Studiet af danske middelalder-mønter har i snart tre generationer været præget af P. Haubergs grundlæggende undersøgelser, fremlagt i 1900 (1); praktisk taget bygger alle senere oversigter på dem (2). Først i de seneste år har man på to områder kunnet udbygge eller ændre enkelte dele inden for 1000-tallets første halvdel gennem to grupper af undersøgelser. Det drejer sig dels om de talrige skattefund fra hele det nordiske område og deres kildeværdi ud fra studier over de relevante tyske og angelsachsiske mønters kronologi. Og dels er der tale om det seneste ti-års undersøgelser af nogle danske møntgrupper, deres stempler og stempel-kombinationer.
Da det foreliggende skrift henvender sig til videre kredse end den snævre faggruppe af numismatikere, kan det være rigtigt at indlede med en oversigt over nogle vigtigere resultater fra de nævnte studier - ud fra den selvfølgelige baggrund, at der her tales om datidens Danmark, hvor Skåne, Halland og Sydslesvig må ses på lige fod med f.eks. Sjælland og Nørrejylland.
De mange møntskatte - med og uden andre former for sølv - var allerede en vigtig vejledning for Haubergs kronologiske ordning. De nye undersøgelser er dels baseret på en langt finere kronologi for de angel-sachsiske mønter, som i så stort antal optræder i vore fund fra første halvdel af århundredet, og dels ved en igangværende samlet publikation af de svenske skatte (3) (her dog indbefattet dem fra Skåne og Halland), hvor især bearbejdningen af de talrige tyske mønter allerede er forelagt i større og mindre studier (4). Sammenstillingen af alle nordiske og slaviske møntskatte og deres datering (5) har vist, at næsten alle større fund (dvs. med mere end ca. 100 mønter) fra dansk område har omtrent samtidige slutmønter, hvad enten de er danske, tyske eller engelske. Samtidig indeholder alle disse skatte dog et stort antal mønter af ældre prægninger og ofte vidt forskellig herkomst. Det betyder, at de gamle mønter her har været tillagt samme værdi som de nyprægede, men tillige, at disse har cirkuleret hurtigt. For de danske funds vedkommende vil yngste mønt i tid ligge nær tidspunktet for skattens nedgravning. Der vil selvsagt være undtagelser, men de er få blandt de danske fund (således det bornholmske fund fra St. Frigård (6) og et fra Johanneshus i Blekinge (7); her kan man dog diskutere, hvorvidt disse landskaber politisk set var danske i vikingetid). Går man videre ud til de rige gotlandske og slaviske fund, er billedet mere diffust.
Langt vigtigere for brugen af mønter som historisk kildemateriale er nye studier over de enkelte prægninger. Hauberg lagde som allerede nævnt grunden for en ordning af 1000-tallets mønter. Gennem første halvdel af århundredet var de stærkt engelsk-prægede som en følge af de politiske forhold. Til indledning havde han de få kopier af Æthelreds såkaldte CRUX-type, hvor den engelske konges navn var erstattet af Svend (Tveskæg) og titlen »konge hos danerne«. De skal ganske vist dateres et par år før årtusindskiftet, men hører historisk set sammen med de næste serier, der dog er en snes år yngre. Det er Knud den Stores første prægninger fra Lund og enkelte andre byer over Sjælland til Jylland, hvorved et selvstændigt dansk møntvæsen indføres efter engelsk forbillede. Virksomheden fortsætter under Hardeknud og Magnus den Gode og derpå med helt nye typer under Svend Estridsen. Gennem dennes senere år bliver de tidligere så dominerende fremmede mønter sjældne i fundene for (med få undtagelser) at forsvinde under hans søn Harald Hen (1074-80). Dette tolker Hauberg således, at begrebet monopolmønt endelig er slået igennem herhjemme, dvs. at kongen nu kan udnytte sin møntret til økonomisk fordel for »statskassen«, således som det næsten hundrede år tidligere havde været praktiseret i England.
Haubergs opfattelse genfindes i nyere tid i de fleste historiske oversigtsarbejder, hvad der kan være naturligt, fordi nye forskningsresultater gemmer sig i numismatisk speciallitteratur. Men mange af disse resultater har i høj grad betydning også for datidens politiske og økonomiske historie.
