November 2013
Lige så længe der har eksisteret ægte mønter, har falsknere set deres fordel i at eftergøre dem.
En gruppe af falske mønter udgøres af de samtidigt forfalskninger, der har haft som formål at indgå i det datidige møntomløb. Falsknernes motivation lå i forskellen mellem den mængde ædelmetal, der var indeholdt i de ægte mønter, og den ringere mængde, der indgik i de falske. Man skal her være opmærksom på, at i den periode hvor møntens værdi var møntens metalværdi, kan falskmøntneren godt have valgt at fremstille falske mønter af noget ældre dato, da de måske endnu mere upåagtet har kunnet indgå i det almindelige omløb. Dette gælder måske de kendte forfalskninger af 24 skillinge fra Dansk Vestindien 1763–1767, der langt snarere er fremstillet af briterne under Napoleonskrigene, alene af den grund at der er den elektriske forsølvning lige opfundet og den er simplere og billigere end tidligere tiders forsølvning.
Undertiden kan det diskuteres, om en møntudgivelse er falsk eller ej. Hertil kan regnes Gustav Vasas udmøntninger i Christian 3.s navn. Desuden findes mønter, der måske nok er falske, men som alligevel befinder sig i en underlig gråzone - for eksempel de fredløses udmøntninger på Hjelm samt de såkaldte Mysteriekroner fra 1600-tallet.
I modsætning til disse udgivelser, der under alle omstændigheder har både historisk og samlerværdi, findes moderne svindelstykker, hvis eneste formål har været at snyde samlere.
En særlig afdeling i Christian Lerches store samling omfatter over 200 falske mønter. Denne samling udgør et væsentligt element i dette afsnit om falske mønter, som så er suppleret med hvad vi har af billeder og viden om andre falsknerier. Stykkerne fra Christian Lerches samling er mærket: (Lerches samling). De omfatter både samtidige forfalskninger og senere efterligninger, herunder mønter, der er fremstillet som f.eks. turistsouvenirs. Endelig findes – lad os kalde dem samlerkopier, der er fremstillet fordi nogle samlere gerne ville have en uopnåelig mønt i deres samling uden at der lægges skjul på at der er tale om kopier f.eks. ved at der er indslået KOPI eller at mønten er fremstillet i markant andet metal end originalen.
Herudover behandles fantasimønterne og vi bringer tillige en mindre afdeling omfattende forfalskninger af udenlandske mønter, som vi dog kun medtager for at dække hele Christian Lerches samling.
Teknikken, der har været anvendt ved fremstillingen af falsknerierne, deler sig i to hovedgrupper:
1) Afstøbning – herunder slyngstøbning – er først og fremmest brugt til at snyde samlere med, men teknikken forekommer undtagelsesvis også ved egentlig falskmøntneri.
2) Prægning – altså samme metode som møntvæsnet altid har benyttet sig af i Danmark. Denne metode kræver altså fremstilling af falske stempler og efterfølgende prægning af den falske mønt. Denne metode er væsentlig dyrere og kræver langt større professionalisme end afstøbningerne.
Afstøbning
Her benyttes en eksisterende ægte mønt, som man fremstiller en form efter. Der er dog det problem, at alle metaller undtagen tin og nogle legeringer indeholdende tin trækker sig sammen, når de størkner. Det giver en tydelig forkert overflade på den resulterende mønt, der gør den uegnet til at snyde folk med.
Denne mønt er tydeligt støbt – sandsynligvis i bly – og vil næppe kunne snyde hverken den samtidige møntbruger eller en samler.
Slyngstøbning er en forbedring af teknikken. Her sættes møntformen i kraftig rotation under metalpåfyldning og størkning, således at formen udfyldes helt under størkningen. Rigtig gjort er resultatet som det ses på billedet ganske imponerende
To mønter fra samme form: Bemærk 1) Ar i fladen. 2) Særligt slidt område ved DANSK. 3) Indbuling i kanten. 4) Ar hvor 3 og F krydser hinanden. 5) Hak i F. 6) Tydeligt dobbeltslag i Ts overligger. 7) Hak eller blanketrevne i løvepoten. 8) Tydeligt dobbeltslag i perleringen. 9) Bule i kanten, osv.
Når vi her viser billeder af to eksemplarer af falskneriet, er det for at demonstrere et af de tre tilbageværende problemer for falskmøntneren: alle afstøbningerne bliver helt ens og helt magen til den oprindelige, ægte mønt. Læg mærke til at de to mønter har helt de samme uregelmæssigheder. Det kan kun forekomme ved afstøbning. (Der findes naturligvis én ægte mønt der ser sådan ud, nemlig den forfalskningerne er støbt efter).
Det andet hovedproblem for falskmøntneren er møntens vægt. Den slyngstøbte kopi er (næsten) altid lettere end den ægte mønt. Når en ægte mønt slås, komprimeres metallet og vægtfylden øges. Samme komprimering kan ikke opnås ved slyngstøbningen. Man kan kompensere på to måder. Man kan gøre kopimønten lidt tykkere (eller større) og måske derved opnå den rigtige vægt, eller man kan øge ædelmetalindholdet. Det sidste lyder måske underligt. Forfalskeren af gangbar mønt vil i hvert tilfælde ikke bruge denne metode, da han jo netop skal tjene på at gøre sine mønter mindre lødige. Men forbryderen, der vil snyde samlere, kan uden bekymring øge f.eks. sølvindholdet i sine mønter. Han laver nemlig typisk kopier af relativt dyre mønter og ædelmetalindholdet betyder derfor ikke så meget. Det tredje problem for producenten af slyngstøbte mønter er støbekanten, der uvilkårligt opstår, hvor de to forme mødes. Den skal naturligvis fjernes, og derfor er møntkanten på den falske oftest mere uregelmæssig end den, der findes på den ægte mønt. Desværre har ægte mønter fra de tider, hvor ædelmetalindholdet var det væsentlige, ofte også en uregelmæssig kant som følge af at nogle filede lidt af de mønter, de fik fat i efter princippet ”mange bække små …”. Det er dog oftest så lidt, at det ikke påvirker møntens vægt væsentligt. Det har selvsagt altid været ulovligt, men har alligevel været så almindeligt, at mønter i stigende grad er blevet forsynet med kantrifling eller andet mønster på kanten, da teknikken omkring år 1800 tillod det.
Prægning
Som nævnt ovenfor, kræver denne metode ret professionelle evner. Først og fremmest skal man beherske kunsten at skære et stempel. Stemplet skal hærdes, hvis produktionen skal være større end nogle få mønter. Ved produktion af forfalskninger efter midten af 1700-tallet skal for- og bagsidestemplerne styres i forhold til hinanden for at opnå det rigtige udseende.
Under arbejdet med Christian Lerches samling har vi også fået adgang til Bent Petersens store samling (BPs samling) og senere endnu til Frank Petersens samling af falske Christian VII – mønter. Dette afsnit om falske mønter bygger derfor på mellem 500 og 600 forfalskninger.
Med mindre andet er angivet vil mønterne være vist i indbyrdes samme størrelse. Vi har opdelt materialet som følger:
|
Danmark
samt
|
Form til slyngstøbning. |
