I første halvdel af 11. århundrede domineres det danske møntvæsen som bekendt helt af samtidige eller lidt ældre angelsachsiske udmøntninger. Det gælder selvstændige danske mønttyper og rene efterligninger. De sidstnævnte frembyder særlige problemer, fordi det kan være vanskeligt at bestemme både deres alder og prægningssted. Derfor må selv mindre iagttagelser have betydning på dette område, så meget mere som nordiske imitationer af både engelske og irsk/nordiske typer for tiden er genstand for betydelig interesse inden for numismatisk forskning.
Med et tilfældigt udgangspunkt, nemlig stykket fig. 1, skal et par danske imitationer af Knud den Stores "Short Cross"-type (Hildebrand type H) (1) derfor omtales nedenfor. Fig. 1 har som advers et barbariseret portræt med diadem og kappe, vendt mod højre; foran ansigtet ses et scepter, der afsluttes i fem kugler. Indskrift:
Reversen kopierer nøje den engelske Short Cross-type, dog med meningsløs indskrift: +NLADICIIIOCIIDIT.
I litteraturen har der hidtil hersket tvivl om denne mønts proveniens og alder. I kataloget over Axel Ernst's samling (2) er den henført til Knud den Store, "ukendt dansk møntsted", medens det samme eksemplar ved Haubergs auktion (3) er opført under engelske mønter med forvirret omskrift. I L. E. Bruuns samling er to (stempelidentiske) eksemplarer anbragt under henholdsvis Knud den Store (ukendt møntsted) og Hardeknuds danske mønter. I Haubergs værk over de ældste danske udmøntninger (4) gemmer den sig under Hardeknuds type 9 fra Lund; hovedtypen af Hbg. 9 er en efterligning af Short Cross med Hardeknuds navn på adversen og læselig revers-indskrift, der med en enkelt undtagelse (5) har Lund som møntsted. Desuden anfører Hauberg to varianter af typen. Den første har ulæselige indskrifter og i nogle tilfælde portræt mod højre og med scepter. Den anden har (ligesom hovedtypen) portrættet mod venstre, men mangler scepteret; revers-indskriften er her tilsyneladende engelsk (Lincoln (6)) . Fig. 1 hører således i Haubergs værk til den første af type 9's varianter.
Der kendes foreløbig ni stempel-identiske eksemplarer:
Det samme revers-stempel er anvendt på andre fire, indbyrdes identiske stykker (fig. 2). Adversen viser et kun let barbariseret portræt mod venstre; foran ansigtet ses et scepter, der afsluttes i liljeformet figur med midterkugle. Indskrift:
Endelig er revers-stemplet fra fig. 1-2 kombineret med en tredie og afvigende advers, nemlig Haubergs type Hardeknud 49, tilskrevet Ribe. Der kendes to stempel-identiske stykker:
Muligvis findes endnu et stykke som fig. 3, nemlig Hbg. auktion 615; det er ikke medtaget nedenfor, da det idag kun kendes fra katalogets tekst.
Tilsyneladende er både fig. 1 og 2 imitationer af Knud den Stores Short Cross-type (i det følgende forkortet til SC), således som Hauberg antog det (s. 120). Men man bør undersøge flere muligheder, idet engelske stempeltyper i Danmark både blev kopieret samtidig med, at de var gangbare i hjemlandet, og mange år senere; hvis det sidste er tilfældet, kan der optræde sammenblanding af forskellige forbilleder. Som eksempel på samtidige SC-kopier kan nævnes enkelte stykker i mindst to fund, som må være nedlagt kort efter 1030, nemlig Sct. Jørgensbjerg ved Roskilde (7) og Enner i Århus amt (8). Men endnu så sent som under Magnus den Gode kan man træffe regulære kopier af SC-reverser (Hbg. nr. 11 og 19).
Fig. 1 viser et noget barbariseret portræt mod højre- det er formentlig spejlvendt, idet det enten efterligner et af de mere groft tegnede Knudportrætter fra SC eller det nært beslægtede billede, som kan træffes på visse af Edward the Confessors første serie, den såkaldte PACX-type. Skønt kopien fig. 1 forekommer ret grov i gengivelsen, har stempelskæreren fulgt sit forbillede ret nøje; således er både diadem, kjortel og scepter korrekt udformet. Selve ansigtet er karakteriseret ved, at en stor V-formet figur erstatter både næse og mund. Dette træk kan findes pa engelske PACX-mønter (9), men er hyppigere på danske stykker, der må kopiere disse Edward-mønter. Således kan der henvises til to imitationer med identisk advers (fig. 4) (10); den ene har en tydelig - omend ulæselig - SC-revers, den anden derimod en (ligeledes meningsløs) PACX-revers. Dette får betydning for bestemmelsen af fig. 1-portrættet, som da kan kopiere Edwards mønter og følgelig må være yngre end 1042.