1. Vel nok vigtigst er påvisningen af ét, måske flere centre i Sydskandinavien, hvor man i stort omfang har kopieret engelske mønter gennem måske hele 30 år, skønsmæssigt i tiden ca. 995 til ca. 1025. Man har anvendt dels ægte engelske advers-stempler, dels imitationer af dem og forsynet dem med enten gode kopier af engelske revers-stempler eller mere ulæselige efterligninger. Efter antallet af bevarede mønter må virksomheden som sagt have været omfattende. Mærkeligt nok varierer deres vægt stærkt, og et flertal er tungere end de engelske originaler, skønt sølvet synes at have været af samme lødighed (hvad der dog ikke er dokumenteret endnu). Disse mønter kendes slet ikke i fund fra angel-sachsisk område, og kan derfor ikke forklares som forsøg på falskmøntneri her. Disse vigtige studier, som fortsat bringer nye resultater, skyldes primært Mark Blackburn (8) og Brita Malmer (9), men startede faktisk med enkelte iagttagelser allerede 1961 (10). - De mange ægte engelske stempler i produktionen kommer næsten alle fra Danelagens mønt-byer og er følgelig næppe plyndringsgods. Knud den Stores første »signerede« mønter fra danske byer (efter ældre og nyere opfattelse slået omkring 1020) hører sandsynligvis til blandt de yngste af de her omtalte grupper; også blandt dem er påvist stempel-koblinger med ægte engelske mønter (11).
2. Danske mønter med Hardeknuds navn, hvor Lund både i kvalitet og kvantitet spiller en dominerende rolle, er blevet dateret på en lidt anden måde end refereret ovenfor (12). Produktionen i Lund kan deles i to grupper, der henholdsvis er karakteriseret af en rent »national« type med en lindorm (eller et lignende fabeldyr i nordisk stil) på adversen og dernæst en gruppe, som på alle punkter efterligner angel-sachsiske typer, gamle som nye. Det er nu godtgjort, at orme-gruppen er ældst, og at den først adskillige år senere (ca. 1040) afløses af de engelske typer. Medens man tidligere daterede de engelsklignende mønter til tidligst 1035, da han ved Knuds død bliver dansk konge, er der påny givet gode grunde for, at de nationale typer allerede udmøntes senest 1030 (efter funddateringer) og måske allerede ca. 1026/28, snart med Hardeknuds og snart med Knuds navn. Som i Lund karakteriseres på samme tid næsten alle andre danske møntsteder af hver sin selvstændige nationale type, omend indskrifterne her er ulæselige. - Samtidig med disse udmøntninger bliver deres vægt reguleret i hele landet. Som det forlængst er set (13), må man nu skelne mellem en østdansk penning-vægt på omkring 1,0 gram, medens de vestdanske mønter i regel kun holder ca. 0,75 gram i snit. Denne ordning bevares stort set gennem det næste halve århundrede. Man kan nu - men først nu - tale om et organiseret dansk møntvæsen.
Det vil være korrekt at nævne, at de så vigtige dateringer af de første Hardeknud-mønter allerede blev foreslået 1875 af Kr. Erslev i en stor, men nu næsten glemt afhandling (14). Hauberg refererer Erslev - korrekt, omend yderst kortfattet - i sin bog (15), men foreslår mærkeligt nok andetsteds i samme afhandling (16) en anden kronologisk ordning, hvorefter Hardeknuds engelske typer skulle udgøre en direkte fortsættelse af Knuds tilsvarende mønter og med skiftet ved 1035; de nationale typer skulle være yngre. Den sidstnævnte opfattelse er siden hen blevet generelt accepteret, således at Erslevs gamle forslag kun tilsyneladende kan kaldes nyt, omend med et andet udgangspunkt og på et revideret grundlag (17).
3. Hardeknuds yngste typer og Magnus den Godes mønter fra Lund har været genstand for en særlig undersøgelse (18). Som allerede nævnt ændres mønt-typerne her så radikalt (tidligst) 1040, at man næsten kan tale om en reform. Den engelske model genindføres; kvaliteten er nu fuldt på højde med de angel-sachsiske prægninger, og indskrifterne stort set læselige. På adversen finder man Hardeknuds navn (ofte mindre korrekt gengivet) og i flere tilfælde med tilføjelsen REX eller en forkortelse heraf. Foreløbig kendes 49 forskellige advers-stempler; de viser en besynderlig blanding af samtidige og ældre - ofte meget ældre - engelske »portræt«-typer, ja i et enkelt tilfælde synes forbilledet at være en romersk kejser-mønt fra 300-årene (19). Også de mange revers-stempler har i de fleste tilfælde engelske forbilleder, men modsat forholdene her komponerer man ikke en type specielt for Lund. Man kopierer i flæng typer fra Æthelred, Knud, Harald og Hardeknuds egne; de sidstnævnte forbilleder er de yngste, og det skulle betyde, at hele den danske serie tidligst kan være startet 1040. En tredie mærkværdighed ved de omtalte Lund-mønter består i, at adversens kongenavn i nogle tilfælde ikke er Hardeknuds, men enten forlængst afdøde monarker som Æthelred og Knud, eller også fremmede konger, som ikke har haft noget med dansk myndighed at gøre, således Harald (formentlig den engelske Harald Harefod) og Edward, der dog først hyldes ved Hardeknuds død i 1042. Især de atypiske indskrifter har tidligere voldt forskningen store problemer, men nu er de gennem stempel-koblinger knyttet sikkert sammen med regulære Lund-mønter fra årene efter 1040 (20). - På deres revers-indskrifter træffer man et ganske tilsvarende og uventet forhold, nemlig af og til andre stednavne end Lund, f.eks. Lincoln og - mærkværdigvis - Sigtuna (21). Det er ikke fremmede stempler, der (som et par generationer tidligere) blev genanvendt i Norden; i tilfældet »Lincoln« kan der henvises til en monografi (22) over samtlige stempler fra det meget produktive center her, og herfra kendes Lund-kopierne ikke.
