Kejser Karl den Store delte et Pund Sølv (paa latin: libra) i 20 Skilling (solidi, à 12 Penge (denarer, Pfennige, Pfenninge) (1). Denne Inddeling overførtes til England, hvor den forefindes endnu, idet et Pund Sterling (£ = libra) deles i 20 shillings (s) à 12 Pence (d = denarer). Paa Vikingetogterne traf Normannerne dette Møntsystem saavel i England som i Nederlandene; i dette sidste Land var det de i Byen Dorestad prægede carolingiske Mønter, der blev de første Forbilleder for deres Hjemlands Mønt (2) saaledes som denne udgik fra Danmarks ældste Møntsted, Hedeby.
I England tog Knud den Store sig med Iver af Møntvæsenet. Han gik ud fra Ethelred II's Mønt, hvorefter 1 Pund Sølv deltes i 240 Penge, saaledes at der udmøntedes en Mønt, der paa det nærmeste svarede til 1/240 Pund (denar, penny, sterling). Snart forringede Knud den Store dog denne Mønt til 1/240 af den nordiske Vægtenhed, Marken, der var c. 1/3 mindre end Pundet. Marken deltes efter gammel nordisk Regning i 8 Øre à 3 Ørtuger, som herefter maatte deles i 10 Penge (3), hvis Vægt dog paa Grund af Møntteknikkens ringe Standpunkt kunde variere fra c. 1 lige til c. 3 gr. Sølv.
Denne Inddeling bibeholdtes gennem den største Del af Middelalderen, men Møntens Vægt og Lødighed forringedes gennem Aarene, saaledes at 240 Penge = 1 Mark i Mønt tilsidst udgjorde 240 smaa Kobbermønter (Borgerkrigsmønterne) i hvilke der kun var en forsvindende Del af 1 Mark fint Sølv. Møntmarken var saaledes bleven en fra Vægtmarken vidt forskellig Størrelse (4).
En saa slet Mønt, ved hvis Udmøntning Møntherrerne søgte den størst mulige Fortjeneste, kunde ikke tjene som noget tilfredsstillende Middel for Omsætningen, der i Stedet maatte betjene sig af fremmed Mønt, som i stor Udstrækning cirkulerede i Landet. Tilsidst gik tidmøntningen af dansk Mønt helt i Staa. Det skete i Aarene omkring Valdemar Atterdags Død (5). Hermed var Udmøntningen efter gammel dansk Møntregning til Ende.
Under Erik af Pommern, da Udmøntningen genoptages, indførtes et nyt Møntsystem. I de nordtyske Stæder regnedes i Mark, der deltes i 16 Skilling (Schillinge) à 12 Penge (Pfenninge). Vel var Møntmarken, der inddeltes paa denne Maade, ikke længere af lige Værd ned Vægtmarken, 1 Mark cølnsk (233,855 gr.) (6), der i hvert Fald senere dettes i 16 Lod à 18 Gran, men den var dog ikke tilnærmelsesvis forringet i samme Grad som den danske Mønt i Forhold til den danske Vægt. Det blev nu dette nordtyske System - med Navn efter den i Datiden mægtigste nordtyske Hansestad, Lübeck - som trængte ind i Danmark. 1424 indgik Dronning Philippa en Forening med Hamburg, Lübeck og Lüneburg, hvorefter 1 Mark fint Sølv skulde være lig 7 Mark lybsk Mønt (7). Der prægedes dog vedblivende kun Smaamønt her i Landet.
Først under Kong Hans prægedes Guldmønt, særlig Guldgylden, der dog ikke fik storre, Betydning (8), og Sølvgylden, Joachimsthaler(daler), store Sølvmønter, der blev Forbillede for den senere Rigsdaler in specie dvs. i eet Stykke, ogsaa kaldet Species, Specie, (2 Rigsdaler = 4 Kroner i nugældende Mønt) (9) samt endvidere Skilling og Hvid.
Møntvæsenet vedblev i alt væsentligt al bære et middelalderligt Præg, ikke blot i Møntens Udstyrelse - Mønterne angav ikke Værdien - med ogsaa ved hele sit vilkaarlige, usikre, ja man kunde fristes til at sige tilfældige Forløb.
Det var Christian III forbeholdt at bryde med Middelalderen og indføre den nyere Tid i Møntvæsenet. Det vilde ligge uden for denne Fremstillings Ramme at gaa nærmere ind paa Christian III's og Frederik II's Reformer og Bestræbelser paa Møntvæsenets Omraade. Det er tilstrækkeligt at fremhæve, at det danske Møntsystem, som allerede nævnt, byggede paa det lybske, som det oprindelig søgte søgte ganske at efterligne, saaledes at 1 Mark à 16 ß l. var det samme som 1 Mark dansk à 16 ß dansk.