Advers-billedet på fig. 2 er stilistisk af anden art, skønt der også må være tale om en kopi. Rent teknisk er den betydelig finere end fig. 1, men det er alligevel vanskeligt at påvise et forbillede med sikkerhed. Både i komposition og detaljer synes der at være lighed såvel med nogle af de engelske SC-portrætter fra Knud som med Edwards PACX-typer, idet de engelske forbilleder inden for begge grupper viser temmelig stor variation. Også det detaljeret udformede scepter har paralleller begge steder. Efter en mere subjektiv vurdering ville det være nærliggende at anse en af Knuds mønter som det direkte forbillede. Indskriften peger derimod i anden retning. Skønt den (sikkert bevidst) er uforståelig, er den dog af præcis samme type, som træffes på talrige af Magnus den Godes Lund-mønter, hvor en stor (og antagelig yngre) gruppe ikke bærer kongens navn, men har en meningsløs indskrift (11). På mange af dem - som på fig. 2 - leder bogstaverne efter midterkorset tanken hen på "EDP", der let forvanskes til IDD. Er denne antagelse rigtig, vil det sige, at det er begyndelsen af Edwards navn, der gemmer sig her, og at indskrifterne derfor tidligst kan være fra ca. 1042. Det bør nævnes, at de få sikkert daterede SC-kopler, der er fra Knuds egen tid, i reglen har en anden type af (ligeledes ulæselige) indskrifter; her kan man finde flere eller færre rester af bogstaverne CNVT. - Netop fig. 2 synes tydeligere end de fleste andre stykker at imitere EDP og kan da heller ikke være lavet før 1042.
Det tredie revers-stempel i kæden, fig. 3, er kombineret med en karakteristisk advers, som Hauberg henførte til Ribe og - med alt mulig forbehold - daterede til Hardeknud (12); senere er også Svend Estridsens tid foreslået (13). Adversens forbillede må være et engelsk portræt, men det er i den grad opløst, at kun detaljer fra dragten og et scepter kan skelnes. Adverstypen må derfor dateres ud fra sluttede fund, hvoraf de to ældste synes at være Bolbygård på Bornholm (14) og Kongsø i Midtjylland (15). Det første indeholder kun få engelske og andre mere præcist daterbare mønter: blandt de 19 engelske er de yngste fire Edward PACX (1042-44), og af de danske må tre Lund-mønter med Magnus' navn eller forvirret indskrift (Hbg. 1) regnes for de seneste (1042-ca. 1044). Af større værdi er Kongsø-fundet. Galsters omhyggelige publikation kan suppleres - med enkelte senere resultater (16), hvorefter de engelske mønter - af størst betydning for dateringen - kan grupperes på følgende måde (med Hildebrands typebetegnelser og de reviderede dateringer):
Æthelræd II: 12 forskellige typer Knud E (1018-24): 16 stk. Knud G (1024-30): 46 + 1 imitation Knud H (1030-35): 43 + 1 imitation Harald A (1036-37): 20 + 1 imitation Hardeknud Aa (1036-37): 1 Harald B (1038-40): 48 + 2 imitationer Harald Ba (1038-40): 1
Hardeknuds sidste engelske udmøntning (type B, 1040-42) er således ikke repræsenteret så lidt som endnu senere typer. Selv med det store antal engelske mønter må man være varsom med at presse fundets datering for hårdt, idet Hardeknuds type B synes at være præget i ringe antal og generelt er sjælden i nordiske fund. Men da der hverken findes engelske Edward- eller danske Magnus-mønter, må nedlægningen være sket omkring 1042. De øvrige udenlandske mønter modsiger ikke en sådan datering. I fundet indgår 3 eksemplarer af hovedtypen af Hbg. Hardeknud 49 og et eksemplar af varianten, som er af interesse i forbindelse med fig. 3. Denne sidste type må da have været slået enten i Hardeknuds år eller - senest - i Magnus den Godes første.
De tre stempel-koblede mønter fig. 1-3 kan således hver for sig dateres til omtrent samme tid, d.v.s tidligst omkring 1042, til trods for at den fælles revers og måske et af advers-billederne kopierer Knud den Stores yngste serie. Men hvor er de slået? Ud fra fig. 3 var det fristende at foreslå Ribe, idet adversen som allerede nævnt er henført til denne by. Faktisk findes yderligere stempel-kobling mellem denne fig. 3-advers og mindst tre forskellige Ribe-stempler af typen Hbg. Hardeknud 49 (fig. 5 a-c):
Det bør nævnes, at de tre mønter kendes i flere stempel-identiske eksemplarer, ligesom deres revers-stempler er kombineret med andre Ribe-adverser inden for samme gruppe. Til det foreliggende formål må rækken fig. 5a-c være tilstrækkelig dokumentation (17).
