Holger Hedes møntværk og dets forgængere

af Axel Ernst

Da Christian V i slutningen af 1680'erne overdrog professor Holger Jacobæus at udarbejde et katalog over skattene i det af Frederik III grundlagte, men senere meget forøgede Kunstkammer, var formålet hermed i første række at vise udlandet denne samlings omfang og betydning. I det i 1696 udkomne pragtværk, Museum Regium, var de tre fjerdedele optaget af beskrivelsen af den kongelige møntsamling. Allerede i 1699 viste det sig nødvendigt at udgive et tillæg hertil, og i 1710 udkom den ny og forbedrede udgave ved Johannes Lauerentsen (1). Ingen af disse værker, så lidt som Hans Mules møntkatalog fra 1670 (2) eller Odenserektoren Thomas Broder Bircherods i 1701 udkomne værk over danske middelalderlige mønter (3), kom dog til at spille nogen særlig rolle ved affattelsen af kataloger over private møntsamlinger. Christian VI var stærkt interesseret i sit Møntkabinet, som forøgedes bl.a. ved køb af store private samlinger. For at indordne disse erhvervelser i det kongelige Møntkabinet nedsatte han i 1739 en kommission, der i 1742 omdannedes til Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab, som overtog arbejdet med møntbeskrivelsen, hvorefter "Beskrivelsen over Danske Mynter og Medailler" i den kongelige samling endelig udsendtes i 1791 i de velkendte to store foliobind, indeholdende 64 sider forord og møntafhandlinger samt 816 sider beskrivende tekst med tilhørende 319 kobberstukne tavler. Det var hensigten at udsende et supplement over mønter, der manglede i kongens samling, men forefandtes andetsteds. Et sådant tillæg udsendtes da også i 1794, hvorved tillige de efter 1788 udkomne mønter og medailler blev publiceret.

Imidlertid viste det sig snart, at dette pragtværk var i høj grad utilfredsstillende, for så vidt angik de danske middelalderlige mønter. Efter at møntkabinettets direktør, Christian Ramus i 1816 havde fuldført og udgivet et katalog i 3 bind over møntsamlingens antikke mønter, påbegyndte han og Ole Devegge udarbejdelsen af et værk over de danske middelaldermønter, men dette arbejde gik i stå efter Ramus' død i 1832. Da samtidig store, nye møntfund gjorde væsentlige ændringer nødvendige, blev planerne om dets fortsættelse ikke gennemført. I august 1867 bestemte Den kongelige Møntsamlings direktør, Ludvig Müller og museumsinspektør C. F. Herbst at "meddele Exemplarer af (det foreliggende, nemlig 136 sider beskrivelse og 47 kobberstukne tavler i folio) til de store offentlige Bibliotheker og Myntsamlinger i de skandinaviske Riger", idet tekst og tavler "kunne være til Nytte ved videnskabelige Undersøgelser". Nogle få eksemplarer kom dog også på private hænder, og de foreliggende tavler er endnu af væsentlig betydning ved det store antal møntafbildninger, de rummer. Derimod er teksten af mindre interesse, selv om den giver oplysninger om mønternes vægt og i en del tilfælde om deres lødighed samt lokaliserer de mønter, som da ikke fandtes i Den kongelige Møntsamling. På grund af værkets store sjældenhed ses det ikke benyttet i nogen væsentlig grad, men i de senere decennier er det dog blevet flittigt anvendt af Georg Galster ved hans detaillerede beskrivelser af betydelige møntfund, navnlig fra vikingetiden.

