterne af bankens lån til private og fik fri rådighed over seddelpolitikken. Når aktionærerne gik med til at sælge, var det fordi man fandt obligationerne mere sikre end aktierne, men mange var dog utilfredse, og Overpræsidenten i København, L. A. Holstein, betegnede senere det skete som "et despotisk angreb på ejendomsretten".

Årene 1775-83 prægedes udadtil af den amerikanske frihedskrig, som her i Europa førte til krig mellem England, Frankrig og Spanien. Indadtil kom det til systemskiftet i 1784, hvor kredsen omkring kronprins Frederik (VI) afløste Guldbergstyret. De danske militærudgifter steg stadig og kursen på kurantsedlerne steg tilsvarende og nåede i september 1789 op på 162 rd.k. for 100 rd.sp. De stigende kurser førte til forslag om sedler lydende på værdifaste specier i stedet for kurant, og i 1791 vedtog man derfor at afvikle Kurantbanken og i stedet oprette en Speciebank.

Da man var klar over, at det ville tage tid at afvikle Kurantbanken - i virkeligheden fortsatte den lige til 1813 - og da dens sedler i øvrigt var meget slidte og tilmed lette at efterligne, besluttede man at udskifte disse, der hidtil havde været trykt på hvidt papir, med sedler af en ny type inddelt med dobbeltstreger på lignende måde som 5 rigsdaleren fra 1775, men trykt på blåt papir. Trykningen af de hvide kurantbanksedler fortsatte dog og sluttede først helt i 1794.

 :

De blå kurantbanksedler 1786-1813, DOP 30-34

Fig. 22. 1 rd.k. 1804. Blå kurantbanksedler. DOP 30

Fig. 23. 5 rd.k. 1800. Blå kurantbanksedler. DOP 31

Fig. 24. 10 rd.k. 1795. Blå kurantbanksedler. DOP 32

Fig. 25. 50 rd.k. 1793. Blå kurantbanksedler. DOP 33

Fig. 26. 100 rd.k. 1795. Blå kurantbanksedler. DOP 34

Serien omfattede fem værdier: 1, 5, 10, 50 og 100 rd.k. (fig. 22-26). Skriften var ligesom på de hvide sedler forskellig på de forskellige sedler, idet 1, 5 og 100 rd. sedlerne var udført med almindelig skrift, hvorimod der på 10 og 50 rd. sedlerne var anvendt gotiske trykbogstaver.

Fig. 27-31. Wiumtyper I, II og III for DOP 30-34

I bladornamenterne i sedlernes venstre side var der som tidligere indfældet romertallene V, X, L og C på 5, 10, 50 og 100 rd. sedlerne samt bogstavet E på 1 rd. sedlen. Alle ornamenterne findes i tre forskellige udførelser eftersom bladene slynger sig foran eller bag om bogstaverne. Omkring år 1900 var der en del af disse sedler fremme på auktioner i København, og en dansk samler, grosserer Wium, opstillede derfor en »nøgle« med typetallene I, II og III for ornamenterne på 1, 5 og 10 rd. Sedlerne (9) (fig. 27-29). Disse Wiumtype-numre har senere været anvendt i listerne til enkelte større auktioner. For 50 og 100 rd. sedlernes vedkommende er de tre typer afbildet i figur 30 og 31.

I årene 1786-91 var der blevet trykt et stort oplag af de blå kurantbanksedler. De var ikke sendt ud, men henlå i kurantbankens kasse indtil 1. juli 1791, da forordningen om disse sedler var kommet. I de følgende år indtil o. 1800 blev der trykt mange blå kurantbanksedler. De eksemplarer, der endnu er bevaret, er i tidens løb blevet så falmede, at det kan være svært at se forskel på en blå kurantbankseddel og en snavset hvid kurantbankseddel. Men da typerne er forskellige, kan de dog - bortset fra 5 rd. sedlen - ikke forveksles. Er der tvivl om en 5 rd. del må man ty til listerne i BjR over numre og årstal.

 :

Speciebankens sedler. 1791-1810 (10), DOP 35-39

Fig. 32. 8 rd.sp. 1791. Speciebankens sedler. DOP 35

Fig. 33. 20 rd.sp. 1791. Speciebankens sedler. DOP 36

Speciebankens sedler var enkelt og smukt udført af den dygtige tegner, kobberstikker og gravør, professor Johan Terkel Kleve for de første fire typers vedkommende. Efter Kleves død udførte gravør Johan Christoph Seehusen trykpladerne til 4 rd.sp. sedlen. I format var Speciebankens sedler nogle af de største, vi har haft i Danmark. 80 rd.sp. sedlen målte 240x175 mm.

Fig. 34. 80 rd.sp. 1791. Speciebankens sedler. DOP 38

Fig. 35. 4 rd.sp. 1798. Speciebankens sedler. DOP 39

Håbet om at man med disse sedler skulle have fået et mere værdifast pengerepræsentativ end kurantbanksedlerne slog imidlertid fejl. De første otte år gik det godt, men da der i 1799 indtrådte en international pengekrise, kunne Speciebanken ikke klare en sådan forøgelse af seddelmassen, som situationen krævede. Den sølvbeholdning, som banken var startet med, og som udgjorde den krævede dækning for bankens papirspenge, var på dette tidspunkt for størstedelens vedkommende udlånt, dels til Asiatisk Compagni og dels til den danske stat. Banken kunne derfor ifølge sin oktroj ikke trykke flere sedler, men måtte indskrænke sine udlånsforretninger så stærkt, at Speciebanken mistede enhver betydning, selv om den formelt først blev opløst i 1813.

Den mangel på sedler, der opstod, da Speciebanken ikke havde midler til flere emissioner, måtte afhjælpes dels med Grosserer Societetets komitésedler i efteråret 1799 og dels med oprettelsen, af Depositokassen i november 1799.

 :

Komitésedlerne 1799 (11), DOP 40-42

Da krisen i 1799 satte ind, besluttede Grosserer Societetet, hvis medlemmer havde forholdsvis rigeligt med varer liggende på lager, men i høj grad savnede penge i omløb, på et møde den 23. September, at man skulle oprette en lånekasse, som kunne yde lån mod håndpant. Lånekassen skulle under opsyn af den før omtalte komité udstede kreditbeviser til indfrielse i løbet af 12 måneder og med en forrentning på 1 skilling dagligt for hver 100 rd. (ca. 3 3/4 pct. p. a.). Låntageren skulle betale 5 pct. om året.

Med plakat af 4. oktober 1799 blev der givet tilladelse til lånekassens oprettelse, og det blev samtidig bestemt, at lånekassen med det samme kunne udstede interimsbeviser på 400 og 800 rd.sp. gældende i 2 måneder til senere ombytning med komitésedlerne efterhånden, som disse blev trykt. Sedlerne skulle lyde på henholdsvis 100, 400 og 800 rd.sp. I første omgang blev der udstedt sedler for 1.200.000 rd.sp. Senere blev der af hensyn til købmænd, hvis panter ikke var helt fyldestgørende, udstedt for yderligere 600.000 rd.; dette beløb garanterede kongen med sikre effekter. Der blev udlånt for alt 1,7 million rd. og lånene blev alle indfriet til tiden. Efter at omkostningerne var trukket fra, gav komitésedlerne af 1799 et overskud på 8.500 rd.sp. (12).

 :

Depositokassen

Depositokassen udstedte ikke sedler. Lånene blev givet i kurantbanksedler. Efter bestemmelserne i ovennævnte plakat skulle disse sedler på bagsiden have et stempel for at markere, at de kun midlertidigt var udlånt til Depositokassen for senere at blive inddraget igen. Dette stempel skulle efter nogle kilder være et D, efter andre ordet Deposito og efter andre igen en søjle med omskriften Depositum. Der kendes ikke nogen seddel med et sådant stempel, men som BjR gør opmærksom på, findes der af de sedler, der kan være tale om, ikke mere end i alt 9 eksemplarer i de offentlige samlinger (14).

 :

Komitésedler 1806 (15), DOP 43-44

Fig. 36. 500 rd.k. 1806. Komitéseddel. DOP 44

Da den oprindeligt vedtagne grænse for emissionen på 1 million rd.k. viste sig at være for lav, forhøjede man den på et møde den 29. august 1807 til 2 millioner og samtidig blev indløsningsfristen udskudt fra 31. dec. 1807 til 31. dec. 1808. Af kassebogen for stemplingen af sedlerne (16) fremgår, at der blev udfærdiget følgende antal sedler:

• Fra 21. dec. 1806 til 20. jan. 1807: 2500 stk. 100 rd. og 400 stk. 500 rd.
• Fra 21. aug. 1807 til 22. okt. 1807: 3500 stk. 100 rd. og 2000 stk. 500 rd.
• Fra 27. nov. 1807 til 15. feb. 1808: 3000 stk. 100 rd. og 3000 stk. 500 rd.

I alt 9000 stk. 100 rd.k. og 5400 stk. 500 rd.k. eller i samlet sum 3.600.000 rd.k.