Ved det danske kongeskifte 1042 optræder i denne møntgruppe advers-navnet Magnus, ofte med tilføjelsen REX. Der kan kun være tale om Magnus den Gode, men bortset fra denne ændring har det ikke været muligt at skelne klart mellem hans og Hardeknuds mønter, hvad også de omtalte stempel-koblinger dokumenterer. Det vil sige, at de usædvanlige forhold med »falske« konge- og stednavne er fælles, dog at de omtalte mønter med navnet »Edward« snarest hører til efter 1042; det allerede nævnte, store antal stempel-koblinger ikke blot viser, at den samlede gruppe er blevet til inden for få år, men i et og samme værksted.
De samme stempel-studier har endvidere godtgjort, at der pludselig sker noget afgørende med Lund-mønternes advers: de tidligere kongenavne erstattes af bevidst ulæselige indskrifter, medens revers-stemplerne korrekt angiver både møntmester og sted. Bortset fra navne-»skiftet« på adversen kan der ikke påvises større forandringer; dog synes de »falske« stednavne et forsvinde. Mønternes kvalitet og vægt er uændret, og produktionen synes foregået i samme omfang som før. Den nye, anonyme gruppe er så gennem flere stempel-koblinger på den anden side knyttet til Svend Estridsens ældste mønter.
Denne ny-ordning af mønterne fra Lund er tolket således, at Magnus (efter Hardeknud) bliver konge, men efter kort tid har møntprægerne ikke vidst, hvem der var herre i Lund, og hvis navn de skulle placere på adversen; i striden mellem Magnus og Svend om kongemagten må den førstnævnte have forladt Skåne, og efter en tid bliver Svends specielle typer enerådende, dvs. at det nu er ham, som kontrollerer Lunds møntproduktion.
4. De ældste mønter fra Odense er tolket på delvis ny måde (23). Selv om problemerne primært kan synes at have lokal betydning, gemmer der sig også her mulighed for historiske konklusioner. Tidligere mente man, at allerede Knud den Store havde slået mønt her, men de to eneste eksemplarer med Knud på adversen og Odense på reversen (24) har vist sig at have samme advers-stempel som en Lund-mønt fra 1040 eller kort derefter (25). Dermed bliver de samtidige med en lille serie Magnus-mønter fra Odense, men heraf er det ene stempel kendt også fra Lund. De to advers-stempler må være ført fra Lund til Odense, samtidig med at to tidligere møntprægere fra Lund (Alfnoth og Outhinkarl) signerer Odense-mønter; da deres navne forsvinder fra Lund samtidig med skiftet fra læselig til bevidst ulæselig advers her, kan der drages den konklusion, at Odenses første mønter er slået af Magnus, delvis ved hjælp af stempler og møntprægere, som kommer fra Lund. Derefter følger en ny række mønter med Svends navn, i ét tilfælde med titlen REX. Svend Estridsen har således også slået mønt i Odense, til dels som konge. Udmøntningen har som tidligere haft et ringe omfang, og tilsyneladende holder den hurtigt op, fordi et af Svends sikre Odensestempler er flyttet tilbage til Lund og her anvendt sammen med sikre Lund-reverser (26). En tolkning efter disse linier vil være i god overensstemmelse med den ovenfor nævnte forklaring på de hastigt skiftende Lund-mønter i de samme år. Gennem de næste ca. 40 år kender man ikke mønter, der med sikkerhed er slået i Odense.
I det foregående afsnit er omtalt nye numismatiske resultater, og der er foreslået en række rimelige tolkninger i hvert enkelt tilfælde. Yderligere kommentarer må nok snarest få karakter af oplæg til debat, end de skal opfattes som dokumenterede slutninger. Mine bemærkninger her bør ses i sammenhæng med de seneste, bredt anlagte oversigter over vikingetidens historie og samfundsforhold (27); disse er udpræget tværvidenskabeligt anlagte og i de faghistoriske afsnit både kritiske og forsigtige i hele opfattelsen. Desuden er de alle ledsaget af fyldige henvisninger til kilder og til ældre faglitteratur.
A. Om kongemagtens betydning i samfundet
Fra og med det sene Jelling-dynasti har de danske provinser været samlet til ét rige under én konge. Mønterne bekræfter det gennem deres advers-indskrifter, hvor både navn og - af og til - titel er anført i tidsfølge. Her må man se bort fra den helt atypiske situation ca. 1040-46, hvor uforklarlige navne dukker op på nogle prægninger fra Lund og Odense (ovenfor afsnit II, 3-4). Der er dog en regulær undtagelse fra hovedreglen, idet Hardeknuds første mønter fra senest 1030 bærer snart Knuds og snart Hardeknuds navn på mønter af samme type (ovenfor afsnit II, 2); jeg skal vende tilbage til dette forhold. Ellers respekteres kongetitler på mønterne, således at kun den på tinge hyldede konge får sin titel angivet på mønterne. Dette gælder selv årene ca. 1044-47, hvor Magnus den Gode og Svend Estridsen strides om magten. Selv i Skåne, hvor Svend efter mønternes vidnesbyrd har herredømmet et par år før Magnus' død, er hans bevislig ældste Lund-prægninger (28) (med byzantinske motiver) alle uden navn og titel på adversen. Det træffes først på hans lidt senere typer (29)). I forbindelse med kongenavnene bør man også her omtale Haubergs vigtige påvisning af, at Svend på sine langt yngre Lundmønter benævnes »Magnus«; det bør samtidig nævnes, at de samtidige prægninger fra det nærliggende og store møntsted Roskilde fortsat bruger »Sven« og forøvrigt aldrig har anvendt byzantinske motiver.
B. Hvem prægede mønt i Danmark?
Lige siden Erslev og Hauberg har det været den fremherskende opfattelse, at Knud den Store som den første organiserede en selvstændig møntprægning i Danmark efter engelsk forbillede, og at møntretten alene var hans, som det også blev for hans efterfølgere. Men der har været nævnt andre muligheder. Således mener Arup (30), at alle danske mønter før Harald Hens tid skyldtes privat initiativ, hvad enten det var verdslige, gejstlige myndigheder eller købmænd, der stod bag. Georg Galster foreslår ud fra sin omfattende numismatiske erfaring, at møntprægning dels kunne være kongelig og dels privat indtil ca. 1074 (31).
Spørgsmålet kan ikke besvares med vor nuværende viden; vi er fortsat nødt til at indsamle iagttagelser. Det er en forudsætning, at den myndighed eller person, som slår mønt, både skal råde over en rimelig mængde sølv, have teknikere til rådighed og være villig til at finansiere virksomheden. Så længe der i det pågældende område kun kendes værdimønt (dvs. at præget mønt har samme handelsværdi som umøntet sølv), vil der ikke være nogen fortjeneste ved møntprægning. De danske skattefund fra mere end første halvdel af 1000-tallet dokumenterer, at lokale mønter blot har været accepteret på lige fod med gamle som nye, fremmede mønter (med forskellig vægt) samt ofte med brudsølv. Først når det lykkes møntherren at indføre en økonomi baseret på monopolmønt, vil der - som i det samtidige engelske samfund - være muligheder for en reel indtægt af møntprægning, f.eks. gennem pengeombytning (hvor ældre udgaver tillægges en lavere værdi) eller gennem forringelse af mønternes vægt og lødighed. Allerede i 800- og 900-tallet præges der som bekendt lejlighedsvis mønt i Danmark, først i tilknytning til handelsbyen Hedeby, senere - tilsyneladende efter en længere pause - påny i Hedeby, men samtidigt et eller andet sted længere nordpå. Der er tale om de anonyme og ganske lette grupper af såkaldte halvbrakteater, hvis datering - for nordgruppens vedkommende - efter Brita Malmers indgående behandling (32) med stor sandsynlighed er foreslået til årene omkring 975-985 og måske lidt derefter.
Denne datering af den jyske (eller måske østdanske) gruppe af halvbrakteater bliver nu interessant, fordi den i tid kommer nær på den ovenfor (afsnit II, 1) refererede nye og helt anderledes udmøntning i Danmark (sandsynligvis østpå) med efterligning af engelske mønter. Såfremt de foreslåede dateringer (til ca. 995 og videre frem) holder - og de synes vel underbyggede -, begynder man en ganske omfattende, men stadig anonym, møntprægning i Svend Tveskægs tid, men længe før hans erobring af England. Det er som nævnt foreløbig usikkert, hvor i landet mønterne er slået, og hvem der har finansieret dem. Dateringen bygger på de engelske originalstempler, der har været anvendt samtidig med eller umiddelbart efter eventuel brug i hjemlandet, og ud fra lange stempel-kæder kan man konstatere, at den secundære anvendelse i Danmark må være koncentreret til en eller to pladser. Som allerede nævnt, er det sandsynligt, at Knud den Stores første signerede mønter fra Lund og enkelte andre danske steder kan være sidste led i denne virksomhed. Forestillingen om Knud den Store som grundlægger af en omfattende dansk møntprægning er mildt sagt blevet svækket.
Den efterfølgende gruppe af danske mønter giver mere positive oplysninger om et selvstændigt møntvæsen i landet. Det drejer sig om den langt større gruppe, der er omtalt ovenfor i afsnit II, 2, og som efter skattefund må starte før ca. 1030, svarende til Erslevs forslag ca. 1026/28. Den er både i Lund og andre større møntpladser karakteriseret ved sine motiver, dels ved vægten. Det er påfaldende, at man overalt bryder med kopiering af engelske forbilleder og vælger nye motiver, forskellige for hver af de større møntsmedjer. Bag hele gruppen synes at tegne sig en fælles civil-administration, som på dette tidspunkt har et klart anti-engelsk præg. Derfor kan det ikke være kongen, som står bag ved, skønt møntprægningen må være påbegyndt i Knud den Stores tid. Der er fortsat god grund til at holde fast ved Erslevs gamle hypotese, at denne møntgruppe passer godt til en række historiske oplysninger om den danske stormands-opstand mod Knuds engelsk-dominerede styre omkring 1026/28 og de tilsvarende oplysninger om, at man ved den lejlighed lod den endnu umyndige Hardeknud hylde til dansk konge. Selv om Knud hurtigt havde situationen under politiske kontrol, varede det mange år, før landets mønter påny fik et engelsk præg.
Fra Hardeknuds sidste kongeår (ca. 1040) har man igen nogle iagttagelser af betydning for, hvem der i virkeligheden lod præge mønt herhjemme. Det drejer sig om forholdene i Lund ca. 1040 - ca. 1046 (se afsnit II, 3). Her reformeres møntprægningen ca. 1040, og man efterligner påny engelske typer. Men den pludselige ændring har meget ringe indflydelse på de øvrige danske møntsteder i landet, skønt disse synes fortsat at præge mønt. Da Magnus den Gode ved Hardeknuds død hyldes til dansk konge, fortsætter produktionen i Lund, blot med et nyt kongenavn på adversen. Det kan indskydes, at Magnus slet ikke slår mønt i Norge, hvor han også var konge. Tilbage til forholdene i Lund: efter få år sker der noget usædvanligt med mønterne, idet advers-navnet blivet gjort bevidst ulæseligt. Efter endnu nogle få år udskiftes advers-typerne med de byzantinsk prægede motiver, der tilskrives Svend Estridsen; revers-billedet ændres ikke, og et antal af de gamle møntprægere sætter fortsat deres navn her. Som nævnt leverer en usædvanlig lang kæde af stempel-koblinger dokumentation for både disse ændringer og deres kronologiske rækkefølge. Forholdene er tydet således, at man nogle få år inde i Magnus' kongetid ikke vidste, hvem der var herre i Skåne og vælger en neutral løsning med ulæselige møntherre-navne, men produktionen synes at foregå uforandret af de politiske forhold. Der kan heller ikke ses nogen ændring i mønternes vægt. Få år senere har Svend etableret sig sikkert i Skåne.
Alle de her nævnte eksempler synes at tyde i samme retning: det er næppe en kongelig kontrol eller dominans, der står for alle møntprægningerne og den hermed nøje forbundne økonomiske politik. Kongenavne eller royale symboler på adversen viser selvsagt en politisk indflydelse, som i de fleste tilfælde ikke er fælles for hele landet, dvs. præger samtlige møntsteder på samme tid. En mere afgørende faktor må en civil administration have været, som synes fælles for enten hele landet eller større provinser. En sådan administration kan udmærket have været fast etableret fra ældre tid, men de skriftlige kilder lader os i uvidenhed om dens eksistens og karakter.
C. Værdimønt, monopolmønt og/eller propagandamønt
Spørgsmålet værdi- over for monopolmønt (jfr. ovenfor s. 127 har ofte være drøftet i forbindelse med de her omtalte serier, og der er ikke meget nyt at tilføje. Så længe skattefundene viser, at alle former for udenlandske mønter og andet sølv har været accepteret på linie med de danske prægninger gennem i hvert fald første halvdel af århundredet, kan disse kun opfattes som værdimønt. Trods klare bestræbelser på også her at indføre monopolmønt, er de fleste forskere enige om, at det først realiseres med Harald Hens mønter (1074-80), således som allerede Erslev foreslog det (33). I en ny afhandling foreslår Ljungkvist (34), at det allerede skulle være sket i Svend Estridsens sidste år. Forslaget er dog ikke nyt (35), men er svært at bevise. Svends yngste mønter, bl.a. med anvendelse af runer i stedet for latinske bogstaver, er praktisk taget kun kendt fra Lund og Roskilde og i hvert fald ikke fra alle de jyske møntsteder. Tilmed bliver vort primær-materiale, de danske skattefund, allerede ved den tid så få, at de er farlige at bruge til videre slutninger. Skriftlige kilder til belysning af dette forhold kendes ikke.