Manglerne ved "Beskrivelsen af 1791" bødede man på ved så vidt muligt at citere de møntkataloger, hvori de pågældende mønter var beskrevet, navnlig auktionskatalogerne over de store møntsamlinger, der havde tilhørt Frost, Schubart, Timm, Kreber, Devegge, Chr. J. Thomsen og endnu senere Alfred Benzon. Ved oprettelsen af Numismatisk Forening i 1885 fremdrages ønskeligheden af at få udarbejdet en ny og tidssvarende møntbeskrivelse (4), og principperne for en sådan udvikledes nærmere af foreningens stifter og første formand, generalmajor Carl Thorvald Jørgensen (5), der var kendt som en af datidens fineste møntkendere og største samlere. I løbet af forbavsende kort tid udarbejdede han sin Beskrivelse over Danske Mønter 1448-1888, Kbhvn. 1888, i hvilken han s. 33-37 nærmere udviklede de synspunkter, der lå til grund for hans arbejde. Foruden selve møntbeskrivelsen og en i tilslutning hertil given fortegnelse over pengesedlerne (s. 151-160) gav han en oversigt over mønthistorien samt over møntsteder, møntmestre, stempelskærere, møntmærker, skjold og våben.

Jørgensens beskrivelse nød i den følgende tid megen yndest blandt samlerne. Værket blev meget snart udsolgt, og efterspørgselen efter det var så stor, at antikvariske eksemplarer opnåede en pris, der lå flere gange over den oprindelige bogladepris. Det satte spor i de private møntsamlinger, der nu ofte ordnedes "efter Jørgensen", og adskillige samlinger blev anlagt efter typer med udelukkelse af mindre væsentlige varianter, der jo var udeladt i Jørgensens beskrivelse. En så betydelig samling som kontorchef O. F. Jansens, der bortsolgtes ved auktioner i Numismatisk Forening (NFM oktober-december 1920), var udelukkende ordnet og beskrevet med henvisninger til "Jørgensen".

I begyndelsen af dette århundrede begyndte direktør, cand. polyt. H. H. Schou (1858-1932), som allerede da var ejer af en betydelig møntsamling, anlagt med et vidt hensyn selv til små variationer, at samle et omfattende materiale til en ny beskrivelse, der også skulle omfatte feks. punktvariationer. Han ekstraherede fra kataloger og lod afskrive fortegnelser over store privatsamlinger, f. eks. Bille-Brahe, Guildal og Hauberg, men indså ret hurtigt, at han måtte have et sikrere grundlag for sit arbejde. Han indsamlede derfor staniolaftryk af større samlinger i ind- og udland og opererede med en sådan færdighed, at han kunne tage 200 aftryk i timen og i begyndelsen af 1914 havde aftrykt henved 14.000 mønter (til sidst nåede han op på omtrent 50.000 aftryk). I sin egen samling havde han da henved 2.000 mønter, mest naturligvis småmønter og småvarianter, der manglede i Den kgl. Møntsamling. En københavnsk bladmeddelelse fra fredag morgen den 30. januar 1914 oplyste, at der påtænktes udarbejdet en ny og tidssvarende beskrivelse, der ville blive rigt illustreret og omfatte ca. 10 bind. Men der skulle endnu gå lang tid, før planen blev gennemført. Sagen blev igen rejst i 1918, og nu kom der fart på. Herom han henvises til NFM III, juni 1919, s. 90 og 108-109, samt NFM VI, december 1922, s. 220, hvorefter oplaget blev fastsat til 750 eksemplarer. Værket tryktes i forskellige afdelinger, begyndende med mønterne fra de senere oldenborgske konger for derefter at fortsætte med de ældre, der stillede større krav til nøjagtighed og anskaffelse af særlige typer til trykningen. Endelig forelå i 1926 H. H. Schou: Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 og danske Mønter 1815-1923. En udførlig omtale og bedømmelse af værket findes i NFM X, maj 1927, s. 199-210.

Ved affattelsen af kataloget over grosserer L. E. Bruuns møntsamling (Kbhvn. 1928) blev de ny "Schou-numre" sammenholdt med numrene i Beskrivelsen af 1791. Men Schous værk, trykt på det fornemme papir og med de mange afbildningstavler, behøver næppe nogen nærmere omtale. Beskrivelsen af de mange varianter medførte en stigende interesse for disse. Dets popularitet er forlængst fastslået, og værket har nu i adskillige år været udsolgt, så at det, når det en sjælden gang kommer til salg, betales med priser, der meget væsentligt overstiger den oprindelige pris af 75 kr., for medlemmer endda kun 50 kr. (6).