Efter at indløsningsfristen på et møde i Societetet den 1. september 1808 var udsat til udgangen af 1809, viste den endelige opgørelse, at denne seddeludstedelse sluttede med et tab for komitéen - eller "Institutet til Handelens Tarv", som det kaldtes - på 6.000 rd.k., som Grosserer Societetet på et møde den 23. maj 1810 påtog sig at dække.

 :

Skatkammerfondsbeviser 1808-11, DOP 45-46

5 år senere, den 8. april 1808, kom der en forordning om, at der med sikkerhed i dette fond skulle udstedes Skatkammerfondsbeviser på 2 og 20 rd.k., fig. 37 og 38. Se W IV side 113.

Fig. 37. 2 rd.k. 1808. Skatkammerfondsbevis. DOP 45

Fig. 38. 20 rd.k. 1808. Skatkammerfondsbevis. DOP 46

 :

Kurantbankens småsedler 1809-13, DOP 47-49

Fig. 39. 8 sk.k. 1809. Kurantbankens småsedler 1809-10. DOP 47

Fig. 40. 12 sk.k. 1809. Kurantbankens småsedler 1809-10. DOP 48

Den 21. december 1810 kom hertil sedler lydende på 24 skilling (fig. 41), fortrinsvis beregnet til indløsning af de mindre sedler.

8 og 12 skilling sedlerne havde en løbetid på 1 år, men denne tid blev forlænget. 24 skilling sedlerne havde en løbetid på 2 år. Se dog side 39.

Fig. 41. 24 sk.k. 1810. Kurantbankens Småsedler 1809-10. DOP 49

 :

Ikke udgivne dansk-svenske sedler 1809

Under krigen mellem Sverige og Danmark-Norge fra februar 1808 til december 1809 lod Frederik VI fremstille sedler lydende på svensk og dansk mønt til brug for den danske hær under en påtænkt landgang i Skåne. Serien omfattede fire sedler: 16 og 32 skilling dansk courant = 8 og 16 skilling svensk Riksgälds-Mynt samt 3 og 30 rdl. dansk courant = 2 og 20 Rixdaler svensk Banco-Specie; af de to sidstnævnte blev der trykt 4.500 stykker af hver, indhæftede i 15 bøger à 600 stykker.

Fig. 42. 8 sk. svensk Riksgäld-Mynt 1809 (16 sk.k. dansk). Dansk Okkupationsseddel til brug i Skåne. Trykt, men ikke udsendt

Fig. 43. 16 sk. svensk Riksgäld-Mynt 1809 (32 sk.k. dansk). Sammenlign fig. 42

Fig. 44. 2 rd. svensk Banco-Specie 1809 (3 rd.k. dansk). Sammenlign fig. 42

Landgangen blev ikke til noget, og sedlerne blev derfor henlagt i Finanskollegiets arkiv. Endnu i 1860'erne fandtes der et stort oplag af disse sedler i Finansministeriet, men siden må de være blevet destrueret. Mønt- og Medaillesamlingen i København har et overkrydset eksemplar af hver af 8 og 16 skilling svensk samt 2 rdl. svensk sedlerne (fig.42-44). I Kungl. Myntkabinettet, Stockholm findes 6 ikke-approberede prøvetryk af tilsvarende sedler lydende på fra 20 skilling til 24 rdl. svensk og hidrørende fra auktionen over boghandler Lynges samling 1899.

 :

Perioden slutter

Under krigen mod Frankrig hævdede England sin ret til at undersøge alle handelsskibe, som sejlede på franske havne for at se om de medførte kontrabande. Danmark-Norge modsatte sig dette, men måtte efter slaget på Rheden den 2. april 1801 anerkende denne ret. De gode tider fortsatte dog stadig og i København tjente man netop i disse år store penge på transithandelen med landene omkring Østersøen.

Men alt dette fik en brat ende, da Danmark i august 1807 blev tvunget ind i Napoleonskrigene på Frankrigs side mod England. Efter Københavns bombardement 2.-5. september 1807 måtte Danmark udlevere sin krigsflåde (som Napoleon havde regnet med at benytte til et landgangsforsøg i England). Under de følgende syv års krig gik størstedelen af den dansk-norske handelsflåde tabt. Ikke mindre end 1400 koffardiskibe blev opbragt af englænderne.

Som det fremgår af tabel 18, side 326, var seddelomløbet i årene 1780-1805 vokset langsomt, men støt, og ikke mere end de gode tider retfærdiggjorde. Men da krigen kom, begyndte staten at udsende større og større mængder af de blå kurantsedler. Seddelmængden voksede og voksede og var ved slutningen af 1813 oppe på 144 1/2 million rigsdaler dansk kurant, 5 gange så meget som i 1807. Hertil kom speciesedlerne og de slesvig-holstenske sedler, således at staten i alt havde sedler til et samlet beløb på ca. 162 millioner rd.k. at svare til.

Man har senere diskuteret det berettigede i at forøge seddelmængden i den grad man gjorde (16a). Wilcke og andre med ham har kritiseret Frederik VI og hans regering for at de ikke afviklede den store statsgæld ved hjælp af højere skatter. De mener, at man burde have ladet Kurantbanken fortsætte som et aktieselskab, uafhængigt af staten, og samtidig forsynet den med den fornødne kapital til at inddrage så mange sedler, at resten kunne gøres indløselige. I stedet valgte regeringen at dække de stigende udgifter med uindløselige papirspenge. - Nyere forskere hævder, at regeringens fremgangsmåde var ikke alene nødvendig, men også det rigtige under de givne forhold. Beskæftigelsen blev holdt i gang og de store landboreformer blev gennemført, hvorimod en sanering af pengevæsnet på dette tidspunkt ville have medført en stor arbejdsløshed og været ødelæggende for reformplanerne inden for landbruget.

Danmark-Norges statsgæld, der i januar 1790 havde udgjort ca. 35 1/2 million rd.k. - omtrent ligeligt fordelt på udlandet (17 millioner rd.k.) og indlandet (18 1/2 million rd. k.) - var ved udgangen af 1806 vokset til 42 millioner rd.k. Det var et stort beløb, og da krigen satte ind, blev det stadig vanskeligere for staten at klare sine forpligtelser. Omkring midten af 1811 begyndte betalingsstandsningerne. På et statslån, som var optaget i Holland, skulle der betales godt 5 millioner rd.k., men da regeringen ikke kunne skaffe pengene, fik man en ordning med Hollænderne, således at man betalte renterne, men ventede med afdragene. En lignende aftale fik man i stand for et lån optaget i Frankfurt a.M.

Året efter kunne staten heller ikke længere betale renterne af sine udenlandske lån. Man har kaldt det en statsbankerot, men det er nu ikke nogen helt korrekt betegnelse, for så vidt som staten stadig vedgik sin gæld til udlandet og blot midlertidigt standsede sine betalinger. Når udtrykket statsbankerot alligevel stadig benyttes, skyldes det formentligt de hårde virkninger, den kraftige devaluering i januar 1813 fik for den danske befolkning. Den måtte betragte nedskrivningen som udtryk for statens svigtende evne til at opfylde sine forpligtelser over for borgerne.

 :

Rigsbankdaleren 1813-1873

I december 1813 var Danmarks udenlandske statsgæld oppe på ca. 20 millioner rigsbankdalere, som den nyindførte møntenhed kaldtes. Gælden var fordelt på Holland med 6,4 mio., Frankfurt a.M. med 5,8 mio. og andre kreditorer 6,7 mio., hvortil kom restancer i rentebetaling for 1812 og 1813: 1 million rbd.

Heller ikke i 1814 og 1815 kunne man betale renter, men i 1816 bedredes forholdene, så man igen kunne klare rentebetalingen. Samtidig fik man en ordning med de udenlandske kreditorer, således at rentegælden fra 1812-15 kunne afvikles over en syvårig periode. Afdragene blev udskudt til senere.

Indadtil tog det væsentlig længere tid at nå frem til stabile forhold.

Det første skridt til stabiliseringen af pengevæsnet var oprettelsen af en ny bank, Rigsbanken, der kunne afløse Kurantbanken, Speciebanken og Deposito-kassen. Rigsbanken skulle forvaltes helt uafhængigt af statsfinanserne for derved at undgå de problemer, de tidligere banker havde haft på dette punkt, men Rigsbanken blev ikke nogen privat bank, den fik en kgl. udnævnt overdirektør, og den øvrige direktion og administratorer skulle godkendes af kongen.

De midler, som Rigsbanken fik tillagt, kom fra en ekstraskat, der blev pålagt alle landets husejere, den såkaldte Bankhæftelse på 6 pct. af ejendomsværdien, sikret ved 1. prioritets panteret forud for al anden gæld. I alt androg Bankhæftelsen 42 millioner rbd. (9 mio. i Norge, 33 i Danmark og Hertugdømmerne), den skulle enten indfries i rede sølv eller forrentes i sølvværdi med 6 1/2 pct. årligt.

