Det danske rigsråds skilling - ikke fra 1481-1483, men fra 1448

af Gerald Stefke

Svar på Østergaard, Bent: Rigsrådets hvid - ikke 1448, men 1481-1483. I: NNUM 1995 side 34ff

I april-nummeret af Medlemsbladet (s. 34-39) har Bent Østergaard under titlen "Rigsrådets hvid ikke 1448, men 1481-83" samlet indicier og argumenter for, at udmøntningen af den danske rigsrådsmønt - forfatteren benytter ordet som samlende begreb for både skillingen og hviden (Galster 21-22) (1) - "er foretaget under det senere rigsrådsstyre 1481-1483, og ikke som hidtil fremført i 1448" (2). Da jeg første gang læste artiklen, fandt jeg argumentationen og altså også undersøgelsens resultat i hovedsagen overbevisende. Men der var dog noget uforklarligt tilbage: I artiklens overskrift tales kun om hviden, Galster 22, men teksten handler om begge møntsorter. Den eneste undtagelse kan tilsyneladende forklares ved særlige omstændigheder: Ved diskussionen om vidnesbyrdene fra de danske kirkefund er der kun tale om en nogenlunde ordret gengivelse af et afsnit af Jørgen Steen Jensens afhandling om møntcirkulation i Danmark c. 1350- c. 1500 (3). Åbenbart havde Jørgen Steen Jensen indskrænket sig til behandlingen af hvide, fordi 1400-tallets danske skillinge, en relativ sjælden mønt med højt pålydende, kun undtagelsesvis, ja måske overhovedet ikke, er forekommet i kirkefundene (4). Endelig forekom det mig lidt kedeligt, at Østergård i den vigtigste del af sin bevisførelse, hvor han diskuterer skattefundene, ikke kan indføje to fund med henholdsvis tre og én rigsrådsmønt i sit almindelige billede af møntfordelingen i de pågældende fund (5). Om disse fire mønter siger Østergaard blot, at deres forekomst i fund, som er afsluttet før Christiern I.s død 1481, "kan forklares på anden vis" (6). Det kunne naturligvis være meget interessant at få at vide, hvorledes denne forklaring ville lyde.

Efter de første gennemlæsninger af Østergaards artikel har jeg i første omgang ikke tænkt videre over disse skønhedsfejl. For en læser, hvis specialområde er den nordtyske pengehistorie i senmiddelalderen, er spørgsmålet om dateringen af de danske rigsrådsmønter fra 1400-tallet ikke just et emne, som berøver én nattesøvnen!

Men nogle dage senere blev sagen igen aktuel, da jeg - i min søgning efter fundbelæg for en bestemt mecklenburgsk blafferttype - gennembladede mine notater om nordtyske skattefund fra 1400- og begyndelsen af 1500-tallet. Jeg stødte nemlig på et fund med en rigsrådsmønt, som Østergaard ikke havde taget hensyn til, et fund med en skilling. Dette fund er velkendt af danske numismatikere. Det blev opdaget i 1845 og to år senere publiceret i Danmark. I Danmarks middelalderlige Skattefund (7), det eneste værk som Østergaard har taget materiale fra, forekommer fundet ikke. Det er nemlig fra Holsten, godset Övelgönne i det oldenborgske godsdistrikt (8).

Fundet bestod af 924 sølvmønter, næsten alle i lybsk valuta. For dateringen er i første række de 470 lybske skillinge fra den vendiske møntforenings fire byer vigtig. Alle er af den ældste type, der blev præget siden 1433, den næste type, som blev præget fra 1468, er slet ikke repræsenteret (9). Af den ældste type findes der fra Lübeck og Wismar flere undertyper, men både den relative og den absolutte kronologi af disse typer er usikker. En rigsrådsskilling fra 1448 ville allerede her være vigtig. Og stykket anses da også oftest for at være slutmønten. Alternativt kommer en anden, men dog mere marginal mønt i betragtning, en tidlig groschen fra den brandenburgske kurfyrste Friedrich II (1440-70). Problemet med denne groschens datering har Herbst, som publicerede fundet i sin tid, beskæftiget sig med (10). Et lille halvt århundrede senere forsøgte Emil Bahrfeldt at placere begyndelsen af groschenudmøntningen i Mark Brandenburg til 1459/60. Men iflg. de af Bahrfeldt selv samlede skriftlige kilder ville jeg mene, at man godt kan gå nogle år tilbage i tiden (11). Men selv hvis man kan fastslå tidspunktet præcis, f.eks. til 1455, så vil det dog ikke være alt for afgørende til dateringen af Övelgönne-fundet, at der er en enkelt brandenburgsk groschen fra dette år. Det er kun en terminus post quem, som ikke kan bruges til så meget, idet det egentlige tidspunkt, hvor fundet er afsluttet, højst sandsynligt må placeres en årrække senere.