De to beskrivelser, general Jørgensens fra 1888 og direktør H. H. Schous fra 1926, var begge resultatet af to af de tiders mest fremragende møntsamleres mangeårige og intensive uselviske arbejde, der ikke bragte dem økonomisk udbytte, men vel ære og anerkendelse i de kredse, de to værker henvendte sig til, altså i første række møntsamlerne. Tillige besad de begge omfattende numismatisk viden ud over kendskabet til selve mønterne. I 1914 blev Holger Hede som ung student optaget som medlem i møntsamlerforeningen, men på det tidspunkt havde han allerede med stor interesse og iver været samler af danske mønter. Selv erindrer jeg ham fra en møntauktion den 3. november 1910 ff hos Chr. Hee's Eftf. i Niels Juelsgade 6 over kontorchef F. P. Ridigers dubletter. Hans interesse deltes og støttedes af hans fader, overretssagfører Chr. Hede (1864-1950), og han blev herved i stand til i en ung alder at erhverve mange værdifulde og sjældne mønter. Større betydning fik det vel, at det blev betroet ham at afholde en lang række meget betydelige møntauktioner, således L. E. Bruun's dubletauktion i 1925 og auktionerne over samlingerne, der havde tilhørt H. H. Schou (1927), P. Hauberg (1929), Bjørnstad, S. V. Broge, Wellmann og senest V. Ragoczy I-II foruden endnu flere. Men Hede ikke blot afholdt auktionerne han ordnede også samlingerne til auktion og affattede katalogerne, hvorved han opnåede et overordentligt indgående kendskab til de danske mønter (og medailler) og disses sjældenhed. Hans interesse indskrænkede sig ikke til at samle på mønter og medailler, men strakte sig også til den mønthistoriske viden, erhvervet ved omfattende læsning og ved selvstændig forskning, hvorom en række bidrag vidner, begyndende med. hans artikel om mønters raritetsangivelser fra 1927 (NFM X, S. 210-215) og fortsat til den nyeste tid, dels i NNUM, dels i NNÅ. Således besad Hede tilfulde de kvalifikationer, der skulle til for at behandle de nyere danske møntrækker i et selvstændigt værk, som de nuværende vanskeligheder ved at kunne forskaffe sig H. H. Schous møntbeskrivelse havde gjort aktuelt. Efter mange års arbejde med gentagne omredigeringer og omskrivninger foreligger da nu Holger Hede: Danmarks og Norges Mønter 1541-1814-1963. Udgivet af Dansk Numismatisk Forening. Kommission: Munksgaard. 1964. Trykt i Andelsbogtrykkeriet i Odense.

Værket er delt i to store afsnit, nemlig I. Møntfortegnelse og II. Mønthistorisk oversigt og noter. Selve bogtitlen viser, at kun mønter fra og med 1541 er behandlet. Motiveringen herfor, som i øvrigt er givet i den mønthistoriske oversigt s. 155, er, at den af Christian III udstedte møntanordning af 20. september 1541 danner grænsen i dansk mønthistorie mellem middelalder og den nyere tid. I modsætning til Schous værk omhandler Hede ikke Trankebarmønterne.. hvorved han henviser til Schous og C. Funck-Rasmussens arbejder, og ej heller prins Magnus' mønter fra Øsel, hvor man må henholde sig til fortegnelsen hos Schou. Derimod er optaget mønterne fra Grønlands Styrelse (1926-1944) og Den Kgl. Grønlandske Handel (1957-1960). For Danmarks vedkommende er beskrivelsen ført så langt frem, at den har fået bronzemønterne (5, 2 og 1 øre) fra 1960 og 1961 med, skønt disse, da dette skrives, endnu ikke er sat i cirkulation. For Islands vedkommende er optaget mønterne, der er præget, indtil øen under Danmarks besættelse erklærede sig for selvstændig republik.