For møntenhedens vedkommende blev speciemøntfoden og kurantmøntfoden afløst af en ny hovedmønt: Rigsbankdaleren, som skulle svare til 1/2 speciedaler, eller udtrykt på en anden måde, kursen skulle være:

100 Rigsdaler Specie (rdsp.) = 200 Rigsbankdaler (rbd.)

Alle på dansk kurant lydende sedler skulle indløses med rigsbanksedler i forholdet 1 rigsbankdaler = rigsdaler dansk kurant. (*)

(*) Da man i sommeren 1812 begyndte på udkastet til pengereformen, var kursen på 100 speciedalere steget fra 125 til 800 rd.k. Det ville medføre et omvekslingsforhold 1:8, hvis man brugte specien som hovedmønt, og det mente man ville virke for voldsomt på offentligheden. Man valgte derfor at sætte den ny hovedmønt = 1/2 speciedaler, hvorved omsætningsforholdet reduceredes til 1:4. Imidlertid var kurantdalerens kurs, da man i oktober 1812 indførte de sidste rettelser i udkastet til pengereformen, steget fra 800 til 1200 og det endelige omsætningsforhold blev derfor 1:6. - I forhold til den oprindelige kurs, 100 rd.sp. = 122 1/2 rd.k., en kurs som var udregnet efter mønternes sølvindhold, betød en kurs på 1200, at kurantsedlerne nu var nede på 10,2 pct. af deres oprindelige værdi.

Et vanskeligt spørgsmål i denne forbindelse var gældsproblemerne. Man traf her den afgørelse, at penge, der var udlånt omkring århundredskiftet, hvor kursen på kurantsedlerne endnu var lav, skulle tilbagebetales efter den gamle værdi, medens senere kortfristede lån blev reduceret i forholdet 1:6. Mange småsparere havde anbragt deres penge i de store handelshuse og blev ramt hårdt, da denne pengeanbringelse blev sidestillet med de kortfristede lån. Naturligvis gik det lige så hårdt ud over dem, der havde deres formue liggende i kurantbanksedler.

Rigsbanken overtog de gamle bankers ret til seddeludstedelse, men der fastsattes et absolut maksimum på 46 millioner rigsbankdaler for Rigsbankens seddeludstedelse. Af dette beløb var de 27 millioner rbd. bestemt til inddragelse af de nu cirkulerende betalingsmidler (27x6=162 mio. rd.k., jævnfør side 36), medens der af resten skulle anvendes 15 millioner rbd. til reservefond for Staten og 4 millioner som arbejdskapital for banken selv til anvendelse til udlån.

Da forordningen om forandringen i pengesystemet blev udsendt i januar 18 13, var krigen endnu i fuld gang. Den danske hær kæmpede sammen med franskmændene i Nordtyskland, men blev efterhånden af de angribende svenske styrker tvunget op gennem Holsten til Slesvig.

Under disse forhold var det en meget vanskelig opgave at skulle reorganisere pengevæsnet, og det lykkedes da heller ikke i første omgang. Allerede da forordningen kom ud, var kursen på kurantsedlerne ikke længere 1200 men 1700, og kursen på rigsbankdaleren blev derfor ikke 200, som den skulle være, men snarere 300. I de følgende måneder steg kursen på rigsbankdalerne rask, tabel 5, og nåede den 10. september op på 2250, det vil sige, at 1 rigsdaler specie svarede til 22 1/2 rigsbankdaler, eller udtrykt på en anden måde, 1 rigsbankdaler svarede til 4 1/2 skilling specie. 1 kurantdaler = 1/6 rigsbankdaler var altså nu nede på 3/4 skilling specie! I de følgende måneder bedredes kursen noget, men ikke meget. Året sluttede dog med en rigsbankdalerkurs på 715, sammenlign figur 45, side 37 og tabel 5, side 322.

Fig. 45. Kurserne i gennemsnit pr. kvartal 1809-1815

 :

Unionen med Norge ophører

Meddelelsen om fredsslutningen indvirkede naturligvis gunstigt på seddelkursen, der i slutningen af februar 1814 nåede ned på 450, men så steg den hurtigt igen. Der var ikke rigtig tillid til, at rigsbankdaleren ville beholde sin værdi.

Medvirkende til folks mistillid til pengesedlerne i disse år var også de mange forskellige slags sedler, man havde at regne med. Kurantbanksedlerne var stadig langt de fleste (17), men Speciebankens sedler, norske assignationsbeviser og skatkammerfondsbeviser fandtes også. Hertil kom ikke mindre end fire nye serier. Først nogle 3 måneders anvisninger fra staten og dernæst en række rigsbankanvisninger, der blev udsendt allerede i februar 1813 som en slags foreløbige pengerepræsentativer, fordi det tog tid at få trykt nye sedler til Rigsbanken. I marts 1814 kom Grosserer-Societetet med nye komitésedler og endelig kom Rigsbankens egne sedler. En del af disse var blevet færdige i efteråret 1813, men først hen på efteråret 1814 havde Rigsbanken en tilstrækkelig stor seddelbeholdning til, at den kunne begynde at indløse de ældre sedler.

De nye serier blev ikke særligt gunstigt modtaget af publikum. Komitésedlerne i 1799 og i 1806 var udsendt efter Grosserer-Societetets eget ønske, og var af de handlende blevet modtaget til deres fulde pålydende. Denne gang skete udsendelsen efter et magtpåbud fra staten, og ganske vist var societetet gået med til at sende dem ud, men havde udtrykkeligt gjort opmærksom på, at de på grund af tiderne måtte tage et vist forbehold over for at skulle modtage betaling i disse sedler. Fra statens side skulle der som sikkerhed for sedlerne indbetales indtægterne fra de kgl. domæner jævnfør de franske assignater 20 år tidligere!) og fra stempelafgifterne, men statskassen skulle kun være pligtig at modtage komitésedlerne som betaling af kontraktmæssige renter og afdrag, og ikke ellers. Under sådanne forhold var det ikke så underligt, at sedlerne hurtigt faldt i værdi. I maj 1814 blev staten nødt til at tilbyde at ombytte dem med kgl. 6 pct. obligationer med en løbetid på 4 år, hvilket efterhånden førte komitésedlerne i pari.

Heller ikke de nye rigsbanksedler blev nogen succes. Den vigtigste årsag hertil var frygten for at staten skulle tiltvinge sig større lån end de 15 millioner rbd. som den var berettiget til, og som den for øvrigt udnyttede fuldt. Finansministeren havde allerede i august 1813 foreslået at forøge seddelmængden. Selv om bankens direktion i dette tilfælde stod fast og henviste til bestemmelsen om den absolut maksimale seddelmængde, måtte man dog huske, at Rigsbankens direktører i realiteten var kongens embedsmænd.

 :

Nationalbanken i Kjøbenhavn

I løbet af de næste to år blev Rigsbanken likvideret, og den 14. juli 1820 blev dens direktion opløst. Man kunne nu gøre status for de 5 år, Rigsbanken havde eksisteret. Ved Rigsbankens start var der, som tidligere nævnt, regnet med en maksimal seddeludstedelse på 46 millioner rbd. Heraf blev der dog kun brug for de 39, idet der til indløsning af de ældre sedler gik 4 millioner rbd. mindre end beregnet og Norge klarede 3 millioner rbd. mere end påregnet.

Af de udstedte rigsbanksedler blev ca. 8 millioner rbd. atter inddraget og tilintetgjort. Den cirkulerende seddelmængde var således i løbet af de 5 år bragt ned fra lidt under 40 til lidt over 30 millioner rbd.

Det første 10-år efter Nationalbankens stiftelse var en vanskelig tid. I 1820'rne gennemgik landbruget en alvorlig krise på grund af overproduktion på verdensmarkedet. Hæren, der var blevet reduceret efter 1814, kostede stadig for meget. Industri havde Danmark praktisk taget ikke. Med hensyn til handelen på udlandet havde Hamborg under og efter Napoleonskrigene helt udkonkurreret København.

Nationalbankens første sedler var klar til udsendelse i efteråret 1819, men det gik langsomt med at få tidligere sedler inddraget. Rigsbanksedler lydende på højere værdier var gyldige som lovlig betalingsmiddel til 1. jan. 1820 og til de offentlige kasser en måned længere. De mindre rigsbanksedler samt de små kurantbanksedler på 8, 12 og 24 skilling kurant havde gyldighed til 3. november 1820. Først i januar 1821 fik Nationalbanken bevilling til med præklusivt proklama (d.v.s. en offentlig indkaldelse med en frist hvorefter sedlerne var absolut ugyldige) at indkalde de sidste kurantbanksedler og skatkammerfondsbeviser. Nu kunne Nationalbanken tage fat på de to opgaver, der ikke helt var lykkedes for Rigsbanken, nemlig dels at mindske seddelomløbet til en størrelse, der passede til landets faktiske behov for pengesedler. Dels skulle den øge tilliden til sedlerne, således at de kunne bringes op i pari. Udtrykt på datidens måde skulle kursen, der angav hvor stort et beløb i sedler, man skulle betale for 200 rbd. sølv, kunne bringes ned, så den nominelle værdi, navneværdien, svarede til sølvværdien.

