Flensborg Mønt

af Georg Galster

(Kapitel 4)

Kapitel 5. Møntprægning

I størstedelen af det sekstende århundrede gik prægringen med hammer- og amboltstempler for sig som i middelalderen. Af den her trykte og refererede bestalling og møntordning og endnu mere i undersøgelseskommissionens papirer vedrørende Reynold Junges virke 1534-40 i Danmark kan udledes ret fyldige oplysninger om de indre forhold ved en møntsmedje og det meget vanskelige og ansvarsfulde arbejde, der skulle udføres. Det er fremstillet i et træsnit, skåret af Augsborgkunstneren Hans Burgmair (1473-1531) til kejser Maximilians store værk "Der Weiss Kunig" (124). Det er dikteret i årene 1512-14 af den gamle kejser (født 1459 i Wien) og ført i pennen af hans sekretær. Det er både en form for livserindringer og en lærebog for efterfølgerne, der deraf kunne se, hvorledes "den vise konge" skulle uddanne sig.

Med kunstnerisk frihed er de forskellige arbejdsrum i mønten samlet under eet. Den unge kong Max, der er tegnet, som han ser ud på sin bryllupsmedaille 1477, søger her kundskab i møntvæsenet hos sin møntmester. Han er fornemt klædt, som sig hør og bør en så højtstående mand ved et kongeligt besøg. Han står med en regnskabsbog opslaet foran sig, hvori læses 1510, formodentlig en angivelse af, når billedet er udført, medens det historiske optrin må tænkes foregået omtrent tredive år før. På væggen hænger en vægt med sølvklumper i den ene skål og vel lodder i den anden. I vindueskarmen står en proberskål. Udenfor ses tre dampende store digler, tilsyneladende frit fremme, men i virkeligheden indsatte i dertil byggede ovne med grundmurede skorstene. Til smeltningen medgik en syndig masse trækul, der i grevefejdens tid kostede 3 skilling tønden eller 3 mark læsten. Skulle der slås dalere, måtte sølvet ofte finbrændes; til den mere eller mindre ringholdige småmønt skulle tværtimod tilsættes kobber, som især kom fra svenske miner. Når smeltningen efter foretagne prøver var af rette holdighed, blev "det beskikkede gods" hældt i "ingusser", jernstøbeforme, hvori det formedes til stænger, "tene". I datiden, der ikke kendte til valseværk, måtte disse tene møjsommeligt hamres tynde, idet de gentagne gange glødedes på glødepanden, indtil de havde den for mønten bestemte tykkelse. Det er det arbejde, møntersvenden i midten af billedet er ved at udføre på en næsten kvadratisk ten. Det påtaltes flere gange på probationsdagene i den nedersaksiske kreds, at man ikke anskaffede det nymodens valseværk, kaldet "Recke-" eller "Ziehebank". Før 1572 fandtes det kun i Lybæk og Goslar.

Derefter blev møntblanketterne klippet til med en stor saks, hvis ene ben kunne være fastgjort i arbejdsbordet, som det vises af svenden til venstre. Så kunne omsider prægningen gå for sig med hammer- og amboltstempler, som det vises til højre, hvor en lærling lægger blanketterne på understemplet og svenden præger løs. En spand med nyslåede mønter står på gulvet. Inden de blev sat i omløb, blev de prøvet og vejet. Småmønten i al fald blev kun vejet "al marco", så og så mange stykker, alt efter møntordningen, på en lødig mark. Et par mønter fra prøven blev sammen med en prøveseddel nedlagt i en aflåset bøsse - det er formodentlig det skrin, som står på gulvet i forgrunden.

Når møntmesteren, som det øjensynlig var tilfældet i Flensborg, kun var underkastet kontrol med, at han overholdt møntordningen, og måtte gøre regnskab for, hvor meget han udmøntede af hensyn til den slagskat, han skulle svare, var han iøvrigt ret frit stillet. I tilknytning til mønten havde han ofte en priviligeret vekselbod, hvor godtfolk kunne komme og få ny mønt for gamle eller for sølv. Han havde oftest ret til at drive købmandskab, fri for borgerlig skat og tynge. Det var vel en følge af, at skatter, der indgik i naturalier som korn og kvæg, lettest kunne gøres i klingende mønt hos møntmesteren. Almindelige bankforretninger kunne påhvile ham. Den første bank i Nordeuropa, som kendes, var den, som nævnes i Lybæk 1420, hvis indehaver var Erik af Pommerens møntmester Rolaf Comhaer. Hvis møntmesteren forstod sit kram som f. ex. borgmester Jørgen Kock eller Reynold Junge, lå vejen åben til at vinde en for borgerlige mænd usædvanlig rigdom. Men forholdene ved mønten i Flensborg var for små, og virksomheden kunne ikke konkurrere med Hamborgs og Lybæks møntsmedjer.

_________________

For udforskningen af Flensborg-mønten har Erwin Nøbbes arbejder været grundlæggende. Vigtige bidrag skyldes Julius Wilcke og Axel Ernst. Fritze Lindahl og Holger Hede har katalogiseret hver især de to perioder af udmøntningerne. En artikel om Hans Köppelin i NNÅ 1964 s. 26-48 er med uvæsentlige ændringer gengivet i siderne ovenfor.

Bilag 1: Møntordning 1544 og 1547



Forkortelser:


Tilbage til Dansk Mønt