Med interesse vil samlerne sikkert spørge, om der siden udgivelsen af Schous værk er fremkommet mønter, der var ukendte for Schou. Hertil må siges, at det er der, men som det måtte ventes, ikke særlig mange, og de fleste af disse er i mellemtiden blevet publiceret i NFM, NNUM eller NNÅ. Så vidt jeg ved et flygtigt gennemsyn har bemærket, og det samme gælder en del af mine øvrige antegnelser, drejer det sig om følgende mønter: Chr. III, dobbelt dukat 1557 og sølvafslag heraf (NFM XIV, s. 145); Frd. II, blaffert 1566 og 1571, penning lybsk 1566 og 1571 (NNÅ 1938, S. 155 og 160-161 og NNUM januar 1953, s. 5-6); Frd. II u. å. schüsselpfennig (NNUM januar 1953, s. 9-10, jfr. NFM XIII, s. 110); Chr. IV, u. å. breddaler (som Schou 7, fra Vogels auktion), halvkrone 1620 med Johan Posts mærke (NNÅ 1949, s. 80, 85 (fig. 22) og 89); Frd. III, 1661 tredobbelt species dansk (som Schou 6, NNÅ 1952, S. 147, og V. Ragoczys auktionskatalog I. 448) (7), krone 1667 af type adv. Schou 1666.35 og rev. 1666.34); Frd. V, bronzeafslag af dukat som Schou 1748.1, men blomster under hesten t.h. og B. t.v., 1747, L. C. Kochs prøvekrone (NFM X, s. 207-209); Chr. VIII, species 1845 med hjerte (NNUM september 1938, s. 161 og 166); Frd. II, hvid, Bergen 1578, Chr. VII, 1791, specier som Schou 3, men med B. under hovedet og med H. under hovedet, Chr. IV, dobbelt hanrejdukat 1627 (NNUM 1939, s. 109 ff). Endelig har Hede godkendt den af Schou 1813, note I, som et falskneri ansete norske skilling 1813. Eksemplaret i Den kgl. Møntsamling stammer fra Benzon 3017 og Ove Thomsen 4111, medens L. E. Bruuns eksemplar 10964 hidrører fra Lynge 2622.

Det vil her være på sin plads at bemærke, at Hede i sin møntfortegnelse ikke har givet en beskrivelse af præget på mønterne eller disses ind- og omskrifter. Undertiden er dog m.h.t. våbenskjoldet henvist til Grandjean, men ellers lader Hede de talrige afbildninger, der er indført i teksten, give de fornødne oplysninger. Hvad der sikkert vil glæde samlerne er, at han som afbildninger ofte har valgt andre mønter end dem, Schou har gengivet. F.eks. finder man hos Hede afbildet halv-joachimsdalerne 1545, Schou 5, og 1547, Schou 8. - I møntfortegnelsen er mønterne indordnet under møntstederne, og inden for disse efter møntfod (bruttovægt, lødighed og finvægt), møntmestre og stempelskærere. Derimod er inden for samme år varianter i almindelighed udeladt. Medens Jørgensen blandt varianter optog feks. forskellige former (forkortelser) af kongenavnet og for Frd. III.s 2-Skillinger 1653 og 1654 (Jørgensen 245) opfører 8 varianter, er ikke en eneste af disse anført hos Hede. Ser man på Frd. II.s runde marker fra 1559-1563, udgør disse hos Jørgensen eet nummer (nr. 24) med een variant af marken 1563, medens de hos Hede er opført som 9 A og 9 B, hvoraf 9 A alene omfatter marken fra 1559, 9 B de øvrige årgange uden at anføre nogen variant til disse. Grunden hertil er, at marken 1559 er slået efter en anden udmøntningsformel end de senere. På tilsvarende måde er Frd. V.s norske "paryk"-otteskillinger opført i 2 grupper, 6 A og 6 B, henholdsvis 1700-1702 og 1702-1715, fordi disse grupper er af forskellig vægt og lødighed. Derimod finder man ikke den så velkendte 8-skilling 1704 med FRID · VI · hos Hede. Disse eksempler kan suppleres med mange andre, og det må derfor stærkt tilrådes benytterne af Hedes værk på forhånd at sætte sig nøje ind i de principper, hvorefter møntfortegnelsen er udarbejdet. En af de få undtagelser, Hede har gjort, gælder kobberskillingerne 1771, hvor de velkendte "fejltryk" er gengivet med små bogstaver som underafdelinger. Det kan herved bemærkes, at der ved hvert nummer hos Hede er henvist til de til mønttypen hørende numre i Schous beskrivelse.