Men hvor sikker er henførelsen af fig. 5 til Ribe? De hører som nævnt til Haubergs Hardeknud type 49, der har to noget forskellige advers-typer, men fælles revers. Hovedtypen (der er afbildet hos Hbg.) er sjældent forekommende; den har som advers en stærkt barbariseret, men endnu kendelig efterligning af Knud den Stores type G (Pointed Helmet fra 1024-30). Som omtalt indeholder Kongsøfundet tre eksemplarer, hvad der sikrer en datering til før ca. 1042. Den anden type (hos Hbg. varianten = fig. 5) er langt almindeligere. Hauberg var som nævnt forsigtig såvel med sit forslag om datering som med møntsted; ved senere omtale af Ribemønter har der lejlighedsvis været sat spørgsmålstegn ved begge forslag (18).
Haubergs forslag bygger på tre argumenter, nemlig vægten, revers-typen samt dennes forbindelse med Ribe-mønter fra Svend Estridsen.
Haubergs samlede argumentation forekommer så overbevisende, at man bør fastholde hans forslag om, at revers-typen med tre buer omkring et lille kors (stjerne eller punkt) er Ribes særlige kendetegn.
For at vende tilbage til Ribe-mønternes datering: man må regne med to almindeligt forekommende grupper med samme reversbillede, henholdsvis Hardeknud Hbg. 49 var. og Svend Hbg. 68-69. De sidstnævnte hører efter adverser nært sammen med Svends ældre udmøntninger i bl.a. Lund og Odense, d.v.s. til tiden efter ca. 1046. Inden for hver gruppe kendes et stort antal forskellige stempler, og der er iagttaget adskillige stempelkoblinger; hidtil er det enten inden for Hardeknud- eller inden for Svend-gruppen, men ikke imellem dem. De må derfor have forskellig alder. Svend-gruppen kan ikke være tidligere end de første byzantinsk-prægede Lund-mønter, hvorimod der for den anden gruppe gennem Kongsø-fundet er sikkerhed for en højere alder. Det kan dog foreløbig ikke afgøres, hvorvidt den ældre serie hører enten til Hardeknuds, til Magnus' tid eller - hvad der forekommer sandsynligt - til hele perioden ca. 1035-1045.
Efter alt at dømme har advers-stemplet fig. 3 således været anvendt i Ribe ca. 1035-1045; alligevel er det vanskeligt at forestille sig, at også de to mønter fig. 3 er slået her. Allerede Hauberg gjorde opmærksom på (anf. arb. s. 200), at deres vægt ikke svarer til den jyske, men til den østdanske (hvor penningen blev udmøntet med en vægt omkring 1,0 g). Efter vægten hører de da også sammen med de to stempel-identiske grupper fig. 1-2, (hvor de 11 eksemplarer vejer mellem 0,92 og 1,15 g, medens to stykker er lettere 0,80 og 0,76 g), (gennemsnit for 13 stk.: 0,98 g).
Kvaliteten af både revers-stemplet og den hermed koblede advers fig. 2 viser ligeledes hen til Østdanmark. Men med vor nuværende viden om det danske møntvæsen i disse årtier er det ikke muligt at foretage nogen nærmere bestemmelse. Det er dog fristende at forsøge med et forslag, selv om de fleste argumenter må blive af negativ art.
Som bekendt er Lund det både bedst organiserede og mest produktive danske møntsted, hvis prægninger i teknisk og kunstnerisk kvalitet indtager en særstilling. Forf. har specielt undersøgt Lund-mønterne fra Hardeknuds og Magnus' tid, og der synes ikke at være mulighed for at placere gruppen fig. 1-3 her. Adversen fig. 1 og 3 er grovere end på sikre Lund-mønter, og inden for dem er der i tiden ca. 1035- ca. 1045 iagttaget et usædvanligt stort antal stempel-koblinger, men uden forbindelser med fig. 1-3.
På Sjælland kan der efter Erslevs, Haubergs og Galsters studier (20) være tale om Roskilde og Slagelse som møntsteder på den tid. Bortset fra karakteriserende billed-typer kan begge have produceret et antal afvigende kopier med forskellige forbilleder, dog altid i en kvalitet, som teknisk er temmelig ringe. I forbindelse med Roskilde kan der således henvises til, at man kender revers-stempler, som imiterer SC (Hbg. 34), og det samme gælder Slagelse (Hbg. Knud 39 og 44).