Spørgsmålet propaganda- eller prestige-mønter har man tidligere kun strejfet. Hauberg har nævnt det et par gange i beskrivelsen af enkelte mønttyper, især når særlige forhold, f.eks. vægten kunne konstateres. Eksempelvis kan nævnes hans to første Svend Estridsen-typer (nr. 1 og 2), men deres motiver adskiller sig ikke fra de normale prægninger; man kunne lige så godt betegne dem som medaljer. I andre forbindelser, f.eks. »Æthelred«-mønterne fra Lund (fra den atypiske periode ca. 1040-44) nævner Hauberg muligheden for særlige erindringsmønter.
Et andet eksempel: K. Randsborg har nylig foreslået (36), at Svend Tveskægs, Knud den Stores og Hardeknuds engelsk-inspirerede mønter skulle have en propaganda-effekt for kongemagten ved siden af deres funktion som almindelig mønt. En sådan antagelse er næppe sandsynlig, idet menigmand ville have svært ved at skelne danske fra engelske mønter, som i de samme år strømmede til landet.
Der er imidlertid enkelte grupper, som bør vurderes mere seriøst ud fra synspunktet »propaganda«. Der kan peges på et par små serier, der har karakter af lejligheds-prægede PR-mønter, og på to store udmøntninger, der samtidig må have tjent som almindelige betalingsmidler.
Ældst er de fåtallige og så ofte diskuterede Svend-Tveskæg-mønter med kongens navn og Godwin som møntpræger, i nøje efterligning af den engelske CRUX-type (991-97) (37). Samme mand har været mester for åbenbart samtidige svenske mønter med Olaf Skotkonges og norske med Olav Trygvarsons navne, dog med klare stilistiske afvigelser (38). Ofte har man betragtet de tre grupper som de første forsøg på nationale udmøntninger (kort før år 1000), men det er nok sandsynligere (39) at kalde i hvert fald de danske for »parademønter«; dette er i dag så meget rimeligere, som der samtidig må have været en omfattende dansk produktion af anonyme prægninger (ovenfor s. 124).
Går man kronologisk frem - omend lidt uden for de her valgte rammer - er det fristende at gøre opmærksom på den lille serie svenske mønter, hvor Knud den Store har sat sit navn med titel »REX SV« på mønter fra Sigtuna og med herfra kendte prægeres navne på reversen. De tidligere så omstridte eksemplarer anses af de fleste numismatikere i dag for »ægte«, dvs. som bevis for at Knud - få eller flere år - var herre her, svarende til oplysningen i det samtidige romer-brev, hvor han selv kalder sig »rex partis suanorum«. Grunden til at nævne dette problem, der fortsat betragtes som gådefuldt af nogle historikere, er en ny og vel dokumenteret afhandling (40), hvor stedet for et i den sammenhæng afgørende søslag ved Helgeå lokaliseres til Uppland og ikke som hidtil antaget søges i Skåne. Dersom Knud sejrede over de svenske styrker i Mellemsverige, falder brikkerne ligesom bedre på plads.
Tilbage til forholdene i Danmark: Magnus den Gode lader i Hedeby præge nogle mønter (med fire eller frem forskellige stempler), hvor adversen viser billedet af en mand, der i den ene hånd holder en kors-stav, i den anden en stridsøkse (41). Der kan kun være tale om hans far, den norske helgen-konge Olav (42), på de bedste prægninger antagelig med en tilstræbt portrætlighed. Disse mønter er for nylig (43) sat i forbindelse med en af de få, sikre oplysninger om Magnus' virksomhed i Danmark, nemlig slaget på Lyrskov hede nær Slesvig, hvor han 1043 tilintetgjorde en slavisk invasion - dog med ikke ubetydelig hjælp fra sachser-hertugen Bernhard II. Der er kun bevaret et meget lille antal af mønterne. Det er nærliggende at opfatte dem som lejligheds-prægninger til minde om slaget (og til ære for ham selv). Og hermed gives der en antydning af årsagen til, at Magnus hyldes som dansk konge: han måtte være en stærk leder, når samfunds-strukturen nu engang krævede en konge (44).
Af de to store mønt-grupper med en klar propaganda-mæssig baggrund, er den ene allerede omtalt flere gange ovenfor, nemlig de mange forskellige typer med eller uden Hardeknuds navn fra årene kort før 1030. For at undgå gentagelser skal det blot understreges, at de med deres ikke-engelske motiver betegner en provokation mod Knud den Store og hans bestræbelser på at ændre det danske samfund efter angel-sachsisk forbillede.