Det er foran oplyst, hvorledes Smaamønten i Tyskland fra Midten af det sekstende Aarhundrede stadig forringedes, om end i Begyndelsen ikke i saa stærkt et Tempo som senere. Men allerede da havde vi her i Danmark i saa Henseende vundet et betydeligt Forspring, saa stort, al det ikke mere var muligt at bringe dansk Mark og Skilling i Overensstemmelse med lybsk.
Særlig to Begivenheder kom herved til at spille en Rolle: 1. Christian II's aldeles overvældende Uddmøntning af Klippinge, slettere og slettere, tilsidst af rent Kobber, som det voldte Frederik I store Vanskeligheder at faa bragt ud af Verden, og 2. Christian III's slette Mønt under Grevens Fejde. Grev Christoffers Mønt kan man i denne Forbindelse vistnok se bort fra. Den betragtede Kongen som Oprørsmønt, til hvilken der ikke behøvede at tages Hensyn.
I 1524 var Frederik I ikke i Stand til eller til Sinds at udmønte Skilling bedre end 40 ß paa Gyldenen (Thaleren), medens Skillingen endnu i 1514, før al den daarlige Klippingsmønt udsendtes for at bidrage til Omkostningerne ved Christian II's Svenskekrige, var udmøntet til 24 ß paa Gyldenen (10)).
Da Christian III i Aarene 1537-44 bragte Møntvæsenet paa Fode igen, bl. a. ved Reduktion af sin egen Grevefejdemønt, og lod de nye Mønter forsyne med Værdibetegnelse i Præget, kunde han ikke naa længere end til at sætte 1 Gylden (Thaler, Daler) til 3 Mark dansk à 16 ß d. (11). Det udtrykkes i følgende Passus i Recessen af 1540: "oc schall een rhinsk Gylden eller en Jochimsdaler ikke dyrere wedtzles end for III Mark Danske, og schall en Mark Danske herefter, som tilforne, regnes for XVI Skellinge Danske, effter thet Werdtt, som Møntten nu for satt er oc icke kalles liiden Marck eller stor Marck, som hertill skeet er."
Der er forskellige Udtryk i det citerede Sted, som giver et Indblik i Forholdene. For det første maa der lægges Vægt paa Forbudet mod, at en Daler herefter maatte veksles dyrere end for 48 ß. Dette viser, at med den forudgaaende slette Mønt der gaaet langt flere "Skilling" dvs: den Slags Mønter, der var udgivne for Skilling uden et tilsvarende Indhold af fint Sølv, paa Daleren end 48 ß. Endvidere fremhæves Mark "danske" i Bevidstheden om, at selv den nye Mark ikke svarer til den lybske. Ordene, "efter det Værd, Mønten nu er sat til" viser, at den forud fastsatte Reduktion af den gamle Mønt dog ikke er gaaet saa vidt, at 1 ß lybsk og dansk kunde blive det samme. "Liden og stor Mark" skulde man være tilbøjelig til at tyde som dansk og lybsk Mark dvs. en Mark i de daarlige danske Penge og en Mark i de bedre lybkse, der kurserede her i Landet Side om Side med de danske, ikke just som Scharling (12) formener, forskellige Pengestykker, paa hvilke Opgælden ikke var den samme. Meningen er kortelig den, at i Danmark skal der regnes med Mark og Skilling "danske", ikke "lybske". Disse sidste regnedes endnu 1559 til 27-20 ß paa Thaleren. Kejser Ferdinands Møntedikt af 19. August 1559 (13) regner nemlig 288 lybske Pfennige paa 1 ny gylden à 60 Kreuzer, 1 gammel eller Rigsgylden efter 1551-Aars Møntordning til 72 Kreuzer og de hidtilværende "taller" til 68 Kr. Da der gik 12 Pfennig paa 1 ß l., det vil sige, at der skulde regnes 24 ß l. paa en ny Gylden og c. 27 ß l. paa en "taller" dvss. Joachimsthaler, der - som tidligere udviklet - var noget ringere end den gamle Rigsgylden, paa hvilken der gik c. 29 ß l. Den sidste kan man efter det om Udviklingen i Tyskland oplyste se bort fra. Den lybske og hamburgske Thaler saavel som Christian III's Daler (14) var Joachimsthalerens Affødning. Man kan saaledes efter Kejser Ferdinands Møntordning af 1559 regne med en officiel Kurs af c. 27 ß lybsk paa Thaleren.
Den danske Mark og Skilling var altsaa i det nedadgaaende Kapløb omtrent naaet dobbelt saa langt som den lybske, og tager man Opgælden med i Betragtning, kan man sikkert gaa ud fra, at 48 ß d. kun var 24 ß l. værd.
Værdiforholdet mellem de to Slags Mønt skulde imidlertid snart blive uomtvisteligt 1:2.