Også andre mønter vil man forgæves søge hos Hede i møntfortegnelsen, men han har da i almindelighed gjort bemærkning herom i noterne i 2. afdeling. Et særligt spørgsmål gælder afslagene i guld og sølv af henholdsvis sølv- og guldmønter. For så vidt angår den store mønt som specier og kroner (og rejsedaleren 1788) er disse optaget i omfattende grad, hvorimod i almindelighed guldafslag af mindre mønter fra og med Frd. IV er udeladt. Dette finder jeg mindre heldigt, men henviser til NNÅ 1949, s. 128-129 og 1950, s. 89-90. Mere betænkeligt finder jeg det, at Hede også har forbigået sølvmønten Chr. V, u.å. Schou 47, med den motivering, at han anser den for en jeton. Den meget sjældne mønt anser jeg, som general Jørgensen, for at være en mark (kvartkrone), og den er da også hidtil blevet regnet for en mønt, se således Suhm 2143, Schubart 1787, Frost 583 til Devegge 3674, Thomsen 1667, F. C. Bech 879, Bruun 7271 (fra Bille-Brahe), L. Chr. Petersen 1235 (nu i min samling). Såvel fremstillingerne på begge sider, sammenholdt med andre stykker, som man ikke vil frakende karakteren af mønt, som selve metallets ydre beskaffenhed, der synes ikke uvæsentligt ringere end sølv, der er anvendt til jetons fra Chr. V.s tid, bevirker, at jeg må finde det naturligt som hidtil at betragte stykket som en mønt. Endelig ville jeg have fundet det rigtigt at optage Fred. VI.s platinmønt som en prøvemønt.

I Schous beskrivelse finder man ikke helt sjældent optaget småmønt fra det 18. århundrede, slået i finere sølv og af større vægt end de sædvanlige. Disse er udeladt hos Hede, som derimod for Frd. II.s skilling 1579 med F i kronet skjold anfører et par eksemplarer i Den kgl. Møntsamling i finere sølv og af større vægt med præg som Schou 9 og 11. Et sådant. eksemplar af Schou 9 fandtes i Timms samling, (nr. 496) og erhvervedes af Kreber (nr. 1297), som blev erhvervet til Bille-Brahes samling og derfra overgik til L. E. Bruuns samling. Hverken hos Kreber eller Bruun er det anført, at det er af fint sølv og tungere end de øvrige skillinger fra 1579. Derimod findes i beskrivelsen af 1791 som nr. 125 beskrevet et eksemplar i fint sølv. Hede oplyser, at de to i Den kgl. Møntsamling beroende eksemplarer i fint sølv (som Schou 9 og 11) vejer henholdsvis 3.07 og 2.35 gram, hvorimod vægten af de sædvanlige eksemplarer af disse prøvemønter angives til at ligge mellem 1.34 og 1.80 gr. og deres lødighed til 0,187. Som supplement hertil kan jeg oplyse, at et eksemplar i fint sølv i min samling (som Schou 10) vejer 3.11 gr., medens 3 ekspl. af almindelig lødighed (Schou 8, 10 og 12) vejer 1.15, 1.60 og 1.65 gr. Af samme udmøntnings hvide fra 1579 forekom i Timms samling som nr. 497 et ekspl. i fint sølv, erhvervet af Den kgl. Møntsamling, men dettes vægt overstiger i hvert fald kun ubetydeligt vægten af de andre kendte eksemplarer af disse meget sjældne stykker. Interessant ville det være at få nærmere undersøgt disse udmøntninger og forholdet mellem eksemplarerne i fint sølv og af større vægt på den ene side og eksemplarerne af ringere sølv og vægt på den anden.