Vi må nøjes med at konstatere, at Övelgönne-fundet senest er afsluttet omkring 1470, idet fundet ellers måtte have indeholdt i det mindste et par eksemplarer af type nr.2 af den lybske skilling.

Konsekvensen for dateringen af rigsrådsskillingen i Övelgönne-fundet bliver den, der også ville gælde, hvis skillingen havde været fundets slutmønt: Da denne næppe kan være fra 1481-83, må den høre til i året 1448. Dette resultat fører os hastigt tilbage til de to danske skattefund med rigsrådsmønt, som kræver nærmere kommentarer. Det er dels fundet fra Odden kirkegård (1886) (12) og dels fundet fra Smedegade i Horsens 1871 (13). I begge fundene er rigsrådsmønterne skillinge og ikke hvide, og i begge tilfælde er slutmønterne hvide fra Christiern I.

Selv om fundenes størrelse er meget forskellig, henholdsvis 44 og 531 stykker, har de andre fællestræk. I begge tilfælde er pengesummerne gemt hen i læderpunge. Man kan derfor gå ud fra, at disse udprægede 'currency hoards' kun har indeholdt mønter, der på pågældende tidspunkt var gangbare i ejerens sociale og økonomiske miljø. Pengesummerne må altså også afspejle betalingsmidlernes normale sammensætning, rent kvalitativt. Ved fundet fra Horsens, der er bemærkelsesværdigt stort for en så sikker 'currency hoard', kan man endog antage, at der er tale om kvantitativ repræsentativitet. Aldersforskellen mellem de ældste og de yngste mønter kan man ved en sådan fundsammensætning normalt gå ud fra er beskeden, da mønterne jo - i modsætning til 'savings hoards' - er sammenbragt indenfor kort tid, og ikke i løbet af en opsparingsperiode, der i visse tilfælde kan have varet årtier.

I begge fund består det store flertal af mønterne, omkring fire femtedel, af hulpenninge med tyrehoveder. Kun m.h.t. Horsensfundet vides der noget nærmere om dem, og man kan se, at det har været en lille, snævert sammenhørende variantgruppe med typer, der er kendt fra de nordiske kirkegulvsfund. Dertil kommer i det store Horsensfund endnu et par hulpenninge fra Lübeck, Hamburg og Lüneburg. Bortset fra et par marginale mønter i Odden-fundet, så er den sidste del, knap en femtedel, danske mønter. I det lille fund fra Odden kirkegård er der kun de tre rigsrådsskillinge og de fem stk. hvid fra Christiern I. I Horsensfundet er der desuden tre hulpenninge fra Erik af Pommerns tid. 40 mønter er fra Christopher af Bayern, udover 38 hvide også en skilling og én af de sjældne sterlinge. Resten er rigsrådsskillinge og hvide fra Christiern I. De udgør antalsmæssigt lidt flere mønter, end de danske mønter, der er præget før 1448. Man vil uden betænkning kunne placere begge fund i første halvdel af Christiern I.s regeringstid, og de viser ikke mindre entydigt end Övelgönne-fundet, at rigsrådsskillingen allerede er præget i 1448 (14).

Da Østergårds argumenter for omdateringen af rigsråds-hvidene til 1481-83 fortsat er gyldige (15), og i virkeligheden vinder gennemslagskraft, når de ikke længere skal bruges til også at omdatere rigsrådsskillingene, så kan man resumere forholdene således (16): Det danske rigsråd har i 1448 kun ladet præge skillinge og 1481-83 kun hvide. Det er bemærkelsesværdigt, at rigsrådet i 1448 tilsyneladende ikke har fortsat den masseproduktion af hvide, som Christopher af Bayern påbegyndte, eller - mere præcist - det har ikke været muligt at erkende en sådan udmøntning (17).

I stedet greb rigsrådet tilbage til skillingsudmøntningen, der jo også var indledt af Christopher, men formentlig allerede indstillet flere år før hans død. Jeg antager, det er et indicium for, at Rigsrådet ikke i helt så høj grad som Østergaard forestiller sig, har befattet sig med "storpolitik" (18).

(NNUM 1995 side 84ff)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt