I foråret 2006 var jeg i min egenskab af sproghistoriker blevet inviteret til et symposium i Riga. Man skulle især beskæftige sig med tekster fra Baltikum, og det var derfor nærliggende at tænke på, hvad der mon kunne findes i Rigsarkivet af breve fra Baltikum inden for den periode, jeg bedst har kendskab til, nemlig det 16. og det 17. århundrede. Det var et helt nyt emne, jeg nu skulle give mig i kast med, så jeg henvendte mig til arkivregistrator Palle Sigaard på Rigsarkivets læsesal. Palle Sigaard oplyste, at der findes temmelig meget fra Livland, og at der findes særlig meget fra den estiske ø Øsel/Saaremaa, der hørte til Danmark i årene 1559-1645. Desuden vidste Palle Sigaard, at der fandtes et meget smukt brev på tysk fra selve Riga. Sidstnævnte skulle vise sig at være særdeles interessant, for det gav nye oplysninger om Christian III.s møntmester Reynold Junge. Brevet (i Rigsarkivet i TKUA Topografisk henlagte sager, Hansestæderne A I. Breve fra Hansestæderne til det danske kongehus mm. 1509-1558, pk. 19-1) bringes her i oversættelse til dansk, men først lidt om personen og baggrunden for udstedelsen af brevet.
Reynold Junge vil være et velkendt navn for numismatikere. For nylig har Jens Christian Moesgaard udgivet en udførlig redegørelse for hans virksomhed, og tidligere har Georg Galster beskæftiget sig indgående med ham. Ganske kort fortalt er historien om ham som følger: Hans fødeår og -sted er ukendt. Eftersom han havde forretningsforbindelser i Ditmarsken, anså Galster det for muligt, at han var fra Husum. Før 1530 var han smedemester ved mønten i Reval/Tallinn (Galster 1934, XI, 198-199, Galster 1981). I 1530-1533 var han møntmester i Lüneburg (Bendixen 1960, 97). I 1534, mens Christian (III) endnu var hertug i Slesvig, kom Reynold Junge i hans tjeneste (Galster 1927, 73), og forretningsforbindelserne i Ditmarsken kan han så have fået med hjælp fra personer ved hoffet eller hertug Christian selv. Junge arbejdede først for hertug Christian i Gottorp og giftede i Husum sig med Christine Höyer, der var enke efter hans forgænger Jørgen Drewes. Junge fulgte senere Christian og havde værksteder i Århus og Roskilde. Da Grevens Fejde i 1536 endte med, at København overgav sig til Christian III, overtog Reynold Junge mønten i København, hvor Jørgen Drewes også havde arbejdet. Det var en stor virksomhed, Junge ledede; han beskæftigede mange svende i værkstederne (Posselt 1986, 30, Jensen 1988, 208).
I 1536 skete der det kedelige, at den sidste prior i Sankt Knuds kloster i Odense beskyldte Junge for at have stjålet noget sølv. Kongen synes imidlertid at have accepteret det, da Junge erklærede sig uskyldig. Men da møntregnskaberne for årene 1534-1539 blev fremlagt, kom det frem, at Junge havde begået underslæb, og prioren noterede, at han kom i tårn og fængsel (Galster 1927, 281-282). Retssagen førte til, at regnskaberne er bevaret, og de blev udgivet af Galster i 1934. Reynold Junge bad kongen om nåde, og det kom til et forlig. Han skulle nu tilbagebetale de 127 332 mark 12 skilling danske, som han skyldte kongen. Men han havde også penge nok til det, for han havde i alt 139 000 Joachimstaler og 11 skilling lybsk stående på rente i Lübeck, Danzig/Gdansk, Riga, Meldorf og Heide i Holsten samt i Reval/Tallinn (Galster 1927, 283; 1934, 175-176). I ”Bekentnus des muntzmeisters”, møntmesterens tilståelse, står der, at han havde 12 000 daler stående hos Jasper Spenckhusen i Riga. Og i regnskabet står der om disse penge: ”De penge i Riga og Reval/Tallinn, som står hos Jaspar Spenckhausen, Andres Henricksen, Heyse Boettin og Thonies vonn Werdenn, som beløber sig til 40 290 daler, har han også sendt med den unge Christopher. De var for en dels vedkommende i varer, men det meste i dalere. Det er alt sammen sikkert nok, papirerne på det ligger hos rådet.” (Galster 1934, 176, her i dansk oversættelse ved BC). Men det var nu ikke så sikkert endda. Som det nyfundne brev skulle vise, var der problemer med pengene i Riga.
Brevet fra Riga til kongen er svar på et brev, som kongen må have ladet skrive til borgmestre og råd i Riga for at få pengene udbetalt af dem, men hvad der stod i det, vides ikke. Den koncept (kladde), der formodentlig først er skrevet, er ikke bevaret, og det findes heller ikke indført i de såkaldte kopibøger, dvs. bøger med afskrifter af udgående breve. Om det originale brev fra kongen findes bevaret i Riga, er uvist. Der har ikke været mulighed for at søge efter det, og det fremmer ikke optimismen, at der var en stor brand i 1674, hvorved talrige arkivalier gik tabt (Lele-Rozentale 2001, 300). I det nyfundne brev svarer borgmestre og råd i Riga kongen som følger (her i oversættelse fra tysk. Originalversionen gengivet i Christensen 2007):
Durchlauchtigste og højbårne fyrste, stormægtigste konge, Eders kongelige Majestæt, først vil vi altid med den største iver tilsige Eder vor underdanige, ufortrødne og stedse villige tjeneste. Nådigste herre, Eders kongelige Majestæts skrivelse, vedrørende nogle penge, som Eders kongelige Majestæts møntmester Reinolt Junge skulle have stående hos den velærværdige og vise hr. Caspar Spenckhausen, vor medborgmester, og en Andreas Hinricksen, og ligeledes det håndskrift lydende på disse penge, som den samme møntmester giver udtryk for, at han skulle have lagt i forvaring hos os etc., har vi kort før dags dato modtaget med tilbørlig reverens og ærbødighed. Vi kan ikke undlade at meddele Eders kongelige Majestæt vort underdanige svar derpå, at hverken førnævnte møntmesters person eller hans handel og vandel på mindste måde er os bekendt, så meget mindre det omtalte håndskrift, og af den grund kan vi i højeste grad undre os over, hvordan det går til, at den samme møntmester omtaler os for den slags ting for Eders kongelige Majestæt. Vi har også foreholdt vor ovennævnte medborgmester Eders kongelige Majestæts skrivelse. Hans velærværdighed har givet os denne beretning, at han ikke kender ovennævnte møntmester særlig godt, men har for nogle år siden af den samme møntmesters tjener ved navn Kerstian Etiges, som nu er Eders kongelige Majestæts undersåt i Aalborg, købt nogle sild og derpå sendt den nævnte møntmester et håndskrift, som tilkom ham for disse sild. Dette håndskrift har den samme møntmester beholdt hos sig i over et år og derefter sendt det tilbage med den nævnte Kerstian, og vor borgmester har ladet ham modtage den betaling, som han fordrer af ham, og den samme betaling bestod af nogle skippund voks. Dette voks har en mand ved navn Christoffer Grønhagen, også den nævnte møntmesters tjener, modtaget og afsendt med skib herfra til Lübeck, men hvor så dette voks senere er blevet af, er han ikke klar over. Han skylder ikke den ofte nævnte møntmester noget, da han har indløst håndskriftet, som han tidligere havde udstedt, etc. Den anden person, Andres Hinricksen, som er nævnt i Eders kongelige Majestæts brev, er os ubekendt og bor heller ikke i vor by. Dette har vi ikke kunnet undlade at meddele Eders kongelige Majestæt som underdanigt svar på Eders skrivelse. Vi vil til enhver tid findes villige til inderligt at bønfalde Den Almægtige om at opholde Eders kongelige Majestæt i længevarende sundhed, lykkelig regering og evig velfærd på legeme og sjæl. Givet torsdag efter Viti anno etc. 43.
Eders kongelige Majestæts Underdanige og Beredvillige Borgmestre og Rådmænd i staden Riga.
På bagsiden:
Til den durchlauchtige, højbårne fyrste og herre Hr. Christian til Danmark, Norge, de Venders og Goters konge, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenburg og Delmenhorst vor nådigste herre.
På bagsiden med en anden hånd:
Ankommet til København torsdag efter Jacobi anno etc. 43
Helgendagen Viti, dvs. Sankt Vitus’ dag, faldt i 1543 den 15. juni, og torsdag derefter, da brevet blev skrevet, var så den 21. juni (Bauer 1868). Formodentlig er brevet blevet sendt til Danmark ad søvejen. Jacobi dag, dvs. Sankt Jacobs dag, faldt i 1543 den 25. juli, og torsdag derefter var den 26. juli (Bauer 1868). Rejsen har således taget en måned, så der har været tid nok til at lægge til i en havn eller to undervejs.
Desværre vides det ikke, hvem der har skrevet brevet. Iflg. Lele-Rozentale (2001, 303), er det påfaldende, så få skrivere i rådets kancelli, der var født i Riga. Hvem der var stadssekretær i Riga i 1543, vides ikke, men en mand ved navn Bernhard Breul fra Allendorf i Hessen var fra december 1535, måske allerede fra 1530, undersekretær og fra ”1544 (?)” stadssekretær (Schmidt 1938, 85-86). Det kunne måske være ham. Det har ikke været muligt at undersøge sagen nærmere.
De personer, der nævnes i brevet foruden kongen og Reynold Junge, kender man en lille smule til fra andre kilder. Andres Hinricksen er sandsynligvis identisk med den ”Andreas Heinricksen født i Ditmarsken”, der iflg. møntmesterregnskabet boede i Reval (Tallinn), og hos hvem Reynold Junge havde 9 000 daler stående på rente (Galster 1934, 175, citat i dansk oversættelse ved BC). Kerstian Etiges nævnes i akterne fra retssagen mod Junge, nærmere bestemt i kongens forskrift for forhøret; kongen ønskede, at Junge blev spurgt, ”om ikke Christiern Etyges, borger i Aalborg, havde vekslet mønter for ham” (Galster 1934, 173, citat i dansk oversættelse ved BC). – Kerstian og Christiern er varianter af navnet Christian (Knudsen & Kristensen 1936, I, sp. 786-794 under Kristiarn). Tjeneren Christoffer Grönhagen er formodentlig identisk med den unge Christopher, der nævnes i regnskabet (Galster 1934, 176). Om Caspar Spenckhausen, hvis navn også findes i kilderne i den nedertyske form Jaspar Spenckhusen (om Caspar og Jaspar, se Seibicke 1998, 656, Knudsen & Kristensen 1936, I, sp. 606-607 og 730, Meldgaard 2005, 205), har Galster fået oplysninger fra stadsarkivaren i Riga. Han blev rådmand i 1535, borgmester i 1543, og han døde i 1548. Han var købmand, og hans store købmandsbog fra årene 1527-1538 findes bevaret i Rigas stadsbibliotek, men der synes ikke at være nogen konto med Reynold Junges navn (Galster 1934, 176). Det er så heldigt, at der findes en tysksproget Riga-historie (Mettig 1897), men der er han imidlertid kun nævnt ganske kort. Vi får at vide, at Riga var en af de første byer, der tilsluttede sig Luthers lære, og at de to rådmænd, under hvem de kirkelige anliggender hørte, havde titel af superintendent. Jaspar Spenckhusen var den ene af de første to superintendenter. Den første gejstlige superintendent i Riga var Jacob Battus, der tiltrådte i 1543 (Mettig 1896, 201-202). Jaspar Spenckhusen forlod altså det år superintendentembedet og blev borgmester i stedet. – Om de andre borgmestre blev der ikke fundet oplysninger hos Mettig.
Også med de penge, som Junge angiveligt havde stående i Reval/Tallinn hos Heyse Boettin og Thonies von Werden, var der problemer. Kongen lod også skrive til denne by, og svaret fra borgmestre og råd af 5. juli 1543, som findes i Rigsarkivet under indkomne breve til Danske Kancelli, er trykt hos Galster 1934, 198-199. Thonies von Werden kunne ikke huske noget. Det er i øvrigt det brev, der er kilde til oplysningen om Junges ophold i byen.
Som nævnt endte sagen med et forlig mellem kongen og Reynold Junge, og Junge udstedte et åbent brev, hvori han takkede kongen for det ”venlige Regnskab og Forligelse” (citat efter Galster 1927, 284). Brevet er dateret 16. november 1540. Det er kun 17 dage efter den sidste dato i regnskabet, og iflg. Galster må det være antedateret (Galster 1927, 284). Kirsten Bendixen (1960, 99) mente, at årsagen til, at kongen tog Reynold Junge til nåde, var, at Christine Höyers bror var gift med en illegitim datter af Frederik I, så Junge og kongen var en slags svogre. Men en anden mulighed kunne være, at det var kongens kristelige holdning, der førte til, at han tilgav den angrende synder. Kongen var ”siden sin ungdom var et dybt troende menneske, fast forankret i den lutherske kristendomsforståelse” (”seit seiner Jugend ein tief gläubiger Mensch, fest im lutherischen Christenthumsverständnis verankert”, Schwarz Lausten 2004, 30. Jf. også Slottved 1979, 302). I den ligprædiken, som kongens livlæge Jacob Bording holdt over ham, findes der nogle citater, der viser dette. Jacob Bording fortalte, at kongen satte særlig pris på Luthers kommentar til Galatherbrevet, og i forbindelse med læsning af kommentaren til kapitel 1, vers 4 havde kongen sagt: ”… was anderes haben wir vor Gott vorzubringen als eine häßliche Sündenlast? Laß uns deshalb zu Gottes Sohn streben und uns seine Gerechtichkeit erwerben, die allein uns selig machen kann“ (`hvad andet har vi at bringe frem for Gud end en hæslig byrde af synd? Lad os derfor ile til Guds Søn og erhverve os Hans retfærdighed, som alene kan gøre os salige” oversat af BC) (Schwarz Lausten 2004, 35, hvor der findes flere citater).