Pariteten nås

Kursen fremgår af tabel 6, side 322. Allerede i 1818, da den private Nationalbank afløste Rigsbanken, bedredes kursen fra 485 til 274, og derefter gik det langsomt, men støt fremad, til man i 1838 nåede op i pari. 200 rbd. i sedler var nu det samme som 200 rbd. i sølv, og efter den tid har der ikke i Danmark været tale om kursangivelse for banksedler.

Efter at sedlerne i 1838 var kommet op i pari, gjorde man dem i 1845 indløselige. I 88 år havde sedlerne været uindløselige, men nu kunne de atter veksles i sølv. Samtidig kom der med kgl. reskript af 11.juli 1840 nye bestemmelser for funderingen af Nationalbankens sedler. Medens man i Nationalbankens oktroj ikke var gået nærmere ind på spørgsmålet om dækningen, vel nærmest fordi sedlerne på det tidspunkt var uindløselige, fik Nationalbanken nu sine første dækningsregler. Det blev bestemt, at banken kunne have sedler svarende til et samlet beløb på 16 1/2 millioner rbd. i omløb, forudsat at banken lå inde med sølvvaluta svarende til halvdelen af dette beløb. Blev der udstedt sedler ud over dette beløb, skulle der være fuld sølvdækning for dette overskydende beløb. - Grænsen på de 16 1/2 millioner rbd. blev i øvrigt ændret noget i årenes løb.

Krigen 1848-50

I 1854 gik man bort fra navnet rigsbankdaler med den motivering, at rigsbanken jo ikke eksisterede mere. I lov af 10. februar 1854 bestemtes det, at den i 1813 indførte betegnelse rigsbankmøntfod skulle ændres til rigsmøntfod, rigsbankdaler skulle hedde rigsdaler og i stedet for rigsbankskilling skulle man bruge betegnelsen "Skilling Rigsmønt". Benævnelsen specie skulle erstattes af betegnelsen "Dobbeltrigsdaler" og de tilsvarende mønter skulle udmøntes som 2 rigsdaler.

Ændringen var rent formel, men det kan ikke nægtes, at det i dag giver vanskeligheder, at der her 20 år før overgangen til en helt ny hovedmønt, kronemønten, indførtes en rigsdaler, som kun var det halve af rigsdaleren før 1813. For at lette forståelsen, er der her i bogen konsekvent brugt forkortelsen rd. for rigsdaleren før 1813, rbd. for rigsbankdaleren 1813-1854 og rdlr. for rigsdaleren mellem 1854 og 1875. Betegnelserne før 1813, mellem 1813 og 1854 og efter 1854 kan herefter sammenstilles som følger:

1 rd. sp. = 2 rbd. = 2 rdlr.

Krigen 1864 og den fransk-tyske krig 1870-71

Endnu en serie kreditbeviser kom i 1870. Baggrunden var denne gang krigen mellem Frankrig og Preussen, der var brudt ud med den franske krigserklæring den 19. juli. Den 25. juli afgav den danske stat en neutralitetserklæring, og ved foreløbig lov af 1. august 1870 fik finansministeren bemyndigelse til at udstede for 5 millioner rdlr. kreditbeviser for at have midler til det neutralitetsværn, som krigen måtte kræve. Under sagens videre behandling i folketinget protesterede Venstre mod beløbets størrelse. Et så stort beløb måtte betragtes som en krigsforberedelse, ikke som et neutralitetsværn, som kun kunne koste 1/2 million rdlr. (Faktisk havde den national-liberale fløj inden for ministeriet i juli 1870 tænkt på at gå i alliance med Frankrig og erklære Preussen krig for at få revanche for nederlaget i 1864, men opgav tanken da de tyske tropper i løbet af krigens første måned nedkæmpede de franske hære.) Resultatet af rigsdagens forhandlinger blev efter en hidsig debat, hvor regeringen blev angrebet for ikke at have orienteret rigsdagen tilstrækkeligt i juli-august 1870 - at den foreløbige bemyndigelse til finansministeren blev stadfæstet ved lov af 18. marts 1871. Men af kreditbeviserne måtte kun 2 millioner rdlr. sættes i omløb, andre 2 millioner blev sat ud af kraft og 1 million blev på visse betingelser overført til kassebeholdningen.

Kreditbeviserne rejste også det spørgsmål, om de kunne sidestilles med pengesedler eller ikke. I første tilfælde ville de gribe ind i Nationalbankens eneret på seddelemission, og staten måtte i så tilfælde have indhentet Nationalbankens samtykke, før den gjorde brug af kreditbeviserne. Rigsdagens flertal mente imidlertid, at da kreditbeviserne var rentebærende, var de ikke pengesedler og hørte derfor ikke ind under Nationalbanken. Wilcke, som refererer denne sag ret udførligt, udtrykker som sin mening (19), at beviserne modtoges al pari i de offentlige kasser, og derfor var penge. Havde de haft tvangskurs, altså været tvungent betalingsmiddel, havde det været pengesedler, men som det nu var, måtte det have beroet på "et Domstolsskøn om saadanne Beviser trods Renten ikke er gjort saa let omsættelige, at de fungerer som egentlige omsætningsmidler" (*).

(*) Spørgsmålet har interesse den dag i dag. Skal rentebærende pengebeviser optages i seddelfortegnelser eller ej? I Albert Pick's Standard Cataloge of world paper money optages rentebærende pengesedler fra Confederate States of America og fra Mexico uden kommentarer fuldstændig parallelt med de mindre værdier, der ikke forrentes. Ved de danske Statsbeviser fra 1914 noterer Pick "With 5 pct. interest but passed as legal tender". For Ruslands vedkommende medtages de mange obligations-pengesedler, der var i brug i årene, umiddelbart efter 1917; blandt disse er der også regulære obligationer med vedhængende rentekuponer.

Imedens var Nationalbanken begyndt at indføre den i 1854 vedtagne betegnelse rigsdaler i stedet for rigsbankdaler på sine sedler, første gang med 10 rdlr. sedlen i 1860 og sidste gang med 50 rdlr. sedlen den 21. marts 1873. I årene 1870-73 indførte man i øvrigt forskellige ændringer på sedlerne. Man kan undre sig over, at der sattes nye rigsdalersedler i fabrikation så kort før kronemønten indførtes, men her må man erindre, at der til det sidste var tvivl om, hvorvidt man skulle gå over til decimalsystemet med krone og øre, eller om man skulle beholde rigsdaler og skilling.

Kronemønten sejrede, rigsdaleren forsvandt og dermed slutter det andet afsnit af Danmarks seddelhistorie. Afsnittet er karakteriseret af overgangen fra de mere primitive sedler til en sikkerhedsteknisk og kunstnerisk langt mere fremskreden type. Perioden omfatter en halv snes forskellige serier:

Rigsbanken 12 måneders anvisninger. DOP 50-52

Statens 3-måneders anvisninger. DOP 53-54

I oktober 1813 blev der indført en ny éngangs afgift på 8 pct. på alle varelagre, og med plakat af 16. november blev der givet tilladelse til at betale denne afgift med 3-måneders anvisninger allerede en måned efter at anvisningerne var udstedt.

Hoved nr.	Nominal		Seddel nr.		Underskrevet i tiden	Atal bøger

    2		100 rbd.	 1-5.000		17.1 - 21.2 1814	8 1/3
    4		100 rbd.	 1-5.000		28.2 - 29.3 1814	do.
    6		100 rbd.	 1-5.040		28.1 - 29.3 1814	do.
    8		100 rbd.	 1-5.040		 8.2 - 24.2 1814	do.
   10		100 rbd.	 1-5.040		 8.2 - 29.3 1814	do.
    1		 25 rbd.	 1-20.000		24.1 - 19.3 1814	33 1/3
    3		 25 rbd.	 1-20.000		 8.2 - 19.3 1814	do.
    5		 25 rbd.	 1-20.000		21.2 -  5.3 1814	do.
    9		 25 rbd.	 1-20.000		29.3 - 23.4 1814	do.
    7		  5 rbd.	 1-100.200		25.1 - 25.7 1814	167

Komitésedlerne 1814. DOP 55-57

I den tid arbejdet stod på, måtte hvert af komiteens medlemmer dagligt underskrive ca. 700 sedler, et overkommeligt, men noget trivielt arbejde.

Rigsbankens sedler. DOP 58-62

Rigsbanken afsluttede sit sidste regnskab den 31. juli 1818, efter at banken havde fungeret i 5 1/2 år. I løbet af den tid var der udsendt i alt 11 millioner sedler til et samlet beløb af 48.053.400 rbd. Af dette beløb var der i samme periode indløst og brændt rigsbanksedler for i alt 17.632.000 rbd. Differencen, 30.421.400 rbd. overgik til Nationalbanken.