Yderligere kan man henvise til to mønter, der ganske vist ikke kan henføres sikkert til noget møntsted, men som har træk, der måske får betydning for det aktuelle problem, d.v.s. at de er af klart ringere kvalitet end fig. 1-3. Fig. 6 (fra Hågerup) har en advers med en vis lighed med Ribe-typen fig. 5, men en revers, der som allerede Galster har bemærket (21), måske kan sammenlignes med en Slagelse-mønt. Efter sin vægt, 1,01 g, er stykket formentlig østdansk. Fig. 7 (22) har en lignende, men ikke identisk advers, medens reversen er en (dårlig) SC-imitation med ulæselig indskrift. Her er vægten 0,77 g, altså sandsynligvis jysk. Kendskabet til de sidste to imitationer understreger vanskeligheden med at bestemme alle disse mønter sikkert.
For at resumere: Mønterne i fig. 1-3 og 5 har vist en stempel-kæde (fig. 8), som forbinder den endnu ubestemmelige række imitationer af Knud den Store SC-type fra et østdansk møntsted med en serie, der er knyttet til Ribe. Hele rækken må - som man ville vente det med stempel-koblinger - være stort set samtidig og placeres i tiden omkring Magnus den Godes første tid som dansk konge, d.v.s. ca. 1042. Men en nærmere forklaring på den noget overraskende kæde kan ikke gives. Skulle man komme med en formodning (eller rettere en temmelig løs hypotese) om stedet for prægning af fig. 1-3, synes der at være en mulighed for Odense. Som allerede sagt må gruppen være østdansk; Lund kan med temmelig stor sikkerhed udelukkes, og de sjællandske møntsteder Roskilde og Slagelse forekommer heller ikke sandsynlige. Odense er sikkert dokumenteret som møntsted fra Magnus den Godes og Svend Estridsens tid, men mærkeligt nok ikke tidligere (23), selv om byen har haft en central placering i økonomisk og politisk historie gennem det 10. og 11. århundrede. Odense-mønterne med Magnus' og Svends navne - lige som de samtidige, men endnu højst gådefulde eksemplarer med Haralds navn (24) viser en svingende vægt, der hverken svarer til den jyske eller den østdanske penning-vægt; det samme gør i virkeligheden mange andre SC-imitationer (25). Endelig må der som et mere positivt argument gøres opmærksom på, at Odense i Svend Estridsens tid viser en højere teknisk kvalitet end de øvrige provins-møntsteder, og at der synes at være en vis kontakt med netop Ribes udmøntninger jfr. Hbg. 54-55 og 68-69).
Endelig bør det nævnes, at man både med fig. 1-3 og et større antal andre SC-imitationer må regne med en forholdsvis sen fremstilling. Som det allerede er omtalt, synes de først at være slået omkring 1042, d.v.s. på samme tid, hvor der både i Lund og formentlig andre steder i Danmark forekommer udmøntninger, som er anonyme, d.v.s. enten har forsætlig ulæselige eller anakronistiske indskrifter. I anden forbindelse er det dokumenteret, at man således på den tid (altså ca. 1042) har slået mønt i Lund - og i enkelte tilfælde i Odense - med både Æthelræd d. II's, Knud den Store og den engelske konge Edward the Confessors navne. Perioden omkring Magnus den Godes tid er i virkeligheden et særdeles dunkelt kapitel i dansk mønthistorie.
For tilladelse til publicering, fremskaffelse af billedmateriale og for stor hjælpsomhed takkes Kungl. Myntkabinettet, Statens Museum för Mynt-, Medalj- och Penninghistoria, Stockholm og Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, København samt bestyrelsen for L. E. Bruuns Mønt- og Medaillesamling. Det samme gælder institutionernes medarbejdere, især professor Brita Malmer, Stockholm, museidirektör Ulla Westmark, Stockholm og museumsinspektør Jørgen Steen Jensen, København.
(NNÅ 1979-80 side 81-92)
According to their weight the series figs. 1-3 comes from eastern Denmark. The author has studied the most important mint, Lund in Scania, but there seems to be no link to contemporaneous coinage here; similarly the mints of Roskilde and Slagelse are out of question. lt is then proposed - as a mere guess - that figs. 1-3 (together with a whole series of other Short Cross-imitations, so far unidentified) have been minted at Odense in Funen, which during the 10th and 11th centuries played an important rôle in Danish history.
The die-chain fig. 8 is at any rate most remarkable and may contribute to future studies on the obscure period of Danish history and its coinage during the years 1040-1045.