Den reform af møntvæsenet, som kongen foretog i 1541, fik Reynold Junge ikke noget med at gøre. Han og hans kone vendte tilbage til Husum, og i 1545 blev han møntmester i Flensborg og fik kongens tilladelse til at slå guldgylden der. I 1546 døde han.
18 år senere dukker en skipper ved navn Reynold Junge op i kongens Kieler Omslagsregnskab (Rigsarkivet. Regnskaber 1559-1660. Omslagsregnskaber 1564-1600). Heri findes en liste, dateret Nyborg 19. november 1564 med overskriften ”Andere schulde, so von wegen der Kon: Maytt: auff Kunftigem vmbschlag zum Kyell abzulegen,” (Anden gæld, der skal betales på vegne af Kongelig Majestæt på næste omslag i Kiel) og på den findes flg. indførsel: ”Schiffer Reinholdt Jungen fur ein Schief drei tausendt thaler haubtsumma vnd anderthalb hundert thaler rente,” (Skipper Reinholdt Junge for et skib tre tusind daler i hovedstol og halvandet hundred daler i rente). Det er for tidligt til, at man kan tro, det er et barnebarn af møntmesteren, der har sejlet for kongen. Det er snarere hans søn. Så Junge kom sikkert fra en egn, hvor det var skik, at far og søn hed præcis det samme. Da noget af det første, man hører om Reynold Junge, er, at han arbejdede i Tallinn, var han måske fra Estland? I så fald skulle han med sit tyskklingende navn høre til den tyske overklasse i byerne eller den tyske godsejerstand (Helk, Estland, Den store danske encyklopædi bd. 6, 1996, s. 42). I Estland er det imidlertid ikke almindeligt, at far og søn hedder præcis det samme, selv om fænomenet dog ikke er helt ukendt i de seneste århundreder. Den estiske forsker Annika Hussar, der er i gang med en grundig undersøgelse af brugen af fornavne i det 19. årh., er nået til det resultat, at der i Estland kun er ét sogn, Mihkli i det vestlige Estland, hvor procentdelen af identiske navne på far og søn er signifikant, omkring 20%; i Karksi i Sydestland er den 9,9%, på Hiiumaa i Pühalepa er den 5.7%, andre steder er den normalt under 3% (Venligst oplyst af Peeter Päll, Eesti Keele Instituut / Institut for Estisk Sprog, Tallinn). Hvordan forholdene var i tidligere århundreder, vides ikke. Og de områder, der her nævnes, er områder ude på landet, hvor man ikke umiddelbart venter at træffe mange mennesker af tysk oprindelse. Hiiumaa er den ø, der på dansk kaldes Dagø.
Der er ligeledes nogle egne i Tyskland, hvor det er gammel skik, at en søn fik faderens navn. Så måske kom Junge fra en af de egne? Skikken kendes fra Strasbourg i middelalderen (Bach I, 2, 1953, 219). Desuden kendes den fra Midt-Schwartzwald (Meyer 1900, 27), fra Rhön (et bjergområde i det sydøstlige Hessen) og Lechrain (et landskab på grænsen mellem Oberbayern og Schwaben) (Bach I, 2, 1953, 219; Sartori 1910, I, 40) og fra Württemberg (Bach I, 2, 1953; Höhn 1909 (1910), 274). Det er uvist, hvor langt tilbage i tiden skikken rækker i disse egne. Endelig kendes skikken fra provinsen Hannover, nærmere bestemt egnen omkring Neustadt am Rübenberge nordvest for Hannover (Bach I, 2, 1953, 219, Heckscher 1930, 149-150). Heckscher har oplysning om denne skik fra mundtlige kilder fra Mandelsloh, Büren og Moordorf. Heller ikke i dette tilfælde er det klart, hvor langt tilbage i tiden skikken rækker. Men derfra er der ikke langt til Ditmarsken og til Lüneburg. Måske var det den egn, Reynold Junge kom fra?
(NNUM 2008 side 142-149)