Nationalbankens 1819-serie. DOP 63-67

Fig. 46. Kliché til ornamenterne på Rigsbankens og Nationalbankens 1 rbd. sedler (DOP 58 og 63)

Sedlerne var relativt lette at eftergøre, og det blev de da også i så stort omfang, at man blev nødt til at gå over til en ny serie:

Nationalbankens 1834-serie. DOP 68-72

Fig. 47. Trykplader til forside på 50 rbd. seddel, 1834 og 1850 (DOP 69 og 71)

Sikkerheden mod eftergørelse af 1834-seriens sedler lå i den kombination af kobbertryk og bogtryk (fig. 48), der blev anvendt ved sedlernes fremstilling. Nationalbanken havde i disse år fået en dygtig kobberstikker i Erling Eckersberg.

Fig. 48. Tekst til 5 rbd. 1835 (DOP 68) opbevaret i etui. Satsen er bygget op af typer

Kreditbeviserne. DOP 73-85

Nye rigsdalersedler. DOP 86-93

 :

Kronemøntfoden

I 1865 havde Frankrig, Italien, Belgien og Schweiz dannet den latinske møntkonvention med basis i den franske guldfranc à 100 centimes. Konventionen bestemte hvilke seddel- og møntværdier, der skulle udsendes, og såvel guldmønter som skillemønter fik derefter fælles gyldighed uanset i hvilket land, de var udstedt, dog kun ved indbetaling til de offentlige kasser.

Sverige, der allerede i 1855 var gået over til decimalsystemet, tænkte så småt på at slutte sig til den latinske møntunion, men efter at spørgsmålet havde været behandlet i den i 1872 nedsatte skandinaviske møntkommission, blev resultatet, at Danmark, Norge og Sverige i december 1872 afsluttede en foreløbig møntkonvention.

Møntkonventionen blev ratificeret i Danmark og i Sverige i 1873, men i Norge først i 1875. De tre skandinaviske lande forpligtede sig i den afsluttede traktat til at gå over fra sølvmøntfod til guldmøntfod med kronemønten på 100 øre som fælles enhed. Ligesom i den latinske møntunion fastsattes i den skandinaviske møntkonvention ensartede regler for udmøntning af hovedmønt og skillemønt, som derefter - uden hensyn til hvor de var udmøntet - frit kunne cirkulere i de tre lande, altså en væsentlig videregående ordning end i de latinske lande. Konventionen omfattede ikke seddelpengene.

Baggrunden for det sidste punkt kommer frem i et indlæg fra overretsprokurator C. C. Alberti under folketingets anden og sidste behandling til rigsdagsbeslutning om møntkonventionen (21). Her siger han om årsagen til, at man i det udvalg, der havde behandlet sagen, kun rent parentetisk i en fodnote havde nævnt, at Nationalbankens sedler selvfølgelig stadig var gyldige, og i øvrigt ladet sagen uomtalt: "Dette er jo sket, fordi Nationalbanken her i Danmark har en særegen suveræn Myndighed i Henseende til Pengevæsnet navnlig forsaavidt Seddelmassen angaar, og denne suveræne Magt, som ifølge Bankens Oktroi saaledes er unddraget Regeringen, har medført, at Møntkonventionen, for saa vidt den skal sættes i Værk i Danmark, kun angaar Mønt, ikke Sedler."

Medvirkende til, at man ikke interesserede sig for at drage sedlerne med ind i møntkonventionen, var også datidens overbevisning om, at guldmønterne ret hurtigt ville fortrænge sedlerne i den daglige omsætning (22). C. C. Alberti delte ikke dette synspunkt, tværtimod mente han, at det var "aldeles afgjort, at den letteste Pengeomsætning fremdeles vil blive ved at være i Sedler". Alligevel ville han ikke anbefale, at man gensidigt modtog hinandens sedler til parikurs, fordi garantien for sedlerne ikke var den samme i de to andre nordiske lande som i Danmark. Specielt var han betænkelig ved de svenske private provinsialbankers sedler.

Sverige og Norge havde seddelfællesskab fra 1896. I september 1901 bekendtgjorde Nationalbanken, at den indløste de svenske og norske centralbankers sedler al pari. Finansministeriet fulgte efter for de kongelige kassers vedkommende. Hermed var et de facto seddelfællesskab etableret. Ordningen brød sammen med unionsbruddet mellem Sverige og Norge i 1905.

De første kronesedler. DOP 94-97. ("1. udgave" hos Sieg)

Udførelsen af de nye sedler byggede i nogen grad på franske forbilleder. I Frankrig var man netop i årene 1872-75 ved at gå over til nye typer, efter at de tidligere sedler var blevet forfalsket i stor stil. Som led i kampen mod forfalskningerne havde man i Frankrig og i Belgien indført en speciel blågrøn larve, der skulle vanskeliggøre fotografiske efterligninger. En tilsvarende farve anvendtes til de danske sedler.

Det har ikke med sikkerhed været muligt, at fastslå, hvem der har tegnet de første danske kronesedler, men en række notater af kontorchef V. Lange i Nationalbankens arkiver tyder med stor sandsynlighed på, at sedlerne er blevet til på følgende måde:

Professor Henrik Olrik har tegnet forsiderne til 10 og 100 kr. sedlerne, DOP 94 og 96. Professor Magnus Petersen har stukket trykpladerne til forsiden på 50 kr. sedlen, DOP 95, med forbillede i 20 rbd. sedlen fra 1850, DOP 69, og forsiden af 500 kr. sedlen, DOP 97, efter 100 rbd. sedlen fra 1845, DOP 72. Hoveddekorationen på forsiden af 10 kr., DOP 94, er signeret og altså stukket af kobberstikkeren Philip Christian Batz. Bagsiden på 10 kr. sedlen er blank, men bagsiderne til de tre andre sedler, DOP 95-97 er udført af modellør (som V. Lange kalder ham) og kunstmaler Nilaus Fristrup. For 500 kr. sedlens vedkommende bekræftes dette i Weilbachs Kunstnerleksikon.

500 kr. sedlen blev trykt på en kobbertryks-håndpresse i en smuk mørkegrøn farve, og navnlig den stilfulde bagside med de to reliefportrætter gør 500 kr. sedlen til en af de smukkeste danske pengesedler.

Der havde tidligere været en del klager over de upraktisk store formater på 5 og 10 rdlr. sedlerne, og man benyttede derfor lejligheden til at reducere størrelsen af 10 kr. sedlen, således at den fik samme format som den franske 20 frcs seddel.

Ændrede typer. DOP 98-101. ("2. udgave" hos Sieg)

1891 kom der en ny udgave af 10 kr. sedlen, DOP 99. Efter et notat af V. Lange i Nationalbanken er den tegnet af Nilaus Fristrup. Sedlen blev stærkt kritiseret, ikke mindst fra Kunstforeningens side; man fandt forsiden grim og klodset og bagsiden mærkværdig. Man henviste i stedet til udkast af Thorvald Bindesbøll, August Jerndorff og Agnes Slot-Møller, men Nationalbanken holdt fast ved Fristrups seddel, der sikkerhedsteknisk var de andre overlegen.

En interessant detalje er de tomme felter til vandmærkerne. Denne teknik var ved at blive moderne. Den havde tidligere været anvendt på de franske 50 og 100 Francs sedler fra 1882 og 1884 samt på professor Olriks danske 100 r. seddel fra 1888. Bagefter kom 100 Lire sedlen fra Italien 1897 og Bayerische Noten Bank's 100 Mark seddel i 1900. Fristrups seddel har imidlertid det frem for de andre, at den skarpe markering af rammerne omkring felterne ligesom tvinger publikum til at se efter vandmærkerne - sikkerhedsmæssigt et godt trick. Jævnfør også 1972 serien, DOP 148-153.

I 1898 blev kronesedlerne forøget med en 5 kr. seddel (*) udformet af professor Hans Tegner. Man forsøgte her et nyt middel til beskyttelse af sedlen, som blev udført med en lodret riflet overflade. Metoden var besværlig og ikke særlig sikker, så den blev opgivet igen.

(*) Nationalbanken havde tidligere været imod indførelsen af denne seddel og havde henvist til, at man overalt inddrog de mindre sedler og i stedet anvendte skillemønt af sølv. I 1897 var de mindste banknoter, som seddelbankerne i de forskellige lande udstedte, følgende:

Tyskland	100 mark			Østrig		10 gulden
England		  5 £				U.S.A.		 1 $
Frankrig	 50 frcs			Italien		25 lire
Holland		 25 gulden			Rusland	 	 1 rubel
Danmark		 10 kroner

Nye vandmærker 1904. DOP 102-105

Bortset fra vandmærkerne skete kun for 5 kr. sedlen ændring i seddeltyperne fra 1883-98. Årsagen hertil var, at Nationalbankens oktroj af 4. juli 1818 udløb den 31. juli 1908, og der var derefter mulighed for at banken måtte likvidere og formuen fordeles mellem aktionærerne, hvis ikke oktrojen forinden var blevet forlænget.

Om denne sag førtes der i årene 1904-1907 en række drøftelser mellem banken, aktionærerne og staten. Forhandlingerne resulterede i loven af 12. juli 1907 om forlængelse af Nationalbankens oktroj. Oktrojen forlængedes i 30 år, til 31. juli 1938, men med en række større og mindre ændringer:

Af bankens årlige overskud skulle der forlods betales en afgift til statskassen på 750.000 kr. (svarende til ca. 6 ‰ af den årlige seddeludstedelse (*).

(*) En sådan afgift for retten til at udstede sedler har været brugt til forskellige tider i udlandet. Engelske privatbanksedler fra o. 1820 har på 5 punds noterne et blindstempel med angivelse af afgiften: One shilling, Three pence ( = 15 ‰). I Mexico indførtes i 1884 en lovbestemmelse om, at sedler ikke måtte cirkulere, medmindre de på bagsiden havde et stempel (se fig. 49) om statsafgiften, der på sedler fra 1900-1914 varierer fra 2 til 10 ‰. I 1968 betalte The Royal Bank of Scotiand en afgift på 8 s 4 d pr 100 pund om året svarende til godt 4 ‰.

Fig. 49. 5 pesos fra Banco Nacional de Mexico, Distrito Federal, Mexico, 1910-1913 (Pick 173c). Detalje af bagsiden med stempel lydende på 1/2 centavo i statsafgift.

Desuden skulle banken betale til statskassen halvdelen af, hvad der måtte komme som fortjeneste ved indkaldelse af de cirkulerende banksedler.

Repræsentanterne, som hidtil var blevet valgt af det siddende repræsentantskab, skulle fremtidigt vælges af den årlige aktionærforening. Og endelig som den vigtigste ændring blev kontingentsystemet afløst af kvotientsystemet. Hidtil havde Nationalbanken kunnet udstede sedler indtil et vist beløb (38 millioner kr. siden 1901), men skulle til gengæld have fuld metaldækning for, hvad der blev udstedt udover dette beløb. For fremtiden skulle Nationalbanken have metaldækning for halvdelen af seddelmængden.

Første Heilmann-serie. DOP 113-117. ("3. udgave, Type I" hos Sieg)

Det blev tegneren Gerhard Heilmann, der efter en afholdt konkurrence kom til at tegne de nye sedler. De blev udført i skønvirkestilen, der fremkom omkring århundredskiftet, Jugendstilen, som den kaldtes i Tyskland eller l'art nouveau i Frankrig. Med sin stiliserede ornamentik egnede Jugendstilen sig godt til kunsthåndværk og brugsgrafik, og Heilmann-sedlerne blev modtaget som en tiltrængt fornyelse af de gamle sedler.

Motivet på forsiden af 500 kr. sedlen er en plov forspændt med to heste, vel nok det mest populære motiv på vore sedler, og det der gav 500 kr. sedlen navnet "en plovmand". Det fortælles, at Gerhard Heilmann en gang var på besøg hos sin farbror, proprietær Christian Adolf Heilmann, på Tammestrup Hovedgård nær Ejer Baunehøj. Her så han en ung karl, der pløjede med et flot forspand af heste, han tegnede motivet og brugte det på 500 kr. sedlen. Den unge karl eller dreng bag ploven, Ernst Brock fra Venge Sogn i Aarhus amt fik 5 kr. for at stå model (23).

I Heilmann-serien indførte man for første gang på danske sedler flerfarvetryk, idet blomsterne i underbunden optræder med lysere farver, som dog nu ofte er falmede og kun optræder med fuld glans på perfekt bevarede sedler.

Sedlerne blev fremstillet med en kombination af kobbertryk og trefarvet bogtryk og havde et ret kompliceret vandmærke, således at de sikkerhedsmæssigt stod på højde med de bedste i tiden. Som noget helt nyt blev begge underskrifterne trykte, efter at man gennem 200 år havde forsynet hver eneste seddel med i hvert fald én håndskreven underskrift.

Statsbeviser og Enkronesedler. DOP 106-112

Da første verdenskrig brød ud den I. august 1914 begyndte folk med det samme at hamstre guld- og sølvmønter for at sikre sig, men det blev omgående imødegået ved passende foranstaltninger. Allerede 2. august blev bestemmelsen om indløsning i guldmønter midlertidigt ophævet, og samtidig fik Finansministeren bemyndigelse til at udstede for 25 millioner kroner rentebærende Statsbeviser på 10, 50, 100 og 500 kr. Lovbestemmelserne om disse forholdsregler er anført i afsnittet om relevante love m.m. De blev vedtaget uden ændringer i den af regeringen foreslåede form samme dag, de blev forelagt.

Da der blev mangel på 1 og 2 kr. mønter, fik Nationalbanken med lov af 15. august 1914 tilladelse til at udstede 1 og 2 kr. sedler. I kundgørelse nr 175 af samme dato hedder det, at "Enkrone-Sedlen er trykt med sort Farve paa rødbrunt Papir. Tokrone-Sedlen trykkes med sort Farve paa mørkegrønt Papir". Tokronesedlen blev trykt, se tabel 16, side 325, men aldrig sendt ud. For Enkronesedlens vedkommende blev det under trykningen opdaget, at det på bagsiden anbragte store rigsvåben fejlagtigt havde en klipfisk som symbol for Island. Klipfisken var i 1903 blevet erstattet med en siddende falk, og denne blev derfor indført på den resterende del af oplaget. De røde enkronesedler var ifølge et notat af V. Lange tegnet af Gerhard Heilmann.

1916 kom der med kundgørelse af 2. december en ny udgave af enkronesedlerne, denne gang blå. Også disse sedler var tegnet af Gerhard Heilmann.

Anden Heilmann-serie. DOP 118-122. (Siegs "Type II")

Kundgørelsen vedrørende ændringen kom den 11. februar 1930. De nye sedler, der almindeligvis betegnes som Heilmann-Serie II var, bortset fra den nævnte tekstændring, fuldstændig identiske med Heilmann-serie I.

Godt halvandet år efter at den ny serie var vedtaget, hørte indløseligheden op. Da England i 1931 gik fra guldet, fulgte Danmark efter og suspenderede med lov af 29. september guldindløseligheden, som det senere skulle vise sig vel nok for stedse. Den ny tekst på sedlerne: "Nationalbankens Sedler indløses med Guld efter gældende Lov" kom altså i virkeligheden til at betyde, at de ikke indløses med guld.

Tredie Heilmann-serie. DOP 123-127. (Siegs "Type III")

To år før oktrojen udløb, var der imidlertid ved forhandlinger mellem staten, bankens ledelse, repræsentantskabet og aktionærerne sket en omorganisering af banken. Socialdemokratiet havde egentlig ønsket en ren statsbank, men rigsdagens flertal fandt det rigtigt at bevare Nationalbanken som en privat bank, uafhængig af staten, men dog således at staten fik større indsigt med banken end tidligere.

Ved nyordningen trådte oktrojen af 4. juli 1818 og forlængelsen af 12. juli 1907 ud af kraft, og Nationalbanken i Kjøbenhavn opløstes. Samtidigt dannedes en ny bank, DANMARKS NATIONALBANK, som overtog den gamle banks funktioner. Aktierne i den gamle bank indløstes med statsgaranterede obligationer, og staten indskød i den ny bank et grundfond på 50 millioner kr.

Det er helt uforståeligt, at man ikke benyttede denne lejlighed til at få tegnet nye pengesedler i stedet for Heilmanns gamle design. Det havde passet godt ind i tidens stil 25 år tidligere, men virkede forkert i 1930'erne. I udlandet var der kommet nye typer frem fra seddeltrykkerierne, fx fig. 50, men herhjemme holdt man sig til de gamle klichéer og nøjedes blot med at rette bankens navn. Der skulle gå endnu 15 år, før man i Danmark helt gav slip på Heilmanns sedler.

Fig. 50. Czekoslovakiet 1934. 1000 korun, bagside (Pick 26)

Ombytningsserien. DOP 128-136. (Siegs "4. udgave")

De ny sedler lå parat til udlevering. Under besættelsen var man blevet klar over, at det af flere grunde ville blive nødvendigt at skifte de cirkulerende sedler ud, når krigen var forbi, og Nationalbanken havde derfor i al hemmelighed fremstillet et sæt nye sedler lydende på 5, 10, 50, 100 og 500 kr. Det er egentlig forbløffende, at et så stort arbejde kunne gennemføres, uden at nogen uden for Nationalbankens mure fik en sikker viden om, hvad der her forberedtes. Sedlerne er ikke særlig kønne - samlerne sammenligner dem med sedlerne fra Matadorspillet - og sikkerhedsteknisk kan der også indvendes et og andet, men alligevel må man beundre såvel organisationen af denne sag som loyaliteten hos Nationalbankens personale, medens arbejdet stod på.

Når det hele skulle behandles så hemmelighedsfuldt, var det fordi formålet med aktionen dels var at gøre de sedler, der under besættelsen illegalt var ført ud af landet, værdiløse og dels at ramme dem, der under krigen mere eller mindre legalt havde tjent store formuer, som blev opbevaret i sedler for at undgå beskatning.

