Mens de nyere mønter fra kolonier, lande og områder under den danske krone i rigt mål er medtaget i de gængse danske katalogværker, er dette ikke tilfældet for mønterne før 1448. Vel findes de fleste mønter allerede beskrevet, men en samlet fremstilling er ikke hidtil forsøgt og for flere af områderne kan oplysninger om mønterne kun søges i fremmedsproget litteratur.
De engelske mønter fra Knud den Store og hans sønner kan tælles i tusindvis. Nærmest hver eneste by i hele England havde et møntsted og antallet af de på mønterne angivne møntprægere er enormt. Dertil kendes de fleste mønter i et utal af stempelvariationer med hensyn til inskriptionernes bogstavering. I de nordiske lande bliver mønterne traditionelt katalogiseret efter Hildebrand (1), som til indledning opdeler dem i nogle få hovedtyper og dertil et antal undertyper. I alt katalogiserer han 3.904 mønter fra Knud den Store, 1.050 mønter fra Harald Harefod og 216 mønter fra Hardeknud. Her gengives kun Hildebrands oversigtstavler.
De vigtigste byer er efter antallet af beskrevne mønter London, York, Lincoln, Winchester, Leicester, Stanford og Thetford. Typemæssigt er det for Knud den Store typerne E, G, H og I, som er de mest udbredte, mens resten er yderst sjældent forekommende. En firkantet mønt af type C bør anses for et ufærdigt prøveeksemplar og betragtes af P. Hauberg som dansk. Videre anser Hauberg mønter af typerne D, Da, Eh, Gc, Ia og Ic som værende danske. For Harald Harefods vedkommende er typerne A og B de mest udbredte; resten er meget sjældne. Hardeknuds mønter er alle sjældne. Hvis der endelig skal tales om almindeligere typer, er det B og A. Af de resterende henfører Hauberg, typerne Ba, C, D, E, F, G, Ga, Gb, Ha, Hb og Ia til Danmark, dog med undtagelse af de af type Ba, der af Hildebrand er henført til Derby og den af type Ha, der af Hildebrand er henført til Norwich. Mærkværdigvis anser Hauberg ikke typerne H og I som værende danske. De af typerne, som Hauberg anser for danske, er ikke gengivet på efterfølgende tavler.
Gorm den Gamle
omkring 940
__|___________
Harald Blåtand
ca.940-986
__|__________
Svend Tveskæg
986-1014
_____________________|____________
Edelred II ~ Emma ~ Knud den Store Harald Estrid
England | | 1018-35 1014-18 |
979-1016 _| | konge i England |
| | 1016-35 |
_________| ______|__ ___|_________________ __|____________
Edward Hardeknud Harald Harefod Svend Svend Estridsen
Confessor 1035-42 konge i konge i 1047-74
konge i konge i England Norge
England England 1036-39 1030-35
1042-66. 1039-42 død 1036
Ligesom de samtidige nedenfor meddelte mønter tilskrevet Lübeck stammer størsteparten af de bevarede eksemplarer henførte til Hamburg fra et møntfund gjort 1827 ved Bünstorff i Slesvig. Fundet blev oprindelig beskrevet af H. Dannenberg (2), men denne havde andre idéer om, hvorfra netop disse mønter hidrørte. De blev siden henført til Hamburg og Lübeck. Henførelserne synes gjort på et meget tyndt grundlag og flere af mønterne optræder selv i nutidig litteratur også som værende fra Pommern. Et meget vigtigt fund med nogenlunde tilsvarende mønter blev gjort ved Hohen-Volkfin; dette fund blev beskrevet af P. J. Meier (3). At ingen af mønterne fandt vej til så betydelige samlinger, som de der tilhørte Bille-Brahe, L. E. Bruun, Glückstadt og P. Hauberg skyldtes dels, at de først på et sent tidspunkt erkendtes som værende fra områder henhørende under dansk overhøjhed og dels, at man antagelig har betragtet henførelserne til Hamburg og Lübeck som mere end tvivlsomme. Dog bemærkes, som også nedenfor nævnt, at et eksemplar af typen med kongekrone i tårnporten fandtes på L. Chr. Petersens auktion, hvor mønten anføres som nr. 541. At til gengæld mønter fra Bünstorff-fundet fandt vej til Ole Devegges og Christian Jürgensen Thomsens (4) samlinger, kan ikke anvendes i nogen argumentation i dette emne, idet to sidstnævnte samlinger begge var universalsamlinger omfattende mønter fra alle lande. Dannenbergs oprindelige stregtegninger af mønterne blev siden anvendt af Galster (5), dog forsynet med hans egen nummerering. Tegningerne finder også anvendelse her. Derudover er her gengivet en enkelt tegning med anden oprindelse, nemlig fra Grote (6).
