Numismatik var i Holbergs Tid en Videnskab paa Moden i en Grad, vi i vore Dage har lidt svært ved at begribe.
Det var begyndt saaledes, at Ludvig XIV 1660 arvede sin Farbroder, Gaston af Orleans' rige Samling af romerske Kejsermønter, og han fattede saa stor Interesse for disse historiske Mindesmærker, at han en Tid lang daglig efter Messen dvælede en Stund i sit Møntcabinet (1). Han betænkte, at af de romerske Kejseres Herlighed nu kun var disse smaa Minder tilbage, og ligesaa vilde det maaske engang i Tiden gaa med Mindet om ham, Solkongen, og hans glorværdige Regering. Han besluttede da at lade slaa en talrig Mængde Medailler over alle, store og smaa Begivenheder i hans Kongetid; de skulde alle bære hans majestætiske Billede i den ypperste kunstneriske Udførelse. Naar saa engang om Aartusinder Tidens Bygninger og Stæder var sunket i Grus og Bøger og Skrifter smuldret hen eller brændt, kunde man haabe paa, at en Del af disse Medailler vilde findes og bringe Bud om Solkongens Storhed til de seneste Slægter. 1663 lod han sin Finansminister, Colbert, oprette et lille lærd Selskab, Académie royale des Inscriptions et Médailles (senere kaldet Académie des Inscriptions et Belles-Lettres), hvis Opgave var at udtænke elegant formede Deviser paa klassisk Latin og at foreskrive Emner, som skulde behandles af den store Stab af Medaillører. Akademiet var henvist til at gøre Studier i det store Forbillede, de romerske Kejsermønter, som iøvrigt var efterspurgte af Samlere ligefra Renaissancens Dage. Det franske Hof var toneangivende i Europa, og Ludvig XIV's Foredømme bidrog meget til at gøre Møntkundskaben, Numismatiken, alamodisk for hele det følgende Aarhundrede.
I Danmark fulgte man godt med; Frederik III havde skabt det kgl. Myntcabinet som en vigtig Del af sit Kunstkammer og paabegyndte Bygningen, der i nederste Stokværk skulde rumme Tøjhus, i det andet Stokværk Bibliothek og i tredje Stokværk Kunstkammer. Det fuldendtes af Christian V, der efterlignede Ludvig XIV ogsaa i det, at han lod slaa en stor Mængde Medailler, som blev publicerede 1696 i Jacobæus' Museum Regium. I 1690'erne kom en Byttehandel, en Udveksling af franske og danske Medailler, i Stand. Desuden dyrkedes Numismatiken med megen Lærdom foruden af Jacobæus af Mænd som Thomas Bartholin (den yngre), Villum Worm, Johannes Lauerentzen, Otto Sperling (den yngre) og senere af den kgl. Historiograf Hans Gram. Det var nu ikke alene de romerske Kejsermønter, men tillige de ældre danske Mønter, man dyrkede; banebrydende var her Hans Mule og senere Thomas Bircherod (2).
Christian VI var stærkt interesseret i sit Møntkabinet og lod 1739 nedsætte en commission, der skulde ordne og catalogisere de danske Mønter og Medailler. Denne Comrnission omdannedes 1742 til Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, der endnu i en Aarrække syslede med Inventioner til Medailler paa samme Vis som.det franske Académie des Inscriptions. - Vi har saaledes i et Brev 1755 fra Benjamin Dass til Suhm en kostelig Skildring af de vidtløftige Drøftelser over en jeton, der skulde slaas over Kirkeinspektionen med Overskriften "In vigiles vigilat".
Vi spørger nu, hvad var Holbergs Mening om Numismatik? - Det er bekendt, hvad Holberg udtalte i sine Moralske Tanker om det nordiske Oldstudium: "at studere nordiske Antiqviteter er ikke andet end at rage udi Møddinger, og et Arbejde, som man til Straf for Forseelse burde dømme visse Folk til, hvis der ikke fandtes saa mange, der frivilligen applicerede sig derpaa som paa et nyttigt Hovedstudium." (3) - Om han har haft lignende Tanker om Numismatiken, tør ikke siges for vist. Det kan jo være, at han har regnet Numismatik til "visse Studia, hvorved Mennesker vel blive lærdere, men ikke klogere" (4). I Videnskabernes Selskab, hvoraf han var Æresmedlem, satte han ikke sine Ben. Og han nævner ikke Numismatik blandt de Videnskaber, han ønsker skal dyrkes ved Sorø Akademi. Det er altsaa en anden Opfattelse af Numismatikens Betydning for unge Adelsmænd end den, der hævdedes i Aarhundredets Begyndelse, da der i Hamborg udkom et stort Værk, Der geöffnete Ritterplatz, som var beregnet som en Slags Haandbog for unge, "curieuse" Adelsmænd. Det var i 14 Bind, og 4. Bind paa 336 Sider omhandlede Kundskaben om gamle Mønter.
Men selv om Holberg ikke direkte har sagt sin Mening om Numismatiken, har han dog vist, at han havde grundigt Kendskab til sin Tids numismatiske Lærdom.. Det fremgaar af hans Danmarks og Norges Beskrivelse, hvis 9. Capitel handler om Mynten, navnlig om den ældre Tids Møntforhold, og det fremgaar af hans Danmarks Riges Historie, hvor hver Konges Mønt ret udførligt omhandles.
Som et Exempel paa Holbergs Kendskab til den numismatiske Litteratur kan nævnes et Sted i Peder Paars 2. Bogs 2. Sang (Vers 391-2):
"I vor Tiid stoor Allarm mand lærde Folk saae giøre Af liden Kaaber-Mynt, det var dog kun et Øre", hvortil han lader Just Justesen knytte en lang Anmærkning om "En liden gangbar Svensk Kaaber-penge blev funden udenlands". De forskellige lærde Meninger refereres - "og blef gemeenligen denne Slutning, at det var en Mynt, slagen af de Sevenner mod deris Forfølgere i Frankrig. Men Doctor Sperling, for at giøre Ende paa denne store Kriig, og løse denne forfærdelige Knude, loed 1703. komme en liden Dissertation for Lyset, og gaf tilkiende, at det var en gangbar Kaaber-Penge udi Sverrig, nemlig: 1. Øre Sølver Mynt, som stod paa den eene Side og Carolus Rex Sveciæ betydede de Bogstaver, som stode paa den anden Side." (5). [Fig. 1-2].
I sine Comedier omhandler Holberg med faa Undtagelser kun sin egen Tids gangbare Mønter, Møntforhold og Priser.
I det følgende omtales de Mønter, Holberg nævner, fra de mindste til de største Værdier.
Som den ringeste Mønt forekommer her en Skærv. Det er i Den ellefte Junii 2. Acts 5. Scene hvor Studenstrup siger. om Skyldenborg: "Drolen skal splide den Kaal ad, hvis han ikke betaler mig til yderste Skierv." - Det var en Mønt, som var gaaet af Brug for Aarhundreder siden. Navnet levede kun i Bibeloversættelsen af Lucas 12. cap- 59. vers: "Førend du betaler endog den sidste Skjerv", og det er jo nærmest dette, Studenstrup citerer. Luther havde her brugt Ordet Scherflein som Oversættelse af det græske lepton, den mindste Kobbermønt i den græske Del af Romerriget. Men paa den Tid, hvor Luther brugte Ordet Scherflein, var det gaaet af Brug i hans Hjemstavn; derimod var Ordet Scharf endnu velkendt i Meklenborg og Pommern i det 16. Aarhundrede som Betegnelse for Datidens mindste Møntsort, Halvpenningen. Ordet antages at være fortysket af det latinske scripulus, den mindste Vægtenhed (1/24 uncia, 1/288 af et romersk Pund). Det var iøvrigt før Christian III's Bibeloversættelse næppe brugt i Danmark. Endnu et Par Steder i Don Ranudo bruger Holberg Ordet; i 4. Act 3 - Scene siger Don Ranudos Page Gusmann: "Vil I tage mine Klæder? De ere jo ikke en Skiærv værd", og I,2 (se nedenfor Side 43). [Fig. 3]
Her kan ogsaa indføjes Døjt. Det er fra det 16. Aarhundrede den mindste hollandske Kobbermønt Duit, der gjaldt 2 Penninge eller 1/8 Styver og senere svarede til 3 danske Penninge eller 1/4 Skilling. Den nævnes dog ikke i Comedierne, men i Peder Paars (2. Bog, 3. Sang 217-8), hvor Jens Blok tilbyder at øve sin Kunst paa Fogedinden:
"Og jeg jer læger ey i tre til fire Dage,
Da vil jeg ey en Døjt begiære for Umage." [Fig. 4]
Den mindste Mønt, som dernæst forekommer, er Halvskillingen, som Holberg nævner i Jacob von Tyboe (IV, 2), hvor Jesper Oldfux foreslaar von Tyboe at fylde en stor Pung med Kobberpenge, som hans Tjener Christoff ved List skal faa ombyttet med en Pung af værdifuldere Indhold, som Magister Stygotius' Tjener Jens skal bringe Lucilias Kammerpige Pernille: "Tænk da, hvorledes Magisterens Credit vil falde hos Mademoiselle Pernille, naar hun faaer en Pung med Regne-Penge og Halve-Skillinger til Foræring." - Denne Plan lykkes, og i Scene 8 glæder Pernille sig over den store Pung, som hun venter maa indeholde over 40 Rixdaler i 8 Skilling. Des større bliver hendes Harme, da hun opdager, at det er Regne-Penge og 1/2 Skilling. - Disse 1/2 Skillinger af Kobber blev slaaet under Christian V 1693, 1694 og 1696 og under Frederik IV 1719 paa Christian Winekes (den ældre og yngre) Mønt i København i Borgergade 25. De var af Størrelse som 8 Skilling, men altsaa, af Kobber. Det har antagelig været dem fra 1719, Holberg har haft for Øje. [Fig. 5]. Regnepenge var i Reglen af Messing og selvsagt ret værdiløse. De fandt i Datiden stor Anvendelse ved Regning paa Regnebræt. Vi mindes her Brorsons Psalme fra Troens rare Klenodie: "Kom Hierte! Tag dit Regne-Bræt, Skriv op dit Lives Dage... (Salmebogen Nr. 363). - Regning med Regnebræt gik sent af Brug og anvendtes f.Ex. i Rusland indtil vore Dage. Regnepenge fabrikeredes i store Mængder i Nyrnberg, hvor Regnepengemagerne udgjorde et særligt Lav. Oftest gengaves de franske Konger Ludvig XIV og XV paa disse Stykker, der forekommer hyppigt i Fund ogsaa her i Landet. [Fig. 6]
I Barselstuen (II, 12) fortæller Geske Klokkers om sin Moster Birte, "at i hendes Ungdom kunde man faae det beste Pund Oxekiød for en halv Skilling, og var der end ikke engang Politiemester i Byen." Det var altsaa før 1682, da København fik sin første Politimester, Claus Rasch. Geske Klokkers har næppe Ret; 1685 var Magistratens Taxt i al Fald 3 1/2 Skilling.