Det var finansminister H. C. Hansen, der i folketinget gjorde rede for forslagets enkeltheder (26). Han skønnede, at i årene op til 1945 var indtil en tredjedel af de private formuer og langt over 15 pct. af indtægterne blevet holdt skjult for skattevæsnet. Han tilføjede, at "Værdien af de indkaldte Nationalbanksedler, der ikke indleveres til Godtgørelse, tilfalder normalt Banken, men da Provenuet ved denne ekstraordinære Indkaldelse må forventes at blive særlig stort, bør Fortjenesten tilfalde Statskassen, bortset fra et Beløb paa 2 pct. af den cirkulerende Seddelmasse, som tilfalder Banken svarende til Bankens normale Fortjeneste paa bortkomne Sedler og til Dækning af Bankens Udgifter ved Udstedelsen af de nye Sedler".

Under krigen havde det været nødvendigt for regeringen, forud for trykningen af de nye sedler at indlede fortrolige forhåndsforhandlinger med alle partierne om pengeombytningen. Ved samme lejlighed var der givet tilsagn om hurtig behandling af lovforslaget. Man kunne derfor i folketing og landsting afslutte sagen i fuld enighed samme dag, den var forelagt. Næste dag, søndag den 22. juli, blev loven stadfæstet, og mandag morgen kunne seddelombytningen begynde.

Andre steder (Frankrig og Belgien) havde tilsvarende pengeombytning givet en hel del vanskeligheder, men i Danmark synes ombytningen at være foregået uden de helt store problemer, takket være et grundigt gennemarbejdet lovkompleks. Privatpersoner skulle ved ombytningen møde med deres købekort, fig. 51, og der var derfor en del handel på den sorte børs med sådanne købekort, men i forhold til det samlede beløb, var denne svindel dog uden betydning.

Fig. 51. Rationeringsmærke fra pengeombytningen i 1945. (Forstørret to gange lineært)

Resultatet af aktionen var, at godt 71 millioner kr ikke blev byttet til nye sedler. Det svarede til ca. 6 pct. af den cirkulerende seddelmasse, som den 30. juni 1945 beløb sig til 1241 millioner kr. I 1948 kunne ligningsdirektør Niels Hansen den 25. februar i et foredrag i Handels- og Kontoristforeningen om skatteligningens effektivitet oplyse, at der ved den ekstraordinære formueopgørelse var fundet formuer til et samlet beløb på 2500 millioner kr, som ikke tidligere var blevet beskattet (27). Dette svarer til en forhøjelse på ca. 18 pct. i forhold til de godt 13 1/2 milliard kr, der udgjorde de samlede formueansættelser for skatteåret 1944/45.

I 1947 udsendte man en ny udgave af tikronesedlen, hvor forsiden var udskiftet med Heilmanns tegning, denne gang dog i grønt.

1952-serien. DOP 137-147. (Sieg's "5. udgave. Portræt- og Landskabsserien")

Bedømmelsesudvalget, der bestod af direktør Bramsnæs og to civilingeniører fra Nationalbanken, maleren Axel Jørgensen, arkitekten Gunnar Biilman Petersen og billedhuggeren Utzon-Frank, nåede efter et par måneders diskussion frem til følgende betænkning: "Bedømmelsesudvalget for den offentlige skitsekonkurrence om nye pengesedler er enedes om at præmiere 6 af de indkomne forslag, idet man dog skal udtale, at intet af forslagene direkte kan danne grundlaget for fremstillingen af de nye pengesedler." (28). Førstepræmien på 5000 kr tilkendtes tegneren Ib Andersen, hvis forslag kom nærmest til de stillede kunstneriske og sikkerhedsmæssige krav. Det fortælles, at Ib Andersen, der først i sidste øjeblik kom med i konkurrencen, nåede frem i en taxa med sit forslag få sekunder før fristens udløb, og præmien blev derfor karakteriseret som den hidtil højeste timebetaling for kunstnerisk arbejde her i landet. Andre kritiserede, at Ib Andersens forslag ikke tog tilstrækkeligt hensyn til, at det drejede sig om pengesedler; forslagene ville være de nydeligste julekort, hvis der havde stået Glædelig Jul i stedet for 100-Danmark-Kroner (29).

Efter afslutningen af idekonkurrencen blev der etableret et samarbejde mellem Ib Andersen og Nationalbankens kunstneriske medarbejder, Gunnar Andersen, samt professor Gunnar Biilman Petersen i hans egenskab af skriftekspert. Resultatet af dette samarbejde blev en af de smukkeste serier i dansk pengeseddelhistorie.

Med 1952-serien, DOP 137-147, indledtes et samarbejde mellem Danmarks Nationalbank, Akademiet for de skønne Kunster (Kunstakademiet) og den eksterne kunstner, som fik ansvaret for seddelseriens design. Samarbejdet har vist sig meget frugtbart for såvel denne serie som for 1972-serien, DOP 148-153.

Til gengæld kan man ikke længere - som tidligere - tale om, at en enkelt eller to har tegnet sedlerne. De bliver nu til i et fællesskab.

Dog vil man stadig kunne udpege motiver og enkeltheder, der er frembragt af én af de samarbejdende parter. Disse detaljer anføres under beskrivelsen af de enkelte sedlers for- og bagsider.

Sedlerne blev trykt på nye presser i Nationalbankens seddeltrykkeri. De første sedler i serien kom i 1952, den sidste i 1964. 50, 100 og 500 kr. sedlerne bar årstal, derimod ikke 5 og 10 kr. sedlerne, selv om årstallet her indirekte fremgik af serienummeret, hvis to midterste cifre svarede til slutcifrene i årstallet. Dette i forbindelse med, at der på alle sedlerne stod "Udstedt i henhold til lov af 7. april 1936" gjorde, at der undertiden opstod vanskeligheder, når 5- og 10-krone sedlerne skulle veksles i udlandet, hvor man frygtede, at der var tale om gamle udgåede sedler fra mellemkrigsårene.

Et specielt problem i forbindelse med 1952-serien skal kort omtales:

J- og K-sedler

I det røde nummer foroven til venstre på sedlen, f.eks. H2632E, er det første bogstav sammen med det første ciffer sedlens serienummer (H2) og de to næste tal (63) er slutcifrene i det årstal (1963), hvor sedlen er trykt. Det sidste tal med efterfølgende bogstav (2E) angiver sedlens placering på arket, idet sedlerne tryktes i ark med 42 sedler på hvert; til placeringsangivelserne benyttedes syv tal (1-7) og seks bogstaver (A-F). Som kontrol blev placeringsbetegnelsen (i eksemplet 2E) gentaget med ganske små typer forneden til højre på sedlen. Men i de tilfælde, hvor et vist antal sedler måtte sorteres fra som fejltrykt makulatur, blev erstatningssedlerne taget fra en speciel seddelbunke, hvor tallet 0 og bogstavet J trådte i stedet for placeringsangivelsen i det røde serienummer. Drejede det sig kun om en enkelt seddel, der måtte sorteres fra, tog man erstatningssedlen fra en anden bunke med tallet 0 og bogstavet K (f.eks. B7710K). Både ved J- og ved K-sedlerne angiver de små tal og bogstaver forneden til højre stadig placeringen på arket (her erstatningsarket).

Da det var meget sjældent, at en enkelt seddel måtte sorteres fra, har man her forklaringen på, at erstatningssedler med K ikke forekommer så hyppigt. I de to år jagten på K-sedlerne stod på, fandt Møntsamlernyts læsere kun i alt 32 sådanne sedler.

Fig. 52. Nummeratør anvendt til 1952-seriens Serie-numre

Tilsvarende forhold gjorde sig gældende på seriens øvrige nominaler (fig. 52). 1952-serien er den eneste danske serie, hvor erstatningssedler forekommer. Fænomenet synes i øvrigt - bortset fra omtalen i Møntsamlernyt - ikke at have haft særlig interesse for danske samlere i modsætning til udlandet, hvor erstatningssedler er mere efterspurgte, som f.eks. de svenske stjernesedler mellem 1956 og 1963 eller den tyske 5 DM fra Bank Deutscher Länder 1948 med kors eller USA-noter med stjerne.

1972-serien. DOP 148-153 (Sieg: "6. udgave. Maleri- og Dyreserien")

Også for bagsidernes vedkommende valgte man ligesom i 1952-serien en enkelt motivkreds, i 1952 var det landskaber og bygninger, denne gang blev det dyremotiver, de fleste af dem tegnet af Ib Andersen specielt til dette formål. Gunnar Andersen har i et hæfte, som Nationalbanken har udsendt, givet en morsom og levende skildring af Ib Andersens arbejde med sine modeller, fra det livlige og temperamentsfulde egern til sommerfuglen, der, kom som et stilfærdigt præparat fra Zoologisk museum.

Ligesom det nye trykkeri og de nye sedler var det også noget nyt, at en af Nationalbankens medarbejdere fik lov til at skrive så frit om et felt, der ellers har været komplet utilgængeligt for uvedkommende. Nationalbankens ledelse mente - og med rette - at det kunne have interesse for en videre kreds at blive gjort bekendt med det arbejde, der ligger bag de nye sedler. Banken udsendte derfor i 1974 det førnævnte hæfte (Gunnar Andersen: "Pengesedler, Sikkerhedsgrafikkens principer og dens æstetik"), som giver en fremragende orientering om de problemer, der opstår ved fremstillingen af moderne pengesedler, som skal tilfredsstille alle de krav, der i vor tid stilles til det sikkerhedsmæssige, samtidig med at de i kunstnerisk henseende skal være så æstetisk tiltalende som muligt.