Kongekronen indeni tårnporten bevirker, at mønten dateres mellem 1201 og 1203. P. J. Meier melder om 15 eksemplarer i fundet fra Hohen-Volkfin og oplyser, at der konstateredes tre stempelvariationer. Et af eksemplarerne genfindes hos L. Chr. Petersen 541. Det afbildede eksemplar svarer til Galster 3.
De tre tårne, som også er byen Hamburgs mærke, er argumentet for at henføre mønterne til denne by. Tvivlen sås af de forskelligartede mærker i tårnporten.
Dannenberg Galster 204 18 (202) 34 Grote 8, III, a 205 28 206 14 207 15 209 12 211 7 213 20 215 24 Dannenberg Galster 216 25 217 27 219 36 220 32 221 33 222 10 223 16 224 19
Som de samtidige mønter tilskrevet Hamburg er de til Lübeck tilskrevne også især fremdraget i det store bracteatfund ved Bünstorff. Det menes vel, at den på mønterne viste fyrste skal symbolisere den danske kongemagt. Dannenberg så fyrsten som den tyske kejser. Foruden Dannenbergs afbildninger er her vist to møntbilleder fra Thomsens katalog.
Dannenberg Galster (158) 55 Thomsen 4389 (mærket AR) (164) 63 Thomsen 4393 166 60 141 50 148 40 (Behrens (7) 5)
Mønterne henført til Hamburg og Lübeck er alle bracteater. De vejer hver omkring et halvt gram. Nogle en anelse mindre, andre lidt mere. De er således ganske tynde, men virker til gengæld som præget af godt sølv og kan antages at have haft en tilsvarende værdi som den samtidige danske penning, der i Danmark var den eneste værdi, de prægede mønter havde. Bracteater er en betegnelse for mønter kun præget på den ene side og hvor bagsiden viser en negativ spejlvendt fremstilling af forsiden. En sådan prægning kan udføres, hvis et underlag mellem en tynd møntblanket og ambolt består af et blødere materiale, for eksempel bly, træ eller læder.
I året 1219 drog Valdemar Sejr mod øst for med magt at erobre Estland og at kristne de hedenske estere. Den afgørende kamp var slaget ved Lyndanisse, hvor det smukke sagn beretter, at Dannebrog den 15. juni faldt ned fra himlen. Herefter blev Estland en dansk vasalstat indtil landet i 1346 solgtes. Gejstligt underlagdes Estland ærkebispestolen i Lund, hvorved Anders Sunesøn foruden at være ærkebiskop i Lund blev den første biskop for Estland.
Da man i 1924 for Danmarks og Norges vedkommende indførte særskillemønter, var det i forvisning om, at det blot var en midlertidig foranstaltning. Næsten tragisk virker det derfor, at Estland et par år senere ændrede sin møntfod til sent og kroon og i håbet om en nærmere tilknytning til de nordiske lande endog lod mønternes pariværdi være baseret efter formlerne i den skandinaviske møntkonvention. Estlands tilknytningsforhold til Danmark ses også i landets våben, som endnu viser de selv samme tre løver, som det danske rigsvåben indeholder, dog uden de ni hjerter. Moderne mønter fra Estland hører således langt bedre til i en samling af nordiske mønter end finske mønter, hvor mønterne på ingen måde har noget til fælles med hverken danske, islandske, norske eller svenske mønter og hvor kun det rent geografiske og tildels sprogmæssige med hensyn til det svensktalende mindretal i Finland kan have nogen indflydelse. Hvis endelig Finland af hensyn til Sverige bør medtages, kunne man med henvisning til Danmarks tidligere udstrækning i lige så høj grad foreslå en udvidelse med tyske mønter med tyngdepunktet i mønter med møntstedsbogstavet J for Hamburg, hvilke mønter endog i tiden indtil genforeningen i 1920 har været de mest udbredte i det sønderjyske område.
De til Estland i dansketiden henførte mønter findes omtalt af Leimus (8) og Haljak (9). Det er bracteater og tilsyneladende af godt sølv. Den med tårnbygningen og den med krydslagt sværd og bispestav, hvoraf sidstnævnte menes at være en kirkelig udmøntning af Anders Sunesøn, anses for at være præget omkring 1220. Den lille bracteat med krone antages at være senere end 1265.
På mønterne ses i reglen motivet fra Gullands våben, Guds lam med fane, Agnus Dei, hvilket er en allegori på Kristus. På danske mønter ses våbnet selv efter øens afståelse optrædende på en del stormønt helt indtil 1726. I de tilfælde, hvor det danske våben er omgivet af 15 kredsstillede små provinsskjolde, kan man finde det som nummer 11.
Man kan med stor skarpsindighed angive forskellige møntnavne på de ældre tosidige gullandske mønter, der med tiden, som vel vanligt, prægedes på stadig lettere blanketter. For nemheds skyld angives fælles for alle de anonyme mønter navnet gote. De små bracteater med W, hvilket bogstav både har været diskuteret betydende Waldemar (Atterdag) og Wisby, som er den betydende by på Gulland, kaldes i samlerkredse i reglen blot for W-bracteater. Møntbillederne er her gengivet efter Hauberg (10) og Hildebrand (11).
Hvid U. år Hauberg 84, Hildebrand 798
Christian IV, 1624 speciedaler med Gullands våben visende Guds lam med fane; her anbragt som kredsstillet våben nummer 5 følgende uret.
Haakon V Magnus I,
Norge Sverige
1299-1319 1275-90
__|_____ __|________________________
Ingeborg ~ Erik Eufemia
|__________ _|______
Valdemar Atterdag Magnus Smek Albrecht
1340-75 Norge 1319-55 Sverige 1364-90
| Sverige 1319-64 død 1412
| Skåne 1332-60, død 1374
_|_____________________________ __|______
Ingeborg Margrethe ~ Haakon VI
| formynder | Norge
_|___ for Oluf | 1355-80
Maria 1375-87 |
| derefter |
_____|___________________ dronning _|__
Erik af Pommern Katharina død 1412 Oluf
1396-1439 | 1375-87.
død 1459 |
_______| Didrik den Lykkelige ~ Hedvig
| af Oldenburg | tip-tip-
| død 1440 | oldebarn
| | af Erik
________|__ ______________________| Klipping
Christoffer ~ Dorothea ~ Christiern I, Danmark
af Bayern 1448-1481
1440-1448
Ørtug Hildebrand (12) 678, Schive (13) 22
Ørtug Hildebrand 679, Schive 23
Ørtug Hildebrand 680
Ørtug Hildebrand 681
Ørtug Hildebrand 682
Ørtug Hildebrand 683
Abo Hildebrand 684
Abo Hildebrand 685
Ørtug Hildebrand 688, Schive 29 variant, hvor C ikke er lagt på et kors. Thomsen 11657
Ørtug Hildebrand 689
Ørtug Hildebrand 690, Schive 30. Sarvas (16)
(2002)