Halvskillingen kaldtes ogsaa Søsling, og denne nævnes en enkelt Gang i Mester Gert Westphaler 8. Scene (= 2. Act, 4. Scene i den oprindelige Udgave), hvor Mester Gert fortæller om sin Rejse til Kiel, hvor man gav "for et Pund Oxe-Kiød ikke meer end en Søsling." - Denne Søsling er imidlertid en halv Skilling lybsk, idet lybsk Møntregning jo var gældende i Hertugdømmeme, og 1/2 Skilling lybsk var = 1 Skilling dansk. Det kan have været en i Lybæk eller Hamborg slaaet Mønt, men det kan lige saa vel have været en Søsling, slaaet for Hertug Carl Frederik i Tønning (før 1714), og Mester Gerts Rejse maa jo være foretaget adskillige Aar forud for 1722. - Iøvrigt praler Mester Gert; den laveste Pris, der kendes fra Hertugdømmerne, er fra 1701, da et Pund Oxekød kostede 2 Skilling lybsk (1700: 5 Skilling) (6). [Fig. 7]
Desto oftere omtales Skillingen - i flere Betydninger.
I Betydning "en Smule" bruges Ordet i Jean de France (V, 6), hvor Jeronimus i Slutreplikken siger om sin Søn Jochum og Frands' Datter Lisbet: "han holder saa min Troe en Skilling af hende."
Det bruges i Betydningen en beskeden Indtægt, saaledes i Den politiske Kandestøber (II, 1), hvor Værten, i Collegium politicum udtaler sig imod Mester Hermans Forslag om Handelsrejser til Indien: "thi slige Reyser bringer mange got Folk af Staden, som jeg har en daglig Skilling af." - jfr. Jeppe paa Bjerget (I, 6), hvor Jacob Skomager siger til Jeppe: "...du er en smuk Mand, som under mit Huus en Skilling." (7). Og saaledes flere Steder.
I Det Arabiske Pulver bruges det om en beskeden Formue. - I I. Scene siger Oldfux om Byfogederne: "saa snart en brav Mand har forhvervet sig en Skilling, søger de at skille ham derved igien." - I Republiqven (II, 4) siger Pernille til Heinrich: "Jeg merker nok, at du har faaet en Skilling meer, end du kand æde op." - I Mester Gert Westphaler (I, 3) udtaler Mester Gert om en Substitut (Degnemedhjælper): "Det Folk pleyer dog gierne efterlade nogle Skillinger." - I Barselstuen (I, 1) filosoferer Corfitz' Tjener Troels om Udgifter ved Begravelser: "En stakkels Kone mister sin Mand, som jeg setter efterlader hende nogle Skillinger, som hun ved Forsynlighed kand leve af" - og saa gaar de efter Moden med til Begravelsen.
Det er her næsten enstydigt med Penge; saaledes ogsaa i Erasmus Montanus (I, 1), hvor Jeppe Berg siger om Erasmus: "Ach kunde jeg og min Hustrue have den Glæde at høre ham præke, før vi døe, her paa Bierget, da vilde vi ikke fortryde paa alle de Skillinger, vi har sat paa ham” - ligesaa Nille (II, 4): "Jo vist, der er ingen Skilling unyttig spildt paa ham." -
Ellers bruges "Skilling" om et mindste Beløb. I Henrich og Pernille (III, 4) -siger Jeronimus til Leander: "Vil I gaae derfra (nemlig fra hans Trolovelse med Leonora), saa skal jeg spille med jer, saa længe I har en Skilling i Pungen." I Abracadabra (I, 4) constaterer Jesper og Henrich, at der ikke er en Skilling, henholdsvis udi Gaardens og udi Husets Kasse. Sstds. (II, 4) paastaar Henrich, at Leonard "har levet som en Gniere udi Herrens [Jeronimus'] Fraværelse, saa at man ikke uden Møye har kunnet faae en Skilling af ham til fornødne Udgifter." Sstds. (III, 6): "ikke en Skilling til at betale [Skatterne] med." Og saaledes oftere.
Som virkelig Mønt - ogsaa kaldet Enesteskilling - bruges Ordet flere Steder. Saaledes Jeppe (I, 4): "Lad mig faae for en Skilling Brændevin, Jacob." Jeppe vil have tilbage paa en 2 Skilling, men Jacob "har min Troe ingen eneste Skilling." - I Barselstuen (I, 2) kommer Claus og vil have Corfitz' Tjener Troels til at "vexle mig en to Skilling for to eneste Skillinger," idet han "vil give een for at komme op paa det runde Taam." Det er, som Werlauff oplyser (8), en Indtægt, den kendte Klokker, Søren Mathiesen, havde gjort sig, og som de astronomiske Professorer klagede over (1713-16) dl Consistorium - tilsyneladende uden Resultat. Kun faa Enskillinger udmøntedes i Forhold til Toskillinger. [Fig. 8]
Den ellefte Junii (V, 10) nævner Henrich som en gammel Pris: "3 Kringler for en Skilling." - I Mester Gert Westphaler (I, 3) tigger den sultne Kierling en Skilling til et Brød. I Følge de Brødtaxter, som bekendtgjordes af Københavns Raadstue den 1. September 1723, vilde hun for 1 Skilling kunne købe et Hvedebrød paa 9 Lod eller et Rugbrød paa 32 Lod (= 1 Skaalpund dvs: 1/8 af et helt Rugbrød paa 8 Pund). - I Den Stundesløse (I, 4) konstaterer Vielgeschrey, at Jens Griffel har oversprunget "1 Skilling givet i Almisse til en Staader."
Af dobbelt Værdi var en Skilling lybsk, som omtales af Gert Westphaler (Sc. 8) " ... for det beste Pund Flesk, som nogen ærlig Mand vilde komme i sine Erter, ikke meer end en Lybsk Skilling... for en Snees Æg ikke meer end en Lybsk Skilling." [Fig. 9]
Den var altsaa= 2 Skilling dansk, som forekommer ofte:
1) ligesom Enesteskillingen i Betydning af et mindste Beløb, saaledes i Uden Hoved og Hale (Prolog), hvor Sganarell erklærer ikke at være Mand for "at giøre Udleg for 2 Skilling."
2) Det bruges om en ringe Størrelse, da Arv i Henrich og Pernille (I, 4) praler med, at hans Herre er saa dygtig en Skytte, at "han er capabel at skyde paa en Toskilling." Det siges ikke paa hvilken Afstand, men en 2 Skilling er kun paa Størrelse med Nutidens danske Tiøre (18 mm). [Fig. 10]
3) Iøvrigt er 2 Skilling af en vis Værdi: i Den ellefte Junii (I, 2) logerer de jydske Proprietærer i Værtshuset "Viinkanden, hvor vi gir 2 Skilling for Natten," hvad Skyldenborg dog mener er for tarveligt for rige Folk, men Proprietarius regner ud, at det i "en heel Maaned, som vi ligger i Byen, beløber dog Logementet sig henved en Daler alleene," se nedenfor S. 32.