Danmarks Nationalbank 1936-1983

Efter loven om Danmarks Nationalbank tilfalder bankens overskud staten, efter at der er sket henlæggelser til reservefond og særlige sikringsfonds. Overskuddet har i de senere år været stærkt svingende, men har i gennemsnit for de 9 år 1971-79 udgjort ca. 600 millioner kr. årligt, svarende til godt 7 pct. af værdien af den årlige seddelproduktion.

Danmarks Nationalbanks nye bygninger blev påbegyndt i januar 1965 og færdigbygget i 3 etaper (30):

• 1. etape (seddeltrykkeriet) blev taget i brug i foråret 1971
• 2. etape (banklokalerne m.m.) blev taget i brug i juli 1976
• 3. og sidste etape (den lave bygning) afsluttedes den 30. dec. 1978.

I tiden mellem 1936 og 1983 har Nationalbanken udsendt fire seddelserier: Den traditionsbundne Heilmann III, den af krigsforholdene prægede ombytningsserie, den meget smukke 1952-serie og endelig 1972-serien. Denne var den første, der blev trykt i det ny seddeltrykkeri, en serie, der simpelthen er det mest avancerede, man i dag kan præstere inden for sikkerhedsgrafikken. Samtidig hævder den sig rent æstetisk smukt mellem de mange nye sedler, der udgives verden over, hvor de forskellige landes seddeltrykkerier sætter meget ind på at vise, hvad de formår, og hvor de store private seddelfirmaer fremstiller en række kunstnerisk særdeles vellykkede serier til brug for de lande, der ikke selv trykker deres sedler.

 :

Sedlernes købekraft

I løbet af 1700-tallet steg priserne noget, men ikke meget, og sedlernes købekraft faldt tilsvarende. I 1770 betalte Kurantbanken sine underordnede funktionærer 160 rd. om året, de overordnede fik 350 og bankkassereren 850 rd./år. Bankkassereren var på dette tidspunkt Rasmus Berthelsen Møller, hvis underskrift vi kender fra de hvide kurantbanksedler, DOP 25-29 (33) og vi ser af hans endnu bevarede regnskab for årene 1768-76 (34), at hans husholdning de første år kostede 320 rd./år, medens den årlige husleje var 220 rd. Men efterhånden begynder Rasmus Møller og hans familie at leve over evne, de køber en toetages gård med 10 store værelser, køkkener og kamre i Laksegade for 4500 rd., ansætter flere folk, udgifterne stiger, og Rasmus Møller falder så for fristelsen til at låne af bankens seddelbeholdning. I nogen tid går det godt, bogføringen var primitiv og revisionen meget lemfældig, men efterhånden vokser underslæbet og i håb om at kunne dække det, begynder Rasmus Møller at spille i tallotteriet, han spiller vildere og vildere, og til sidst går det galt. Den 7. august 1777 noterer Luxdorph i sin dagbog: "Casserer Møller ved Banquen er arresteret for en Casse-Mangel, som (rygtet i) Byen siger at være over 100.000 rd. Hand skal have spillet i Tall-Lotteriet". Underslæbet var i virkeligheden 237.000 rd, et beløb, man nødigt ville have offentliggjort for ikke at skade tilliden til banken, og man nedsatte derfor en 2-mands kommission, der dømte Rasmus Møller for et underslæb på "langt over 30.000 rd". Rasmus Møller sad fængslet fra 1777 til 1782, men blev derefter frigivet.

Under krigen 1807-14 steg priserne stærkt. I 1812 var kornprisen 10 gange og smørprisen 7 gange så høj som i 1807. Arbejdslønnen var i 1813 8-12 gange så stor som før krigen. Imidlertid er de statistiske oplysninger fra denne periode så sparsomme, at pristals-kurven må afbrydes.

Efter krigen faldt priserne igen og havde omkring 1830 nået ret stabilt leje. Nogle priseksempler fra denne tid (35):

• Rugbrød 3 1/4 skilling pundet (0,27 kr. for 2 kg)
• Hvedebrød 11 1/2 skilling pundet (0,14 kr. for 300 g)
• Smør 28 skilling pundet (1,16 kr. for 1 kg)
• Oksekød 8 skilling pundet (0,34 kr. for 1 kg)
• Flæsk 12 skilling pundet (0,50 kr. for 1 kg)
• Kaffe 26 skilling pundet (0,55 kr. for 1/2 kg)
• The 60 skilling pundet (0,12 kr. for 50 g)
• Sukker 12 skilling pundet (0,50 kr. for 1 kg)
• Æg 24 skilling snesen (0,50 kr. for 20 stk.)

• Daglønnen for murersvende: 6 mk. 14 sk. (2,30 kr.)
• Daglønnen for ufaglærte: 4 mk. (1,30 kr.)

Regnes med en arbejdstid på ca. 10 timer pr dag, svarer arbejdslønnen til ca. 25, respektive 15 øre i timen.

I tiden fra 1830 og frem til 1914 steg priserne kun lidt, og sedlernes købekraft aftog ikke ret meget; sammenligner vi ovenstående priser med de tilsvarende i 1914, tabel 8, ser vi, at nogle priser er uforandrede, medens andre er steget til omkring det dobbelte.

Efter 1914 har der været en næsten eksplosiv stigning i priserne. På de 40 år fra 1914 til 1954 steg de i tabel 8 anførte varer i gennemsnit 5 gange og på de 26 år fra 1954 til 1980 5 1/2 gange. Med et pristal på 100 i 1914 svarer gennemsnittet af tabellens tal - når vi ikke tager arbejdslønningerne med - til 2250 i 1980, i god overensstemmelse med hvad man kan regne sig til ud fra de officielle detailpristal og reguleringspristal. En 100 kr. seddel i 1980 har med andre ord ikke større købekraft end en 5 kr. seddel havde i 1914.

												Antal minutter, ufaglært
												måtte arbejde for
Nr.     Pris i kroner for				April	April	April	April     	den angivne mængde*
							1914	1934	1954	1980		1914	1980

 1 Et halvt rugbrød			2 kg		0,28	0,34	1,02	8,85		 34	  9
 2 Et alm. franskbrød			300 g 		0,11 	0,19	0,46	3,15		 13	  3
 3 Smør, lurmærket			pr. kg 		2,32 	2,49	7,53	23,40		278	 23
 4 Oksekød, forkød (bryst)		pr. kg		1,12 	0,94	4,76	37,75		134	 37
 5 Oksekød, skært (yderlår)		pr. kg 		1,28	1,60	7,37	41,70		154	 40

 6 Flæsk. Skinke uden skank		pr. kg 		1,77 	2,61 	6,39	30,50		212	 29
 7 Flæsk. Mellemkam uden spæk		pr. kg		1,38	1,38	8,55	42,80		166	 41
 8 Torsk, middelstore			pr. kg 		0,48 	0,56	1,54	15,15		 58	 15
 9 Kartofler, alm. god spise-k.		pr. kg		0,05	0,08 	0,41	2,60		  6	  3
10 Æg, 60-65 g/stk. (20 stk.)		1 snes		1,70 	1,13	4,82	18,70		204	 18

11 Kaffe				1/2 kg 		1,23	2,29	10,19	31,30		148	 30
12 Konditorkager			pr. stk.	0,05 	0,12	0,45	2,70		  6	  3
13 The, alm. Kongo-the			50 g		0,24 	0,45	1,08	4,40		 29	  4
14 Sukker (stødt melis)			pr. kg 		0,43 	0,43	0,91	9,60		 52	  9
15 Sødmælk				pr. liter	0,16	 0,24	0,53	3,50		 19	  3

16 Bajersk øl, skatteklasse I		pr. flaske 	0,13 	0,31 	0,71	3,25		 16	  3
17 Cigaretter, 20 styks pakke				0,20	0,80	3,00	16,50		 24	 16
18 Aviser, københavnsk morgenavis			0,10	0,11	0,40	2,65		 12	  3
19 Elektricitet til husholdning		pr. kWh		0,35	0,35	0,40	0,65		 42	  1
20 Gas til husholdning			pr. m3		0,11	0,15	0,32	2,55		 13	  2

21 2 værelses lejlighed			årlig leje	210	553	632	4400**
22 Arbejdsløn, faglærte, Kbh.		timeløn		0,66	1,74	5,59	70,95
23 Arbejdsløn, ufaglærte, Kbh.		timeløn		0,50	1,27	4,66	62,05

Translation into English, see page 371

(*) Der ikke taget hensyn til ændrede livsvaner og -vilkår eller skattetrykkets stigende andel i lønnen.
(**) Årslejen svarer i 1914 til lønnen for 420 timer = 7,3 arbejdsuger à 57,6 timer, i 1980 til 71 timer = 1,8 arbejdsuger à 40 timer.

Fortsættes

Tilbage til Danmarks Pengesedler
Tilbage til Dansk Mønt