Så er der Svend Estridsens ældste mønter, først og fremmest fra Lund, senere også fra andre (men ikke alle) danske møntsteder. De betegner også et radikalt brud med alle forudgående typer, idet snart adversen, snart tillige reversen kopierer byzantinske mønter med deres religiøst prægede fremstillinger. Afgørende for en fin-datering er det store skattefund fra Espinge i Skåne, der må være nedlagt 1047/48 (45), men som indeholder så mange af disse typer, at produktionen må have været i fuld gang på det tidspunkt. Herved bekræftes Haubergs formodning om, at de må være lidt ældre end Svends tid som enekonge (46).
Siden Haubergs første og mere detaljerede analyse (47) har disse mønter og deres baggrund været diskuteret gang på gang. Adskillige forskere (vistnok som den første Erslev (48)) har søgt forbillederne i den skat, som Harald Sigurdsson (Hårderåde) bragte med sig hjem ca. 1045 efter langvarig krigstjeneste hos byzantinske kejsere. En kort tid skulle han (efter saga-kilder) have været allieret med Svend, men skiftede senere parti i kampene mellem ham og Magnus. I senere tid er en så eventyragtig forklaring på mønt-skiftet i Lund blevet betvivlet - Brita Malmer kalder direkte idéen for naiv (49). - Men senere analyser har vist, at næsten alle sikre forbilleder må søges i byzantinske guldmønter fra fire kejsere, hvoraf den første regerede 1028-34, den seneste 1042-55 (50). Den mest nøjagtige kopi må være en iøvrigt sjælden guldmønt fra 1041 (51). Det er derfor gjort så godt som sikkert, at netop Haralds formue må have indeholdt direkte forbilleder for Svends mønter; normale handelsforbindelser mellem Norden og Byzans var praktisk taget ophørt på den tid. Man kan derfor fortsat diskutere det næste spørgsmål: hvorfor kopierede Svend så konsekvent disse byzantinske mønter? Problemet kan have en historisk baggrund.
Situationen er, set på mellem- og vesteuropæisk baggrund, ganske usædvanlig. Nogle årtier tidligere kom der enkelte byzantinske sølvmønter til Vesten, og de har - som så mange fremmede mønter - sat deres præg på nogle lokale mønter i bl.a. Böhmen, Tyskland og Norden (52); både fra Sverige og Danmark kender man således efterligninger eller motiv-lån (53), men også det ligger en snes år tidligere.
Skal man søge en forklaring på Svends byzantinsk-prægede mønter, kan der kun blive tale om hypoteser, selv om man må gå ud fra de lige nævnte, dokumenterede oplysninger om motiverne og gruppens datering. Ældre og nyere forslag går ud på, at der kan være tale om gejstlig propaganda, og at Svend har villet demonstrere sin kristne tro (54), hvad der strengt taget ikke skulle være nødvendigt, da den nye religion allerede var alment accepteret på den tid i Danmark.
Forklaringen kan være en anden, nemlig at Svends første prægninger, der som omtalt må være startet i Lund, endnu medens han og Magnus kæmpede bittert om den danske kongemagt, kan have været politisk propaganda. Da mandslinien i den danske konge-æt uddør med Hardeknud i 1042, hyldes den norske konge Magnus til konge også i Danmark, skønt uden arveret; det har blandt historikere givet anledning til flere forklaringer (55). Som nævnt ovenfor ved omtalen af Magnus' Hedeby-mønter, må der allerede være skabt en tradition i samfundsstrukturen for en leder af landets »Udenrigs-politik«; det er forklarligt, at Magnus som søn af Olav, Nordens første helgen, allerede på den tid dyrket og æret i hele Norden - kunne være emne som en stærk leder. Som bekendt meldte Knud den Stores søstersøn Svend Estridsen sig som kandidat i kraft af sin arveret, ganske vist ikke i den dengang accepterede mandslinie. Kilderne til skildringen af de langvarige kampe mellem Magnus og Svend er få, sene og delvis modstridende. Som omtalt ovenfor, kan man med mønterne som kilde fastslå, at det lykkes Svend at fordrive Magnus fra det rige Skåne ca. 1046/47; mønterne fra Odense kan tolkes på tilsvarende måde, idet Magnus efter rømningen af Skåne slår sig ned på Fyn og begynder at præge mønt her. Selvsagt har kampene primært været ført på sædvanlig måde, til søs og til lands, men andre midler kan have været taget i brug. Med sine religiøst prægede mønter fra Lund har Svend på et åbenbart afgørende punkt villet vise, at han også her var lige så stærk som Magnus. Da alle problemer løses ved Magnus' pludselige død 1047, fortsætter den igangværende produktion af mønter med religiøse motiver i adskillige år i Lund, men i alle andre møntsteder kun som et svagere indslag.
Med de danske mønter som udgangspunkt kan det sparsomme kildemateriale til landets politiske og økonomiske-historie gennem første halvdel af 1000-tallet suppleres, selv om alle videre slutninger hurtigt ender i mere eller mindre løse formodninger. Men er de løsere end de kraftigt afvigende skildringer, som danske faghistorikere gennem det sidste århundrede har givet udtryk for? En sådan opfattelse bliver da i overensstemmelse med Olaf Olsens synspunkter, da han for en halv snes år siden endnu en gang udtalte sig om vikingeborgenes formål (56): »De mange afvigende forslag afspejler først og fremmest vor næsten grænseløse uvidenhed om vikingesamfundets organisation og om de politiske og militære tildragelser inden for Danmarks grænser i den sene vikingetid.«
Forskningshistorisk kan det have en vis interesse at belyse forholdene omkring Erslevs afhandling 1875 og især den »glemte« kronologi for Hardeknuds mønter. Afhandlingen blev ti år senere oversat til fransk (57), men efter forfatterens egne oplysninger blot i forkortet form og uden nye resultater. Den er fra flere sider betegnet som et pionerarbejde. Således skriver Georg Galster (58): »Ved Undersøgelsens Metode viste han Vej for P. Haubergs Møntforskninger«. I en nekrolog betegner Poul Nørlund (59) hans numismatiske undersøgelser som »metodisk grundlæggende for moderne dansk Møntforskning«. Forholdet er endelig omtalt udførligt og med anvendelse af upubliceret arkivmateriale i Leo Tandrups store biografi (60), hvor kap. 11 har titlen »Om en skoledreng og en ung student, der fornyede mønthistorien«.
Erslevs udgangspunkt i 1875 var en analyse og datering af Roskildes ældste mønter, men førte til almindelige betragtninger over 1000-tallets danske møntvæsen. Han udnyttede for første gang de store skattefund til ordning og datering både af mønterne fra Roskilde og andre danske udmøntninger, ligesom han på baggrund af en omfattende viden om europæiske middelalder-mønter analyserede de enkelte danske typer og deres forbilleder. Derpå søgte han at knytte de numismatiske resultater til det sparsomme historiske kildemateriale fra samme tid. Han fremsatte her en række dristige, men forsigtigt formulerede slutninger, hvoraf nogle stadig har betydelig interesse, medens andre ikke længere er aktuelle på grund af resultater fra senere forskning.
Da Hauberg 25 år senere udsender sit værk om den ældre middelalders mønter, følger han samme metode, men behersker et langt rigere primærmateriale fra hele Norden. På mange punkter når han frem til nye bestemmelser og resultater, vel nok som det vigtigste omdateringen af de byzantinsk inspirerede serier med møntherre-havnet »Magnus«; de flyttes til Svend Estridsens senere tid og udfylder dermed et tomrum i dansk møntprægning, hvor Erslev mente at have konstateret et forfald eller måske et brud. Han polemiserer flere gange mod Erslevs opfattelser, især den lokale kronologi for Roskilde-mønterne - et ret perifert problem. Haubergs omtale af det langt mere centrale spørgsmål om Erslevs datering af Hardeknuds mønter er tilsyneladende svær at forstå. Den er refereret i min tekst med noterne 15 og 16. Manuskriptet til det store værk indsendes i begyndelsen af 1898 til Videnskabernes Selskab med anmodning om optagelse i dettes skrifter. Efter de her gældende regler bliver det bedømt af to medlemmer, Johs. Steenstrup og Kr. Erslev, der d. 20.4.1898 skriftligt anbefaler optagelse i Selskabets skrifter, dog med forslag om nogle forkortelser og mindre ændringer (Selskabets arkiv). Det er muligt, at en af ændringerne har drejet sig om Erslevs datering af Hardeknudmønterne (jfr. note 15 her), uden at Haubergs anden opfattelse (note 16) er blevet rettet. Denne formodning vil kunne forklare, at Hauberg i sit to år senere foredrag på den internationale numismatiker-kongres i Paris (61) som indledning til sit vigtige bidrag om byzantinsk indflydelse på danske mønter giver en kort oversigt over dansk mønthistorie og her kun nævner sin anden opfattelse, at det engelske præg på danske mønter fortsætter direkte fra Knud den Store til Hardeknud (62). Dette må være hans personlige opfattelse, der - som nævnt ovenfor - så gengives i alle senere skildringer af dansk mønthistorie.
Det bør tilføjes, at Erslev i sin recension af Haubergs bog (63) anmelder den udførligt og meget positivt. Han har kun én væsentlig indvending, at Hauberg ikke har gennemarbejdet kronologien for Hardeknuds mønter, dvs. taget stilling til Erslevs egne og væsentlige teorier om den tidligste gruppe fra ca. 1026 og deres historiske konsekvenser. - Og det har historikere i ny tid tilsyneladende heller ikke.
(Festskrift til Olaf Olsen på 60-års dagen den 7. juni 1988 side 123-136)