Ellers hører vi, hvorledes Jeppe (I, 4) og Troels i Barselstuen (IV, 1) maa drikke Brændevin for 2 Skilling . I Den Stundesløse (I, 4) bogfører Jens Griffel: "(7) Hent 2 Skilling i Theevand." Og i Comoediens Liigbegiængelse (Sc. 1) opregner Henrich som billig Middagsmad "Berge-Fisk for 2 Skilling med Sinnop og Smør over, item en frisk Simle" - klager saa over, at det ikke er "ævret Smør" (9), men "Skoefæt".
Af samme Værdi som den danske Toskilling og den lybske Skilling var den nederlandske Styver (Stuiver), der gjaldt 8 Døjt. Ordet betegner egentlig Fyrstaal og er Oversættelse af det franske Briquet, der er Navn paa tilsvarende flamske og brabandske Mønter. - Det er kun naturligt, at Studehenteren Adrian van Enckhuysen (Den ellefte Junii I, 1) bruger en Vending som "dat is geen Stuyver meer op die Ossenhandel to verdienen." [Fig. 11]
Styver kan ligesom Skilling ogsaa betegne en vis Formue, saaledes i Uden Hoved og Hale (II, 5), hvor Henrich mener, at hans Herre Leander "har endelig endnu en god Styver tilbage, og saalænge det varer, blir jeg nok i hans Tieneste." - I Jacob von Tyboe (IV, 5) siger Jens: "Hey, Christoffer! macht op. Her er en Styver at fortienne."
Den virkelige Styver = 2 Skilling forekommer i Jeppe paa Bjerget (1, 6), hvor Jacob siger: "Hvad vil en Styver Brændeviin forslaae?" - Og Jeppe: "Lad mig faae end for en Styver" - o. s. v.
Tilsvarende hedder det i Peder Paars (4. Bog, 1. Sang 88-89), hvor den ene Spidsborger i Værtshuset klager over det lille Glas Brændevin:
"Da Svenden svared: Det dog for en Styver er.
For een Lybsk Skilling jeg kand ikke bedre maale."
3 Skilling blev ikke udmøntet, men forekommer som Pris. I Den Stundesløse (I, 4): "3 Skilling til en Qvint paa Jomfruens Luth." I Comoediens Liigbegiængelse (Sc. 1 opregner Henrich blandt de billige Middagsretter "Erter for 3 Skilling, Suur-Stæg for 3 og en halv Skilling... Boghvede-Grød kaagt i Melk med Rosiner for 3 Skilling."
4 Skilling bruges oftere som Betegnelse for et mindre Beløb, en mindste Værdi. I Den politiske Kandestøber (II, 3) vil Herman "ikke give 4 Skilling for den hele Armee i Italien." I Barselstuen (V, 7) er Corfitz "gandske fortvivlet, saa at man kand kiøbe mit Liv for 4re Skilling." - Ligesaa i Den Stundesløse (II, 10) siger Vielgeschrey, da alle hans Papirer er faldet paa Gulvet - "Nu kand man kiøbe mit Liv for 4re Skilling."
I Ulysses (II, 3) lyder Holophernes' Tale: "Det Fornemste, I har i Agt at tage, er eders Tempo, som bestaaer udi Ein, Zwey, Drey, og at I slaaer lige med Hænderne paa Patron-Tasken; thi naar det ikke tages i Agt, vil jeg ikke give 4re Skilling for Resten." - I Henrich og Pernille (I, 6) siger Magdelone om Pernille, at "hun dog ikke eyer saa meget som 4 Skillings Værdie..." - I Diderich Menschen-Skræk (Sc. 5) vil Henrich "ikke give 4 Skilling for et ungt Menneske, der ingen Kierlighed har." - I Gert Westphaler (II, 3) bebrejder Gunild sin Søn hans "forbandet Snak, som ikke er fire Skilling værd."
De virkelige Penge og dertil knyttede Priser nævnes følgende Steder: Den politiske Kandestøber (III, 4), Herman: "lad Pigen springe efter 4 Skilling udi Caffee (dvs: for 4 Skilling Kaffebønner, antagelig 1/2 Fjerdingspund). - Jeppe paa Bjerget (I, 6), Jeppe: "Hey Jacob! Giv mig kun for 4 Skilling," (Snapsene er steget; først 1, saa 2 og nu- 4 Skilling) - I Barselstuen (I, 7) skal Pigen bl. a. have "4 Skilling i Brændeviin til Ammen, som fik ont." - Den pantsatte Bondedreng (III, 7) er ked af, at "de 4 Skilling er kommen bort, som jeg skulde kiøbe Tiære for."
I Den ellefte Junii (I, 7) giver Værten i Vester Paradis (10) Jacob Skyldenborgs Tjener Henrich hans Pas (Skudsmaal): "hans Moder en skikkelig Kone, der aldrig tog høyere end 4re Skilling af fattige Folk, der var i Trang paa Legemets Vegne." - I Uden Hoved og Hale (Prolog) tilbyder Sganarell 4 Skilling i Drikkepenge til den, der har fundet den savnede Act af Comoedien.
I Don Ranudo (I, 2) nævner hans Laquai Pedro Herskabets Stambog, som er værd mere end en Tønde Guld, men Isabella, Donna Marias Kammerpige mener "maaskee, om den kom til Auction, kunde den ikke drives høyere op end til 4 Skilling." - Sstds. (II, 4) siger Pedro, at han "af en Hendelse var blevet begavet med fire Skilling, dog nær havde understaaet mig at give dem til Herskabet af. Medlidenhed."
Bemærkelsesværdig er Magdelones Replik i Pernilles korte Frøyken-Stand (II, 3) til sin tilkommende Svigersøn, den forliebte Jeronimus: "Han seer jo ud som en nye 4 Skilling." Det er en aktuel Replik - 4 Skilling udmøntedes 1727 for første Gang siden 1696. [Fig. 12]
5 Skilling var ikke udmøntet, men forekommer som Pris: I Barselstuen (II, 12) græder Gedske Klokkers over Priserne: "De tør begiære 5 Skilling for et Pund Oxekiød, og det saa mavert, at man ser ikke den mindste Pille Fæt derpaa." Dermed stemmer Øvrighedens Taxt, dateret Københavns Raadstue den 16. Dec. 1718: "Det beste stycke af en Oxe, Neml: Bryststycket, Höy Ribbene, Rumpestycket og TyndSteegen skal selgis Pundet for 5 Skilling."
I Comoediens Liigbegiængelse (Sc. 1) opregner Henrich bl.a. "Suur-Kaal og Flesk for 5 Skilling."
6 Skilling sloges ikke mere i Kongeriget, men i Omløb var endnu de lybske Døtgen, som sloges i Glykstad endnu 1680. I Forordning af 10. Februar 1680 nedsattes alle udenlandske Døtgen (Dytkener) til 5 Skilling dansk, men Døtken slagne i Lykstad og Gottorp skulde være af gammel Værdi, 6 Skilling dansk. [Fig. 13]
I Barselstuen (V, 3) spørger Spaakællingen Gunild Corfitz: "Vil du, at jeg skal slaa Øyet ud paa nogen, saa koster det 6 Skilling." - Hermed maa sammenlignes Gammel Gunilds Taxt i Peder Paars (2. Bog, 2. Sang 10): "Hun kun en Skilling tog for at slaa ud et Øye." Men det var jo paa Anholt i Februar 1608, ikke i København i October 1723. - Det svarer sikkert meget vel til Pengenes synkende Værdi. Det maa siges at være en Overpris, naar Leander i Hexerie eller Blind Allarm (II, 5) faar 2 Ducater paa Haanden for at slaa Øjet ud paa en Tyv, der har stjaalet et Guldur. - I Den Vægelsindede (II, 1) beklager Eraste sig over, at han, naar han faar en Hare forærende, "maa skrive et Compliment-Brev og give 6, 8 Skilling til Post-Penge oven i Kiøbet." I Melampe (IV, 7) giver Sganarell Fiskeren 6 Skilling til en Kande Øl. En Kande er 2 Stob eller 4 Potter. - I 10. Sc. samme Act omtaler Sganarell Skødehunden Melampe, der volder den store Strid mellem Søstrene: "Den er saa skiøn, at om den kom til Auction paa et Hunde-Market, kunde den løbe op til 6, ja til 8 Skilling." - I Comoediens Liigbegiængelse (Sc. 1) opregner Henrich bl. a. "Hønsekiøds-Suppe med Boller udi for 6 Skilling."
Naar det i Peder Paars (3. Bog, 1. Sang 135) siges om den forliebte Nille, at hun "Sit Kridhuus aabnede, sex Skilling der af tog," har det sikkert været Enesteskillinger fra Christian IV før 1608.