Med den nordiske Syvaarskrig indtraadte den tredie Hovedaarsag til den danske Mønts Forringelse i Forhold til den lybske. Foruden slet Klippingsmønt sloges ogsaa ringere rund Mønt end tidligere, saaledes at der Mand og Mand imellem i denne nyere Mønt sluttelig beregnedes 4 Mark = 64 ß d. paa en gammel Daler (Joachimsthaler). Saa store Spring gjorde den tyske Mønt endnu ikke. Den 26. April 1572 vedtog den nedersachsiske Kreds, at der skulde udmøntes Dobbeltskillinger: 114 Stkr. paa den 12 Lod 13 1/2 Gran lødige Mark, 16 Stkr. = 1 Reichsthaler, og Enskillinger: 145 Stkr. den 8 lødige Mark, 32 Stkr. = 1 Reichsthaler, samt Halvskillinger: 187 1/2 Stkr. paa den 5 Lod 2 1/2 Gran lødige Mark, 64 Stkr. = 1 Reichsthaler, en Ordning, der forblev gældende i Nedersachsen i længere Tid (15). Den tyske Regering var nu naaet til at sætte Thaleren til 32 ß l., medens den danske var naaet til det dobbelte Skillingstal paa Daleren. Frederik II godkendte ved Frdng. af 26. Juni 1572 denne faktiske Tilstand, idet han dog samtidig søgte at nytte Lejligheden til nu, da lybsk og dansk Mark og ß stod som 1:2 at gaa tilbage til Ordningen, før 3 nævnte Hovedepisoder i Udmøntningen indtraadte, dengang da nemlig her i 1514 2 ß udmøntedes 12 Stkr. paa Gyldenen (Thaleren) (16) og i Hamburg 1515-19 Thaleren regnedes til 1 1/2 Mark eller 24 ß l. (17), dvs. da dansk og lybsk Mark og ß var ens. Vel kunde man ikke vende tilbage til saa lavt et Skillingstal, men Ensartethed var der nu en Mulighed for atter at tilvejebringe.
Kongen nedsatte sin daarlige Mønt, hvoraf 3 Mark à 16 ß = 48 ß efter Christian III's Møntordninger oprindelig var bestemt til at gælde 1 Daler, men af hvilken Menigmand krævede 4 Mark à 16 ß = 64 ß for 1 Daler, til det halve. Hvis Skillingstallet paa Daleren i Henhold til de gamle Anordninger var vedblevet at være 48, havde det været en virkelig Reduktion til det halve, hvad der havde været ufortjent og overdrevent. Men da Kongen samtidig i Overensstemmelse med ny lybsk Møntfod satte Daleren til 2 Mark à 16 ß = 32 ß af den reducerede Mønt, vilde det sige, at 1 Mark, der hidtil var beregnet til at gælde 1/3 Daler, først var nedsat til 8 ß eller 1/6 Daler à 48 ß og atter forbedret til 1/4 Daler à 32 ß dvs. netop, den Værdi, den i Handel og Vandel var sat til, hvad enten man saa som hidtil kaldte den 1 Mark dansk eller 1/2 Mark lybsk (8 ß l.), nu ogsaa efter Kongens Paabud 1/2 Mark dansk (8 ß d.).
Der sloges imidlertid efter disse nye lybsk-danske Benævnelser kun en enkelt Prøvemønt. Fra Arene: 1572-1582 vil man i Møntsamlinger som Regel forgæves søge Mark og Skilling, saa sjældne er disse. Man har øjensynlig været stærkt i Vildrede med, om min skulde gaa fra Papiret over til Virkeligheden med den nye Møntbetegnelse eller fortsætte efter den gamle Udmøntningsnorm; derfor den ringe Udmøntning i disse Aar (18). Denne Halvhed skulde ikke gøre Forholdene klarere. I kurserende Mønt havde man Christian III's gode Mark og Skilling, der ikke var reducerede og gjaldt 1/3 og 1/48 Daler, og Frederik II's daarligere, der gjaldt 1/4 og 1/64 Daler, skønt Betegnelserne paa Mønterne var de samme: Mark og Skilling. Ingen af disse Benævnelser burde dog efter Kongens Anordning benyttes i Tale og Regnskaber: De sidste var 1/2 Mark og 1/2 ß, de første 2/3 Mark (10 2/3 ß) og 1/2 ß. Dette blev selvfølgelig Almenheden for indviklet. I daglig Tale var og forblev Markstykkerne, der "før gik", dvs: fra 1560-1572, Marker, 4 Stkr. paa 1 Daler, og Skillingstykkerne Skillinger, 64 Stkr. paa 1 Daler, alt i Overensstemmelse med deres Paalydende.
Ved Møntanordning af 12. Januar l582 gik man da ogsaa ud herfra.
Nordens indbyrdes Krige havde forvoldt, at den danske Dalers Skillingstal var steget til det dobbelte af den lybskes. Derefter er det Tysklands Ulykker i Forbindelse med Christian IV's Møntpolitik, der bringer det lybske og danske Mark- og Skillingstal til at vokse samtidig under den iøvrigt faststaaende Proportion 1:2.
(fra: Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, København 1919, side 50-55