Med hensyn til de af Hede anvendte møntbetegnelser bemærkes, at han konsekvent benævner sechslinge og schillinge fra Flensborg som henholdsvis søsling og skilling lybsk, og på tilsvarende måde betegnes 1/16 talere (6 skillinger) fra Glückstadt 1623-1680 som 3 skillinger lybsk. Dalerudmøntningerne 1545, 1546 og 1547 betegner han som sølvgylden, hvor jeg ville foretrække betegnelsen Joachimsdalere. Endelig har han betegnet den mellemste af de 3 udkastningsmønter i sølv som 1/6 speciedaler i stedet for som Schou 1/8 speciedaler, og heri har han uden al tvivl ret. En hermed stemmende opfattelse er dog ikke ny. Wilcke var i sin bog om Møntvæsenet 1625-1670 af samme opfattelse, som man også møder i forskellige auktionsfortegnelser, feks. i NFM, april 1917 nr. 7 og april 1922 nr. 499.

Værdifuldt er det, at Hede i vidt omfang har tidsbestemt en række mønter uden årstalsangivelse, således breddalere og hvide samt efterligninger (prøvemønter i guld) af engelske mønter fra Chr. IV og adskillige guldmønter fra Chr. V. Med særlig interesse vil utvivlsomt hans raritetsangivelser af sjældne mønter blive studeret. Som ovenfor nævnt behandlede Hede spørgsmålet på indgående måde i 1927 med anvendelse af både store R og små r. Grundlaget herfor har vel været Schous samling af staniolaftryk, som Schou overlod til Den kgl. Møntsamling, hvor de senere er blevet flittigt rådspurgt. Ved de i møntfortegnelsen nu anvendte raritetsangivelser har Hede foruden betegnelsen Unicum (Unik) alene benyttet betegnelser med stort R, altså RRR, RR eller R. Det siger sig selv, at der gennem årene er sket adskillige ejerskifter, som det ikke altid har været let at få oplyst, lige som der fra tid til anden er fremkommet eksemplarer, der har været Schou ubekendt. Selv har jeg ved et løseligt eftersyn fundet følgende mønter i min samling, hvorved raritetsoplysningerne hos Hede må ændres:

Det kan endelig bemærkes, at Chr. IV.s kvart-brilledukat u. å. fra BD på auktionen købtes af Schulman, Amsterdam, fra hvem jeg nogle år senere erhvervede den. For godt en halv snes år siden overlod jeg den til Universitetets Myntkabinet i Oslo, hvorfor der nu i stedet for BD skal stå OS. I øvrigt vil vist nok de fleste samlere blive overraskede ved at se, hvor mange unica og mønter med betegnelsen RRR eller RR de danske møntrækker rummer. Da de fleste af disse ligger fast i offentlige samlinger, vil de færreste samlere kunne vente at erhverve noget større antal af disse kategorier. Betænkeligt finder jeg det derfor, også af hensyn til samlerinteressen, at Hede ikke har gjort brug af raritetsbetegnelserne rrr, rr eller r, selv hvor det drejer sig om varianter, som samlerne i almindelighed vil anse for væsentlige og bemærkelsesværdige. Samlere vil dog i så henseende kunne få en vis vejledning ved at efterse Guildals katalog, Schous auktionskatalog eller fortegnelserne over hans (anonyme) auktioner i Numismatisk Forening i tiden 12. oktober 1927 til 4. april 1928, begge inkl. Hertil kommer, at udgangspunktet RRR for 2-3 ekspl., RR for 4-6 ekspl. og R for 7-10 ekspl., (hvorved man må mærke sig note 2, s. 5 i Hedes værk) formentlig må erkendes at være for snævert, ikke blot når henses til, at heri er indbefattet eksemplarerne i de offentlige samlinger, men også til det stærkt forøgede antal af samlere. Efter min erfaring ville adskillige af de mønter, som efter Hedes system ikke har nogen raritetsangivelse, i udenlandske kataloger møde med høje raritetsbetegnelser, således 4-dobbelt species 1624 eller Chr. VII.s specie 1769 med brystbillede, der kun blev præget i 51 ekspl. For ældre mønters vedkommende vil man stå over for samme problem ved kong Hans' guldgylden, Frd. I.s 14 penninge fra Ribe 1524 (S. 15-22).,Spørgsmålet er meget vanskeligt, men burde vel ved lejlighed tages op til fornyet overvejelse. Mest tilfredsstillende er vel den måde, der er benyttet i Schous auktionskatalog med angivelse af de samlinger, hvori eksemplarer af den pågældende mønt findes, men dette vil jo til gengæld kræve mere plads end bemærkninger om antallet af kendte eksemplarer eller angivelse af et eller flere R eller r (8).