7 Skilling sloges ikke, men i Comoediens Liigbegiængelse (Sc. 1) opregner Henrich bl.a. "Peberrods-Kiød for 7 Skilling."
8 Skilling var siden Midten af 1690'erne saa at sige Hovedmønten i Kurantmønten, der stod i Forhold 2:1 mod hamborgsk Kurant. I store Mængder udmøntedes Frederik IV's saakaldte Parykotteskillinger. Det er dem, Pernille hentyder til i Jacob von Tyboe (IV, 8), da hun kaar en Pung af Stygotius og "troer, her er over 40 Rixdaler i denne Pung. - jeg troer marre det er lutter 8 Skilling Stykker; ach gid de vare alle 8 Skilling Stykker." Og saa var det kun Regnepenge og Halvskillinger. Der skulde have været 480 Stk. i Pungen for at give 40 Rdr. (men 480 Halvskillinger var kun 2 1/2 Rdr. i Mønt). [Fig. 14]
I Den politiske Kandestøber (I, 3) fortæller Henrich, at han gik hen og købte en Formular (til Frieri) hos Jacob Skolemester for 8 Skilling: "thi han sælger Stykket saaledes." (11)
I Barselstuen (I, 7) gør Corfitz op, at "Jeg kand jo lave Grød til 4 à 6 Mennesker for 8 Skilling" (og saa har Pigen betalt 12 Skilling i Drikkepenge for "en Skaal Byggryns-Grød med Corender udi fra Else David Skolemesters.") Om Drikkepenge: 8 Skilling, i 2 Skilling, en Mark eller mere, gør Eraste sine Betragtninger i Den Vægelsindede (II, 1).
I Det Arabiske Pulver (Sc. 8) faar Henrich et helt Tørklæde fuldt af Pulveret for 8 Skilling af de Nyrnbergere, som sidder paa Torvet (12).
I Gert Westphaler (IV, 10) siger Gert om Flensborgeren: "Skam faa han for mine 8 Skilling; thi jeg barberer dog ingen Fremmed ringere."
I Comoediens Liigbegiængelse (Sc. 1) regner Henrich op "Den 23. [Februarii] var han ikke tilstæde, betaler derfor ikkun 8 Skilling for hans Stoel samt Tallerken, som stod ledig. jeg skal betale 8 Diævle, din Tyv!"
Om en falsk 8 Skilling fortæller Studenstrup i Den ellefte Junii (II, 5): "I hvor kloge de vare, saa fixerede jeg dem dog; thi jeg gav dem en med Qvægsølv oversmurt Halvskilling at vexle for en 8 Skilling, og saa fik jeg 6 Skilling tilbage."
10 Skilling. I Danmarks Riges Historie (II, S. 620) omtaler Holberg Reduktionen 1648 af Krigsmønten, hvor 2 Mark blev reduceret til 28 Skilling. "Derimod bleve de da slagne 8 Skilling Stykker formedelst deres store Puurhed og Vigtighed siden forhøjede til 10 Skilling, og kaldes endnu 10 Skilling-Stykker og er den bedste smaa Mynt vi have, men der ere nuomstunder ikke mange tilbage." Dette gjaldt dog kun de Otteskillinger, der blev slaaet i Christiania 1644 i Begyndelsen af Torstenssonskrigen. [Fig. 15]
I Jacob von Tyboe (I, 8) søger Tyboes danske Tjener Peer at prutte -Poeten i Aabenraae ned til 10 Skilling for Herrens Vers, men maa dog lægge 2 Skilling til. - Det fremgaar af Ordskiftet, at der er Tale netop om de gamle Krigsmønter fra Christian IV's Tid.
12 Skilling udmøntedes som underlødig Krigsmønt 1710-24.
I Uden Hoved og Hale (II, 6), der opførtes første Gang 1724, siger Haagen :"I Gaar smuurte jeg 4 Holsteenske Tolvskillinger i en Bonde og fik gode smaa Penge derfor."
Han har altsaa for disse, der blev slaaet i Rendsborg endnu 1720 som mindrelødig Krigsmønt, faaet 48 Skilling, men de blev 1726 (15. Juli) nedsat til den Værdi, som de mellem kyndige gik for (altsaa allerede 1724-25), nemlig til 10 Skilling Stk. - Af samme Værdi var ogsaa Hertug Carl Frederiks lybske Sexskillinger fra Kiel. [Fig. 16-17]
I Jeppe paa Bierget (I, 2, jfr. IV, 2) faar Jeppe af Nille 12 Skilling til at købe 2 Pund grøn Sæbe for, og II, 2 siger han, at han "i Gaar sad til Jacob Skoemagers og drak for 12 Skilling i Brændeviin," men tæller man Snapsene sammen, som han køber hos Jacob Skomager, faar man 16 Skilling. Her er altsaa Tale om 12 (16) Skilling i Toskillinger. Senere (V, 4-5) flotter Jeppe sig med et Glas Mjød til 12 Skilling.
I Barselstuen (I, 7) rykker Pigen Troels for 12 Skilling i Gyldenvand (13), "som er brugt i Dag til Cafeen” - derefter maa han ud med 12 Skilling i Drikkepenge. Sstds, (II, 1) giver Barselskonen 12 Skilling til Pigen, der kommer med "Viin-Candeel." (14)
I Jacob von Tyboe (I, 8-9) faar Petronius 12 Skilling for sit latinske Vers; Peer mener, "hvad er dog 12 Skilling for saadan lærd Mand?"
Mark udmøntedes 1713-18; de blev iøvrigt 1726 reduceret fra de paalydende 16 Skilling til 14 Skilling, hvad Holberg dog ikke kommer ind paa. [Fig. 18]
Forskellen imellem Mark dansk og Mark lybsk fremhæves af Henrich i Abracadabra (II, 6): "Udi i Lybek strækker man alting for meget ud, saaledes hvad som der kaldes een Mark, er her to Mark."
I Nye Aars Prologus 1723 siger Vulcanus: "Jeg gaaer paa Comoedien somme Tide,... Da gir jeg min Mark, og mig en Time paa Galleriet setter." - Det var den billigste Taxt, - den dyreste var paa selve Theatret og i de mellemste Loger: 1 Sletdaler (15).
I Den Stundesløse (I, 4) noterer Jens Griffel "(4) For 4 Potter Melk en Mark, (5) Drikke-Penge for det Fad forraadnede Pærer, som vi fik til Foræring, 1 Mark."
I Det Arabiske Pulver (Sc. 8) siger Oldfux om bemeldte Pulver: "Disse Nürenbergere pleye allevegne at sidde paa Torvet dermed. Det bruges ellers til at tage Pletter af Klæder med. Man kand faae en temmelig Qvantitet for en Mark; thi de Karle vide ikke samme Pulvers rette Dyd."
I Mester Gert Westphaler (IV, 2) nævner Tobias Procurator exempelvis for Værten "en god ærlig Mand... er paa Veyen til jer Huus for at unde jer en Marks Penge eller to."
I Barselstuen (I, 7) forlanger Pigen af Corfitz "1 Mark til Æbler og Nødder" - vi skriver jo, som Corfitz' Tjener Troels siger (sstds.) "den 8 Octobris."
I Ulysses (II, 8) beslutter Chilian at stikke Paradises Tjener Marcolfus "et Par Mark i Næven for at han skal løbe for mig den forestaaende Tvekamp.
20 Skilling blev ikke udmøntet, men forekommer som Pris i Barselstuen (I, 7), hvor Pigen rykker Corfitz for "20 Skilling til Hovedvands-Flaske, naar Mutter faaer ondt." (16)
Rigsort = 24 Skilling, blev ganske vist slaaet paa Kongsberg 1714, men den er saa sjælden, at man ikke skulde tro, den var kommet i Omløb. Derimod blev den senere, 1731-88, den vigtigste. af alle Kurantmønter. [Fig. 19]
Den nævnes kun i Jean de France (III, 4), hvor Jeronimus beklager sig for sin Nabo Frands over Tidens luxuriøse Vaner: "Tænk engang, forleden Dag, da jeg og vilde være lidt allamodisk og gik paa et Caffee-Huus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faa Kopper. Men see om Jeronimus kommer der saa hastig igien."
28 Skilling d. e. de "Hebræer" 2 Mark fra Torstenssonskrigens Tid, som 1648 reduceredes fra 32 til 28 Skilling, og som stadig endnu i det 18. Aarh. var i Omløb. [Fig. 20] I Ulysses (II, 9) siger Marcolfus til Chilian: "Jeg saae mange kiønne Folk i Ithacien af ringe Stand, som man kunde faae for 28 Skilling" og nævner saa en Kone ved Navn Polidora, der viser sig at være Cliilians Hustru. Det er derfor en Spydighed, Henrich i Den ellefte Junii (V, 10) siger til Lucretia, der er Mammeselle i det berygtede Vestre Paradis: "I veed jer Taxt, det er 28 Skilling," hvortil Lucretia svarer: "Din Slyngell skulde jeg la mig nøye med 28 Skilling?" Henrich: "Det er jo den gamle Priis; det er jo ligesom 3 Kringler for en Skilling." - Den ovenfor nævnte Taxt, 4 Skilling (sstds. I, 7), var saaledes i høj Grad billig.
Det førnævnte latinske Vers i Jacob von Tyboe (I, 8), som Petronius ellers vilde tage 2 Mark for, vil han lade Peer faa for 28 Skilling (og nøjes som sagt med 12 Skilling). - Et 28 Skilling Stykke faar Leander i Hexerie eller Blind Allarm (II, 5) af Pigen for ikke at røbe, hvad der passerede forgangen Nat.
2 Mark (= 1/2 Krone eller 1/2 Slettedaler), almindelig udmøntet indtil Aar 1700, forsvandt af Omløbet under Krigen, derefter igen udmøntet 1725 og 1726. [Fig. 21]
I Uden Hoved og Hale (II, 6) siger Haagen om Henrichs Kiæreste "i Nat gav hun mig en rar To-Mark, som hendes Kiæreste Henrich havde foræret hende" og viser den til den forklædte Henrich. Det var saaledes en god Mønt, der ved denne Tid (1724) var fortrængt af underlødig Smaamønt.
I Barselstuen (I, 7) siger Pigen til Corfitz: "Leyekudsken skal ogsaa have 2 Mark, som bragte jordmoeren hid." Det er dobbelt saa dyrt, som hvis hun var kommet i en Portechaise, hvor Taxten var 1 Mark i Timen (17). Det er vel denne Agen i Hyrekarriol eller i Portechaise, Trojaneren sigter til i Ulysses (II, 2), naar han siger om sine Bysbørn: "De ere lidt fattige og hoffærdige; thi saa snart een blir begavet med 2 Mark er man vis paa, at han ikke gaaer tilfods den Dag."
I Jean de France (V, 2) giver Jean Arv 2 Mark til en Kande Øl. - Det var flot, naar man erindrer, at i Melampe (IV, 7) fik Fiskeren kun 6 Skilling til en Kande Øl. - Endnu billigere var Øllet i Peder Paars' Tid: 3 Skillings Øl er øjensynlig det samme som en Kande "Gammel Randers Øl" (4. Bog, 1. Sang), og Spidsborgeren her fremhæver endda den endnu billigere Pris i "Kong Erichs Tiid”, da "Mand for sex Skilling fik af beste Øll en Tønde."
I Barselstuen (1, 7) kræver Pigen af Corfitz: "2 Mark i Sukkerbrød." (18)
I Jacob von Tyboe (IV, 6) har Christoff været "I Mester Daniels Have; der drak jeg op 2 Mark, som jeg vandt ved at slaae Middel-Kegler og otte om Kongen." (19)
I Erasmus Montanus (I, 4) praler Per Degn med, at Amtmanden forgangen Aar gav ham 2 Mark for at synge "ut, re, mi, fa, sol."
Sstds. (IV, 4) citerer Jacob for sin Broder det Vers, han gjorde over Morten Nielsen, som drak sig ihjel - "De Vers maatte jeg læse for Landsdommeren forgangen Dag, som lod dem skrive, og gav mig 2 Mark derfor." (20)
Det er derfor ikke saa mærkeligt, at Poeten Petronius i Jacob von Tyboe (I, 8) som før nævnt værdsætter sit latinske Vers til 2 Mark.
I Mascarade (I, 11) staar Arv Skildvagt: "Herr Jeronimus har lovet Mig 2 Mark til Vagt-Penge." - I Den Vægelsindede giver Petronius Henrich 2 Mark for de Hug, han gav ham i Hastighed.
Ellers forekommer 2 Mark mest i alm.Talemaader: I Den politiske Kandestøber (IV, 9) siger Arianke Grovsmeds: "Det er mig saa kiert, som een havde givet mig 2 Mark" (at "Søster" Geskes Mand er blevet Borgmester (21)). - I Jean de France (V, 2) siger Arv: "Jeg vilde marre ikke være i Hans Frandsens Sted nu, om man gav mig to Mark." Ligesaa i Barselstuen (IV, 1) siger Troels: "Jeg vilde ikke være Barsel-Qvinde, om man gav mig to Mark." - I Erasmus Montanus (II, 3) klager Erasmus over at Jacob har forstyrret ham i hans philosophiske Betragtninger: "Jeg vilde ikke, det skulde have skeet for to Mark."
3 Mark udmøntedes ikke (efter 1563, da 3 Mark var = 1 Daler). I Den Stundesløse (I, 4) bogfører Jens Griffel "(3) For 4re Pund Kalve-Kiød 3 Mark." - Det var over Øvrighedens Taxt af 16. Dec. 1723, hvorefter det bedste Kalvekød, nemlig af Bagfjerdingerne, kun maatte koste 8 Skilling Pundet, altsaa højst 32- Skilling eller 2 Mark for 4 Pund.
I Gert Westphaler (V, 3) siger Tobias Procurator til Mester Gert: "Christoffer har set i Rette paa Eders Ære, og vil have jer til at blive en Tremarks-Mand." - Det er iflg. Danske Lov I-24-15 en Mand, hvem Dom er overgaaet for Ran eller anden uærlig Sag, og som derfor har mistet sin borgerlige Ære med alle deraf følgende Ubehageligheder, der var værre end selve Bøden. Alle Bestemmelser herom ophævedes ved Straffeloven af 10. Februar 1866, § 308. - Anderledes i Peder Paars (1. Bog, 2. Sang 225-6) med de Ransmænd, som Fogden Woldemar 1607 dømte "At være Tremarks-Mænd, dog skulde Dommen være Dem ey til Præjuditz paa gode Navn og Ære."
4 Mark = Krone, Hovedmønt fra Christian IV's Tid.
I Den ellefte Junii (III, 6) falbyder en Dreng paa Børsen Bøger, og Studenstrup spørger efter en Per Paars: "Hvad skal den koste?" - Drengen "4 Mark." Vi faar (som Werlaug bemærker) deraf at vide, hvad Bogen (antagelig den første fuldstændige Originaludgave af 1720) kostede.
I Barselstuen (I, 7) kræver Pigen gentagne Gange 4 Mark af Corfitz: "Anne Signe-Kielling skal ogsaa have 4 Mark, som maalte Barnet for Moersoet (22). - 4 Mark til en Barbeer, som aarelod Mutter paa Foden; 4 Mark til en Barbeer-Svend, som aarelod Ammen paa et andet Sted."' - Af samme Scene fremgaar det ogsaa, at Corfitz betaler Pigen 4 Mark for en Top Sukker, "thi her er ikke mere fiint Sukker i Huset - man kand jo ikke bruge bruunt Sukker til Caffee, naar der er slige Fremmede." Brunt Sukker er Puddersukker. En Top Sukker vejede dengang antagelig et Lispund, d.v.s. 16 Pund; altsaa kostede Sukkeret 4 Skilling Pundet.
I Den Stundesløse (I, 4) antegner Jens Griffel " (2) 4 Mark for et Par Tøfler til Pernille."
Men iøvrigt var som sagt en udmøntet 4-Mark i eet Stykke det samme som en Krone; denne Mønt blev slaaet endnu under Frederik IV (1711, derefter igen fra 1723), men i altfor ringe Antal i Forhold til Omsætningens Behov, og navnlig som Følge af Krigen 1709-20 var Kronerne blevet sjældne. - Naar Godtfolk nødvendigvis maatte have hele Kroner til at betale Prioritetsrenter i faste Ejendomme eller til Indfrielse af Gældsbreve, maatte de betale en betydelig Opgæld, hvis de kun havde Kurant eller Smaamønt. Vigtigt Sted er Den ellefte Junii (III, 1-2), hvor Børsen præsenteres, og hvor en Købmand søger at tilvexle sig 4000 Rdr. i Kroner, "men gid Fanden give dem elleve og en Quart pro Cento." - Jøden forlanger 11 1/2 pCt. "Coursen er elleve og en Qvart; nu maa jeg jo i det ringeste have en Qvart for min Umag." - Da han gaar til "en god ærlig christen Kiøbmand", forlanger denne 12 pCt. - "Førend jeg vexler mine Croner for ringere end 12 pro Cento, før skal de smuk blive liggende. jeg mener, jeg skal nok faae dem udpiint, naar det Ostindiske Skib skal bort." [Fig. 22]
Dette Sted er commenteret af Werlauff S. 109 f., men hans Fortolkning er berigtiget af Axel Nielsen i hans Disputats (1907) om Specier, Kroner, Kurant (S. 119), der har fremdraget den officielle Optegnelse om Opgælden, som den noteredes paa Børsen i København. Det var den 11. Juni 1721, at Kursen var 11 1/4, 1722 var den steget til 12 1/2, og 1723, da Stykket opførtes, var den 14 1/8-14 1/2 pCt. - Holbergs Kurs er altsaa to Aar gammel.
I Jacob von Tyboe er Holberg ogsaa et Aar bagud. Peer gør (I, 3) sine Betragtninger over sin Herres, Jacob von Tyboes, Foræringer til Jomfru Lucilia og hendes Kammerpige Pernille: Pernille raader til Vers og Musiqve for Døren til Jomfruen, "men hendes egne Foræringer udi Penge, og det alt udi Kroner, for hvilke jeg kand vidne, at vi nyelig har givet 14 pro Cento hos denne forbandet Jøde, som boer her i Gader, og de siger dog, at han er den billigste." - Jacob von Tyboe blev opført 1724, men da var Kursen i juni steget til over 15 pCt. Handlingen siges (I, 3) at foregaa paa Jomfru Lucilias Navnedag; der findes ingen Helgen af dette Navn; mulig har hun taget St. Lucie (13. December) som sin Navnedag, og i December Termin 1723 har man antagelig kunnet tilvexle sig Kroner mod en særli billig Opgæld paa 14 pro Cento.
Gylden (Gulden) er i Holbergs Tid Betegnelse for den tyske Zweidrittel (2/3 Reichstaler), der blev indført ved Forliget i Zinna 1667 mellem Brandenborg og Kursaxen, og som snart optoges af andre nordtyske Fyrster og Stæder, bl.a. af Hamborg, der 1672, 1679 og 1694 lod slaa Tomarker efter denne Møntfod. Forbilledet synes at have været de dansk-norske Kroner, der indeholdt 14.96 g fint Sølv (Zweidritlerne: I4-85 g fint Sølv). [Fig. 23]
Det er den nordtyske Gylden (= hamborgske Tomark), der nævnes et enkelt Sted, i Den politiske Kandestøber (V, 1), hvor de to Advocater søger Audiens og modtages af Henrich: "Jeg merker nok, Mon Frère! at den Karl vil lade sig smørre; vi maa stikke ham en Gylden i Næven, saa kommer nok Bormesteren strax. Hør, Camrnerat! vil I ikke forsmaae et Par Gylden, at drikke paa vor Sundhed?" - og saa tager Henrich mod de tvende Gylden, og Advocaterne faar Audiens.
Daler er tvetydigt, idet det kan betegne en Slettedaler = 4 Mark, men det kan ogsaa betegne en Speciedaler = 6 Mark, og endelig kan det betegne en Daler i Mønt: 96 Skilling Kurant. Udviklingen havde inden Holbergs Tid været saaledes, at Speciedaleren var blevet fortrængt af Kronemønten allerede i Frederik III's Tid, saaledes at den kun blev slaaet, især paa Kongsberg, i altfor ringe Omfang, og der betaltes stor Opgæld for at faa disse Dalere i ét Stykke, in specie. Derefter var Kronemønten = Sletdaleren i den store nordiske Krig fortrængt af smaamønten. Det er Greshams Lov, der her gør sig gældende: den slettere Mønt fortrænger den bedre.
I Den ellefte Junii (I, 2) gør Proprietæren Regnskabet op: "Ellers naar vi regner en heel Maaned, som vi ligger i Byen, beløber dog Logementet sig henved en Daler alleene"; da han betaler 2 Skilling pr. Nat, giver 30 x 2 Skilling = 60 Skilling, han mener altsaa en Slettedaler = 64 Skilling (bortset fra Opgæld).
Ligeledes forholder der sig med den Daler, som omtales i Peder Paars (4. Bog, 3. Sang 225 ff), hvor Niels Corporal narrer Peer Paars til at tage Haandpenge som Soldat under Paaskud af, at de skal slaa Plat og Krone om Fortæringen i Kroen:
"Hand derpaa gav Peer Paars en Daler udi Haanden, og siiger: Kronen jeg vil tage, tag I Manden.
Paars kasted Mynten da i Veyret, Kronen fick."
Det var 1608 en Anachronisme, eftersom denne Mønt først blev indført 1618 med Billede af Kongen paa den ene og "Corona Danica paa den anden Side. [Fig. 24]
Anderledes i Den ellefte Junii (I, 1) hvor Proprietarius ladet Adrian van Enckhuysen sige: "Het sall op een Daeler of tien nit genkommen, Vader!" Det maa vel her være en hollandsk Rijksdaalder, han mener. De kom i Mængde ind i Landet gennem Studehandelen - ligesom ogsaa tyske Rigsdalere - men langtfra tilstrækkelig til at dække Behovet i Handel og Vandel. [Fig. 25-26]
Blandt de udenlandske Rigsdalere forekom hyppigt de saakaldte Vildmandsdalere, der prægedes i store Mængder af Sølv fra Harzen af de brunsvig-lyneborgske Hertuger. De nævnes dog ikke i Comoedierne, derimod et enkelt Sted i Peder Paars (4. Bog, 3. Sang 283-5):
"En Borger derimod, skiønt Midler nock han har,
Med Vildmands Daler om hans Kioele bremmet var;
Saa dog hand altid maa for røde Kioler viige." [Fig. 27]
Oplysende er Replikskiftet i Republiqven (I, 14) mellem Republiqvens Gaardskarl Arv og Lakey Henrich. Arv er gaaet Henrich i Bedene og har taget imod en Drikkepenge, som han viser ham: "Hvad kand denne Sølv-Penge være værd? jeg kiender ikke denne Mynt; det er en Mand paa en Hest, og et Kors paa den anden Side." Henrich: "Lad see. Det er en halv Specie-Daler. Hvor har du faaet den?" Arv: "Er det en Specerie-Daler, saa maa det være fra en Urtekræmmer." Henrich: "Ey, du Nar! det heder ikke Specerie-Daler, men Specie-Daler, det er det samme som en vigtig eller rar Daler." Arv: "Hvad Forskiæl er der mellem en Specie-Daler og en slet Daler?" Henrich: "Der er ligesaa stor Forskiæl som mellem en fornemme Lakey og en gemeen slyngelsk Gaards-Karl."
Holberg har her aabenbart villet fixere de Herrer Numismatici; thi der gives af dette Præg ikke nogen hverken hel eller halv Speciedaler, hverken dansk-norsk eller udenlandsk. Ellers er det at mærke, at en "vigtig eller rar Daler" vil sige "fuldvægtig eller sjælden Daler." Arv tænker paa "Species" i Betydningen "Urteblandinger" - "Speceriaffär” hedder jo som bekendt en Urtekramhandel paa Svensk. [Fig. 28]
Rigsdaler (Reichstaler) deltes i 3 Mark lybsk eller 6 Mark dansk. Som Jeronimus siger i Abracadabra (II, 7): "Ney, jeg regner efter dansk Maade, 6 Mark paa en Rdlr." - Fra Barselstuen (1, 7) og fra Den Stundesløse (1, 4) erfarer vi, at et Pund Kaffebønner kostede 1 Rdlr. Hermed maa dog jævnføres Moralske Tanker (1744) Tome I. S. 288 (Samlede Skrifter, 14. Bind, 1934, S. 250): "Jeg haver stedse været en Elsker af Caffée, men finder nu omstunder ikke den Smag derudi, som da Pundet kostede 2 Rdlr."
I Den Stundesløse, som antagelig blev opført første Gang 1726, skal (I, 6) Bonden betale Vielgeschrey Landegilde for 3 Pund Byg og et Boel-Sviin, men han paastaar kun at kunne betale for 2. Pund: "Drollen splide mig ad, Hosbond! fik vi ikke mindre Korn i Aar end i Fior. Og det er knap, at man vil give os en Rdlr. for Tønden paa Torvet. Veed Hosbond ikke, hvad Capitels-Kiøb blir i Aar ?" - Men 1726 var just et Aar, hvor Capitelstaxten i Sjællands Stift for Byg var 2 Rdlr. 3 1/2 Mark. Derimod var den 1725 kun 1 Rdlr. 1 1/2 Mark (1724: 1 Rdlr. 5 Mark). - Det maa vel saa være 1725, at Handlingen maa tænkes at foregaa. løvrigt kan det bemærkes, at et Pund Byg var 4 sjællandske Tønder (à 144 Potter = 139 Liter). Hermed kan sammenlignes Jeppe paa Bierget, der opførtes i Efteraaret 1722, hvor Baron Nilus (I, 8) udtaler: "Det lader sig ansee i Aar til et frugtbart Aar; see engang, hvor tyk Byggen staaer," hvortil Secretæren siger,: "Ja det er sandt, Eders Naade! men det betyder, at en Tønde Bygg vil ikke komme høyere i Aar end til 5 Mark."
Saa slemt gik det dog ikke, selv om Capitelstaxten for Sjællands Stift for en Tønde Byg 1722 var overordentlig lav: 1 Rdlr. 8 Skilling (aItsaa 6 1/2 Mark), - for 1773: 1 Rdlr. 1 1/2 Mark (23). Det kan her bemærkes, at det Regnestykke, som Vielgeschrey opstiller (II, 3): "Een sælger100 Tdr. Rug med Strygmaal for 20 Rixdaler, hvor [meget] høyere kunde Summen stige, om de var i Topmaal?" er meningsløst, allerede fordi man umulig kunde sælge 5 Tdr. Rug for 1 Rixdaler; Rug var gerne et Par Mark dyrere end Byg. En Tønde med Strygemaal var ifølge Forordning af 30. August 1687 sat til et Fjerdingkar mindre end den ældre Tønde med Topmaal. - Hvis man vil regne med en Trykfejl, at der i Stedet for 100 skulde staa 10 Tdr. Rug, vil Facit blive 20 Rdlr. 3 Mark 13 29/31 Skilling.
I Den Vægelsindede (II, 2) fryder Apicius sig over den gode Middagsmad, han har nydt: "Det var pardieu billigt nok. Lad mig see: En Hønse-Kiød-Suppe med Boller, en Kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Bi-Retter, for en Rixdaler pro Persona." Det var jo noget andet end de ovennævnte beskedne Retter til 2-8 Skilling, som Henrich i Comoediens Liigbegiængelse (Sc. 1) maatte tage til Takke med.
Daler uden særlig Betegnelse er almindeligvis Daler i Mønt, i 2 Skilling, 8 Skilling, Mark-Stykker og deslige ovenfor nævnte Smaamønter, men kan ogsaa være Slettedaler (4 Mark). Daler nævnes meget ofte, saaledes i en staaende Vending som i Den Vægelsindede (II, 8) hvor Apicius siger til Lucretia: "Gid jeg havde en Daler, Madam! for hver Gang en Kræmmer her Byen bander paa at en Alen Klæde koster ham meer i Engeland eller Holland, end han sælger det her for." - Ligesaa i Henrich og Pernille (I, 2), hvor Henrich siger: "Gid jeg havde en Daler for hver en Slyngel, hver en Staader, der her gaaer i Fløyels Kiole, da var jeg en riig Mand." - Eller i Jule-Stue (Sc. 7), hvor Jeronimus ikke vil vide af Julestuer at sige: "Gid jeg havde en Daler for hver Piges Jomfruedom, der er gaaet af Stabelen ved saadanne Leyligheder." - I Ulysses von Ithacia (II, 9) siger Trojaneren Marcolfus: "Den Helene, som man slaaes om, vilde jeg mare ikke ligge hos, om hun vilde give mig en Daler for Natten." - Sstds. (V, 2) lavpriser Chilian sit Hjemland: "Det er et velsignet Land... hvor man faaer en Daler af Øvrigheden for hver Time, man sover." - I Jeppe paa Bierget (I, 6) siger Jeppe: "Rifogden er en skikkelig Mand; naar vi stikker ham en Daler i Næven, giør han sin Saligheds Eed for Herskabet, at vi ikke kand betale Land-Gilde."
Det faar være nok med disse faa Exempler, ofte rutter Personerne udi Comedierne ganske anderledes med Dalerne og mener som Henrich i Mascaraden (I, 10): "Hvad kierer jeg mig ellers om en lumpen Daler?"
I Den Stundesløse (I, 9) giver Oldfux en Prøve paa Bogholder Peder Erichsens Friertale, hvori han sammenligner sig selv med Jomfruen (Leonora): "Ja kand ey lignes anderledes valore intrinseco end en autorisered Seddel mod en Banco-Daler." - Det var i Krigsaaret 17 13, at Frederik IV satte i Omløb disse autoriserede Sedler, hvoraf den almindeligste lød paa en Rigsdaler. Det var noget nyt; det var kendt i Frankrig, hvor man dog havde høstet ilde Erfaringer. Det var en Nødhjælp i Krigens Tid, og det viste sig, at de et Par Aar efter gik ned i Værdi mod klingende Mønt; ved Krigens Slutning toges de kun for det halve af det paalydende. Ikke des mindre tog Kongen sig for strax efter Fredsslutningen at indløse dem og det til fuld Værdi; det var ham en Æressag (24). [Fig. 29]
Bancodaleren, som Sedlen her sammenlignes med, var den Regningsenhed, som Hamborg havde indført 1619 for at fastholde Speciedaleren i sin fulde Værdi. Købmænd indleverede Sølv i Banken, og Betalinger fra en Købmand til en anden udførtes saa ved simpel Overførsel af det indestaaende. Bancodaleren tabte følgelig ikke sin Værdi som Speciedaler, bortset fra, at der svaredes en mindre Afgift (nogle faa Promille) til Banken for Ulejligheden med Regnskabet.
Af højere Værdier i Rigsdaler og Daler skal kun nævnes nogle Exempler.
Prisen paa Bryllupsvers i den højere Poesi koster 2 Daler, ikke 2 slette Dalere, men 2 Rigsdaler, som vi erfarer af Det lykkelige Skibbrud (III, 1-2 og 6) - Magister Rosiflengius' Taxt - og af Jacob von Tyboe (I, 3 og 9) - Poeten i Aabenraa, Petronius' Pris. - Men i Det lykkelige Skibbrud (II, 2) betales Brudeverset, "kaldet Lucretia Rediviva, det er: den anden kydske Lucretia" med 10 Rdlr. - 2 Daler er Prisen paa Stykket af Masker i Mascarade (I, 6).
4 Rigsdaler er den billige Pris i Kiel for en halv Tønde Smør iflg. Gert Westphaler (Sc. 8); men Mester Gert praler her som andetsteds; Taksten i Hertugdømmerne var i al Fald Aar 1700 23 Rdlr., 1701 20 Rdlr. for en Tønde Smør; - i København laa Prisen omkring 24 Rdlr. Tønden (en Tønde var netto 14 Lispund =224 Pund). - 4 Rigsdaler faar Jeppe (V, 2.), da han er blevet dømt til Livet igen: "fire Rigsdaler, som du nogen Tiid kand holde dig lystig med, og glem ikke at drikke vor Skaal."
6 Rigsdaler skulde Petronius i Den Vægelsindede betale Musicanterne (II, 17): "Vi ere accorderede om 6 Rixdaler; betal os dem, saa vil vi ikke regne, at vore Klæder ere fordervede" - Lucretia har jo slaaet Vand paa dem, Vand, som hverken lugter af Vin eller Vand. - I Barselstuen (I, 7) skal Pigen af Corfitz have 6 Rixdaler til jordemoderen (25).
I Melampe (IV, 6) hører vi, at de 6 Piger i Jomfru Luciliæ Hus i Aarsløn faar "somme 8 Rixdlr., og sommc 12.." - I Henrich og Pernille (I, 2) faar Gaardskarlen Arv ikke 10 Rdlr. om Aaret, og Henrich byder ham (II, 9) paa Skrømt 20 Rdlr. mere om Aaret. - Derimod faar Ridefogden i Jeppe paa Bierget (III, 2) 50 Rdlr. om Aaret, - og saa har han "Penge til sølvknappet Kiole, til Krusedoller for Hænderne, til Silke-Pung bag i Haaret." - Og Secreteren (III, 1) faar 200 Rdlr. - "Det er jo at flaae Huden af sit Herskab!"
Saa var Tyendelønnen ringere i Peder Paars' Tid, skønt ogsaa dengang Spidsborgeren i Værtshuset (4. Bog, 1. Sang 106-7) klagede over de dyre Tider i Modsætning til Kong Erichs Tid:
"Nu mand i Tieniste een lumpen skiden Piige,
En Kocke-Tøs, kand ej for fiire Daler faae."
For at fremdrage nogle højere Priser kan nævnes, "at faa nu mere vil give 10 à 20 Rdlr. for en Hat, som det hedder i Hattemagerlaugets Klage i Den politiske Kandestøber (V, 3), - endvidere at jomfru Helene eller lille Ellen i Abracadabra (I, 4) faar til Foræring en "Adrienne", som kostede 70 Rdlr., "en Smekke, som kostede 6 Rdlr. 3 Mark" og en “rød Fløyels Kaabe, som kostede 36 Rdlr." - Adrienne er den kendte Damekjole med Slæb, som den franske Skuespillerinde Adrienne Lecouvreur (1690-1730) just havde bragt paa Mode. - En Smække er en Brystdug til at dække Udskæringen i den nedringede Kjole.
I Jean de France (V, 3) maa Jean bl.a. afgive sit Uhreverk, som hans Kreditor, Spilleren, tager for 40 Rdlr.
I Den pantsatte Bondedreng (II, 3) falbyder Madame Staabi en "Guld-Dose med et rart Portrait; men den kommer paa 200 Rdlr.; thi der er lutter Ducate-Guld derudi." Den har sikkert været til Snustobak, som forekommer oftere andetsteds hos Holberg (26).
Af andre store Pengesummer er det kun værd at minde om, at Per Degn (Erasmus I, 3) siger: "Jeg vilde ikke miste det Latin, jeg kand, ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet mig i mit Embede over 100 Rixdaler, ja hundrede til."
Ligesaa vil Herman von Bremenfeld (Den politiske Kandestøber III, 4) give 100 Rixdaler til, at Geske og Datter Frøychen Engelke forstod "et vist Spill, som kaldes Allumber." - Og for 100 Rixdlr. vil Jeronimus løskøbe Erasmus Montanus (V, 5) af Soldatertjenesten.
I Ulysses von Ithacia (Prologus) dømmer Paris "Juno og Pallas betaler hende [Venus] til Kost og Tæring 200 Rdlr. og derforuden for deres dristige Tale udi Retten 10 Rdlr. til Christianshavns Kirke." Det er, som oplyst af Werlauff (S. 303), til Opførelsen af Vor Frelsers Kirke, at forskellige Retsbøder ved Rescripter af 19. Aug. og 1. Nov. 1690 blev henlagt til denne Kirke.
I Den honnette Ambition (II, 4) vil Baron von Reenkaalavet (d. e. den forklædte Henrich) hjælpe Jeronimus til en "Characteer” for kun 500 Rdlr., og sstds. (III, 5) skal han skaffe ham Bestallingen gratis "uden Papiret, som koster 100 Rixdaler." - Jean de France's Udenlandsrejse har i faa Maaneder kostet Fatter Frands 1500 Rdlr. (I, 1).
Ducat, Guldmønt paa 3.49 g, har gamle Aner, sloges først i Venedig 1284. Den holdt sig gennem Aarhundreder: 23 2/3 Karat fint Guld. [Fig. 30] Det er denne Ducat, efter Møntstedet (Zecca) ogsaa kaldet Zecchin, der er Tale om i Diderich Menschen-Skræk (Sc. 10), hvis Handling er henlagt til Venedig 1721 (4 Aar efter Tyrkernes Indfald i Dalmatien 1717). Jøden Ephraim har solgt Hyacinthe for 140 Ducater til Herr Menschenskræk (27). -Ogsaa i Danmark sloges jævnlig Ducater, saaledes i Frederik IV's Tid bl.a. i Aarene 1723-26, uden dog at faa større Betydning i Handel og Vandel. Den regnedes lig med 2 Rigsdaler. Dette fremgaar ogsaa af Erasmus Montanus (V, 2), hvor Erasmus vil paatage sig at bevise, at det er Børns Pligt at slaa deres Forældre. Lieutenanten "tør vedde med ham om en Ducat, at han ikke er capabel dertil," men Montanus "vover en Ducat derimod." Han vinder Væddemaalet og tager imod Ducaten. Derefter beviser Lieutenanten, at Montanus er Soldat, thi "Hvo som har taget Penge paa Haanden, er hverved Soldat... Et ego probo minorem af de to Rixdlr., I fik paa Haanden." - Og idet følgende Replikskifte identificeres en Ducat med 2 Rigsdaler. (Om Peder Paars, der tager mod en Krone som Haandpenge, (se S. 32) - [Fig. 31]
I Det lykkelige Skibbrud (IV, 6) siger Jeronimus til den som hollandsk Matros forklædte Henrich: "See der, Cammerat! har I en Ducat, hvorvel I har giort mig saa bedrøvet."
Og saaledes forekommer Ducat som Dusør og Bestikkelse adskillige Steder: I Republiqven (II, 4) siger Henrich til Pernille: "Du taler noget dristig til en Mand som gaaer med 25 Specie-Ducater i sin Lomme." - Denne Betegnelse -kunde være nødvendig i Frederik IV's Tid, thi i Krigsaarene 1714, 1715 og 1716 havde man slaaet en Nødmønt, der kaldtes "Courantducat", og som skulde gaa for 2 Kurantdaler, altsaa Daler i Smaamønt. Den skulde kun holde 21 Karat og veje 2.87 g. Den blev i 1727 nedsat i Værdi fra 12 til 11 Mark, men blev først indkaldt 1757. Da det blev umuligt for Møntmester Wineke at fremskaffe Guldet, blev kun et mindre Beløb (c. 27.500 Stk.) udmøntet. De omtales iøvrigt ikke i Holbergs Comoedier.
De Ducater, som oftest omtales i Comoedieme, er næppe Frederik IV's danske, men snarest de almindelige hollandske Ducater, der strengt taget var en Ubetydelighed lettere (6 Milligram), men dog regnedes for jævngode. - Saaledes i Ulysses von Ithacia (Prologus), hvor Iris siger til Prins Paris: "Juno forlanger intet uden en retfærdig Dom. Dog bad hun tienstligt, at jeres Durchleuchtighed ikke vilde forsmaae 10 Ducater, som hun offererer, ikke for at dømme hende til Velgefal, men alleene for Venskabs Skyld." Paris gør nogle Indvendinger om, at en Dommer ikke maa lade sig bestikke, men "Jeg seer, at det er gode hollandske Ducater." Han tager saa mod dem: "Thi Penge er ikke at skiemte med i disse Tider" (det er nemlig den 11. Junii). [Fig. 32]
De 2000 Ducater, som Jeronimus i Abracadabra (II, 7) har bragt med sig fra Lybæk, kan selvsagt være slaaet i Lybæk. Naar Henrich mener, at "Det er jo for tung Byrde for Herren," har han for saa Vidt Ret, som de vejede henved 7 Kilogram. [Fig. 33]
Noget helt andet er en "Tønde Guld", som forekommer oftere, f. Ex. i Jean de France (III, 4), hvor Jeronimus siger: "Jeg holder for, at det, som fortæres udi Thee, Caffee og Tobak alleene, kand beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spart for det første i gamle Dage." - Frands: "Ach Herre Jeh! det vil meget til nogle Tønder Guld." - Jeronimus: "Siig ikke det, Naboe! I skikkelige Huse slipper man ikke med 100 Rdr. om Aaret." En Tønde Guld var en almindelig Betegnelse for 100.000 Rdlr. (28). Og det forekommer jævnlig hos Holberg som Udtryk for en stor Formue, f. Ex siger Don Ranudo (II, 4): "Hvad vilde da Don Gusmann de Colibrados sige, som depenserede alleene en Tønde Guld paa trende Pyramiders Oprettelse ?"
Foruden de i det foregaaende nævnte fremmede Mønter forekommer i Don Ranudo nogle særlige, spanske Mønter, som iøvrigt var velkendte herhjemme. Der nævnes saaledes med det hollandske Navn oftere Styk von Achten, d. v. s. Stykker paa 8 Realer; de kendes ogsaa andetsteds med det spanske Navn: Peso, egentlig Peso de a ocho, eller med oprindelig italiensk Betegnelse: Piaster. Den blev slaaet i uhyre Mængder lige fra Carl V's Tid af Sølv fra Amerika. Den var af lidt ringere Værdi end Speciedaleren, som den efterlignede; nogle faa Gange blev den ogsaa eftermøntet herhjemme af Hensyn til Handelen paa Ostindien (1624, 1771, 1774). [Fig. 34]
F. Ex. praler Don Ranudos Laquai Pedro (I, 2) af, at naar hans Herskab paa Slægtens Mindedage havde fremmede, "slippe de ikke med 1000de Styk von Achten." - Og naar han kort efter siger: "Jeg veed den, der har givet mange 1000de for en Jomfrudom, som en Jøde dog ikke havde tilhandlet sig for en Skiærv," mener han ogsaa her "Styk von Achten”.
Don Ranudo siger (III, 6): "Jeg laante 2000de Rosenobler ud til en god Ven i Dag," og senere (V, 3) vil han give Pedro en "Rosinobel", som han dog af gode Grunde ikke har paa sig, og som Pedro derfor skal have til Gode. - Disse Rosenobler er næppe de berømte engelske Guldmønter, som var velkendte her i Landet gennem Sundtolden, som ogsaa eftermøntedes af Christian IV, og som værdsattes dl 4 Speciedalere + Opgæld; men det har snarest været Philip II's ringere Eftermøntninger fra Nederlandene. [Fig. 35]
Endelig kan nævnes en Livre de France, der forekommer i Jean de France (V, 2), der vil forære Arv en Livre, men "det dumme Beest" tror, han vil give ham Lever at spise, hvad han ikke skøtter om, og han ved ikke, hvad en Livre er. - Det var 1/6 af en Ecu (Ecu de six livre) og omregnedes under den franske Revolution 1792 til en Franc. - Det var, som Navnet viser, en Mønt, der havde kendt bedre Dage, da den var jævngod med det engelske Pund (£). [Fig. 36]
Den Fædrenearv paa 4000 Pund, som Gnieren Euclio i Plutus (III, 9) endnu har liggende urørt i sin Kælder, lader sig ikke bestemme efter italienske lire, franske livres eller engelske £ eller efter tilsvarende Værdi i mindre Mønt. Det er hentet fra Lignelsen om de betroede Talenter (Matthæus 25. Cap., 14.-30. Vers) eller Pund (Lucas 19. Cap., 13.-25. Vers), hvor et Talent var 6000 græske Drachmer.
Mønterne er alle gengivne i hel Størrelse, Pengesedlen (29) i 2/3. De foreligger alle i Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet, med Undtagelse af 4 (Koninklijk Kabinet van Munten etc., 's Gravenhage, Holland) og 23 (Museum für Hamburgische Geschichte, Hamborg).