Ser vi herefter på værkets 2. afdeling, er der her givet en særdeles læseværdig mønthistorisk oversigt, som vel i væsentlig grad er bygget på den foreliggende numismatiske litteratur som Wilckes og Galsters selvstændige værker, de mange større og mindre afhandlinger og meddelelser i NFM, NNUM og NNÅ samt øvrige historiske og økonomiske værker, der er anført i litteraturoversigten (S. XIII). Dog har Hede ikke indskrænket sig til at sammenarbejde dette stof, men selv tilført den mønthistoriske oversigt nyt og værdifuldt materiale. Jeg er således enig med ham i, at der kendes for mange eksemplarer af spededaleren fra 1563 til, at vi heri kan se bevarede eksemplarer af de 250 dalere, som rigsråd Lauge Brahe i 1562 fik tilladelse til at lade slå (Hede s. 158), og der findes intet indicium for, at der senere skulle have fundet en ny udmøntning sted med årstallet 1563 af disse dalere. Hedes kritik af Chr. IV og Frd. III for at have misbrugt møntregalet finder jeg for hård. Når vi har oplevet, hvad demokratiske samfund og regeringer i vor levetid har tilladt sig af inflation og møntforringelse, ikke sjældent for gennem den "milde inflation", der ofte var alt andet end mild over for selvpensionister, at favorisere bestemte befolkningsdele, ser man mindre strengt på, hvad der skete i de tider, da man ikke havde en seddelpresse til at skaffe sig omsætningsmidler.

2. afdeling indeholder, foruden den mønthistoriske oversigt, en lang række noter, der egentlig hører møntfortegnelsen med der givne oplysninger til, og det kan derfor ikke stærkt nok tilrådes benytterne af møntfortegnelsen samtidig at benytte den mønthistoriske del og specielt de der anførte noter.

Hedes værk vil man vel nærmest kunne karakterisere som en erstatning for Jørgensens værk fra 1888, men i mønthistorisk henseende - foruden ved de mange afbildninger, der jo ganske mangler hos Jørgensen - henvender værket sig ikke blot til samlere, men i høj grad til historikere og økonomer. Disse kan her på en let tilgængelig måde få fornøden orientering, eventuelt ved at følge de udførlige kildehenvisninger, som vil spare megen tid for den, der nærmere vil undersøge et bestemt forhold.

Mine bemærkninger er baseret på et løseligt gennemsyn af korrekturark. Jeg er ikke i tvivl om, at værket vil blive flittigt benyttet og efterspurgt som dets forgængere. Med en noget forslidt vending må det siges, at det afhjælper et virkeligt savn, selv om det ikke gør Schous beskrivelse overflødig, og antagelig vil man i kommende kataloger se det citeret ved siden af Schous værk.

Da Carlsbergfondet har ydet et meget betydeligt tilskud til værket, og da Hede uden vederlag har stillet sit mangeårige arbejde til Dansk Numismatisk Forenings rådighed, kan værket erhverves til en efter forholdene meget beskeden betaling, og køberne støtter samtidigt Selskabet Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings Venner.

(NNUM 1964)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt